lørdag den 9. november 2013

Bog Forum 2013 i Bella Centeret.........

I dag Lørdag, tog vi ud til Bella Centeret på Amager for at se bogmessen derude, kaldet Bogforum 2013, der foregår i denne weekend 8.-10. November. Det var jo lige dagen at gøre det, syntes vi, når nu "de" - meteorologerne - havde lovet gråt og kedeligt vejr med heldagsregn. Desværre havde ca. 1,495 million andre københavnere fået den samme ide.....ligesom de andre år. Det pokkers ved det det var, at vi faneme fandt - og det i første hug - en P-plads knap 100 meter fra indgangen. Man kan altså være heldig.


Lige ved hovedindgangen blev vi stoppet af en dame, der spurgte (!) om vi skulle ind til Bogmessen. Jo da - det skulle vi da. Værs'go' - jeg har en fri-billet i overskud. Herligt - så sparede vi kr. 115 for en billet, for billigt er det ikke at komme ind.

I øvrigt; skal I nogensinde til Bella Centret, så skal I bare sigte efter hotellet "Bella Sky", det noget skæve hotel som ses herunder, som ligge lige ved centret.

Ind kom vi og som vanligt; sikke et Gede-marked. Masser af folk og ingen særlig god skiltning. Jeg har for et par dage siden købt bogen "Kaptajn Dinesen - Ild og blod" af Tom Buk-Swienty, som jeg i øvrigt er i gang med at læse lige i denne tid, og havde læst, at denne bog var i 2 bind. Jeg havde kun kunne se/købe et bind...eller en bog....og var noget forvirret over den udmelding om at bogen var i 2 bind.....for hvor var så bind 2 ? Var det bind overhovedet udkommet ? Eller hvad var det med det ? Altså - jeg ville finde forlaget og checke det ud. Vi prøvede så at finde forlaget Sohn i det halvtykke program vi havde taget ved indgangen. OK - i hal C......men hvor helvede lå Hal C ? Ingen skiltning at se nogen steder, så efter lidt forgæves vandren, så endelig spørgen i en Information og vi fik vist vejen.....

Gangene er smalle derude. Faktisk dårligt at det er sådan, for man flyttede jo netop fra Forum på Frederiksberg og ud til Bella Centret på Amager for netop at få mere plads. Vi var altså ca. 700.000 der gik den ene vej samtidigt med at andre 700.000 prøvede at gå den anden vej - hvilket kaos, men vi fandt hallen og fik manøvreret os hen mod forlagets stand. Her opdagede Lillemor en stand overfor om noget med en e-bogs-klub, Mofibo, som hun ville checke ud. Jeg fik kæmpet mig frem til Forlagets Sohn's stand og fik fremført mit ærinde og spørgsmål. Øh-Bøh - den bog havde de ikke udgivet...WHAT ? .....så var gode dyr rådne....fat i mobilen, ind på internettet og søge efter bogen...og efter lidt fumlen fandt jeg ud af, at det var forlaget Gyldendal, bogen var udgivet på....røde øre :-)

For resten havde vi lige efter vi kom ind passeret en scene, hvor den unge digter Yayah Hassan stod og læste op af sine digte på den for ham ( og også for andre 2.g danskere) noget hakkende, staccato måde at gøre det på. Tit tænker jeg - og nogen gange siger jeg det til dem - at I siger danske ord, hvorfor siger I dem så ikke på dansk ? Hvorfor på den der staccato-måde-med-ordene-lige-ud-og-efter-hinanden-sammenhængende-måde-i-det-her-lidt-høje-hæse-tonefald ? Nåh - det var et sidespring; der var fuldstændig fyldt omkring den scene hvor han var.

Ved en anden stand, sad alt-mulig-kvinden-bl.a.-forfatteren-og-præsten Katrine Lilleør og signerede sin netop udgivne bog:
Man kan sige meget om hende....og det gøres der. Men hun er en flot kvinde, synes jeg. Jeg har det svært med hende, forstået på den måde, at der er en type mennesker, der har en mening om alt og partout skal give udtryk for det. De blander sig i alt, der foregår i samfundet omkring dem uanset om de har forstand på det eller ej.....for de har en mening og den skal jo som sagt frem. Hun er ikke alene om det, skal jeg hilse og sige.

Herunder ses publikum ved en anden scene. Den var lagt så smart ud til "et vej/gang-kryds" at al trafik gik i stå der og det mere end det plejer.

Det var forfatteren Erling Jepsen, som i samtale med Marie Tetzlaff, fortalte om sin ny bog "Den sønderjyske farm". Manden, Erling Jepsen, virkede bekendt men så heller ikke mere. Jeg kender ham åbenbart ikke rigtig...altså ved ikke hvem han er og hvad han tidligere har begået.

Som det ses på billedet, var det Tranescene 1...og altså dermed i nærheden af Gyldendals Forlag. Jeg fandt sørme bogen om Kaptajn Dinesen og fik ved skranken, hvor den ny-konverterede-SF'er-til-socialdemokrat Mattias Tesfaye stod og signerede bøger, spurgt om det her bind 2-halløj og fik at vide, at dette bind ville udkomme engang i 2014 og handlede om Dinesen's liv efter 1870..altså hans liv i Danmark bl.a. på Rungstedlund - han var jo fader til Karen Blixen. OK - tak for det.....og videre.

Og så på Tranescene 2 passerede vi Karen Thisted (til højre på nedenstående foto), der var ved at interviewe Anne Fabricius-Bjerre om hendes nyudgivne bog......som jeg ikke aner hvad er om......sådan er der så meget.

Der var masser af interviews igang rundt omkring krydret med oplæsninger andre steder og signeringer atter andre steder.....og masser af folk over alt.

Vi passerede en stand, i tæt gåse-gang, for forlaget Permild og Rosengreen og ud af øjenkrogen opdagede jeg 2 bøger som jeg har ønsket mig længe. Jeg fik vristet mig ud og ind i den lille stand, hvor jeg købte de 2 nedenstående bøger:

Sven Brasch (1886-1970) var en af dansk plakatkunst store tegnere. En som har sat sit præg på danske plakater i flere menneske-aldre:


Tryk på linken her og se flere af hans plakater med mere: I kender sikkert flere af dem.

Den anden bog er om "Kunst på Borgen" af Jens Christian Jacobsen. Altså en bog om al den kunst, der hænger inde på Christiansborg.

Jeg har tit, når jeg ser TV indefra Christiansborg; det være sig reportager eller interviews med politikere, været enormt nysgerrig over for al den kunst man ser hænge på gangene og i mødeværelserne rundt omkring derinde.....og derfor denne bog. Jeg må se at tage mig sammen engang og se at komme på rundvisning derinde på Christiansborg. Det er jo ellers det sædvanlige I ved, det her med at jyder kender Christiansborg og Tivoli bedre end os københavnere, for jyderne kommer der tit når "de er i Staden". Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har været f.eks. i Tivoli, men det må have været engang da knægten var lille...altså vel en 22-25 år siden.

Jo - 2 sjove oplevelser: Et sted, hvor vi lige var trukket ind for at orientere os og puste lidt ud, så blev vi "antastet" af en nydelig dame. Hun repræsenterede "Aakjærselskabet", altså et selskab/forening for og omkring Jeppe Aakjær og hans hjem på Jenle. Vi fik en hyggelig snak i mylderet der og udleveret både brochurer og indmeldelsesblanketter og endda 2 fri-billetter til "1 krus kaffe" hvis vi besøgte Jenle i perioden 1. Juli - 31. August 2014. Hvem kan stå for sådan et tilbud og besøg, vel ?

Og et andet sted passerede vi en stand for Forlaget Interpresse ( ? ? ) som bl.a. udgiver - mener jeg - TinTin bøgerne og her havde de "udsalg" på al merchandise omkring TinTin, så der faldt jeg for de 2 nedenstående ca. 10 cm høje plastic-figurer af TinTin og Kaptajn Haddock. Hvem kan stå for dem, vel ?
 
 
Vi var der vel knap 2 timer og vi overlevede. Det er meget sjovt og man (jeg og måske også Lillemor) kunne købe sig fattig på bøger på den messe der. Men der er FOR mange mennesker, til at man rigtig kan få noget ud af det bogmæssigt. Fint nok, hvis man kun går efter de der scene-shows/interviews/oplæsninger eller bogsigneringer - man skal dog koordinere de forskellige ting og være der i god tid for at få ordentlig plads - men som "oser" til de mange bøger, nej - så er der for mange mennesker. Men alligevel udbytterigt, sådan da...lidt.  
 
 
 

mandag den 4. november 2013

En slags begrundelse.....

Sidder ved vores ekspeditions-skranke og passer min vagt/dagens dont. Ikke mange "kunder" i dag. Det regner og det er tidligt på måneden, så måske derfor. Dog.......

Kvinde, blondine som 110 % er farvet blond, midt i 30'erne, slank og med en del til både "gården og gaden, " kommer til min plads:

Kvinde: "Jeg vil gerne søge kontanthjælp".
Mig: " OK - har du været i Jobcentret og melde dig ledig på arbejdsmarkedet ?"
Kvinde: "Ja - jeg er tilflytter fra København og derinde fik jeg også kontanthjælp."
Mig: "OK - så skal du udfylde det her skema og du skal vedlægge de her ting, der står på listen her".
Kvinde: "Hvor meget er det jeg skal udfylde, når jeg er på Kontanthjælp i forvejen ?"

Mig: "Det hele - du starter, om jeg så må sige, forfra, da du er tilflytter her til kommunen".
Kvinde, efter hun har skimmet ansøgningsskemaet igennem, mens hun peger på et felt:" Hvad skal jeg skrive der ?"
Mig: " Nåh - det der, - det er et begrundelses-felt, hvor du kan skrive f.eks. hvorfor du søger kontanthjælp og lignende......."
Kvinde, men hun kigger mig ind i øjnene: " Skilsmisse - min mand har røvpulet alle andre kvinder end mig....og det vil jeg ikke finde mig i.....så nu vil jeg skilles......."
Mig, lettere forfjamsket og måske en smule rødmende:" .........Øhhhhhh.......det tror jeg ikke du skal skrive som begrundelse......bare Arbejdsløshed og skilsmisse.......".
Kvinde: "OK" tager papirerne og går hen til bord for at skrive ansøgningen.......
Ja - det var så en lidt anderledes ekspedition og begrundelse end man ellers plejer at høre.....sådan er der så meget i dagens Danmark.

torsdag den 31. oktober 2013

Jeg har fødselsdag i dag :-)

Jeg har fødselsdag idag, det vil sige 4½ år til pension og efterløn hvis ellers det eksisterer til den tid. Eller sagt med andre ord; jeg bliver 58 år i dag. Og da jeg har regnet på det, det her med optjent pension og efterløn, så har jeg fundet ud af, at det kan betale sig for mig at stoppe når jeg bliver 62½ år. Pensionsmæssigt er det sådan, at hvis jeg "går planken ud", altså til jeg har optjent maksimal pension som 65 årig, så drejer det sig om kr. 4.000 brutto mere årligt i forhold til hvis jeg stopper som 62½ år. Og det er til at overkomme at mangle, mener jeg, så 62½ år er alderen. Så kan jeg, hvis de nugældende regler fortsat eksisterer, samtidigt hæve efterløn og det i hele 5 år, for Folkepensionsalderen for sådan en som mig med min fødselsårgang er rykket fra de 65 år til de 67½ år. Og skal jeg være ærlig, så ser jeg frem til at stoppe. Det kan lyde underligt, men det arbejde jeg har, er faktisk ret anstrengende rent psykisk; det slider på en og med den ny kontanthjælpsreform der træder i kraft d. 1. Januar 2014, så bliver presset ikke mindre, snarere tværtimod. Mine kolleger og jeg forudser en hård tid fremover med de nye og skærpede regler der kommer.

Nåh - min fødselsdag startede med lune rundstykker til morgenmad sammen med Lillemor. Og jeg fik ovenikøbet hele 2 gaver af hende, nemlig en Morgan skotsk-ternet skjorte samt en Livgarder, Flagbæreren, en træ-figur "begået" af Kaj Bojesen.

Den har jeg haft ønsket mig et stykke tid. Jeg har samlet på Kaj Bojesen's træfigurer et stykke tid og har de fleste af dem, altså dyrene I ved, men de 3 soldater har jeg ikke haft....før nu. Så det var dejlige gaver.

På arbejdet giver vi i mit team blomster af en slags når en af os har fødselsdag. Jeg arbejder jo sammen med 24 kvinder, så det er helt normalt. Men jeg fik ikke blomster, jeg fik øl, Jule-øl ovenikøbet, nemlig 3 stk. fra bryggeriet Vest-Fyn, nemlig 2 Willemoes Jule Ale på 8,5 % og 1 Willemoes Jule-bryg på 7,5 %. Skål :-)



....og da jeg var på arbejdet, så fik jeg en SMS fra min lokale "bog-pusher" om en bog jeg havde bestilt, var kommet og klar til afhentning, så den daffede jeg nedefter:


Ja - til en afveksling IKKE en bog om den amerikanske borgerkrig eller om kunst eller om design/arkitektur men om de danske slesvigske krige i 1848 og 1864, nærmere bestemt om det danske rytteri. Bogen er skrevet af Sune Wadskjær Nielsen og er absolut ny-udkommen på forlaget Sohn....ja, ham I ved....Ole Sohn....den fhv. kommunist og SF'er og fhv. Minister....han har et Forlag med ganske gode udgivelser.

Lillemor er til vin-smagning her til aften. Hun er bestyrelsesmedlem i den vinklub der er på hendes arbejdsplads og i den forbindelse står hun for enkelte arrangementer og i aften er det en vin-mand fra Aarhus der kommer og holder foredrag om hans vine, som de så også skal smage. Knægten min syntes, at jeg ikke skulle sidde alene (vi har et middagsarrangement på Lørdag) så han havde inviteret sig selv og samleveren til middag her, dog således at jeg ikke skulle røre en finger, idet han ville købe ind, lave maden og vaske op. Jeg blev således trakteret med udsøgte grillede hakkebøffer, kartofler og bearnaise-sauce samt pande-kager med is. Og så fik jeg af svigerdatteren og ham en splinterny bog skrevet af Søren Ryge Petersen om hans fugle-/dyre-/natur-oplevelser udelukkende med over 100 illustrationer af....Tada......Johannes Larsen:
Hold kæft hvor den ser god ud.....og alle de billeder af Johannes Larsen. Jeg er enormt glad for den og glæder mig som et lille barn til at læse den...og se billederne.

Så alt i alt en dejlig dag med dejlige gaver.

....og nu kun 4½ år :-) 

lørdag den 26. oktober 2013

En pludselig indskydelse...en tur til Christiansfeld, Vojens og Aros i Aarhus....

Torsdag aften ca. kl. 21,30 spørger Lillemor mig om ikke Junior skulle dømme kamp i Vojens imorgen Fredag d. 25/10 ? Jo da, svarer jeg, det er kampen mellem Sønderjyske (Vojens som de hed før i tiden) og Esbjerg - et vaskeægte lokalbrag. Vor søn har jo stoppet sin ishockeykarriere her i sommers og er af Unionen blevet overtalt til at blive Hoveddommer i bedste række og det er han så begyndt på. Kampen han skal dømme i morgen er nok hans 11-12 kamp som Hoveddommer. Så spørger Lillemor om jeg ikke kunne have lyst til at se den. Jo da - et lokalbrag mellem de 2 gamle rivaliserende hold kunne da være sjovt, især med knægten som hoveddommer, men at tage til Vojens for bare at se ham dømme ??? Arrhhhh...det er lidt vel langt. Så kommer det:" Skal vi ikke tage over at se den ? Så kan vi slå 2 fluer med et smæk, idet vi kan tage en overnatning i Christiansfeld - på Brødremenighedens Hotel som vi har været på før - og så næste dag tage til Aarhus og på kunstmuseet Aros og se Dronningens og Prins Henriks udstilling som netop er åbnet der ?" Jeg gloede godt nok på Lillemor, men ikke ret lang tid. OK - det var iorden, så på min PC bestilte og købte jeg billetter til kampen mens Lillemor på sin PC bookede overnatning på hotellet.

Næste dag hentede jeg så efter arbejde Lillemor kl. 15 på hendes arbejde og så tog vi afsted for at nå kampen. Vi var lige inde omkring Christiansfeld og smide taskerne og så afsted til Vojens til SE Arena for at se aftenens kamp kl. 19,30.
 
Som sædvanligt et kaos dernede især med at finde parkering. Vi endte på en græsplæne, der var lettere mudret. Junior - som vi havde fortalt at vi kom - havde undervejs sendt os en SMS at han havde sørget for VIP-kort til os, så vi kunne få kaffe, kage, øl, sodavand ad libitum før kamp og i pauserne, så det var jo helt fint. Vi fik også lige et par ristede sønderjyske pølser som aftensmad.

Det er jo Danmarks nyeste hal og imponerende er den. Vi var der for knap et år siden til nogle landskampe dernede. Dengang boede vi også på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld. I øvrigt fik vi samme værelse der som sidst.

Da vi var kommet ind og havde fundet vores pladser, så kom nogen mænd ind på isen med en trækvogn med "noget stort" på, som de rullede ud og begyndte at pumpe op foran spillerindgangen.
 
 
 
 
 
Det endte med meget hurtigt med at blive denne oppustede store ishockeyhjelm. Og ind igennem denne i røg og damp med blinkende lamper og larmende fanfaremusik kom hjemmeholdets spillere nu ind på isen:
Vi var iflg. hal-speakeren 3.021 tilskuere og de larmer meget, skal jeg hilse og sige. Herunder ses Junior i stribet dommertrøje stå klar til igangsættelse af spillet ved en af liniedommerne.
 
Der var lidt små-bataljer undervejs og herunder ses han til venstre, med de røde armbind, på vej til at dysse nogen spillere ned inden de kommer i klammeri.
En af årsagerne til den megen larm er, at Sønderjyske (ex-Vojens) altid har haft et "fast korps" af trommeslagere. Disse 4 Herrer kan virkelig sætte tryk på kedlerne derinde når de tamper løs. Bortset fra larmen, så er de ret gode, de der lokale Safri-duo x 2 der.
Nåh - resultatet blev at Esbjerg vandt til stor fortrydelse for hjemmepublikummet. Det var Juniors allerførste kamp som Hoveddommer der i Vojens.....det fremgik også af kampprogrammet....og jeg synes med helt neutrale øjne, at han og de andre stribede gjorde det helt OK. Der var lidt svipsere, men ingen af betydning....og det var ikke HAM, der stod for de svipsere. Efter kampen var der rent trafik-kaos. Det tog os nok en halv time at komme derfra.

Næste morgen, altså i dag Lørdag, gik vi efter morgenmaden lige en lille 5-10 minutters gå-tur for igen at se de - synes jeg - flotte huse i Christiansfeld som Brødremenigheden jo har anlagt der engang i 1770'erne.
 
Herunder ses Brødremenighedens Hotel som vi boede på.
 
Herunder ses kirkepladsen med den specielle Brødremenighedskirke. Der plejer at være buskadser og græs samt meget høje og gamle træer omkransende pladsen. Nu er alt væk. Dels var de gamle træer blevet FOR store, så de skjulte alt og dels var de blevet syge. Man havde derfor besluttet at fælde dem og total renovere hele pladsen. Samtidig vil man renovere hele gaden fra ende til anden tilbage til oprindelig udseende. Det vil sige, at man vil fælde alle lindetræerne der og plante nye. Man fjerner også asfalten og brolægger hele gaden med sten. Nogen af de omkringliggende Brødremenighedshuse får også en overhaling og om et års tid skulle det hele være færdigt.
 
 
 
Vi var lige inde i den lokale boghandel med "alt godt fra havet" havde jeg næsten sagt. De handler udover med bøger også med alt muligt pynte-halløj, souvenirs o.lign. og også med lædervarer og Lillemor købte en ny læderpung. Og jeg sprang den lokale vinhandel Donslund over og købte IKKE nogen whisky dennegang, da jeg p.t. er ret godt dækket ind derhjemme, f.eks. sidder jeg i skrivende stund med en let-røget Islay Whisky, en Lagavulin 16 år, her ved siden af pc'en....Yum-Yum siger jeg bare.

Nåh - vi drog afsted og kørte de 165 km nordpå til Aarhus og til Aros for at se:
 
 Den udstilling glædede jeg mig meget til; Dronningens malerier kendte vi jo de fleste af i forvejen fra hendes udstilling på Arken i 2012, mens Prins Henrik's ting var helt ukendte bortset fra et par glimt af nogen af hans ting set i fjernsynet.

Her ses Aros med Olafur Eliassons installation på taget. Man kan lige ane nogen gæster gå rundt oppe i den. Den er simpelthen en oplevelse og bør besøges af jer, der læser dette her. I øvrigt åbner de noget cafe-halløj af en slags deroppe her d. 16. November.
 
 ....og indenfor det Guggenheim-Museum inspirerede trappe-tårn. Flot er det i hvert fald. Det er Lillemor i den røde jakke.
 
Det f'ørste man ser, når man starter på udstillingen er 4 små skulpturer af Prins Henrik's. Et par af dem ses også i stor version på udstillingen. 

Nedenfor ses en lille version af skulpturen "Torso".

Her begyndte så mine fotografiske problemer rigtigt. Det var ligesom om at kameraet ikke rigtig ville fokusere skarpt. Jeg tog et hav af billeder og har slettet de fleste af dem igen p.g.a. uskarphed. Om det skyldes, at jeg fotograferede UDEN brug af blitz og det i lidt mørke, det ved jeg ikke, men det kan tænkes...men det kan også vare fotografens skyld.

Herunder ses nogle af Dronningens original illustrationer til Tolkien's Ringenes Herre bog, som hun lavede under navnet Ingahild Grathmer. De er meget fantasifulde.

I det næste rum var der en del af Prins Henrik's små fantasi-dyr i bronze. Også her tog jeg en del foto's som måtte kasseres - æv og øv.

Og så var der lidt akvareller af Dronningen, som jeg ikke har set før. Det nedenfor viste er lidt uskarpt...men alligevel.
Så var der et rum med mange Bispe-kåber og Messe-hageler som Dronningen har syet alle sammen. De kom fra forskellige Bispe-stifter; Haderslev, Aarhus, Viborg o.s.v. og¨på den ene væg hang fra loftet denne skulptur af Jesus lavet i træ af Prins Henrik. Herligt.

Herunder et af Dronningens velkendte malerier. Jeg kan godt lide den stil der.
Længere oppe var det et foto af Prins Henrik's lille figur "Torso". Herunder ses den i "voksen" størrelse:


Inde ved Bispe-kåberne stod også en mandshøj bronze-skulptur. Det foto kiksede også. Herunder ses samme skulptur i marmor stående i et lille kabinet og ca. 40 cm højt.

I dette rum kunne man høre Prins Henrik læse nogen af sine digte op....på dvd forståes. Og digtsamlingerne var udstillet. Der var også 9 kæmpestore "plancher" med nogle af hans digte, som man kunne læse. Det ene, der er vist nedenfor og som jeg håber I kan læse, er ret godt i sin stemning, dog måske lidt naiv i sine "remser":

Det andet herunder viser, at vores Prinsgemal sandelig er en erotisk person. Dejligt at vide og læse.

Og det med det erotiske fortsætter med en ca. 80 cm høj hvid marmorskulptur. Man kan sige, at manden i det par virkelig har "et godt greb om tingene".  Man kan se hvordan hans fingre nærmest borer sig ind i kvindens baller :-) . Jeg har set et foto af en legemsstor version i bronze af denne skulptur. Skulpturen forærede han Dronningen i gave for et par siden og den skulle stå i parken ved Marselisborg Slot.


Nedenfor en anden skulptur som vel er ca. 2,5 meter høj. Også i bronze.


Så kom et rum fyldt med Dronningens decoupager. Desværre gik mit kamera fuldstændig grassat her. Stort set alle mine foto's herfra er uskarpe.....desværre.


De er flotte på en måde men alligevel ikke min kop the - der er for meget at se på dem.

Herefter gik vi tilbage til Bispe-kåberne og så nærmere på dem. Det er virkelig fantasifulde ting. Fyldt med religiøse symboler i sær relaterende til det pågældende stifts skytshalløj. Og det er virkelig håndværk. Hold da op - når man ser nærmere på dem, så kan man se, at det er bittesmå korsstings-broderier. Den måde de er vist på er også god; der er nemlig spejle på væggen bag, så man kan se kåberne og messe-hagelerne bagfra samtidigt.

Herunder ses f.eks. messe-hagel tilhørende Holmens Kirke i København. Bemærk ankeret på brystet. I spejlet kan man se ryggen og se at "halen" eller det nederste af hagelen er en bølge symboliserende netop Holmens menighed - søens folk. I øvrigt var der knapper på med flådens symbol Ankeret, netop de knapper man ser på flådens uniformer.
Der er virkelig knald på farverne på alle Bispe-kåberne og på alle messe-hagelerne.

Herefter var det tid til noget frokost i museets cafe. Lillemor, som ses herunder, er i gang med en kæmpe portion dagens salat med en masse krebsehaler i. Jeg holdt mig til en kæmpe lakse-sandwich.

Det smagte rigtig godt.

Og selvfølgelig købte jeg også udstillingskataloget til den sølle pris af kr. 299.


Og så vendte vi ellers snuden hjemad. Undervejs på sådan en køretur ser man mange ting. Nogen flotte, nogen mærkelige og nogen idiotiske.

Herunder ses et fly vi lige pludselig opdagede holde ved noget kontor eller fabriksbygninger langs motorvejen:


Og man får virkelig set dette dejlige efterår med alle farve-nuancerne på træerne og i naturen som helhed. Måske det ikke helt fremgår af nedenstående foto men i virkeligheden var det med blade i alle mulige efterårsfarver og nuancer. Mægtig flot.

Og så - lige før Hedensted på vej nordpå (fotoet her er taget på vejen hjem, altså sydpå lige efter Hedensted) - så opdagede vi en mark med 10-tusindvis hvide kors. Det viste foto er det eneste der blev til noget...desværre.


Det er vist en eller anden protest imod Abort, at alle disse kors er rejst. Noget med at hvert kors symboliserer en foretagen abort. Og så vidt jeg husker, er det en flok religiøse idioter der protesterer på denne måde.

Religion er årsagen til det meste lort i denne verden; det være sig kristendom uanset form eller muhammedanisme uanset form....og alle mulige andre slags religioner. Religioner er folks særdeles dårlige undskyldninger for IKKE at tage ansvar for eget liv.

Men ellers en dejlig tur....sådan spontant opstået en Torsdag aften i Oktober 2014.