søndag den 26. marts 2017

Tranetur til Pulken og møde med "gammel" klassekammerat


(Husk at I kan dobbeltklikke på billederne for at se dem i større størrelse)


Det er jo Tranetid og derfor ville Lillemor og jeg som sædvanligt (OK - vi har kun været der i 2015 og 2016; vi plejer jo ellers at tage til Hornborga Søen) tage til Pulken og se Traner og også se fuglebogs-illustratoren m.m. Carl Christian Tofte's årlige udstilling i hans hus, der har Pulken som "baghave". Ham har jeg købt nogen træ-snit af, ligesom jeg har nogen bøger han har skrevet og illustreret.

Men denne gang glædede jeg mig ekstra meget. Jeg er jo Facebook og der fik jeg for et par siden kontakt med en "gammel" klassekammerat fra Folkeskolen, nemlig Sanne, som jeg gik 10 år i Folkeskolen med fra 1962 til 1972. Jeg tror vi mistede kontakten med hinanden omkring 1973. De seneste par år har vi fået genopfrisket bekendtskabet fra dengang i det små - vi har faktisk mange fælles holdninger til livet, politik og så videre - og det har bestemt været særdeles positivt. Lidt sjovt er det, at Sanne med sin mand, Cotin, i mange år efterhånden har boet i Glimåkra i det nordøstlige Skåne, som bare er små 60-70 km nord for Pulken. I den anledning havde vi aftalt at mødes i dag ved Pulken. Spændt var jeg, for det er jo godt 44-45 år siden jeg sidst har set hende i levende live. På et klassebillede herunder fra slutningen af 1. klasse i foråret 1963, ses hun siddende midt på forreste række holdende tavlen med vores klassenavn ( 1. v ) på. Jeg står i bagerste række som nr. 2 fra højre i den tværstribede trøje.
....og herunder som vi ser ud i dag på et foto taget af Lillemor. Fra venstre Sanne, Sannes mand Cotin og så yours truly til højre)
Det var mægtig dejligt og hyggeligt at mødes igen efter alle de mange år. Snakken gik lystigt mellem os alle 4. Af "naturlige" årsager gik en del af snakken dog om Tranerne og så også de Storke (3 stk.), der var ved Pulken i dag. Herunder ses 2 af dem:
Som det også ses på billederne, så var det en rigtig flot dag; høj sol fra en sky-klar himmel og vel en 12-15 graders varme, som føltes varmere. Vindmøllerne i Skåne stod totalt stille for ikke en vind rørte sig.


Herunder så bare lidt billeder af de mange Traner, der var der. Jeg så nogle små-flokke komme ind og lande, men jeg så flere flokke skrue sig op og forsvinde mod ynglepladserne nordpå. Mon ikke det har peaket allerede nu her i Pulken ? Ved Hornborga plejer det at peake i de første April-dage, hvor vi har oplevet rekordtællingen på 26.000 for nogen år siden. Her i Pulken var der i går talt ca. 6.000 Traner til overnatning. Men helt bestemt var der mange og så den lyd af Trane, som jeg aldrig kan blive træt af.







Ved Pulken var også rigtig mange Gravænder, lidt Pibeænder, et par Krikænder og en hel del Gråænder samt lidt Grågæs. Der var også lige en enkelt Rød Glente og et par Musvåger og så en masse Krager, Alliker og lidt Råger. På turen i øvrigt frem og tilbage så vi ellers Røde Glenter, Musvåger, Ravn, Grågæs, en Storspove og mange Viber og Harer på markerne.

Efter at have set os mætte på Traner ved fugletårnet, så gik vi hen til bilerne og smed tasker og kikkerter og fortsatte så de ca. 200 meter hen til Carl Christian Tofte, for at se hans udstilling. Han har bogstaveligt talt alle Tranerne/Pulken i sin baghave, som det ses på billedet herunder:
Som sædvanligt er det en nydelse af se Carl Christian Tofte's akvareller. Der var også lidt bøger og plakater udstillet og så forskellige pakker med postkort af diverse fugle. Desværre var der ikke nogen nye træ-snit - jeg har tidligere år købt 2 stk. - og hans ny bog om fugle, som han ser dem (det er vist titlen på den) var ikke udgivet endnu, men måtte være trapperne. Vi sludrede hyggeligt med CCT, som havde slæbt stole ud til os og  serverede kaffe. På billedet ses CCT til højre, Cotin og Sanne i midten og Lillemor til venstre i sin røde frakke.
Så efter et par rigtig gode og hyggelige timer i det skånske, så vendte vi alle 4 snuderne hjemad henad 12,30-tiden. Jeg havde jo en aftale med TV'et senest kl. 15,00, hvor knægtens holds semifinalekamp nr. 3 vistes.

Det havde været rigtig hyggeligt at hilse på Sanne og Cotin.

Til orientering er der fra vores hus i Hjortespring/Herlev til Pulken ca. 157 km og det tager knap 1 time og 50 minutter at komme der til.

1 kommentar:

  1. Man kan nå meget på kort tid. Det lyder som det har været hele umagen værd at køre 314 km.

    SvarSlet