Viser indlæg med etiketten diesellokomotiv. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten diesellokomotiv. Vis alle indlæg

onsdag den 11. januar 2017

Modelbanetog og modelbanetog.... :-)

Jeg har for små 14 dage siden lavet et indlæg om en ekstra julegave jeg havde fået af min storebror, nemlig et gammelt begynder Märklin modelbanetog.


Et par dage efter fik jeg samlet nybegynder-sættet og afprøvet det medfølgende lokomotiv og de 2 vogne. Det kørte da, måske lidt hakkende og larmende på den lille ovale bane. Herligt. Og så sad man der og mindedes gamle dage, som jeg har skrevet om i det nævnte indlæg, om de ekstra vogne m.m. jeg havde dengang.


Så her i Søndags, så fik jeg en mail, fra en af mine rigtig gamle ex-kolleger, Mogens (som er en 7-8 år ældre end jeg er) fra min tid i Skattevæsenet. Jeg havde mistet forbindelsen med Mogens i en del år, men havde så haft fornøjelsen af at møde ham igen til en sammenkomst for gamle skattevæsenskolleger, jeg havde været til i Oktober måned sidste år, 2016. Dengang kunne jeg huske, at han engang havde fortalt, at han hvert år, vistnok i efteråret, opsatte sin modeljernbane og havde den stående i en lille måneds tid; deres spisestue med bord og indsatte plader og et par ekstra borde fyldte jo godt op, så derfor kun en gang om året. Ved sammenkomsten spurgte jeg ham, om han stadig gjorde det og ja da, men det var nu efter jul han satte det op....og så talte vi vist nok ikke mere om det.

Men nu mailen fra i Søndags....der stod, at han nu havde sat sin modelbane op og at jeg var velkommen til at komme og se den og det var jeg så i dag.

Han var meget teknisk; han havde lavet planer over banen, for ellers kunne han ikke styre opbygningen....eller huske den fra år til år. Hver enkelt skinne (med nr.), skiftespor og stopklods var indtegnet og indentificerbar på tegningen. Her ses en A4 version, men dem han brugte var i A#, altså dobbelt så store:


Og så selve anlægget.....hold da op....det er stort. Sammensatte borde og plader på bukke udgør grundlaget med et grønt filttæppe over. Lange spor, buer, sporskifter, tunneller, broer, stationer, stopsignaler o.s.v., o.s.v. er der:
Han anslog at banen var tættere på de 70 meter end 60 meter. Derudover var der over 200 meter ledning; lidt på bordet, men det meste under bordet. Forskellige tranformatorer og en stor digital kommandopult, da hele systemet kører digitalt. Lyssignaler og skiftespor og togtider er programmeret ind. Til lokomotiverne har han downloaded rigtige lokomotivlyde, ligesom der også er rigtige banegårdslyde...."Toget til Bern over Odense, Hamburg o.s.v. afgår om få minutter fra spor 6"....nogen meddelelser på dansk og nogen på tysk. Fantastisk. Og lys i vognene og i en del modelhuse. Stuen ligger så i noget halvmørke, så lyssignaler, tog-lys og hus-lys kommer til deres ret.

De billeder jeg har taget er med mobiltelefonens kamera i det noget mørke rum og derfor den forringede billedkvalitet. Husk at I kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse.



Som det fremgår af billedet herunder, så er der i de gamle Damp-lokomotiver indlagt røg-aggregat, så der kommer røg fra skorstenene....+ den gamle lyd...aldeles herligt at skue og høre :-)



Det var noget af en oplevelse at se og høre om. En rigtig dejlig oplevelse.


Og selvfølgelig fik vi en snak om gode gamle dage bagefter sammen med Mogens hustru Vivi, som også i sin tid har været på rådhuset.

tirsdag den 5. juli 2016

Brordag nr. 2 :) Med veterantoget Maribo-Bandholm

Den 4.juli 2013 havde min storebror og jeg en "Brordag" i det sønderjyske. I dag d. 5. Juli 2016 havde vi endnu en "Brordag", hvor vi 2 alene tog til Veteranjernbanen Maribo-Bandholm på Lolland. Det fordi min bror - som er rigtig jernbane-nørd (han laver frivilligt arbejde for DSB's Jernbanemuseum i Odense og han skriver bøger om lokomotiver) -  havde opsnuset, at der i dag på banen dernede ville køre et specielt lokomotiv, nemlig diesellokomotivet LJ M 1 fra 1921, og det ville han gerne se. Vi tog afsted i dejligt vejr kl. 08,15 fra Herlev og kørte - med et kort kaffe og ostemads-pitstop i Tappernøje - til Bandholm, hvor vi ankom ca. kl. 10,30. Efter billetkøb til mig (mit bror har et eller andet "universalkort" der giver fri adgang) gik vi rundt og så på lokaliteterne. Som indskudt bemærkning skal det lige flettes ind, at min bror som 16-17-18-årig via sit medlemskab af Dansk Jernbane Klub (som ejer veteranbanen dernede) en/et par somre arbejdede dernede som togfører med uniform, kasket og fløjte m.m.  

Stor var overraskelsen, da toget kom, og diesellokomotivet "Kanariefuglen" LJ M 9 fra 1935 kom kørende ind til stationen i spidsen for dagens tog.



Øv - hvad var nu det for noget ? Jo, fik han at vide af togfører m.m., desværre var det oprindelige diesellokomotiv brudt sammen lige før afgang, så de havde måtte ty til det andet diesellokomotiv i stedet for. ÆV og øv....for min bror.

Mens toget holdt og satte passagerer af, gik jeg rundt og kiggede på stationen og bygningerne der. Masser af landsvaler var der med rede under stationsbygningens tagskæg.

Herunder en stationstrækvogn med 4 mælkejunger (er der nogen af de ærede læsere, der ved hvor en sådan mælkejunge kan skaffes, så er jeg ivrig aftager af en sådan). Om trækkærren kan jeg kun sige: Hvor er "Røde" ? Stationsdrager Laurits Jensen fra Matador :-) 

Herunder 2 fotos af Godsdepotet med masser af gammeldags effekter og skilte.




Min storebror kender mange mennesker indenfor tog-verdenen i DK og mange kender ligeledes ham qva hans museumsarbejde, foredrag og forfatterskab og selvfølgelig faldt han i snak med de frivillige på toget om bl.a. gamle dage og hans tid der og vi fik lov at køre med i Lokomotivet og det var lidt af en oplevelse.

Herover det ene førerrum - der er et i hver ende af lokomotivet - og herunder tog- og lokomotivføreren, som min bror talte mest med:

Herunder min bror i samtale med ovenstående. Jeg stod klods op ad dem og kunne intet høre, fordi jeg lige bag mig havde denne store Frich's Dieselmaskine stående og med fuld "damp" under alle kedler......kors da, hvor den larmede.



Som sagt var vi kørt til "endestationen" i Bandholm og kørte derfra til Maribo. DEt var ret sjovt at stå der i førerrummet og følge lokomotivførerens arbejde og se sporet fremefter.

Efter ankomst til Maribo og afsætning af passagererne, rangerede vi hen til Veteranbanens remiser. Jeg glædede mig som et lille barn til at se alle lokomotiverne og vognene der. Det første lokomotiv vi så der stikke snuden ud var det diesellokomotiv som oprindeligt havde været meningen skulle have trukket toget, nemlig LJ M 1 fra 1921. Det havde startet op som det skulle og var kommet halvt ud af remisen, da det gik i stå og ikke rørte sig ud af stedet. Og her stod det altså stadig.
Herunder bare en stribe fotos inde fra remisen, hvor man dels vedligeholder det kørende lokomotiver og dels restaurerer de kommende lokomotiver: 












Jeg tror der var 6-7 lokomotiver der i remisen. Derefter beså vi 2 haller, hvor der var andre lokomotiver men især masser af togvogne, både forskellige slags fragtvogne, men også en masse personvogne. Nogen var færdige og nogen skulle restaureres helt fra bunden af. Jeg syntes virkelig en del af disse "vrag" så helt uoverskuelige ud at kunne gå i gang med. Men de færdige - de har ofte set lige så slemme ud - var jo rigtig flotte at se:









Passager-afsnittene i de færdige togvogne - dem som bruges i ordinær drift - er virkelig opdelt i klasser; 1., 2. og 3 klasse og det gav sig udslag i både kupe'er og i fællesvogne som det fremgår af foto'ene herunder:





Selvfølgelig var der også en kombineret fragt- og postvogn med toget. Herunder ses fra fragtrummet ud i postrummet og nedenunder igen ses postrummets jernstøbe-ovn, for om vinteren kunne der være mordeligt koldt der.



Herunder ses vores diesellokomotiv på drejeskiven, da det under pausen havde været i remisen for at få tanket diesel/olie på. Den der drejeskiv drejes manuelt. Vi var med til at dreje/skubbe den og der skulle alligevel lægges nogen kræfter i for at få den drejet:

Fra Maribo kørte vi så tilbage til Bandholm. Jeg tog turen på en af endepladserne på en af personvognene - man står jo helt åbent der mellem togvognene - mens min bror tog turen i lokomotivet.

Det havde godt vejr da vi ankom om formiddagen. Igennem dagen blev det overskyet og da vi tog fra Bandholm begyndte det at regne. Bandholm by var helt død, så vi kørte til Nakskov for at få noget at spise og det fik vi på Havnegrillen på havnen. Lige overfor lå dette noget skæve gamle bindingsværkspakhus:


Fra Nakskov af kørte vi så direkte hjem i forfærdeligt pis-øsregnende vejr. Ved afkørsel 32 på Køgebugt-motovejen var der enorm kø i modsatkørende retning og i trafik-radioen hørte vi, at denne afkørsel var lukket p.g.a. oversvømmelse. Vi var hjemme igen ved ca. 16,30 tiden efter en dejlig dag sammen.