torsdag den 1. oktober 2015

1. Oktober....

I dag er den d. 1. Oktober 2015.

Jeg er dermed påbegyndt min sidste arbejdsmåned = 22 arbejdsdage, før end pensionen kalder :-)

Jeg er rigtig begyndt at vænne mig til tanken og glæder mig.

onsdag den 30. september 2015

Morgenvaner....

 
Morgen sove-vaner....

Jeg har altid - så længe jeg kan huske tilbage - vågnet af mig selv omkring 05,15 - 05,45 tiden om morgenen og det være sig på hverdage, i weekender og i ferier. Jeg har godt nok et vække-ur og det er sat til at vække kl. 06,00 på hverdage....hvis nu, ik' ? ....men det har aldrig været aktuelt.

Nu går jeg jo snart på pension og har i den anledning en gang i mellem tænkt på at det ville være dejligt om jeg kunne begynde at sove noget længere, nu hvor der ikke er brug for at stå tidligt op især på hverdage. Det ville sgu' være dejligt at kunne nappe et par timer mere.

Omvendt så har det med at stå tidligt op også (haft) sine fordele; jeg kan godt lide at sidde der alene med kaffe og bog/avis der om morgenen en eller to timer før end Lillemor vågner. Hvordan jeg gjorde om sommeren, da vi boede i lejlighed kan jeg ikke lige huske....har nok siddet på altanen...og knægten boede stadig hjemme....men kan ikke rigtig huske det og da vi flyttede i hus havde vi jo en pragtfuld terrasse og i vores nye hus er der også en terrasse. Jeg ryger jo ikke indendørs, så om sommeren er det dejligt at sidde udendørs i stilhed og drikke kaffe, ryge og måske læse.

Under ferier i udlandet har jeg ofte tyet til en bænk udenfor hotellet - og haft fine oplevelser og snakke med fremmede folk der - eller i lejede sommerhuse siddet udenfor.

Og det med sommerhus får mig op til Skagen, hvor vi mange gange - otte-ti gange ? - har holdt sommerferie i det samme sommerhus ud ad mod Gl.Skagen. Huset ligger som det næstsidste på en grusvej og foran huset er der bare strandhede i et par km frit og åbent. Jeg har nappet et screen-shot fra Krak. Man kan se huset ved prikken næsten midt i billedet. Nede til venstre ligger Gl.Skagen. Går vi tur ad stranden er der nok en km dertil. Grenens spids er den modsatte vej. Huset ligger direkte vest/øst og man gå ind i huset fra øst. (klik på billedet for at se det i stor størrelse).
 
 Herunder ses, på et dårligt "rezised" billede, en bænk, der står op af husgavlen. Her har jeg tilbragt rigtig mange timer gennem de mange år vi har været der. Når jeg sidder der, morgen, formiddag, eftermiddag eller aften, så er det simpelthen verdens bedste sted at afstresse. Jeg sidder der med smøger og kaffe og bare stirrer ud over strandheden. Man får virkelig tømt hjernen og stresset af. 
 
Herunder er der et vue fra bænken af direkte mod øst - solen står altså op direkte mellem læ-hegnet og den pæl man kan se og bevæger sig langsomt højt op mod højre og passerer hen over huset omkring 14-tiden, så fra 15-tiden af er bænken i skygge. I de mange år/mange gange vi har været i/på Skagen, har vi aldrig oplevet andet end godt vejr og for det meste altid solskinsvejr fra morgen til aften. Jo - der kan være lidt drivende skyer på himlen, men i 90 % af tiden har det altid været solskin måske med lidt blæst.
 
Heroppe er en af fordelene ved at stå tidligt op. Jeg vågner jo deromkring 05,15-05,45 tiden om morgenen. Når vi har været deroppe, så er jeg stået op og listet ud, sat kaffen over og gået stille i bad. Så tages kaffekande, krus, en hynde, smøger, lighter og askebæger med ud og bænken indtages. Her sidder jeg så og tørrer i den opgående sols varme, filosoferer over tilværelsen, får tømt hjernen og stresset rigtigt af. Det er måske kun 16-17 grader der tidligt om morgenen, men når man sidder der i læ og med solen stående lige på, så er der hurtigt varmt også selvom det er omkring 06,00 tiden om morgenen. Jeg kan høre havets stille brusen fra den anden side af klitten, kan høre Terner og Måger der flyver langs stranden. Nogen gange har jeg set Harer, Ræve eller Rådyr ude på strandheden. Det hænder at en morgenhundelufter eller en morgenbader kommer traskende forbi ude på grusvejen og så hilses der med kaffekruset.

Har vi været der om forsommeren, har vi oplevet det store Rovfugletræk nordpå. Så passerer rovfuglene - hvis de ikke tager øst-siden (som jo nærmest er sydsiden) af Grenen ude ved Flagbakken -  næsten direkte over taget på huset mod horisonten derude i det fjerne. Her har jeg set både Røde og Sorte Glenter, Lærkefalke, Dværgfalke, Vandrefalke, Tårnfalke, Musvåger, Hvepsevåger og andre våger, Stor og Lille Skrigeørn, Havørne, Kongeørn og endda en Slangeørn passere. Nogen af dem har fourageret over strandheden. Husker engang at jeg sad og så på nogen Hvide Vipstjerter der vimsede rundt i det lave græs ud mod grusvejen, da der lige pludselig kom en Tårnfalk og nappede en på jorden bare en 8-10 meter fra mig. Jeg har også oplevet at Gøge har drønet rundt deroppe. Alt dette med rovfuglene har selvfølgelig været fra sent på formiddagen af, når vejret har været rigtigt varmt og vinden passende til det store træk ud fra Grenens spids mod Norge.

Lillemor plejer at vågne omkring 08,00-tiden og kommer så ud og så får vi morgenmad og så fortsættes der med at slappes af. Når hun så går i bad, oftest ved 10-tiden, så tager jeg også tøj på, for så skal vi nok til Skagen for at handle eller noget.

Sidste gang vi var der, var i 2012. Her havde vi - inden vi tog derop - fået at vide, at ejeren af sommerhuset ville sælge det, for nu var hun selv gået på pension og havde så ikke råd til at have sommerhuset her, helårshuset på Lolland (eller Falster ?) og et andet sommerhus i Nordsjælland som hun selv brugte fast om sommeren. Valget var så faldet på, at det var Skagens-sommerhuset der skulle sælges, for hun ville helt sikkert få nogen millioner for det og det er jo heller ikke så dårligt igen. Det var selvfølgeligt brand-ærgerligt for os.

Som minde om mine mange morgener tog Lillemor så nedenstående foto af mig på bænken, som jeg plejer at sidde der....næsten da...som 56-årig....og knap 10 kg tungere end i dag:-) .

Ja - måske burde det ikke være her....but what the heck, ik' ? Ellers kan I bare lukke øjnene :-)
 


søndag den 13. september 2015

Ballet, koncert, kunstudstilling.....der planlægges stadig.

Her i dag sad Lillemor og jeg med programmet for Det Kongelige Teater og kiggede efter forestillinger vi godt gad se. Der er mange, rigtig mange der falder ind under den kategori. Pudsigt nok er skuespil ikke interessant for nogen af os, besynderligt nok, for vi har tidligere set en del forestillinger under, der dengang hed Arte, som ikke eksisterer mere. Altså vi koncentrerede os om Opera, Ballet og Koncerter.

Af Operaer var der et par stykker der kunne have interesse, men dem havde vi set/hørt - sådan da - men dog faldt vi over en der kunne være spændende.

Af balletter fandt vi tre og af koncerter fandt vi en. Vi gik så på nettet og købte billetter til følgende:

Opera: Il trittico af italienske Puccini. Spilles i Operahuset på Holmen. Puccini står for La Bohéme, Tosca, Madame Butterfly m.v., så det er rigtig godt. Den her forestilling er faktisk en gave til en af vores venner, der blev 60 år i foråret, så vi er et par stykker der skal afsted.

Ballet: Hübberiet. Balletmester Nikolaj Hübbe byder velkommen med smagsprøver fra forskellige balletter og indlagte overraskelser. Lyder spændende. Gamle scene.

Ballet: Come fly to me. Et causeri af moderne dans med udgangspunkt i Frank Sinatra's musik. Jeg er helt pjattet med Frank Sinatra og har ham ofte på CD-afspilleren herhjemme. Jeg har set nogle klip i TV fra den forestilling og glæder mig afsindigt. Gamle scene.

Ballet: Romeo og Julie. Shakespeares berømte historie koreograferet af John Neumeier. Musikken er af Sergej Prokofiev. Fantastisk musik. Lyt til den sats der hedder Riddernes dans/Dance of the Knights på f.eks. Youtube og I vil vide det. Fantastisk. Gamle scene.

Koncert: Mozart's blæsere. Det Kongelige Kapel's træ-blæsere (tværfløjte (?), obo, klarinet, fagot) spiller Mozart's Figaro's bryllup. Jeg har jo en hvis forkærlighed for Mozart og dette kun med trø-blæsere kan blive rigtig interessant. Gamle scene.

Derudover har jeg på nuværende spottet følgende kunstudstillinger jeg (og Lillemor) skal se:
Cool Moderne - Art DecoGl. Holtegaard. 21.08.2015 - 03.01.2016. Jeg er jo pjattet med Art Deco (og Skønvirke, Arts and Craft, Art Nouveau og Jugendstil...og Bauhaus og Funkis) så det her er en decideret Jan udstilling.

En smuk løgn - EckersbergStatens Museum for Kunst. 08.10.2015 - 24.01.2016. Det giver sig selv; Eckersberg er guldalderkunstnernes fader og Guldalderen er min foretrukne kunstperiode.

Johannes Larsen og AlhedOrdrupgaard. 11.12.2015 - 21.02.2016. Endnu en af mine favoritter som jeg sætter meget højt både som kunstner og som menneske. Har masser af bøger af og om ham og også en stribe træ-snit. Jeg besøger Johannes Larsen hus og museum i Kerteminde mindst en gang om året, hvad for mig nærmest er at betragte som den årlige pilgrimsfærd.

Ditlev BlunckNivågaard. Foråret 2016. Der er ikke kommet så meget - om noget - ud om denne udstilling endnu. Ditlev Conrad Blunck var en af Guldaldermalerne og født i Holsten var han præget af det tyske. Uddannet på Kunstakademiet i København og har vundet dettes store Guldmedalje. Valgte side til fordel for holstenerne i 3 årskrigen i 1848-1851 og meldte sig til deres oprørshær mod Danmark (som også Louis Gurlitt gjorde) og kappede dermed enhver forbindelse med Danmark. Et must for en guldalder-aficionado som mig.

Der kommer med statsgaranti og morgen kaffe flere udstillinger til på denne foreløbige liste.

Og apropos udstillinger, så var jeg senere på dagen i dag henne på vort Kunst- og Kulturcenter Gammelgår og se udstillingen "Kunst i Dullespjældet". En gruppe ældre kunstnere som vi dog alle kender i mange forskellige genre, nemlig komiker, filminstruktør og meget andet Erik Clausen, lead-guitarist i Gasolin Franz Beckerlee, Røde Mors Troels Trier og hans søn Lars Trier, tegneserieforfatteren og musikeren Flemming Quist Møller, guitarist i Burnin' Red Ivanhoe m.m. Ole Fich samt jazzsaxofonist m.m.Thomas Agergaard.  For pokker da en udstilling, jeg havde glemt både min mobiltelefon (og kamera) og kan derfor ikke vise billeder fra den udstilling. Den er meget humoristik sådan overordnede set, men alligevel meget overraskende. At se Ole Fich's meget naturalistiske surrealistiske malerier er fantastisk. Franz Beckerlee har noget Per Kirkeby over sig. De andre er ok men disse 2 er - synes jeg - de bedste. Udstillingen varer til 25. Oktober.

søndag den 23. august 2015

Sikke et drama...den natur....

Jeg sad her i eftermiddag på terrassen i skyggen under den udrullede markise og betragtede den vrimmel der er for øjeblikket af hvide sommerfugle - vistnok Kålsommerfugle. De er faktisk lidt imponerende at se på, sådan nogen sommerfugle. Når de flyver virker det altid meget flaksende, men på en eller anden måde så ved de åbenbart hvor de flyver hen, for de kommer over hække og ned over græsset gennem haven og så op over den næste hæk. Eller meget flaksende mellem 2 træer i nabo-haven...eller udenom en stor busk og så over en hæk. Ret fascinerende at kigge på. 


Min have er som tidligere skrevet ikke ret stor og til den ene side har vi en fuldvoksen Bøgehæk og til den anden side en noget mere pjusket kun 5-6 år gammel bøgehæk, der mangler nogen år i at være fuldvoksen. De enkelte planter er lidt uens i størrelse, så foroven kan der være lidt huller eller mellemrum om man vil.

Jeg sad netop og så på sådan en Kålsommerfugl, der kom fra den ene nabo, fløj gennem haven og gennem den noget mere pjuskede hæk ind til den anden nabo for så at vende og flyve tilbage en meter længere henne mellem 2 ret uens bøgehækkeplanter. Men nej - den fløj lige ind i et edderkoppespind og blev hængende og baskede. Jeg sad og så lidt på den i en små 10-20 sekunder - det var kun 5 meter fra mig - så rejste jeg mig og gik hen for at se hvad der skete.

Der hang den og sprællede lidt, men så opdagede, jeg, at der allerede var kommet en Korsedderkop - ikke en ret stor en - ned til den og sad på dens krop.


Jeg formoder at edderkoppen bed den eller havde bidt den og sprøjtet sit giftstof ind i den.

Så begyndte Korsedderkoppen at kravle rundt sommerfuglen og langsom fik den bøjet sommerfuglens vinger i den ene side ind mod kroppen på sommerfuglen idet den blev ved med at kravle rundt og rundt om den. Da den var kommet ind til kroppen, så begyndte den med det andet sæt vinger og til sidst var begge vinger foldet/bøjet/rullet ind mod sommerfuglens krop.

Så var det lige som om den forstærkede sit spind ved at fare frem og tilbage til nogle af grenene og de andre spindliner. Sådan virkede det i hvert fald og til sidst blev den siddende ude i siden af spindet ved en gren, mens sommerfuglen stadig hang inde midt i spindet. Så skete der intet mere og jeg satte mig hen på min stol og holdt øje med den som den hang der.

Jeg har åbenbart været uopmærksom eller noget, for på et tidspunkt var sommerfuglen væk. Jeg rejste mig og gik hen for at hvad der var sket. På spindet kunne jeg på nogen tråde tydeligt se noget af støvet fra sommerfuglens vinger. Men selv sommerfuglen og for den sags skyld også edderkoppen var væk. Jeg prøvede virkelig at se hele området der ved hækken igennem, men jeg kunne ikke finde noget spor af dem. Mystiskt. Om de var faldet ned eller blæst væk eller edderkoppen havde taget byttet og gemt væk ved jeg så ikke.

Men sikke et drama og hvor fantastisk at se, hvordan Korsedderkoppen fik behandlet sit bytte Det har jeg aldrig rigtig sådan set før...eller lagt mærke til sådan rigtigt når jeg har set naturfilm i tv.

Og i morgen er det så første arbejdsdag efter sommerferien.....og arbejdsdage, dem er der kun 50 stk. tilbage af :-)

fredag den 21. august 2015

Endelig weekend... :-)

Et lidt spøjst statement, når det i dag Fredag, er min sidste feriedag i en 3 ugers sommerferie.

Men altså, Lillemor sagde sådan skævt smilende i morges, at jeg skulle nyde min aller-aller-allersidste feriedag, for om 50 arbejdsdage - fra på Mandag af - bliver jeg pensioneret d. 1. November.

På Mandag starter så mine sidste 50 arbejdsdage. Jeg har investeret i en enkelt lille ting, vist kr. 2,50 i Søstrene Grenes - og det er et
som lige præcis viser 50 tommer på den ene side. Det skal op og hænge på mit kontor og så skal der klippes et felt/tal (1 tomme) af hver arbejdsdag til exit :-)