Så er truppen til Ishockey VM 2013 udtaget.....

....og som det ses ovenfor, er Ishockey VM delt i 2 puljer af økonomiske og organisatoriske årsager.

Den ene pulje spilles i Helsinki i Finland og den anden pulje, Danmarks pulje, spilles i Stockholm. I Danmarks pulje er Canada, Sverige, Tjekkiet, Schweiz, Norge, HvideRusland, Slovenien og selvfølgelig Danmark, ialt 8 hold....ligesom der er 8 hold i Helsinki. Grundspil og kvartfinaler i de 2 byer, mens semifinaler samt Bronce og selve VM-finalen spilles i Stockholm.

Men altså, - landsholdet er udtaget - det ses ved at trykke her på denne link - og igen er min knægt med; det er hans 10. VM-turnering og til dato har han spillet 181 Landskampe.

Hvis man ser på listen, så er der 2 fra Herlev Eagles med på landsholdet; knægten min (trøjenr. 21) og hans kammerat Kim Staal (trøjenr. 19). Bemærk, at de har fødselsdag samme dag; de er de 2 ældste på Landsholdet, de deler værelse sammen (har gjort det under 4 ugers træningslejr og skal nu også gøre det i Sverige. De startede samtidigt med at spille ishockey i Herlev dengang for mange år siden; knægten min som 5-årig og Kim som 6-årig. De har begge spillet 181 Landskampe hver. De har hængt sammen i mange år nu.

...og sådan ser han så ud....sådan ca. .....34 år gammel, 188 cm høj og med en kampvægt på 101 kg og det kan absolut ikke ses - det er ren muskelmasse. Han hygger sig med at hans vægt af uransagelige årsager - det er måske ham der er "årsagen" ;-)  - oftest angives som 94/96 kg. Han vejer sig herhjemme hver Søndag og kun 2 gange i denne sæson har har været lige under de 100 kg.

Nåh - men gæt hvem der skal op at se de 2 første kampe, nu på Lørdag mod Canada og dagen efter om Søndagen mod Norge :-) .....

3. - 6. Maj 2013

....................og ?

Et loft......

Forleden dag faldt jeg over dette billede:

Det er et loftsmaleri. Det er malet af Stefan Viggo Pedersen og "hænger" inde i DSB's Hovedsæde, Generaldirektoratet,  i Sølvgade og er en gave fra personalet i anledning af DSB's 100 års Jubilæum i 1947.

Nogen gange er det, jeg ikke lige fanger meningen med sådan et billede. OK - jeg kan se en masse nøgne kvinder der bader, solbader o.s.v. set i forskellige vinkler ved noget der kan minde om en badebro med et badehus (omklædningsrum) og så alligevel.......øverst oppe ser jeg en jernbanebro med et damptog - der er damp og/eller røg - og også de store fundamenter bl.a. midt i billedet. OK - så har det noget med DSB at gøre alligevel.

Det må være stort, det maleri, siden det er et loftsmaleri. Jeg kan godt lide den der stil han har; det er jo ligesom klare farver "der er lagt sammen" og som så danner en krop o.s.v.

Stefan Viggo Pedersen sagde mig ikke en skagle. Jeg kunne ikke mindes at have set noget af ham før endsige læst/hørt om ham.

Men han levede 1891 - 1965. Og hans stil er umiskendelig. Der er sådan lidt kubistisk over den, synes jeg, - altså den måde han "lægger farverne på".

Han var åbenbart til de store eller det monumentale lærreder. På Frederiksberg Rådhus hænger et gevaldigt maleri:

Man kan tydeligt se stilen der er den samme som loftsmaleriet ovenfor.

En lidt spændende maler, som er værd at dyrke lidt mere synes jeg.

I dag var de der, Tranerne altså.......

Sad og sludrede med Lillemor her efter frokosttid og blev så distraheret af noget udenfor på himlen lidt væk. Halløjsa - sagde jeg og røg op og ud på terrassen og der, lige der, der kom en lille flok Traner og begyndte stort set over huset at flyve i rundkreds og tage høje.

Herligt. En lille flok på 18 Traner. Dem bliver jeg aldrig træt af at se på...eller høre på.

De var der kun få minutter så havde de nået højde og fortsatte turen mod nord. Det har åbenbart været lidt af en Trane-dag idag.

Hvis denne link her virker, (tryk på linien) så vises de til Dof-basen indrapporterede Trane-observationer idag d. 14.04.2013.

Den ovenstående observationsliste fra Dofbasen er kun for mit lokal-område; DOF-Storkøbenhavn. Hvis man søger på DOF-Nordsjælland er tallene helt anderledes og større og det fordi alle Tranerne søger den vej op for at komme mod Sverige og Hornborga-søen.

Og ved at trykke på den her linie, kan I se antallet af Traner idag ved Hornborga-søen i Sverige.

....og endelig ved at trykke her en lille oplistning af mine ture til Hornborga de senere år.

Det bliver lidt spændende at følge de næste par dage, om tallet stiger som tidligere år bare forsinket.

Og billedet som ses ovenfor er et jeg har taget tidligere ved Hornborga.

Kan nogen forklare mig.....

....hvorfor jeg ikke kan se seneste kommentarer - den rubrik eller gadget jeg har ude i søjle-menuen til højre -  på min egen private bærbare PC men godt kan se dem når jeg bruger min arbejds-PC på arbejdet ?

Det samme med den gadget der hedder "Hvem der har set med " nederst i samme søjle ?

Jeg kan se på andres sider, at de har kommentarer og den den "sladrehank" om hvem der har set med, men hvorfor kan jeg ikke ?

Det må være noget med Indstillinger, men da jeg ikke har rodet med indstillinger, så hvad kan der være sket ?

Nogen bud  ?

En anden ting d. 9. April...i 1865. Lee overgiver sig til Grant ved Appomattox Court House....

 Den 9. April er ikke bare dagen for Danmarks besættelse i 1940.

Den 9. April 1865 skete der en anden og nok så stor - måske større og med virkninger frem til idag - begivenhed, nemlig den, at Sydstaternes Øverbefalende og General for Army of Northern Virginia Robert E.Lee overgav sin hær og sig selv til Nordstaternes Øverbefalende General U.S.Grant. Dermed var, stort set, den amerikanske borgerkrig slut; der var dog enkelte hær-enheder som overgav sig senere hen på foråret og forsommeren i 1865, men i og med at Robert E.Lee overgav sig, så sluttede Sydstaternes modstand og Borgerkrigen endte som sådan.

Jeg skal ikke trætte jer med en lang og kedelig - for jer - historieskrivning om den amerikanske borgerkrig. Men rent faktisk er slutningen ret fascinerende, spændende og overraskende.

U.S.Grant var i foråret 1864 udnævnt til Øverstbefalende for hel U.S.Army. I og med dette planlagde og iværksatte Grant, med Army of the Potomac,  en kampagne mod Lee og hans Army of Northern Virginia, den såkaldte "Overland Campaign", hvor han i en række slag pressede Lee sydpå og hen mod August/September fik Lee's hær låst...eller måske fik Lee standset Grant...i en linie, der gik fra lige lidt nord for Richmond - Hovedstaden i Sydstaterne - til ned syd for Petersburg. Her lå de 2 hære nu overfor hinanden hele efteråret 1864 samt vinteren 1864/65 til hen i foråret 1865.

I hele denne periode opbyggede Grant sin Nordstatshær ved træning og med forsyninger og forstærkninger. Tilsvarende havde Lee svært ved at holde på sin Sydstatshær p.g.a. manglende forstærkninger, dårlige eller næsten ingen forsyninger og nærmest en sultende hær. I Foråret begyndte endda mange sydstatssoldater at desertere, så hans lille og dårligt udrustede hær blev endnu svagere.

Lee prøvede at lave en sidste krampe-trækning eller et overraskelsesangreb på Nordstatshæren, som han håbede ville få denne, Nordstatshæren, til at trække sig tilbage. Dette skete angreb skete d. 25. Marts 1865 mod et punkt i Grant's linie kaldet Fort Stedman. Det VAR overraskende og i starten succesfuldt, men efter knap en time fik Nordstatshæren presset Sydstatshæren tilbage til dens udgangspunkt. Mange sydstatssoldater faldt i dette slag og mange blev - eller lod sig - taget til fange.

Da Grant opdagede hvor ringe udrustet og hvor få sydstatshæren egentlig var, beordrede han sin sydlige flanke til at omgå byen Petersburg og beordrede samtidigt et kontinuerligt pres - konstante små-angreb - langs hele frontlinien fra nord for Richmond til sydvest for Petersburg.

Dette pres på de svagt og tyndt besatte sydstatslinier, fik desertionerne til at stige og der var en del kampe ved bl.a. White Oaks og Five Forks, hvor der ved sidstnævnte kamphandlinger overgav sig ca. 5.700 sydstatssoldater. Lee meddelte regeringen om aftenen d. 1.April 1865, at han ikke kunne holde sin stilling og måtte trække sig tilbage. Hans plan var at trække sig sydpå mod/til North Carolina for at slå sig sammen med en anden stor sydstatsenhed under General Joe Johnston. Regeringen flygtede og Lee's tilbagetog begyndte om natten til d. 2.April.

                      

 

                 U.S.Grant                                             Robert E. Lee

Grant satte efter Lee og sørgede hele tiden for at holde sig syd og bag Lee's hær, således at der var et kontinuerligt pres. Mange kampe kæmpedes de næste dage og uanset hvad Lee gjorde så var Grant's soldater der hele tiden. Deserteringerne fortsatte og Lee's hær blev mindre og mindre.

På kortet nedenfor ses Grant's enheder som blå og Lee's enheder som rød. Man kom ikke sydpå men hele tiden mere og mere mod vest, altså væk fra den af Lee planlagte flugtrute mod North Carolina.

 I og med de mange fanger, som nordstatshæren tog undervejs i de dage, så mente Grant at en mulighed for at få Lee til at overgive sig og dermed undgå unødvendige blodsudgydelser, var ret stor og han startede så d. 7. April med at afsende en besked til Lee - via hvidt falg og parlamentær - gennem linierne.

Jeg vil ikke skrive så meget om de næste 2 dage. Dog skal man huske på, at hærstyrkerne hele tiden var på march; sydstathæren der var sultende - de havde ikke spist i flere dage på det tidspunkt - og med tab i form af dræbte, sårede, tilfangetagne og deserteringer, og nordstatshæren der var i "topform" veludrustet og velmotiveret - de øjnede jo en mulighed for at få afsluttet 4½ års kampe og krig - samt jagende byttet foran sig. Der var også hele tiden angreb fra nordstatshæren på den tilbagetrækkende sydstatshær. Hele tiden og et stort pres.

Grant's første besked ses nedenfor og efterfølgende er deres kommunikation, som blev sendt med kurerer mellem linierne. Mit engelsk/amerikanske er OK (har mange års erfaring med at læse gammeldags amerikansk), men jeg har valgt ikke at oversætte deres beskeder til hinanden, da jeg synes noget vil gå tabt ved oversættelsen til gammeldags dansk (eller nu-dansk) og samtidigt vil lade jer se, hvad det er for noget jeg læser "i det daglige", når jeg læser deltagernes erindringer og selvbiografier.

HEADQUARTERS, ARMIES OF THE U. S. 5 P. m., April 7th, 1865 GENERAL R. E. LEE, Commanding C. S. A.: The results of the last week must convince you of the hopelessness of further resistance on the part of the Army of Northern Virginia in this struggle. I feel that it is so, and regard it as my duty to shift from myself the responsibility of any further effusion of blood by asking of you the surrender of that portion of the Confederate States army known as the Army of Northern Virginia. U. S. Grant, Lieutenant-General

April 7th, 1865 LIEUTENANT-GENERAL U. S. GRANT, Commanding Armies of the U. S. GENERAL: I have received your note of this date. Though not entertaining the opinion you express of the hopelessness of further resistance on the part of the Army of Northern Virginia, I reciprocate your desire to avoid useless effusion of blood, and therefore, before considering your proposition, ask the terms you will offer on condition of its surrender. R.E. LEE, General

April 8th, 1865

 
 
 
 
GENERAL R. E. LEE,
Commanding C. S. A.:

Your note of last evening in reply to mine of the same date, asking the conditions on which I will accept the surrender of the Army of Northern Virginia, is just received. In reply I would say that, peace being my great desire, there is but one condition I would insist upon-namely, that the men and officers surrendered shall be disqualified for taking up arms against the Government of the United States until properly exchanged. I will meet you, or will designate officers to meet any officers you may name for the same purpose, at any point agreeable to you, for the purpose of arranging definitely the terms upon which the surrender of the Army of Northern Virginia will be received.

U. S. GRANT,
Lieutenant-General

April 8th, 1865

LIEUTENANT-GENERAL U. S. GRANT

GENERAL: I received at a late hour your note of to-day. In mine of yesterday I did not intend to propose the surrender of the Army of Northern Virginia, but to ask the terms of your proposition. To be frank, I do not think the emergency has arisen to call for the surrender of this army, but, as the restoration of peace should be the sole object of all, I desired to know whether your proposals would lead to that end. I cannot, therefore, meet you with a view to surrender the Army of Northern Virginia; but as far as your proposal may affect the Confederate States forces under my command, and tend to the restoration of peace, I should be pleased to meet you at 10 A. M. to-morrow on the old stage road to Richmond, between the picket-lines of the two armies.

R. E. LEE,
General

 

April 9th, 1865 GENERAL R. E. LEE GENERAL: Your note of yesterday is received. I have no authority to treat on the subject of peace. The meeting proposed for 10 A. M. to-day could lead to no good. I will state, however, that I am equally desirous for peace with yourself, and the whole North entertains the same feeling. The terms upon which peace can be had are well understood. By the South laying down their arms, they would hasten that most desirable event, save thousands of human lives, and hundreds of millions of property not yet destroyed. Seriously hoping that all our difficulties may be settled without the loss of another life, I subscribe myself, etc. U. S. GRANT, Lieutenant-General

April 9th, 1865 LIEUTENANT-GENERAL U. S. GRANT GENERAL: I received your note of this morning on the picket-line, whither I had come to meet you and ascertain definitely what terms were embraced in your proposal of yesterday with reference to the surrender of this army. I now ask an interview, in accordance with the offer contained in your letter of yesterday, for that purpose. R. E. LEE, General

April 9th, 1865 GENERAL R. E. LEE, Commanding C. S. Army: Your note of this date is but this moment (I 1:50 A. m.) received, in consequence of my having passed from the Richmond and Lynchburg road to the Farmvine and Lynchburg road. I am at this writing about four miles west of Walker's Church, and will push forward to the front for the purpose of meeting you. Notice sent to me on this road where you wish the interview to take place win meet me. U.S. GRANT, Lieutenant-General

 Grant og Lee mødtes så i landsbyen Appomattox Court House i et hus tilhørende en mand ved navn Wilmer Maclean. Om denne mand er der den pudsige omstændighed, at han i 1861 boede i lille by der hedder Mannassas. Her stod det første slag i den amerikanske borgerkrig. Slaget er omtalt som First Mannassas eller First Bull Run. Der var nemlig 2 slag der. Under dette første slag blev Wilmer Maclean's hus ramt af kanonskud og delvist ødelagt under kamphandlingerne. Han valgte så at flytte langt sydpå for at slippe for krigen. Nu ville skæbnen så, at det blev i hans hus i Appomattox Court House, at slutningen af krigen skete ca. 4½ år efter den startede ved hans hus i Mannassas.

Ved mødet var Lee kun i selskab med en enkelt officer. Lee havde ovenikøbet taget sin galla-uniform og sin flotte sabel (som han ellers aldrig gik med) på til mødet med Grant. Han - Grant - mødte derimod op iført en menigs uniformsjakke med General-distinktioner på og beskidte bukser og støvler efter en lang ridetur i mudder og pløre. Tillige var han i selskab med det meste af sin stab.

Nedenfor ses Grant's betingelser for Lee's overgivelse og derefter Lee's anerkendelse af betingelserne og dermed overgivelsen.

APPOMATTOX CT. H., VA., April 9,1865 GENERAL R. E. LEE, Commanding C. S. A. GENERAL: In accordance with the substance of my letter to you of the 8th inst., I propose to receive the surrender of the Army of Northern Virginia on the following terms, to wit: Rolls of all the officers and men to be made in duplicate, one copy to be given to an officer to be designated by me, the other to be retained by such officer or officers as you may designate. The officers to give their individual paroles not to take up arms against the Government of the United States until properly [exchanged], and each company or regimental commander to sign a like parole for the men of their commands. The arms, artillery, and public property to be parked, and stacked, and turned over to the officers appointed by me to receive them. This will not embrace the side-arms of the officers, nor their private horses or baggage. This done, each officer and man will be allowed to return to his home, not to be disturbed by the United States authorities so long as they observe their paroles, and the laws in force where they may reside. Very respectfully, U.S. GRANT, Lieutenant-General

HEADQUARTERS, ARMY OF NORTHERN VIRGINIA, April 9th, 1865 LIEUTENANT-GENERAL U. S. GRANT GENERAL: I received your letter of this date containing the terms of the surrender of the Army of Northern Virginia as proposed by you. As they are substantially the same as those expressed in your letter of the 8th inst., they are accepted. I will proceed to designate the proper officers to carry the stipulations into effect. R. E. LEE, General

 I dagene fra 29. Marts til 9. April mistede Lee ca. 6.266 mand i dræbte og sårede samt 19.132 i tilfangetagne. Ved Appomattox overgav Lee sig med de resterende 22.349 fodfolk, 1.549 kavalerister samt 2.576 artillerister.

De er på vej....Tranerne altså...langsomt men sikkert.

Sidste år på denne dag, var jeg og Lillemor ved Hornborga-søen og se Traner. Vi "overværede" Trane-rekorden på hele 26.500 Traner.

Ved at se trykke her på Tranestatistikken deroppefra, kan man se, at der i dag "kun" er 1320 Traner mod de 26.500 på samme dag sidste år. Tryk på hele det her og I kan se statistikken.


Ved at trykke på den her linie, kan man læse om min tur derop sidste år i 2012.

Ved at trykke her, kan I følge kunstneren og fuglemanden Carl Christian Tofte's side med observationer fra hans hjem i Pulken i Blekinge...og samtidigt nyde hans pragtfulde malerier m.m.

Jo - de er altså på vej. Men om det bliver på samme måde som de senere år, er uvist. Det er jo et meget atypiskt forår, som kan være skyld i mange mærkelige trækmønstre for de forskellige fugle-arter.

En Bombe-trussel.............suk.

Jeg spiser tidligt frokost på arbejdet. Det har jeg altid gjort. Vi er en meget lille håndfuld der spiser i kantinen kl. 11,00 hvor den åbner.

Mit frokost-sjak består af 3 inkl. mig selv. De 2 andre har jeg kendt i over 30 år efterhånden, så vi er ganske sammentømret og nærmest opvokset sammen....har fuldt hinanden i tykt og tyndt gennem alle årene, delt glæder og sorger, fuldt børnenes opvækst o.s.v.

Idag til frokost havde vi dårligt nok sat os til bordet, da en Rådhusbetjent dukkede op og meget klart og tydeligt bekendtgjorde: " DER ER INDTELEFONERET EN BOMBE-TRUSSEL. ALLE SKAL FORLADE RÅDHUSET NU - JEG GENTAGER NU......SAMLING PÅ GRÆSPLÆNEN VED P-PLADSEN."

Okay ! - det var bare at lade maden stå og forsvinde. Jeg smuttede lige ind på min afdeling efter min Vinter-jakke og gik ned til de andre. Derfra blev vi yderligere kommanderet væk af de tilkomne Politi-folk. Forvaltningsdirektørerne var til stede og blev enige om at vi skulle gå til den ombyggede By-skole (skolen er nedlagt og ombygget til pensionist-boliger), hvor Gymnastik-salen bruges som foredrags-sal...og pensionist-gymnastik.

Kort efter dukkede Borgmesteren op - han kom fra et møde i Roskilde - og forklarede kort, at Politiets Indsatsleder ville komme om få minutter og briefe os. Han - Borgmesteren - ses herunder stående med hænderne i lommen.

 Det korte af det lange var, at der var tilkaldt 5 Bombe-hunde og at de ville gennemgå Rådhuset. Det er på ca. 7.000 kvadrat-meter så det ville tage nogen timer. Vi måtte IKKE gå hjem, fordi de - Politiet altså - skulle bruge OS hvis hundene reagerede på noget på vores kontorer eller i vores tasker.

Suk......bare sidde der og trille tommelfingre....Suk. Nej - vi måtte godt gå i byen og købe mad, vi skulle bare selv holde justits med hvem der gik og hvem der var tilbage..

Jeg gik udenfor med mange af de andre. Vejret var jo godt. Vi kunne se Bombe-folkene klæde sig på i de der specielle "rustninger" og hjelme og gå ind på Rådhuset. Hundene kunne kun koncentrere sig ca. 20-25 minutter af gange, så skulle de have en pause på 10 minutter. Suk....

Nåh - der var også dukket 2 Brandsprøjter op og 2 Ambulancer.....alt sammen "in worst case".

Klokken var næsten 16,00 da Politiet oplyste at der INGEN bombe var, og at vi måtte gå ind på Rådhuset og hente vores ting - de formodede ikke vi ville til at arbejde nu ;-)

Hold da op - sikke en dag. Drønhamrende kedelig, men forholdsreglerne var OK. Der var mange borgere der kom for at komme på Rådhuset, men alle blev afvist af Politiet ved afspærringerne.

Nu sidder der en eller anden "Spøgefugl" et sted og godter sig over det apparat han har sat i gang. Det Fandens ved det er, at han kan gøre det igen imorge eller i overmorgen o.s.v.

What a day. Suk.

Min Oldefars økse........

Her i dette absolut dejlige forårsvejr på Påskens sidste dag (er der forresten ikke noget med, at 2.Påskedag er Kirke-årets helligste/vigtigste eller næsthelligste/næstvigtigste dag ? ) gik Lillemor og jeg en tur ned i "vores gamle mose", Sømosen.

Vi gik fra vores hus ad Klausdalbrovej og undervejs passerede vi dette skilt ind til en "Kotelet-grund", hvor vi kunne se nogen rejste beton-/gasbeton-vægge med nye rejste spær på:

Det gav jo noget stof til eftertanke, det skilt. Hmmmmm......hvordan kan man genopføre Herlev's ældste hus ? Jeg mener, - når det der inde, det nye man kunne se, var færdigt, så var det IKKE et gammelt hus - tværtimod måske det nyeste i Herlev ?

Iøvrigt "Googlede" jeg efter Herlevs ældste hus og kunne intet finde. Joh - jeg fandt det om da det brændte ned d. 12. Juli sidste år. Adskillige artikler, som nok er fra samme Nyhedstelegram, omtaler branden og alle siger "Herlevs ældste hus"........

På kommunens hjemmeside om Lokalarkivet/Herlev Hjortespring historiske forening var et andet hus udnævnt til at være Herlevs ældste hus (og den side er lavet længe indenden branden i 2012).

Jeg blev altså ikke klogere, men sjov oplevelse rigere.....

Og det bringer mig til følgende oplysning:

Jeg har min Oldefars økse. Min Bedstefar satte nyt skaft på og min far satte nyt øksehoved på.

....og den lader vi så bare stå :-)

Popart på Louisiana....igen et blandet besøg...

Min kunstinteresse er jo egentlig ganske bred når det kommer til stykket. Jeg har jo helt klart mine favoritter, hvilket jo fremgår af mine boglister ude til højre.

En af favoritterne er, hvor utroligt det måske kan lyde, POP ART.....altså den stil der vel egentlig startede i USA i 1950'erne og som folk som Andy Warhol, Jim Dine, Roy Lichtenstein, Robert Rauschenburg er en stor del af. Jeg har også tidligere skrevet, at nogen gange er det ikke selve kunstværket jeg falder for, men ideen til at lave. Altså forundringen over hvordan kunstneren finder på at lave lige det der, hvad det der nu er.

I denne tid, i perioden 22. februar til 9 juni viser Louisiana en udstilling der hedder Pop Art Design.

...og selvom Louisiana har mange af tingene selv, så ville jeg gerne se den og derfor besluttede Lillemor og jeg at køre derop i egen bil og se den. Vi ankom vel knap 20 minutter efter åbningstid kl. 11,00........og fandt kun cirklende biler ved Louisiana's P-plads. Der var mere end fuldt optaget der. F..., det havde jeg helt glemt det kaos der med parkering. Så vi kørte tilbage og hen til Humlebæk Station knap 1 km væk og parkerede og gik tilbage igen. Da vi passerede mange af de parkerede biler, lagde vi mærke til at mange - 30-50 % ? - af bilerne var med svenske nummerplader. Nåh ja - det er rigtigt; svenskerne betragter jo nærmest Louisiana som deres kunstmuseum. Jeg mener at kunne huske, at jeg engang læste, at vistnok mere end 50 % af Louisiana-klubbens medlemmer kom fra "hinsidan", så derfor måske ikke så underligt.

Og igen ja - der var rigtig, rigtig mange gæster. Næsten for mange efter min smag. Jeg føler, at der ligesom ikke er rigtig plads til "at se tingene" når man nærmest står skulder ved skulder og betragter tingene og nærmest bevæger sig i gåsegang i en lang række. Jeg havde helt glemt hvor kaotiskt der kan være på Louisiana. Der er virkelig ting der kan undre mig ved museumsbesøg, såsom f.eks. at nogen mennesker kan finde på at stå pisse-ubelejligt foran et-eller-flere værker og bare snakke om alt muligt andet, så vi andre ikke kan komme til at se og læse. Jeg bemærkede faktiskt ret mange af sådanne små-grupper og desværre, må jeg sige, så var det næsten hver gang en 2-3 svenske kvinder (ikke de samme, men forskellige små-grupper) der bare fyldte op og var i vejen. En anden ting der også kan undre mig er, at nogen unge forældre-par insisterer på at medbringe deres børn på udstillinger og at børnene nogen gange - det er de tilfælde jeg undrer mig over - kan være totalt "umulige": råber, skriger, græder, piller ved tingene, løber rundt o.s.v. og de "stakkels" forældre jager rundt efter dem, tysser på dem o.s.v., o.s.v. Nogen gange må man altså godt stikke fingeren i jorden og tænke sig om, om det er godt at tage børn med sådanne steder. Man kan altså ikke forlange at børn i 3-4-5-6-7-8 års alderen skal opføre sig eksemplarisk og stille; for fanden - det er jo børn og de vil lege og larme og der er krudt i røven på dem. Jeg kan virkelig glo/stirre undrende på den Mor eller Far der - når barnet ligger på gulvet og vræler/"skaber sig" og råber/tuder at de ikke vil være der - siger og truer barnet med "...at hvis du ikke stopper nu/opfører dig ordentligt, så går vi hjem lige med det samme" !!!!!!! Hvad fanden tror moderen/faderen at det lige er, barnet vil ? HJEM, VÆK for pokker......Nåh, - der var sådanne små-episoder o.s.v. men jeg overlevede trods alt (igen).

Vi betalte kr. 110 pr snude - de ved sørme godt hvad de vil have for det, uden at jeg skal komme ind på omkostningerne ved at have sådan en udstilling, i de omgivelser og de mange ansatte.....

Vi, d.v.s. jeg, købte også Louisiana Revy, som er lavet som katalog til udstillingen. Pris kr. 148.

Vi kom igennem udstillingen og jeg synes den var kanon. Jeg KAN altså godt lide den slags. Meget af det kendte jeg i forvejen og havde set før - gensynsglæden er altid stor - og lidt var nyt. Der var intet dårligt, synes jeg. Og igen kunne jeg nogen gange undre mig over hvordan de kunstnere er kommet på den ide at lave de ting, de har lavet.

Nedenfor et par billeder jeg nåede at tage inden jeg fik at vide - pænt og diskret - at fotografering ikke var tilladt. Jeg blev måske opdaget fordi jeg brugte et ganske vist lille kamera (uden brug af blitz). Der var masser der fotograferede med deres mobil-kameraer :-) . Jeg vil lade de nedenstående ting "stå for sig selv" dog bare med bemærkningen: Hvordan er det lige de er kommet på den ide ?

En stol.........................................................

 En sofa.......................................................

 En nøgen kvinde siddende på en Bøf-sandwich....

"Guggenheim Gold" som relief...........................

 Coca Cola............................................................
 

Esso skilt....................................................................


...og jo, - Lillemor "overtalte" mig til at gå i cafeteria'et og få kaffe og kringle til at slutte af med. Det var ikke mindre kaotiskt.

Men alt i alt en god udstilling synes jeg; Lillemor var knap så begejstret, det er ikke lige hendes kop the.

Aha.....interessant......og ?

Som det jo nok er de fleste bekendt, så har jeg (også) en ret stor interesse i den Amerikanske Borgerkrig. Når man læser om denne, som det vel gør med de fleste interesser folk har, så fører oplysninger eller fakta til yderligere spørgsmål óg søgen efter oplysninger.

Nu først lidt baggrundsoplysning, for det interessante kommer først til sidst i indlægget:

En af nordstatshærens bedre kavaleri-officerer var George Armstrong Custer. Ikke en brilliant taktiker men en hård, pågående, stædig officer; en af den slags der, når han fik en ordre/opgave, altid udførte den med vedholdende stædighed og direkte på modstanderen.

Custer var også lidt af en Charlatan, en egocentriker af de større, en "showman". Han satte sit eget ry højt og ofte forrest på bekostning af andre. Han søgte "fame and fortune".  Noget af det ego-centriske kunne bl.a. ses i hans påklædning. Vist var der et beklædningsreglement for hæren, men han "fortolkede" det på egen måde. Han var efter datidens målestok en flot mand; slank, høj, markeret ansigt og med blond krøllet hår som oftest var lidt halvlangt......og han vidste det. Derudover tilsatte han sin uniformering visse egenopfundne ting, f.eks. ses ovenfor hans store skjorte-kraver, formentlig rød, stikkende udover den blå uniformskrave. Ofte bar han også en gul jakke som regel lavet af skind.

Efter Borgerkrigen havde han svært ved at finde sig tilrette i fredstid-hæren. For at gøre en lang historie kort, så endte han, bl.a. efter mange skærmydsler med overordnede og hærledelsen iøvrigt (han var endda sendt på tvungen, ulønnet orlov i det meste af et års tid på et tidspunkt), med at være næstkommanderende for det 7. Kavaleri, der i 1876 blev sendt ud, som en del af en større styrke, for at bekæmpe nogen fjendtligtindstillede indianer-stammer, der ikke ville bo og blive i de påtvungne reservater. Dette felttog endte, for Custer's og en hel del af hans mænd, d. 25. Juni 1876, hvor de blev massakreret af de samlede indianerstammer ved Little Big Horn.

Der er mange idealiserede malerier om "Custer's last stand" som det kaldes for. Det foregik i et åbent bakket landskab. Herunder ses et foto fra 1894, altså 18 år efter slaget. Den lille knold i midten af billedet skulle være der Custer og de sidste af hans mænd faldt.

Nedenfor ses som det ser ud i dag. Indianernes lejr lå i floddalen der ses som et grønt bælte i billedets øverste højre side. Gravstenene der er sat, er for de soldater, der et par dage efter blev fundet og begravet på stedet. Gravstenene er rejst ca. 70-80 år efter.

 

 

Og nu kommer det interessante....synes jeg:

 

Krig er selvfølgelig en sørgelig ting og der bliver dræbt soldater, idette tilfælde også indianere, på begge sider.

Custer drog ud med 597 mand fra det 7. Kavaleri. Til dagens angreb delte han styrken op i 4 grupper: Den største, 5 kompagnier, C-E-F-I og L, ledte han selv. Den anden bestod af 3 kompagnier, A-G og M, som blev ført af Major Reno. Den 3. gruppe bestod ligeledes af 3 kompagnier, H-D og K under Kaptajn Benteen. Det sidste kompagni, B, blev sat til at vogte 7.Kavaleri's Træn (vogne trukket af Muldyr sam pakæsler).

 

7. Kavaleri's samlede tabstal var på hele 52 %, heraf 258 dræbte og 52 sårede. Kompagni B havde ingen dræbte eller sårede. Alle i Custer's 5 kompagnier blev dræbt herunder ham selv og 2 af hans brødre. Reno's og Benteen's 2 grupper (og Træn'et) overlevede slaget dog med dræbte og sårede og blev reddet 2 dage efter af tilkommende andre Kavaleri-enheder under General Terry.

AF DE 258 DRÆBTE, VAR DE 4 DANSKE INDVANDRERE !!!!

 

Der deltog ialt 7 danske indvandrere i slaget. 2 fra Major Reno's gruppe, 2 fra Kaptajn Benteen's gruppe og 4 i Custers gruppe:

 

Frederik Holmsted, menig, Kmp. A, (Reno's), født 1849 i København og kontormand af uddannelse. Hvervet 6/11 1872. Overlevede slaget og døde i 27/3 1880 I Fort Lincoln efter at være såret under andre indianer-kampe.

 

Chr. C.Boisen, menig,  Kmp. K (Benteen's) født 26/5 1840, støvlemager i det civile liv, hvervet 25/3 1873. Overlevede slaget. Død i Fort Smith i 1923.

 

Jan Møller, menig, Kmp. H (Benteen's), født d. 13/9 1849 i Ørslev. Arbejdsmand i det civile. Hvervet 15/1 1872. Såret på Bakken og overlevede slaget. Død 23/2 1928 i Deadwood.

 

Georg Lorentz, menig, Kmp. M (Reno's), født i 1851 i Holsten (den daværende Helstat og derfor betragtet som dansk) maler af profession, hvervet 13/11 1872, Dræbt i Dalen, Little Big Horn, 25/6 1876.

 

Chr. Madsen, menig, Kmp. F (Custer's), født Februar 1848 i Kerteminde, farver af profession, hvervet 24/8 1872. Dræbt med Custer 25/6 1876.

 

William Teeman, Korporal, Kmp. F (Custer's), født 1846 i Danmark, arbejdsmand af profession, hvervet 27/8 1872. Dræbt med Custer 25/6 1876.

 

Bent Simonsen, menig, Kmp.L (Custer's), født 1846 i Danmark, smed af profession, hvervet 19/7 1872. Dræbt med Custer 25/6 1876.

 

......og sådan noget faldt jeg så over, fordi jeg undersøgte/fulgte en officer, som havde tjent  under Custer i  Borgerkrigen, og fordi denne ca. 10 år senere igen kom til at tjene under ham .....og hans navn fandt jeg på 7. Kavaleri's mandskabsliste, hvor tilfældigvis navnet Christian Madsen også figurede og sprang i øjnene da jeg kiggede ned over mandskabslisten. 

At der var danskere (indvandrere) der deltog i "Custer's last stand" kan virke overraskende, men hvorfor egentlig ? Der var mange af udenlandsk herkomst i det 7. Kavaleri. Knap 7 måneder før Little Big Horn, altså i efteråret 1875, blev 7. Kavaleri forstærket/nyformeret og alene her var ca. 20 % af rekrutterne af udenlandsk herkomst. De fleste fra Irland, England og Tyskland. Påfaldende er det dog, at af de danske soldater, så var de 6 hvervet i 1872 og en enkelt i 1873.

.......og sådan noget som alt dette ovenstående, det kommer sig af, at jeg her forleden aften så en udsendelse på DR K om netop Custer's sidste kamp. Udsendelsen som sådan var generelt OK, men der var også en del fejl især med hensyn til Custer's gøren og laden under den Amerikanske Borgerkrig, og dette fik mig til at tænke på, at jeg et sted i mine gemmer havde nogle notater, som jeg har gjort engang hvor jeg faldt over det her med de danske deltagere.

 

Min storebror, som også har mange "mærkelige" interesser, sagde engang til mig: "Lillebror, - vi 2 har en masse unødvendig viden om mange ting"..........og det kan man jo så give ham ret i.

 

 



En smut-tur til Barcelona....16.-21. Marts 2013

Lillemor og jeg havde besluttet at holde en lille afslapningsferie og havde bestemt os for, at den dennegang skulle gå til Barcelona; ikke for at se fodbold - der var kamp mens vi var dernede - men for at og opleve byen og især dens arkitektur, hvilket især vil sige Antoni Gaudi's forunderlige verden.

Vi havde selv fundet hotel og fly-billetter. Vi skulle rejse med et spansk selskab, som jeg ikke anede eksisterede (ved nærmere eftertanke kendte jeg kun Iberia af spanske flyselskaber) og som hed Vueling.....og som udtales, fandt vi ud af, Wææhlinnd. Hotellet lå direkte på La Rambla oppe ved Placa de Catalunya.....mere centralt kan det vist ikke være, skulle vi mene. Vi ankom Lørdag eftermiddag ved 17-tiden og slog os ned i vores lille apartementos med balkon ud til Rambla'en. Vi slappede lige af med åbne balkondøre og mens vi gjorde det, hørte jeg udenfor nogen spøjse-fuglelyde som jeg slet ikke kunne sætte i forbindelse med noget jeg kendte i forvejen. Stor var min overraskelse da dette par Lille Aleksander Parakitter sad lige ude foran vores balkon...altså midt i et træ på Rambla'en...af alle steder. Det viste sig sidenhen at der var masser af disse Parakitter (en lille Papegøje på størrelse med en Due) overalt i byen og det i store mængder og kors hvor de kunne larme.

Nåh - det her med balkon har jo den for mig så klare fordel, at jeg kan stå derude og ryge og samtidigt betragte menneskene på Rambla'en. Masser af turister trods årstiden og især mange japanere, en del tyskere og pænt med danskere og svenskere. Og så er Rambla'en fyldt med små boder af alle mulige slags; souvenirs, is, chokolade, blomster, fortorvscafe'er o.s.v., o.s.v. Altså et leben uden lige. Om aftenen var vi bare ude at slentre på Rambla'en og se på og så ellers spise en absolut dødssyg bøf/steak på den lokale restaurant.

Næste formiddag gik det ned ad Rambla'en for i en sidegade at se det første hus af Gaudi, nemlig Casa Güell, som ligger i en mørk sidegade. Vi konstaterede, at der var lukket for besøgende denne dag og at det var svært at fotografere p.g.a. lyset (her vil jeg lige indskyde, at jeg nok er verdenens dårligste fotograf, da jeg nok nærmere "registrere" ting end fotograferer dem, så kvaliteten af de viste billeder er nok mest min manglende sans/interesse for fotografering).

Men lidt kan man da se; bemærk især skorstenene, som er et af Gaudi's kendetegn nemlig de meget artistiskt/kunstnerisk/fantasifuldt udførte skorstene; ofte i mangefarvede kakler og sjove faconer:

Herfra gik vi over for at se Domkirken på den anden side af Rambla'en i det gotiske kvarter og jøsses da for en folkemængde vi havnede i. Der var Barcelona Marathon og visse veje/gade afspærret til brug for de 10.000-vis af løbere der deltog. Egentligt meget morsomt alligevel, for for hver 2-300 meter var der opstillet orkestre på ladvogne/små scener som spillede løs for opmuntring til løberne; vi oplevede karnavals-samba, rendyrket Rock, folkemusik og Gospel-kor....der var lidt for enhver smag.

Vi kom dog frelste igennem og ankom til Picasso-museet omkring dets åbningstid ved 10-tiden og der var bare en lille kø. Picasso-museet var også højt på vores ønske-liste over "must see" i Barcelona. Faktiskt var der kun 2 ting vi ville se, nemlig Gaudi's bygninger og Picasso-museet. Det er et meget interessant museum (hvor man ABSOLUT IKKE må fotografere), idet det stort set kun handler om hans ungdom op til 30-års-alderen. Er I gale, hvor han var teknisk dygtig som allerede 14-årig. Han malede jo som en guldaldermaler. I skulle se nogen portrætter han har lavet der i teenager-årene. Det, der oftest er det sjove med sådanne museer, det er, at de ofte udstiller kunstnerens små skitser. Det er jo bare skitser og små øvelses-stykker. Mange af dem kun halvfærdige eller mindre. Men de er fremragende alligevel og viser virkelig kunstnerens kunnen og hans ide med at lave et (endeligt) billede som ikke er på selve dette museum men på et andet. Skitserne er selvfølgelig ikke signeret og kunstneren har formentligt aldrig tænkt dem som udstillingsobjekter, men museerne og publikum behandler og omtaler disse skitser/øvelsesstykker som STOR, STOR KUNST....noget af en markedsføring og forførelse, må jeg sige. Men alligevel...thumps up for en nørd som mig.

Da vi kom ud opdagede vi at køen til Picasso-museet nu var adskillige 100 meter lang. Godt vi havde været der tidligt.

Herfra tog vi så op til Gaudi's nok mest kendte bygningsværk, nemlig katedralen Sagrada Familia. Og ja - der bygges stadig på den her ca. 100 år efter dens påbegyndelse. Byggeriet har ligget stille mange gange p.g.a. manglende økonomi.

Jeg vil sige det sådan, at den nærmest er............pisse-grim :-) . Den ER meget speciel og hold da op, hvor der er mange, mange detaljer på den. Det, de er ved at bygge på den nu, er bla. hoved-tårnet/spiret som aldrig har været der endnu. Men der arbejdes overalt på den og knap halvdelen af den er pakket ind i presseninger. Mange mennesker var der. Vi var ikke inde og se den, vi gik kun rundt om den. I den lille park der er der, var der en del af de dersens Aleksander Parakitter og sørme om jeg ikke også opdagede en Sorthovedet Sanger (lille sangfugl for de interesserede) der hoppede rundt i noget buskads.

Vi skulle bare 1 (en) Metro-station for at komme hjem og her lykkedes det faneme en Lommetyv....eller snarere en taske-tyv, at lukke Lillemors taske op (ja - hun havde den for første sidste og eneste gang på ryggen) og nappe hendes pung indeholdende 37 Euro samt Visa-Dankort, Euro-Card, kørekort, sygesikringskort og diverse små-ting. Da hun stg ud af Metroen tog hun lige sin taske ned og opdagede at den var åben og at pungen manglede. Hun vender sig om mod de åbne Metro-døre og siger højt til mig at hun mener at ham der - hun peger på en ung fyr inde i Metroe-vognen, der stikker-et-eller-andet op under trøjen mens han stirrer med store øjne på hende - har stjålet hendes pung. Før end vi/jeg når at reagere, klapper dørene i og Metro-toget kører. Fuck og Shit og Satans osse og Sgu-Fanden o.s.v. Vi genemgår tasken på stedet og ligeså alle hendes lommer i jakke og bukser, men ingen pung. 15 minutter efter er vi på vores værelse og får ringet hjem og spærret både Visa-Dankort og Euro-Card. Stor ærgrelse hos hende (og mig). Nu skal hun hele møllen igennem med gen-anskaffelse af diverse credit-/hævekort, sygesikringskort og kørekort når vi kommer hjem. Der er altså et-eller-andet med Storbyer SYD for Alperne og os, der bare ikke spiller sammen; i Rom for 3 år siden, var det mig der blev bestjålet. Nårh - vi havde heldigvis stadig mit Visa-Dankort samt nogen 100 Euro i kontanter, så nød ville vi ikke lide. Men pokkers ærgerligt.

Hjemme igen har vi idag konstateret, at der IKKE er hævet på nogen af kortene, så måske slipper vi får mere ballade; man kan jo kun håbe.

Næste dag gik turen til Gaudi's bygning kaldet Casa Batlló belliggende oppe i Eximple-distriktet.
Jeg siger jer, at det var en oplevelse for livet. Ham Gaudi har sgu' haft en virkelig snørklet hjerne siden han har kunne finde på at bygge et hus - med inventar - som det. Herunder er et par få billeder, som jeg har taget:

Mine billeder levner slet ikke retfærdighed for alt det, der er at se. Jeg har smidt en yderligere link nedenfor, som I lige skal checke, bare sådan.

Herover facaden i 2 billeder og herunder 1.salens stue set indefra og ud mod gaden.

Til alle sine huse, tegnede Gaudi også møbler, lamper, døre, dør-håndtag, bad og toiletter og....you name it.....simpelt hen alt. Herunder ses et par eksempler på møbler. Igen billedet levner slet ikke retfærdighed for at se dem i original.

Indvendig er der 2 "gårde" eller trappehaller. De er beklædt med kakler og simpelthen fantastiske at se:

Oppe under loftet finder man som vist nedenfor gang med buer lige under tag-ryggen:

Herunder ses en del af taget med - ja, skorstenspiber i flotte kakler og glaseret tegl:

Og herunder igen 2 billeder af de indvendige gårde med kakler og balkoner:

Det skal simpelthen opleves; jeg kan ikke beskrive det hele godt nok, så fantastisk er det. Derfor skal I lige prøve at aktivere denne her linie:

FLERE BILLEDER AF CASA BATLLÓ.

Igen havde vi været heldig med ankomsttidspunktet for vort besøg. Vi var der ved åbningstid og vist var der da andre besøgende, men da vi kom ud var der en kæmpe-kø herunder flere japanske selskaber samt...uha-uha....flere skole-klasser der skulle ind. Lidt heldig kan man altså være.

Vi gik så et par 100 meter videre op til næste Gaudi-hus, nemlig Casa Milá eller La Pedrera om man vil og det ses herunder:

Nu - p.g.a. tidspunktet - var der en million-millard mennesker i kø der, så desværre orkede vi ikke at tage den tur og det ærgrer mig usigeligt. Vi nåede det heller ikke de andre dage desværre. Det må blive en anden gang...hvis vi ellers tør ;-) . Nej - en af årsagerne til at vi bla. ikke kom der, var simpelthen, at det nok ville være for overvældende at se at man = jeg (og lidt Lillemor) nok simpelthen ikke ville kunne overkomme det...altså indsuge det, indeholde det....især med tanke på den åbenbaringsoplevelse det var at se Casa Battló kort forinden. Men heldig vis kan man jo købe bøger.....og det gør jeg jo så.

Men her en mulighed for et smugkik ved at trykke på denne linie.


En af dagene var vi på markedet, det vil sige en markedshal med alt i kød, pølser, fisk, frugt og grønt.
Sikke et leben:

Det lykkedes også Lillemor med usvigelig sans og sikkerhed at finde Barcelona's ældste konditori, hvor vi selvfølgelig indtog kaffe og kage:

Jeg vil sige det sådan, at La Glace i Købehavn ikke behøver frygte konkurrence derfra. Det var da OK, men La Glace er simpelthen verdensklasse i forhold der til.

På Rambla'en ligger der er et hus, som har været Paraply-forretning omkring forrige århundrede-skifte. På murene ses udslået paraplyer i keramik som udsmykninger og under balkanonen ses japanske motiver af Geisha'er (tror jeg nok) med deres små parasoller.

På bygningens hjørne hænger denne japanske (?) keramik-drage med en paraply nedenunder.

Hvad bygningen bruges til idag, fandt jeg ikke ud af. Men egentligt imponerende med en hel bygning for salg af paraplyer og parasoller. Det var åbenbart sagen dengang :-)

En dag var vi også oppe i den nordlige del af Barcelona og se en Park som Gaudi havde designet, nemlig Parc Güell - ja, samme mand hvis hus vi havde prøvet at besøge på førstedagen. Det var meningen, at - vistnok - en hel masse Güell'er skulle bo der i parken, men der blev kun bygget 3 huse der. Blandt andet boede Gaudi der i knap 20 år. Som jeg skrev tidligere, så havde Gaudi en "krøllet" hjerne for den parks design er simpelthen noget for sig selv: gange med søjler, keramiske ting og sager og bænke og huse o.s.v., o.s.v. og det hele med en fantastsik udsigt over Barcelona. Iøvrigt masser af Aleksander Parakitter overalt i palmerne. Firben sås også en del af.

Herunder en spisende Aleksander Parakit. De opførte sig som Duer - som der også var mange af - forstået på den måde, at når folk smed brødstykker, så kom de også og landede og nappede brødstykkerne for at flyve op i træer og spise:

Herunder ses det hus, som Gaudi boede i i 20 år. Faktisk det mindst "sprælske" af hans huse.

Det var smadderflot og specielt det hele. Iøvrigt blev vi interviewet 2 gange af forskellige skoleklasser om hvad vi syntes godt om ved Barcelona....

Ham "fyren" herunder sad som en stenstøtte på vej ned fra Park Güell. Det så ud som om han svævede - der var nemlig ingen stol under ham/hans bagdel.

Der var iøvrigt en del af sådanne slags gøglere på Rambla'en og i Barcelona rundt omkring. Der var også fucking mange tiggere af samme type som i Rom.

En eftermiddag "smuttede" vi op på Montjuic - det store bjerg/bakke der dominerer Barcelona. Sørme om jeg ikke - udover de mange Aleksander Parakitter og nogle Sorthovede Sangere - også opdagede to Provence-sangere (hanner) i nogle buske deroppe. Flotte "fyre" og herligt at se.

Der er mange andre arkitekter end netop Gaudi. Og fra samme periode. Spanierne kalder den periode for "Modernistas". Mange spøjse huse har de bygget, nogen a la Gaudi, andre som ligner arabiske borge eller normanner-slotte.

Og så har Barcelona et kvarter omkring Domkirken som kaldes for "El Gothic". Her er mange huse og bygninger fra 12. århundrede og frem mod 18. århundrede med små gyder og stræder og flotte huse eller gård-miljøer med store trapper o.s.v. Ret specielt at gå i, må jeg sige.

Herunder ses et meget smalt hus. Lidt svært at se, men ikke mange meter bredt eller dybt. Der gik en gyde bag ved, så det kan vel ikke have været mere end et rum dybt. Der var 2 forretningslokaler i gade-plan.

I en af parkerne opdagede jeg dette træf af Aleksander Parakitter. Ret sjovt og flotte at se på: 8 stk. er der på billedet.

Der er nu også mere nutidig arkitektur, blandt andet denne grøn/blå 35 etager høje kontorbygning. Desværre nåede vi ikke at se nærmere på den.

...og så lige det sidste Gaudi hus vi nåede at se, nemlig Casa Calvet, som er en privat eget beboelsesejendom uden adgang.

Rambla'en starter nede ved havnen og går op til Placa Catalunya. Den starter med den høje status med Christopher Columbus der står og peger mod Amerika. Columbus landede her I Barcelona efter sin rejse til Amerika. Her blev han modtaget af Kong Filip og Dronning Isabella, der havde finansieret og udsendt Columbus på hans opdagelsesrejse.

Iøvrigt var det sgu lidt underligt med den rejse her. Normalt går jeg iseng ved 23-24 tiden hver dag. Lillmor noget tidligere. På denne tur dejsede vi omkuld ved 21-tiden hver dag og sov til 07,30-08,00 tiden næste morgen. Dog havde jeg hver nat et - for mænd i min alder = NP-klubben -  naturligt ærinde og det lige ved 03-tiden. Jeg benyttede mig af lejligheden til at ryge en smøg på balkonen og opdagede denne fyr som vist nedenfor, hver eneste nat på samme sted. Billedet er et natfoto uden blitz og beskåret og forstørret op i windowsprogrammet "Paint". Jeg kunne ikke se fyrens alder. Han var iklædt en strå-hat. Havde vistnok en maske på med stor rund næse og stort hængende overskæg og store kraftige briller. Han havde en bredskuldret brun knæ-lang jakke på og brune store bukser på samt lysebrune/gule alt for store sko på. Dertil havde han hvide handsker på.

Et par meter til højre for ham står hans blå rygsæk på et lille mørkeblåt stykke stof. Skråt foran ham, midt på det mønsterede fortorv, ses en kasket ligge på hovedet = til indsamling af skillinger. Fyren stod der og lavede "underlige moves"...sådan lidt Mime-komik-bevægelser og lidt Break-dance i slowmotion. Han stod stille indtil der kom folk indenfor 10 meters afstand, så begyndte han de her spøjse bevægelser; lidt bløde og alligevel noget stive i det, sådan lidt rykvis med arme og de hvide hænder. Folk gik uden undtagelse forbi ham. Jeg så aldrig nogen smide penge i kasketten. Og det var lidt komsk. Han var så absolut dårlig til det, så det var helt grinagtigt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han selv syntes at han var enormt god. Det var bare så pinligt at se på. Stoppede folk og så på ham, så gemte han sig bag lygtepælen og kiggede på dem uden at foretage sig noget. Der er jo ikke mange mennesker - selv på Rambla'en - på den tid af natten på en hverdagsnat, men tog trofast opstilling hver nat kl. 03,00. Kun en nat så jeg ham gå med sit habengut efter en halv times tid. Jeg var normalt gået i seng igen inden. Han var så dårlig og pinlig at jeg syntes helt synd for ham. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile/grine af hans "show".

 

 

Nåh - men bortset fra tyveriet, så var det en udmærket tur.....men sikke en hjemkomst til frost og sne. Dernede havde vi hver dag ca. 16-17 graders forårsvarme, så det var helt dejligt. En dejlig tur var det.