tirsdag den 24. juli 2012

2 flasker Brasso og et granathylster ...og en bi-sol (redigeret)

Min bror har jo været soldat/officer i mange, mange år. I starten af hans militære løbebane var han i Gardehusar Regimentet i Næstved og delingsfører for et par Centurion kampvogne.

Af uransagelige årsager - jeg kan ihvertfald ikke huske hvorfor - så fik jeg engang for mange år siden et 84 mm granathylster af den type som havde været brugt på Centurion-kampvogne før end de fleste Centurion-kampvogne fik 105 mm kanoner istedet for.

Sådan en tingest - granathylsteret - er lavet af messing eller lignende og mit granathylster har vi altid haft stående ved hoveddøren og i hylstret har der altid stået et par paraplyer og et par vandre-stokke. Og så kender I jo nok det,  med at det bare altid "har stået der"...sådan....uden at man har tænkt over det. Og der er aldrig gjort noget ved det.

Men så - i Søndags -  tog fanden ved mig. Gad vide om man skulle prøve at pudse granathylstret med noget Brasso ? Jeg rodede lidt og fandt en hel ubrugt flaske Brasso og en flaske med en sjat i. Bevæbnet med klude slæbte jeg hylstret ud i haven og det ses så nedenfor. Jeg har sat en cigaret-pakke ved siden af for størrelsesforholdets skyld. Hylstret er 62 cm højt og vejer et ton...cirka.

Og så gik jeg ellers i gang......men hold da kæft, det var hårdt. Der blev godt nok gnubbet og gnedet og pudset og jeg fik brugt sjatten og hele den ubrugte flaske......men helt tilfreds var jeg sgu' ikke.

Så igår Mandag indkøb af en ny flaske og så igang igen.....det er faneme hårdt, det siger jeg jer. Og ret uhåndterligt; den er jo ret stor at sidde med og tillige ret tung. Men efter yderligere en halv flaske Brasso var jeg færdig - synes jeg - og resultatet ses nedenunder:
Flot, ikke ? Nu kan man faktiskt spejle sig i hylstret. Og det står så igen på sin vante plads ved hoved-døren med paraplyer og stokke i.

Og så her til aften en sælsomt syn på aftenhimlen. Solen var ved at gå ned - klokken var vel omkring 20,15 - og så så jeg denne underlige lysfænomen på skyerne på aftenhimlen. Selve solen er ude af billedet pænt til højre og på samme højde som "fænomenet".

Det var et flerfarvet lys: gult, rødt og blåligt og jeg har en ide om at det må være en form for en "Halo" - altså lysets brydning i skyernes is-krystaller. Selvfølgelig gør sådan et foto det ikke retfærdigt, men det var sørme et specielt fænomen og lys-effekt i måske 10 minutter. Jeg har prøvet at google lidt men kommer det ikke nærmere end en art/slags del af en "Halo". Flot var det.


(Redigeret: ....og så her til morgen, så opdager jeg, at en bekendt (Jeannette Kryseltil mig på sin Facebook profil har observeret det samme fænomen og taget dette nedenfor viste fremragende billede:


Jeg kunne også have haft dette flotte billede, hvis ikke det lige var fordi der var en par træer og en tagryg ude til højre som tog en pæn del af udsynet til den rigtige sol. Og selvfølgelig er det en Bi-sol, det fænomen der. Foto: Jeannette Krysel)

mandag den 16. juli 2012

Det er sgu' lidt vemodigt.......

Her, forleden dag, så stak min storebror mig en gammel dansk film på DVD. En film der hedder Oktober dage .

Store øjne gjorde jeg og blev lidt tavs eller paf eller hvad man nu siger. Filmen handler om tyskernes jagt på de danske jøder i oktober 1943 og filmen har bla. Jane Seymor, Ebbe Rode, Helle Virkner, Ove Sprogøe og Benny "Fede" Hansen i hovedrollerne.

Og hvorfor jeg gjorde store øjne ??? Jo - historien er denne:

Engang i September/start af Oktober 1969 (jeg var 14 år dengang) fik jeg af en lege-/skolekammerat at vide, at han skulle være med i en film som statist. Øv - det kunne jeg da også godt tænke mig at være, så jeg fik telefonnummeret til "hende damen" der havde med det at gøre og jeg ringede der til. Og vupti - jeg og endnu en kammerat var hyret som statister; vi skulle være ved Nørrebro Station (Højbanen) den og den dag kl. det og det.

Sedlen med telefonnummeret blev af uforklarlige årsager liggende ved telefonen. Mine forældre var blevet skilt i 1965 eller 1966, så jeg boede sammen med min storebror og Mor. Det var en klar aftale, med min Mor, at hvis nogen havde ringet til hende, så skulle vi tage imod besked og lade sedlen ligge ved telefon, så hun kunne se den, når hun kom hjem fra arbejde. Og det gjorde hun så; hun så sedlen da hun kom hjem og ringede til nummeret og efter lidt forvirret samtale om hvem der havde ringet til hvem, fik de - "damen" og min Mor - styr på tingene og sørme om ikke også min Mor ....og min storebror....også blev hyret som statister :-)

Jeg kan stadig huske det. Vi mødte frem derinde, d. 26. Oktober 1969, og blev udstyret med - os knægte - tophuer, Knickers (14 dages bukser)..I ved den slags bukser, der er lidt posede og ender lige under knæet med en elastik og som man desuden havde knæ-lange strømper på til samt gamle lange frakker. Endvidere fik vi udleveret nogle forfærdeligt gamle rustne cykler, som filmselskabet havde fået inde fra Politiet's samlinger af stjålne ikke-afhentede cykler.

Min Mor, som jo var en pæn Dame på 46 år, havde jo sin pæne vinterfrakke på og da hun skulle ekviperes, så sagde kostume-folkene, at det behøvedes hun ikke, da den frakke hun havde på sagtens kunne bruges. Min Mor blev lidt lang i masken; hendes pæne nye søndags-jakke.......den anså de for brugbar som en 1943-model :-) ....men nuvel - humoren tog overhånd og hun tog det med et smil.

Og selve optagelserne ? Jo da - meget ventetid af hensyn til lyset. Der blev optaget 4 scener den dag.
En, hvor vi statister og rolleindehavere cykler, kører, går og hvor vi - på instruktøren Bent Christensens kommando i en Megafon - ligepludselig stiger af cykler, ud af biler/hestetrukne vogne og ud af sporvogn alle begiver os mod en Beskyttelsesbunker, da der lyder en luftalarmssirene. Den anden var med Ebbe Rode og Benny Hansen på cykler og hvor der bag dem cykler 3 damer, hvoraf den en ene er min Mor. Den tredie var en form for nærbillede af folkene der kommer ud af sporvognen og den sidste hvor vi går ned i beskyttelsesbunkeren. Det tog en hel dag, de 4 scener. Et par dage efter var nogen af os igen til optagelse og det dennegang vistnok på Brønshøj Torv, hvor der blev optaget en scene hvor vi går ned ad trappen i beskyttelsesbunkeren.

Men tilbage til Juli 2012.........

Jeg så så filmen i for gårs. Den viste sig at være engelsksproget - det anede jeg ikke. Sjovt at høre de danske skuespillere tale engelsk.

Men ca. 7 minutter og 30 sekunder inde i filmen kommer så "højdepunktet". Ligepludselig ser man scenen med Ebbe Rode og Benny Hansen cykle og med min Mor i hendes fine blå vinterfrakke lige bag ved. Jeg blev sgu' lidt mærkelig ved at se hende der. Lige kort efter scenerne med Luftalarmssirenen. Igen min Mor, der stiller cyklen fra sig. Og så der - hold da op, lige der - der går jeg med tophue og på vej ned ad trappen og et par meter bagved igen min Mor helt klar, skarp og tydelig.........jeg fik sgu' en hel klump i halsen. Min Mor døde Skærtorsdag 1973 af cancer efter et års hård sygdom. Hun var lige fyldt 50 år og jeg var lige fyldt 17 år. Min bror boede i Jylland/Oksbøl på daværende tidspunkt. Jeg måtte sgu se den scene igen....og igen....og igen og det hver gang i slowmotion. Jeg skal være ærlig og indrømme, at der klemte sig en lille tåre frem i øjnene; det er næsten 40 år siden jeg sidst har "set min Mor i live" og lige der var hun altså...."lyslevende".....

Her til aften så min søn - han er 33 år - så de sekvenser; han sad helt stille og helt fremme i stolen og kiggede meget intenst. Også han spolede tilbage et par gange og så dem igen i slowmotion. Han var sgu glad for at se det. Han har ellers kun set et par enkelte sort/hvide og et par enkelte farve-fotos af hende og ellers kun hørt om hende - hans Farmor. Men nu så han hende cykle og gå og endda ret tæt på og skarpt og i farver.

Ak ja......

mandag den 9. juli 2012

Forresten...endnu en Fyns tur :-) ......(redigeret)

Min storebror blev jo 60 år i Maj 2011 (der er 4 års forskel på os) og hvad giver man en mand i den alder, som har "alt" og som ikke ønskede sig noget specielt. Jo - Lillemor og mig gav ham (og svigerinden) et "gave-kort" på en lille tur til Fyns land - Lillemors og min "hof-/standardtur" - med oplevelser og alt betalt.

Han blev jo pensionist, da han blev 60; sådan er det at være officer i militæret, for der er pensionsalderen altså 60 år. Og det betyder så, at han har fået helvedes travlt. Han har nogen interesser som optager meget tid og godt for det, men det har også betydet, at han først nu "har indfriet sit gave-kort".

I Lørdags blev bror og svigerinde så afhentet kl. 09,00 i hjemmet i Gentofte. Så gik turen så ellers i et noget broget vejr afsted på motorvejen mod Fyn. Dog lagde vi et lille pit-stop før Storebæltsbroen ved Isbåds-museet, hvor vi indtog et par sandwiches og et par kopper kaffe og the.
Lillemor har taget dette foto - og de efterfølgende - og her ses svigerinde Tove, yours truly samt storebror Steffen. Man kan faktiskt gå omkring det gule hus og under bro-fæstet og over på den anden side af motorvejsbroen, hvor der ligger et pragtfuldt naturområde ved navn Lejodde.

Efter pit-stoppet gik turen så over broen og til Kerteminde hvor vi selvfølgelig besøgte Johannes Larsen Museet. Vi så Johannes Larsens hjem, atelieret og udstillingsbygningen og selvfølgelig var der "professionel" guide på rundvisningen = Moi :-) . Jeg fortalte på livet løs om Johannes Larsens liv og levned og om alle malerierne og træsnittene o.s.v.

Her er vi kommet ind i atelieret og hvor jeg fortæller om den loftsudsmykning - en flok kredsende storke - der er der. Som det ses på væggene er der mange træ-snit derinde og sørme om ikke min bror og svigerinde kunne genkende en del......jeg har jo en stribe af dem hængende derhjemme og det var derfor de kunne genkende dem.

I udstillingsbygningen studerer min bror et af mine favorit-malerier forestillende en lille flok Havlitter flyvende hen over vandet/havet. Min bror var især overrasket over, at havlitterne faktiskt kun består af en stribe "klatter" som man på få meters afstand kan se hænge sammen til Havlitter. Jeg har en reproduktion derhjemme.

Bror, moi og svigerinde under guiding og mange forklaringer i udstillingsbygningen.
Johannes Larsen hus ligger på Møllebakken - og det kaldtes huset også for. Der er 2 Møller ved huset som Johannes Larsen ejede og som begge var produktive i hans tid. Den ene, Svanemøllen, står i dag som dengang og virker endnu. Den anden mølle er ombygget til privatbolig.

Og så glemte jeg i mit oprindelige indlæg helt at skrive, at der var særudstilling på Johannes Larsen Museet og at det er en udstilling med/om Sven Havsteen-Mikkelsen. Vi gik den hurtigt igennem, da vi begyndte at komme i tidsnød af hensyn til at nå frokosten. Dog skal det siges, at udstillingen såmænd var OK.....og heraf skal vel udledes, at jeg synes at Havsteen-Mikkelsen er en udmærket kunstner men ikke lige en jeg vil jage efter at se. På Museets hjemmeside er der en lille film om Havsteen-Mikkelsen som er værd at se.


Efter besøget her på Johannes Larsen Museet skulle vi så have frokost. Den restaurant vi plejer at frekventere i Kerteminde, Glaciet, er lavet om til noget der ligner et cafeteria, så et nyt sted måtte findes. Tornøes Hotel er aldeles udmærket, men vi valgte alligevel at køre vestpå........
....til Munkebro Kro, hvor vi indtog en pragtfuld frokost med alt hvad dertil hører.

Efter frokost kørte vi så til Fyns Hoved, hvor vi gik vores - Lillemors og min - sædvanlige tur hovedet rundt.
Vejret var - efter vi havde forladt Sjælland - blevet aldeles pragtfuldt; solen skinner altid i Kerteminde og turen var som vanligt en oplevelse.

Selvom min bror har været soldat i godt 40 år og været rundt i enhver afkrog af Danmark, så har han aldrig - og det havde svigerinden heller ikke - nogensinde været på Hindsholm og Fyns Hoved og de var begge meget overrasket over landskabet på køreturen derud og også især selv Fynshoved. Når man står der ude på spidsen kan man jo se Jylland, Samsø og Sjælland samt ind i Odense Fjord med alle de små øer og holme der er.
Vi sad vel en times tid ude på spidsen i det pragtfulde vejr og så Dige-svalerne myldre omkring os + også alle de andre fugle der er derude på Fyns Hoved.

Efter turen derude, så vendte vi snuden mod hovedstaden og var hjemme ved 18,30 tiden.Det havde været en dejlig dag med museumsbesøg, frokost og vandretur i pragtfuldt vejr.

fredag den 6. juli 2012

Kunst ? Ja / Nej ? en video-installation......

Som det jo nok er de fleste af mine besøgende bekendt, så er jeg rimeligt (an understatement) interesseret i kunst; mine hovedinteresser på kunstens område kan I jo se ude til højre hvor mine forskellige boglister er anført.

Jeg er - trods alt - også interesseret i nutidskunst. Det nu mere for nysgerrighedens skyld. Jeg har jo tidligere skrevet, at jeg kan blive fascineret af en kunstners ide.....altså således, at jeg måske ikke synes specielt om værket (eller forstår det), men derimod nærmere i hvordan pokker kunstneren har fået den ide at lave netop lige den ting/det værk.

Jeg har også tidligere skrevet, at jeg ikke er specielt begejstret for installationskunst - herunder videokunst - men jeg har OGSÅ skrevet, at jeg har været enormt positivt overrasket over installationskunst. Sidst det var - og det er stadig noget jeg kan genkalde mig - var i dette indlæg her om bl.a. et besøg på AROS i Aarhus, hvor jeg stiftede rigtigt bekendtskab med Olafur Eliasson's installationer og især den der hed "Your atmospheric colour atlas". 

For nogen tid siden var der et program i TV hvor der var et indslag - et kort et ganske vist - hvor der lige medvirkede - blev interviewet kort - en kvindelig kunstner ved navn Katja Bjørn. Det var noget med en installation.....og dette er ud fra min erindring....der bestod af en (olie-) tønde med noget vand i og noget mere ved/med den tønde og at prisen vistnok var omkring 20-25.000. Jeg kan huske at jeg tænkte - som jeg har gjort før - hvor helvede skulle man gøre af den, hvis man fik/ejede den ? Den var mig noget weird, synes jeg.

Nuvel - i anden anledning, så faldt jeg over Katja Bjørn igen - jeg tror det var via kunstkritikeren Trine Ross' side (den er absolut værd at læse) - og så måtte jeg altså lige google Katja Bjørn og det viste sig, at hun har en hjemmeside (I får linket længere nede) og den gik jeg så ind på. Og helt ærligt, der var ikke så meget andet end lidt henvisninger og et par links til video-installationer. Jeg aktiverede den første af dem..................og hold da op.........den var godt nok speciel. Jeg måtte se den 2 gange; den varer 10 minutter. Og igen - tankevirksomheden kommer i gang, må jeg sige. Det her med hvorfor ?, hvordan ? o.s.v. Hvad er ideen med den ? Eller hvad skal den sige ? Meningen med den ?

For at gøre en lang historie kort, så er den herunder. Gør mig den tjeneste at ofre 10 minutter af jeres liv på at se den og skriv meget gerne jeres kommentarer - hvis I har nogen kommentarer altså.



Og husk nu, at I meget gerne må kommentere den.

Når og hvis I har set den, så gå ind på Katja Bjørn's side og se de andre - især den der hedder Honey 2010 (den var dog 25 minutter) og også den kan sætte tankevirksomheden i gang.

Og helt ærligt - jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det/dem....

tirsdag den 26. juni 2012

Clement Kjersgaard og "Debatten" på DR2

Suk.....

Her til aften, Tirsdag d. 26/6, var der en ekstra-udsendelse/udgave af "Debatten" på DR2.

Værten var Clement Kjersgaard.

Jeg havde egentligt glædet mig til at se det program - en direkte udsendelse med de "ledende" politikere og ordførere - som skulle handle om den netop indgåede Skatte-aftale.
Desværre - og det mener jeg - så kørte det helt skævt. Man kan ikke beskylde Clement Kjersgaard for at være bange for at høre sig selv tale. Af den samlede taletid sådan et program, på en god times tid har, ja - så står den gode Clement Kjersgaard nok for de 60-65 %.

Jeg syntes, da han kom frem for nogen år siden, at han var et forfriskende pust på skærmen. Desværre har han efterhånden udviklet sig til lidt af pestilens og selvpromoverende her-kommer-jeg-type, næsten ligesom hans far, historikeren Erik Kjersgaard var det i sin tid.

Udover at han taler meget, meget hurtigt, så stiller han også ekstremt lange - og han kommer vidt omkring - og komplicerede spørgsmål som han ovenikøbet forlanger korte, enkle og simple svar på. Og når han så ikke lige får det....sådan efter ca. 10-15 sekunder, så afbryder han og stiller endnu et (andet) ekstremt langt og kommer stadigt vidt omkring kompliceret spørgsmål......suk.

Jeg synes sgu' at han er blevet noget anstrengende at høre på.

onsdag den 20. juni 2012

Bier.......

Sommeren 2012 faldt - her i sognet ihvertfald - åbenbart på denne Onsdag, dagen før Solhverv og Sankt Hans.

Ihvertfald så sad jeg på terrassen idag efter arbejde og læste. Lagde lidt mærke til, eller snarere viftede et par bier væk fra mens jeg sad der og læste. På et tidspunkt kigger jeg ud og bemærker at der i naboens have indtil hendes nabo på den anden side, er en del bier i luften og så lige pludselig opdager jeg en ordentlig klump bier der hænger i et æbletræs grene.
Wow - tænker jeg og rejser mig og går nærmere for at se og knap 10 sekunder efter ser jeg en mand klædt i hvidt og med sådan en bi-avler-net-hat på nærme sig træet. OK - de har en ordentlig sværm der i haven og fornuftigt nok ringet til en bi-avler som nu er kommet.

Han står lidt og kigger på sværmen der hænger der, går lidt rundt om den - den hænger vel bare 2 meter over jorden - og henter så en havestol og stiller under/ved siden af sværmen. Han står op på stolen og i hånden har han en meget stor rund strå-kurv. Han tager med den anden hånd fat i grenen, tror jeg, eller også stikker han hånden ind i sværmen....men nu ryster han lige grenen en gang og vupti - hele sværmen - næsten da - ryger ned i hans strå-kurv. Han stiger ned og kigger ned i kurven og roder lidt rundt - jeg kan se, at kurven er helt fyldt op - og så bærer han den hen til en kasse og sætter kurven ned i denne. Han går tilbage til grenen, hvor der stadig sværmer/flyver en hel del bier rundt. Han kigger  nysgerrigt/studerer grenen. Gad vide om han ikke fik Dronningen med, tænker jeg, men lidt efter går han tilbage til kassen og lægger låg på denne. Jeg kan se, at han snakker lidt med beboerne og lidt efter går han så med kassen og igen lidt efter er der snart ikke flere bier at se i luften derovre.

Sikke en oplevelse. Jeg har set sådan en indfangning en gang før og det er imponerende.

For et par år siden sad Lillemor og jeg på vores terrasse i vort gamle hus, da der lige pludseligt kom sådan en kæmpesværm bier langsomt flyvende gennem vores have. Imponerende syn. Og jeg bad bare til, at de ikke ville slå sig ned hos os og det gjorde heller ikke. De fløj videre gennem de nærmeste haver og sjovt var det at høre reaktionerne fra folk i de haver efterhånden som sværmen fløj igennem haverne.

Et herligt naturligt afbræk på sådan en - den eneste ? - sommerdag i juni 2012.

(foto'et er ikke fra dagens begivenhed, men bare hugget fra "nettet").

lørdag den 16. juni 2012

La Bayadére...en snut fra den ballet.....suk.....

Som det fremgår af et indlæg lidt længere nede, så var jeg jo i New York for en 14 dages tid siden. Her så vi bl.a. en Ballet: "La Bayadére" med "The American Ballet Theater" på The Metropolitan.

Jeg skriver - sådan midtvejs i det nævnte blog-indlæg - om forestillingen og ISÆR om en sekvens med hele 24 danserinder på scenen samtidigt. Det var simpelthen så forrygende og det har bidt sig godt fast i erindringen som noget af det flotteste ballet jeg har set (intet - gentager INTET - slår dog Bournonville's Napoli og især 3.akten).

På Youtube fandt jeg så denne her snut af omtalte sekvens, dog her opført af The Royal Ballet fra England/London. Desværre er denne optaget optaget i næsten scene-niveau. Forestil jer den set fra lidt højere oppe, så man får et rigtig flot overblik....jeg får næsten gåse-hud igen ved erindringen. God fornøjelse:

torsdag den 14. juni 2012

Mountain View, California..... :-) ????

Jeg ved ikke om I har bemærket det, men nede på bloggens højre "hjørne" har jeg sådan en box benævnt "Live Traffic Feed" .


 Det er en sjov "fætter" den applikation. Den viser løbende og hele tiden de 10 seneste besøgende, med nationalitetsflag,  på min blog her og hvad de har set på. Som sagt; den er ret sjov at følge. Når jeg lige går ind på min blog, så kigger lige ned over den. Jeg kan bl.a. se at nogle gamle blog-post's er mere sete end andre og det skyldes nok de "Tag's" jeg sætter på indlæggene og som man så - via søgemaskiner - kan søge
 på. Andre besøgende igen er "The usual suspect's" ...mine trofaste og kære læsere.

Men.....der er en der har undret mig en tid nu. En herlig undren skal det siges :-) Jeg opdager jævnligt en læser, der benævnes Mountain View, California, og som har sit lille "Star Spangled Banner" ud for sig. Gad virkelig vide hvem det er i USA som følger mig.....:-) 

Jeg har "googlet" navnet Mountain View California og fundet en by der ligger mellem San Francisco og San Jose.


Gad vide hvem det er :-)

onsdag den 13. juni 2012

Tema-dag på KMD

I dag Onsdag, var jeg til Tema-dag på KMD (som Kommune Data hedder nu om dage efter det er blevet privatiseret) om hvordan vi skal klare den smule af Pensionsbehandlingen som ligger tilbage i kommuner efter 01.03.2013, hvor alt om folke- og førtidspension (samt alt om boligsikring og boligydelse, børnetilskud og bidrag samt barselsdagpenge) overgår til den ny organisation Udbetaling Danmark (kaldet UDK) og som henhører under ATP i Hillerød.  Alle disse ting bliver samlet i 5 landsdækkende Centre, nemlig i Hillerød, Vordingborg, Haderslev, Hobro og Hjørring. Det er disse 5 Centre der fremover skal behandle alle ansøgninger om folkepension og Førtidspension og udbetale dem og deres forskellige tilskud og ydelser samt de øvrigt nævnte ting ovenfor. Det betyder, at folk får endog meget langt - og rigtig lang ventetid i telefonen, når de skal tale med dem. Fuldstændig som når man skal tale med SKAT. Iøvrigt skal alle ansøgninger om det ene eller andet fremover - fra 01.03.2012 - ske digitalt via Borger.dk......husk at få Nemide ellers kan I ikke "tale" med UDK om jeres problemer fremover.

I Kommunerne bliver der kun lidt råd og (meget lidt) vejledning tilbage og vi får meget begrænset adgang til de fremtidige systemer.....stort set kun kigge-adgang.

Nok om det.

På KMD, i deres kursus-bygning, har jeg altid beundret den megen kunst de har hængende der. Nedenfor bare et par eksempler og fotograferet med mobiltelefonens kamera; deraf kvaliteten. Iøvrigt hænger nogen af billederne højt og deraf de skæve vinkler.

Billedet herover er af Leif Madsen. Han laver altid små ting på meget store lærreder, nogen gang er lærrederne 1,5 x 2 meter store og tit ofte større endnu og så er der f.eks. vist en hel skovbund med anemoner.

Billedet herover og de 2 nedenfor, er lavet af Anders Ulstrup. Han var engang skolelærer i Herlev og havde/har en stor passion for Jazz. Det spillede han forresten også selv - Trompone/Trækbasun - og jeg har iøvrigt ham ham spille. Disse 3 billeder er alle jazz-inspireret og ca. 1 x 1,50 store....sådan da.


Billedet herunder, ja - det aner jeg desværre ikke hvem er, der har lavet det. Det er STORT. Personen på billedet er i naturlig størrelse, så det ER stort.

 
Billederne herunder, ja kunstneren behøver vist ingen nærmere præsentation, men det er altså Per Arnoldi hvis I skulle være i tvivl. Også disse malerier er store og hænger HØJT oppe.



Der er mange flere rundt omkring på kontorer og de store mødesale/rum der er derude, men dem må I evt. have tilgode til en anden gang.

Iøvrigt var Tema-dagen meget udbytterig......................................for en gang skyld ;-) .

søndag den 10. juni 2012

Mary..........




Ja - hun kommer på frimærke for Hjerteforeningen.........når jeg ser det billede, så får jeg helt hjertebanken :-)

tirsdag den 5. juni 2012

Amerikanske nummerplader

Når man færdes rundt i USA - bare et enkelt større sted - så ser man ufatteligt mange nummer-plader på bilerne. Hver stat har sin egen nummerplade og igen så kan der indenfor hver stat være specielle designs af disse og disse er oftest selv-designede af de respektive bil-ejere. Nedenfor er bare et almindeligt udsnit af nummerplader fra de "stater" jeg så der ovre.

Der er ofte et specielt "Slogan" eller kælenavn for den enkelte stat på pladerne, f.eks. står der på alle New York-plader "The Empire State", på alle New Jersey-plader "Garden State" o.s.v. Bemærk, det der står på nummerpladen fra hovedstaden Washington D.C. - "Taxation without representation". Det er et stille oprør mod Forbundsstaten, idet hovedstaden Washington er sit eget lille autonome område i staten Maryland og på den ene måde bliver man behandlet som en stat, på den anden måde må man ikke selv fastsætte bl.a. skatter for det gør Senatet og Repræsentanternes hus. Man har godt nok en Overborgmester og en Magistrat som i København, men man må altså tage til takke med den skatteudskrivning ANDRE foretager. Iøvrigt er sætningen "Taxation without representation" hugget direkte fra et af hovedargumenterne som amerikanerne havde, da de i 1770'erne lavede oprør mod den engelske Konge og  dermed startede Uafhængigshedskrigen. 

Der er 24 nummerplader med 23 Stater repræsenteret og det skyldes, at vores New York'er-nummerplade var gul og om det skyldes, at det er en erhversvogn (udlejningsbil) fandt jeg ikke ud af men de gængse N.Y.plader er hvide som den anden viste:















 









Der er mange flere flotte og selv-designede nummerplader derovre. De ovenfor viste er bare de mest almindelige typer fra de enkelte stater som jeg så.