Rasmine spørger.......

Rasmine spørger mig i en kommentar til nedenstående indlæg, hvad min fascination er til emnet "Den amerikanske Borgerkrig". Jeg har valgt at skrive en forklaring istedet for at svare med en kommentar.

Jeg mener at jeg engang, et eller andet sted, har skrevet noget om det, men kan ikke huske hvor eller i forbindelse med hvad...men her kommer det, og nu er du advaret, Rasmine, - du er selv ude om det ;-)

Først er jeg vel belastet af at være af han-køn og dermed de påvirkninger der er i ens barndom med hensyn til at lege "cowboj'dere og inderjanere" og så'n. Dernæst har jeg en erindring fra min spæde ungdom (slut-1960érne ?) om en film i sort/hvid jeg så - vistnok i TV (?) - som hedder "Red Badge of courage" (Modets røde kokarde) på baggrund af en bog skrevet af Stephen Crane udgivet i 1895 og som handlede om en ung nordstats-soldat i borgerkrigen, der i sit første slag stikker af og gemmer sig, men siden hen "revancherer sig" og bliver helt. Det var nok første gang jeg fandt ud af at der var noget der hed "Den amerikanske Borgerkrig".

De næste år faldt jeg over emnet i ny og næ og læste om det sådan løseligt, som med så meget andet jeg falder for. Men det satte da tanker i gang om hvorfor borgerkrige opstår.

En gang omkring min 28-30 års alder, sidder jeg sammen med nogle mennesker i godt selskab og snakker om samfundsomvæltninger og om hvilke, der havde størst indflydelse eller påvirkning på de berørte mennesker. Jeg har på daværende tidspunkt følgende teori:

1. Den franske revolution: OK - adelen og kongen mistede, ud over hovederne en masse privilegier, men disse blev genindført igen af Napoleon og senere konger. For den almindelige franskmand - især dem der ikke boede i storbyerne - mener jeg ikke, at der var den store mærkbare forskel på dagligdagen.

2. Den russiske revolution: I grove træk, kan man vel bare sige, at Zaren og Adelens hersken og bestemmen bare blev udskiftet med de kommunistiske lederes "diktatur". Før trællede bonden og arbejderen for fyrster m.m.; nu trællede de for "proletariatets fremme" i kollektiver o.s.v. Det almindelige menneske i Rusland mærkede nok ikke den store forskel på sin dagligdag og sin frihed (eller mangel på samme).

3. Nazi-Tyskland: Efter en samfundsomvæltning og kaos efter 1.verdenskrig, kom nazisterne til magten sådan nogenlunde demokratiskt. Istarten meget positivt for den almindelige befolkning m.h.t. levestandardsforbedringer og "afskaffelse" af arbejdsløshed. Derefter mærkbart (men formentligt en del stadigt støttet af befolkningen) overgang til diktatur med enorme restriktioner af enhver art og sidenhen kaos og krig for efter krigen at ende i et "wirtschaftswunder" op igennem 50- og 60'erne med fuldt demokrati.

4. Jerntæppet i Øst-Europa: Her var der nok mange store mærkbare ændringer. Mere i nogen af de øst-europæiske lande end andre. Positive ting men også negative ting.

(her vil jeg lige bemærke, at vi på daværende tidspunkt endnu ikke havde hørt rigtigt om Mao's Kultur-revolution eller forstået den fulde effekt omkring f.eks. Pol-Pot's Campuchea (Kambodja) o.s.v.)

5. Den amerikanske Borgerkrig: Her var noget......;-) Her mente jeg, at her var en meget vidtgående samfundsomvæltning som havde enorm indflydelse på 2 befolkningsgrupper inden for en meget kort årrække og som den dag i dag, på mange områder, stadig har sine efterklange.

Jeg mener:

Samfundsstrukturen havde i sydstaterne været som den var i små 2-300 år. Ingen særlig industri men meget landbrug og plantager. Et hierarki opbygget med de få rige øverst (dem som ejede mange slaver), dernæst borgerskabet = forretnings-, handels- og embedsfolk (få slaver) og endelig arbejdere, ansatte og farmere (meget få eller slet ingen slaver) og dette system var accepteret og respekteret både oppfra og nedad men så sandelig også nedefra og opad. Flertallet, ca. 85 % af hvide i syden, ejede ingen slaver, men systemet var anerkendt. Sådan var det og sådan havde det altid været og det fungerede for høj som lav (slaver undtaget for de flestes vedkommende).

Krigen varede fra 1861 til 1865 og på denne relativt korte periode, blev hele syden totalt omvæltet og økonomisk nedlagt samtidigt med at samfundsordenen blev totalt ændret. De rige var blevet fattige, alle var udenfor indflydelse, slaverne var blevet ligemænd (på papiret). Og den dag i dag, er der en del i Sydstaterne der mener, at de er med i unionen af "bitter nød" og fordi det ikke kan være anderledes (man bliver lidt overrasket over hvor mange "lost causers'" der er dernede, når man sådan læser om det idag i dagens USA). Ikke at de ønsker sig slaveriet genindført - på ingen måde og langt fra - men de føler sig regeret "oppefra" Nord af.

Jeg begyndt så at læse nærmere om hvorfor krigen kom, altså alle årene forinden 1861 og det både om de politiske og de økonomiske forhold i USA på den tid. Spændende læsning.

Det slog mig, at da sydstatsrepræsentanterne begyndte at tale om løsrivelse fra Unionen, så var der opbakning - endda stor opbakning - fra "underklassen", altså arbejdere, ansatte, små landmænd o.s.v. Og hvorfor var der så det ? De fleste mente simpelthen, at Unionen ikke skulle blande sig i de enkelte staters "indenrigsforhold". Det kunne godt være man var med i en Union (USA), men man var så sandelig "sit eget land" (Virginia, Alabama, Mississipi, North Carolina, South Carolina, Arkansas, Texas, Georgia o.s.v.) først og fremmest. Og det skulle ingen (Unionens-regeringen i Nord i Washington) ikke blande sig i.

DET var lidt overraskende, at også menigmand var for at udtræde af Unionen. Og man nærede meget stærk loyalitets-følelse for sin hjem-egn (hjem-stat). Og derfor meldte man sig under fanerne. Godt nok var udspringet politik og økonomi på et plan som den menige sydstatsmand dagligt ikke mærkede noget til; det var jo de rige, der styrede det i det daglige. Men menigmand meldte sig IKKE for at kæmpe den rige mands kamp. Det var en fælles kamp, for retten til selv at bestemme, for loyalitet mod hjem-staten. Det var lidt overraskende at finde ud af. Der var også tale om stolthed, stor stolthed, for at være med til at forsvare hjem-staten.

Så faldt læsningen efterhånden på selve kamphandlingerne. Igen, hvorfor melder man sig til at kæmpe med fare for at blive dræbt selv. Lidt af det er allerede nævnt. Ære og stolthed er en stor del af det, der fik dem til at stille op.

Og hvordan ind i helvedet føler man så det, når man på rad og række, vandrer hen over en slagmark mod en fjende, der gør det samme, stopper op, sigter og skyder på omkring 100 meters afstand af hinanden UDEN at dukke sig eller smide sig i dækning når fjenden gør det samme ? Hvad var det for en måde de kæmpede på ? Hvorfor sådan ?

Og hvorfor var Sydstaterne så suveræne i borgerkrigens start på trods af deres færre antal og deres dårligere udrustning i forhold til Nordstaterne ? Lidt af forklaringen kan simplificeres således med sammenligning her til Danmark:

Førstefødte søn arver gården eller virksomheden. Søn nr. 2 og/eller 3 bliver politimand.....i DK ;-)

I Syden var det lidt det samme. Førstfødte arvede og søn nr. 2 og/eller 3 valgte så tit at søge om optagelse på et af Militær-akademierne (West Point er vel det kendteste akademi) for at uddanne sig til officer. Da de enkelte sydstater så efter tur brød ud af Unionen, så valgte de officerer, der var fra sydstaterne af, også at træde ud af US Army for at tilslutte sig deres hjemstats hastigt oprettede militær-enheder. De fleste - og de bedste - af officererne i US Army var Sydstatsfolk og derfor havde Sydstaterne i starten det taktiske overtag, da de havde de fleste uddannede officerer.

Og hvem var så de mennesker eller officerer så ? Jo - Syd tabte som bekendt (og godt for det, synes jeg) borgerkrigen. Efter krigen diskuterede man i Syd så enormt meget HVORFOR man havde tabt og hvis skyld det var, at man havde tabt. Mange af de deltagende officerer skrev så deres memoirer/erindringer med mange gode beskrivelser af deres gøren og laden samt forklaringer og også en del bortforklaringer på hvorfor o.s.v. Der er rigtig mange erindringsbøger skrevet af sydstatsofficerer, endda rigtig mange, og til gengæld er der meget få skrevet af nordstatsofficerer.

Når man så læser disse bøger (erindringer/memoirs), så lærer man disse mennesker meget godt at kende. Man lærer om deres opvækst, deres opdragelse, deres æres-kodeks, deres stolthed, deres moral, deres religiøse tanker, deres loyalitets-begreber, deres personlige mod, deres selvopofrelse, nogens fanatisme, deres bevæggrunde o.s.v. På mange områder er det dybt fascinerende at lære det at kende. Det er jo en hel anden tid og meget anderledes hvad angår alle de værdier de havde dengang i forhold til idag....og især i forhold til os danskere, synes jeg. Og det er både officererne men også de menige sydstatssoldater, der havde det sådan.

Når man så læser videre og især om selve kamphandlingerne og slagene i de meget detaljerede og dokumenterede bøger der er skrevet i dag (de sidste 50 år), så finder man ud af, at ret mange af sejrene - eller nederlagene - skete på baggrund af overvejende 2 ting, nemlig den ene parts personlige mod og vilje og den anden parts fejl...........eller at balancen tipper over p.g.a. tilfældigheder.

Der var heller ikke nogen front, der blev kæmpet ved. Det var hær-enheder på størrelser mellem 10.000 og 100.000 mand, der drog rundt og kæmpede mod hinanden i enkelt slag eller flerdages-slag og kampagner. Transport foregik til fods, først sent i krigen benyttede man tog, for at komme frem. Det var store afstande man gik. Kommunikation foregik pr. kurer med hest. Først sent kom telegrafen ind i billedet. Alle forsyninger blev transporteret frem pr. heste-vogn i enorme vogn-tog og også disse over 100-vis af km. Tænk at skulle forsyne de mange spredte hære og enheder; det har været et enormt forsyningsmæssigt og logistiskt arbejde. Ofte levede man af landet undervejs. Man tog simpelthen hvad der var af landbrugsvarer undervejs og konfiskerede/stjal.

Alt i alt er der simpelthen så mange ting, der er spændende ved den krig. Som sagt er der mange bøger og det er faktiskt den første store krig, der er beskrevet så godt af dels de deltagende soldater/officerer og dels af eftertiden, ligesom det er den første rigtige krig, hvor der var krigskorrespondenter der skrev til aviserne. Og også den første krig der blev dokumenteret via fotografiet's fødsel.

Jeg ved ikke om det er en fyldestgørende forklaring, Rasmine, men det er et forsøg derpå.

Og jeg har nøjagtig det på samme måde med hensyn til Guldalderen og anden kunst; du har jo andetsteds set min bogliste over det, om møbelarkitektur, om.....ja - om mange andre ting, som jeg interesserer mig for.

Jeg er sgu' nok lidt nørdet og kunne nok blive ved med at skrive og snakke om det.....hvad det nu måtte være.

Under en af de allerførste Guldalder-udstillinger der var her - den første Golden Days Festival ? - var Lillemor og jeg på Statens Museum for Kunst og se den store udstilling der. Der var ikke gået mange split-sekunder, så fortalte jeg Lillemor - når vi stod foran de forskellige billeder - detaljeret om dette, dets tilblivelse og om maleren o.s.v. Jeg lagde godt mærke til, at der var mange mennesker til udstillingen. På et tidspunkt opdager jeg, da vi går fra et billede i en sal til næste sal, at der står mange mennesker og kigger på det billede vi lige har forladt og som jeg har snakket om til hende. Lidt senere opdager, da vi er ved at være færdige med udstillingen, at folk har fulgt med. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn, for Lillemor griner og fortæller mig, at jeg havde haft hele flokken med rundt "på en lytter". Der er endda nogen, der takker mig "for underholdningen" og endda oplyser, at de troede at jeg var en "officiel guide" på udstillingen, så derfor var de fulgt med rundt.......

Igen - jeg er sgu' nok lidt nørdet, når jeg først går igang med noget der interesserer mig.

For øjeblikket læser jeg.......

.....denne mursten, på engelsk selvfølgelig:

på 544 sider og som vejer knap 3 kg, så det er IKKE en bog, man tager med i seng og læser. Nu er det jo ikke den eneste bog jeg har læst om dette specielle emne - Slaget ved Gettysburg 1.-3. juli 1863 - men nok den mest nørdede, detaljerige, specifikationsfyldte, kortfyldte o.s.v., o.s.v. bog af dem alle....og DET er lige mig ;-) må jeg tilstå. Om det er om Den amerikanske borgerkrig, om Guldalderkunst, om Johannes Larsen, om dansk møbelarkitektur, biografier, om polarekspeditioner (slæde-rejser) eller af det meget andet jeg interesserer mig for, så elsker jeg simpelthen at fordybe mig i detaljer og petitesser. Sådan er jeg bare.

Når jeg ser et maleri f.eks., så er det ikke nok bare at se maleriet, så må jeg simpelthen også vide noget (en masse) om kunstneren; hvem var han, hvem var hans familie/hvor "kom" han fra/af, hvorfor malede han som han gjorde, hvad tænkte man dengang, hvordan levede man dengang, hvem var hans omgangskreds/kolleger/familie o.s.v., o.s.v. Og det kan så hurtigt hurtigt - hos mig - gribe om sig, hvilket kan afspejles i min bog-reol.

Og med hensyn til bogen nævnt ovenfor ? Jo - de knap 3 dage jeg tilbragte i Gettysburg i sommer med at se og vandre slagmarken igennem, har nok ikke været nok. Jeg påtænker at "smutte derover" igen - måske allerede næste sommer, når Lillemor smutter til de svenske fjelde opppe nordpå og vandrer videre på Kungsleden........måske....formentlig....måske....nu får vi/jeg at se....

Kvindelige sports-reportere.....tsk..tsk...

Nu er JEG ikke en gammel gris, men når jeg ser sport i fjernsynet, så foretrækker jeg seriøse reportere - altså folk der kan den sport de kommenterer eller laver interwiev´s for/til.

De absolut værste eksemplarer har TV3 stået for, da de for nogen år siden fik rettighederne (Gud ske lov, at de ikke har dem mere) til at vise Ishockey A-VM herhjemme. De havde - i tidens ånd ??? - ligeberettigelsens ånd ?? - satme indhyret nogen kvinder, der intet, ABSOLUT INTET - vidste om ishockey. Dels var der en allerede landskendt sportsvært, som skulle stå for "underholdningen med eksperter" i studiet og dels havde de en pige (blondine for at det ikke skal være løgn). Hende i studiet klarede det sådan lidt under bare OK - hun havde en hvis erfaring i sportsværts-jobbet, men hende, de havde sat til at interwieve spillerne FØR kamp, i hver periode-pause og efter kampen, hun anede INTET, gentager ABSOLUT INTET om ishockey. F.eks. kaldte hun den der tingest de spiller med - pucken - for bolden !!!! og sagde også halvleg når det hedder periode. En eller anden ishockey ukyndig person må have skrevet spørgsmålene til hende; dels var spørgsmålene elendige og dels fattede hun enten ikke svarene eller opdagede at hun allerede havde stillet spillerne det samme spørgsmål lige inden. En af dem blev "meget træt" og sagde direkte til hende, at det her, det gad han ikke....for havde hun overhovedet set kampen ???

Lige nu verserer der en sag i USA i NFL (amerikansk fodbold), idet en kvindelig - meget kvindelig - sports-reporter føler sig forulempet af samtaler mellem spillere som hun har overhørt, af tilråb eller udråb fra spillere og noget saftigere forslag fra fans. Nu er det sådan, at et NFL-hold består af op til 40 mand til kamp + 8-10 trænere, en flok hjælpere og en medicinsk stab...vel alt ialt en små 70-80 mand. Til træning er der yderligere 20 spillere (en brutto-trup er på max. 60 mand). Og for jer, der ikke ved det, så er det en ekstrem fysisk krævende og ekstrem psykisk krævende sport. En REN MANDE-VERDEN, hvor TESTOTORONEN flyver rundt i mande-hørm m.v. Det samme gælder f.s.v. også i Basket-ball og i Ishockey, som hun også jævnligt dækker.

Nu føler hun sig forulempet i sit/på sit arbejde !!!!!! Helt ærligt, jeg kan stadig huske hvorfor man fløjter efter en pige og det kunne jeg altså godt finde på, hvis hende her kom forbi sognet her. Måske ville jeg bare løfte øjenbrynet (man skal jo ikke overanstrenge sig) eller bare kigge. Men jeg forstår godt hvis der veksles bemærkninger mand og mand i mellem.....

Hun optræder også som fotomodel for diverse blade, så hvordan er det lige det hænger sammen ???

Prøv nu at se billederne nedenfor og det er altså hendes "arbejdsdragt" hun er i og som hun møder op i......

Navnet er Ines Sains.....

Ugen, der kommer.....

...bliver noget travl. Dels er der (igen) fravær på min arbejdsplads, så der skal (igen) løbes hurtigere.....og så står den ellers på ishockeykamp Tirsdag aften, Grundejerforeningsbestyrelsesmøde - jeg er faneme blevet valgt til kasserer, hva' gir' I ? - om Onsdagen og dagen efter, Torsdag, står den på Ballet (Svanesøen) som tilskuer vel at mærke, i Operaen på Holmen.

Slaget ved Antietam eller Sharpsburg.

I går d. 17. September og for 148 år siden, fandt det blodigste enkelt-dags slag sted under den amerikanske borgerkrig.

Sydstatshæren under General Robert E.Lee var draget nordpå for at føre krigen ind på Nordstaternes område og i dette tilfælde blev krigsskuepladsen den lille by Sharpsburg i den vestlige del af staten Maryland.

På denne dag, d. 17. september 1862, stødte hærene så sammen i det, der skulle vise at blive det blodigste enkeltdags slag under hele borgerkrigen.

Hele 23.000 "casualties" var det samlede tab for begge hære på denne ene dag, da "regnestykket" blev gjort op et par dage efter.

23.000.............23.000......det er tal, der er ufatteligt og altsammen indenfor en dags kampe i det slag.

MIN kommune = Herlev, er på 26.500 indbyggere. Det sætter tallet noget i relief, hvis man kan sige det.

Når overskriften nævner 2 navne, er det fordi at Sydstaterne og Nordstaterne havde forskellige navne for samme slag. Antietam er en lille flod og det er den Nordstaterne navngav slaget efter. Byen - den nærmeste - hed Sharpsburg og det er efter denne Sydstaterne navngav slaget.

Et andet eksempel er åen/den lille flod Bull Run (Nordstatsnavnet for et et slag der) mens Sydstaterne navngav det samme slag Manassas efter nærmeste by.

Men 23.000........

Jeg besøgte Antietam - Sharpsburg i Maj 2012 og der er et par billeder her - udover en masse fra Gettysburg bl.a. - i dette indlæg - Tryk på denne her linie.

Seminar i Fredensborg

For første gang nogensinde - tror jeg nok - har jeg været i Fredensborg, I ved - der hvor Kongefamilien har deres faste sommerbolig og hvor Frederik og Mary hidtil har boet fast.

Jeg var nemlig på seminar der - Torsdag og Fredag - med min arbejdsplads og modsat de forrige seminarer, så var der det udsædvanlige, at vi var hele 2 mænd med på Seminaret.........med 21 kvinder.
Vi boede på Fredensborg Vandrehjem, som ligger på Østrupvej, en sidegade til Slotsgade, helt oppe ved slottet og selvfølgelig var vi lige oppe at "hilse på"......men de var vist ikke hjemme. Der gik godtnok nogen Livgardere, men vi mødte ingen af de royale.
Vi gik rundt om slottet og ind i Slotsparken og den er flot. Ovenover ses et billede af slottet fra Parksiden og drejer man sig 180 grader, så har man udsigten som vist nedenfor ud/ned til Esrom Sø. Det er flot syn - Hele parken er fyldt med statuer og fallos-lignende statuer o.s.v. Og som sagt - det er ret flot.
Der står 2 statuer - som det ses ovenfor - indpakket i plastik, da de p.t. er under renovering.

Neden under ses bare en flot stor beskåret og delvist fra neden af udgået Fyr.

Nåh ja - Seminaret.......det gik udmærket. Vi fik snakket om en masse relevant arbejdsmæssigt og planlagt kommende strategier o.s.v.

Og vanen tro, så drak nogen af kollegerne "sig i Hegnet Torsdag aften"...og det er jo herligt, at lære kolleger at kende på en anden måde, end som man kender dem i det daglige. Og bemærk - de fleste er altså kvinder......og det var dem i Hegnet også :-D

...og for pokker, der var nogle "sølle skrog" her Fredag morgen, men dagens program blev afholdt uden problemer......hæ-hæ....

På kunst-turné på Fyn - i Syberg-land bl.a.

Idag Søndag, i dette pragtfulde vejr som det har været i dag, ja - så tog Lillemor og jeg på Langfart til Fyn. Faaborg Museum, som blev grundlagt i 1910, har en 100 års Jubilæums-udstilling. Og den gad jeg godt se, da - bl.a. mange af mine interesser er Fynbo-malerne og især Johannes Larsen - denne udstilling skulle være vidtfavnende og bl.a. med - jfr. avis-omtaler - en original-ophængning som da museet blev åbnet.

Lad det være sagt med det samme; original-ophængningen er i grundlæggeren Mads Rasmussens lejlighed og er da historisk OK men ellers gør den ikke meget "sjov" af sig....bortset fra at det er Fynbo-malere ;-)

Det er altid imponerende at komme ind i forhallen og se Kai Nielsens kæmpe-imponerende statue af Mads Rasmussen. Herunder fotograferet så jeg får lys-indfaldet med fra oven af.

Hovedsalen i museet. Altid fint at se. Og fedt med den "oprindelige" væg-maling som man havde det dengang.

Fint med Kaare Klindt stolene. Dog - i eller på dem ligger en seddel med påskriften MAX 80 kg. Og så er undertegnede udelukket fra at SIDDE ned og nyde billederne ;-)

Peter Hansen dejlige billede af avislæsende Københavnere. Altid i den her lidt tørre male-måde.

Og herunder Johannes Larsens pragtfulde billede "Bygevejr ved Tårby-stranden". Det er altså nogen fede små krabbe bølger, der er på billedet.

Efter at have nydt billederne der,

Vi tog så tilbage over Fyn og til Kerteminde. Hold da op et kaos der var der. OK - det var sidstedagen af VM for vindsurfere, så det var derfor der var så mange biler og telte nedenfor ved havnen.

Årsagen til Kerteminde turen var simpelthen at se udstillingen "Syberg-landet" om/med Fritz Syberg på Johanes Larsen Museet. Og her konstaterede vi, at ikke alle biler og busser var til Vindsurfing VM ;-) Museet var sort af besøgende.

Nedenfor et af Sybergs mest berømte billeder "Aftenleg i Svanninge Bakker". Det er meget større end man lige tror.

Der var altså en masse billeder af Syberg, men det var svært at komme til at tage nogen billeder. Jeg ved sgu' ikke hvad det er med folk på kunst-udstillinger; de er totalt uden hæmninger. Bedst som man står og kigger på et billede, så vader folk bare lige ind foran en for at se på det samme billede. Idag var vi også flere gange ved at blive "kørt ned" af ældre damer - der var nogen stykker - og deres rollatorer. Det virker som om, at fordi man har rollator, ja - så har man bare fortrins-ret til alt.

I gennem vist nok 10 år pakkede familien Syberg - 2 voksne og 6 børn og 1 barnepige - deres habengut og drog ud til Fyns Hoved hvor de boede i 2 af Fritz Syberg byggede og opstillede skure. Imponerende at de har kunne være der. Og hvorvidt de har været 6 børn fra start af ved jeg ikke, men når man ser hvor tæt hr. og fru Syberg har ligget i de skue, så forstår man godt at det er blevet til 6 børn med tiden ;-) . I parken har man rekonstrueret skurene i de nøjagtige mål og såvidt muligt med den samme indretning.

Bemærk de folk der står ved skurene. Så kan man se størrelsesforholdet. Nedenfor et maleri af Syberg af "sommer-boligen".

Johannes V. Jensen skrev et pragtfuldt digt - jeg mener at kunne huske at det var ham - om frokosten. Når man læser digtet kan man ligefrem smage maden, øllen og brændevinen. Syberg lavede et maleri direkte inspireret af Jensen's digt. Pragtfuldt.

Og ja - det blev jo også til lidt læse-stof. Erland Porsmose ny-udgive - til lejligheden - bog om Fritz Syberg blev erhvervet for kr. 350. Den glæder jeg mig til at læse. Er sikker på, at den er ligeså god - måske - som Porsmose's bog om Johannes Larsen (nederst) som selvfølgelig allerede befinder sig i biblioteket derhjemme :-)

Herunder bogen om Johannes Larsen - de er i samme format og tykkelse.

Dagen sluttede med is på /ved havnen og sidenhen hjem, hvor vi arriverede ca. 17,45. En dejlig dag i et godt vejr med en masse superfede billeder.