Viser indlæg med etiketten 1973. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten 1973. Vis alle indlæg

onsdag den 25. september 2013

Der kan man sørme bare se ..... :-)

Der går (åbenbart) desværre for lang tid imellem, at jeg læser trykte, rigtige aviser. Jeg læser (læser og læser....hmmmm....jeg skimmer/løber igennem) hver dag en håndfuld aviser på nettet, men det hænder, at jeg køber Weekendavisen og at Lillemor køber Politiken. Det sker ca. et par gange om måneden, når vi en weekend synes vi har tid til at støve dem igennem sådan rigtigt. Og det er faktisk rigtigt hyggeligt at sidde der med hver sin avis og en kop kaffe/the.

Nåh, - men så her forleden får jeg en mail fra en kvindelig klassekammerat fra folkeskole-tiden. Det skal lige her indskydes, at de eneste klasse-/skolekammerater jeg stadig ser er 2 piger. Den ene af dem har oven i købet været klassekammerat i Gymnasiet med Lillemor. Det vil sige, at det er nogen jeg/vi har kendt siden vores pur-unge barndom og ungdom. Vi ses jævnligt med ægtefæller  og Lillemor har hver måned "Pige-aften" med de 2 piger - de er tre ialt altså - på skift hos hinanden. Indtil for få år siden var der en 4. pige (også en gammel klassekammerat fra folkeskolen) med, men for at sige det rent ud, så blev hun de senere år virkelig underlig og efterhånden ikke til at holde ud, så en efter en "opsagde vi kontrakten" med hende og hun har ikke været en del "af os" de sidste 3-4 år.

Nåh - det var avislæsning og en enkelt modtagen mail vi kom fra.........

Jeg fik altså denne her mail hvor der var vedhæftet en PDF-fil. Jeg åbnede den og frem kom en indscannet "artikel" fra Lørdag d. 24.August 2013 fra avisen Politiken's bagside:


Nøgne mennesker...hmmmm....og så.......WOWSER !!!!!!........Faneme om ikke det er en af vores "gamle" skole-lærerinder, der ligger der splitternøgen - på det øverste billede - med en smøg i hånden og smiler til én.......

Halløj - hvad er det for noget ?? OK - af mailen og af det man kan læse i kanten fremgår det, at Politiken åbenbart har haft en serie artikler - på bagsiden - om nøgenhed og frisind i tidligere tider. Det fremgår også, at vor lærerinde SELV har indsendt billederne til Politiken i forbindelse med artikel-serien og hvor hun skriver, at billederne er fra 1973 (Vi gik ud af Folkeskolen med Real-eksamen i 1972). Jeg ved, at hun bliver 80 år næste år, så på billedet øverst er hun altså "kun" 39 år !!!! Der står også at hendes ældste datter, der også på øverste billede sidder og smiler, er  "17 somre"...d.v.s. at datteren er født i 1956, året efter mig og mine pige-klassekammerater.

Nåh - det er rigtig, man var jo mere frisindet dengang, så det man ser på billedet var jo dagligdags dengang i 1970'erne....det kan jeg i det mindste huske.

Men mærkeligt, at se ens lærerinde sådan. Hun ser jo faktisk ret så godt ud, ik' ? Dengang opfattede man jo bare lærerne - sådan da - som gamle...i hvert fald meget ældre, forstokkede og gammeldags og slet ikke "med på moden" o.s.v.  Sjovt nok, ser hendes mand i hvert fald meget ældre/gammel ud end hun er.

Men igen - det er sgu' friskt, at hun bare sådan har indsendt et nøgenbillede af sig selv til offentliggørelse....godt nok et gammelt et, men alligevel....og gad vide, om hun har orienteret begge sine døtre om det inden.

Men herligt at se.

Og så tror man, at man kender folk......

mandag den 16. juli 2012

Det er sgu' lidt vemodigt.......

Her, forleden dag, så stak min storebror mig en gammel dansk film på DVD. En film der hedder Oktober dage .

Store øjne gjorde jeg og blev lidt tavs eller paf eller hvad man nu siger. Filmen handler om tyskernes jagt på de danske jøder i oktober 1943 og filmen har bla. Jane Seymor, Ebbe Rode, Helle Virkner, Ove Sprogøe og Benny "Fede" Hansen i hovedrollerne.

Og hvorfor jeg gjorde store øjne ??? Jo - historien er denne:

Engang i September/start af Oktober 1969 (jeg var 14 år dengang) fik jeg af en lege-/skolekammerat at vide, at han skulle være med i en film som statist. Øv - det kunne jeg da også godt tænke mig at være, så jeg fik telefonnummeret til "hende damen" der havde med det at gøre og jeg ringede der til. Og vupti - jeg og endnu en kammerat var hyret som statister; vi skulle være ved Nørrebro Station (Højbanen) den og den dag kl. det og det.

Sedlen med telefonnummeret blev af uforklarlige årsager liggende ved telefonen. Mine forældre var blevet skilt i 1965 eller 1966, så jeg boede sammen med min storebror og Mor. Det var en klar aftale, med min Mor, at hvis nogen havde ringet til hende, så skulle vi tage imod besked og lade sedlen ligge ved telefon, så hun kunne se den, når hun kom hjem fra arbejde. Og det gjorde hun så; hun så sedlen da hun kom hjem og ringede til nummeret og efter lidt forvirret samtale om hvem der havde ringet til hvem, fik de - "damen" og min Mor - styr på tingene og sørme om ikke også min Mor ....og min storebror....også blev hyret som statister :-)

Jeg kan stadig huske det. Vi mødte frem derinde, d. 26. Oktober 1969, og blev udstyret med - os knægte - tophuer, Knickers (14 dages bukser)..I ved den slags bukser, der er lidt posede og ender lige under knæet med en elastik og som man desuden havde knæ-lange strømper på til samt gamle lange frakker. Endvidere fik vi udleveret nogle forfærdeligt gamle rustne cykler, som filmselskabet havde fået inde fra Politiet's samlinger af stjålne ikke-afhentede cykler.

Min Mor, som jo var en pæn Dame på 46 år, havde jo sin pæne vinterfrakke på og da hun skulle ekviperes, så sagde kostume-folkene, at det behøvedes hun ikke, da den frakke hun havde på sagtens kunne bruges. Min Mor blev lidt lang i masken; hendes pæne nye søndags-jakke.......den anså de for brugbar som en 1943-model :-) ....men nuvel - humoren tog overhånd og hun tog det med et smil.

Og selve optagelserne ? Jo da - meget ventetid af hensyn til lyset. Der blev optaget 4 scener den dag.
En, hvor vi statister og rolleindehavere cykler, kører, går og hvor vi - på instruktøren Bent Christensens kommando i en Megafon - ligepludselig stiger af cykler, ud af biler/hestetrukne vogne og ud af sporvogn alle begiver os mod en Beskyttelsesbunker, da der lyder en luftalarmssirene. Den anden var med Ebbe Rode og Benny Hansen på cykler og hvor der bag dem cykler 3 damer, hvoraf den en ene er min Mor. Den tredie var en form for nærbillede af folkene der kommer ud af sporvognen og den sidste hvor vi går ned i beskyttelsesbunkeren. Det tog en hel dag, de 4 scener. Et par dage efter var nogen af os igen til optagelse og det dennegang vistnok på Brønshøj Torv, hvor der blev optaget en scene hvor vi går ned ad trappen i beskyttelsesbunkeren.

Men tilbage til Juli 2012.........

Jeg så så filmen i for gårs. Den viste sig at være engelsksproget - det anede jeg ikke. Sjovt at høre de danske skuespillere tale engelsk.

Men ca. 7 minutter og 30 sekunder inde i filmen kommer så "højdepunktet". Ligepludselig ser man scenen med Ebbe Rode og Benny Hansen cykle og med min Mor i hendes fine blå vinterfrakke lige bag ved. Jeg blev sgu' lidt mærkelig ved at se hende der. Lige kort efter scenerne med Luftalarmssirenen. Igen min Mor, der stiller cyklen fra sig. Og så der - hold da op, lige der - der går jeg med tophue og på vej ned ad trappen og et par meter bagved igen min Mor helt klar, skarp og tydelig.........jeg fik sgu' en hel klump i halsen. Min Mor døde Skærtorsdag 1973 af cancer efter et års hård sygdom. Hun var lige fyldt 50 år og jeg var lige fyldt 17 år. Min bror boede i Jylland/Oksbøl på daværende tidspunkt. Jeg måtte sgu se den scene igen....og igen....og igen og det hver gang i slowmotion. Jeg skal være ærlig og indrømme, at der klemte sig en lille tåre frem i øjnene; det er næsten 40 år siden jeg sidst har "set min Mor i live" og lige der var hun altså...."lyslevende".....

Her til aften så min søn - han er 33 år - så de sekvenser; han sad helt stille og helt fremme i stolen og kiggede meget intenst. Også han spolede tilbage et par gange og så dem igen i slowmotion. Han var sgu glad for at se det. Han har ellers kun set et par enkelte sort/hvide og et par enkelte farve-fotos af hende og ellers kun hørt om hende - hans Farmor. Men nu så han hende cykle og gå og endda ret tæt på og skarpt og i farver.

Ak ja......