tirsdag den 17. december 2013

På hockey-tur....

Søndagen i går var lidt anderledes end den plejer at være: Jeg var på Hockey-tur til Odense. Årsagen var den, at min knægt jo, efter sit ishockeyspiller-karriere-stop i sommers, er gået hen og blevet (kapret til) Hoveddommer i bedste række herhjemme. Noget af et spring må man sige; han spillede med og mod de spillere, som han nu dømmer for, for bare et halvt år siden.

Men altså; han skulle dømme i Odense kampen mellem Odense Bulldogs og SønderjyskE og den skulle starte kl. 16,00. Forinden var han blevet bedt om (inviteret af) at holde et lille foredrag for Odense's supportere i deres klubhus. Foredraget skulle være om hans overgang fra spiller til Hoveddommer. Jeg havde fået nasset mig med på turen og vi blev hentet kl. 12,00 af den ene af hans Liniedommere, Niklas. Den anden Liniedommer kom fra Fyn og den anden Hoveddommer kom fra Herning. Vi kørte standsmæssigt afsted. Liniedommer Niklas kørte i farmands (ene) bil, en Audi A4 Stationscar.

Vel ankommet til Odense, gik vi straks - efter at have "smidt" deres udstyrstasker i dommerrummet i skøjtehallen - til supporternes klubhus kaldet "Hundehuset". Her blev vi straks trakteret med julemad = et par tykke skiver flæskesteg med svær, brune og hvide kartofler, rødkål og sovs der hang ved. Lidt af en overraskelse, men ned gled det....uden besvær endda.

Derefter blev Junior officielt budt velkommen og præsenteret for de omkring 50 supportere der var mødt op til spisningen. Der var en del der kunne huske ham fra da han spillede for Odense Bulldogs for små 6 år siden. Han fortalte så om "overtalelsen" fra Unionens side til at blive Hoveddomer, hans overvejelser for og imod og så beslutningen om at tage udfordringen/handsken op. Og så lidt om de første kampe o.s.v. Derefter stillede supporterne så nogen spørgsmål om det her med at dømme folk som man havde spillet med (på landsholdet og et par klubber)) og imod (de andre klubber).

Herunder ses han, på vej tilbage til sin plads, svare en supporter på et spørgsmål. Bemærk ham supporteren der sidder med ryggen "mod os".....Skinke bliver han kaldt....og han lignede også sådan en.

Så var det tid til at komme tilbage til Skøjtehallen. Nedenfor ses Junior og Niklas på vej mod hovedindgangen til "Bryggeriet VestFyens Arena" som skøjtehallen er døbt. Den grå venstre del er en "ny" hal som Liga-kampene (og landskampe) spilles i. Den gule murstensdel til højre er den gamle skøjtehal.

Herfra skiltes så vores veje. Dommerne skulle til at "lade op" , holde "taktik-møde og klæde om. Der var et par timer til kampstart. Jeg skulle lige ryge færdig før jeg gik i hallen, så jeg gik lidt rundt og omme bag hallen fandt jeg Junior og den anden hovedommer Jan stående ved SønderjyskE spillerbus i samtale med en spiller fra SønderjyskE. Det skal lige puttes ind her, at Junior med en anden Hoveddommer om Fredagen havde dømt SønderjyskE i Vojens mod Frederikshavn.....så det var nok noget der var sket der, som de lige talte om.
Man kan så gisne på, hvad de forskellige fagter så egentlig betyder.......



Hele området er jo et gigantisk Idræt- og sportsområde. Herunder ses en plan over hele området, der indeholder Odense Fodboldstadion, hvor OB spiller sine hjemmekampe, en atletikstadion, der også kan spilles fodbold på, en kæmpe håndboldhal, en stor gymnastik hal, cricketbane, cykelbane, Bowlinghal og 2 Skøjtehaller:


Herunder ses en detail-plan af de 2 skøjtehaller, der er bygget sammen. Den ny store hal er den øverste:


Når man står inde i foye'en mellem de 2 haller, så ser man ud på atletikstadion og bagved denne ligge selv Odense Fodboldstadion med de store Lysmaster i baggrunden.

Den anden, når man står i foye'en der indeholder cafeteria og adskillige udskænkningssteder, er Hovedskøjtehallen til højre og den gamle hal til venstre. Her er publikum ved at fylde pænt op.

Fra Foye'en kan man se ned i den gamle skøjtehal, hvor der var offentligt skøjteløb:

Når man, som jeg er, gammel i ishockey-gamet på lederplan - ca. 25 års tjeneste for Herlev Ishockey Klub..kaldet Herlev Eagles - så finder man hurtigt nogen, man kender og falder i snak med. Det gjaldt både folk fra Odense og folk fra SønderjyskE, så tiden gik hurtigt. Jeg havde fået VIP-plads o.s.v. men jeg foretrækker at se ishockey stående så jeg listede ned ved SønderjyskE-tilhængerne ved det ene mål...der hvor jeg plejer at stå. Odense's entre på banen i den mørke hal, er noget med høj musik, bulder og brag og nedtælling og lysglimt i en "tunnel" der er trukket ud på isen og når spillerne kommer ud "eksplodere" det i fyrværkeri og farver - mægtig imponerende.

Om kampen er der ikke så meget at sige, andet end at SønderjyskE var dominerende selvom også Odense havde sit. Kampen var god i et højt tempo, saft og kraft i tacklingerne men fair spillet, da der kun var sammenlagt 5 udvisninger i alt....hvoraf den ene var for at skyde pucken ud af banen. Jeg syntes dommerne havde rigtig godt fat i kampen og dømte godt. Herunder ses Junior stå klar ved en Face-off i SønderjyskE's mål i 2. periode.

Kampens dramatiske højdepunkt kom dog allerede iefter bare 10 minutters spil i 1.periode. Den ene liniedommers skøjte sad ved en face-off ligespm fast i isen, da han skulle dreje væk med det resultat at han vrikkede om på foden. I faldet tog han fat i en spiller for netop IKKE at falde, men rev desværre denne spiller med i faldet, så spilleren landede ovenpå hans "låste" ben så også knæet blev vredet. Altså 2 slemme skader i samme moment. Surt show. Liniedommeren blev lidt behandlet der på isen og så hjulpet ud. Reglerne foreskriver så, at der skal være 2 Liniedommere, så Junior tog så tjansen - han er den hoveddommer med mindst ancennitet af de 2 hoveddommere - i resten af perioden og gjorde også dette udmærket.

Periode-pausen mellem 1. og 2. periode (der er jo 3 perioder i en ishockey-kamp) blev forlænget med 5 minutter så en hasteindkaldt liniedommer, der var der som almindelig tilskuer, kunne nå at blive omklædt og varme lidt op, så resten af kampen, altså 2. og 3.periode var med fuldt dommermandskab og Junior igen som Hoveddommer.

Herunder 2 billeder med tilskuere; det første med SønderjyskE tilskuere og det andet, dem i den modsatte ende, Odense's "hardcore" supportere....Der var faktisk kun ca. 986 tilskuere til den kamp, men de lød af det 3 dobbelte p.g.a. supporternes - i begge ender - medbragte trommer som de tævede lystigt løs på.


 
 
I periodepausen mellem 2. og 3. periode fik jeg en af de legendariske Flæskestegssandwich'es som Odense Skøjtehal er så berømte for. De kan kraftigt anbefales.

Kampen sluttede, efter forlænget spilletid, med en fuldt fortjent 3-2 sejr til SønderjyskE. Sjovt nok scorede en og samme spiller alle 3 mål for SønderjyskE og endnu mere sjovt nok, så scorede en Odense-spiller også begge Odense's 2 mål.

Kampen sluttede ved 18,30-tiden og vi kom første afsted - for pokker hvor den knægt af min kan "falde i snak" med mennesker hele tiden - ved 19,50-tiden. Da Junior og Liniedommer Niklas var sultne på hjemvejen, så var vi lige et smut inde omkring en Burger-King syd for Køge, så vi var først hjemme omkring 21,45. En lang og sjov dag var slut. 

onsdag den 11. december 2013

På Arken og se Frida Kahlo.....

Lillemor er medlem af sin arbejdsplads' Personalekunstforening. Her til aften havde de en tur til Arken i Ishøj for at se udstillingen om Frida Kahlo.


Medlemmerne havde fået lov at tage en gæst med formedelst kr. 100 og i denne pris indgik Entré og en lettere anretning + drikkelse. Medlemmerne var gratis via kontingentet. Vi skulle mødes i forhallen kl. 17,15. Vi blev 32 personer så vi blev delt i 2 grupper med hver sin guide og så gik vi ellers i gang. På vej passerede vi en Olaf Eliasson Installation og han er altid værd at se (på).
Om selve Frida Kahlo-udstillingen vil jeg bare sige, at den - hun - er usædvanlig farverig. Ikke at der er mange malerier at se på; guiden fortalte, at man på verdensplan kender til ca. 150 malerier ialt af hende og her var der vel udstillet måske 10 malerier og så nogen tegninger og et par - tror jeg nok - akvareller.......samt masser af foto's.



Jeg har det på den måde med Frida Kahlo, at det mere er personen Frida Kahlo og historien bag/om hende der er det spændende. OK - der er masser af symbolisme i hendes malerier og meget farverige er de også, men de fleste er af og om hende selv. Altså......jeg synes ikke at de er noget specielt...altså noget jeg falder i svime over....det er - som sagt - mere personen Frida Kahlo og hendes liv, der er det spændende.

Der var også en smule malerier af hendes mand Diego og et par andre mexicanske malere.

Der var også en mindre udstilling af kineseren Ai WeiWei. Han skulle efter sigende være et af de internationale top-kort for tiden......jeg ved hvem han er, har set en smule af det og det er så det. Herunder "noget" af ham:

Den lette anretning bestod af en lille "jule-anretning"; Karry-sild, røget laks, kamsteg med flæskesvær og 2 slags oste....og en sodvand.

Men alt i alt en udmærket eftermiddag og tidlig aften. Men jeg synes nu, at Frida Kahlo udstillingen er noget opreklameret,

søndag den 8. december 2013

Hvor heldig kan man være.....

Idag var Lillemor og jeg lige et smut i Rødovre Centrum og købe kombinerede fødselsdags- og julegaver til Lillemors lillebror, svogeren min, og vor svigerinde. Praktisk nok har de 2 valgt at have fødselsdag på samme dag og det er jo fint, mennnn.....de har så "valgt" at blive født d. 23. December og det er ikke så smart igen. OK - de har siden de slog pjalterne sammen besluttet, at de holder deres fødselsdag en lille uges tid før som Brunch et-eller-andet-sted.

Men altså Rødovre Centrum......der var ikke så mange mennesker som frygtet. Jo - der var mange, men det føltes nu mere som det der er på en almindelig hverdag. Dog - på Torvet var der mange mennesker og det skyldtes, at Mads Laudrup og Claudia Rex dansede på Torvets scene....

....vi stoppede bare en små 10 sekunder og kiggede og så videre.

Vi var bl.a. i boghandlen Arnold Busck og kigge efter noget bogværk til svigerinden - uden held dog. Mens vi gik og kiggede, opdagede jeg på en hylde allernederst i et hjørne ud af øjenkrogen en bog, som ellers har været udsolgt fra Forlaget længe og som jeg har set efter hos Antikvariater...bl.a. på www.antikvariat.net og som jeg der har set til kr. 250 i et antikvariat i Aarhus sidst jeg så efter.

Bogen er Danske Glas 1825 - 1925. Og hvorfor så det ? Jo - jeg har en lille samling gamle danske glas, som jeg supplere en gang i mellem. Jeg har en gammel bog om glas som ikke er særlig god og derfor har jeg gennem længere tid set efter denne. Og der stod den så; splinterny (der var 3 eksemplarer) og til bare kr. 129 i nedsat pris. Den koster ellers omkring 400 kr. fra ny af. Og sørme om der ikke også stod bogen Danske Glas 1925 - 1985 (fortsættelsen og af stort set samme forfattere) også til kr. 129. Har lige checket Saxo.com ud og hvis man kunne købe dem der, kunne man få dem samlet for kr. 869. Jeg nappede de 2 med det vuns til ialt kr. 258...det kan man da kalde et fund.
 


...iøvrigt fik vi købt nogen andre ting til svogeren og svigerinden og så vendte vi snuderne hjemad.

Om aftenen havde vi som sædvanligt om søndagen Knægten og svigerdatteren til spisning. Aftenens menu bestod af Indbagt Pighvar med Safran Beurre Blanc sauce og vilde ris og dertil fremragende Alsace vin, en Pinot Gris 2010. Yum-Yum...siger jeg bare.
 
 
Det var vores Søndag......

lørdag den 7. december 2013

Julefrokost 2013 ....sådan da....

Her, de senere år - faktisk en del år efterhånden - har jeg været "on and off"-deltager til  Julefrokoster/på min arbejdsplads. Det skyldes, at jeg har det her "høre-problem", som er en kombination af nedsat hørelse og Tinnitus.

Allerede da jeg var på Session fik jeg konstateret en "unormal hørelse"......mener jeg det blev karakteriseret som; nemlig at hvis min hørelse kan sammenlignes med en lang linie, så var der huller hist og her i begge ender:
De dybe toner _____         _____________     _________________          ________de høje toner.

Altså; jeg manglede at kunne høre noget i den dybe ende, lidt midt på og så igen noget i den lyse ende. OK - ikke noget jeg lagde mærke til normalt, sådan da. Jeg er jo lidt fugle-nørd og her har jeg været handicappet i ikke at kunne høre mange små fugles lyse toner og kald som f.eks. Træ-løbere, Fuglekonger o.s.v.

Men her for ca. 20 år siden fik jeg så høre-apparater. Glad var jeg....kortvarigt. Det viste sig desværre, at det, at putte dem ind i øret gav problemer i forhold til de hudproblemer jeg også døjer med. Reaktionen var en irritation der gik over i hævelse og lukning af ørene, så ingen lyd kom ind.....eller ud for den sags skyld. Jeg prøvede at holde pauser o.s.v. men hver gang jeg tog dem i brug så kom problemet igen efter en dags tid og det er jo uholdbart, så de - høre-apparaterne - har ligget i skuffen siden.

Uden at være professionel eller at have været til "høre-lægen" igen, så mener jeg også at hørelsen med alderen ydermere er blevet mere nedsat. Og her kommer så også Tinnitus'en ind i billedet. Den har jeg haft siden 30  års-alderen. MIN Tinnitus er en konstant sssshhhhh -lyd, en hissen eller susen eller sådan noget og med en meget høj konstant lydende metalisk-agtig zzziiiiinnnnnggggg lyd liggende ovenpå.

Det med den nedsatte hørelse betyder, at jeg f.eks. når vi har møder på mit arbejde, altid sætter på en hjørneplads, altså den sidste plads til venstre på en langside, så jeg har højre øre ind mod bordets midte/den anden ende.

Når mange taler samtidigt bliver alt bare en "støj" for mig; jeg kan ikke skelne ordene, det hele bliver en stor summen af stemmer. Havner jeg midt i en flok - f.eks. midt på bordet ved en middag, så kan jeg kun høre min ene sidemand godt, den anden sidemand mindre godt og det samme med den der sidder overfor....og det endda kun hvis jeg "koncentrere mig" og læner mig mod vedkommende o.s.v.  Selvfølgelig kan jeg fange ord og sætninger ved de arrangementer og også taler når de holdes, for der holder folk jo normalt kæft. Også når jeg er sammen med venner derhjemme eller ude har jeg ikke rigtig nogen problemer, for der jo ikke nogen konstant snakken/summen o.s.v. Men det her med fester er altså ikke mig.....mere, desværre. Derudover har jeg det problem ved fester med Tinnitus'en, at den ligesom stiger i intensitet/lydstyrke, så det gør det endnu sværere at høre folk. Derudover varer "den forhøjede Tinnitus" så ved i op til 24 timer efter sådan en fest, så hvis jeg er til noget festivitas en Fredag aften, så er jeg først tilbage ved normal Tinnitus-standard henad Søndag eftermiddag. Det lyder åndsvagt, men nogen gange, efter sådan en fest, så kan jeg have svært ved at falde i søvn om aftenen på grund af larmen/Tinnitus'en der kører lystigt der ud af.

Alt dette betyder, at jeg ikke er så meget til fester og julefrokoster mere.

Men i går Fredag var jeg til Julefrokost på min arbejdsplads. Der var noget revy i vores kantine ved 15-tiden og derefter hygge og snak m.m. tilbage i afdelingen og så spisning af en masse dejlig traditionel jule-frokost mad......og en masse støj, for jeg sad pænt inde mod midten p.g.a. den lodtrukne bordplads. Jo - hyggeligt var det men problemet som ovenfor beskrevet var jo igang, så "som sædvanligt" listede jeg af - uden at sige det til nogen - lige omkring spisningens slutning ved 19,30-tiden....
Dog 2 ting vil jeg indvie jer i. Den ene ting er jo det her med at være ene hane i blandt ca. 20 kvinder....nogen gange har det sine fordele og synet er det ikke galt med, så dan kan en kollega se ud ved sådan en julefrokost:


Den anden ting var, at jeg for første gang i mit liv fik spillet "Chicken Curling". Vi var inddelt i 2-mandshold og kæmpede mod hinanden med 2 til hvert hold indkøbte dybfrosne kyllinger der skulle kastes/curles på en bane mod et slot/mål-felt.


....så fik man prøvet det med.  

lørdag den 30. november 2013

Plakater og tegnere....

I kender sikkert denne her......


.....og I kender sikkert også Sikker Hansen's plakat for Brugsen kaffe....
......og hvis I er lidt ældre, kan I måske huske denne reklame fra DSB.....
....og hvis I er rigtig gamle, så er der den her fra afstemningen i 1920 om Genforeningsafstemningen ..


...og så endelig denne her, som nok er den allerbedste reklame plakat jeg kender, Erik Henningsen's pragtfulde plakat om den svende mand på en landevej på en varm sommerdag......

Og hvorfor nu de reklame-plakater ??

Jo, - som det nok fremgår hist og pist her på bloggen, så er jeg jo ret kunst- og design interesseret (se bl.a. mine sider ude til højre). Med hensyn til kunsten er det jo mest guldaldermaleri og kunst omkring århundredeskiftet (sådan ca. 1880-1920) jeg er mest begejstret for, men jeg kan også lide "moderne nutidskunst". Når det gælder det ny, så er det tit forbundet med tanken om hvordan pokker de (= kunstneren) er kommet i tanke om lige at finde på det der....altså måske ikke så meget selve "værket" men mere ideen, der ligger bag. Dernæst kommer så det tekniske....altså måden kunstneren har løst opgaven på....hvis man kan sige det sådan.

Et af de områder, hvor dette tydeligst kommer til udtryk er indenfor reklamens verden. De ovenfor viste plakater er bare et par eksempler, faktisk et par meget forskellige eksempler på hvilket budskab de vil have frem, ligesom de er meget forskellige i deres tegneriske og grafiske udtryk. Og netop lige præcis de 2 sidstnævnte tinghar gennem lang tid fascineret mig og haft min interesse.....ved siden af alle de andre interesser jeg har.

Nu er det sådan - her er jeg vel lidt manisk eller sådan noget lignende - at når jeg begynder at interessere mig for noget, så starter det i det små og bliver så mere og mere omsiggribende; jeg læser mere og mere om det, på internettet, køber bøger, går på udstillinger og rejser sågar efter det. Om det her med plakater, tegnere, design o.s.v., så har jeg efterhånden anskaffet mig et par pragtfulde bøger:

Bogen herunder, Grafisk Kunst, er en ordentlig moppedreng. Den er på norsk og oversat fra italiensk. Der er ingen forfatter angivet, kun at den er udgivet af Scala Group. S.A. Som sagt en ordentlig moppedreng på 599 sider og i en størrelse på større end A4 og lidt mindre end A3 format og vejer utroligt meget. Den spænder over plakater fra midten af 1800-tallet og frem til omkring 1990. Meget lidt tekst andet end billedtekst og så ellers bare plakater, plakater, plakater, alverdens plakater, en fantastisk bog at bladre og kigge i. En udsalgsbog i en bunke assorterede bøger af alle mulige forskellige slags til vistnok kr. 150.
Den nedenstående er en dansk udgivelse skrevet af Lars Dybdahl og handler om den globale plakat som titlen meget sigende siger. Meget tekst og forklaringer og rigtig oplysende. Den fandt jeg også på tilbud til kr. 99. Den er i almindelig kunstbogsstørrelse.
Den nedenfor viste bog er i almindelig A4 størrelse og mere end gennemgang af danske reklamer inkl. reklamefotos i 1900 tallet. Herlig og meget forklarende og med mange reklamer jeg kan genkalde mig. Skrevet af Asger Liebst og vistnok til en pris af enten kr. 198 eller kr. 248...altså ikke en udsalgsbog.
Den nedenfor viste om "Plakatens mester" Sven Brasch skrevet af Peter Holst Eriksen er også en pæn stor og tyk og tung bog, som jeg købte for nylig på bogmessen i Bella Centret for kr. 250. En herlig biografi om en tegner der virkede fra omkring 1905 frem til 1970. Faneme mange flotte tegninger i den bog og mange som man/jeg kan genkalde mig. Helt hans egen stil, - det jeg vil kalde en meget grafisk, ren stil. Få streger men knaldgode virkemåder og effekter.

......og så den sidste erhvervelse, nemlig Lars Dybdahl's (ham der også skrev Den globale poster) "Den Danske Plakat"; en meget dybdegående bog om netop den danske plakat. Meget apropos bogen ovenover, er bogen her prydet med en Sven Brasch tegning.

Det er faktisk en udstillingsbog/katalog for en udstilling i 1993 i Esbjerg. Jeg har jagtet den længe og fandt den så endelig i dag i Vangsgaards Antikvariat til "sølle" kr. 500. OK - jeg har set den nogle få andre steder til en lidt billigere pris, men i ringe forfatning, men denne i dag var bare til UG, så den nappede jeg lige.

tirsdag den 26. november 2013

Hip hip hurra for mig :-)

Min gode blog-kollega Jens Drejer fejrer på sin blog - sin aldeles fremragende blog - at han har skrevet 500 indlæg. Det er noget af en præstation og stort tillykke med det Jens.

Det reflekterede jeg så lidt over, det der med antal indlæg. Selv har jeg begået 335 indlæg (inkl. dette) på denne beskedne blog siden dens start d. 3. Juli 2009. Men faktisk startede jeg på den blog-udgiver, der hedder Smartlog.dk i Marts 2008 og som jeg faktisk var glad for. Jeg kan ikke huske password o.s.v. til den gamle blog og jeg gider ikke tælle indlæggene der, men mon ikke det er en små 100-150 stk. ? Jeg tror det. Så alt i alt er jeg vel også tæt på 500 indlæg siden Marts 2008.
 Den eneste grund til at jeg skiftede var, at den havde store begrænsninger (dengang, og jeg ved ikke om det er blevet ændret)  med hensyn til billed-antallet. Jeg måtte til at begynde at slette billeder i tidligere indlæg for at få plads til nye billeder og det fandt jeg utilfredsstillende, så jeg kiggede mig lidt omkring og fik oprettet - ekstremt kortvarigt - en blog på Wordpress.com - for så at havne her på Google's Blogger.com og den er jeg blevet meget glad for.....selvom det her med billedupload er lidt besværligt/usmart...men alt i alt virker det.

....og så var det jeg kom til at se på min applikation " Live Traffic Feed " som kører ned på bloggen til højre. Den viser de 10 seneste læsere..eller snarere hvad de 10 seneste læsere har læst. Den er meget sjov at kigge på, at se hvad det er folk har søgt på/læst. Nåh men altså...ovenover den har jeg "Tæller" kørende og det var her jeg opdagede, at jeg har haft OVER 100.000 besøgende, helt nøjagtig 105.462 klik har der været på min blog. WOW - og det mener jeg....105.462 besøgende.....det er sgu mange. Og ganske vist er der også medtalt mine egne klik, men alligevel.....OVER 100.000 har vist interesse af en eller anden slags for mine skriverier. Der er et statistik modul indbygget, som kunne være sjovt at se nærmere på men lige nu gider jeg ikke (tiden I ved) .

Men alligevel......OVER 100.000 ......det synes jeg er meget godt gået og tak for det, alle jer derude.

lørdag den 9. november 2013

Bog Forum 2013 i Bella Centeret.........

I dag Lørdag, tog vi ud til Bella Centeret på Amager for at se bogmessen derude, kaldet Bogforum 2013, der foregår i denne weekend 8.-10. November. Det var jo lige dagen at gøre det, syntes vi, når nu "de" - meteorologerne - havde lovet gråt og kedeligt vejr med heldagsregn. Desværre havde ca. 1,495 million andre københavnere fået den samme ide.....ligesom de andre år. Det pokkers ved det det var, at vi faneme fandt - og det i første hug - en P-plads knap 100 meter fra indgangen. Man kan altså være heldig.


Lige ved hovedindgangen blev vi stoppet af en dame, der spurgte (!) om vi skulle ind til Bogmessen. Jo da - det skulle vi da. Værs'go' - jeg har en fri-billet i overskud. Herligt - så sparede vi kr. 115 for en billet, for billigt er det ikke at komme ind.

I øvrigt; skal I nogensinde til Bella Centret, så skal I bare sigte efter hotellet "Bella Sky", det noget skæve hotel som ses herunder, som ligge lige ved centret.

Ind kom vi og som vanligt; sikke et Gede-marked. Masser af folk og ingen særlig god skiltning. Jeg har for et par dage siden købt bogen "Kaptajn Dinesen - Ild og blod" af Tom Buk-Swienty, som jeg i øvrigt er i gang med at læse lige i denne tid, og havde læst, at denne bog var i 2 bind. Jeg havde kun kunne se/købe et bind...eller en bog....og var noget forvirret over den udmelding om at bogen var i 2 bind.....for hvor var så bind 2 ? Var det bind overhovedet udkommet ? Eller hvad var det med det ? Altså - jeg ville finde forlaget og checke det ud. Vi prøvede så at finde forlaget Sohn i det halvtykke program vi havde taget ved indgangen. OK - i hal C......men hvor helvede lå Hal C ? Ingen skiltning at se nogen steder, så efter lidt forgæves vandren, så endelig spørgen i en Information og vi fik vist vejen.....

Gangene er smalle derude. Faktisk dårligt at det er sådan, for man flyttede jo netop fra Forum på Frederiksberg og ud til Bella Centret på Amager for netop at få mere plads. Vi var altså ca. 700.000 der gik den ene vej samtidigt med at andre 700.000 prøvede at gå den anden vej - hvilket kaos, men vi fandt hallen og fik manøvreret os hen mod forlagets stand. Her opdagede Lillemor en stand overfor om noget med en e-bogs-klub, Mofibo, som hun ville checke ud. Jeg fik kæmpet mig frem til Forlagets Sohn's stand og fik fremført mit ærinde og spørgsmål. Øh-Bøh - den bog havde de ikke udgivet...WHAT ? .....så var gode dyr rådne....fat i mobilen, ind på internettet og søge efter bogen...og efter lidt fumlen fandt jeg ud af, at det var forlaget Gyldendal, bogen var udgivet på....røde øre :-)

For resten havde vi lige efter vi kom ind passeret en scene, hvor den unge digter Yayah Hassan stod og læste op af sine digte på den for ham ( og også for andre 2.g danskere) noget hakkende, staccato måde at gøre det på. Tit tænker jeg - og nogen gange siger jeg det til dem - at I siger danske ord, hvorfor siger I dem så ikke på dansk ? Hvorfor på den der staccato-måde-med-ordene-lige-ud-og-efter-hinanden-sammenhængende-måde-i-det-her-lidt-høje-hæse-tonefald ? Nåh - det var et sidespring; der var fuldstændig fyldt omkring den scene hvor han var.

Ved en anden stand, sad alt-mulig-kvinden-bl.a.-forfatteren-og-præsten Katrine Lilleør og signerede sin netop udgivne bog:
Man kan sige meget om hende....og det gøres der. Men hun er en flot kvinde, synes jeg. Jeg har det svært med hende, forstået på den måde, at der er en type mennesker, der har en mening om alt og partout skal give udtryk for det. De blander sig i alt, der foregår i samfundet omkring dem uanset om de har forstand på det eller ej.....for de har en mening og den skal jo som sagt frem. Hun er ikke alene om det, skal jeg hilse og sige.

Herunder ses publikum ved en anden scene. Den var lagt så smart ud til "et vej/gang-kryds" at al trafik gik i stå der og det mere end det plejer.

Det var forfatteren Erling Jepsen, som i samtale med Marie Tetzlaff, fortalte om sin ny bog "Den sønderjyske farm". Manden, Erling Jepsen, virkede bekendt men så heller ikke mere. Jeg kender ham åbenbart ikke rigtig...altså ved ikke hvem han er og hvad han tidligere har begået.

Som det ses på billedet, var det Tranescene 1...og altså dermed i nærheden af Gyldendals Forlag. Jeg fandt sørme bogen om Kaptajn Dinesen og fik ved skranken, hvor den ny-konverterede-SF'er-til-socialdemokrat Mattias Tesfaye stod og signerede bøger, spurgt om det her bind 2-halløj og fik at vide, at dette bind ville udkomme engang i 2014 og handlede om Dinesen's liv efter 1870..altså hans liv i Danmark bl.a. på Rungstedlund - han var jo fader til Karen Blixen. OK - tak for det.....og videre.

Og så på Tranescene 2 passerede vi Karen Thisted (til højre på nedenstående foto), der var ved at interviewe Anne Fabricius-Bjerre om hendes nyudgivne bog......som jeg ikke aner hvad er om......sådan er der så meget.

Der var masser af interviews igang rundt omkring krydret med oplæsninger andre steder og signeringer atter andre steder.....og masser af folk over alt.

Vi passerede en stand, i tæt gåse-gang, for forlaget Permild og Rosengreen og ud af øjenkrogen opdagede jeg 2 bøger som jeg har ønsket mig længe. Jeg fik vristet mig ud og ind i den lille stand, hvor jeg købte de 2 nedenstående bøger:

Sven Brasch (1886-1970) var en af dansk plakatkunst store tegnere. En som har sat sit præg på danske plakater i flere menneske-aldre:


Tryk på linken her og se flere af hans plakater med mere: I kender sikkert flere af dem.

Den anden bog er om "Kunst på Borgen" af Jens Christian Jacobsen. Altså en bog om al den kunst, der hænger inde på Christiansborg.

Jeg har tit, når jeg ser TV indefra Christiansborg; det være sig reportager eller interviews med politikere, været enormt nysgerrig over for al den kunst man ser hænge på gangene og i mødeværelserne rundt omkring derinde.....og derfor denne bog. Jeg må se at tage mig sammen engang og se at komme på rundvisning derinde på Christiansborg. Det er jo ellers det sædvanlige I ved, det her med at jyder kender Christiansborg og Tivoli bedre end os københavnere, for jyderne kommer der tit når "de er i Staden". Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har været f.eks. i Tivoli, men det må have været engang da knægten var lille...altså vel en 22-25 år siden.

Jo - 2 sjove oplevelser: Et sted, hvor vi lige var trukket ind for at orientere os og puste lidt ud, så blev vi "antastet" af en nydelig dame. Hun repræsenterede "Aakjærselskabet", altså et selskab/forening for og omkring Jeppe Aakjær og hans hjem på Jenle. Vi fik en hyggelig snak i mylderet der og udleveret både brochurer og indmeldelsesblanketter og endda 2 fri-billetter til "1 krus kaffe" hvis vi besøgte Jenle i perioden 1. Juli - 31. August 2014. Hvem kan stå for sådan et tilbud og besøg, vel ?

Og et andet sted passerede vi en stand for Forlaget Interpresse ( ? ? ) som bl.a. udgiver - mener jeg - TinTin bøgerne og her havde de "udsalg" på al merchandise omkring TinTin, så der faldt jeg for de 2 nedenstående ca. 10 cm høje plastic-figurer af TinTin og Kaptajn Haddock. Hvem kan stå for dem, vel ?
 
 
Vi var der vel knap 2 timer og vi overlevede. Det er meget sjovt og man (jeg og måske også Lillemor) kunne købe sig fattig på bøger på den messe der. Men der er FOR mange mennesker, til at man rigtig kan få noget ud af det bogmæssigt. Fint nok, hvis man kun går efter de der scene-shows/interviews/oplæsninger eller bogsigneringer - man skal dog koordinere de forskellige ting og være der i god tid for at få ordentlig plads - men som "oser" til de mange bøger, nej - så er der for mange mennesker. Men alligevel udbytterigt, sådan da...lidt.