Nuvel, - NU gjorde vi så noget ud af alt dette her og var her i weekenden fra Fredag til og med Søndag "derovre" i det vi havde booket værelse på Trinity Kursus- og Konferencecenter og hotel beliggende lige ved Snoghøj og dermed bare små 5-600 meter fra den gamle Lillebæltsbro.
Herunder de 2 første billeder af kørslen over den gamle Lillebæltsbro fra 1935 (den ny er fra 1970).
Der er 2 bilspor og 2 togspor på broen....samt en gang- og cykelsti. Broens vejbane kunne sandelig trænge til en pæn omgang ny asfalt, da der er mange slidhuller helle vejen over.
Herunder "vores bolig" til højre - Trinity Kursus og Konferencecenter og Hotel for de næste par dage. Igennem træerne kan man se den gamle Lillebæltsbro. Det var minimalt hvad man kunne høre til trafikstøjen der fra; kun en summen når togene passerede broen.
Vi ankom jo omkring 15,30-tiden og gik så en tur ned til Snoghøj havn til Lillebæltsbroens fundament. På vejen passerede vi denne træ-skulptur lavet af den stående træ-stamme. Ret sjov ide, synes jeg.
Herunder bare lidt foto's nedefra havnen og fundamentet. Det er - netop på baggrund af alderen - et imponerende flot bygningsværk:
Nede ved den lille havn stod denne gamle Kilometer-sten. Den lille vej derned hed Gl.Færgevej og det var her at færgen gik i gamle dage før 1935.
På vej tilbage sås, med tårnet, Snoghøj Højskole. Man må sige, at den sørme ligger flot.
Tilbage på hotellet igen var det afslapning og aftensmad på hotellet. Centeret er stort og der er mange værelser og der er mange møde-faciliteter, bl.a. et halv-under-jorden-beliggende stort auditorium til 250 personer. Lørdag var der et eller andet møde for en landbo-forening af en art og der var masser af mennesker bl.a. var auditoriet fuldstændig fyldt op.
Næste dag, Lørdag morgen, var det enormt diset. Vi kunne ikke se broen. Vi havde dog besluttet at ville se Fredericia Vold, så vi rullede afsted i disen og parkerede i nærheden af Volden. Herunder ses en buste af Frederik d. III, som var Fredericia's grundlægger i 1650.
Vi kom ind af Danmarksporten. Der er faktisk 2 porte ved siden af hinanden. Den gamle som ses - i disen - herunder:
....og så den nye - vistnok fra starten af 1920'erne af - lige til højre for den gamle. Den ny blev lavet p.g.a. den stigende trafik og består - det kan man se - af en dobbelt-bro over vejbanen:
På indersiden af den gamle port ses dette Våbenskjold med Elefant-ordenen nedenunder:
Lige indenfor denne By-port står H.W.Bissens statue "Den tapre Landsoldat" der markerer sejren, "Udfaldet fra Fredericia" d. 6. Juli 1849 under den 1. Slevigske Krig 1848-1850. Den 2. Slesvigske Krig var jo den i 1864. Rundt omkring monumentet ligger 6 stk. 168 pd. bronze-morterer.
Lidt sjovt er det, at nede på Fuglsang Museum på Lolland, der står Bissen's originale gips-skulptur, altså forlægget for bronze-statuen.
Og så har Fredericia deres helt egne Fodgænger-lyskurve. Herlig ide :-)
Fra pladsen gik vi så op på Voldanlægget, som er ganske imponerende. Tænk et kæmpe-arbejde det har været, at med manuel håndkraft at få det vold-anlæg bygget. Det er jo kæmpe-stort og omkranser byen hele vejen rundt på de 2 af siderne. De 2 andre er beliggende ved havet. Dog var der selv her, ved vandet, en lang vold med en bastion midtpå. Og så er det sjovt at se, at byen jo er planlagt som et forsvarsværk; alle gader er vinkelrette på hinanden., så man dels kan komme let fra den ene ende til den anden hvor der nu måtte være brug for forstærkninger.
Oppe på volden gik vi hen over begge porte (der er et par andre porte andre steder på volden) og på den ny port kan man se ned mellem de 2 bro-buer på vejbanen:
Lige indenfor porten, på pladsen hvor Den tapre Landsoldat står, er det gamle vagthus. Jerntingesterne, der stikker op ved muren, er holdere for Vagtens geværer, når den træder an. Samme slags ses bl.a. på Amalienborg.
Herunder, set oppe fra volden, Vagthuset fra en anden vinkel:
Og selvfølgelig er der lidt kanoner opstillet hist og her. Og som artilleri-nørd som jeg er, måtte disse studeres og fotograferes. Der var 2 typer kanoner på Volden. Den ene, som vist herunder, er 24 punds (kanonkuglen vejer 12 kg.) kanoner, og den anden type var 84 punds kanoner (hvor kanonkuglen vejer 42 kg.). Man kan se, at det er typiske fæstningskanoner p.g.a. de lavetter, de er anbragt på.
Der var informationstavler hist og her. Herunder ses Prinsessens Bastion. Husk at man kan klikke på billederne for at se dem i større størrelse:
Herunder til sammenligning først en 24 punds kanon og under den en 84 punds kanon. Se forskellen i bl.a. kanonløbets længde, hvor 24 punds kanonens løb er slankere og længere, mens 84 punds kanonens løb er kortere og kraftigere:
Herefter gik vi en lille tur rundt i Fredericia. Lidt gamle huse var der, men alligevel ikke så mange, som jeg havde forventet. Dog var der - som vist herunder - en gammel biograf-bygning som nu er en brilleforretning:
Nu var disen efterhånden lettet, sådan da, og vi gik så ad voldanlægget ud mod Fredericia By-Museum. De næste 3 billeder giver en ide om de store Volde og det anlægsarbejde der var lavet. Imponerende at det er lavet ved "hånd-kraft".
Et sted på volden sås dette herlige træ med hul i. Hvordan det lige er opstået kunne jeg ikke rigtig se:
Herunder ses port i baggrunden og en bastion til højre for. Nedenfor er voldgraven og til venstre, nærmest udenfor billedet er endnu en vold. F..., det er et imponerende voldanlæg.
Så kom vi frem til Fredericia Museum. Det ligger i en gammel ejendom med en lille barok-have foran.
Området er en slags lille Frilands-museum med 6 gamle bygninger. Lidt overraskende var der denne nedenfor viste bygning, som er en Tobaks-lade. En lade hvor man hvert efterår hængte de høstede Tobaks-blade op i bundter og lod dem tørre der vinteren over, hvorefter man om foråret pillede dem ned og lavede cigarer, cerutter og pibe-tobak. Vidste I, at Fredericia var stor-dyrkningsområde for Tobak-planter ? Jeg gjorde det ikke. Inde på museet kunne man læse, at op til ca. 1890'erne leverede Fredericia ca. 95 % af AL tobak her i landet. Utroligt. Jeg har altid forbundet Tobakplanter med Amerika og Virginia i særdeleshed. I museumshaven er der en lille "mark" hvor man stadig dyrker tobak.
Herunder bare lidt billeder af nogen af de gamle bygninger på området:
Den store kugle foran huset ovenfor er en fortøjningsbøje fra Fredericia's Rhed.
Sådanne små By-museer lever ofte et ubemærket liv og det er synd. Der er meget at læse og lære om, for de enkelte byer op gennem tiderne. Sjovt nok var der ikke noget overhovedet om Fredericia som Fæstning eller om kampene i de 2 Slesvigske krige. Det er undgået min opmærksomhed, hvis der ligger et museum i byen netop udelukkende omhandlende disse 2 krige. Hvis der er et, så danner det grundlag for endnu et besøg i byen :-)
Herunder - og hvis I klikker på billedet, så kan I genkende nogen af tingene - noget om Tobaksproduktionen i Fredericia. Den socialdemokratiske Statsminister Thorvald Stauning var før sin politiske karriere tobakssorterer og cigarruller netop for en af de Fredericiagensiske (hedder det det ?) tobaksvirksomheder.
En anden stor virksomshedstype i Fredericia i gamle dage var sølvsmedsvirksomhed. En gammel sølvsmedie er fuldstændig genopbygget inde på museet og der var enormt gode forklaringer til de mange processer, der er ved sølvsmedearbejde ligesom der også var en udstilling af det meget fine sølv der var lavet der gennem tiderne.
Efter Fredericia-besøget tog vi derefter tilbage og kørte over den gamle Lillebæltsbro mod Middelfart, for der i udkanten af Middelfart ligger "CLAY Keramikmuseum Danmark", som vi havde fået anbefalet af Lillemors chef. Jeg har altid haft lidt blandede følelser med hensyn til det her med keramik og kunst og kunsthåndværk. På den ene side, så kan det være enormt flot både i form og farve/glasurmæssigt, på den anden side så er det (jo bare ofte) brugsgenstande...!!!!.....så...alligevel så jeg frem til at se det. Det er beliggende i en gammel herskabsvilla kaldet Grimmerhus.
Ude på siden af bygningen om ad mod bagsiden står denne fantastiske "vase" af Peter Brandes. Dem har han lavet nogen stykker af; jeg har i hvert fald set en del af dem og hvergang undrer jeg mig over hvordan han får dem brændt.......der bliver vel bygget en ovn rundt om den er mit gæt. De vaser har jeg altid syntes godt om.
Når man kommer ind af hovedindgangen bliver man øverst på trappen - på hver side af denne - modtaget af 2 buster af henholdsvis Dronning Ingrid til venstre og Kong Frederik d. IX til højre. Den af Frederik er god og ligner. Herligt at kunstneren har fået hans store ører med :-) Sjovt nok er det øret på billedet, til venstre og i skygge, en smule mindre end det andet. Busten af Dronning Ingrid ligner ikke så godt, synes jeg.
Klokken var jo henad 13-tiden da vi kom, så vi startede med en let frokost i museums-cafe'en. Nogen skiver røget dyre-kølle (fra Hindsgaul) i en absolut pragtfuld grov-kornet og mørk aflang sprød bolle. Det var bare Yum-Yum.
Udstillingen ligger i nogen nye nedgravede store lokaler i bag-haven. Det første man kommer til er et lille rum med disse vistnok 51 figurer der alle er forskellige fra hinanden. Ret god virkning. De er ca. en halv meter store.
Dernæst kommer man til nogen store sale, hvor der i den første var keramik og stentøj fra mange forskellige keramikere udstillet. Det var både brugsgenstande men sandelig også mere kunstneriske ting der var udstillet. Det er det her med "de gængse brugsgenstande" jeg kan finde lidt kedeligt. Dog er der ind i mellem nogen flotte fade og store krukker og ikke mindst spændende glasurer. På en væg var der disse 2 figurer lavet af Jais Nielsen. Ham har jeg tidligere omtalt for så vidt angår hans malerier og enkelte keramiske ting. Han er god.
Et helt sal-område var helliget en sær-udstilling "Fifty-figty-fulby" med det ældre danske keramiker-par fra Sorø-kanten af, Hans og Birgitte Börjeson. Det var faneme flot, det de viste der, både fade, skåle samt i glasurer. Det var virkeligt positivt og anbefalelsesværdigt. Den særudstilling varer indtil 14. August 2016, så I har god tid til at se den.
For et par år siden fik CLAY Dansk Keramikmuseum ved gavebrev hele Den Kongelige Fabriks porcelæn- og fajance samling foræret. Det er benævnt "Skatkammeret" og er faktisk i en underjordisk kæmpeboks med særlige stål-boksdøre. Og det var så sandelig også en oplevelse at se alt det. Vidste I for resten hvorfor Kongeligt Porcelæn har 3 bølger som mærke ? Jo - det var Dronning Caroline Mathilde der engang i 1700-tallet bestemte det, i det de 3 bølger symboliserer Øresund, Storebælt og Lillebælt. Der var meget af "Flora Danica stellet" udstillet ligesom de mange andre stel og figurer som Den Kongelige Porcelænsfabrik har lavet gennem tiderne....alt sammen genkendeligt :-) Og en masse fra Bing og Grøndal samt Aluminia Fajance, som begge er ejet, har været ejet, nu incorporeret og sammenlagt under navnet Royal Copenhagen. Der var opsatser og meget andet og meget flot var det. Sjovt nok var der også udstillet ting fra Keramik-værkstedet SAXBO som jo har haft til huse bl.a. her i Sognet under Natalie Krebs ledelse. En af de kendteste keramiker der var Eva Stæhr-Nielsen og hende har jeg nogen ting af :-)
Herunder lidt "Flora Danica" stel:
Udsigten fra det underjordiske var flot. Til den ene side ses Den Ny Lillebæltsbro......
....og til den anden side Den Gamle Lillebæltsbro:
Om aftenen spiste vi igen aftensmad på hotellet, en udmærket Laksebøf med pragtfuld sovs og tilbehør til. Desserten var noget is-halløj af en art. Dertil en rigtig god flaske Grüner Weltliner.
Næste dag, Søndag, skulle vi jo hjem. Vi besluttede at køre til Faaborg Museum, der har 100-års jubilæum i år.
I den anledning har de lavet en ophængning af deres samling nøjagtig som den var, da museet åbnede i 1915. Det var ret sjovt at se; malerierne hænger sandelig tæt og i flere rækker over hinanden.
På den ene gavl i hovedsalen hænger et kæmpemaleri af personerne der var tilstede ved åbningen
Vi har været der mange gange efterhånden og jeg har vist malerier der fra før, så her bare et par godbidder :-)
Det er jo blandt mine favoritter de der Fynbo-malere og især Johannes Larsen, men I skal forskånes for mere her.
En særudstilling var der også, nemlig fotografen Suste Bonnén's fortolkning af billedhuggeren Tegner og kvinderne:
Den udstilling springer jeg let henover, idet jeg jo har set den udstilling i 2015 da den åbnede på netop Tegners Museum i Nordsjælland og skrevet om den her.
Når man kommer ned til det sidste rum i museet, så viser det sig at være en slags Orangeri med tropiske planter. Der er meget fugtigt og en krydret duft. På den ene væg hang der en poleret stål-plade. Først troede vi det bare var en døråbning, men det viste sig at være et spejl, endda et spejl som man i gamle dage kunne se både på Dyrehavsbakken og i Tivoli...I ved sådan et spejl, der fortegner ens figur. Jeg tog et foto af os, men virkningen ses bedst på gulvet til venstre, der nærmest bølger.
Bagefter fik vi kaffe og kage på en café og så kørte vi ellers hjemad og var hjemme ved 16-tiden.
Det havde været en dejlig weekendtur om end lidt diset den ene formiddag.
Tusind tak for turen! Jeg har, så vidt jeg ved, kun været i Fredericia en enklet gang på vej til noget andet, som jeg ikke engang kan huske, hvad var, og har indtil nu haft et temmelig kedeligt indtryk af byen - hvad der selvfølgelig under alle omstændigheder er uretfærdigt på så spinkelt et grundlag. På den samme tur kom vi også igennem Esbjerg, der om muligt forekom endnu kedeligere. Du skal måske snart til Esbjerg? ;-)
SvarSletFredericia er indenfor voldene ikke en særlig høj by, så på den måde virker den lidt hyggelig og lys. Som jeg skrev, så var jeg lidt overrasket over, at der alligevel ikke var så mange gamle huse, som jeg havde forventet.
SletEsbjerg Centrum er ikke så slem på trods af at det er en forholdsvis ny by.
Og ja - sønnen bliver 37 år d. 10. Marts, så en tur derover er i vente :-) ....men det bliver lidt svært at planlægge, idet ishockeyslutspillet starter op på Fredag med bedst af 7 kvartfinaler, hvor de spiller hver anden dag. Evt. semi- og finaler er også bedst af 7 kampe, så det bliver hårdt at finde tid :-)
hej Jan...dejlig tur herover på den anden side....:O)
SvarSletTurist i eget land :-)
SvarSletTak for turen. Den ser absolut eftergørelsesværdig. Det er længe siden jeg har været både i Middelfart og Fredericia, og når man kan få Grüner Veltliner på hotellet forekommer det at borge for kvalitet uagtet det har et noget inkonsistent forhold til apostroffer.
SvarSletLermuseet har jeg selv omtalt, men endnu ikke set - og Faaborg-museet har jeg også bemærket. Må se at træffe beslutninger om at komme mere rundt i vort land medens tid er.