onsdag den 1. marts 2017

Pokkers batteri........

I gennem tiderne har jeg haft mange kameraer; vist nok 4 forskellige spejlreflekskameraer med diverse telelinser og en 4-5 såkaldte Compactkameraer. I dag kan jeg dog nogen gange godt savne et ordentligt spejlrefleks-kamera med en ordentlig tele- eller zoom-linse. Mit kamera i dag er et lille Nikon S1 kamera med en standard 27-81 mm zoom objektiv samt et ekstra zoom-objektiv på 27-270 mm. For resten kan kameraet også optage videofilm. Det er et handy kamera og i en størrelse der er til at have med at gøre (ture og ferier). Der er en lille taske hvor det hele kan være i.
Herunder zoom-objektivet i ikke udvidet tilstand. Jeg har en modlysblænde der sidder på hele tiden.











Og nu kommer det...i dag....på min daglige tur i mosen, så havde jeg sådan en oplevelse som også golfspillere og lystfiskere kan have. I ved golfspilleren, der går en runde alene og får slået et "Hole-in-one" samt lystfiskeren der helt alene fanger rekordfisken men hvor snøren knækker lige da han skal hive fisken op/iland......hvem pokker vil tro dem ?

Altså....jeg var på vej hjem og gik på en sti hvor denne nærmest er en tunnel, da træernes grene på begge sider af stien nærmest er vokset sammen over en. Jeg kunne høre Musvåge skrig "deroppe et sted". Da jeg kom fri fra stien og skulle over en mark ved rideskolen, så jeg 2 Musvåger - det lokale par - flyve rundt. Hannen lavede flyveopvisning og styrtdykkede mod hunnen som vendte rundt med kløerne opad når hannen kom drønende. Det skete et par gange. På et tidspunkt låste de kortvarigt kløerne sammen og faldt nogen meter nedad men skiltes igen. Jeg tænkte det var lidt tidligt med parringsflugt og måske er det bare en del af at vise deres sammenhold (Musvåger plejer at være monogame og holde sammen for livet) og for at markere deres territorie. Jeg holdt øje med dem mens jeg gik og de satte sig til sidst i de høje træer hvor de oftest sidder, men hvor de sjovt nok ikke har rede - jeg har i hvertfald aldrig bemærket en rede der. De sad så der og kaldte (på hinanden ?) og hoppede rundt på grenene fra træ til træ efter hinanden. De var helt optaget af hinanden.

På bedste indianer-maner, så sneg jeg må så afsted (det er svært på en åben mark) mod træerne og kom tættere og tættere på dem. Til sidst var jeg bare en 5-8 meter fra dem og listede forsigtigt mit kamera frem - zoom-linsen sad jo på  og jeg forestillede mig kanongode billeder af dem - tændte for det.....tændte igen....hvad pokker....ARGHHHH...der var ikke strøm på batteriet !!!!

Øv, øv og 3 gange øv.

Så meget for "Årets billede".......

1 kommentar:

  1. Sådan kan det gå. Jeg antager du hører til dem der sædvanligvis er opmærksom på strøm på diverse batterier, men pokkers ærgerligt er det når det netop er årets billede der ikke kan tages. Jeg tror naturligvis på at du har set musvågerne som beskrevet.

    SvarSlet