lørdag den 2. februar 2013

40 års Jubilæum - fortsat ;-)

Jeg havde jo 40 års Jubilæum den 1. August 2012 og dengang - det lyder som rigtig længe siden, ik' ? - da skulle jeg have haft Dronningens Fortjenstmedalje i Sølv, men det gjorde jeg ikke fordi indstillingen skete lidt sent....hvilket var min skyld, da jeg var (og på en måde stadig er) i tvivl om modtagelsen af den. Egentlig synes jeg det er noget pjat, men "lod mig overtale" af familie, venner og ikke mindst kolleger til at "lade mig få den". Derfor den sene sene indstilling og da der jo er en vis behandlingstid, så ville det ikke kunne nås til d. 1 August, så derfor besluttede jeg - på forespørgsel - at det så skulle være d. 1. Februar 2013, hvilket er nøjagtig et halvt år efter selve Jubilæumsdagen.

Jeg fik bl.a. tilsendt et brev fra Indenrigsministeriet, hvori jeg skulle oplyse korrekt fulde navn og andre data og underskrive en erklæring om at "myndighederne" kunne indhente oplysninger om mig hist og her (straffeattest o.s.v.),

Nåh - men altså d. 1. Februar 2013 er altså idag og idag var jeg så "tilsagt" på Borgmesterkontoret kl. 12,00 til en meget lille ceremoni hvor der kun deltog mig, Borgmesteren og min Forvaltningsdirektør. Det var stille og roligt og her fik jeg så overrakt medaljen med tilhørende papirer:


Medaljen, der vejer 42 gram og er en del større end en 5 krone, ligger i flot blåt etui. Teksten på forsiden - som viser Dronningens portræt i profil - er på latin og der står Margareta II Regina Daniæ . På bagsiden er der en flot laurbærkrans og hvori der står på gammelt dansk FORTIENT .
På kanten - eller randen - af medaljen, altså nederst, er mit fulde navn indgraveret.

Der er en følgeskrivelse med fra Ordenskapitlet; det ses herunder:


Den kan altså ikke genbruges, da mit navn er indgraveret i den. Alle de andre ordner, Ridder af Dannebrog, Kommandør af Dannebrog, Storkors o.s.v. skal jo tilbageleveres ved modtagerens død, da de genbruges.

Herunder ses selve Diplomet med tildelingen, hvori Kansleren for De Kongelige danske Ridderordeners Kapitel , og det er Prins Joachim, gør vitterligt, at Hendes Majestæt Dronningen har tildelt mig Fortjenstmedaljen i Sølv (betyder det så, at man også kan få den i Guld...eller Bronce ? ).

 
 
Billedet af diplomet ovenfor er et udsnit. Nederst i venstre hjørne kan man ane det i papiret prægede stempel fra Ordenskapitlet. Følgeskrivelsen er kraftigt papir mens diplomet nærmest er stift Karton.
 
Udover disse 2 skrivelser/diplomer er der sørme også en amodning fra Ordenskapitlets Ordenshistoriograf om at jeg skal indsende en Levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet. OK - tæmkte jeg, et par linier kan vel gøre det, men nej. Der står at omfanget kan variere fra nogle få til flere hundrede sider !!!!! men typisk fylder de 5 - 15 sider !. 
 
Hvem f..... tror de er så interessante, at de kan fylde en levnedsbeskrivelse om dem selv på flere hundrede sider ????
 
Så står der lidt stikord om at det kan være om ens opvækst og uddannelsesforløb, om ens andre hverv f.eks. tillidshverv i foreningslivet m.m. Hmmmm.....med stor pitch-størrelse og dobbelt liniafstand og ekstra afstand mellem afsnit, så kan jeg sikkert få det op på halvanden side. Vi får se.
 
Endelig er der vej-viser til Christiansborg og nogle få vink om Audiens, for det forudsættes, at man som modtager af en orden møder op til en af Dronningens audienser og takker for den.....iført hvide handsker :-)

Det var så det.
 

søndag den 27. januar 2013

Berthe Morisot og Finn Juhl og Ordrupgaard



I går Lørdag spurgte Lillemor om vi ikke imorgen - altså idag Søndag - skulle tage på Ordrupgaard og se Berthe Morisot-udstillingen der var der.

Jo da - det kunne vi da godt og jeg checkede lige på "nettet" åbningstiderne.....og Tada....Søndag var udstillingens sidste åbningsdag, så heldige var vi.

Vi drog altså afsted her til formiddag og var fremme (det tager kun 15-20 minutter) ca. 10 minutter før åbningstid kl. 11 og der var allerede knap 15 gæster i kø foran indgangen og vel en små 10 biler på P-pladsen.
Billederne her - de fleste og altså de dårligste - er taget med mobilkamera - og ovenfor ses selve Ordrupgaards gamle hovedbygning som indeholder den permanente samling af franske impressionister, som ovenikøbet er en af de bedste udenfor for Frankrig. Danmark er ekstremt godt dækket ind med fransk kunst på dette sted og på de andre museer i Dronninge-riget; heldigt eller forudseende ??.
Da der var pladsmangel på et tidspunkt byggede man en fløj på og den ses ovenfor mellem de 2 i forgrunden parkerede biler. Også denne er til den permanente samling.

For et par år siden kom så yderligere en tilbygning, hvor indgangspartiet ses ovenfor. Helt i beton og glas og pisse-grim for at sige det ligeud. Her er nu de skiftende udstillinger. Indenfor er den helt OK og med godt lys o.s.v.....men udefra...uha-uha.....den er vistnok prisbelønnet.
Billedet herover er taget lige da vi kom ud igen og her ses parkeringskaos'et. Vi var åbenbart ikke de eneste der havde opdaget at dette var udstillingens sidste dag.
Billedet herover er fra en af udstillingssalene og I kan se, at der var en hel del gæster - her er vi midtvejs i vores runde - og der kom flere til, så godt at vi var der tidligt.

Berthe Morisot var den første/eneste kvindelige kunstner der kom "sammen med" Impressionisterne; Manet (hun blev gift med Edouard Manet (ham med Frokost i det grønne) broder og fik børn med ham), Degas, Renoir og hvad de nu hedder alle sammen. Hun var med på de første udstillinger med Impressionisterne da de blev døbt sådan.

Herover ses et portræt af en ung Berthe Morisot malet af Edouard Manet.


Billederne herover og herunder er begge malet af Morisot. Når man ser hende billeder, så kan man virkelig fornemme en udvikling; de første var farvemæssigt sarte og pastel-agtige i farverne og de senere mere farvemættede og....kan man sige "robuste" ? Ihvertfald er de dejlige allesammen.


Da vi var færdige med at se udstillingen var vi på Lillemors opfordring lige en smut i Cafeen og få kaffe og kage. Det var rart - jeg mener, nogen gange er kaffe altid en velkommen ting og det var det her i mit tilfælde.

Nu er det sådan, at Ordrupgaard for nogen år siden fik - i gave/donation - arkitekten Finn Juhl's fuldt møblerede hus. Det ligger lige op ad Ordrupgaard som nabo-hus.

Finn Juhl designede mange ting, bl.a. den berømste sofa fra "Poeten og Lillemor" samt en masse andet. Jeg har 2 bøger om ham og er ret vild med hans ting.

Vi gik altså over og så hans hus som er åbent for offentligheden = Ordrupgaard's gæster.


Han har selvfølgelig tegnet sit eget hus og det er 2-delt og i forskudte plan og selvfølgeligt fyldt med hans egne møbler - og andre møbelarkitekters også - og et helt museum at gå rundt i. Jeg vil lade billederne fortælle selv uden yderligere kommentarer andet end at der gennemgående var et enormt godt lys-indfald i alle husets rum:




Herunder ses sofaen jeg omtaler fra "Poeten og Lillemor" .







 
Bemærk lige klinkerne ved pejsen. Smart påfund synes jeg. Iøvrigt var der megen god kunst på vægge og gulve rundt omkring i huset. Sådan et sted ku' jeg godt have boet.
 
Det var så vores Søndag - delvist - for om lidt kommer knægten og svigerdatteren og spiser middagsmad istedet for frokost og senere står den så på VM-håndboldfinale.
 


søndag den 13. januar 2013

lørdag den 12. januar 2013

Foto upload kaput ?


Er der nogen der ved hvorfor man ikke kan uploade foto's fra eget PC-drev mere her på Blogger ?

Jeg kan ihvertfald se, at jeg mangler den facilitet nu. Der vises kun noget med Picasa, mobilkamera o.s.v.

Nogen der ved det ?


tirsdag den 1. januar 2013

Pompejanske rumudsmykninger i 1800-tallets Danmark

Sådan hedder den bog i 3 bind som jeg fejlagtigt kaldte for Romerske udsmykninger i København i Guldalderen.

Altså:(tryk på linket nedenfor)

Pompejanske rumudsykninger i 1800-tallets Danmark af Kirsten Nørregaard Pedersen.

Ved tryk på ovenstående link kommer I (du, Rasmine) ind på forlaget Rhodos side om forfatteren og netop denne bog. Det der skrives der, kunne jeg ikke have gjort bedre selv ;-)

Bind 1 er på 360 sider, bind 2 på 276 sider og bind 3 på 442 sider, så der er noget at gå i gang med...og vinteren er jo kun halvvejs nu.

Den koster ca. kr. 598. Jeg har før jul set, at vores lokale Bog & Ide stadig har den stående. Jeg fik lov at købe den til kun kr. 300 som ny, men det er en helt anden historie.... ;-)

...og så står den faktisk nævnt i min efterhånden meget ufuldstændige bogliste.

Jeg har lige checket mine boglister og de er alle en del u-opdaterede. Lidt er røget ud men mere er kommet til....jfr. det forrige indlæg bl.a.

Hidtil har jeg haft alle mine bøger samlet i emner som nævnt i boglisterne. Problemet er bare, især for kunstbøgernes vedkommende, at bøgerne ofte er i stort format og det så kniber med hylde-/reolpladsen, så jeg har måtte putte bøger ind forskellige steder hvor der "er plads" og det bevirker så en smule rod = manglende overskuelighed....og så parret med almindelig dovenhed har jeg så ikke fået opdateret listerne. Jeg må se at tage mig sammen.

Og så til noget helt andet....

Danmarks svar på Museum of Modern Art, Louisiana i Humlebæk.....som iøvrigt kalder sig for Louisiana, Museum of Modern Art........åbner her d. 8. Januar 2013 en udstilling med tidlige tegninger - 250 stk. - af Andy Warhol. Han hører også til blandt mine favoritter, så det er en udstilling jeg helt bestemt må op at se. Den lukker d. 21. Februar 2013 så det er en kort udstillingsperiode.

Se så - det var faneme årets første indlæg og nærmest en forbrugervejledning.

søndag den 30. december 2012

Et lille bitte nytårsforsæt......

....og det er, at jeg i 2013 må begrænse mine bogindkøb.......


...og den næste ting er, at jeg heller ikke må lyve ;-)

Lillemor sagde forleden, vi havde været på Bog-cafe og antikvariat, at vi måtte til at indføre princippet om 1 bog ind, så 2 bøger ud......Jeg har allerede 1 bog, som jeg ikke engang vil aflevere til Spejdernes Loppemarked, og det er LouisianaABC af Poul Erik Tøjner.

Som det ses har jeg highlightet linket ovenfor; det er til en anmeldelse af Peter Michael Hornung om netop omtalte bog. Anmeldelsen er meget positiv. Ret skal være ret; kunstanmeldere KAN tage fejl (her forsøges anvendt humor).
Generelt set er der mange flotte billeder - DET var grunden til at jeg købte den - men teksten kan jeg for 80-90 % vedkommende godt undvære/springe over. Igen - det er en stribe værker samlet af Tøjner og det er hans mening om disse der er i bogen.....og det er vel OK. Men for pokker da, hvor han er højrøvet, ham Tøjner. Jeg har i et tidligere indlæg (som jeg ikke lige kan finde) om Kirkeby og Tøjner netop skrevet om den her højrøvethed m.m.

Men det er bare mig og hvem er jeg o.s.v. ?

Den bog har jeg altså læst her i julen. Jeg har også fået læst bogen om Gudenåens Kulturhistorie, om De danske øer og en enkelt om Kavaleri-aktioner i og omkring slaget ved Gettysburg i 1863. Næste bog er faktiskt i 3 bind, nemlig om Romerske udsmykninger i København i Guldalderen......


Og lige nu nyder jeg en 

 ....en 15 år gammel Glendronach Speyside singlemalt whisky med Sherry-finish. Måske skulle jeg være lidt nærig med den, da den ikke bliver lavet mere...i det mindste, så er det det, som distilleriet har besluttet, så den bliver sjælden, nej - den ER sjælden, da den ikke har været lavet i nogen år efterhånden. Det nærmeste jeg kan henvise til er Glenfarclas' 15 års whisky som også har sherry-finish og som efter min mening er den bedste whisky jeg nogen har smagt/drukket og som jeg har fået endnu en flaske af......Lykke er, ik' ?

Godt nytår til alle.  

søndag den 23. december 2012

Glædelig jul og godt nytår til jer alle......

Ja - så er det dagen før dagen og alle har travlt med de sidste gøremål...tror jeg da.

I ønskes alle en glædelig Jul (til Brian et godt Vintersolhverv) med håbet om et godt og lykkebringende godt Nyt år 2013.

.......og når så alt dette er vel overstået, så kan vi vende tilbage til hverdagen med ufortrøden energi:

lørdag den 15. december 2012

Lørdagsfrokosten.....

 
 Min svoger (Lillemors lillebror) og svigerinde har den "geniale" ide begge at have fødselsdag d. 22. December. På sin vis er det praktiskt, da der kun er en dag at huske, på den anden måde så er det upraktiskt da deres fødselsdag ligger "klods op ad Juleaften".......og en mindre detalje er så, at de bor lige uden for Nykøbing Sjælland på vejen mod Rørvig.

Men altså - vi havde med dem aftalt, at de kom herind, for så ville vi give en omgang frokost og den havde vi besluttet skulle være på "Arbejdermuseets" Cafe og Ølhalle som ligger netop i forbindelse med Arbejdermuseet og hvis interiør er fra slutningen af 1890'erne af.
 
Arbejdermuseet ligger i Rømersgade. På billedet ses det ovenfor og det grønne er Botanisk Have og hvis man vender sig, så kigger man på Israels Plads med Torvehallerne. Altså smaddercentralt og lige ved siden af Nørreport Station - som vi kan nå med både S-Tog og Metro.

Arbejdermuseet er virkelig et besøg værd. Det er som at gå i en tidslomme - en tidsrejse om man vil. Der er mange ting man kan genkende fra sin barndom af og fra tidligere tider. De har en meget sjov museumsbutik, hvor man kan købe bøger og alt muligt "skrammel" fra de gode gamle dage af. Det er herligt at gå og se på.
 
Derudover har man bevaret Festsalen i dens originale udseende fra slutningen af 1800-tallet. Husk på, at bygningen var en af de første huse af den slags, som her i København kaldes for "Folkets Hus" og som der lå/ligger en del af rundt omkring i de gamle arbejder-distrikter. Denne festsal er iøvrigt brugt i mange film; "Barndommens gade" for at nævne en af dem.
 
Nåh - vi skulle altså IKKE på museum, bare spise i den gamle "Cafe og Ølhalle 1892". Det staves altså sådan - Ølhalle - og den er fra 1892, et herligt sted med rigtigt gammeldags indretning og med rigtigt gammeldags spisekort med gamle danske retter og smørrebrød; bl.a. kan man til den efterfølgende kaffe faneme få KIKSEKAGE !!!!!! 
Den kan jeg huske fra min barndom af og den får jeg altid et stykke af, når vi - Lillemor og jeg - spiser derinde. Egentlig, når man tænker over det, en ret ulækker og usund kage.....but what the heck - noget skal man jo dø af, ik' ?
 
Men altså, Lillemor og jeg havde parkeret ved Flintholm Station og taget Metroen til Nørreport, for vi havde afltat med Svoger og Svigerinde at mødes foran Torvehallerne på Israels Plads. Svoger er i sin fritid "Redningshundefører" - I ved de hunde der bruges til eftersøgninger o.s.v. - og han har udover denne en mindre hund til. Disse skulle jo luftes efter den lange tur fra Nykøbing af, så vi gik - i regnvejr - tur i Ørstedparken, så ned ad Nørregade, ad Krystalgade, ad Fiolstræde, ad Kannikestræde forbi huset hvor Peter Faber skrev "Højt fra træets grønne top" og til Købmagergade ved Regensen lige overfor Rundetårn. Her "løb" vi ind i en gruppe unge mennesker - et kor - som stod der og sang sange fra de forskellige "Julekalendere" fra TV af. 
 
 Det var ret herligt - de smådansede i takt samtidigt. Behøver jeg at sige at det stadig regnede ? 
 
Videre ad Købmagergade til Kultorvet. Her kunne jeg høre noget "plingeling" og kiggede på uret. Joh - Livgarden var på vej til vagtafløsning på Amalienborg. Herunder ses de på vej over Kultorvet som stadig er under renovering. 
 
 
  
 
 De 4 billeder ovenover er forresten taget med min Mobiltelefon......i regnvejr.
 
Herfra gik vi så ad Pustervig  til Suhmsgade og så ad Landemærket, Sværtegade, Vognmagergade og Kristen Bernikowsgade til Strøget og så op til Kongens Nytorv og så en smuttur frem og tilbage gennem Nyhavn og den Julehalløj. Det var herligt at gå af de nævnte gamle gader og de gamle huse fra 1700 tallet som den del af byen er smækfyldt med. 
 Nyhaven er Nyhavn - et Gedemarked uden lige. Der er Julemarked i denne tid og der er langs kaj-kanten rejst en masse små boder hvor man kan købe alskens bras med mere.....og masser af mennesker. Glemte jeg at sige, at det stadig regnede ?
Herfra så den lige vej tilbage over Kongens Nytorv og ad Gothersgade til Nørreport, de 50 meter af Frederiksborggade til Israels plads, hvor Svoger afleverede vovserne i deres bil i P-kælderen.
 
Nu var det tid til frokosten, for vi havde bestilt bord til kl. 13,00.
 
Lidt skuffet blev jeg. De havde IKKE deres ordinære spisekort med alle de gamle retter og smørrebrødstyper - næh, de havde istedet rigtig gammeldags Julefrokost buffet og det var så sandelig ikke så ringe endda :-)  med bl.a. BLODPØLSE !!! Hold da op - der kan gå år imellem jeg får det. Men vi gik hele vejen; forskellige slags sild, laks, rejer, sylte, lun leverpostej, lune frikadeller, flæskesteg, finker, Blodpølse, æbleflæsk....you name it...og vi sluttede af med en rigtig god Ris-a-la-mande hvor der var rigtig mange mandel-stykker i og en god kirsebærsovs.  
 
 Herover ses svigerinden og Lillemor; jeg har utallige billeder af Lillemor, hvor hun liiiige når at få lukket øjnene/blinket. Ret begavet udtryk, synes jeg ;-) . 
 
 Herunder et Vué gennem lokalet - taget med Mobiltelefonens kamera (som også det ovenfor igen).
 
Vi kunne ikke rokke med ørerne, da vi var færdige - puha....men dejligt var det. 
 
 
 Herover ses et dagslysbillede af Cafe og Ølhalle 1892.
 
Bagefter smuttede vi over i Torvehallerne og indhandlede lidt delikatesser hver især og sagde farvel til svoger og svigerinde. 
 Jeg blev også sendt hjem herfra, da Lillemor ville indkøbe visse ting til Julen og som jeg ikke skulle blande mig i. Lykkelig var jeg :-) - byen var fuldstændig fyldt med mennesker på jule-indkøb.
 
På Nørreport Metro-station sad dette en-mands-orkester og spillede: 

 
Han sad med en lille storetrømme  med fod-pedal og en lilletromme, en mikronfonholder og en rytmeboks af en art der understøttede med nogen melodiøse frembringelser og så sang han ellers af karsken bælg derudaf. Det lød ret godt - det var "rockede" julemelodier han fyrede af.
 
Jeg var hjemme ved 16-tiden og Lillemor dukkede op ved 18,30-tiden.
 
 
Og så lige Sporten kort:
Her til aften spiller Ishockey-landsholdet sin sidste landskamp for i år i Lyon i Frankrig. Landsholdet deltager i en 4-Nationers turnering hvor modstanderne er Slovenien, Letland og Frankrig. De har vundet de 2 første kampe mod Slovenien og Letland og spiller netop nu mod Frankrig - den står 1-3 lige nu, hvilket betyder at de har vundet den turnering. Knægten er med igen. Han er med sine 33 år og 9 måneder holdets ældste og han spiller i aften sin landskamp nr. 172. Det gør ham til den spiller i Danmark gennem tiderne, der har spillet 9. flest landskampe. Det synes jeg faktiskt er ret godt gået.

onsdag den 12. december 2012

lørdag den 8. december 2012

Noget skal tiden jo gå med...........

.....så jeg holdt en pause efter støvsugningen i stuen i dag og sad og drak en slurk kaffe og filosoferede over tilværelsen og gloede sådan bare uden egentligt at se på den ene af vores reoler. Jeg bemærkede, at der lå nogen bøger sådan lidt på tværs nogen steder og at jeg måtte se at få plads til dem...et-eller-andet-sted.....men hvor ? Det evige problem.
Så tog Fanden ved mig og jeg begyndte at tælle op:

Vi har ialt ca. 692 bøger i stuen og på 1.sal (jeg ved at nogen er udlånt og der ligger nok nogen i nogen skabe hist og her så de skal faktiskt lægges oveni).

188 af disse er "mine" kunstbøger (jeg har ikke talt små-kataloger med som også ligger "hist og her").

18 er om Arkitektur og Design.

60 er om Historie og samfund.

92 er om den amerikanske borgerkrig.

40 er om fugle og natur.

10 er om whisky.

Resten, ca. 284, er såmænd bare skønlitteratur og mestendels Lillemors.

Og da jeg nu alligevel var igang:

139 CD'er med alm. musik (fra viser med Pia Raug over The Platters, Beatles, Jimi Hendrix o.s.v. til eksperimental-rock med f.eks. YES).

72 CD'er med klassisk musik.

50 CD'er med Jazz, Big Band og Swing-musik.

og slutteligen 270 DVD'er hvoraf halvdelen er med historiske emner.

Ja - det fik jeg så en kaffe-pause under rengøringen til at gå med.

(og jeg bemærkede undervejs at jeg ikke har fået opdateret mine boglister på denne blog ude til højre).

torsdag den 6. december 2012

Aha...Definitionen på kunst er fundet.....(sarkasme er anvendt)

Ja vel ja - så er jeg faldet over definitionen på kunst. Og jeg som troede, det er ihvertfald hvad jeg altid har påstået, at det "bare var den der så på værket der afgjorde om det var kunst eller ej"......men der tager jeg altså fuldstændig helt fejl.


Under min daglige gennemtrevlen af kultursiderne på diverse aviser m.m. så faldt jeg over en artikel - et interview - i Politiken med direktøren for AROS, Jens Erik Sørensen (manden på foto'et) i anledning af, at der i efteråret 2013 vil være en (stor) udstilling på AROS med Dronningens og Prins Henriks værker, frembringelser, skulpturer o.s.v.

Det er første gang, at de 2 kommer til at udstille sammen. Og anledningen er dels det, at det er første gang de gør det, og dels at det er den sidste udstilling Jens Erik Sørensen er med til at lave, da han går på pension lige bag efter........og det er måske meget godt....det sidste er min bemærkning.

I interviewet tales der selvfølgelig om det de 2 laver er kunst og der er nogen citater fra nogen kunstanmeldere.

Og selvfølgelig er det IKKE kunst det de 2 laver. Og hvorfor er det så ikke det ? Jo - Jens Erik Sørensen har nemlig definitionen - SELVE DEFINITIONEN PÅ HVAD KUNST ER...og det er:

citat:

" Jeg plejer at definere, at kunst er noget, der er udført af en kunstner på fuld tid"

Ja - fik vi det afklaret. Alle andre der ikke er 100 % fulltime kunstnere (hvilket vel underforstået er, at de lever af det) laver altså ikke kunst.

Anita Thomhave Simonsen og Orla, keramiker Ida Holm Mortensen og alle I 100.000 andre, gå hjem og vug. I er IKKE kunstnere, for I er ikke 100 % kunstnere og lever IKKE 100 % lige af de flotte ting I frembringer.

Sådan blev vi nu alle sammen meget klogere. En kapacitet har udtalt sig.

....og jeg som troede, at kunst var bestemt af den der lavede det og den der så på det.....tsk...tsk...


(sarkasme og ironi kan være anvendt i dette indlæg)

mandag den 26. november 2012

Nyt "Header-billede"......bare fordi.....man kan.


Ja - der er kommet et nyt Header-billede på bloggen her. Jeg syntes at der trængte til en forandring på en eller anden måde, men som I kan se, så er forandringen alligevel ikke så stor. Det er stadig noget med den amerikanske borgerkrig.

Det gamle billede, som ses nedenfor, er fra vores USA-tur i 2010. Billedet viser mig stående ved en af kanonerne - en 3 Inch Ordnance Rifle - tilhørende Løjtnant Alonzo Cushing's Batteri A, 4. US Artilleri-regiment lige mellem The Angle og The Corpse of Tree's tæt ved High Water Mark of the Confederacy på Slagmarken ved Gettysburg i Pennsylvania, USA.

Alonzo Cushing blev født d. 19.Januar 1841 i Wisconsin og gik på officersskolen West Point som han tog eksamen fra i 1861 - altså lige omkring starten af den amerikanske borgerkrig. Han var jo fra en af de nordlige stater og forblev tro mod unionen. Herunder ses et billede fra hans Kadet-tid på West Point.

Han deltog i slaget ved Chancellorsville omkring d. 1.Maj 1863 - det slag hvor sydstatsgeneralen Thomas J. "Stonewall" Jackson blev såret i og døde 10 dage senere. Jeg har set "Stonewall" Jackson's døds-sted - huset - og nogen af hans personlige militær-effekter i Richmond.

På billedet ovenover ses Alonzo Cushing i midten stående i bagerste række og billedet er taget i foråret 1863. Han er en ren knægt at se på, ik' ? Han var kun 22 år da han døde.

Under slaget ved Gettysburg, d. 1.Juli til d. 3. Juli 1863, deltog Cushing med sit batteri - som bestod af 6 stk. 3 Inch Ordnance Rifles (altså 6 kanoner) - på slagets 3. dag og var placeret på Cemetery Hill lige ved det der i dag kaldes for The Angle og The Corpse of Tree's. Dette sted var selve fokuspunktet for Sydstatshærens angreb. Ca. kl. 13,00 startede Sydstatshæren et artilleri-angreb/kanonade mod dette punkt med godt 180-190 kanoner. Kanonaden varede ca. 1,5 time. Tænk at stå der på bakken som "modtager" af dette artilleri-angreb. Det må have været  frygteligt.Der blev dræbt og såret en del Nordstats-soldater,  herunder Cushing som blev såret, under denne kanonade, men ikke så mange som man skulle tro.

Efter ca. 1,5 time uafbrudt beskydning startede Sydstaterne så deres infanteri-angreb. Ca 13.500- 15.000 mand angreb nu over slagmarken og igen direkte mod Cushings batteri. Undervejs i artilleribeskydningen var Cushing blevet såret i skulderen af en granat-splint. Under selve infanteri-angrebet blev Cushing yderligere såret af et granat-stykke som ramte ham i den allernederste del af maven og i kønsdelene, så han måtte holde tarmene på plads med den ene hånd mens han lå og blev støttet af sin Sergent på jorden. Han ville ikke forlade sine kanoner men lå på jorden og dirigerede deres skyden mod de angribende Sydstatsfolk.

Nådestødet fik han, da Sydstatssoldaterne - dem der stadig levede - nåede frem til kanonerne, idet han fik et geværskud der gik gennem hans mund og ud gennem baghovedet. 

Nedenfor ses et maleri af de angribende sydstatssoldater der er nået op mellem kanonerne. Måske Cushing er en af de blå faldne i forgrunden. På billedet ses Sydstatsgeneralen Lewis Armistead med sin hat siddende på spidsen af sin sabel. Armistead bliver dødeligt såret da han når hen til kanonen. Der er rejst en lille sten der markerer stedet hvor Armistead falder....ligesom der er en stor Mindesten for Cushing mellem kanonerne. Forresten så jeg Armisteads sværd o.s.v. på et museum i Richmond i 2010.

Nok om det.

Det ny "Header-billede" som ses nedenfor er taget her i Maj 2012 hvor jeg var derovre igen. Udover 5 dages ophold i Gettysburg og total gennemtraven og fotograferen af slagmarken igen (som i 2010) besøgte jeg også slagmarken for Slaget ved Antietam i staten Maryland. Dette slag fandt sted d. 17. September 1862 og kendes delvist også under navnet "Artillery Hell". Iøvrigt kalder Nordstaterne slaget for "ved Antietam" efter lille flod og Sydstaterne slaget for "ved Sharpsburg" efter nærmeste by.  På billedet står jeg ved en opstilling af 4 forskellige typer kanoner, der blev anvendt under slaget. I baggrunden ses en hvid bygning - Dunker Church - og hvis I ser efter kan I i billedets forgrund se en opsat tavle med et foto taget 2 dage efter slaget i 1862 fra nøjagtig samme sted.

 
 
Herunder er vist det nævnte billede fra 19. September 1862, altså 2 dage efter slaget og hvor man kan se døde sydstatssoldater som ligger og venter på at blive begravet. Da jeg stod der - det er mig I kan se med kasket på billedet herover - og så på tavlen med det sort/hvide foto taget fra dette sted, ja - så havde jeg, på trods af 30 graders varme, gåsehud.
 
Nåh - men det er så lidt gamle og mit nye "Header-billede".

søndag den 25. november 2012

På Vespa og i Det Kongelige Teater....


Jep - igår var vi så i Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv og se balletten "La Bayadére" i Nikolaj Hübbe's opsætning.

Vi var jo afsted med sønnen og svigerdatteren - det var deres Ballet-debut og debut på det "rigtige" Kongelige Teater - så vi lagde ud med at spise aftensmad på en af "Cofoco-restauranterne" nemlig VESPA i Store Kongensgade.

Cofoco er en udmærket restaurant-kæde synes jeg/vi. Vi har været på Vespa og Scarpatta en del gange efterhånden. Menuen - der er kun en - er ok og vinene også og det er rimelige priser. Eneste kritikpunkt på Vespa er, at hvis man får et af de 2 borde nærmest indgangsdøren, så fryser man røven af hver gang døren ud til gade åbnes. Vi havde bord til 17,30 og omkring 19,15 var vi færdige og gik så ad Store Kongensgade til Det Kongelige Teater. På Kongens Nytorv spottede min skarpsindige knægt lige om de 2 pølsevogne var der - og det var de - for så var "nat-maden" efter forestillingen reddet ;-) .

Lige da vi kom indenfor på teatret og af med frakkerne så tog vi lige en hurtig runde på de forskellige etager, så de unge mennesker kunne se hvordan der så ud. De var rimeligt benovet begge to. Vi havde pladser 27-29-31 og 33 på 1.række på 1.tage (der er jo gulv, balkon, 1.etage, . 2.etage og Galleriet) og vi sad altså rigtigt godt. Nedenfor er det nok så berømte scenetæppe med Akropolis:

Der var pænt besøgt - udsolgt på nær nogen få pladser på 2.sal og galleriet - og blandt andet havde Matador-forfatter Lise Nørgaard æren af at være i teatret sammen med os ;-) .

Herunder ses orkestergraven. Den har altid - uanset om det er koncerter, opera eller balletter - altid min fulde bevågenhed, for jeg er altid interesseret i orkestrenes bemanding o.s.v. Jeg kunne konstatere, at der var hvad der skulle være og det var en fed oplevelse og lyd at høre det.

I første pause - der er 3. akter - tog vi igen på rundtur...fik lidt drikkelse og chokolade...og beså den store foyer-sal hvor der altid er stuvende fuldt ligesom vi var ude på balkonen og bese det store afskærmedd hul der er på Kongens Nytorv i anledning af Metrobyggeriet. Byggeriet har vel varet knap 1½ års tid nu og er færdigt - venstes færdigt - i 2018 !!!!!
Om balletten vil jeg bare sige, at den - igen - var en nydelse. Hübbe's opsætning er anderledes i forhold til den version vi så i New York i Maj 2012. Forskellen er, at scenen på Metropolitan er større = længere/dybere og breddere, og det giver en anden måske større oplevelse. Scenen på det Kongelige er jo ret lille - husk på at teatret er opført i starten af 1880'erne - og det giver sine begrænsninger. Samtidigt har Hübbe ført forestillingen op til omkring 1900-tallet - altså i Dronning Victoria's tid og ændret lidt på hovedpersonerne - de er nu engelsk overklasse istedet for - som i New York-versionenen - indisk adel og overklasse. Men OK - transformationen var rimeligt godt klaret, så nu har man set La Bayadére i 2 forskellige versioner.

Balletten og musikken var flot. Punktum. Men oplevelsen i New York var en anden (og bedre ?).

Især scenen med de 24 Bajader der danser ind i Skyggernes nat i 3 .akten. I New York var det en lang rampe de kom ind på og ned på scenegulvet hvor de så slyngede sig henover. I versionen her er rampen delt i 2 dele halvvejs p.g.a. af scenens manglende bredde. Versionen i New York havde en flottere virkning.

 
Men alt i alt en rigtig dejlig aften med hele familien. Den kan så absolut gentages.