Viser indlæg med etiketten nørd. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten nørd. Vis alle indlæg

torsdag den 25. december 2014

Så kan normaliteten måske igen indfinde sig ?

Så er Juleaften overstået og julefreden kan sænke sig over det ganske danske - og i nogen tilfælde som her i sognet - sne-klædte land.

Lillemor og jeg holdt Juleaften hos min svoger (Lillemors lillebror) og svigerinde i Nykøbing Sjælland. Bare os 4. God mad (inkl. Lillemors fantastiske Ris a la Mande; jeg kender ikke nogen, der laver det bedre) og vin, hygge, ingen juletræ, vi "glemte" også at synge de traditionelle, og så lidt gave-udveksling. Jeg for min del var yderst tilfreds (det tror jeg i øvrigt alle var med deres "høst") med det jeg fik:

Hvem kender (efterhånden) ikke Martin Krasnik fra DR2's journalistiske programmer sent om aftenen ? Jeg synes at han er en fin journalist og især fin udspørger/interviewer........selvom han en sjælden gang "karmer lidt over" i sin forfølgning af svar på sine spørgsmål. Den havde jeg ønske mig og den glæder jeg mig til at læse. Glemte jeg at nævne, at det er en ny-udgiven selvbiografi formentligt spækket med politisk-personlige undertoner ?


...og så Benno Blæsild. Han har skrevet bogen ovenfor om "Krigen på havet 1864 - omkring Jylland". Sådan en lidt dobbeltbundet titel. Den handler dels om Fregatten Jylland og slag ved Helgoland mod den Østrigske Kejserlige flåde og dels om "hav-krigen" omkring Jylland. Benno Blæsild har de sidste par år været chef for museet "Fregatten Jylland" i Ebeltoft. Jeg tror dog, at han er mest kendt for sin tid som museumsinspektør for "Den gamle By" i Aarhus og især for sin ekspertviden indenfor Julen og dens traditioner. Den havde jeg også ønsket mig.


Og så fik jeg tredje og sidste del "På kanten af evigheden" fra trilogien om en famile's liv og levned m.m. i forrige århundre fra tiden før 1. verdenskrig og til i dag. Den havde jeg også ønsket mig, idet jeg selv har købt de 2 første bind i serien......jeg har dog ikke læst dem endnu, så her er altså noget til de lange vinteraftener formentlig næste år. Jeg har læst mange andre af Ken Follett og kan godt lide hans stil.

Og så fik jeg noget, jeg ikke vidste at jeg havde ønsket mig, nemlig en æske med 2 par grill-bestik, "Olde Farmer", af mærket "Gense" . Det havde Lillemor ønsket sig i (åbenbart) fællesgave fra knægten og svigerdatteren.

 Så alt i alt en mere end givtig aften . Vi kørte derfra i pænt vejr og var hjemme ved midnatstid.
Her til morgen/formiddag er så faldet en små 3-4-5 cm sne, så årets første og forhåbentlig eneste sne-skrabning på fortorv er overstået.


Her i min 9 dages juleferie er jeg gået i gang med at læse nedenstående bog og den er bare fantastisk, siger jeg jer; spækket med "statistik", mandtalsfortegnelser, breve, journaler, syge-journaler, pensionssager o.s.v., o.s.v., alts sammen om soldater fra det midtjyske område i krigen 1864. Lige sådan noget nørde-halløj som jo lige er mig. Jeg er helt opslugt af den.


 Her til morgen havde jeg ude på terrassen en 18 Sangsvaner i kileformation flyvende trompeterende/truttende hen over mig. Kunne høre dem på lang afstand før end jeg så dem og kunne følge og høre dem længe mens de trak væk. Herligt. Ganske vidunderlig lyd de har.

Lige nu sidder Lillemor og ser en Danielle Steele film i flimmeren og lige når den slutter, skal jeg se Ingmar Bergmann's "Fanny og Aleksander" i 4 dele i rap.

I morgen Julefrokost (tradition 2. juledag) hos min Storebror svigerinde.

Og Lørdag formentlig en tur til Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Johannes Larsen har fødselsdag d. 27. December og det fejrer museet der med at have gratis adgang denne dag.

Og så "pønser" vi - især Lillempr - på at smutte til Sverige en af de andre dage for at "se" på noget Outdoor tøj. Lillemor skal på 2 større vandre-ture i 2015; nemlig en uge med Dansk Vandrer Laug til England - Lake District - og så en 10-12 dages fjeldvandretur på Kungsleden med start fra Abisko. Den tur har hun gået før, men denne gang bliver det med min storebrors kone, som bliver hendes - svigerinden altså - allerførste fjeldvandretrur. .....og sådan noget kræver jo ny udstyr/tøj - det ved alle jo, så derfor den der måske-shoppe-tur til Sverige en af dagene.....

fredag den 18. februar 2011

Og nogen kalder mig Nørd.....

.....fordi jeg interesserer mig for Guldalderen og dens kunst, dansk og nordisk kunst 1880-1920, møbelkunst, arkitektur, polar-rejser, den amerikanske borgerkrig, samtidskunst og især skulpturer 1900 til dato samt Københavns historie. Af disse emner, har jeg stakkevis af bøger. Derudover interesserer jeg mig for samfundet (politik) som helhed + en masse andet. Men nogen synes det er nogen "nordede" interesser jeg har.

Og så var det jeg kom til at tænke på min storebror. Han er 4½ år ældre end mig. Han bliver pensionist om nogen måneder (er officer i Forsvaret)...altså hældt ud som 60-årig efter de for tiden gældende regler.

HAN er sgu mere nørdet end jeg er.....synes jeg ;-)

Hans store interesse er Damplokomotiver...idet hele taget gamle tog. Ikke at han har nogen opbygget Model-Jernbane derhjemme - det har han aldrig haft - men han bygger damplokomotiver selv. Han skriver endda om dem og har fået udgivet en stribe bøger efterhånden, ligesom han har været redaktør af et blad. Han skriver stadig bøger og regner da med, nu når han går på pension, at bruge endnu mere tid på emnet. Og så er han vistnok stadig medlem af bestyrelsen for Jernbane-museet i Odense. Googlede ham lige og fandt et par af hans bøger - dog det øverste er det tidsskrift han var redaktør for:



De er faktiskt meget gode de bøger. Jeg har nogen af dem. Og så er han enorm god til at lave tekniske tegninger, som bruges i bøgerne.
....så han er sgu' da mere nørdet end mig, ik' ?

søndag den 1. november 2009

"Yousee" stinker...og noget helt andet.

Jeg er som bekendt flyttet i nyt hus og har efter anbefaling (!) fra TDC fået "Yousee" kabel-tv og bredbånd.....sådan da.
Kabel-tv havde de glemt at åbne op for, men det fik de gjort med meget møje og besvær.

Bredbåndet til gengæld har det knebet med. Jeg har valgt trådløst bredbånd. Jeg fik en kasse med router og kabler m.m. og installerede det selv...d.v.s. at det medfølgende coaxial-kabel på 1 meters længde var defekt (en løs skrue) så jeg måtte rekvirere et nyt og fik et på 10 meter !!!!!
Og sandelig om de ikke kom DET på regningen. Derefter installation. Det virkede ikke. Jeg kunne ikke få kontakt. Så bruger man over 1 time i telefonen med deres support. De opgiver også. Derefter en (flink) montør herud som baksede med det og nu skulle der være kontakt med cyber-space. Det er/var der også med mellemrum. Hvertandet øjeblik bliver jeg smidt af.

Det er livet for kort til at leve med. Ud med "Yousee" og imorgen abonnement på mobilt bredbånd hos " 3 " (det har Lillemor og det virker hvergang og upåklageligt; det er på hendes PC dette indlæg bliver skrevet).

Nok om det.

Jeg har lige (igår d. 31/10) haft fødselsdag og fik i gave af Lillemor Villads Villadsens ny-udgivne bog: "C.W.Eckersbergs Dagbøger 1810-1853" i 2 bind og på ialt 1.438 sider. Den glæder jeg mig helt vildt til at læse.

I mit ny hus har jeg pålagt mig selv ryge-forbud, så jeg står/sidder udenfor og ryger en enkelt pibe/smøg i ny og næ. Og her på min fødselsdagsmorgen, mens jeg (virkelig) nød et stop tobak udenfor, så kom der en lille flok Sangsvaner flyvende. Dejligt at se og især høre.

Jeg har også foræret mig selv 2 gaver :-)

Nemlig en bog af Bradley M.Gottfried: "The Maps of Gettysburg" - An Atlas of the Gettysburg Campaign, June 3 - Juli 13, 1863. Hele 363 sider med dag-for-dag kort over hele felttoget og slaget ved Gettysburg med troppeangivelser og bevægelser helt ned på kompagni og bataljons-niveau o.s.v. Altså lige noget for en nørd som mig - ligesom med Eckersberg-bogen.

Den anden gave til mig selv: Et træ-snit forestillende en Fløjlsand på en sten lavet af - you-know-who....ta-da....min yndlingskunstner Johannes Larsen. Jeg så den på Bruun-Rasmussens hjemmeside og bød på den og sørme om den ikke blev min for hammerslag på kr. 1.250 (med salær ialt kr. 1.625) og glad er jeg. Jeg hentede den i Fredags og op på væggen er den kommet. Det er ikke sidste gang jeg prøver det, jeg agter nemlig at få en hel væg med Johannes Larsen træ-snit :-D