søndag den 19. marts 2017

Nymindegab og Esbjerg...Onsdag til Søndag.


(Husk at I kan dobbeltklikke på billederne for at se dem i større størrelse) 


Lillemor og jeg har lige været en smuttur i Jylland. Det var en Dansk Vandrer Laug tur, hvor vi boede på Nymindegab Kro fra Onsdag d. 15/3 til Lørdag d. 18/3. Turen var arrangeret af Roskilde afdelingen af DVL - turledere Jette og Keld. Vi skulle mødes ved Rastepladsen lige efter Storebæltsbroen kl. 09,30, hvor der ville være fælles morgenmad. Der kom en minibus med 9 personer og en personbil med 4 personer fra Roskilde samt en enkelt bil med en person fra Frederiksberg og så Lillemor og jeg. Vi fik hilst på hinanden, fik drukket kaffe og spist rundstykker i det fri og gik så lige hen under bro-fæstet og beså dette. Ret sjovt at se, at Storebæltsbroen fra Fyn til Sprogø faktisk (det vidste jeg godt i forvejen) er 2 broer; en togbro og en vejbro:
Herunder bare et billede af "nogen af os".
Vi kunne først få værelserne på Nymindegab Kro kl. 14,00 så vi aftalte at vi skulle køre til Esbjerg og Hjerting og bese Svend Wiig Hansen store skulptur af 4 hvide mænd. Her spiste vi så i en stiv pelikan vores medbragte frokostmadder.

Derfra ad "Marguerite-ruten" langs kysten med mere via Fiil Sø til Nymindegab Kro for indkvartering. Her stødte så 4 jyder fra Aarhus af til Vandrergruppen. Vi var så i alt 20 (3 mænd og 17 kvinder) på denne DVL tur.

Lillemor og jeg har været på Nymindegab kro før - vistnok 2 gange - så vi kendte den så udmærket. Nymindegab ligger i bunden af Ringkøbing Fjord. På det øverste kort  herunder ses Nymindegab nederst i bunden. Bemærk halvøen der "skyder op" i Ringkøbing Fjord; det er Værnengene og Tipperne som er et stort fladt fuglereservat. Sidstnævnte ses på det nederste kort.
Turen var jo en Vandrer-tur. Ondag, ankomstdag, skulle der gåes en lille tur til stranden og henad denne og tilbage igen. Bare på 6 km og den deltog jeg i.

Torsdag skulle der gås en tur på ca. 18-20 km og der skulle jeg ikke deltage. Jeg benyttede dagen til at være på Værnengene/Tipperne og se på fugle. Til start af var der pænt med gæs - både Grågæs, Bramgæs og også en del Blisgæs. Jeg tog nogen fotos af Blisgæssene, men mit kamera har som bekendt autofocus, så skarpheden blev nogen få rør/siv i forgrunden og uskarpe Blisgæs, så det......satans osse.
Jeg så også en meget flot Blå Kærhøg komme flyvende lavt over markerne. Den er faneme flot. Derudover også et par "brune" Kærhøge.


Det er et fuldstændigt fladt område, de der Værnenge og Tipperne. Kun få steder med lidt træer bl.a. et med Fugletårn yderst ude. Ellers kører man på grusvej. Jeg gjorde mange stop undervejs og så - ud over de mange forskellige gæs - også pænt med Hjejleflokke og spandevis af Viber, Gravænder, store Stæreflokke og mange småflokke af Ryler der fløj rundt mellem de mange vandflader der er derude. Der findes en stor lade, Nordladen, på Værnengene, hvor der er et Naturum med udstillingsplancher af de forskellige fugle på de forskellige årstider. De 3 fotos herunder er taget fra Nordladen ud over de ganske flade landskab. 






Ved den yderste ende af den offentlige grusvej er der et hegn, der spærrer af til den fredede del, Tipperne, hvor der yderst ude er en DOF Fuglestation. Hertil er kun adgang 1 gang om ugen og det var ikke Torsdag....desværre. Herunder, med min skygge, et skilt ved hegnsporten til Tipperne.

Yderst ude drejede jeg mod syd mod en lille klynge træer, hvor der er et fugletårn. Lige før jeg skal parkere, ser jeg en mand komme gående med et teleskop på skulderen. En fuglekigger. Jeg stopper og stiger ud for at spørge ham om hvad han har set derude. Stor bliver min overraskelse, da det viser sig at være Verner fra min gamle Fugletursgruppe. Dejlig gensynsglæde fra os begge. Vi sætter os ved et bord og bænk ved fugletårnet og snakker om gamle dage....og om nye dage. Verner er blevet folkepensionist sidste år. Han har sammen med sine søskende (hvormange ?) for 2 år siden købt et sommerhus i nærheden af Nymindegab, og som Verner så flittigt bruger i forårs og eftermånederne (=træktiderne)....så må de andre nøjes somrene som Verner sagde. Vi tilbragte de næste par timer sammen og så udover de allerede længere oppe nævnte fugle også 1 flot Vandrefalk siddende ved en Hegnspæl, en Musvåge, Storspover og Rødben. Vi så en kredsende Vandrefalk, som muligvis var den samme som vi havde set på tidligere siddende ved en hegnspæl. Vi sluttede af med at besøge Nordladen hvor vi brugte en times tid med at se "det hele sådan lidt fra oven af (på ladens 1.sal)". Herunder ses Verner:
Verner drog hjemad og jeg brugte en times tid mere og var på Nymindgab Kro (det tager 10 minutter at køre dertil) ved ca. 15,30 og det bare 5 minutter vandrerne incl. Lillemor kom hjem. Det var en dejlig dag med kan 7 timer fuglekigning.
Om aftenen var der "Happy hour" i baren - det var der også dagen før - før aftensmaden. Det sociale i hele Vandregruppen var bare perfekt.
Næste dag, Fredag, var afsat til en tur i 2 biler og minibus rundt om Ringkøbing Fjord. Vi startede med at køre til Bork Havn og så videre til Lønborg Kirke ved Skjern Enge.

Vi var inde og se kirken, som kun er fra ca. 1560'erne. Engang i 1960'erne ville man renovere kirken indvendigt og fandt så kalkmalerier, som man ikke kendte til. Kirken havde de sidste mange hundrede år været hvidkalket indvendig.


Kalkmalerier er altid spændende at se...synes jeg. Her var der ovenikøbet nogen barske nogen. På billedet herunder (husk at dobbelt klikke på det for at se det i større størrelse) kan man i rammens venstre del se en ridder klar til at halshugge en kvinde. Hvem og hvorfor fremgik ikke, men det må jeg kunne finde ud af et eller andet sted.




Herunder 2 billeder fra bakken ved Kirken ud over Skjern Enge. Dem kørte vi over. Der var ikke mange fugle at se ud over lidt troldænder, lidt grågæs, lidt gråænder og lidt troldænder og et par svaner. I øvrigt blæste der en strid vind og der var lidt vand i luften.





Turen gik så videre mod Stauning, hvor vi passerede whisky-destillleriet der og så ellers til Ringkøbing, hvor vi efter en lille by-vandring skulle spise vores medbragte madpakker og derefter havde en lille times fri til egen rådighed. Ved havnen, hvor vi parkerede, stod denne status af Jens Galschiøtt. Titlen omhandlede et eller andet med velfærd og fattigdom....


Det blæste som sagt ret kraftigt og det småregnede. Lillemor og jeg fandt en krog i læ ved Havnekontorets skur og fik spist vores madpakker. Så gik vi tilbage til gå-gaden og der fik jeg købt et forede Pinewood bukser (det har jeg savnet her i vinter) på udsalg hos en Outdoor-forretning. Og så brøde der ellers et hagl-vejr løs uden lige. Vi stod i en port i en 5-10 minutter mens haglene, som var pænt store, tordnede ned. Samtidigt så vi forretningsmeneskene rende rundt og redde og dække deres udenfor stående varer (mest sko- og tøjforretninger). Man kan vel ane haglene på billedet herunder.

Fra Ringkøbing kørte vi til Søndervig og så ellers syd på ad Holmsland Klit til Lyngvig Fyr, hvor nogen af os - ikke Lillemor og jeg - besteg fyrtårnet. Det var vist kun en 6-7 stykker der tog turen op. Vejret var forfærdeligt med blæst og regn.

Næste stop var så Hvide Sande. Det blæste nu mere end en stiv Pelikan og det pis-øsede ned. Dem i mini-bussen ville gerne se byen, mens vi andre kørte hjem til Nymindegab Kro. Om aftenen igen "Happy Hour" og en rigtig god 4 retters Gourmet-middag med god vin. Hygge og latter.

Næste dag, Lørdag, var det hjemad for nogle efter morgenmad. Det havde været en rigtig hyggelig DVL tur med en masse flinke og søde mennesker. Nymindegab Kro er absolut et ophold værd. Gode værelser, fed beliggenhed og et rigtig godt køkken med god mad og fine vine. Lillemor og jeg kørte til Fiil Sø (hvor det regnede) og derfra

til Varde, hvor vi lige skulle have et par småting. Herunder et billede af Torvet i Varde. Som I kan se, så var vejret klaret op her:


Fra Varde af gik det så 22 km sydpå til Esbjerg, hvor vi boede hos svigerdatter og søn fra Lørdag til Søndag. Han har jo ret travlt for tiden med det der ishockey slutspil. Vi fik dog en god frokost i byen og om aftenen var vi også ude at spise og derefter hjem og hygge til sent. I dag Søndag gik turen så hjem til Sognet her, hvor vi ankom ved 14-tiden.

Det har været en rigtig god tur i det jyske.

1 kommentar:

  1. Tak for turen, spændende. Særligt må det have været festligt at møde Verner. Jeg synes billedet af kirken i den belysning er fint. God tur til trane-land.

    SvarSlet