lørdag den 31. december 2016

Det årlige Nytårsbrev.. :-)

Jeg bor jo i resterne af det landlige Hjortespring her i sognet. Da vi flyttede ind, så var det jo en splinterny rækkehusbeboelse beliggende hvor der tidligere havde været gartneri. Nabohuset er et gammelt nu nedlagt Landvaskeri, hvor der i gamle dage var ansat op til 8-10 unge damer/piger. I dag eksisterer kun ejerens hus...eller snarere en længe deraf. Derudover ligger der en rest af en gammel bygning. Uden at vide det med sikkerhed, så bor den nu meget gamle sidste ejer (vistnok datter eller endog barnebarn af Landvaskeriets grundlægger) i "hovedhuset" og hendes søn bebor den mærkelige rest-bygning bagved.

Jeg startede jo med at arbejde her i sognet i 1972 og kan huske at meget af det gamle Hjortespring stadig var landbrugsland; vidtstrakte marker og mindre gårde og også moseområde. Sidstnævnte eksisterer stadig og det er der hvor jeg går mine ture. Jeg kan også huske, at den gamle Landvaskeribygning lå der, dog nu nedlagt som sådan. Bygningen var støttet med svære store tømmerstokke lands alle sider, så den ikke faldt den ene eller den anden vej. I hvert fald 10-15 år stod den sådan helt forfalden med de der støtte-tømmer-stolper før end den blev revet ned. Også et par andre gamle bygninger på grunden forsvandt, så der nu kun er det omtalte hovedhus og den mærkelige bygning med rester af mure tilbage. Da vi flyttede ind, var hovedhuset sat helt i stand; ny-kalket med malet bindingsværk, nyt strå-tag (kun på den ene side ud mod Gl.Klausdalsbrovej) og haven renset og pæn med ny lav hæk og hvidt lavt stakit.

I dag, knap 7-8 år efter, er det totalt misligeholdt igen. Det hvide hus virsker "skiden", stråtaget virker frønnet og mos-belagt, hækken vokset op og haven ligner jeg ved ikke hvad tilgroet og fyldt med ragelse ligesom indkørslen, hvor der også står nogen gamle biler punkteret o.s.v. Sønnen virker til at være sådan en "samler-type" desværre. Man ser sjældent beboerne = sønnen, måske kun et par gange om året.





Som det ses på billedet, er der et nyt rækkehusbyggeri i gang bag og ved siden af huset.


Og nu kommer jeg så til sagen :-)

Hvert år på denne dag, d. 31. December, ligger der i vores postkasse et brev fra sønnen. Jeg tror I kan læse det ved at klikke på det. Det er nogen år kun en halv side, andre år 3/4 side, et enkelt år har det været beskrevet på forside og noget af bagsiden også. I år er det bare en hel A4-side. Altid lidt lokal-historie her fra Hjortespring og altid, gentager ALTID meget interessant at læse.

Og hvert år slutter det så med en bøn om at holde loven med hensyn til at skyde fyrværkeri af i nærheden af stråtækte ejendomme.

Husk at klikke på det for at se det i læsbar størrelse :-)




Brevet er affotograferet med mit mobiltelefonkamera, hvorfor den dårlige kvalitet.

(og turen i dag i mosen gav pænt med Dompap's, Bogfinker, Vindrosler, Gærdesmutter, Sjaggere og et par Spurvehøge).

Fortsat Godt Nytår 2017 til alle.

1 kommentar:

  1. Forfaldet er trist, men brevet er fint.
    Forhåbentlig blev reglerne overholdt så huset står endnu.
    Godt 2017.

    SvarSlet