torsdag den 5. november 2015

Afsked..pensionering...60 års fødselsdag...travlhed...pyha...

Der har været stille her på bloggen i noget tid og det har sin årsag. Travlhed og udkørthed.

I min sidste arbejdsuge var der nogle få ting jeg skulle lave færdig heriblandt nogen "arbejdsgangsbeskrivelser" til mine kolleger. Derudover holdt jeg lav profil/kørte under radar-højde og tog ikke nogen nye sager op eller lignende. Besvarede kun lidt gamle mails og denne min mailadresse havde jeg i øvrigt havde sat til at give autosvar med at folks henvendelser IKKE ville blive besvaret af mig, da jeg gik på pension med udgangen af denne uge og derfor kun afsluttede igangværende sager og ryddede op og at de skulle skrive til afdelingsmailadressen i stedet for.

Fredag d. 30. Oktober var min sidste arbejdsdag. Lidt lavede jeg trods alt, men mest gik tiden med snak og besøg af kolleger fra rundt omkring på rådhuset, der kom for at sige farvel og aflevere en lille flaske. Kommunen holdt en afskedsreception for mig fra kl. 13 til 14. og ikke alle kunne komme der. Selv Borgmesteren kom og snakkede med mig en 15-20 minutters tid for han skulle til møde udenbys.

Selve receptionen blev overvældende. Mine kolleger havde pyntet op og kantinen havde leveret diverse spiseligt og drikkeligt. Og alle fremmødte snag en afskedssang for mig i stedet for at holde tale. Sangen - som var rigtig god og morsom - gik på Gitte Hænning-melodien "Træk en gammel sweater på...." og her - af mine kolleger - blev den leveret i både flerstemmigt og i kanon (det her med at starte på forskellige tidspunkter). Det her med flerstemmigt og i kanon skyldtes nok, at flertallet af kolleger IKKE kendte melodien :-) .

Der var mange kolleger fra hele rådhuset der kom forbi. Også gamle kolleger, der arbejdede andre steder eller var gået på pension kom forbi. Herligt og hyggeligt. Lillemor, min bror og svigerinde kom også og det var også dejligt.

Bagefter samle de mange gaver og flasker sammen og transportere dem i flyttekasser ned til min bil. Så over på mit gamle kontor og hente flere gaver/flasker der var afleveret der gennem dagen. Så takke kollegerne og give en masse kram, kys og klap, aflevere nøgle og adgangskort til chefen og så afsted. Slut, prut finale.

Jeg  var virkelig velforsynet med vin, whiskyer og øl fra diverse mikro-bryggerier samt dejlige bog-gaver fra arbejdet.

Det var en mærkelig dag...eller snarere en mærkelig følelse af at være til stede og så alligevel ikke; at deltage og så kigge på en selv udefra....men glad var jeg.
Lillemor og jeg var lige hjemme "og losse af" og så ud at handle lidt.

Om natten kl. 02,3 0ankom søn og svigerdatter fra Esbjerg. Han havde "haft en aftenkamp" der lige skulle overstås og så var de kørt direkte derefter.

Næste morgen var d. 31.oktober og min fødselsdag. Vi hyggede os med lunt morgenbrød og gaver til mig. Af Lillemor fik jeg en rejse til Paris (med hende) som er her senere på måneden. Herligt. Om aftenen var vi restaurant "Den lille fede"  inde i Boltens Gaard ved Kongens Nytorv i København; Lillemor og jeg, søn og svigerdatter, bror og svigerinde, svoger og svigerinde samt svigerdatters forældre...dejlig mad og dejligt selskab.

Næste dag afslapning og gå-tur inde i byen.

Mandag lave en smule derhjemme herunder afvente levering af ny lænestol (det her med at være hjemme mellem kl. xx og kl.yy og så bare vente og vente) og så ville min svoger også lige komme forbi og aflevere noget.

Tirsdag ind til byen og købe valuta til Paris-turen, afhente et nyt kundekort til en forretning og så lige købe et par bøger :-) Var også et smut forbi et af min favorit-antikvariater, nemlig Vangsgaards antikvariat for ved selvsyn at konstatere, at det virkelig er lukket. Havde dagen før læst i avisen, at det var gået konkurs i Fredags d. 30/10. Det er en katastrofe, for det er et af Danmarks største, ældste (det hed Harck's Antikvariat før Søren Vangsgaard opkøbte det), fineste og bedste antikvariater. Jeg håber der findes en løsning og at det måske bliver videreført af nogen andre.

Onsdag til Helsingborg alene og købe en bog man kun kan købe i Sverige (endnu) samt indkøbe en rulle Snus til sønnen. Jeg ville også have købt en ny felt-vinterjakke da min gamle gik kaput med lynlåsen her forleden dag, men den forretning - Natur-kompagniet - vi plejer at købe i derovre, var nedlagt. Så tilbage til Helsingør (havde ikke bilen med over) og købe en anden bog og så til Rødovrecentret og købe en tredje bog.

I dag har jeg ikke lavet en snus. Færste dag for mig selv helt alene.....og så regnede det.

I morgen Fredag skal jeg på Bogmesse i Bella Centret på Amager. Glæder mig.

Det var sådan lidt i korte træk hvad jeg har puslet med her på seneste. Jeg har ikke vænnet mig til tanken med at være pensioneret endnu. Der har hele tiden været "så meget".....dog har jeg sovet en del; gået tidligt i seng - d.v.s. kl. 22,00 - nappet en "morfar" om eftermiddagen....men det der med at sove længere om morgenen end til bare kl. 05,30-05,45 som jeg plejer er en svær en at lave om på. Det skal der virkelig trænes og arbejdes på.

Lidt kaotiskt skrevet, men sådan er det....når man er nyslået "retired"/pensioneret :-)

5 kommentarer:

  1. Det må nu være en sær fornemmelse, selv om du har ønsket at gå på pension. Til lykke med de 60, og måtte din pensionisttilværelse leve op til forventningerne!

    SvarSlet
  2. Tillykke med de 60 år, Jan! :o)
    Og med alt den fritid du kan ønske dig, men om et måned har du sikkert vende dig til det og masse af projekter. ;o)

    SvarSlet
  3. Kære Rasmine og Brian.

    Tak for lykønskningen :-)

    Ja - lidt sært af det, men det skal nu nok gå godt; jeg har p.t. haft masser at se til i den første uge og jeg ved, at der også bliver det i den kommende tid. Det skal bare sættes i system :-)

    Nu skal jeg bare have en kanonforkølelse og hoste overstået som jeg har døjet med fra dagen før jeg gik på pension. Gad vide om det er en reaktion af en art oven på den stress-periode og spænding der har været op til stoppet.

    Nu skal jeg bare have arbejdet noget ihærdigt på det her med at ændre sove-vanerne.

    Kh Jan

    SvarSlet
  4. hej Jan....kom en dag i sidste uge til at tænke på dig og at det jo var 1. nov. at du skulle stoppe på dit arbejde......og kan se du har lavet denne post.....håber ( er sikker på det) at du bliver glad for din frihed og tiden til at lave amnge af de ting du interesserer dig for...som jo er mange områder.....måske der dukker nye områder op, når nu tiden er til det.....men tillykke med det og som du skriver så skal man vænne sig til det.....min mor er 73 år gammel og da hun i sin tid gik fra så sagde hun til mig, at det skulle hun have gjort noget før ( men det kan man jo bare ikke sådan lige)...men det var hvad hun sagde og nok fordi hun hurtigt satte pris på det og faktisk sagde at hun ikke kunne forstå hun kunne få tid til at gå på arbejde dengang......og jeg vil ønske dig god vind og er sikker på at både du og Lillemor og andre osse vil nyde at du får mere tid og hvad det vil bringe med sig.....

    knus herfra Anita

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anita.

      1000 tak for hilsenen og ja, - som din mor åbenbart også mærkede, så har der været rigeligt at se til i dagene efter 1. November, så meget, at jeg faktisk ikke har haft rigtig tid til at slappe af/være pensioneret. Bl.a. har jeg været i Paris - en fødselsdagsgavesmuttur - med Lillemor; det skriver jeg om lige om lidt.

      Slet