lørdag den 13. maj 2017

Lørdagsgåturen.....

I går Lørdag var det jo et strålende vejr og Lillemor og jeg havde en aftale med Lillemors lillebror og hans kone om at gå en tur i København et sted. Min svoger og svigerinde bor i Nykøbing Sjælland ud mod Rørvig af og det er desværre ikke så tit vi er sammen; dels p.g.a. afstanden og dels fordi svigerinden har 3 døtre der alle bor deroppe og som alle har børn, hvorfor der bruges en del tid på dem. Sådan er det. Men nu skulle det være.

Vi havde aftalt at mødes på en P-plads inde ved Fisketorvet i København og det lykkedes at finde hinanden. Som sagt - det var blå himmel og ret lunt i solen, men det blæste os noget, så ligefrem rigtig sommertøj blev det ikke til. Vi havde besluttet at gå over den ny gang- og cykelbro ved Fisketorvet over til Islandsbrygge og så ellers der ud af i "en cirkel".


Husk at I kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse.


Herunder har jeg lagt et kort, hvorpå er tegnet vores rute ind. Vi startede - på kortet - i nederste venstre hjørne fra Fisketorvet af og gik over den ny bro.
Herunder ses broen fra Fisketorvssiden og over med den lidt sjove runde sammenhængende runde bygning, som rent faktisk er 2 gamle siloer fra den for længst hedengangne fabrik kaldet "Soja-kagen". Disse 2 siloer er i dag ombygget til luksus-ejerlejligheder:
Herunder er vi kommet over på Islands Brygge siden og ser over broen mod Fisketorvet. Som det ses på billedet er det helt nye og moderne bygninger; det er ikke alle bygninger der er faldet arkitektonisk heldigt ud synes jeg.:
Herunder har jeg midt på broen fotograferet havnen mod nord, altså mod Lange- og Knippelsbro, Operaen m.v. Jeg havde også taget et foto mod Sydhavnen (som Fisketorvet nærmest er en nordlig del af), men det blev ikke til noget p.g.a. modlys. Det billede ville ellers have vist en masse moderne højhuse på begge sider af havneløbet.
Lidt henne ad Islands Brygge ses over mod Hotel Marriott og lige over dets tag, ses 2 lyse bygninger som er Tivoli Hotel...eller Hotel Tivoli...hvordan det nu er. Det er noget af en lidt kedelig Sky-line på sin vis, men alligevel nogen spændende bygninger ind i mellem:
Herunder er vi på den ældre del af Islands Brygge. Man kan se de gamle jernbaneskinner i brostenbelægningen. Hist og her har man ladet rester af det gamle industri blive stående som f.eks. et hejse-værk, nogen beton-buer o.s.v. for ligesom at vise hvad der var før. Til venstre på kajen kan man se et af de efterhånden mange Havne-bade der er. Den høje bygning på den anden side til venstre er DanHostel Copenhagen, det fhv. Hotel Europa og også fhv. HK's hovedkontor:
Herunder mere af Islands Brygge bare mod Syd. Her kan man se en af de mange græsplæner der er og som om sommeren er dækket af solbadende og/eller øldrikkende manneskeskarer. Området er meget omtalt; dels fordi de mange mennesker ikke rydder op efter sig og dels fordi der er mange larmende arrangementer - offentlige eller spontant opståede - som larmer og holder beboerne vågne. Det er ellers et fint område:
Henne ved den første af de 2 store gamle broer, Langebro, var der lagt en masse blomster og lys-kærter. Det er mindesplads for de 2 unge amerikanske kvinder, som lige netop her blev dræbt af en idiot på en vandscooter.
Nogen vil nok efterhånden betegne mig som en "sur gammel mand" og det tager jeg som en hædersbevisning; det har trods alt taget mig ca. 60 år at nå der til og det er bl.a. på grund af "tiderne" og især ungdommen i dag, som mange ofte tilhører Mig-Mig-Mig generationen, den såkaldte Curling-generation altså Mig-først som ikke tager hensyn til andre. De kører vandscootere hvor de ikke må, de vindsurfer klods op ad fugle-naturreservater og skræmmer fuglene af rederne og væk, de drøner afsted på Mountain-bikes i skovene hvor de ikke tager hensyn til skovens andre gæster og børn, de drøner afsted på cykelstier og fortorve og gå-gader, de samles i Kongens Have...og på Islands Brygge...for at hygge sig (helt fint) men larmer og sviner og rydder ikke op efter sig...som sidder med fødderne oppe på sæder i busser, Metro og tog.....som laver grafitti på bygninger m.m.......som får stress i jagten på studenterhuen og høje karakterer.....som ikke kan forstå, at de ikke kan få en bolig/lejlighed, når de som 18-20 årige vil flytte hjemmefra og ovenikøbet uden en klink på lommen......jeg ku' blive ved og endda også tage fat på politikerne.....men nu må det være nok ;-)


Lige på den anden side af Langebro står denne planche. Man er - det kan man se i vandet - ved at lave endnu en gang- og cykelbro og havneløbet og som skal være en fortsættelse af Vester Voldgade:
Der er stadig mange gamle bygninger Gud-ske-lov og på en af dem er der denne flotte Gavludsmykning visende logoet for "De Danske Sukkerfabrikker":
Over mange af de gamle havneindløb og kanaler er der lavet nye broer. Herunder en, der består af 3 runde forskudte skiver med master. Den er tegnet af lys installetionskunstneren Olafur Eliassson (det er ham der har lavet Regnbuegangen oppe på kunstmuseet Aros i Aarhus). Den er ret spændende. For resten ses svigerinden i rødt og Lillemor i grønt og gråt hår midt i billedet og min svoger i grøn jakke med vovse til højre:


Herunder lige smidt et foto af broen set fra den anden side af havneløbet. Man kan bedre se masterne her:
Herunder har fotograferet over mod den anden side. Fotografiet viser fra venstre af Kongens Bryghus, Tøjhusmuseet, Det Kongelige Bibliotek og "Den sorte firkant" som også er en del af det kongelige bibliotek. Spiret er Nikolaj Kirkes. Til venstre for Kongens Bryghus ligger Frederiksholms Kanal. Vidste I for resten, at tegltaget på hele Kongens Bryghus er Nord-europas største ?
Herunder et "skud" mod Operaen til Højre i billedet. Husrækken på den modsatte side er Havnegade. Det er her den højeste kvadratmeterpris er for ejerlighederne i København.
Herunder ses kanalen Børsgraven med Knippelsbro til venstre. Man kan se Børsen, Christiansborg Slot, Holmens Kirke og til højre Nationalbanken:
Herunder - i Havnegade - ligger den gamle smadderflotte fhv.. Told- og færgeterminal i flot flot Funkis-stil. I dag er den restauranter kaldet "The Standard". Derovre er også plads til forskellige arrangementer. Den sorte bygning er det ny "Skuespilshuset" og lige foran den kan man se den ny havnebro fra Nyhavn af over til Nordatlantens Brygge:
På et sted lige efter Knippelsbro og Udenrigsministeriet, må man dreje ind i Strandgade, da der et kort stykke er lukket for adgang langs vandet. Her kommer man så over Wilders Bro. Billedet herunder er taget fra broen og viser i den røde bygning langs kanalen i venstre side, den fremragende "Restaurant Kanalen". For enden af kanalen, hvor den løber ud i Christianshavns Kanal, ses nogle gamle gule bygninger. Det var her bl.a. det gamle Søkvæsthus lå (ikke at misforstå/sammeligne med "Kvæsthuset" som ligger ved "Skuespilshuset" på hjrørnet af Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade) sammen med Søfartsmuseet (som nu er slået sammen med og ligger i Tøjhusmuseets bygninger) samt noget Admiralitetshalløj. Det er flotte gamle bygninger.
Ved Krøyers Plads kan man igen komme ud til Vandet og her ligger Nordatlantens Brygge (hvor også restaurant NOMA lå). Det var her i gamle dage, at skibene til og fra Grønland, Island og Færøerne lå. Her var pakhuse for bl.a. Kgl. Grønlandske Handel ligesom der også var Tran-kogeri ("vandet" ved Nordatlantens Brygge hed Tran-graven). I det gamle pakhus ligger i dag konsulaterne/ambassaderne/hjemmestyrerne for henholdsvis Island, det Grønlandske hjemmestyre og det Færøske hjemmestyre ligesom der er endog meget stor kulturel aktivitet der med udstillinger o.s.v. fra de 3 nævnte "lande". Det er værd at besøge, skal jeg sige jer. På fotoet herunder (med Lillemor til venstre) kan man til højre ane det gamle Pakhus. Forenden af det ses nogen jørsbunker ligge ud for det sted hvor restaurant NOMA lå. Broen man kan se er den fra Nyhavn over til netop Nordatlantens Brygge:

Fra Nordatlantens brygge er der udover ovennævnte bro et "vand-kryds" hvor flere kanaler skærer hinanden og her er 3 broer der forbinder hinanden. Går man over den, går man fra Christianshavn ud på det der kaldes Papirøen og med en forkert samlet betegnelse for "Holmen" (husk at klikke på billederne/kortene for at dem i større størrelse....det hjælper nemlig ) :
....og herunder et luftfoto, hvor man kan se, at det er fra før Inderhavnsbroen til Nyhavn blev færdig. Til højre for Papir-øen ses Operaen:
Herunder har jeg fotograferet fra Papirøen over mod Nyhavn med Inderhavnsbroen til venstre:
Lige over for Papir-øen ligger "Skuespilshuset":
Hvorfor Papir-øen hedder Papir-øen er fordi, at det var her i gamle dage, at samtlige danske/storkøbenhavnske aviser fælles lager/oplagsplads for de meget store ruller papir, som aviserne bliver trykt på. På en af bygningerne står stadig "Den Danske Presse Fællesindkøbsforening". Iøvrigt er det rigtige og officielle navn for øen Christiansholm. Som jeg kortvarigt nævnte ovenfor om "Holmen", så er det faktisk 5 holme, nemlig Dokøen, Arsenaløen, Christiansholm, Gammelholm og Nyholm.....og altså "Holmen" som en fællesbetegnelse.

...men altså...Papir-øen....er i dag kendt for sit "Street-food". I den gamle store lagerhal er der indrettet vistnok 15 spise-steder med alskens forskellig mad; mexikansk, italiensk, Thai, japansk, amerikansk, dansk o.s.v. Det er lutter unge mennesker, der har boderne. Man kan sidde indendørs eller i godt vejr udensdørs og spise. Der er altid mange mennesker og det er et spændende sted med selvfølgelig spændende mad. Vi fik selvfølgelig frokost der, udendørs i det gode vejr; Lillemor og jeg noget mexikansk, svoger og svigerinde bl.a. noget SushiHerunder et par billeder fra det udendørs:


Og herunder et par billeder af det indendørs. Som det ses, er det temmelig improviseret det der er derinde.....små skure, campingvogne o.s.v. som er de små madboder som man kan købe fra. Et mægtigt leben og sjovt sted:



Nu er det snart slut derovre. Til efteråret lukker stedet fordi de gamle bygninger skal rives ned og der i stedet skal opføres nogen nye smarte (?) og dyre bygninger, som skal være lidt a la "Torvehallerne" på Israels Plads. Det bliver sikkert pisse-dyrt at spise der fremover :-(


Efter at have spist gik vi over inderhavnsbroen til Nyhavn hvor Lillemor gav is. Der var som sædvanligt i de det gode vejr sort af mennesker i Nyhavn:


Bagefter gik vi tilbage og gik så på denne side havnen så ad Strandgade tilbage mod Fisketorvet. Der er havnepromenade hele vejen. Herunder ses da vi passerer "Den Sorte Firkant" (Det Kgl. Biblioteks nye bygning):
Et sted - efter Langebro og tæt ved Hotel Marriott - passerede vi en masse træbroer der i buer og bakker gik ud i vandet og tilbage igen til promenaden. Det hedder Kalvebod Bølge. Sjovt og spændende sted:






Herover ses slutningen af Kalvebods Bølge. Det man ser på den modsatte side af havneløbet er Islands Brygge. Ses bedst hvis I har klikket på billedet for at se det i større størrelse.


Kort efter nåede vi så tilbage til Fisketorvet og vores udgangspunkt. Det havde været en rigtig dejlig tur, med god mad og mange nye syn og i godt selskab. Det er helt bestemt en anbefalelsesværdig travetur, som I alle burde tage.


Og så her Søndag morgen kl. 05,55 blev Lillemor afleveret i Kastrup Lufthavn. Hun skal på en uges vandretur med Dansk Vandrer Laug i Luxembourg. Det bliver spændende.

2 kommentarer:

  1. Takker hjerteligt for turen. Alle billeder set i stor størrelse.
    Det er jo interessant, især fordi vi, når vi tager til København for at gå en tur, ofte kommer igennem Kastellet og går ud på Langelinje.
    Det må da i høj grad være en god ide at prøve noget nyt - og rundturen her synes jo at være ret spektakulær en dag med godt vejr.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kastellet er også et sted vi jævnligt kommer. Dog holder vi næsten altid der...Esplanaden, Amaliegade måske Grønningen, idet vi stort set næsten hver Lørdag eller Søndag tager en lille rask travetur fra Toldboden langs havnen forbi Amaliehaven, rundt om Skuespilshuset, nedad Nyhavn - og om sommeren med "pitstop" her for at købe is og sidde på kajen og spise dem - og så enten ned ad Bredgade eller (som oftest) ned ad Store Kongensgade tilbage til bilen ved Kastellet.

      ...og tak for "reklamen" på din side :-)

      Slet