Viser indlæg med etiketten Musvåger. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Musvåger. Vis alle indlæg

fredag den 6. oktober 2017

Musvåger i dag

I dag, ved 12,25-tiden gik jeg ud på terrassen for at ryge. Vejret var jo pænt; sol og høje Cumulus-skyer hist og her blå himmel. Bemærkede så først en, så en til og så nok en Musvåge kommer over mit hus fra øst af mod vest. Fulgte dem og så at de begyndte at skrue sig op. SÅ opdagede jeg skruen......og hold da op, sikke en stor Musvåge skrue. Fat i kikkerten....nøjjjjj......gav mig hurtigt til at tælle og kom til et tal på mellem 70 og 80 Musvåger der skruede sig op.

Jeg noterede mig lige klokkeslettet og så videre på skruen. De øverste - som var rigtig langt oppe - var allerede gået træk "mode" = let bøjede vinger og bøjet "fingrene" bagud og så ellers i hurtig glideflugt væk mod vest. Så opdagede jeg pænt til højre en mindre skrue på kun 6-7 stykker.....og så nok en på samme antal....Holy shit....TRÆKDAG....antal og retning blev noteret.

Og sådan fortsatte det til kl. 14,40 hvor jeg skulle i gang med rengøringen af hytten herhjemme. Den største skrue så jeg omkring 12,40-tiden.....med ca. 110 Musvåger i. Utroligt. Ellers var det skruer med variende størrelser på mellem 21 stk. og 55 stk. samt en del enkelte individer der bare trak....og nogen gange bare 2-3 stykker. I nogen af skruerne bemærkede jeg Røde Glenter og Spurvehøge og så 5 Falke jeg ikke kunne identificere på grund af afstanden. Men det var små falke, altså ikke Vandrefalke eller Tårnfalke, men formentligt Lærke- eller Dværgfalke.


Som kuriosum kom en flok på 10 Stillits (fugl på størrelse med Bogfinke) også lige lavt forbi/over huset, så jeg kunne høre dem i flugten.

En herlig dag med rigtig mange Musvåger med mere på træk.

Herunder - og tryk på billedet for at se det i større størrelse - ses min indberetning til DOFbasen. 515 Musvåger på lidt over 2 timer er ikke så ringe.....og formentlig flere.

onsdag den 1. marts 2017

Pokkers batteri........

I gennem tiderne har jeg haft mange kameraer; vist nok 4 forskellige spejlreflekskameraer med diverse telelinser og en 4-5 såkaldte Compactkameraer. I dag kan jeg dog nogen gange godt savne et ordentligt spejlrefleks-kamera med en ordentlig tele- eller zoom-linse. Mit kamera i dag er et lille Nikon S1 kamera med en standard 27-81 mm zoom objektiv samt et ekstra zoom-objektiv på 27-270 mm. For resten kan kameraet også optage videofilm. Det er et handy kamera og i en størrelse der er til at have med at gøre (ture og ferier). Der er en lille taske hvor det hele kan være i.
Herunder zoom-objektivet i ikke udvidet tilstand. Jeg har en modlysblænde der sidder på hele tiden.











Og nu kommer det...i dag....på min daglige tur i mosen, så havde jeg sådan en oplevelse som også golfspillere og lystfiskere kan have. I ved golfspilleren, der går en runde alene og får slået et "Hole-in-one" samt lystfiskeren der helt alene fanger rekordfisken men hvor snøren knækker lige da han skal hive fisken op/iland......hvem pokker vil tro dem ?

Altså....jeg var på vej hjem og gik på en sti hvor denne nærmest er en tunnel, da træernes grene på begge sider af stien nærmest er vokset sammen over en. Jeg kunne høre Musvåge skrig "deroppe et sted". Da jeg kom fri fra stien og skulle over en mark ved rideskolen, så jeg 2 Musvåger - det lokale par - flyve rundt. Hannen lavede flyveopvisning og styrtdykkede mod hunnen som vendte rundt med kløerne opad når hannen kom drønende. Det skete et par gange. På et tidspunkt låste de kortvarigt kløerne sammen og faldt nogen meter nedad men skiltes igen. Jeg tænkte det var lidt tidligt med parringsflugt og måske er det bare en del af at vise deres sammenhold (Musvåger plejer at være monogame og holde sammen for livet) og for at markere deres territorie. Jeg holdt øje med dem mens jeg gik og de satte sig til sidst i de høje træer hvor de oftest sidder, men hvor de sjovt nok ikke har rede - jeg har i hvertfald aldrig bemærket en rede der. De sad så der og kaldte (på hinanden ?) og hoppede rundt på grenene fra træ til træ efter hinanden. De var helt optaget af hinanden.

På bedste indianer-maner, så sneg jeg må så afsted (det er svært på en åben mark) mod træerne og kom tættere og tættere på dem. Til sidst var jeg bare en 5-8 meter fra dem og listede forsigtigt mit kamera frem - zoom-linsen sad jo på  og jeg forestillede mig kanongode billeder af dem - tændte for det.....tændte igen....hvad pokker....ARGHHHH...der var ikke strøm på batteriet !!!!

Øv, øv og 3 gange øv.

Så meget for "Årets billede".......