Viser indlæg med etiketten søndagstur. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten søndagstur. Vis alle indlæg

søndag den 12. januar 2014

Høgeugle - igen - i Hareskoven......

I det gode vejr, som det i hvert fald er her i sognet, ville Lillemor og jeg ud og gå vores sædvanlige søndagstur. Normalt smutter vi ind til Københavns Havn - køretid ca. 15-20 minutter - og går turen derinde, men idag besluttede vi (jeg) at turen skulle gå til Hareskoven (køretid knap 5 min....jeg kan se til den fra vor jeg bor) bl.a. fordi der i et stykke tid har været en Høgeugle der ovre. Vi så også Høgeugle derovre i Oktober måned 2012.

Vi parkerede ved Hareskov Station (et trinbrædt nærmest) - som ligger inde i Hareskoven - gik gennem tunnel over til den anden side og der sad den så. Der stod en masse mennesker og kiggede på den. Vi så den på bare små 10 meters afstand siddende helt frit fremme på en gren og helt upåagtet at de små 50 mennesker der var der med teleskoper og fotografiapparater o.s.v.

Herunder ses en del af de fremmødte kiggende og fotograferende personer. Høgeuglen sidder i træet lidt i baggrunden til venstre bag den tykke stamme. Man kan næsten se den her med det blotte øje.

Og der sad den så som sagt helt upåagtet af mennesker. Den sad bare. Og kiggede sig omkring. Og pudsede sig. Og kiggede. Utroligt hvor den kan dreje sit hoved rundt, så man tror den kan dreje det 360 grader.

Jeg synes sgu, at det er nogen helt hæderlige billeder, jeg har taget med mit L.... Canon lomme-kamera.....til en afveksling.
Efter at have kigget lidt og også hilst og snakket med en "gammel" fugleturs-kammerat, Peter Zimling, gik Lillemor og jeg videre på turen rundt i Hareskoven.

Man må sige, at stormen "Bodil" også har sat sit mærke i Hareskoven. Herunder ses en stribe stammer, der er knækket under stormen. Ret god genspejling i vandhullet, ik'  ?
Der var mange væltede træer i skoven. Sjovt at se, at sådanne store træers rod-net faktiskt ligger ret tæt oppe ved jordoverfladen. Der skal åbenbart kun en storm til at vælte dem med hele roden.
På det nedenfor viste billede, kan man virkelig se hvor stor sådan en rod kan være i forhold til den voksne kvinde og barnet man kan se til venstre på billedet.

Da vi efter rundturen i Skoven kom tilbage mod stationen, var Høgeuglen stadig på sin plads. Dog var der tyndet lidt ud i skaren af tilskuere. En dejlig frisk tur havde det været.

lørdag den 5. marts 2011

Lille havnetur og "Kongens store tale"

I dette pragtfulde forårsvejr, som det har været idag - i hvertfald her i Københavnsområdet - var Lillemor og jeg på vores sædvanlige søndagstur ved Havnen. Alle billeder er taget med et 3,2 megapixel mobilkamera.

Vi parkerer altid på Esplanaden, I ved der ved Kastellet/Churchillparken/Mærsk's hovedsæde og der ved Kastellet i Churchillparken ligger den engelske kirke i Danmark. Den er som skåret ud af "Barnaby". Jeg har tidligere været inde i den bare en lille smut for at se og den er meget speciel/engelsk (?) indeni. Jeg har sat mig for engang at overvære en Gudstjeneste derinde bl.a. fordi jeg har hørt noget om, at den engelske kirke (den Anglikanske tro) er meget lig med den katolske dog med små modifikationer og så på engelsk. Jeg synes at jeg har læst et sted, at da Henrik d. VIII afskaffede den katolske kirke i England, så ændredes der ikke ret meget; kun der hvor der henvistes til Pave-dømmet og Rom røg ud, lidt små-ændringer og så fremover det engelske sprog. Nåh, - vi får se om det sker.
Lige før man kommer ud på Nordre Toldbod ligger "Lumskebugten". En gammel havne-knejpe, som nu er en lidt mondæn frokost-restaurant. Så ja - I kan alle nu fortælle børn og bornebørn at der så sandelig er noget der hedder "Lumskebugten" og at det ligger i København.
Ude på Nordre Tolbod ser man direkte over på Holmen hvor Rigets Flag er. Det er faktiskt det vigtigste flag i Danmark I kan skimte der på billedet. Det står på batteriet "Sixtus", det kanon-batteri der affyrer salut-skud når der sker noget vigtigt i Danmark (f.eks. i den kgl.familie). Man kan også se Fregatten Peder Skram (den oplagte/gamle/udgåede fregat), Hovedvagten (det lille hus med det store Krone-spir på samt Mastekranen. Den kaj, som Fregatten ligger fortøjet ved hedder "Elefanten". Navnet skyldes, at man i 1800-hvidkål havde brug for endnu en kaj-plads på Holmen. Man tog et af de udrangerede gamle træ-liniskibe, et stort krigsskib, (a la Fregatten Jylland som ligger i Æbeltoft) og sænkede det vinkel-ret på Holmen. Så fyldte man det op med overskudsballast-sten og jord, rammede pæle ned omkring det og lagde planker henover og vupti, så havde man en ny kaj. Linieskibet hed "Elefanten" og derfor hedder kajen det samme.
Der er stadig en del is i havnen og mer og mer jo længerede ned mod Nyhavn man kommer. I en rende så vi en Toppet Lappedykker dykke og fouragere. Billedet er taget med mobilen og med fuld zoom, derfor p.... uskarpt.

Nede på Skuespilshuset hænger der på en af væggene en kolo-enorm plakat (10 x 15 meter ?) af skuespillerinden Helle Fagralid. Det kgl Teater har valgt at sætte sådan nogen kæmpe "plakater" op af nogen af de unge kunstnere f.eks. hænger der på Gamle Scene (det Kongelige Teater på Kgs. Nytorv) en plakat af den unge enormt dygtige balletdanser Alban Lendorf. Men tilbage til Helle Fagralid. Ud over at hun ser kanongodt ud, så medvirker hun (med bla. Alban Lendorf) i den reklamefilm der p.t. kører for Det Kongelige Teater på TV, I ved, den der reklame, hvor Henning Jensen siger at han drømte en underlig drøm i nat, at det kgl.teater brændte. Han taler netop til Helle Fagralid, som i slutsekvensen med et underfundigt smil siger til ham "Brænder det stadig ?".
Jeg har tidligere talt om at man skal huske at kigge op (også) når man går inden i staden. Herunder ses Hotel D'Angeterre's tagudsmykning (ja ja ja - elendigt foto).....
..og herunder ses "Store Nordiske Telegraf Selskabs" Tagudsmykning (ja ja ja ...o.s.v.)
Vi sluttede af med at gå i "biffen til fire-forestillingen" i Imperial og se "Kongens store tale". Den har netop indhøstet en masse Oscar's bl.a. for bedste mandlige hovedrolle (Colin Firth) og bedste film. Og tro mig - det er en kanon-film. Spændende, alvorlig, tragisk, morsom, humoristisk og m.m. Den er altså værd at gå ind og se. 10 stjerner fra mig.
Og det var så min Lørdag - næsten da. Nu skal jeg checke mine udenlandske Facebook kontakter - har en hel del i USA p.g.a. min interesse for den amerikanske borgerkrig og så må man jo tage hensyn til tidsforskellen.
Imorgen skal jeg sidde klistret til TV-skærmen fra ca. kl. 07,10 og 4-5 timer frem. Der sendes direkte fra det svenske skiløb "Vasa-loppet" på hele 90 km med ca. 16.000 deltagere, elite få og motionister flest. Jeg synes det er hyggeligt at sidde og se det, interview o.s.v. Det kan lyde kedeligt men for mig er det en tradition. Jeg har selv taget distancen - alle 90 km - fra start til mål 2 gange...........i bil ganske vist, da vi har holdt ferie i Dalarna flere gange, så det er bl.a. genkendelsens glæde o.s.v.