En lørdagstur med bonus.....

Lillemor havde omtalt en film, som hun havde set noget for-film til, og som hun syntes vi skulle se i dag. Den går p.t. bl.a. i "Grand Teatret" i Mikkel Bryggersgade.

En af hovedrolleindehaverne er den engelske skuespillerinde Helen Mirren, som vi begge holder af. Hun er efterhånden gået hen og blevet 69 år.....men det kan man faneme ikke se. Jeg synes at hun altid har set knald godt ud og altid spillet godt....i hvert fald i de film hun har været i de seneste 40 år. Hun er og har været enorm alsidig i sit repertoire. Shakespeare, gysere, komedier, romantiske, historiske,dybt seriøse og sandelig også de mere frivole. Altså fra (mange) nøgenroller i de unge dage over alle genre til en af de senere som Dronning Elisabeth. Jeg smider lige 2 ret spøjse billeder her:
Det første er fra hendes hovedrolle som The Queen (Dronning Elisabeth) som hun vandt en Oscar for. Det er Helen Mirren til venstre og Dronning Elisabeth til højre:

 

Hun ligner ret godt, ik' ?

Det andet er et foto hun fik lavet i anledning af et interview vistnok da hun blev 60 år. Det er ikke mange 60-årige der dels ser sådan ud eller dels tør lade sig fotografere sådan:

Nåh - det var den der film vi kom fra......
Vi tog bussen, linie 42, fra hvor vi bor og til Nørreport Station. På vej ned ad Frederiksborggade kommer man til Kultorvet. Her ligger en forretning - Fjeld og fritid - som Lillemor lige ville kigge nærmere på. Der var (desværre ?) intet af interesse hun lige manglede.......til gengæld fik jeg en Fjällräven Greenland Winter Jacket, som jeg ikke lige havde forventet at skulle have....men da den nu var på tilbud i Herre-størrelse, så syntes Lillemor o.s.v. .....og det var da OK med mig....trods alt....selvom jeg ikke lige stod i nød for en ny vinterjakke. Min jakke er i mørkebrun G-1000 stof og den har et "Teddy-bear"-lignende foer.

Nåh - videre ned ad Købmagergade til boghandelen Arnold Busck. Det var til gengæld bestemt hjemmefra, at vi/jeg lige skulle ind der inden biograffilmen. Det kunne jo være de havde noget jeg kunne bruge....og det var der (masser af), men jeg begrænsede mig og købte en enkelt bog om Møbelarkitekten Poul Kjærholm redigeret af Christoffer Harlang, Keld Helmer-Petersen og Chrestina Kjærholm og udgivet på Arkitektens Forlag.

Min hovedinteresse indenfor møbelarkitektur går jo mest på møbler af træ, altså det snedker-mæssige arbejde. Af en eller anden grund (PK 22) er jeg så faldet for Poul Kjærholm's møbler, som jo oftest er lavet i stål med læder, rør, stof. Især hans stol PK 22 er jeg begejstret for:

Jeg kan ikke rigtig sige hvorfor...synes bare den er så flot og elegant og enkel. Oprindelig var den i rør-flet - sæde og ryg - men jeg synes den er flottest i læder og helst det lyse brune. Det paradoksale er så bare, at jeg ikke synes man sidder særlig godt i den. Den er simpelthen for lav og besværlig at sætte sig i eller rejse sig fra. Men forbasket flot er den....nærmest en skulptur.

,,,,,for resten var filmen, som jeg ikke vil røbe noget om her, meget morsom og godt spillet af Helen Mirren og de andre medvirkende. Der er iøvrigt noget fed indlednings og afslutningsmusik,

"A late Quartet" ...en tur i biografen...Grand Teatret...

I går formiddags fik Lillemor den glimrende ide, at vi skulle i biografen. Jeg fik 2 valg; "Den Hundrede-årige...", en svensk filmkomedie og "A late quartet", en film om en stryger-kvartet. Den sidstnævnte vandt med overvældende majoritet.....

Og hvorfor så det ?...eller hvorfor så lige den film, skulle jeg måske sige/skrive ?. Jo - fordi en af hovedrollerne er med en af de bedste amerikanske mandlige skuespillere jeg kender, nemlig Christopher Walken.

Filmen her, "A late Quartet" handler om en klassisk stryge-kvartet; Daniel Lerner, 1.violinist (Mark Ivanir), Robert Gelbart, 2. violinist (Philip Seymour Hoffman), som er gift med Bratch-spilleren Juliette Gelbart (Catherine Keener) og cello Peter Mitchell (Christopher Walken). Kvartetten har 25 års jubilæum og de skal til at planlægge deres Jubilæumssæson hvor de bl.a. skal spille deres "kendingsnummer", nemlig Beethovens strygekvartet Opus 131, som er kendetegnet ved at alle 4 satser spilles uden pauser...altså ud i en lang køre. Der sker det, under deres første prøve til denne sæson, at cellisten Peter Mitchell (Christopher Walken), der i øvrigt er ca. 25 år ældre end de 3 andre medlemmer af kvartetten, ikke rigtig kan få det til at glide. De aftaler en ny øve-dag ugen efter. I ugen der kommer går Peter til lægen, bliver undersøgt med blodprøver og MR-scanning og får konstateret symptomer til begyndende Parkinson's syndrom/sygdom.

Der fra udvikler filmen sig så ret dramatisk. Peter meddeleler nemlig, at godt nok findes der medicin der kan forhale udviklingen af Parkinson's, men at han ikke kan spille så perfekt som han vil, så han vil stoppe i kvartten. Han og de andre kender dog en ny ung kvindelig cellist som de kan få ind i stedet for og det anbefaler han de andre at gøre. Der sker nu det, at 2 violinisten i forbindelse hermed, nu ytrer ønske om at komme til at spille nogle numre/stykker som 1. violinist, altså at han og den anden violinist skal skiftes til at spille henholdsvis 1. og 2. violin. Dette huer ikke 1.violinisten Daniel og hvad værre er, så bakker Roberts hustru, bracth-spilleren Juliette, op om Daniel som 1. violinist. Robert føler sig svigtet, havner i en brandert i en anden kvindes seng - et engangs-knald - som Juliette ikke kan tilgive ham og derfor smider ham ud. For at det ikke skal være løgn, så indleder deres datter  Alexandra (Imogen Poots),der er et stort violinist-talent og som får undervisning af Daniel, ovenikøbet et forhold til netop Daniel på trods af aldersforskellen på 20-25 år.

Hvad det hele ender med, det må I gå i biografen og se.

Undervejs i filmen sidder man jo og ser, at de "virkelig spiller" på deres instrumenter, alene eller sammen, og det ser rigtigt ud....det her med at fingrene vibrere på henholdsvis violinernes eller cello'ens halse. Det SER meget rigtigt og autentisk ud (og ikke mindst det lyder rigtigt). Bagefter, i rulleteksterne (vi var kun 5 i hele biografsalen der så dem til ende) konstaterede jeg, at Christopher Walken havde haft 3 cellister til at coache sig, 1.violinisten også 3 coaches, 2.violinisten 2 coaches og bratchisten hele 5 coaches. Det må have været et kæmpearbejde at "komme til at se rigtig ud". Men det virker, siger jeg jer.

Og hvorfor nu Christopher Walken ?? Jo - de fleste kender ham fra denne scene i filmen "The Deer Hunter" fra 1978:

Også den er en fantastisk film og hvor det er første gang jeg stødte på Christopher Walken som skuespiller. En fantastisk rolle. Han er nok mest kendt for at spille sådan lidt mærkelige karakterer og forbrydere; for eksempel er han nok den eneste skuespiller, der har spillet forbryder i både James Bond film og i Batman film....hvis det så ellers er noget....

Og så kan jeg godt lide, at han ellers altid har været "den samme person" altid; ikke noget med farvning af hår eller kosmetiske operationer. I filmen "A late Quartet" er han altså 69 år gammel, da den bliver indspillet/har Premiere i 2012.

......men gak ind og se filmen "A late Quartet", der har fantastiske skuespilspræstationer hele vejen rundt. Den er det værd.

En lille tur og i Biffen.....

Der er ishockey imorgen Søndag. Så ved I det. Kl. 15,00 i Herlev Skøjtehal. Det er kvartfinale kamp nr. 2 i bedst af 7 kampe mellem Sønderjyske (Per Teilmann's lokale hold) og Herlev Eagles. Og den kamp skal jeg se, så Lillemor tog vores sædvanlige Søndagstur i dag Lørdag i stedet for. Og så ville vi i Biffen og se filmen om Englands fhv. Premierminister Margareth Thatcher med Meryl Streep i hovedrollen. Og sidstnævnte - Meryl Streep - er en fantastisk skuespiller; alle film hun medvirker i er gode, Sådan er det bare.

(Før filmene er der altid reklamer og de sluttedes altid af med denne nedenstående trio af trompeterende unge damer - idag er det et digitalt logo.....ærgerligt at man skal blive ved med at ændre/forny ting bare fordi de kan.....

......................................................................................men det er nu min ydmyge mening og et lille sidespring).

Men altså - vi parkerede som vi plejer på Esplanaden ved Kastellet og gik den vanlige tur ud af Nordre Toldbod og ned forbi Amaliehaven - på Amalienborg var der kun flag oppe på Frederik's og Mary's Palæ (de var altså hjemme) - og så videre omkring Skuespilshuset, gennem Nyhavn og over Kgs. Nytorv og så ned ad Strøget og så hen på Gråbrødre Torv.

Her indtog vi frokosten - den var flydende - på Cafe Huks Fluks og bestod af 2 x Løgsuppe og 2 x Classic Øl. Det var dejligt med rygende varm løgsuppe på sådan en blæsende dag. Der var stopfyldt derinde og endda også et lille jazz-agtigt orkester (blød og stille saxofon, guitar og bas samt en sangerinde) der spillede stille og rolig musik a la Chet Baker. Herligt.

Så gik vi bagefter ned ad Skindergade til Conditori La Glace, for Lillemor ville gerne have Lagkage og varm Cacao med flødeskum. Der var mange mennesker - kl. var ca. 14,00 - så vi fortsatte nedad Strøget til Rådhuspladsen og gik ind i Kaabers Antikvariat der (også) ligger dernede og kiggede efter bøger....men vi besindede os og kom ud uden :-) . Så tilbage til La Glace. Der var om muligt endnu flere mennesker, der ventede på at få siddepladser, så vi opgav og gik istedet op ad Strøget til Amager Torv - det med Storkespringvandet (som faktiskt er Fiskehejrer) - og gik på Cafe Norden i stedet for og fik kager og kaffe der.

Cafe'en ses i den statelige bygning bag Springvandet. Og også her var der mange mennesker og fyldt op både i stuen og på første sal, men det lykkedes mig at få et bord der.

Bagefter gik vi så ad Læderstræde og Snarestræde, Naboløs, Magstræde (disse stræder(gader er Københavns ældste med Københavns ældste hus liggende i Magstræde nr. 17-19 og henover det lille Torv Vandkunsten, hen ad Gåsegade og op ad Farvergade og ind og se gården i Vartorv, som var det sted N.F.S.Grundtvig residerede og prædikede sine tanker og ideeer fra. Et herligt sted. Stadig Kirke men der ligger også en masse Grundtvig-halløj der ligesom Søren Kirkegaard Centret også ligger der. Nåh - tilbage til Gåsegade, om ad Hestmøllestræde og så hen til Slutterigade, som er gaden mellem Københavns Domhus (Byret) og det gamle fængsel. Herunder ses Domhuset på Gammel Torv. Det er lige til venstre at Slutterigade er.

En "Slutter" var i gamle dage både en betegnelse for en vægter men også for en arrestforvarer/fængselsbetjent.

Der hvor Slutteriggade munder ud i Hestemøllestræde (og fortsættelsen heraf = Kattesundet) , har Martinus Rørbye malet et meget berømt maleri. Det ses nedenfor:

......og nedenfor ses det, som det ser ud idag:

Iøvrigt - lige overfor ligger huset, hvor Wolfgang Amadeus Mozart's enke Constance boede med sin danske man fra 1802-1812.

Nåh - herfra op ad Lavendelstræde og til højre ad Mikkel Bryggers Gade og så Vupti og Ta da...:



...og hvilket kaos der var der. En forestilling var lige sluttet og nogen andre skulle begynde. En meget lille foyer med billetsalg og cafe. Vi havde på forhånd købt billeterne på "Nettet" og printet stregkode-halløjet ud, men faneme om vi kunne finde den hersens automat, der læser stregkoderne og printer billetterne ud. Altså i kø til billetlugen for der at få at vide, at "pigen ved døren" der afriver billetterne da har en håndscanner, så vi skal bare gå derhen.....Glimrende information or not ?

Det lykkedes mig i virvaret, bogstaveligt talt, at gå ind i en kollega fra jobbet, faktiskt den rådgiver, der har kontor lige overfor mit....:-)

Nå, - vi så filmen og den kan kun anbefales. Alle karaktererne/rollerne er gode.



Det er helt utroligt hvor godt Meryl Streep ligner og ikke mindst lyder som Margareth Thatcher.

Og bagefter så op ad Strøget til Kg. Nytorv, ad Store Kongensgade ned til Nyboder, ad Esplanaden til bilen og så hjem.

Det var sgu en god tur og en god film.