fredag den 4. november 2016

En slags status på et-års jubilæet som pensioneret embedsmand :-)

Jeg stoppede jo, efter 43 år og 3 måneder på samme arbejdsplads, med at arbejde Fredag d. 30.oktober sidste år, i 2015. Dagen efter, Lørdag d. 31. Oktober 2015, blev jeg 60 år og kunne således gå på pension om Søndagen d. 1. November 2015.

Nu er der gået 1 år og nogen dage.

Det var jo sådan set ikke med vilje, at jeg stoppede; det var ren overlevelse for ikke at gå helt i stykker. Min arbejdsplads havde de sidste ca, 1,5 år udviklet sig til et helvede, så godt tilskyndet af Lillemor fik jeg taget mig sammen og sammen med min Tillidsrepræsentant fik jeg forhandlet mig frem til en aftrædelses- og pensionsordning som jeg er meget glad for.

Og hvad så, der d. 1. November 2015....hva' så...?

Jo - jeg havde i forvejen besluttet, at de første 3 måneder ville jeg betragte som ferie og se at få ordning på mine sovevaner og få ro på mig selv og komme i balance. Det lyder spøjst, men at have sovet dårligt i 1,5 år p.g.a. arbejdet, ikke at vide hvad man skulle lave når man mødte (jo - JEG havde planer for dagen, men de blev stort set ændret hver eneste dag p.g.a. afdelingens sygdom og fyringer og især dårlig ledelse) at have været ramt af stress-symptomer et par gange, at være frustreret hver dag om morgenen og også når man kom hjem o.s.v., o.s.v.. Faktisk har det overrasket mig, at jeg har været meget længere tid om at komme ned i gear; de 3 måneder blev nok snarere til en små 10 måneder. Først nu føler jeg at jeg har fået ro på systemet og kommet i ro med mig selv.

Som det kan ses af ovenstående afsnit, så tænker jeg ind i mellem stadig på min gamle arbejdsplads og hvorfor det gik som det gjorde. Kort kan jeg sige, at der igen skal ske omorganisation, at min chef er blevet fyret (hurra), men også at den organisation der nu skal ændres, at der er 6 ud af 8 personer nu er væk (2 fyret p.g.a. chefens idioti, 2 valgte at gå på pension og 2 har fået nyt arbejde) og at det efter sigende er ret kaotisk stadigvæk med nye ansatte. De 2 tilbageblevne "gamle" ansatte er begge personer i fleksjob med begrænset arbejdstid og begrænsede arbejdsopgaver. 

Men altså....i de første 3 måneder gik jeg små-ture her i sognet, tog ind til byen og gik på museer og i antikvariater eller rundt på opdagelse i baggårde og stræder og pladser. Altså en slags ferie som turist i egen by.

Jeg har kigget lidt tilbage på min kalender og bl.a. bemærket følgende:

I november 2015 var jeg og Lillemor i Paris (der var terrorangreb da vi var der).

I December 2015 holdt Lillemor og jeg Juledagene i Esbjerg hos sønnen og svigerdatteren.


I Januar 2016 var Lillemor og jeg på forlænget weekend i Esbjerg.


I Februar 2016 var Lillemor og jeg på forlænget weekendophold i Fredericia.

I Marts 2016 var Lillemor og jeg på forlænget weekend i Esbjerg.


I April 2016 var Lillemor og jeg på forlænget weekend i Esbjerg.


I April 2016 var Lillemor og jeg på forlænget weekend i Ribe.


I Maj 2016 var Lillemor og jeg på Bornholm i en uge.


I Maj 2016 var Lillemor og jeg på forlænget weekend i Christiansfeld med sønnen og svigerdatteren.


I Juni 2016 var Lillemor og jeg på sommerferie i Normandiet og Bretagne.


I September 2016 var Lillemor og jeg på forlænget weekend i Esbjerg.

I Oktober 2016 var Lillemor og jeg på forlænget weekend i Frederikshavn m.m.


Så lidt rejseaktivitet har der da været.


Derudover en del heldagsture ud i det ganske danske land med Lillemor, 2 hele "Bror-dage" med min storebror, 1 dagtur til Kerteminde sammen med Rasmine, 2 fugleture til Sverige (Traner og træktur).

Balletter og operaer er det også blevet til.

Jeg har fulgt 3 forelæsningsrækker på Folkeuniversitetet og skal i gang med en 4. lige om snart.

Her den seneste halvanden måneds tid fast gået en tur hver formiddag (når jeg ikke har været inde til byen) på ca. 10 km eller mindst 10.000 skridt om dagen eller ca. af 2 timers varighed.

Hvad jeg ikke har fået lavet så meget af er desværre at tegne og male.....men det kommer nu, når dagene nu er blevet mere struktureret. Til gengæld har jeg hver dag fået læst en masse bøger og på et tidspunkt abonnerede jeg på 2 aviser, nemlig Weekend-avisen og Kristeligt Dagblad....ja - I læste rigtigt....Kristeligt Dagblad. På Facebook har alle aviser en side med links til diverse nyheder og artikler. Faktisk blev jeg overrasket over Kristeligt Dagblads artikler, som meget går på deres slogan om Tro, Etik og Eksistens. Jeg er ikke medlem af Folkekirken eller nogen anden religiøs forening. Dog finder jeg mange af Kristeligt Dagblads artikler interessante bl.a. fordi der er mange samtale-/interview artikler med høj som lav som kendt som ukendt og dem kan man forstå mangt og meget om vores samfund af.

I det hele taget er jeg uendelig tilfreds med at have taget valget og gået på pension. Som jeg siger, er det den 3. bedste beslutning i mit liv; den bedste var den at "slå pjalterne sammen" med Lillemor i 1972 og den næstbedste var at blive far, at få et barn, min søn, i 1979.

Jeg er sikker på at det næste år bliver oplevelsesrigt på alle måder.

2 kommentarer:

  1. Det tager på en, når man ikke har det godt med sin chef. De sidste otte år, før jeg var så heldig at blive sagt op som luksus og blive tilbudt en konsulentaftale i stedet, var jeg ansat et sted, hvor jeg ikke havde det ret godt med diverse 'omstruktureringer' og skiftende chefer. Jeg var træt i to år.

    Det er jo herligt, at du er glad og tilfreds med din nye tilværelse og har mod på nye oplevelser.

    Til lykke med det hele!

    SvarSlet
  2. et er interessant læsning. Det er hverken godt for ansatte, kunder og skatteydere når offentlige arbejdspladser præges så udtalt af ineffektivitet og ledelsesmæssig inkompetence, og der er ikke noget at sige til, at det har været plagsomt at være på arbejdspladsen den sidste tid.
    Det er ret indlysende at beslutningen om pensionering var den rette på det tidspunkt. Ingen takker jo nogen for at gå ned med flaget.
    Det er let at forstå at det har taget en rum tid at indrette sig på de ændrede vilkår, og det ser jo ud til at balancen er ved at indfinde sig, bl.a. med en god, lang fodtur mange dage.
    God fornøjelse med det næste år.

    SvarSlet