Viser indlæg med etiketten Johannes Larsen Museet. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Johannes Larsen Museet. Vis alle indlæg

tirsdag den 9. maj 2017

Familieweekend i Kerteminde :-)

I Maj måned sidste år var vi, Lillemor, søn og svigerdatter og jeg, på en forlænget weekendtur til Christiansfeld og boede på Brødremenighedens Hotel. I den forløbne weekend har vi været på tur igen og denne gang til Kerteminde, hvor vi boede på det pragtfulde Kerteminde Vandrehjem. (Hvis man klikker på linket vises et stort billede af "Skovpavillonen", en slags kro/spisested overfor Vandrehjemmet. Hvilken forbindelse de 2 har med hinanden ved jeg ikke, for Vandrehjemmet har kun 30 værelser og ligger som vist på billederne herunder som en firlænget rødmalet gård).
Vandrehjemmet ligger i en lille skov lige ved indkørslen til Kerteminde sydfra.


Ovenstående foto er set fra hovedindgangsbygningen (hvor man kan spise morgenmad) mod fælleskøkkenet med hyggestue.
Værelserne, som har eget bad og toilet, er gode som ses herover. Vi havde aftalt at mødes ved Vandrehjemmet, da søn og svigerdatter jo kommer fra Esbjerg af og vi fra Herlev. Efter indkvartering, gik vi de 10 minutter det tager til "centrum" af Kerteminde og viste den frem for "børnene". Det er jo en lille by, så det var hurtigt overstået. Der findes en lille osteforretning der, så den besøgtes og diverse oste bl.a. den engelske Stilton og Brie og Comté blev indkøbte, bageren besøgt og et par gode Baguette/Flüte købt der og så i den lokale Superbrugs og købe lidt friske skinkeskiver, nogle forskellige skiver pølse, nogle glas forskellig pesto og oliven og så et par gode italienske flasker Rødvin. Dette kulinariske indkøb tilberedte vi i fælleskøkkenet og spiste som aftensmad der. Der sad andre gæster ved de andre borde som også hyggede sig med deres mad, så en hyggelig aften blev det.


Flot skilt over den lokale Bank, der ligger i en gul bindingsværksbygning. Herunder ses døren til banken. Der er mange flotte døre i de gamle huse, næsten ligeså flot som i Tønder
Vi havde jo bestilt opholdet incl. sengelinned og håndklæder og morgenmad, så efter pragtfuld morgenmadsbuffet på Vandrehjemmet, så gik vi gennem byen til Johannes Larsen Museet på Møllebakken, en gå-tur på bare 20 minutter.
Johannes Larsen, det er hans selvportræt ovenover, er min danske favoritmaler. Lillemor og jeg besøger museet mindst en gang om året.....nærmest en pilgrimsrejse for min del. Vi har været der rigtig, rigtig mange gange og jeg nyder det lige meget hver gang. Jeg vil forskåne jer for de mange malerier. Formålet var jo også, at søn og svigerdatter skulle opleve hvad Lillemor og jeg ofte besøger og kan lide. De ved jo jeg er "lidt pjattet" med ham og også at jeg har en stribe af hans træ-snit hængende herhjemme.

Det kan godt være, at billederne ikke bærer præg af det, men vejret denne lørdag var absolut i topklasse; ca. 18-19 grader, ingen vind og flot blå himmel med få skyer. I øvrigt er alle billeder taget med mit mobiltelefonkamera og husk, at I kan klikke på dem for at se dem i større størrelse.
Herover ses Lillemor og svigerdatter efter at vi havde beset Johannes Larsens hjem. Jeg havde jo givet dem den helt store guide-tur der :-D
Vi/jeg har som sagt været der mange gang og normalt "får jeg alt med" når jeg er nogen steder. Derfor var det sjovt, at jeg først nu opdagede de vinkeljern der er på husenes vinduesrammer. Rette flotte synes jeg.....ses herunder:
Herunder ses Johannes Larsen Atelier til venstre og gavlen af hans hus. Bemærk alle Stære-kasserne der. Han elskede at ligge der i sit soveværelse og høre stærene udenfor. Man kan også lige ane Møllevingerne fra Svanemøllen, der ligger ved siden af museet.
Herunder bare et andet oversigtsbillede. Vi beså også de 2 udstillingsbygninger med de mange malerier der og her slap ungerne heller ikke for guidet rundvisning :-D Bagefter fik lige en gang kaffe og kage ved kaffehuset i haven.
Efter museumsbesøget gik vi i en slagterforretning og købte nogen lune frikadeller og kold kartoffelsalat, i en købmand og købte drikkelse og så kørte vi ellers ud på halvøen Hindsholm mod nord til Fyns Hoved, som ligger yderst ude på spidsen.
Fyns Hoved er et fantastisk sted, som vi ofte besøger. Når man når Nordskov og Korshavn, så kører man ad en lille sten-tangevej ud til Fyns Hoved og parkerer her. Her gik vi så turen rundt i det flotte is-tidslandskab i det pragtfulde vejr. Vi tog turen mod uret som det ses på kortet herunder. Denne vej er svagt stigende hele vejen ud til spidsen:
Yderst ude er ender det brat med en klint på ca. 15-20 meters højde og lodret ned til stranden. Her satte vi os og spiste den medbragte mad. Vejret var pragtfuldt - se bare det blikstille hav. Svagt i horisonten til højre, kan man ane Samsø. Der var masser af Ederfugle. Havterner og Rødben og Strandskader trak forbi. Digesvaler susede rundt, de yngler nemlig i klinten. I vandet lige nedenfor os, så vi nok en 20-25 Marsvin trække forbi eller fouragere. De er herlige at se på, når de langsomt bryder havoverfladen for at ånde og man se klart deres rygfinne. 4 Tejster slog sig ned lige foran os. Jo - det var herligt. Vi var ikke de eneste, der havde fået denne ide. Lidt fra os lå en 3-generationersfamilie og spiste ligeledes den medbragte mad. Vi hyggede her en god halvanden times tid. Herunder ses sønnen stå, mens svigerdatter ligger og lillemor sidder.
Herefter fortsatte vi turen rundt og tilbage til bilen. Turen er denne gang noget mere bakket.
Efter hjemkomsten slappede vi af med kaffe og lidt mere kage. Vi fik nok også en lille morfar. Om aften gik vi til restauranten Rudolf Mathis, som ligger i et gammelt røgeri på havnen. Vi har været der en del gange efterhånden og det er virkelig kanongod mad man får der.


Vi fik en 4-retters menu med der til hørende vin-menu, det vil sige, at vi fik en lille 3-retters "apetizer" først. Lækkert. Første forret var en Carpaccio af Havtaske og Venusmulinger og noget grønt. Anden forret var stegt Rødfisk og noget grønt.


Hovedretten var 3 slags grillet fisk; Havkat, Helleflynder og Rødtunge....og noget grønt :-)
Første dessert var 4 forskellige slags Gedeoste. Gede- og Fåre-oste er lige mig, så jeg var nærmest euforisk. Heldig vis kunne de andre 3 også lide de fleste af dem. I al beskedenhed nappede jeg det de ikke kunne spise/lide :-)
Sidste dessert var noget rabarber-is med noget bær kompot. For resten havde vi fået Champagne som velkomstdrink og nogen rigtig gode vine til al maden. Alt i alt en perfekt aftensmad, især fordi vi alle - især Lillemor og jeg - er helt pjattede med alle former for fiske-mad.
Lige uden for restauranten ligger en del gamle flotte træ-skibe. Jeg fortalte om at Johannes Larsen sammen med Achton Friis (ham fra Danmark-Ekspedition i 1908) samt en lokal skipper, havde gennemsejlet Danmark og besøgt stort set alle øer og lavet bogen - i 3 bind - "De Danskes Øer". De var sejlet i en ombygget bæltjolle kaldet "Rylen". Denne båd ejede Johannes Larsen Museet og den havde jeg aldrig set. Tilfældet ville så, at vi opdagede en montre på et skur ved siden af restauranten med billeder af "Rylen" og dens ture rundt i Danmark og sørme om ikke den også lå der der dog uden sin mast. Det første billede er affotograferet fra montren og de 2 næste som "Rylen" ligger der:




Det havde været en perfekt dag med museumsbesøg og tur til Fyns Hoved og sluttende med rigtig god mad på Rudolf Mathis.


Søndag efter morgenmad og oprydning og udcheckning, slappede vi lige lidt af ....
...før end vi kørte de 7 km hen til Vikingemuseet Ladbyskibet. Inden ag os har nogen sinde set det, så det ville vi se. Foran museet står en flot ny bemalet runesten:


Museet var ret så interessant med en rigtig god udstilling i museumsbygningen. Vi så bl.a. en lille spøjs fil om skibet. Ellers var det mest de fundne ting, der var udstillet. Der var dog også andre fund fra vikingetiden gjort i området udstillet. Efter at have set dette, går man små 400 ned mod vandet og der er resterne - nærmest aftrykket - af Ladbyskibet bevaret i en stor græsklædt kold bygning. Faktisk var der ikke så meget at se.....lidt aftryk af skibet, lidt knogler fra dyr, et anker og lidt jernudsmykning og jern-nagler. Derefter går man lige 50 meter til vandet, hvor der ligger en nøjagtig kopi af Ladbyskibet, som bruges til at sejle rundt i om sommeren. DEN er til gengæld flot:




Efter besøget her var klokken nu hen ad ca. 11,00 og vi besluttede at sige farvel og tak for denne gang. Ungerne kørte afsted til Esbjerg og vi hjem til Herlev. Det havde været en rigtig dejlig weekend.

tirsdag den 26. juli 2016

On the road.....med Rasmine til Johannes Larsen Museet i Kerteminde....

I dag fik jeg indfriet et for længe siden givet løft om at tage Rasmine med til Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Afhentning af Rasmine og hendes krykker kl. 08,30 i Hvidovre og så afsted i roligt tempo i godt vejr til Kerteminde hvor vi ankom ca. kl. 10,15.

Det var sjovt at møde Rasmine LIVE efter at "have kendt" hende i en del år efterhånden. Jo da, jeg havde da dannet mig et indtryk af Rasmine jfr. de forskellige blog-indlæg, kommentarer o.s.v. såvel på Rasmines blog, på min blog og på andres og jeg blev ikke overrasket andet end lidt på højden. Og jeg synes vi kom fint ud af det med hinanden; i hvert fald gik snakken hos os begge lystigt på vej ud og på vej hjem om dette og hint, om vores barndom, uddannelser, arbejde o.s.v. og så en del om den amerikanske borgerkrig :-)

Som sagt vi ankom ved ca. 10,15 tiden og gik straks op til Møllebakken og museet. Vi startede med at se Johannes Larsens villa og atelier. Jeg fik nok snakket fanden og Rasmine et øre af under rundgangen de 2 steder....Johannes Larsen er jo en af mine favoritmalere. Så var det tid til The- og kaffepause og hjemmebagte boller med ost i det lille traktørsted i museets have. Også her gik snakken ganske lystigt.

Derefter tog vi "den ny" udstillingsbygning i besiddelse og så den faste samling der. Igen tror jeg det var mig, der snakkede mest :-)

Og så så vi den pragtfulde særudstilling "Fugl" med tegninger, akvareller, malerier, raderinger og træsnit af nutidige fuglemalere med bl.a. Carl Christian Tofte's pragtfulde Tranefrise på som er hele 14,4 meter lang og 1,5 meter høj. I kan se billeder af den her på Carl Christian Tofte's blog her - scroll lidt ned :-)  


Særudstillingen FUGL er på Johannes Larsen museet til og med d. 4.september, derefter flyttes udstillingen til Sophienholm ved Lyngby i perioden 10.september til og med 6. november, for derefter at slutte af på Vendsyssel Kunstmuseum i perioden 3.december 2016 til og med 26. marts 2017. Der er alt rig mulighed - og ingen undskyldninger - for at se den. Gør det, det er den bestemt værd. På ovennævnte link om særudstillingen kan I se hvilke fremragende nutidige fuglemalere der udstiller.

Efter at have set særudstillingen og for mit vedkommende indkøbt 4 bøger, var det tid til noget sen frokost og det fik vi på restauranten på pæle i havnen nede ved Thornøes Hotel. Fiske-buffet....yum-yum. Efter afslapning og mer snak gik turen så hjemad til henholdsvis Hvidovre og Herlev. Jeg var hjemme lidt efter 17,00. Det havde været, synes jeg, en smadderhyggelig tur.

Jeg plejer jo at tage en masse billeder, men denne gang fik jeg kun taget 1 og det af en genert Rasmine :-)