For en gang skyld tog vi turen til Jylland med Mols-linien fra Odden til Aarhus og med katamaran-færgen tager det kun 1 time og 15 minutter. Det var superbehageligt. Jeg er simpelthen så træt af turen fra København henover Sjælland, over Storebæltsbroen, over Fyn og over Lillebæltsbroen. Jeg har kørt den tur - og retur - så mange gange, at jeg slet ikke har tal på det. Dels har det været stort set alle ferier og familiebesøg o.s.v. og dels - og det er nok den største del af turene - fordi jeg via mit mere end 20 år som materialemand og eller holdleder for 1.holdet eller ungdomsholdene i ishockeysæsonen fra slut September til start April har taget turen mindst 1 gang om ugen. Jeg kender hver et bump, hver en hegnspæl o.s.v. på den rute og også op til Frederikshavn, til Esbjerg, til Herning eller til Vojens......suk....så jeg hader simpelthen den strækning. Men altså, vi tog med Mols-linien og skal vi nordpå i Jylland fremover vil jeg nok anbefale os den tur.
(husk at I kan trykke på billederne for se dem i større størrelse).
Jeg ville godt have set Krudttårnet men det havde vinterlukket. Æv. Ellers gik vi - efter en lille eftermiddagslur - en tur rundt i byen og så på forretninger m.m. Om aftenen spiste vi en amerikaner-cafe (store hjemmelavede burgere) nær hotellet. For resten fik jeg i sådan en art marskandiser/antikvitetsforretning købt et Trip-Trap miniature Fyrtårn, nemlig Hirtshals Fyr. Trip Trap (eller Rikki-Tikki) laver dem ikke mere, så man skal være heldig at falde over nogen af deres miniaturehuse nogen steder. Behøves vel ikke at sige, at jeg samler især på Fyrtårnene, men også har en mindre samling af andre for mig interessante huse.
Fredag morgen efter morgenmad satte vi kurs mod Børglum Kloster stort set på den anden side af Jylland. Og hvorfor nu Børglum Kloster ? Jo - i sommers var Lillemor og jeg jo i Normandiet og boede i Bayeaux og så det navnkundige Bayeaux-Tapet fra ca. år 1088 omhandlende Vilhelm Erobrerens erobring af England i slaget ved Hastings i år 1066. Det vægtæppe var et ønske for os begge at se og det var en fantastisk oplevelse at stå der og se det ca. 70 meter lange og ca. 1 meter høje broderi. Nu havde Lillemor så for ca. 3 uger siden i avisen læst, at nogen kvinder igennem ca. 12 år havde broderet en nøjagtig kopi af dette væg-tapet i naturlig størrelse og at det nu og fremover skulle hænge på Børglum Kloster, så det måtte vi se.
På turen der over blev vi begge meget positivt overrasket over landskabet. Hold da op, hvor det er bakket og flot. På vejen passerede vi Vrejlev Kloster, som er et kæmpestort (= mange bygninger) fuldstændig hvidt bygningsværk. Det gad jeg godt have set på noget nærmere. Men altså Børglum Kloster.......det var her, ham Biskoppen Stygge Krumpen havde regeret og huseret i middelalderen. Det ligger også meget flot oppe på en bakke med flot udsigt over landskabet.
Selve klosterbygningerne som sådan fik vi ikke set andet end udefra...d.v.s. at vi dog stak hovedet ind i klosterkirken - Danmarks eneste privatejede kirke - og så den.
I en moderniseret ældre staldbygning var Vægtapetet placeret. Dog kunne man ikke udstillet det hele i fuld sammenhængende længde, men havde måtte dele det i 3 dele.
Herunder ses først en planche om kopi-tapetets tilblivelse og om de 8 "brodøser", alt de 8 damer som hver Tirsdag i 12 år havde siddet sammen og broderet på det.
Herunder 3 oversigtsbilleder af det 70 meter lange tapet, som er udstillet på tag-etagen i den moderniserede længe.
Som det ses, er der under og langs med tapetet, små info-skilte, der forklarer hvad det er på tapetet der ses lige her. Meget informativt.
Herover har jeg bare fotograferet en enkelt detalje fra tapetet. Og herunder en yderligere detalje fra tapetet; under og over selve historien er der 2 broderede bånd. Det nederste viser yderligere små detaljer om hvad der sker og herunder kan man se en mand tage en ringbrynje af en død og ved siden af et par afhuggede lemmer. Det er en barsk historie - hele tapetet - der vises. Det er simpelthen et fantastisk stykke.
Som nævnt er selve Tapetet ca. 70 meter langt. Det ender ret pludseligt, som om der mangler en afslutning....at der er skåret noget væk. Man ved af gode grunde ikke om og/eller hvad der mangler. De 8 "brodøser" har så på et løst stykke stof, broderet deres version af slutningen....den som de mener der mangler. Originalen ender med at englænderne flygter fra slagmarken og at normannerne jagter dem. Forslaget på en afslutning viser Vilhelm Erobrerens modtagelse i Westminster Abbey og hans kroning på slottet og englændernes underkastelse og betaling af skatter til deres nye konge.
Bagefter så vi under-etagen en maleri og keramikudstilling, som ikke levnede noget større indtryk på nogen af os.
En anden udstilling vistes i en anden længe i det såkaldte legetøjsmuseum, nemlig Anne Marie Helgers kjoler.....eller rober.
Brolægningen udenfor bygningen lod en del tilbage.....(en joke).......men var helt sikkert original fra gamle dage af.
Indenfor blev det et sandt festfyrværkeri i kjoler og i farver. Hold da op. Jeg har altid holdt af Anne Marie Helger og hendes optræden og især hendes mange fantasifulde udklædninger. En del af de udstillede kunne vi genkende, andre ikke, men hold da op, de var herlige. Til nogen af var der et fotografi med kjolen "i aktion".
Herunder "Fængsels-kjolen" med hat. Bemærk at brillerne på hatten er håndjern med solbrilleglas.
Og selvfølgelig kunne "man" blive fotograferet i en af Roberne.........
Fra Børglum Kloster kørte vi til sommerbyen Løkken kun 10 km derfra. Der var ikke meget sommer over den by......nu. Halvdelen af forretningerne var lukke p.g.a. sæsonen. En masse havde "udsalg". Dog - det var nu ikke derfor vi var der. Lillemor havde som en af sin fødselsdagsgaver fået sådan en "Smart-box" gavekortsæske bestående af en omgang luksus-brunch for 2 og hjemmefra havde Lillemor bestilt dette på Løkken Badehotel's cafe, Cafe Frandsen (apropos Anne Marie Helger og tjener Frandsen). Det var over al forventning.
Vi kørte via Hjørring hjem. Ikke at vi stoppede der - kørte kun igennem - men så kan man da sige, at man har været i Hjørring.
Om aftenen spiste vi hjemme aftensmad i hotellets restaurant, da det hørte med i opholdets tilbud/pris. Aldeles udmærket.
Næste dag, Lørdag, kørte vi til Skagen. Denne by har et særligt sted i vores hjerter.
Vi har holdt mange ferier i sommerhus deroppe og holdt nogen forlængede weekender på Brøndums Hotel el. Admiralgården. For nogen få år siden holdt vi vores sidste sommerhusferie deroppe. Ejeren solgte huset, desværre. Nu vi var der, så kørte vi lige ud for at se det...og jeg for at se om "min bænk" stadig var der.
Havet lignede sig selv, se herunder hvor man kan se vores skygger nede til højre. Går man ad stranden mod venstre, så er der bare 6-700 meter til Gl.Skagen.
Herunder "vores" sommerhus. Før i tiden var det rødmalet. Nu er det sort. Ydermere er der kommet - set herfra - en læ-skærm-væg til højre for hoveddøren. Der var ingen bænk mere. Der var også kommet en læ-skærm-væg på husets modsatte side.
Til gengæld var udsigten udover strandheden den samme. Den udsigt har jeg sørme set på mange gange, når jeg sad der på "min bænk" fra tidligt om morgenen og filosoferede over tilværelse. Retningen er mod øst, så man "stirrer" ind i sol-opgangen.
Herfra tog vi så ind og parkerede i Skagen By, for vores første stop var Skagen Museum. Der var jo sket en udvidelse og tilbygning. Vi var meget spændte på at se den, da den iflg. de tegninger og billeder vi har set, er meget anderledes end dels den gamle Museums-bygning og dels de omkringliggende gule Skagens-huse.
Tilbygningen var ikke så slem som forventet, men det er en ØJE-BÆ dèr, hvor den ligger lige op ad den gamle bygning og med de gule rundt om. Den stikker i den grad af. Det sorte tag og gavlene er sorte skifer-plader og det grå er ren beton. Alene og et andet sted ville den sikkert gøre sig, men dèr !!!! Nej - den er ikke køn. Men den opfylder sit formål og samlingen m.m. har trods alt fået mere plads.
Vi var lige nede i garderoben med jakker og tasker. Her var der et stort spejl med 2 figurer påklistret. Man kan vel kalde nedenstående foto for en art "selfie".....
I den gamle museumsbygning havde man lavet en særudstilling sådan som malerier var ophængt - mere eller mindre - i gamle dage; altså nærmest ramme mod ramme fra gulv til loft. Det er åbenbart smaddermoderne med sådanne ny-ophængninger, for på Statens Museum for Kunst, på Hirschsprungs Samling, på Faaborg Kunstmuseum (og sikkert også på flere jeg ikke lige kan komme på) hænger det nu på tilsvarende vis.
Nedenfor viser jeg 3 foto's fra 3 af salene. Personligt synes jeg det virker uoverskueligt og forvirrende. Bemærk, at der ingen mærkater er mere, så man kan se hvem der har malet det, titel, årstal o.s.v. Det kan man kun i en lille folder der hører til udstillingen:
Som sagt, - jeg bryder mig ikke om det. Nogen af de små malerier sidder flere meter oppe og dem kan man slet ikke nyde/studere.
I et siderum har de udstillet den første - den originale - gravsten (den er af udskåret Ege-træ) fra Holger Drachmann's grav. Han blev jo begravet ude i klitterne på Grenen, men i løbet af nogen få år, åd havet sig ind og truede med at fjerne graven, så man måtte flytte den til dens nuværende placering længere ind og højere oppe i klitten. Nu er den ovenikøbet beskyttet på den måde, at tyskerne under 2. verdenskrig byggede en stribe bunkere, som virker som beskyttelse i dag.
Efter museumsbesøget trængstes til noget at styrke sig på. Heldigvis ligger i haven stadig det gamle have-hus som virker som Cafè i dag:
Herunder nyde Latte og gammeldawa æble-kage (hver for sig).
Vi havde besluttet at spise frokost i Skagen - havde bestilt bord på Brøndums Hotel til kr. 14,00 - så vi regnede ikke med at gå ud at spise aftensmad. I stedet besøgte vi lige slagter Munch og købte lidt delikatesser samt en bager for noget godt flute-brød. Disse herlige sager blev indtaget på værelset - sikkert pisse-ulovligt - om aftenen.
Der var jo lidt tid til frokost-aftalen, så tiden blev brugt på lidt shopping i Skagens mange butikker.....d.v.s. at jeg det meste af tiden sad på det lille torv og på folk mens Lillemor var på jagt.
Som sagt - frokosten blev indtaget på Brøndums Hotel. Der har vi spist en del gange efterhånden og det svigtede heller ikke dennegang.
Efter frokost kørte vi ud på Grenen og parkerede. Vi gik så ud til spidsen og så de 2 have mødes. Bemærk påskriften på denne bunker herunder. Med humor kommer man langt......selvom det vel er en art grafitti:
En ting der altid har undret mig er, at der altid ligger en masse skibe for anker ud for Skagen Rhed. De er tomme, kan man se, idet de ligger højt i vandet. Nedenstående billede er taget med mit zoom-objektiv på laveste vinkel og viser kun et udsnit af de samme skibe derude.
Herunder Drachmann's grav i klitterne med den ny bronze-portal:
På spidsen som altid mange mennesker.
Tilbageturen tog vi langs Nordstranden langs med Sandormens hjul-spor. Her så jeg en masse Suler - fortrinsvis ungfugle - og en del Lommer. Det har nok været Røde Lommer, selvom jeg syntes de virkede store og tunge......men farven sagde for mig Røde Lommer....i vinterdragt.
Vi mødte også en del Sandløbere - det er en fugl, I ignoranter - i vandkanten. Herunder et par fotos af disse:
Der hvor Sandorme-sporet går gennem klitterne var der rigtige mange Havtorn-buske. Der var konstant masser af disse hele vejen.
Som sagt, Slagter Munch's delikatesser blev indtaget som aftensmad på værelset om aftenen. Ret hyggeligt, når man kun har en indkøbt plastickniv til at skære med.
Næste dag, altså i dag Søndag, stod det på hjemtur. Vi havde en færge fra Aarhus kl. 12,30, så efter morgenfodring og pakning og betaling, kørte vi afsted i regnvejr. Undervejs bemærkede jeg på nogen marker hist og her store flokke af enten Hjejler eller Brushøns; det var lidt svært at se i forbifarten og i regnvejr. Vi havde jo god tid og vi besluttede, at vi ville gøre en afstikker til vikinge-gravpladsen Lindholm Høje, som ligger en 5 km fra motorvejen ved Nørresundby. Ingen af os har været der før, så det var en stor oplevelse at se alle disse skibssætninger og vikinge-grave ligge der på bakken:
Udover gravene, havde der også været noget bebyggelse og der havde man - ligesom i Trelleborg på Sjælland - markeret disse vikingehuse med beton i de fundne stolpehuller og væg-huller. Hist og pist stod der Info-tavler som denne vist neden under:
Efter besøget her, kørte vi pis-øs-regnvejr til Aarhus og kom med katamaren kl. 12,30. Den var næsten overfyldt. I hvert fald henstilledes det i højtalerne at gøre plads og tage hensyn til hinanden.
Også i Aarhus synes man, at der skal bygges luksus-ejerlejligheder ved havnen. Og også her er der tale om en byplan-mæssig katastrofe ligesom i København. Alt smækkes op ukritisk og uden skelen til helheden. Hver for sig sikkert spændende byggerier - især de hvide til højre på nederste foto. Sammen virker det hele som et miskmask og det er synd. De 2 billeder nedenfor er taget med mobilkameraet gennem letduggede færgevinduer.
Men alt i alt slut på en dejlig forlænget weekend i det nordjyske.
Takket være min nordjyske barndom har jeg set det hele engang - bortset fra museet med kjolerne. Efter at have kigget på Lindholm Højes hjemmeside bliver jeg simpelthen nødt til at tage derover, næste gang jeg vover mig til Aalborg. Da jeg så området i sin tid, var der absolut intet gjort ud af det.
SvarSletHvad Bayeux-tapetet egentlig har at gøre i Børglum, er ikke umiddelbart indlysende, men et imponerende stykke arbejde er det jo, og jeg kan egentlig godt lide, at man har fundet på en afslutning - måske skulle jeg også kigge lidt på det, så jeg slipper for at tage til Frankrig :-)
Så vidt jeg husker, så er disse "Brodøser" (det kalder de sig selv i denne anledning) medlemmer af en eller anden vikinge-forening og gør sig normalt i at sy/væve/lave vikinge-tøj.
SletDu kan læse om det her:
www.bayeuxtapetet.dk
Kopien på Børglum Kloster er rigtig flot, men at se originalen er bedre :-)
Tak for turen. Jeg får jo svar på mit spørgsmål i sidste kommentar her. Er derfor glad for, at det er originalen jeg har set.
SvarSlet