I Operaen....Puccini's Il Trittico.....

 

Jeg ser stadig 2 skolekammerater fra Folkeskoletiden. De er begge "piger". Anette og Marianne. Sjovt nok har min Lillemor gået i gymnasieklasse med Anette, så alt i alt er det rigtigt lange venskaber der stadig holder. Smadder dejligt, synes jeg. Oven i købet holder Lillemor og Annette og Marianne "pigeaftener" på skift hos hinanden. Vi har jo alle rundet de 60 år sidste år (undtagen Lillemor, som først gør det til Marts i år) og til Anettes fødselsdag, gav vi andre hende billet - sammen med os andre - til en af hende valgfri Opera. I går var så dagen, hvor vi skulle i Operaen og se/høre Puccini's Opera Il Trittico som faktisk er 3 små en-akter operaer.

Vi skulle egentlig have haft Marianne's mand Tony med, men han havde......skal vi sige "bedt sig fritaget for at deltage", fordi Opera, og det af mere end 2 timers varighed, ikke lige er hans kop The, så vi var altså kun de 3 piger og så mig :-)

Vi startede dagen med at Lillemor og jeg hentede Anette og Marianne og så drog med S-Tog og Metro til Kongens Nytorv, hvor vi så vandrede til restaurant Tony's (en del af den såkaldte Madklubben) beliggende i Havnegade 47 lige overfor den flotte gamle Funkis Havneterminal, den som hvorfra man i gamle dage sejlede med Øresundsfærgerne til Malmø efter Kaffe, sukker, O'boy kakao m.m. Det var desværre sådan, at restauranten først slår dørene op - og det bogstaveligt, for vi stod i kulden udenfor i 5-6-7 minutter og frøs - kl. 17,30, hvilket betød, at vores spisning blev en smule forjaget og at vi kun havde tid til en ret, da vi bagefter skulle gå halvvejs rundt om Nyhavn for at nå en havnebus til Operaen, da forestillingen starter præcis kl. 19,30 (man bliver IKKE lukket ind, hvis den først er gået i gang, men først kan komme ind når der er pause). Vi skulle jo både af med frakker i garderoben og også nå at bestille drikkelse til pausen. Men det var et hyggeligt sted og god mad vi nåede at få. Det er helt klar en restaurant vi må besøge en anden dag og så i god ro "gå hele vejen" med deres koncept.

Herover ses Lillemor, "fødselsdagsbarnet" Anette samt Marianne....jeg har ingen anelse om hvorfor de griner (af mig ?)......

 

Vi nåede det og fik set en smule af Operaen før forestillingen. I øvrigt gik vi forkert, idet vi gik på 3. Balkon og "små-snakkede" lidt med dem, der sad på "vores pladser" indtil det gik op for os, at vi var kommet en etage for højt op; vi havde pladser på 2. Balkon....altså nedenunder....flovmand.

 

Man må sige, at vi sad udmærket, der på 2. Balkon. Og for mig er det altid dejligt at kunne studere orkestrets bemanding og "bevæbning".....altså hvor mange der er i orkesteret og hvilke - og hvor mange af hver - instrumenter der er.

For mig står Puccini altid for noget friskt, noget frækt, noget lidt hurtigt og sprudlende musik. Det fik jeg et andet syn for nu...d.v.s., at jeg fik oplevet en mørk side af ham, som jeg ikke har kendt før.

De 2 første en-aktere, på dansk "Kappen" og "Søster Angelica" var godt nok noget dystre. Den sidste, "Gianni Schicchi" var til gengæld morsom og et festfyrværkeri. Sidstnævnte indeholder i øvrigt Lauretta's arie/solo "O mio babbino caro" som er virkelig værd at høre og som jeg er sikker på, at de fleste - OK - nogen af jer - har hørt før.

Jeg vil ikke lave nogen anmeldelse, men blot konstatere, at der var rigtig gode sangere med som f.eks. Tuva Semmingsen og Johan Reuter og Gert Henning-Jensen........hvis normale frisure er i familie med den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump's.....sikke et opfriseret hentehår. Nåh - det var en sidemærkning, for flot blev der sunget.

Der var pause efter de 2 første en-aktere, og efter indtagelse af diverse drikkelse, lykkedes det os at finde tilbage til de rigtige pladser bagefter :-)

Og så til lidt af min kæphest om moderne opførelser. Disse 3 en-aktere var ført op til i dag. "Kappen" foregik blandt opstillede containere (forestillende en havn/skibsdæk). I den anden, "Søster Angelica", der foregår i et kloster, lignede Abbedissen og hendes medhjælpere 3 kvindelige fængselsbetjente mens nonnerne/novicerne lignede en flok kvinder i nylon-underkjoler fra 1950'erne af. Og kulissen var 2 åbnede containere; den ene med seng og den anden med håndvaske. Den tredje, "Gianni Schicci" foregik i et rigmandshjem fyldt med italienske "klunke-tidsmøbler".....

Jeg kan altså bare ikke abstrahere fra de der nymodens ting. Det irriterer mig grænseløst, at man ikke har respekt for komponisten og hans tid, men absolut skal smække det op i nu-tid.

Jeg har lige læst i avisartikel, at 2016 skal blive lidt af et Ludvig Holberg år med opførelse af Holberg-komedier i Odense, i Rønne og på Folketeatret i København. Holberg skulle altså have fået en vis renæssance de senere år. Folketeatret opfører "Jean de France", der blev skrevet i 1723 og selvom en del af sproget er blevet moderniseret i instruktøren Frede Guldbrandsens udgave, har instruktørens mål faktiskt været, at det skal føles, som om teaterbesætningen og scenografien er fløjet direkte ind fra 1723. "Mange har i tidens løb forsøgt at tviste Holberg ind i vores tid, men jeg synes, at Holberg skal spilles klassisk og generøst. For det holder stadig og jeg tror også, at mange efterlyser en autentisk oplevelse, når de forlader deres små skærme for at gå i teatret" siger Frede Guldbrandsen.......Kan det siges bedre ? Nej.

Men alt i alt en hyggelig aften i dejlige menneskers selskab.

Johannes & Alhed Larsen på Ordrupgaard

Det gode ved at være pensioneret er at man har god tid om dagen og kan vælge f.eks. at tage på udstillinger i de "tidlige" tider midt på dagen og undgå myldret der kan være sådan et sted. I dag valgte jeg at tage på Ordrupgaard og se udstillingen "Johannes og Alhed Larsen - Et hjem i naturen" der varer indtil 21. Februar 2016....så den kan nås endnu.

(Som sædvanligt har jeg brugt mit mobiltelefonkamera og kvaliteten er derefter. Lys er ikke altid det bedste sådan et sted og for akvareller, tegninger og træsnit er der glas for så genskær er til stede. Husk at man kan trykke/klikke på billederne for at se dem større).

I dag var jeg en af de første på Ordrupgaard og kunne stort set gå uforstyrret og alene hele udstillingen igennem. Dog - i udstillingens anden halvdel (Ordrupgaards ny udstillingsbygning er ligesom delt i en del 1 og en del 2 adskilt af indgangspartiet i midten - blev jeg "indhentet" af en lærer og hans 7.klasse og det bragte.....skal vi sige en vis uro og snakken/mumlen......men det var alligevel dejligt at se de unge mennesker virke interesseret i de udstillede malerier m.m. De havde, som jeg opfattede noget af lærerens tale, åbenbart arbejdet med maleri i al almindelighed og denne udstilling i særdeleshed inden de kom her. Herligt.

Nu vil jeg gerne springe til et - for mig altså - Highlight på denne udstilling, bare fordi jeg er meget begejstret for lige netop dette maleri. Det forestiller 3 Urfugle (hanner for at være nøjagtig) i parringsspil på (formentlig) Vind Hede i Jylland. Urfuglen er nu uddød i Danmark og det er formentligt nogen af de seneste Johannes Larsen har malet her (som er på 95 x 131 cm og malet i 1941):

Nedenfor et udsnit af billedet. Jeg er helt pjattet med de farver han har fået med. Det græs i forgrunden, de røde hedefarver i mellemgrunden og så den lyse blå og gule og rosa himmel der er i baggrunden. Det er simpelthen......simpelthen......ja. Og så står Urfuglene knivskarpt i maleriet og med i det hele taget meget klare farver.

På udstillingen står der om billedet, at Johannes Larsen må have været tæt på for at have malet det. Det tvivler jeg nu på. Jeg har i Sverige oplevet Urfugle-dans adskillige gange og min erfaring er, at deres flugt-afstand - altså den afstand man kan komme ind på dem på - er meget stor. Han kan selvfølgelig have brugt et fugleskjul og sneget sig ud på dansepladsen ved nattetide flere timer før solopgang, men det tvivler jeg på; i hvert fald har jeg aldrig læst noget sted, at han nogensinde skulle have brugt et sådant. Jeg tror han har brugt utallige timer på studier på afstand med kikkert og lavet mange skitser af de enkelt fugle. Men for pokker hvor jeg er begejstret for det maleri og tilbragte lang tid foran det.

I starten af udstillingen er der udstillet en stribe træ-snit herunder 60 meget små træsnit, som blev brugt til at illustrere Steen Steensen Blichers digtsamling "Trækfuglene". Dem dvælede jeg også ved, for jeg har 7 af de der små træsnit i gamle enkle gyldne rammer (ikke sort som her). De er ikke meget mere end ca. 10 x 15 cm med ramme. Derudover har jeg 5 træ-snit af "normal" størrelse hængende.

Johannes Larsen var en fantastisk illustrator. Dels i træ-snits faget og dels i tegnings- og akvarel faget. Han illustrerede mange bøger bl.a. skulle han have illustreret E.Lehn Schiøler's fantastiske 5 binds-værk om Danmarks fugle. Der udkom desværre kun 3 bind, idet Lehn Schiøler gik konkurs med sine virksomheder i 1922 (især p.g.a. alt det der Verdensøkonominedgang der skete efter 1.verdenskrig). Et bind af denne ses nedenunder til venstre. Derudover formede Johannes Larsen partnerskab med tegneren/maleren/forfatteren Achton Friis om at illustrere dennes Bøger "De Danske Øer", "De Jyders Land" og "Danmarks store øer" som foregik rundt i landet ved sejlads i Kertemindefiskerbåden "Rylen" og hvormed de gennemrejste/besejlede  Danmark gennem flere somre. Et eksemplar af det første bind i "De Danskes Øer" ses nedenunder til højre. Det er nogle herlige bøger; jeg har (desværre kun) 3-bindsværket "De Danskes Øer".

Herunder en version af Steen Steensen Blicher's "Trækfuglene - en naturconcert"......den har jeg også:

Derudover, i starten af udstillingen, var der en stribe af de almindelige træsnit samt 3 tegninger der var akvarelfarvelagt. Dem har jeg før kun set som træ-snit. Disse her var rigtigt flotte:

Den her over viste er vist også lavet som oliemaleri og hedder noget med Knortegæs i regntykning eller lignende.

De 2 nedenfor viste er også med Knortegæs:

I en egen sal var der 2 store montre med det der hedder "skindlagte fugle" (udstoppede skind fra Zoologisk Museums samling). Disse montre var svære at fotografere på grund af det meget genskin i glasset. Herunder et enkelt udsnit af en montre. Johannes Larsen brugte døde fugle til at lave studier efter. Ofte var de friskt indbragte af fiskere eller jægere og han måtte arbejde rimeligt hurtigt da de jo gik i forrådnelse. Til Lehn Schiøler's bogværk om de danske fugle brugte han Lehn Schiøler's store private samling (han havde ca. 21.000 stk.skind og ca. 10.000 fugle-skeletter) af skindlagte fugle. Jeg fandt ikke lige ud af, om de viste skindlagte fugle er fra Lehn Schiøler's samling og om den nu ejes af Zoologisk Museum.

(Jeg fik kun et hæderligt foto af Johannes Larsen's tegninger, så Skovskaden herunder er nappet fra nettet)

Denne nedenfor er det eneste hæderlige jeg fik taget:

Der var rigtig mange fugle-studier på udstillingen.

Johannes Larsen var også god med en kniv, for i en montre stod denne Hermelin og Solsort som han har snittet i træ.

Der var selvfølgelig en hel del malerier på udstillingen og det gode ved det var - udover at jeg som en af dagens første gæster kunne se de fleste helt alene - nogen af dem var i privateje og derfor sjældent set offentligt. Dem brugte jeg meget tid på. Herunder bare et udsnit af nogen af malerierne, offentlige som private:

Hvilende Ederfugl.

Gravande-par med ællinger.

Sanglærker og Viber på træk.

Det nedenunder viste er opflyvende Troldænder og Blishøns. Derudover ses en regnbue ude til højre. DEN har han sandelig ikke været heldig med. I det hele taget har jeg til dato endnu ikke set en flot malet regnbue af nogen som helst kunstner. Jeg tror at regnbuer skal man afholde sig fra at male.

Det nedenfor viste hedder "Hedelandskab med trækkende Sædgæs, Filsø, 1925". Det har jeg altid været begejstret for:

Nedenstående er et kæmpemaleri hedder "Sangsvanerne letter" og er fra Filsø, 1926. Det er 183 x 262 cm og i privateje. Tænk at have vægplads til dette maleri.

Nedenstående har jeg altid haft det lidt svært ved. Det hedder "Dønning på Kerteminde Bugt" fra 1938 og er på hele 200 x 282 cm. Jeg ved ikke rigtig hvorfor; om det er farven i dønningen/havet eller noget andet. Jeg ved det ikke, men jeg synes ikke rigtig om det. Men stort er det.

Og jo - der var også en del malerier og akvareller af Alhed Larsen. Jeg synes bestemt at nogen af dem er fine og at hun bestemt er dygtig til blomster maleri som det nedenfor viste (hugget fra nettet) af "Levkøj og Pelargonie" fra ca. 1905 stående i en solbelyst vindueskarm. Jeg synes der er et fandens flot lys i det.

Herunder 2 andre af hendes malerier.

 

 

Jeg skal være ærlig at tilstå, at jeg gik lidt hurtigt gennem Alhed Larsen's malerier. Hun er bestemt god - især nogen (få) af dem er rigtig gode. Man kan godt mærke at hun havde andre vilkår at male under end en mand - og især hendes mand, som dels var meget produktiv og dels tjente rigtig mange penge. Der er langt imellem malerierne tidsmæssigt; det kommer sådan i bølger og det skyldes jo helt klart kønsrollemønstret der var dengang. Nu døde hun jo allerede som 55 årig efter en del år sygdom. Hvem ved hvad hun havde drevet det til, dels hvis omstændighederne havde været andre og hun havde levet længere.

Udstillingen går som tidligere nævnt til 21. Februar 2016 og er meget anbefalelsesværdig. Der er i anledningen udgivet bog på 175 sider om udstillingen (også katalog) til sølle kr. 185 og den er værd at tage med.......det har jeg.....selvfølgelig.

Guldalder og Aarhus Universitetsforlag

Jeg sidder og læser en moppedreng af en bog (419 sider i lidt større end A4 format)  "P.C. Skovgaard - Dansk guldalder revurderet" redigeret af Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand. Det vil sige, at lige nu ligger den bordet her hvor jeg sidder. Bogen købte jeg for noget tid siden og har haft liggende i bogstakken.

Når jeg går i gang med at læse en bog - lige meget hvilken bog - så læser jeg altid siderne med hvem der har udgivet den (hvilket forlag), hvem der har trykt den, hvorhenne, hvilken slags papir og trykt med hvilken slags typer (font) og i de fleste kunstbøgers tilfælde hvem/hvilke Fonde/Legater, der har givet tilskud til udgivelsen o.s.v. Oftest kender jeg forfatteren i forvejen.

Denne bog er som nævnt redigeret af Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand. Redigeret plejer at betyde, at udover GO og KLG er der afsnit/kapitler af andre personer og det er der så også i denne; hele 10 personer har bidraget til denne bog udover GO og KLG....og 11 hvis forordet tæller med og det gør det vel. Bogen er udgivet på Aarhus Universitetsforlag.

 

 

Det der med Aarhus Universitetsforlag sagde mig pludselig noget. Hen i reolen og kigge og minsandten om ikke jeg har 4 kunstbøger mere derfra: "Vilhelm Kyhn og det danske landskabsmaleri", "Dansk Guldalder - rejsebilleder", "Længsel, Lundbye og Kierkegaard" samt "Thorald Brendstrup - i guldalderens skygge". Altså 5 kunstbøger fra et Universitetsforlag !! Og sørme - ved nærmere eftersyn af disse 5 bøger - så er de 4 udgivet i forbindelse med udstillinger på museer i "provinsen" såsom Fuglsang Kunstmuseum, Skovgaard Museet, Ribe Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum og  Heart i Herning. Der er tale om bøger (ikke "bare" kataloger) udgivet i forbindelse med udstillinger på de nævnte museer, som har samarbejdet om disse. Og gennemsynet gav så igen - for alle 5's vedkommende - den oplysning, at forfatterne/redaktørerne alle er Ph.d-studerende eller ansatte forskere på Aarhus Universitet (hvorvidt bidragsyderne til nogen af bøgerne også har tilknytning til Aarhus Universitet har jeg ikke undersøgt nærmere), men en bidragsyder til bogen "Længsel, Lundbye og Kierkegaard" er Hans Edvard Nørregård-Nielsen som er fhv. Direktør for Ny Carlsberg Glyptoteket og fhv. formand og direktør for  Carlsberg-fondet. Iflg. søgning skulle han være adjungeret professor ved Aarhus Universitet.

Det borger så for "nogen nørde-bøger" alle 5 og det er jo lige mig. Af de 5 nævnte bøger, har jeg allerede læst "Dansk Guldalder - rejsebilleder" og "Thorald Brendstrup - i guldalderens skygge".

Og det bringer mig så videre. Jeg skal jo hen på foråret følge 2 forskellige foredragsrækker på Folkeuniversitetet og det foregår sørme på Aarhus Universitet, Campus Emdrup. Verden er lille.

Og i kataloget fra Folkeuniversitet i Emdrup fremgår det, at Aarhus Universitetsforlag afholder udsalg der på Campus Emdrup d. 6. Februar 2016....det er i hvert fald noteret i kalenderen.

Nyt pas......

 

I dag var Lillemor og jeg oppe på min gamle arbejdsplads, nemlig hos

 

Vores pas, som vi bortset fra vores allerførste, altid har fået lavet/fornyet sammen, udløber lige her om snart, så det var tid for at få dem lavet.

Lidt spændende at møde op på ens gamle arbejdsplads som almindelig borger.

Der sad en 5-6 borgere og ventede. Vi havde på nettet bestilt tid til Pas-ekspeditionen inkl. fået taget nye foto's, så vi var der et par minutter før tid. Fik ordnet det med ex-kollega, som fortalte mig, hvordan det går nu for afdelingen, bl.a. at der er rykket rundt igen og en sektion er flyttet til anden afdeling; dette betød at de resterende ville få endnu flere såkaldte Floorwalkervagter. Det var også besluttet at der kun skulle være 2 i alt til at ekspedere til dagligt og ligeledes at alle nu i call-centret - hvor der nu kun skulle være 2 personer - også skal fungere som hele kommunens omstillingsbord.
Alt dette betyder, så vidt jeg kan se, mere ventetid for borgerne og det såvel for dem der møder i Borgerservice og for dem der ringer op til rådhuset for enten at blive ekspederet i Borgerservice eller bare for at blive stillet om til en anden ansat på rådhuset i en eller anden afdeling. Det betyder også, med de ekstra floorwalkervagter, at der bliver mindre tid til at behandle alle henvendelser og ansøgninger i baglandet.

Og der var så vidt jeg kunne finde ud af, stadig 2 ubesatte stillinger (inkl. min egen ?). 

BORGERSERVICE ?????? ...........................er vist et sted i Rusland nu. Måske man bare skulle omdøbe afdelingen til bare Henvendelsen/Modtagelsen/Ekspeditionskontoret....eller noget.

Derefter blev vi kaldt ind til selve ekspeditionen og blev smadderdejligt behandlet af min gamle frokost-kammerat (gennem mere end 30 år) som var lige så glad for at se mig som omvendt.

Det var rart at få hilst på et par stykker, men der var desværre også et par stykker der var fraværende som jeg gerne ville have hilst på.

Men en ting fik jeg ud af besøget, nemlig en bekræftelse på, at det var den rigtige beslutning jeg havde taget med at gå på pension. Det var rart - for mig - at få bekræftet (selvom jeg ikke har været i tvivl om det).

Nytårstalen..........

Hvor pokker er den side nu blevet af.........?

"Sjovt" butiksskilt.

I dag var vi lige på vores sædvanlige Søndagsgåtur inde i København. Det blæste en stiv pelikan derinde i Københavns Havn fra Toldboden af og ned til og omkring Skuespilshuset. Vi mødte måske nok kun 4-5 stykker på det lange stræk, hvor der normalt er mange mennesker, godtfolk som turister og enkelte kondiløbere (vi har set Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary et par gange løbe derinde; lidt spøjst, at deres Bodyguards oftest har fulgt efter på Mountain-bikes). Dennegang valgte vi at gå ned ad Bredgade bl.a. fordi vi skulle checke nogen værelsesreservationer på Hotel Phønix i netop Bredgade (Lillemor bliver 60 i Marts og det bliver bl.a. fejret med Ballet-forestilling på det Kgl. Teater og da 2 par (Onkel og tante samt kusine og hendes mand) af de inviterede kommer fra Lillemors fødeby Silkeborg (samt Funder Kirkeby), bliver de indkvarteret der i gå-afstand fra Hotel Phønix til Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv).

Men altså....der i Bredgade, som jo er fyldt med dyre/eksklusive forretninger (bl.a. mange antikvitetshandlere, møbelhandlere og gallerier), ligger der i nr. 8 en mindre tøjforretning og der er det gamle forretnings"skilt" over vinduerne bevaret:

(Tryk evt. på billedet for at se det større). Der står: "I.G.Bøytler Iun: Vildt og Frugthandel". Jeg har Googlet lidt på adressen og der har ligget både galleri og antikvitetshandel før det blev tøjforretning og så altså også en Vildt og Frugthandel. Hvis I trykker på de 2 links over billedet kan I læse en smule mere. Jeg har desværre ikke umiddelbart kunne finde noget om ham der Bøytler nogetsteds.

Jeg har skrevet det før og det kan næsten ikke skrives/siges for tit: Husk OGSÅ at kigge op når I færdes i gamle København (eller andre gamle/ældre byer i Dronningeriget), der er så forfærdelig mange sjove og spændende ting at se andet end bare forretningsvinduerne.

Der findes denne hjemmeside, Indenforvoldene.dk , som er virkelig god at blive klog på om det gamle København. God fornøjelse.

En tur til Hirschsprungs Samling: Anne Marie Carl-Nielsen's Dyrestudier

I går var jeg en smuttur på Hirschsprungs Samling og se udstillingen Dyrestudier af/med/om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Hvis navnet virker bekendt, så var det fordi at hun var gift med komponisten Carl Nielsen og da de blev gift, tog hun sin mands fulde navn inklusiv en bindestreg som efternavn.

(husk at I kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse. Alle foto er taget med mit mobiltelefonkamera og på museet var der ikke det bedste lys, så derfor kvaliteten)

 Hvis I ser på billedet ovenover af indgangspartiet til samlingen, kan I i baggrunden, til højre for de 2 flag, se en mindre rytterstatue. Hver gang jeg er der, så er jeg lige henne "og hilse" på statuen...som hedder Barbaren og er lavet af Carl Johan Bonnesen. Den er ret barsk. På de 2 følgende billeder kan I se hvorfor; en asiatisk rytter siddende roligt og årvågent afventende på sin hest med 2 menneske-hoveder som trofæer hængende bag på sadlen:

 

 Bonnesen lavede en del statuer med asiatiske folk. Denne rytterstatue stod i Hirschsprungs egen have.

Nåh, - ind og se udstillingen, hvor der var et lille biograf-rum og hvor der vistes 2 små film, henholdsvis ca. 14 minutter og 5 minutter, som for den langes vedkommende kort omhandlede Anne Marie Carl-Nielsen's liv og skulpturer og for den kortes vedkommende hvordan hendes støbe-teknik var. Det fremgik heraf, at hun som mange andre brugte voks til at forme de små figur-udkast/modeller. Det fremgik også, at den voks hun brugte ikke bare var Bi-voks, men Bi-voks blandet med kartoffelmel, smør og olie. Også at de små sokler - det havde man opdaget ved brug af røntgenbilleder - var almindelige tændstikæsker (nogle af dem stadig med tændstikker i) og at figurerne skeletter var hår-pinde. Spøjst.

Der var kun et (1) rum til hele hendes udstilling, for alle hendes ting var jo små og stod i montre. Dog var der et udstoppet Får midt i det hele.

 

 OK - det var kun en lidt spændende udstilling, for montrene var for proppet med figur-studier, disse var små og lyset var meget dunkelt, så det var - for mit vedkommende - hurtigt overstået. Jeg fik mere ud af de 2 film end af udstillingen som sådan, men samlet er det hele ganske værd at se.

 

 

 Selvfølgelig benyttede jeg mig af lejligheden til at se den faste udstilling. Bortset fra Statens Museum for Kunst, så er Hirschsprungs Samling Danmarks bedste sted for Guldalderkunst og dansk kunst op til 1920'erne (+lidt mere). Og så kan jeg godt lide den gammeldags ophængningsform (som også findes på Fåborg Museum) med mange små rum (der er også et par sale) der er tæt besat med malerier. DET er til at overskue. Eneste minus ved denne form er. hvis der er mange besøgende, for så går man lidt i vejen for hinanden.

Herunder nok min favoritguldaldermaler Christen Købke's portræt af hans bo-fælle Frederik Sødring. De 2 boede sammen i en lille lejlighed i det gamle Toldbodgade - nuværende Esplanaden - i det hus, hvor Toldbod Bodega ligger i dag. Det her portræt er simpelthen Guldalderen for mig.

 Herunder også et protræt af Christen Købke, nemlig af hans ven Vilhelm Bendz (der desværre døde meget ung under sin "dannelses-rejse" til Italien. Jeg mener at kunne huske, at portrættet blev malet til Bendz' familie lige før han tog afsted.....og døde i Norditalien.

 Herunder et lille maleri af Vilhelm Bendz, som forestiller 2 af hans brødre i deres fælles lejlighed her i København, hvor de 3 boede sammen:

Jeg har tidligere fortalt, at jeg kan blive hel høj af at være i et kunstnerhjem eller se nogle af malernes personlige ejendele. I en vindueskarm står i en montre guldaldermaleren Constantin Hansen rive-sten til maling. Malerne dengang "rev" deres egen maling, d.v.s. at de på en sten kvaste/kværnede/malede de naturprodukter de skulle bruge til at male med til et fint pulver og så langsomt blande (oftetst) lind-olie i, så det blev den pasta/maling de skulle bruge. Det har været et hårdt og besværligt arbejde at lave malingen selv, især når de var på rejser og måtte bruge de forhåndenværende materialer, der nu var det pågældende sted og hvor disse produkter har været af svingende kvalitet. Det kan ses bl.a. på at nogen malerier er ret kornede og at nogen farver ikke har holdt farven men er skiftet/falmet med tiden og igen, at nogen er krakeleret hurtigere end andre p.g.a. af bl.a. oliens kvalitet (olivenolie, lindolie eller anden olie). Når de havde lavet farven/malingen, fyldte de dem i små svine eller fåre-blærer eller tarme, som så kunne benyttes a la vores dages tuber. En spændende verden, synes jeg.

 Som sagt er Christen Købke nok min favoritmaler, men der er en lille håndfuld der konkurrerer om den plads, bl.a. Martinus Rørbye, Constantin Hansen (ham med stene ovenfor), C.W. Eckersberg, P.C.Skovgaard og nok især Johan Thomas Lundbye. Herunder ses en meget lille skitse af netop Johan Thomas Lundbye og nedenunder igen det færdige "originale" maleri. Det er herligt at se sådanne ting, altså deres skitser/forarbejder/studier og så det færdige resultat. 

 

 Herunder også et lille maleri af Lundbye. Det er nok ikke mere end 15 x 30 cm og om det er en skitse eller et færdigt maleri kan jeg ikke blive klog på, men flot er det.

Herunder ses - og det er sådanne ting jeg kan blive hel HØJ af at se - til højre Johan Thomas Lundbye's palet. Farverne er selvfølgelig falmet med tiden, men fantastisk at opleve. Bogen til venstre er en Lundbye's skitsebøger kaldet "Troldom og Huletanker" fra 1846 (han døde i 1848 som 30 årig). Lundbye havde en imaginær følgesvend på sine rejser, en lille nisse, med hans egne ansigtstræk, som han ofte brugte som illustration bl.a. i breve hjem til hans familie.

 En noget sen "Guldaldermaler" var maleren Christen Dalsgaard. Herunder ses hans male-skrin med paletten siddende i låget:

 Christen Dalsgaard var født i 1824 og døde i 1907. De fleste af guldaldermalerne var født i perioden 1803 (Martinus Rørbye) til ca. 1818 (Johan Thomas Lundbye) +/- et par år. Til gengæld levede de ikke så lang tid som Dalsgaard. De fleste døde i perioden 1848-1880. 3 af de største, Købke, Rørbye og Lundbye, døde alle i 1848 og deres lærer C.W.Eckersberg i 1853 (som jeg plejer - helt privat - at sætte til Guldalderperiodens ophør).

Herunder ses en stribe af Dalsgaard's skitsebøger. I øvrigt var Dalsgaard's motivverden oftest de jyske (hede-)landskaber og den jyske almue og deres gårde og interiører.

 Hans Smidt (1839-1917) var en anden maler, der fødtes midt i Guldalderperioden og som var påvirket af denne i sine unge dage. Han har lavet en del malerier fra Jylland (han boede der) og især af de jyske hede-landskaber. Herunder et lille maleri, hvor man kan fornemme de vidstrakte hedelandskaber, der var dengang, med højt til himlen....og fuldstændig stille.

 Hirschsprung's Samling har en pæn - endda en meget pæn - afdeling med Skagensmalere. Heinrich Hirschsprung var Mæcén (sponsor i nu-dansk) for P.S.Krøyer i hans unge dage og købte gennem hele Krøyer's levetid en del malerier m.m. af ham. Krøyer var ikke bar en dygtig maler - især portrætmaler - han var også en dygtig skulptør. Herunder en Gips-buste af digteren og maleren Holger Drachmann.

....og her en del af en væg med mindre malerier, portrætter og skitser af P.S.Krøyer (der er flere malerier af ham derinde), hvor forneden ses til venstre den norske digter Bjørnstierne Bjørnsson, i midten en lille skitse af det berømte billede af Anna Ancher og Marie Krøyer på Skagen strand, og til højre et selvportræt.

 På vej tilbage til bussen opdagede jeg et hus skråt overfor Hirschsprungs Samling med en gylden vejrhane på en lille tag-karnap. Spøjst. Bygningen viste sig så ovenikøbet at være den navnkundige "Krebs' Skole", hvor mange af Kongehuset's medlemmer - vistnok i hvert fald Kronprins Frederik og fhv. "korn-"prins Joakim har gået i de mindre klasser.

Mit "Hof-transportmiddel" fra bopælen og ind til "centrum" er buslinie 42, der går fra Ballerup Station og ind til Nørreport Station (og retur) og som har stoppested ca. 100 meter fra min bopæl. Denne bus kører lige forbi Statens Museum for Kunst og Hirschsprungs Samling og lige da jeg næsten nåede hen til Sølvgade, så jeg den køre forbi mod Ballerup. Pis osse.....så går der ca. 20 minutter før end den kommer, fordi hver anden linie 42 kun går til Emdrup Torv. Jeg gik hen til stoppestedet - som er et midlertidigt et p.g.a. af vejarbejde på Sølvgade - og som ligger ved "Kartoffelrækkerne". Her er der suspenderet et par p-pladser for at gøre plads til stoppestedet i den ens-rettede gade. Her stopper også linie 6A og en anden bus. Ca. 8 min. efter kom ganske vist den til Emdrup Torv. Da tiden for min bus kom, ankom først den jeg ikke kan huske rutenummeret på, et minut efter linie 6A og sekunder efter min Linie 42 til Ballerup......og den kørte, da der ikke var plads til den ved stoppestedet i den ens-rettede gade. bare udenom den holdende 6A'er og videre der ud af. F... og Pis osse og så videre. L....busser. Vi var 2 der skulle have været med. OK - så besluttede jeg mig at vandre afsted over Dronning Louises bro til stoppestedet henne ved Rigshospitalet. På vej over broen så jeg på isen en Knopsvane ligge (den havde jeg også set fra bussen, da jeg var på vej til Hirschsprung's) på isen. Den lå der stille og roligt, men jeg kunne ikke se om der var fodspor omkring den. Gad vide om den var frosset fast. Der var en stor våge i nærheden hvor der var fyldt med ænder, svaner, Blishøns og måger. Men den så ikke urolig eller noget ud, så jeg fortsatte til stoppestedet. Og her var der så ingen problemer med bussen, så jeg kom med den næste hjem.

En god dag på Hirschsprung's Samling havde det været.