mandag den 25. juli 2016

Folkeuniversitet igen-igen....2 foredragsrækker

Så har jeg igen fået tilmeldt mig 2 forelæsningsrækker på Folkeuniversitet i Emdrup.

Jeg ville gerne have tilmeldt en foredragsrække, "Kær's kunsthistorie", men det var allerede overtegnet. Har en ide om, at det er fordi, at det er den fhv. TV-vært Peter Kær, der er forelæseren. Han har jo i en sen alder uddannet sig til kunsthistoriker og har allerede haft et par programmer - skal vi sige i den meget populære del - om dansk kunst bl.a. sammen med Bente Scavenius. Sidstnævnte er sammen med Kasper Monrad og Hans Edvard Nørregård-Nielsen de bedste formidlere i og om dansk kunst.
Den anden foredragsrække er "Dansk Designhistorie" i det 20.århundrede. Det glæder jeg mig meget til. Det er om møbler, logo'er, industrielt design, grafisk design og alt andet dansk design.

Som reserve for den overtegnede kunsthistorierække har jeg valgt et noget usædvanligt - og følsomt ? - emne som "Waffen-SS - Europas nazistiske soldater". Det er kun 3 foredrag og de holdes af de danske forfattere og historikere Claus Bundgaard Christensen, Peter Scharff Smith og Niels Bo Poulsen. Disse 3 har indenfor de sidste 10 år udgivet en del bøger om Danmark og 2.verdenskrig. Denne foredragsrække handler om danskere, der gjorde tjeneste i Waffen-SS og især om dem efter krigen.

Jeg har læst en del af deres bøger og de virker troværdige og velunderbyggede. Bare rolig - jeg har absolut ingen sympatier for de nazistiske tanker eller ideologi; hvorfor jeg interesserer mig for det, er det psykologiske aspekt hos deltagerne som f.eks. hvorfor meldte de sig o.s.v. Der er en del bøger af forhenværende danske ss-soldater og disse bøger har en slående lighed med de selvbiografier som amerikanske sydstatsofficerer udgav i årene efter den amerikanske borgerkrig......og disse bøger var nærmest en fraskrivelse af ansvar for at det gik som det gik (det var altid andres skyld), at de havde rene idealer og rene hænder o.s.v.  Forskellen eller hvad man nu skal kaldet det i dag er, at disse danskere jo indtil for nylig jo har gået rundt i blandt os, at vi måske har kendt nogen af dem uden at vide det, at vores forældre måske har kendt nogen af dem/vidst hvem de var.

I den forbindelse vil jeg henlede jeres opmærksomhed på en bog, nemlig "Sønderjylland besat" af Søren Flott, udgivet på Gyldendal i 2015. Heri følger Søren Flott 5 forskellige sønderjyder fra lige før 9.april 1940 til kort efter 5. maj 1945. Jeg blev overrasket over de dansk-tyske modsætningsforhold der herskede blandt sønderjyderne i den periode. Skal jeg sige det sådan, så var der en stærk tysksindet ret stor befolkningsgruppe af sønderjyder....hvilket måske ikke kan undre, idet Nordslesvig/Sønderjylland jo kun havde været dansk i godt 20 år i 1940. Det er en tankevækkende bog at læse og som jeg vil anbefale på varmeste. Ting var måske ikke så sort/hvide, som vi i efterkrigstiden gerne vil have det skulle være.

2 kommentarer:

  1. Er du bekendt med at Sven Arvid Birkeland har skrevet en række bøger om danskere under anden verdenskrig. Han har interviewet en lang række mennesker, og man får her netop indtryk af psykologiske forhold vedr, krigsdeltagelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jørgen.
      Nej - det vidste jeg ikke. Da jeg så navnet Birkedal, blev jeg lidt forvirret, fordi Peter Øvig Knudsen har skrevet en bog om en anden en ved navn Birkedal....som blev henrettet efter krigen....og som hed Ib Birkedal Hansen.

      Jeg må på biblioteket :-)

      Slet