torsdag den 21. maj 2015

En Anders Zorn "selfie" ? ... :-)

Som det jo nok er visse læsere bekendt, så strækker en af mine mange (kunst-)interesser sig også over nordisk kunst og især svenske kunstnere; det kan jo ses på min bogliste ved at trykke på denne linie her. Især svenske Anders Zorn . Hans hjem, Zorn-gården i Mora i Dalarna, har jeg besøgt en stribe gange. Det er et fantastisk hjem at besøge.

Jeg får en masse nyhedsbreve o.s.v. om alt muligt, og i et af dem var der et nedenstående foto, som vel nærmest må betegnes som en af de ældste "selfie's" der findes i verdenen; ikke et selvportræt, men et foto man selv har taget af et "emne" og hvor man selv er med på:
 
Hvis man har studeret lidt om Zorn, så ved man, at han bl.a. malede en hel del nøgne piger; malerier især fra Dalarö i den svenske skærgård eller fra hans hjem i Dalarna. Vi ved, at han brugte levende modeller, men vi ved også, at han - som mange andre malere, som f.eks. Skagensmalerne (især Krøyer), som J.F.Willumsen m.fl. også brugte kameraet til at tage fotografier af modellerne for så at male maleriet i ro og mag.
Det ovenfor viste foto tror jeg han har taget ved en smutter. Han har skulle fotografere ung-møen i baggrunden og så lige har ville pudse rette/indstille linsen og så kommet til at tage foto'et. Jeg kan ikke forestille mig, at han har gjort det med vilje. Men sjovt er det og kan vel så betragtes som en af de tidligste "selfie" fotografier i verdenen. Det må være taget omkring år 1900.


Fotoet er fra en artikel i den svenske avis "Dagens Nyheter" og som handler om, at der d. 6.juni 2015 - altså om snart - udkommer en bog med titlen "Fotografen Zorn".......og den må jeg vel så nødvendigvis så nok investere i - det kan jo aldrig skade at udvide samlingen af Zorn bøger.

søndag den 3. maj 2015

Frits Syberg på Ordrupgaard....næsten i Grevens tid :-)

Jeg har det med at lave lister over de udstillinger og arrangementer jeg vil se. I dag var turen kommet til Frits Syberg udstillingen på Ordrupgaard. Den slutter i næste weekend, så det var næsten i Grevens tid at jeg nåede den (og ikke som Lerfeldt udstillingen, som jeg nåede på sidstedagen).

Ordrupgaard åbner kl. 11,00 og jeg var der ca. 10,40, for jeg ville lige i det gode vejr gå en lille tur i parken der. Ordrupgaard er jo en stor herskabelig villa bygget i 1918 til sommerbolig for Wilhelm Hansen, der var direktør for forsikringsselskabet Hafnia. Han var en lidenskabelig kunstsamler og undervejs med byggeriet ændrede han mening med Ordrupgaard og fik det ordnet sådan, at det både blev bolig og udstillingssted for hans store samling. I hans testamente var det bestemt, at hus, park og samling tilfaldt Den Danske Stat mod at det hele blev bevaret som et hele og et udstillingssted for hans samling. Som offentlig udstillingssted åbnede det i 1953. Når man ankommer, så ligger fronten af bygningen altid i skygge; jeg kan i hvert fald ikke mindes nogen sinde at have set den solbelyst. Stort set hele fronten er bevokset med en Vin-plante af en art:

(husk at klikke på billederne for at se dem i stor størrelse)


På siden af den oprindelige bygning er opført en ny udstillingsbygning. Der er her et stort glas-indgangsparti  og som regel med udstilling i store bogstaver påklisteret. Herunder ses dette indgangsparti og "jeg har sørget for" selv at stå under S'et i Syberg.....en art selfie eller noget:
Jeg ville jo se parken og nogen af de skuplturer der er udstillet der, så jeg gik omkring bygningen og den første skulptur er en Spejl-skulptur - en slags labyrint af lodretstående smalle 205 meter høje spejle i 4 cirkler man kan gå i. En meget speciel oplevelse. Foto'et herunder levner ikke rigtig skulpturen retfærdighed:

Det næste man møder er en kæmpe Magnolie; den største jeg har set herhjemme og nærmest som en busk. Dem jeg har set har altid været som træer. For pokker den var flot - og stor.

Herunder Hovedhuset med Magnolien ude til højre. Bemærk, at noget af huset beklædt med Vinen og at der er træ-espalier til yderligere bevoksning på væggene.

I parken er der som nævnt forskellige skulpturer som f.eks. denne kæmpekugle:

...og denne kæmpe-svamp. Bemærk at man kan se svampens lameller på hattens underside. Den er vel en 3 meter høj:

Herunder et foto fra "bunden" af den nærmeste park med en næsten udsprunget Blodbøg til venstre og Magnolien længere oppe til højre.

Men selve udstillingen......man må jo ikke fotografere derinde, så I slipper for en masse foto's af fede malerier. Men den levede så sandelig op til min forventning. Syberg levede jo fra 1862 til 1939 og var aktiv som maler fra ca. 20 års alderen og lige til sin død. Han var bedste-ven med maleren Johannes Larsen i Kerteminde - de blev nærmest naboer der - og også med digteren Johannes V. Jensen. Man kan virkelig se en udvikling i Syberg's måde at male på i hele hans levetid. Jeg synes bedst om starten af karrieren og op til midten af 1920'erne. Der er virkelig mange perler imellem.

En af perlerne er et maleri af en frokost. Historien er, at Johannes V.Jensen skrev et digt i 1901 om frokostens lyksaligheder og dette omsatte Syberg til et maleri i 1906. Digtet er på (mindst) 12 vers og jeg sætter lige de første  4 vers på under maleriet:

VED FROKOSTEN af Johannes V. Jensen.

Cafe'en skal være velsignet!
Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl!
Jeg omfatter min Kellner med Sympati,
jeg sidder sval og barberet ved Bordet,
finder Stangen under det med Fødderne
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt.

Giv mig en Bajer!
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad.
Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre,
Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det!
Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det paa Afstand!
Jeg vil begrave mig i en Slurk …
Jeg var tørstig … i Aftes, hvordan var det?

Nu har jeg det godt.
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med Æg og Sild –
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg,
og her fordyber det Smagen, at jeg tier.
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende.
Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.

Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.
Se den spiller, den ler klart,
Jeg holder den op som en stor levende Diamant,
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!
Her sidder jeg og bereder mig paa det bedste Øjeblik.
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes paa Gaden.
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende.

Skaal!

 
.....og bagefter gik turen hjem til græsslåning - årets 2. slåning - og kantklipning. Og herunder ses så lige vores eget lille Rhododendron-bed, hvor den lille blå, den lille røde og den lille hvide Rododendron nu er sprunget ud. Kun den store bagerste mangler nu at springe ud. Ærgerligt at de er så tidlige på den i år.

For resten er alle fotografier (undtagen frokosten, som er hugget fra nettet) taget med min mobil-telefon og deraf kvaliteten...eller mangel på samme.

....og nu står den så på 2 vm-ishockeykampe i træk resten af dagen/aftenen. God søndag til alle.

lørdag den 2. maj 2015

Hvis I nu ikke skulle vide det, så....

 
....er Verdensmesterskaberne i ishockey netop startet i denne weekend:


og det strækker sig over 17 dage fra i går d. 1. Maj af.

Jeg skal selvfølgelig se mange af kampene, især Danmarks kampe, og har så løbet kampprogammet igennem for at planlægge det hele. Det er nødvendig med planlægning i denne tid, da jeg for tiden er "overarbejdsramt" på mit arbejde; f.eks. i ugen der lige er slut, har jeg været på arbejde hver dag fra ca. 07,40 til 18,00 (3 timers overabejde pr. dag) og også skal være på overarbejde nu på Mandag og formentligt også på Fredag. Tirsdag og Onsdag er fredet, fordi Danmark spiller kamp kl. 16,15 disse dage.
Der er 2 grupper her ved VM med 8 hold i hver. Det giver 7 kampe i indledende runde:

Lørdag  d. 2. Maj Slovakiet - Danmark
Søndag  d. 3.Maj Danmark - Finland
Mandag d. 4. Maj Hviledag.
Tirsdag d. 5. Maj Danmark - Hviderusland
Onsdag d. 6. Maj Rusland - Danmark
Torsdag d. 7 Maj Hviledag.
Fredag d. 8. Maj USA - Danmark
Lørdag d. 9. Maj Danmark - Norge
Søndag d. 10 Maj Hviledag
Mandag d. 11. Maj Slovenien - Danmark.

.....altså 7 kampe på 10 dage !!!!!!

Og går Danmark videre, så har jeg ikke studeret programmet nærmere endnu.

Og så brokker de højtbetalte og pisseforkælede fodboldspillere sig over, hvis de en gang imellem kan komme til at spille 2 (to) kampe på en uge.......piveskide er hvad de er.

Jeg kender ingen anden sportsgren på Eliteniveau, der byder sine deltagere sådan et program. (I de hjemlige turneringer, spilles der normalt 3 til 4 kampe om ugen og det er skiftesvis ude- og hjemmekampe vel at mærke).

Ishockey er for rigtige mænd (og drenge).

Nedenstående foto er fra et-eller-andet af de mange ishockey-VM'er, hvor min søn deltog; det er vel unødvendigt at skrive, at det er ham i rødt - de andre er fra Letland:

lørdag den 25. april 2015

Omlægning af terrassen og lidt udvidelse...og sån'....

Jeg er ikke have-mand og det er Lillemor heller ikke, hvilket jo var årsagen til at vi solgte vores gamle hyggelige lille hus (95 m2) på en 1100 m2 stor grund. Der var ganske enkelt for meget at lave; når man var nået rundt med lugning m.v., kunne man med det samme begynde forfra. Og så den der kæmpe græsplæne....suk.

Vi købte så et splinternyt rækkehus - svensk i træ og malet sort - med en meget lille have, et delt haveskur og en lille terrasse. Hækken var nyplantet bøge-hæk, nærmest store kviste og som det kommer til at tage år at vokse sig pæn stor og fyldig. Ikke at det gør os noget, at den er lille. Vores nabo til den ene side ønskede høj fuldgroet hæk, så der har vi så en 180 cm høj og let fyldig bøgehæk. Til den anden side er de originale kviste som er vokset lidt større. Nu skal vi have ny nabo-til den side, for den nuværende har sat huset til salg, så dels bliver det spændende hvem de ny naboer bliver og dels om de vil have høj hæk i stedet for de lidt forpjuskede bøge-kviste der står der i skellet. Det er jo det med skel, at hvis en vil have er man nødt til at acceptere og betale halvdelen af udgiften. Jeg har det sådan, at det er OK for mig hvis de ny forlanger det, men jeg gider ikke have arbejdet med det; enten må de lave det (som det skete inde til den anden nabo) eller også må man betale sig fra det. Hækken for enden af haven er også de originale kviste, men her holder vi dem nede, da vores bagbo, hvis have ligger på tværs af række-huset, ligger lidt mere end 1 meters penge lavere end vores og som er virkelig have-menneske med masser af blomster og også køkkenhave. Vi kan altså kigge ned i hendes prydhave og vi plejer at sige, at vi har gartner til prydhaven. Om sommeren - i sæsonen - får vi grøntsager og frugt af hende og det er jo ganske pragtfuldt.

Hvert rækkehus har en lille træ-væg på en 2 meters længde og  180 cm høj bygget ud i haven og hvorfra hækken så fortsætter. Af uransagelige årsager har de, der anlagde terrasserne, ikke lagt sten helt ud til disse træ-vægge. Der er ca. lidt over en meters penge fra terrassen til væggen. Til den ene side lagde vi nogen overskuds sten fra noget byggeri og til den anden side havde lillemor lavet et rosenbed. Men nu skulle det være. Lillemor syntes vi skulle vende terrasse-stenene og samtidigt udvide terrassen ud til træ-væggene, så vi tog til Farum Beton og beså deres store udstillingsområde med mange forskellige stenlagte flader/terrasser. Vores terrasse-sten er svenske, for de mål de har, matcher simpelthen ikke nogen af de sten-typer man kan få herhjemme. Vi blev så hurtigt enige om at købe nogen 30 x 30 beton-fliser (de havde nemlig samme tykkelse som vores sten) og så syntes Lillemor, at der skulle lægges et bånd af små brosten mellem fliserne og stenene. Nu er det sådan, at jeg gennem mange år efterhånden har døjet med psoriasis (irriterende, men til at overkomme. Der er dem der er virkelig slemt ramt) og så også noget hud-halløj som lægerne aldrig rigtig har fundet ud af hvad er (det er noget med at min hud er sådan lidt gummi-agtig men alligevel sprækker og flækker og kan gå af i flager på hænder og fødder. Samtidigt kan jeg blive så usigeligt træt indeni fødderne, mærkeligt. Det med fødderne har jo sat en stopper for fjeldvandring og meget lange gå-ture. Hårdt arbejde med hænderne har også sine begrænsninger, da dels huden bliver revet i stykker og dels at jeg hurtigt rager infektioner/betændelsestilstande til mig; har desværre været indlagt nogen gange på grund af det. Alt dette betyder, at Lillemor alene i Fredags gik i gang med at pille alle stenene op og stable på en palle på græsplænen. Hun fjernede også jorden fra terrassen og ud til træ-væggene. Samtidigt ankom fliser, sten og afretningsgrus fra Farum Beton og det meste af dette blev transporteret ud i haven. Lørdag morgen mødte knægten op og han og Lillemor hentede en plade-vibrator hos Silvan. Først blev terrasseunderlaget ordnet (svigerdatter var nu også ankommet) og knægten mosede derefter på med pladevibrator. Så blev afretningsgrus lagt ud og afrettet efter alle kunstens regler. Herefter lagde knægten stort set alene hele terrassen med hjælp fra svigerdatteren der lagde de små brostens bånd. Så fik hele terrassen en omgang eller fire med plade-vibratoren - hold da kæft hvor det larmer (hvis I lægger terrasse og derefter skal stampe den med pladevibrator, så husk at køre flere omgange på de yderste sten-rækker, så de ligger fast og derfor holder på de midterste/den store flade, når den bliver kørt med plade-vibratoren). Selv nøjedes jeg med at "komme med gode råd", gå i vejen, sørge for drikkelse og lave mad. Det hele var færdigt om eftermiddagen og hurra for det.

Om søndagen var Lillemor og jeg i Aldershvile Planteskole og købe lidt forskellige planter. Jeg er som sagt ikke have-mand i den forstand at jeg nyder at arbejde i den, men jeg godt lide at på haver/blomster (nyder at se haveprogrammer i TV) . Vi har et Rhododendron bed i haven, faktisk 2 men det ene - "højbedet"- sløjfede lillemor og flyttede Rhododendronerne derfra ud i bedet i forhaven. Jeg kan godt lide Hortensia og Pelargonia'er - det er for mig rigtige sommerblomster - så vi købte 3 Hortensia'er (blå, hvid og en rød) og plantede dem i "højbedet!. Derudover 2 store Pelargonia'er i store keramiske håndlavede krukker. Der ud over købte vi en stribe små blomster fordi vi havde anskaffet en træ-væg som vi satte op på den eksisterende væg, så de kunne stå på hylder der.
Man kan rigtig hygge sig med de der krukker, for det gode ved det er, at hvis de går ud, så kan man anskaffe sig nogen nye. Nåh, - det bliver nok min af deling at holde styr på det. Klik på billederne og de bliver noget større:
Det ene hjørne med Pelargonierne i de 2 store krukker og så den påsatte væg på væggen med hylder med potteplanter. Man kan ane brostenene i forhold til de større 30x30 fliser. Naboen med den pjuskede hæk til venstre.

Den ene ende af en whisky-tønde (hvad ellers, når det er mig) bruges som urte-have :-)

Den anden side af terrassen med den høje hæk. Bemærk bænken; den har knægten også lavet i Lærketræ.

Det fhv. "Rhododendron-højbed" nu med Hortensiaer. Det grønne til venstre for bedet er ikke græs, men mos. Det skal jeg have fjernet og måske, kun måske, etablere endnu et "højbed"...vi får se.
...og så Rhododendron-bedet i det ene hjørne af haven. Ikke så meget at se på nu, men der er masser af knopper og det er meningen at planterne skal blomstre efter tur, så der er noget farverigt at kigge på i lidt længere tid. Rhododendron'er er flotte, men de blomstrer desværre for tidligt på foråret og i for kort tid.

søndag den 12. april 2015

I Grevens tid....Hans Henrik Lerfeldt på Gl.Holtegaard......

I går Lørdag opdagede jeg, at i dag Søndag er sidste dag for Hans Henrik Lerfeldt udstillingen oppe på Gl. Holtegaard. Uha - så måtte havearbejdet vige (tsk-tsk) for den udstilling VILLE jeg se og der var jo også en kamp 5 i DM-ishockeyfinalen der skulle ses i TV.
I dag Søndag tog Lillemor og jeg så afsted til Gl. Holtegaard, hvor udstillingen var. Vi ankom lige lidt over 12 (åbent fra 12-16) og der var allerede en del, som ville se udstillingen på dennes sidste dag. Gl. Holtegaard er en statelig bygning fra 1756 (om-)bygget af den store arkitekt/bygmester Laurids de Thurah.

 Første gang jeg stiftede bekendtskab med Hans Henrik Lerfeldt (1946 - 1989) har været omkring 1980. Der var åbnet et Galleri i Ny Adelgade i København, Galleri Asbæk (som senere flyttede til Bredgade) og der kom jeg en del og så udstillinger med de danske kunstnere, som var tilknyttet galleriet. Lerfeldt var en af dem. Mange af hans ting var akvarel og jeg var (og er stadig) fascineret af hans tekniske kunnen; han var en af de første, der i kunstens navn brugte det der kaldes for Air-brush, som er en form for anvendelse af opløst akvarel-farve ved trykluftssprøjtning.

Lerfeldt var en i alle henseender en stor maler - se billedet herunder:


 Han var uddannet på Kunstakademiets grafiske linie og et af hans store forbilleder var maleren Wilhelm Freddie. Mange af Lerfeldt's tidligere malerier bærer tydeligt præg af indflydelse fra Freddie. Sidenhen udviklede Lerfeldt sin helt egen stil, som var meget erotisk iblandet en pæn stor snert af sadomasochisme og insekter !!!! Et par eksempler herunder:


 
 
 
 I  starten af 1980'erne fik den svenske filminstruktør Ingemar Bergmann's familiedrama "Fanny og Alexander" både premiere i TV som en 4 delt serie og som spillefilm. Filmen udspiller sig i en overklassefamilie (jødisk ?, men "konvertitter" ??) i starten af 1900-tallet i Stockholm. Som jeg husker det, så er "Alexander" vistnok Ingmar Bergmann's far, så filmen er en del selvbiografisk. Jeg skal ikke trætte med en anmeldelse eller genfortælling, kun at jeg dengang syntes og stadig gør, at det er en kanonfilmfortælling. Filmen er spækket med de allerbedste svenske skuespillere på den tid (1980'erne) og er alene af den grund værd at se. Det korte af det lange er, at Alexanders far dør og at hans mor lidt efter bliver kraftigt opvartet og kurtiseret af den stedlige Biskop. Det ende selvfølgelig med ægteskab. Det viser sig, at Biskoppen er et dumt svin og terroriserer både Fanny og især Alexander samt deres mor. Hos familien bor Biskoppens moder og biskoppens søster, som i øvrigt afgår ved døden ved en brand (er det Alexander, der sætter ild i hende ?) Denne søster er enorm stor, fed og uformelig. Det er nemlig Hans Henrik Lerfeldt der spiller rollen. Jeg har aldrig rigtig fundet ud, hvordan han fik den rolle.

Han var, som beskrevet ovenfor, en i alle henseender stor maler. Den sidste gang han kommer ud af sin lejlighed, var til Wilhelm Freddie's 80 års fødselsdag. Knap et halvt år senere blev han fundet død, siddende i en special-bygget lænestol i sin lejlighed. Han vejede på det tidspunkt 275 kg.

Han var så stor, at Falck-folkene ikke kunne få ham ud af lejligheden, så næste dag måtte nogen håndværkere i lejligheden bygge en special kasse/kiste til ham. Man fjernede vinduesrammen i lejligheden og fik ham med kranvogn hejset ud af vinduet og ned på ladet af en mindre lastvogn og kørt til obduktion på Retmedicinsk. 
 Sikke et eftermæle at få; maleren der var så fed, at han blev hejset ned på en lastvogn og transporteret væk.

Men udstillingen var rigtig, rigtig god. Jeg kendt mange af hans malerier/akvareller i forvejen; dels fra mine besøg hos Galleri Asbæk og dels fra 2 bøger jeg købte dengang om ham.