søndag den 4. september 2016

Lille smuttur til Esbjerg...ishockeykamp og Vadehavsfestival 2016...

Her i weekenden - fra Fredag til Søndag - var Lillemor og jeg lige en smuttur i det jyske for at besøge knægten og svigerdatteren.
Dog startede vi med at køre hjemmefra og direkte til Herning, idet Esbjerg Energy - hvor vor søn er assisterende træner - skulle spille ishockeytræningskamp i og mod Herning Bluefox. Herunder ses et enkelt snapshot af opvarmningen før kampen.
Efter kampen mødte vi knægten i cafeteria'et og han kørte så med os hjem til Esbjerg, mens resten af holdet kørte med spillerbussen. Vi var i Esbjerg ved ca. 23,30.

Næste morgen aftalte vi, at vi ville spise hjemme for en gangs skyld, idet jeg skulle stå for hovedretten - min super frikadeller med brun sov og kartofler (de 2 sidstnævnte ting stod knægten for) - og svigerdatter og Lillemor stod for desserten i form af Hindbærtærte lavet fra bunden af. Søn, svigerdatter og Lillemor gik ud og købte ind og jeg frekventerede lige de 2 lokale boghandler og fik da købt lidt. Efter indkøb kørte vi afsted til Blåvand (-s Huk), fordi jeg havde set, at der var Vadehavsfestival 2016 og at et af de mange arrangementer var, at der ved Blåvand var en kunstudstilling af landskabsskulpturer ved havet/på stranden.
På ved mod Blåvand passeres i udkanten af Esbjerg Svend Wiig Hansen's 4 kæmpestore hvide mandsskulpturer; med lokal Esbjerg-lune i daglig tale kaldet "4 hvide mænd på lokum".
Vel ankommet til Blåvand Fyr gik vi op i klitterne for at komme ned på stranden. Oppe fra klittoppene kunne vi se en del af de omhandlede strandskulpturer:


Disse store gymnastikbolde - Pilates bolde ? - var inde i et gitter som med en kæde var forankret i sandet, således at man kunne rulle gitret med bolden i i en cirkel. Det gav et flot mønster. Folk gik rundt og trillede boldene rundt. Et sted var vi i nærheden af nogen af de mange Bunker's, der er tyske efterladenskaber fra 2. verdenskrig. På en af dem var malet en stor abe-lignende figur (husk at trykke på billederne for at dem i større størrelse).
At en del af stranden er militært område ses af de mange skilte der adskiller den almindelige strand fra det militære område.....som man dog gerne må gå på når der ikke er skydeøvelser:
Som sagt var der mange landskabsskulpturer. Herunder ses en 4-del af en landskabsskultur i klitterne bestående af hvide plasticvandkander sat på pæle. I kan måske (gen-)kende de nærmeste; vi har sådan en vandkande i en anden farve:
Oppefra fik man et bedre overblik over nogen af de på stranden værende landskabsskulpturer:
I et gammel bunkersfundament var der nedsat 1.040 tome syltetøjsglas på hovedet. Hvert glas indholdt et stykke papir med vistnok nogen bevingede ord på:
Vi sluttede vores vandretur ved Blåvand Fyr. Knægten og svigerdatteren skulle selvfølgelig op og se udsigten. Vi "gamle" blev på jorden og nød det gode vejr og udsigter. Vi fik at vide, at der var 170 trin op i fyret.
Fra Fyret's fod var der flot udsigt over Kallemærsk Hede som området bag Fyret hedder. Der var en del Bunker's at se rundt omkring i landskabet.
Herunder kan ses nogen af de andre Bunker's nærmere ved stranden. For resten kunne man langt ude se Havvindmølleparken ved Horns Rev og bag disse nogen Olie-/Gas Borerigge hvilket var ret interessant.
Herefter kørte vi tilbage til selve Blåvand By og spiste sen frokost på Røgeri med kæmpe tag-selv-silde- og fiskebord. Det var satans lækkert. Og øllet vi fik til...jamendaogså....Vesterhavsbryg.....det kunne ikke blive bedre.:
Bagefter tog vi tilbage til Esbjerg og slog så mave et par timer og slappede af før end u.t. gik i køkkenet og lavede frikadeller.

Her til morgen spiste vi morgenmad, så forlod knægten os, da han skulle til formiddagstræning med holdet her på en højt hellig søndag. Det er fordi, at Holdet her til aften tager til Schweiz fordi de på Tirsdag skal spille kamp i Champions Hockeyleague mod de schweiziske mestre (Esbjerg er jo danske mestre). I den kommende weekend skal de til Helsinki og spille mod de finske mestre.

Efter at have taget afsked med ham, ryddede vi op og pakkede sammen, sagde farvel til svigerdatter og kørte så mod Herlev. Hold da kæft hvor det pis-øs-regnede hele vejen hjem. På Fyn fik vi et stenslag på forruden nede i højre side af forruden; ikke bare en "stjerne" med en revne der gik ind fra siden og ned mod motorhjelmen.  ÆV.

1 kommentar:

  1. Det ser rigtig flot ud med de hvide vandkandefugle. (Jeg har også sådan en vandkande i en anden farve.)

    SvarSlet