I dag Søndag har det været årets hidtil varmeste dag. Lillemor og jeg nappede en lille tur i det gode vejr i vores lokale mose-område.
I dag kortede vi turen lidt af og rundede en Hjorte-farm der ligger i kanten af området, for at se om der var nogen dyr; de har det jo med at udtynde flokken en gang i mellem og sidst vi var forbi så vi kun nogen få stykker der; idag var der flere. Det viste billede her nedenfor er taget i modlys:
Lige da vi begyndte at gå fra Hjortene, så hørte vi begge den umiskendelige lyd, som vi begge elsker at høre.....Tranens trompeteren eller kalden. Den lyd er bare så speciel og har man hørt den bare en gang, så glemmer man den aldrig. Og straks kiggede vi begge op mod himlen og hovederne på os begge drejede rundt i alle retninger uden at kunne se noget. OK - lige der hvor vi var er der ret begrænset himmel at se, så måske når vi kom ud i det åbne land et par hundrede meter længere henne, kunne vi måske være så heldige. Men Ak - ingen Trane(r) at se deroppe på den ellers blå himmel. Nu er det sådan, at Tranens kald kan høres uhyggeligt langt væk. Jeg har tidligere - efter at have hørt Trane-trompeteren - været minutter om at spotte en flok på himlen og så bare som små prikker i en skrue eller et bånd langt oppe og langt, langt væk, men altså i dag forgæves. Det er tidligt på sæsonen at høre Traner; de store træk er normalt ikke begyndt endnu, men p.g.a. den milde forvinter sydpå, så meldes der allerede om pæne skarer af Traner nede i Nordtyskland og de første er meldt ud i Sverige, så de på vej, så kig op i de næste 3-4 uger.
Vi kom som sagt ud på de åbne markområder - og spejdede selvfølgelig hele himlen rundt hvert andet sekund - og bemærkede mange gæs rundt om på de spirende marker. Jeg følte mig helt hensat til "Syberg-land" . Dejligt var det og mindede som sagt om de mange malerier fra malerens Frits Sybergs hånd ovre på Kerteminde-egnen på Fyn. På billedet herunder ses lidt gæs. Den mørke bræmme i baggrunden er Hareskoven.
For resten så vi også en enkelt Vibe spankulere rundt på en mark dernede. SÅ er foråret altså også kommet til Hjortespring.
søndag den 9. marts 2014
søndag den 2. marts 2014
12 år som slave/12 years a slave.....en "must-see" film......
Som det jo nok er de fleste læsere af min blog bekendt, er jeg "rimeligt meget" interesseret i den amerikanske borgerkrig 1861-1865. Det kan bl.a. ses af den mængde bøger og film jeg har og som fremgår ude til højre under Sider - om min interesser i boglister hvor der er en særskilt side herom.
Jeg har læst om denne krig i mange år og sågar besøgt (læs om 2010 turen her og om 2012 turen her) en del af dens slagmarker og museer derovre i USA. Min interesse er først og fremmest - ja, hvor nørdet, men altså - det artilleri (kanoner, taktik, kamphandlinger, artillerikommandører, granater, støbning af kanonerne o.s.v.) der blev brugt under borgerkrigen og dernæst selve slagene, kampagnerne, personerne der deltog = erindringsbøger og selvbiografier skrevet af deltagerne selv og generelle biografier skrevet i nutiden, om soldaternes forhold og hvorfor de kæmpede o.s.v., o.s.v. Der er selvfølgelig også læst en del om hele baggrunden for borgerkrigens opståen, altså om det politiske spil i årtierne op til 1861 og om de amerikanske samfundsforhold i perioden op til og under borgerkrigen og især efter denne.....om det er overraskende at finde ud af at de spændinger der var dengang stadig eksisterer.
Nuvel - i går, Lørdag eftermiddag, var Lillemor og jeg i biografen og se en film der foregår i perioden 1841-1853 i USA og især i Sydstaterne. Filmen var 12 years a slave eller på dansk 12 år som slave og er baseret på en autentisk beretning/bog skrevet af hovedpersonen Solomon Northup.
Kort fortalt handler filmen om en i New York bosiddende og fri født neger, Solomon Northup, som er gift, fader til 2 børn og som ernærer sig bl.a. som musiker. Familien er en - bortset fra at de er negre - en respekteret og velfungerende helt almindelig familie i deres lokalsamfund. Solomon's hustru skal på 3 ugers rejse for at undervise et andet sted.
Under hendes fravær bliver Solomon præsenteret for 2 mænd, der har et cirkus/variete der mangler en musiker og han bliver overtalt til at tage på en lille turné i et par dage med dem til Washington. Her bliver han af de 2 mænd drukket fuld, bortført sydpå med andre negre og solgt på en auktion som slaver. Selvfølgelig gør han opmærksom på at han er en fri mand o.s.v. men lige lidt hjælper det. Det er jo bemærkelsesværdigt at bemærke, at sydstatsfolkene virkelig troede, at negre var laverestående væsner og at biblen gav dem ret til at holde negre som slaver. Det skulle jo klart fremgå deraf og de troede virkelig på det. Sådan var Sydstaterne dengang.
Som jeg opfatter det, så når han at være på hele 3 plantager. Han er også undervejs ved at blive lynchet af nogen hvide:
Der er mange barske scener i filmen, han bliver selv pisket, man ser nogen andre slaver blive lynchet/hængt, andre blive pisket til blods, voldtægt af slavepiger o.s.v., o.s.v. Der er en scene, hvor en slave-pige tryglende beder Solomon om at slå hende ihjel, da hun ikke kan holde sit liv ud mere idet hun konstant bliver voldtaget af den hvide plantage-ejer. Det ER barske scener skal jeg hilse og fortælle og man kan ikke være uberørt af de scener....jeg kunne i hvert fald ikke.
Hvis man kan tale om en lykkelig slutning på filmen, så er den trods alt en sådan en; på den sidste plantage Solomon er på, skal han hjælpe en canadisk tømrer med at bygge en have-pavillon. Denne canadier er imod slaveri og har bl.a. skændtes med plantage-ejeren om dette. Canadieren indvilliger i, da han har hørt Solomon fortælle sin historie, og med stor fare for ham selv, at kontakte nogle af Solomons bekendte tilbage i New York og en dag måneder efter kommer den lokale Sherif samt en af Solomons hvide bekendte fra New York og får ham fjernet med magt fra plantagen da han kan bevidne at han er født som fri mand og aldrig har været slave. Selvfølgelig bliver plantage-ejeren enormt gal og prøver at forhindre det. Solomon kommer hjem og genforenes med sin familie, hvor børnene nu er blevet voksne og han har sågar fået et barnebarn som er blevet opkaldt efter ham.
Bogen blev udgivet en del år efter hans hjemkomst og vakte jo, som Onkel Toms hytte, jo en del ballade derovre. Solomon Northup blev før og under den amerikanske borgerkrig en del af den organisation som går under navnet "Underground Railroad" og som hjalp slaver med at flygte fra Sydstaterne og som skjulte dem oppe nord på.
Jeg skriver i starten at der stadig er spændinger i USA omkring dette Nord-Syd spørgsmål. Tænk på, at der først sent i 1960'erne skete fuld - på papiret i hvertfald - lighed for alle i Sydstaterne. Navnet Martin Luther King burde være de fleste bekendt.
Når man som jeg er nørdet med den amerikanske borgerkrig og giver sig til at undersøge de felter som jeg beskriver som min interesse ovenfor, så kommer man i kontakt med mange mennesker derovre. Det er fortrinsvis forfattere af historiske og militærhistoriske bøger jeg har lært at kende via Internettet og har udvekslet mange meninger med og fået meget lærdom af. Jeg har som sagt "spandevis" af bøger om emnet og masser af Links til hjemmesider derom. Under læsningen af disse og især om blog's om emnet (en del af disse kan ses ude til højre om dem jeg følger) så kommer man vidt omkring og finder ud, at der stadig ER forskel på Nord og Syd derovre, at Mason-Dixon linien der nærmest adskiller Nordstaterne fra Sydstaterne - nærmest er en usynlig grænse for livs- og politik opfattelser stadig væk. Især finder man ud af, at indenfor skolevæsenet er der stor forskel. Mange bøger der bruges over det meste af USA bruges IKKE i de gamle Sydstater, for her har man stort set sine egne bøger, der fremstiller borgerkrigen og især årsagerne dertil helt anderledes.....og det vokser skolebørnene så op med.
For eksempel, så er der mange såkaldte "Southern Heritage Groups", der agiterer for, at det var Nordstaterne der startede borgerkrigen, selvom det jo var visse sydstater der ville trække sig ud af unionen og som via deres militser (hjemmeværn/Home-guards) erobrede Unionens arsenaler og tømte dem for våben og udrustning og som også var de første til at bruge våben som midler = bombardementet af sø-fortet Fort Sumter i Charleston's (South Carolina) havn d. 12 april 1861 og som således var de første skud i borgerkrigen. Disse grupper agiterer også for at grunden til de forskellige staters udtræden var Stats-rettigheder (States Rights) såsom retten til selv at bestemme skatter og afgifter og selvbestemmelse uden Unionens indblanding o.s.v. Man glemmer helt, at 3 af de første stater der trak sig ud af Unionen for at danne deres egen Konføderation, nemlig Missisippi, Georgia og South Carolina, direkte i deres udtrædelseserklæringer nævner slaveriets opretholdelse som den væsentligste årsag. Man nævner heller ikke, at en årsag var, at man fra Unionregeringens side ønskede, at de territorier man annekterede vestpå (områder der snart ville blive til nye stater i USA) ikke måtte være slave-stater. Man anerkendte i Unionen at der i Syden var slavestater og man agtede ikke fra Unionen at ændre her på. Man ville bare ikke have flere slavestater, hvilket de eksisterende slavestater, som var i undertal, ikke ville anerkende.
Der er masser af eksempler her på og det er ret rystende at læse, at der i dagens USA virkelig er mennesker der tror på dette.
En detalje om jeg så må sige, er det flag vi alle forbinder med Sydstaterne. Oprindelig lavede de udtrædende stater, som dannede Confederate States of America, et nyt Nationalflag, kaldet Stars and Bars (Stjerner og bjælker) der så således ud:
Det var altså et kampflag, et samlingspunkt for Sydstatssoldaterne, et flag der i kampens hede sagde "vi er sydstatssoldater og IKKE nordstatssoldater"...altså et simpelt signalflag (ligesom man bruger det indenfor Marinen). Intet andet.
Man udviklede siden National-flaget således (men det er en anden sag) til bl.a. dette:
(og i den tredje udgave forsvandt den røde lodrette stribe yderst til højre, så det var et rent hvidt Nationalflag med Battle-flaget i øverste venstre hjørne).
Men tilbage til Battle-flaget. Det var altså et rent militær-signal-/samlingsflag. Idag bruges det overalt i Sydstaterne og andre steder af disse "Heritage-grupper" for at markere, at man er fra Syden af. Sågar har del-staten Missippi incorporeret Battleflaget i sit delstatsflag. Nu vil delstaten Georgia til at tillade at Battle-flaget kan ses på del-statens bil nummerplader.
Nu er det sådan, at dette Battle-flag igennem tiderne er blevet flittigt brugt af yderligt gående organisationer som f.eks. Ku Klux Klan og andre racist-organisationer og at det verden over mest er blevet kendt for Racisme og had.....og har været det de sidste 100 år. Derfor har flere og flere stater og byer i USA bl.a. i Virginia forbudt at dette flag må benyttes ved offentlige bygninger, på offentlige pladser og flagstænger o.s.v. og det er de såkaldte "Heritage-grupper" så gået i selvsving over. De mener at det er noget om Arv og ære og ikke om racisme. De har dog ganske svært - og forståeligt - ved at få deres synspunkter igennem. Men de masser på for deres sag over alt. Ligesom de gør med deres påstande om slaveri og årsager til borgerkrigen o.s.v. Selv TV-stationer som den yderst ekstremt-konservative FOX er en af deres forkæmpere og det siger så ikke så lidt.
Nåh - nok om det. Men det er virkelig tankevækkende, at især i USA's sydstater er racismen og historie-forfalskning så udbredt som den er.
....og så undrer jeg mig virkelig over, hvem mon det kan være, der vil læse dette blog indlæg og om de har læst helt her ned til.
....men filmen som jeg startede med at omtale: Gå ind og se den....hvis du tør...den er tankevækkende på mange punkter.
Jeg har læst om denne krig i mange år og sågar besøgt (læs om 2010 turen her og om 2012 turen her) en del af dens slagmarker og museer derovre i USA. Min interesse er først og fremmest - ja, hvor nørdet, men altså - det artilleri (kanoner, taktik, kamphandlinger, artillerikommandører, granater, støbning af kanonerne o.s.v.) der blev brugt under borgerkrigen og dernæst selve slagene, kampagnerne, personerne der deltog = erindringsbøger og selvbiografier skrevet af deltagerne selv og generelle biografier skrevet i nutiden, om soldaternes forhold og hvorfor de kæmpede o.s.v., o.s.v. Der er selvfølgelig også læst en del om hele baggrunden for borgerkrigens opståen, altså om det politiske spil i årtierne op til 1861 og om de amerikanske samfundsforhold i perioden op til og under borgerkrigen og især efter denne.....om det er overraskende at finde ud af at de spændinger der var dengang stadig eksisterer.
Nuvel - i går, Lørdag eftermiddag, var Lillemor og jeg i biografen og se en film der foregår i perioden 1841-1853 i USA og især i Sydstaterne. Filmen var 12 years a slave eller på dansk 12 år som slave og er baseret på en autentisk beretning/bog skrevet af hovedpersonen Solomon Northup.
Kort fortalt handler filmen om en i New York bosiddende og fri født neger, Solomon Northup, som er gift, fader til 2 børn og som ernærer sig bl.a. som musiker. Familien er en - bortset fra at de er negre - en respekteret og velfungerende helt almindelig familie i deres lokalsamfund. Solomon's hustru skal på 3 ugers rejse for at undervise et andet sted.
Under hendes fravær bliver Solomon præsenteret for 2 mænd, der har et cirkus/variete der mangler en musiker og han bliver overtalt til at tage på en lille turné i et par dage med dem til Washington. Her bliver han af de 2 mænd drukket fuld, bortført sydpå med andre negre og solgt på en auktion som slaver. Selvfølgelig gør han opmærksom på at han er en fri mand o.s.v. men lige lidt hjælper det. Det er jo bemærkelsesværdigt at bemærke, at sydstatsfolkene virkelig troede, at negre var laverestående væsner og at biblen gav dem ret til at holde negre som slaver. Det skulle jo klart fremgå deraf og de troede virkelig på det. Sådan var Sydstaterne dengang.
Som jeg opfatter det, så når han at være på hele 3 plantager. Han er også undervejs ved at blive lynchet af nogen hvide:
Der er mange barske scener i filmen, han bliver selv pisket, man ser nogen andre slaver blive lynchet/hængt, andre blive pisket til blods, voldtægt af slavepiger o.s.v., o.s.v. Der er en scene, hvor en slave-pige tryglende beder Solomon om at slå hende ihjel, da hun ikke kan holde sit liv ud mere idet hun konstant bliver voldtaget af den hvide plantage-ejer. Det ER barske scener skal jeg hilse og fortælle og man kan ikke være uberørt af de scener....jeg kunne i hvert fald ikke.
Hvis man kan tale om en lykkelig slutning på filmen, så er den trods alt en sådan en; på den sidste plantage Solomon er på, skal han hjælpe en canadisk tømrer med at bygge en have-pavillon. Denne canadier er imod slaveri og har bl.a. skændtes med plantage-ejeren om dette. Canadieren indvilliger i, da han har hørt Solomon fortælle sin historie, og med stor fare for ham selv, at kontakte nogle af Solomons bekendte tilbage i New York og en dag måneder efter kommer den lokale Sherif samt en af Solomons hvide bekendte fra New York og får ham fjernet med magt fra plantagen da han kan bevidne at han er født som fri mand og aldrig har været slave. Selvfølgelig bliver plantage-ejeren enormt gal og prøver at forhindre det. Solomon kommer hjem og genforenes med sin familie, hvor børnene nu er blevet voksne og han har sågar fået et barnebarn som er blevet opkaldt efter ham.
Bogen blev udgivet en del år efter hans hjemkomst og vakte jo, som Onkel Toms hytte, jo en del ballade derovre. Solomon Northup blev før og under den amerikanske borgerkrig en del af den organisation som går under navnet "Underground Railroad" og som hjalp slaver med at flygte fra Sydstaterne og som skjulte dem oppe nord på.
Jeg skriver i starten at der stadig er spændinger i USA omkring dette Nord-Syd spørgsmål. Tænk på, at der først sent i 1960'erne skete fuld - på papiret i hvertfald - lighed for alle i Sydstaterne. Navnet Martin Luther King burde være de fleste bekendt.
Når man som jeg er nørdet med den amerikanske borgerkrig og giver sig til at undersøge de felter som jeg beskriver som min interesse ovenfor, så kommer man i kontakt med mange mennesker derovre. Det er fortrinsvis forfattere af historiske og militærhistoriske bøger jeg har lært at kende via Internettet og har udvekslet mange meninger med og fået meget lærdom af. Jeg har som sagt "spandevis" af bøger om emnet og masser af Links til hjemmesider derom. Under læsningen af disse og især om blog's om emnet (en del af disse kan ses ude til højre om dem jeg følger) så kommer man vidt omkring og finder ud, at der stadig ER forskel på Nord og Syd derovre, at Mason-Dixon linien der nærmest adskiller Nordstaterne fra Sydstaterne - nærmest er en usynlig grænse for livs- og politik opfattelser stadig væk. Især finder man ud af, at indenfor skolevæsenet er der stor forskel. Mange bøger der bruges over det meste af USA bruges IKKE i de gamle Sydstater, for her har man stort set sine egne bøger, der fremstiller borgerkrigen og især årsagerne dertil helt anderledes.....og det vokser skolebørnene så op med.
For eksempel, så er der mange såkaldte "Southern Heritage Groups", der agiterer for, at det var Nordstaterne der startede borgerkrigen, selvom det jo var visse sydstater der ville trække sig ud af unionen og som via deres militser (hjemmeværn/Home-guards) erobrede Unionens arsenaler og tømte dem for våben og udrustning og som også var de første til at bruge våben som midler = bombardementet af sø-fortet Fort Sumter i Charleston's (South Carolina) havn d. 12 april 1861 og som således var de første skud i borgerkrigen. Disse grupper agiterer også for at grunden til de forskellige staters udtræden var Stats-rettigheder (States Rights) såsom retten til selv at bestemme skatter og afgifter og selvbestemmelse uden Unionens indblanding o.s.v. Man glemmer helt, at 3 af de første stater der trak sig ud af Unionen for at danne deres egen Konføderation, nemlig Missisippi, Georgia og South Carolina, direkte i deres udtrædelseserklæringer nævner slaveriets opretholdelse som den væsentligste årsag. Man nævner heller ikke, at en årsag var, at man fra Unionregeringens side ønskede, at de territorier man annekterede vestpå (områder der snart ville blive til nye stater i USA) ikke måtte være slave-stater. Man anerkendte i Unionen at der i Syden var slavestater og man agtede ikke fra Unionen at ændre her på. Man ville bare ikke have flere slavestater, hvilket de eksisterende slavestater, som var i undertal, ikke ville anerkende.
Der er masser af eksempler her på og det er ret rystende at læse, at der i dagens USA virkelig er mennesker der tror på dette.
En detalje om jeg så må sige, er det flag vi alle forbinder med Sydstaterne. Oprindelig lavede de udtrædende stater, som dannede Confederate States of America, et nyt Nationalflag, kaldet Stars and Bars (Stjerner og bjælker) der så således ud:
Som man vil bemærke, er der 7 stjerner som repræsenterer de 7 først udtrædende stater og som dannede Confederate States of America.
Dette flag blev brugt som samlingspunkt for de Sydstatshærene under de første kamphandlinger i 1861. Der skete dog det, at det i kampens hede - man anvendte jo sort-krudt dengang - og p.g.a. af den megen røgudvikling der var, så opstod der mange misforståelser BEGGE veje, idet dette flag kunne minde meget om Unions flag, Stars and Stribes:
Derfor fandt man så ud af at lave et nyt Battle-flag, altså ikke et nyt Statsflag, men et flag som udelukkende skulle bruges i kamp og som adskilte sig væsentligt fra Unionsflaget og fra Nationalflaget og det blev så det velkendte Battleflag som ses herunder:
Det var altså et kampflag, et samlingspunkt for Sydstatssoldaterne, et flag der i kampens hede sagde "vi er sydstatssoldater og IKKE nordstatssoldater"...altså et simpelt signalflag (ligesom man bruger det indenfor Marinen). Intet andet.
(og i den tredje udgave forsvandt den røde lodrette stribe yderst til højre, så det var et rent hvidt Nationalflag med Battle-flaget i øverste venstre hjørne).
Men tilbage til Battle-flaget. Det var altså et rent militær-signal-/samlingsflag. Idag bruges det overalt i Sydstaterne og andre steder af disse "Heritage-grupper" for at markere, at man er fra Syden af. Sågar har del-staten Missippi incorporeret Battleflaget i sit delstatsflag. Nu vil delstaten Georgia til at tillade at Battle-flaget kan ses på del-statens bil nummerplader.
Nu er det sådan, at dette Battle-flag igennem tiderne er blevet flittigt brugt af yderligt gående organisationer som f.eks. Ku Klux Klan og andre racist-organisationer og at det verden over mest er blevet kendt for Racisme og had.....og har været det de sidste 100 år. Derfor har flere og flere stater og byer i USA bl.a. i Virginia forbudt at dette flag må benyttes ved offentlige bygninger, på offentlige pladser og flagstænger o.s.v. og det er de såkaldte "Heritage-grupper" så gået i selvsving over. De mener at det er noget om Arv og ære og ikke om racisme. De har dog ganske svært - og forståeligt - ved at få deres synspunkter igennem. Men de masser på for deres sag over alt. Ligesom de gør med deres påstande om slaveri og årsager til borgerkrigen o.s.v. Selv TV-stationer som den yderst ekstremt-konservative FOX er en af deres forkæmpere og det siger så ikke så lidt.
Nåh - nok om det. Men det er virkelig tankevækkende, at især i USA's sydstater er racismen og historie-forfalskning så udbredt som den er.
....og så undrer jeg mig virkelig over, hvem mon det kan være, der vil læse dette blog indlæg og om de har læst helt her ned til.
....men filmen som jeg startede med at omtale: Gå ind og se den....hvis du tør...den er tankevækkende på mange punkter.
Etiketter:
12 years as a slave,
12 år som slave,
Den amerikanske borgerkrig,
nordstater,
slave,
slaveri,
sydstater,
USA
søndag den 23. februar 2014
Smuttur til Amsterdam 17. - 21. Februar 2014
For noget siden besluttede Lillemor og jeg, at brænde vores resterende feriedage af med en tur til Amsterdam. Det må være tæt på 22 år siden vi sidst har været der, så byen trængte til et gensyn. En af grundene var de mange museer der er dernede, bl.a. van Gogh Museet var højt på ønskelisten, hvilket bl.a. var skyld i forrige indlægs besøg på Ordrupgaard's van Gogh-udstilling; jeg havde fundet ud af, at Ordrupgaard havde lånt malerier fra netop van Gogh Museet i Amsterdam, så vi skyndte os at se disse 9 malerier på Ordrupgaard før end vi så "resten" på van Gogh Museet.
OK - vi fløj altså i Mandags d. 17. februar kl. 10,00 til Amsterdam med KLM. Vi boede på Hotel Memphis beliggende på Lairesse Straat og det kun et enkelt stoppested fra både Concertgebouw (en fantastisk koncertsal) og Museumsplein - en stor græsplæne, hvor de 3 museer Stedelijke (Moderne kunst = Amsterdams svar på Louisiana), van Gogh Museet og Rijks Museum (Rembrandt, Vermeer, Frans Hals, Picasso, m.m.) .
Lige overfor hotellet ligger Auktionshuset "Christie's" afdeling i Amsterdam; her var hver dag heftig aktivitet med ankommende last- og boks-biler hvorfra de bar malerier ind i pæne mængder.
Jeg stod hver morgen nede foran hotellet og fik min morgen-smøg og så på trafikken i dette vejkryds. Det var yderst fascinerende. På Lairesse Straat - som man kan se i venstre side af ovenstående foto fra vores værelse - kørte sporvogn nr. 16 som vi ofte kørte med (endestationen er Centraal Station). Der var megen myldretidstrafik og en million cyklister. Jeg fandt aldrig ud af hvordan lyskurvene virkede; der var lyskurve for biler, cykler og sporvogn i alle retninger, men sammenhængen gik ikke op for mig trods ihærdig kiggen. Til gengæld så er cykel-trafikken som et mix af Russisk roulette og kamikaze-piloter; stort set uanset lyssignalet visen, så tog fanden ofte ved en eller flere cyklister der bare drønede ud i krydset og det virkede meget hasarderet. Derfor karakteristikken som en blanding af russisk roulette og kamikaze-piloter. Den første morgen knaldede 4 skolepiger - 12-13-14 år ? - på fuld knald ind i en korrekt parkeret Mini-Bus i P-lomme foran hotellet og 4 meter fra mig og det med et ordentligt brag. Ingen af dem fik andet end blå knubs. Mini-bussens chauffør, hotellets portier og jeg hjalp pigerne op og rettede styr og skærme for dem mens de kaglede løs på deres for mig uforståelige hollandsk. Chaufføren tog det i stiv arm at de havde ødelagt hans bils venstre baglygter og ridset den lidt.
Vi havde i Schiphol Lufthavn købt 5-dages-kort til sporvogn, bus og Metro (selskabet GVB) og vores fortrukne befordringsmiddel - udover Apostlenes heste - var sporvogn. De kører hele tiden, de er hurtige og man får samtidig set byen.
Efter indkvartering på hotellet tog vi med sporvognen ned til Centraal Station og gik derfra rundt i de små gader og langs de kanaler der er dernede. Mange steder er fortorve og pladser med de hollandske karakteristiske på højkant liggende gule mursten. Det kan være rigtigt flot at se på.
Om det pynter op i by-billedet ved jeg ikke. men der er en del af nedenfor viste "Pissoir's" rundt omkring. Der er plads til 1 max. 2 personer/mænd derinde.
Og selvfølgelig så vi masser af hollandske kanal-huse og kanal både. De huse er helt specielle og rigtigt flotte. De er gamle; mange af dem bygget i 1600- eller 1700-tallet. De er også tit vind og skæve i forhold til hinanden. Jeg ved ikke om det rigtigt kan ses på nedenstående foto, men de er skæve og ofte hælder husene også fremad, så man tror at de snart vælter.
Den første aften var vi ikke rigtigt sultne, så vi købte bare noget ost, pølse og brød og vin og spiste på hotelværelset. Der stod i folder på hotelværelset, at man skulle opbevare sine madvare i det dertil værende køleskab, så helt ukendt er så åbenbart ikke at gæster napper noget spiseligt der i stedet for at bruge hotellets restaurant. Det er jo OL tid, så der kiggedes en del - for mit vedkommende - i TV'et uden at jeg fattede en bjælde af hvad der sagdes.
Torsdag formiddag gik turen til vores begge's højeste ønske, nemlig van Gogh museet på Museumsplein. Museet ses herunder: den høje glasbygning (og den runde bygning til højre for en en nytilbygning der ikke er færdig endnu).
I får ingen foto's fra van Gogh Museet af, da det strengt forbudt at fotografere derinde. Men for pokker da, hvor vi fik en på opleveren derinde. Jeg var helt oppe og køre over alle de malerier der er og jeg kunne nok fortælle jer til døde om det, så det slipper I for her (men vent bare...gnæk-gnæk).
Herfra tog vi sporvognen til downtown og gik rundt igen i kanalgaderne. Der er masser af husbåde rundt omkring. Nogen i ombyggede gamle Pramme og slæbebåde, andre igen er flydende "kasser" og ikke alt er lige kønt at se på. Nogen steder nede ved havne-fronten i nogen af havnebassinerne er der ligefrem små flydende "landsbyer" af husbåde.
Nogen steder er der ikke plads til at gå langs husene på kajerne, da det nærmest er Venedig om igen:
...og selvfølgelig ledte Lillemor os til "Red Light District". Vi så det kun i dagslys, men også om dagen er der prostituerede i de der såkaldte "Vindues-bordeller" man kender fra film og foto's. Og der er piger af enhver slags, størrelse og hudfarve samt påklædning...hvis man kan kalde det for det...."udstillet" der.
Et sted ved kirken i distriktet er der i fortorvet nedenstående bronze-skulptur; en hånd der tager om et bryst:
Og ved siden af kirken er der nedenstående bronze-statue "Bella", som forstiller en af pigerne der og som er en hyldest til "Sex-arbejderne" som de kaldes og skænket af en af de piger, der har arbejdet der i mange år og som nu er, eller har været, talskvinde for Sex-arbejderne.
Nedenfor en sjov detalje fra et hus, idet der i hushjørnet på alle etagerne var en meget lille altan:
Hjemmefra havde vi bestilt billetter til både en koncert og til en Balletforestilling. Denne Tirsdag aften var vi til koncert i det verdensberømte "Concertgebouw" - herunder - og det er berømt for sin fine akustik.
Den koncert vi skulle til - den eneste der var i den periode vi var i Amsterdam - var med noget der hed "Nederlands Studenten Orkest" (sådan staves det). Som navnet siger, er det et orkester bestående af musikkonservatoriestuderende og et meget gammelt og i Holland anerkendt orkester. Der var i hvertfald fyldt med mennesker denne aften. Herunder står vi i kø indenfor i vestibulen og venter på at komme ind (de næste 5 foto's er taget med mobiltelefonens kamera):
I vestibulen eller forhallen som det vel er, hænger denne meget specielle kæmpestore lyse-krone:
Vi havde billetter til 3. række, så vi havde godt udsyn og god lytteplads. Herunder lidt billeder derfra. Jeg har engang læst et sted, at et "fuldtonet" symfoni-orkester er på enten 90 eller 110 medlemmer og jeg vil tro, at dette orkester lå deroppe omkring. Hold da kæft, når de satte damp på kedlerne, var det lige før man blev rykket et par rækker bagud.
Aftenens program bestod af 3 dele. Først et nykomponeret stykke musik: Lebam af Matthias Kadar. Det var meget, meget moderne (=ikke min smag). Dernæst den engelske komponist Edward Elgar's "Sea Pictures". Det var straks mere melodiøst, som det skal være. Der var kun en fejl, nemlig den at der var en sopran der sang til alle satserne - der var 5 satser - og hun må, er jeg sikker på, have haft Madame Bianca Castafiore som sit store forbillede. Det passede simpelthen ikke sammen, det der syngeri og musikken...men det er min mening og lidt synd for den ellers udmærkede musik.
Sidste del var Dmitri Sjostakovitsj 10. symfoni. Og det er hvad jeg har at sige om den. Jeg er ikke så meget til øst-europæiske komponister, da jeg synes, at de oftest er for "mørke og dystre" i deres musikalske sprog/udtryksmåde.....men der findes da heldigvis undtagelser, som f.eks. Tjaikowski's "Svanesøen" .
Men alt i alt var det en dejlig oplevelse alligevel og sjovt at få oplevet "Concertgebouw". En interessant ting var i øvrigt, at garderobe, program samt drikkevarer (kaffe, the, sodavand eller vin) i pauserne var gratis.
Onsdag stod "Rijks Museum" for tur. Det er Amsterdams og Hollands svar på vores "Statens Museum for Kunst".
"Slagnummeret" eller hovedattraktionen her er Rembrandt's "Nattevagten" - et kæmpemaleri af et frivilligt Borger-kompagni. For nogen år siden, var der en galning der stak en kniv i det og lavede et "pænt snit" i det, men det er i dag konserveret så man ikke kan se det. Der står nu 2 vagter konstant på hver side og holder opsyn med billedet/publikum.
Lillemor var meget begejstret for "Nattevagten" - hun ses herunder studere et lamineret ark med diverse forklaringer til billedet.
Det er 2. gang vi ser det - sidt for de her ca. 22 år siden - så det har ikke ændret sig siden den gang. Personligt synes jeg ikke, at det er noget særligt forstået på den måde, at der er så mange andre malerier fra den tid af andre kunstnere, som jeg synes er endnu flottere. Der hang en stribe malerier fra samme periode også af sådanne frivillige borgerværn malet vistnok af en Pieter Hoch-et-eller-andet som jeg syntes var både flottere og det hele...og teknisk bedre. Rembrandt's malerier virker tørre og lidt falmede/farvefattige og måske er malingens pigmenter blegnede med årene. De andre var mere farverige/farvestærke om man kan sige så. Se herunder f.eks.:
Derudover var der malerier af Frans Hals (han er bedre end Rembrandt synes jeg), Vermeer, van Ruysdael m.fl. og det er utroligt at se hvor gode farverne er velbevaret på disse malerier fra 1670-80'erne af. Og tænk sig, at dengang havde man kun runde selvlavede pensler og de farver man brugte, dem lavede kunstnerne selv. Utroligt dygtige var de.
Og også dengang kunne de "male sort". OK - foto'et herunder kommer ikke til sin ret, men det er utroligt at se det liv der er i sådan en sort farve - jeg har jo tidligere indlæg beskrevet min begejstring for Eckersberg's kunnen på samme område.
Der var selvfølgelig også en masse andre malerier på museet, Picasso, Chagall, Matisse og lidt franske impressionister m.m., men der var også lidt design om bl.a. Art Deco (=Art Nouveau, Jugendstil, Funkis, Modernista, Skønvirke = kært barn har mange navne) som jeg specielt godt kan lide bl.a. herunder møbler og et skakspil. Bemærk lige skakbrikkernes udseende.
Brikkerne er kanoner, fly, kampvogne, bomber, soldater der skyder, soldater der kravler o.s.v.
Dagen før havde jeg på afstand, nede ved havnen set nogen master på lang afstand. Hjemme på hotellet fandt vi ud af at der var et skibsfartsmuseum med en replica i naturlig størrelse af en gammel Ost-Indiens-farer fra 1778, så efter besøget på "Rijksmuseum" tog vi derned:
"Amsterdam" hed skibet og havde haft 354 mand som besætning og 42 kanoner som bevæbning. Det var altså et bevæbnet handelsfartøj - mod sørøvere - som havde sejlet varer hjem til Holland fra kolonierne ude i Østen. Det var meget interessant og meget flot. Herunder lidt billeder der fra:
Vi var selvfølgelig ombord og se det og fascinerende var det at se hvor lidt plads mandskabet havde haft til rådighed (hængekøjer over alt) og hvor meget plads der blev brugt til varerne man havde med hjem. Senere hen året skal vi til England og køre hele Sydengland i bil fra Dover til Penzance/Lands End med bl.a. ophold i Portsmouth for at se Admiral Nelson's stadigt eksisterende Admiralsskib "H.M.S. Victory" på hele 104 kanoner og søsat i 1765. Det var jo på det skib Nelson døde under slaget ved Trafalgar i 1805. DET bliver spændende at opleve.
Amsterdam er jo mest kendt for sine kanaler og sine gamle huse, men ved selve havnefronten er man i gang med at bygge nyt. Jeg har smidt 3 billeder herunder så man kan se før og nu....og selv gøre op hvad man synes er charmerende eller ej:
Prøv at se rigtigt på ovenstående billede, for der kan man se hvor skæve nogle huse er og hvor meget facaderne hælde ud - især i sidegaden.
Billedet ovenfor er noget af det nyeste og som med Københavns ny Havnefront er det et forfærdeligt misk-mask der dog har 3 ting til fælles; det er høje bygninger, der er meget glas og der er meget beton. Byplanlæggerne har manglet vilje - som i København - til at strukturere eller formgive det ny på en god måde. Her har hver bygherre selv bestemt sit eget hus udseende uden skelen til om det passer med de andre huse. Ærgerligt, for moderne byggeri kan være flot hvis de gøres ordenligt som f.eks. området La Defence i Paris (der hvor von Spreckelsen's ny Triumf Bue står), Docklands i London eller i Berlin.
Om aftenen spiste vi på en anbefalet restaurant "Chez George" nede ved de gamle kanaler. Super lækker mad - 5 retter - og gode Alsace vine der til.
Næste dag, Torsdag, startede vi så på "Stedelikje Museum" - museet for moderne kunst a la vores Louisiana eller Stockholms "Moderna Museet" .
Lad det være sagt med det samme; det var nu mest for min skyld vi var der. Lillemor er ikke så meget til det her nymodens, mens jeg faktiskt godt kan lide en del af det og især af den art der kaldes "Pop-art" som der skulle være en del af her (udover også selvfølgelig Picasso, Braque, Chagall, Mondrian, en stor Cobra-afdeling med bl.a. Jorn o.s.v. og andre af dem fra den første fjerdedel af 1900-tallet).
Lidt eksempler på Pop-art ses herunder, startende med Andy Warhol......
...og herunder Roy Lichtenstein's tegneserieagtige malerier.......
Den nedenstående installation eller hvad den type nu kaldes var meget sjov. Kunstneren fik jeg ikke lige bidt mærke i:
...eller hvad med den her ? Et maleri på ca. 2 x 3 meter forestillende en skål med flødeskum set oppefra:
Der var også en enkelt skulptur af Jeff Koons. Han er speciel. Laver mærkelige ting men alligevel sjove/spændende som den her gris:
...og så er der den her installation som jeg faldt fuldstændig pladask for:
Edward Kienholz "The Beanery" fra 1965 forestillende baren "Barneys Beanery" i West Hollywood i Californien. Man kan gå ind i den. Alle figurer er i næsten almindelig størrelse og har alle - undtagen ejeren Barney - hoveder som er ure. Der kører en sagte blues-musik derinde og der lyder snak og talen og klirren af glas m.m. Det er noget med at gæsterne i baren bare slår tid ihjel, at tiden står stille o.s.v. Vildt betagende at gå ind i - jeg blev helt høj af at være der inde og opleve, se, mærke og føle det. Fantastisk.
Og så om aftenen skulle vi til Ballet-forestilling i det kombinerede "Stadthuis-Muziektheater" som netop er en bygning der består dels af Amsterdams Rådhus og så deres Opera-ballet-koncert-Teater hus. Noget af en kombination, hva'ba' ?
.....og også her var program, garderobe og drikkelse i pauserne gratis. Noget man burde foreslå de danske tilsvarende steder :-)
Herunder ses Lillemor i granskning af aftenens program; dybt koncentreret....det er på hollandsk :-) Og igen er de næste 3 foto's taget med mobiltelefonens kamera:
Der var næsten udsolgt denne aften. Der var 3 balletter af den moderne slags og det var rigtig rigtig godt. Både balletterne og den tilhørende musik. Enkelte gange greb jeg mig selv i at se for meget ned i orkestergraven - orkestre er altid fascinerende at følge/opleve - i stedet for på balletten på scenen.
Men en dejlig oplevelse igen.
Næste dag, Fredag, var hjemrejse dag. Vi skulle flyve kl. 15,00 så vi havde en del tid at bruge før end vi tog til Schiphol Lufthavnen.
Vi startede med at tage ned og se Rembrandt's hus. Vi var lige kort inde i det men ikke på rundtur for dels var der en masse skoleklasser og dels var tiden ikke til det.
Derfra tog vi lige hen på "Rembrandtsplein" hvor der står en kæmpestor statue af Rembrandt. Nedenforan statuen har en kunstner lavet "Nattevagten" i legemstore broncestatuer - se personen i blåt ude til højre for sammenligningens skyld. En fantastisk sjov ide. Prøv at sammenligne denne gruppe med maleriet tidligere i indlægget.
Herfra drønede vi så ind til hovedpladsen i Amsterdam kaldet for "Dam". Her ligger kongeslottet - selvom de kongelige ikke bor der mere - og en stor Domkirke. Jeg havde på plakater rundt om i byen set, at der netop denne Fredag i kirken åbnedes en udstilling med den engelske maler Francis Bacon og den kunne vi lige nå at se. Noget overrasket blev jeg/vi dog, da det viste sig, at udstillingen - som jo var slået stort op på plakater overalt - kun bestod af et (1) billede...eller rettere 3 malerier i form af en såkaldt "Triptykon" og lavet af Bacon til minde om hans afdøde kæreste/elsker. Hmm.....ok - det var "en typisk Bacon" da hans stil slet ikke er til at fejl af, men lidt skuffende....at der kun var dette ene.
....og derfra tog vi så sporvognen tilbage til hotellet, hankede op i kufferterne og så afsted til lufthavnen for afgang kl. 15,00.
Det har sgu' været en god tur på disse 5 dage. Lidt kedeligt vejr, gråt og enkelte tidspunkter med lidt finregn. Men dejlige oplevelser for både øjne, øre og mave.
Herunder "Yours truly" foran "Rijks Museum" og med "van Gogh Museum"s runde tilbygning til venstre i billedet.
Lad der blive flere af den slags småture.
Etiketter:
Amsterdam,
ballet,
frans hals,
Holland,
koncert,
koncertgebouw,
musik,
red light district,
Rembrandt,
Rijks Museum,
Stedelijke's museum,
van Gogh,
van Gogh Museum
Abonner på:
Indlæg (Atom)











.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)