lørdag den 14. april 2012

Min Opticron røg......Æv og Øv.....

Lillemor og jeg ville en smut-tur omkring vores lokale mose idag. Jeg er indehaver af et par kikkerter og den ene af dem - den "gamle" (kun 10 år) Opticron 10,5 x 4,5 har jeg stående hernede ved døren til haven, så jeg kan nå den hvis der lige pludselig dukker noget "interessant" op på himlen derude.

Nuvel - jeg napper den lige og skal have fat i remmen....så smutter den for mig og den ryger ned. Rent refleksmæssigt sætter jeg foden frem, så den ikke knalder i gulvet....til gengæld giver jeg den et rent vristspark og drøner den gennem stuen og ind i spisebords-benet og så ned på gulvet....SATANS OGSÅ. Jeg tager den op og det lyder som om der er et-eller-andet løst i den. Jeg sætter mig og gennemgår den men kan ikke finde noget. Ser i den, drejer på skarphedsskruen, stiller på okularerne o.s.v. men kan stadig ikke finde nogen fejl i den...men det virker som om der er noget løst....men alligevel virker den OK.

Vi går så i mosen - det er et pragtfuldt vejr - og jeg hører Vandrikse som det første, Gransangere er der også nogen stykker af der Tjif-Tjaf'er lystigt hist og her. Der er mange fugle på vandet; en enkelt Toppet Lappedykker, 3 Gråstrubede Lappedykkere heraf et par, mindst 6 par Skeænder, et par Krik-ænder, Gråænder, Troldænder, Taffelænder og mange Gæs. Der er allerede 2 par med henholdsvis 4 og 3 "gæslinger" på slæb. Knopsvaner og Blishøns er der også. Mange Hættemåger og lidt Stormmåger. Et Vibe-par tumler rundt i luften og synger sine vemodige lyde/sange.

Men kikkerten...den ligesom ikke vil stille rigtigt skarpt. Så opdager jeg, at det ene glas foran er gået løst. Der er et slip på et par mm i det: F... det lort.  Hjemme prøver jeg at sætte det fast...eller snarere prøver på at finde ud af om jeg kan skille røret ad og sat det fast, men nej. Ærgerligt - den er nok kaput. Den har ellers tjent mig godt i mange år og været med på Nordkap et par gange. Øv.

Ærgerligt igen. Men heldigvis har jeg da min "rigtige" dagligdags kikkert, en Kite Bonelli 10 x 42, endnu til glæde og brug, så skaden er trods alt ikke så stor. Men ærgerligt er det det da. Lillemor har også en Opticron men "kun" 8 x 42, så den kan da bruges som "reserve" nu.

Iøvrigt - mens jeg stod i et fugletårn dernede i mosen - så opdagede Lillemor en rygsæk i sivene. Hun fik den fisket ind og deri lå en regnfrakke, en Fjällräv som rygsækken, en biblioteksbog, en kalender-notesbog samt en pung med kørekort, sygesikringsbevis, visa-dankort + mere men ingen penge i. Adressen var lige i nærheden, så vi gik hen og ringede på, men ingen hjemme, så vi hængte den på dørhåndtaget til huset. Ejeren - en ældre dame - får sig nok en overraskelse når hun og manden (der var 2 navne på døren) når de kommer hjem og finder den hængende der.

fredag den 13. april 2012

Biblioteket....en Limousine - min bil ;-)

Ja, - sådan forholder det sig nu ikke lige, men da jeg havde været på biblioteket og gik ud til min bil, holdt denne Limousine på P-pladsen....Hvad fylder den ? 4-5 P-båse ?
Og det er så min bil altså.....den sølvfarvede Suzuki SX4 der holder foran Limo'en ;-)
Limo'en havde en ret speciel forpart/køler. Der sidder 6 horn foran på den og på toppen af køler-grillen sad et Indianer-hoved med stor fjerprydelse på.
Jeg kunne ikke finde et mærke (navn) på bilen andet end et mærke hvorpå der var ligesom 2 Z'er...altså sådan her: ZZ
Men flot var den da.

søndag den 8. april 2012

Lille omvisning på Glyptoteket dag d. 8. April 2012 om Eckersberg og hans elever

Idag var Lillemor og jeg på Glyptoteket og se/høre en omvisning af deres nyophængning omhandlende deres Guldaldermalerier. Temaet for rundvisningen var "Eckersberg og hans elever", men jeg må sige, at det var en del misvisende.

Nuvel - guiden, Kristine Appel, startede med at fortælle om dette billede forestillende Grev Preben Bille-Brahe og om hvordan Eckersberg var meget "til farver"....

...og bevares da, der er da farver på ægteparret her og det er der så sandelig også på de fleste af Eckersberg's malerier, men lige da hun havde sagt det, så kom jeg til at tænke på 2 malerier, som Eckersberg har lavet og hvori han behandler farven SORT på en utrolig måde. Det første forestiller billehuggeren Bertel Thorvaldsen i hans ordensdragt fra San Luca Akademiet i Rom og som Eckersberg malede af Thorvaldsen under Eckersbergs ophold i Rom:

Prøv lige at se, hvordan farven sort kan være så forskellig. Utroligt, ikke ? Det maleri har Eckersberg lavet i 2 udgaver; den ene hænger på Kunstakademiet på Charlottenborg og den anden har netop Glyptoteket selv hængende. Eckersberg malede det som tak/gengæld for en buste som Thorvaldsen lavede af Eckersberg under hans ophold dernede. På Thorvaldsens Museum hænger der også en kopi, men den er lavet af en tysk maler, Vogel von Vogelstein, og hvordan lige sammenhængen er for hvor hvorfor Thorvaldsens Musum ikke har original-kopien (Glyptotekets) men kun von Vogelsteins er jeg ikke lige klar over i siddende og skrivende stund

Det andet er et portræt af en Madam Schmidt, en bedsteborger der sidder i sit søndagstøj og strikker som man nu gjorde på den tid, når man var af den status. Se også her behandlingen af farven sort.

Nåh - her er jeg vist ved at gå i "nørd-mode" og ved at bevæge mig langt ud, så undskyld for det.

Men altså - vi så da en del billeder af nogen af Eckersberg elever, men der var også nogen billeder af malere der ikke havde været elev ham imellem. Bl.a. blev J.C.Dahl "behandlet" og her fik jeg en oplysning, som jeg ikke vidste noget om, nemlig den, at Dahl havde lavet hele 7 malerier af vulkanen Vesuv nede ved Napoli.

Men alt i alt var det nu mere en generel omvisning end en egentlig gennemgang af Eckersberg og hans elever - dog var der et lidt sjovt indspark undervejs, idet vi fik forevist 4 malerier begået af Eckersberg, Købke, Marstrand og Constatin Hansen af samme model og hvor kun Eckersbergs maleri var helt færdigt, idet de andre kun havde fået 5 dage til opgaven. Guiden fortalte, at der var 6 versioner; de 4 her foreviste samt yderligere 2 hvoraf den ene er privatejet og den anden ukendt opholdssted/eksistens og at hun ikke vidste hvem der havde lavet de 2 sidste. Her bød jeg så ind med at Martinus Rørbye og Eckersbergs egen søn Erling også havde deltaget i seancen, men at Erling formentlig kun tegnede, da han kun var der en dag. Rørbye har selv i sin dagbog skrevet at han var tilstede, nemlig.

Og så det store mysterie: Min blog-veninde Rasmine fra Rasmines Rasteplads skulle også have været til rundvisningen iført krykker og jeg spejdede forgæves efter en kryk-husar !! Mon hun var der inkognito ? Uden at give sig til kende ? Ærgerligt, for jeg ville godt have hilst på hende.....

fredag den 6. april 2012

Hornborgasøen 2012 - ny rekord 26.500 Traner....og vi var der...

Lillemor og jeg har i dagene Mandag d. 2. April til og med Torsdag d. 5. April været på "vores årlige tur" til Hornborga Søen i Västra Götland i Sverige. Hornborga søen er beliggende mellem de 2 store søer Vänern og Vättern. Vi havde - igen - lejet hytte eller "Stuga" om man vil hos Hornborgasjöns Stugby, som ligger i den nordlige ende af søen på en ås eller lille "bjerg-kæde/rand" kaldet Billingen.
Det var en nybygget "stuga" med fin udsigt over søen. Om morgenen og om aftenen kunne vi se og høre Traner her, ligesom der var aktivitet af Musvåger, Stor Flagspætte, Grønspætte, Ravn, Stor Regnspove, Skovskade over og rundt om os lige som vi havde besøg af Rådyr hver morgen og aften.
På billedet herunder - den nordlige del af søen - kan man til højre ane nogen marker og vådområder og det var der vi hørte indflyvende Traner om aftenen.
Vi ankom som sagt Mandag eftermiddag. Det eneste vi lavede denne dag var at slappe af, nyde udsigten og en lille smuttur til Hornborga Søens Naturum som kun ligger få km væk fra hvor vi bor.

Næste morgen, Tirsdag, tog vi så ved middagstid til Tranedansen som er "Hovedpunktet" for Tranerne deroppe. Vi har jo været der nogen gange før, så vi parkerede ved Bjurum Kirke og fik lidt kaffe der og beså kirken.
Dette - billedet ovenfor - er det allerførste man ser, når man kommer kørende til kirken: Traner i massevis stående på kanten af bakken.

Herunder ses Bjurum Kirke fra "Trandansen" - ganske mange Traner, ik' ?
Vi var inde og se kirken og derinde bemærkede jeg disse 2 lange stænger med poser påmonteret. De sad på en række oppe ved klaveret (der er orgel) i nærheden af alteret. Det er til indføring på bænkeradernerne så man kan få noget kollekt = skillinger i posen :-) . Alle kan nås på den måde :-D .

Men altså Tranerne; da vi var der i de dage, så var der ny rekord: hele 26.500 Traner blev der optalt om aftenen flyvende til rast ved søen. DET er mange, ufatteligt mange. De foregående dage havde der været 16.-17.000 men nu 26.500. Dagen efter var der "sølle" 21.400 og dagen efter igen kun 15.800.

Vi har gennem årene været der mens der har været alt mellem 8.000 og nu altså 26.500. Uanset hvad, så er det mange og de er der bare overalt i området:



Sådanne flokke, som den nedenfor, kommer hele tiden indflyvende..........


Man kan ved at trykke her se statistikkerne for Trane-antalet HER.

Senere var vi ude at se ruinen af Gudhem Kloster. Jan Guillou har jo skrevet en stribe romaner om en Tempel-ridder, Arn, og de bøger foregår i området, som altså er spækket med steder fra bøgerne. Det er blevet - ved siden af det med Tranerne - en hel lille turistindustri.

Området er også pænt dækket ind med kunstnere og ateliere. Der er rimeligt mange. Vi besøgte en af dem, som har fået "banket" noget af en virksomhed op, nemlig Göran Löfwing. Ud over at han er dygtig som maler i olie og akvarel og ved tryk af litografier, så er han også benyttet meget som illustrator og til baggrundsmalerier på forskellige museer - om dyr forstås. Han har fået udbygget sit atelier med cafe/restaurant som også kan bruges til konferencer. Der afholdes forskellige udstillinger, kunst-kurser, foredrag og spillemandsaftener og meget af det styres af hans hustru.
Jeg købte en bog af og om ham og den er, udover de flotte ting der i, også meget humoristisk.

En formiddag var vi ude på Skövde Skjutfält for at se om der var nogen "spillende eller dansende" Urfugle. Et par dage for inden, havde der været udmeldt hele 19 dansende hanner derude. Vi så ikke en eneste, men det skyldtes nok tidspunktet = for sent på morgenen/formiddagen. Vi har tidligere - en anden gang for år tilbage - haft fornøjelsen af at se Urfugle der ude. Men altså ikke dennegang. Kun Lærker, Musvåger og Misteldossel var der nu.
At hele området øst og sydøst for Skövde er militært fik vi at høre, da vi vi pludselig hørte kanoner skyde i det fjerne. Det skal lige indskydes (!), at hvis området IKKE er lukket med bomme, så må man godt færdes der. Der er flere skyde-felter i området. Men altså de her brag afstedkom i det fjerne nedenstående syn:

Man kan se røgen stige op der i horisonten bag træerne. Og vished for at det er militært område får man, når man se sådan "en karl" parkeret udenfor:

Vejret var godt, altså koldt men godt. Nogen morgener var der minus 9 grader og op ad dagen steg det til hele plus 5-7 grader. Men ellers flot med blå himmel og næsten ingen vind.

Hver aften havde vi de flotteste solnedgange man kan ønske sig. Det er helt utroligt at se på og især de sidste par minutter går hurtigt.
Lige når solens sidste kant forsvinder bag horisonten, så er det lige som om, at himlen eksploderer i de flotteste gule, orange og røde farver. Fantastisk skuespil.....og så er det helt gratis at overvære.

Men altså en dejlig tur alt i alt. På vejen hjemad så vi dødt Vildsvin ligge i vejkanten. Lidt vel overraskende - OK vi ved de lever deroppe - men herhjemme er det højst et Pindsvin eller en kat eller Råge eller anden fugl. Ellers var det mest Musvåger og Røde Glenter der sås på himlen.

torsdag den 29. marts 2012

Etage byggeri eller....med tag måske ?

Lige udenfor min kollegas vindue er der i et træ en Due rede. Forleden dag var der 2 Due-par igeng med at bygge reder der;  det ene par - det nederste - var lidt længere i byggeriet end det øverste par. Nu ligger nederste par på rede...og det øverste par er forsvundet, ihvertfald er der ikke bygget i de sidste 2 dage.

..men nu har nederste par altså fået tag på og det er vel ikke så skidt endda, vel ?

søndag den 25. marts 2012

PRO - kunstnersammenslutningens 50 års jubilæumsudstilling

Jeg bor jo klods op af vores kommunes Kulturhus Gammelgård og i disse dage - fra 10.Marts til 22. April - er der udstilling med kunstnergruppen PRO i anledning af gruppens 50 års jubilæum.

Som sagt - gruppen har 50 års jubilæum - og deres udstilling kalder de for PROMOTION:


Jeg havde besluttet at gå derhen og se udstillingen idag. Dels fordi jeg altid ser Gammelgårds udstillinger og dels - især måske - fordi det er PRO.

Og hvorfor nu det ? Jo - for små 30 år siden var jeg i en årrække sekretær i Herlev Kunstforening (den døde nogen år efter min udtræden men er så for ca. 10 år siden genopstået) ligesom jeg i en årrække var formand for vores personalekunstforening på arbejdet. Men altså - i kommunen havde vi ansat en kunstnerisk konsulent ved navn Steffen Lüttge og han var tillige medlem af PRO. Han spurgte mig engang om jeg ville være med til hænge billeder m.m. op inde til PRO's udstillling på Charlottenborg. Det ville jeg gerne. Steffen var en af fire i ophængningskomiteen det år og sådan set var det de fire der bestemte hvem der skulle hænge hvor og sammen med hvem andre. Nu var nogen af de andre kunstnere mødt op og hold da op - sikke en gang kævl, gnid og fnid og skænderi der kom ud af det. X ville ikke hænge der, men derimod der .Til gengæld ville X ikke hænge sammen med Y o.s.v. Egentligt ret morsomt at overvære de par dage det stod på men også lidt surreelt at opleve voksne menneskers optræden på den måde.

Ovenstående 3 billeder er af Karen Kjær Laursen. Bemærk de slagtede dyr der hænger der.

Nåh - Gammelgård altså; det er en udmærket udstilling som bestemt er værd at se. Den er dels i hovedhuset og dels i de 2 lader. Lige da jeg var ved at slutte spurgte Gammelgårds "bestyrer" mig om jeg skulle overvære kunstnernes foredrag om lidt....kl. 15,00. Det havde jeg ikke lige opdaget, men bestemte mig til at være med og det fortrød jeg ikke.

Gunnar Bay bød velkommen og fortalte lidt til os fremmødte - ca. 20 stk. - om PRO's historie o.s.v. og især om balladen fra 2007 da alle sammenslutninger, PRO, Grønningen m.fl. blev smidt ud af Charlottenborg af selveste Kulturminister brian Mikkelsen. Det var morsomt og bedrøveligt at høre om.

Efter dette fotalte Gunnar Bay så om sine egne malerier og installationer. Herunder ses et billede fra PROstata serien - meget originalt og sikken humor han lagde for dagen da han fortalte om det.

Nedenfor ses hans installation "Welcome to Exile"; et bord og 4 stole med skruer bordet op igennem nedefra. Udstillingen hentyder til gruppens bortvisning og dermed exil fra Charlottenborg.

Herefter var Hans Tyrrestrup der fortalte om sine malerier, deres tilblivelse med stor inspiration fra hans opvækst i det jyske:

Vi sluttede af med Bodil Brems' billeder og hun fortalte levende om serien "Guldalder komprimeret". 


 Det billede, som Bodil tal om på ovenstående foto er det nedenfor viste. Det er meget stort : 200 x 238 cm.....og prisen ? Jo kr. 100.000 ligeud.


 Priser kan altid diskuteres, men flot og meget interessant er det, især tilblivelsen af det og hele hendes ide-verden.

Vi sluttede af i hovedhuset igen, hvor vi så en ca. 25 min. lang DVD om Hans Tyrrestrup der laver et maleri til musik, 5 satser, alle af Carl Nielsen men fortolket af forskellige ensembler/musikere.

Hele seancen varede ca. 1 time og 45 minutter og var så sandelig det hele værd.

Som et lille indspark kan nævnes, at Gunnar Bay på et tidspunkt spørger mig hvor vi kender hinanden fra...i det mindste kender han mig. Jo - jeg fortalte om dengang for ca. 30 år siden inde på Charlottenborg med ophængningshurlumhejet og han mente så helt sikkert, at det var derfra han kunne huske mig. 

fredag den 23. marts 2012

Så fik jeg endelig....

...ryddet op i mine bøger og sat dem i orden......

tirsdag den 20. marts 2012

Munden for fuld ...??

Sommerferien i år går jo til USA og er delt i 2 dele. Dels en uge - den første del af ferien - i Gettysburg og dels en uge i New York.

Som det vel er bekendt - se bloggens titel-billede - er en af mine store interesser jo den amerikanske borgerkrig og derfor går turen igen (som i 2010) til slagmarken for borgerkrigens største slag i Gettysburg. I 2010 var jeg der kun i 2 hele dage, men dennegang står den på hele 6 dage der. I 2010 fik jeg gennemtrevlet slagmarken; det vil sige, at jeg fes rundt på den fra sted til sted, læse tavler med beskrivelser o.s.v. hele vejen rundt. Altså mange steder med korte ophold for at se og indsnuse "atmosfæren". Det, at se stedet......STEDET......som jeg havde læst om i så mange år, gjorde et stort indtryk på mig og jeg vidste med mig selv, at jeg skulle komme igen, dog med mere tid og bedre forberedelse.

Og nu skal jeg altså derover igen. Og jeg har længe været igang med forberedelsen til turen. Selvom jeg i forvejen havde nogen bøger om slaget, så havde jeg, da jeg var derovre i 2010, derovre anskaffet mig yderligere et par bøger og nogen få kort. Og sidenhen har jeg været en flittig køber hos Amazon.cu.uk og det kan ses af min liste ude til højre her. I skrivende stund læser jeg om emnet i de nye bøger óg genlæser de gamle. Jeg afventer en splinterny bog: The Gettysburg Campaign in Numbers and losses: Synopses, Orders of Battle, Strengths, Casualties, and Maps, June 9 July 14, 1863,  der nu mere omhandler beskrivelser af regimenter og divisioner, deres styrke og deres tab, detail-planer for de enkelte enheder og altså en masse tal og statistik....sådan rigtig nørd-agtig og lige noget for mig :-) .

Jeg er jo "meget til" artilleri = kanoner, så hovedvægten går på at læse om disse enheder, batterier som det hedder, om deres indsatser, deres bestykning og bemanding og så videre. Jeg er også flittig bruger af internettet til dette formål og derigennem, bl.a. via Facebook, fået kontakt med en del meget vidende amerikanere, herunder en del forfattere hvis bøger jeg har købt, og som alle er meget hjælpsomme med oplysninger og gode ideer/forslag til hvad jeg skal se og hvor. Blandt andet er denne her side, som står på blogliste ude til højre: To the sounds of the Guns, en side/blog som skrives af en Craig Swain, som er - som person - yderst hjælpsom og hans blog er simpelthen  "outstanding", altså noget/nok den bedste om emnet borgerkrigs-artilleri, som jeg endnu er stødt på.

Ud af alt dette læseri, så laver jeg noter, mange noter, endda rigtig mange noter, for der er så mange kanoner/batterier som jeg vil gå efter at se som muligt. Især for at se de forskellige typer kanoner nøjagtigt og detaljeret og dels fordi nogen af dem har en speciel historie som f.eks. det batteri jeg står ved og som ses på bloggens top, som er Batteri A fra 4.US Artilleri-regiment og som blev kommanderet af Løjtnant Alonzo Cushing. Det batteri var det, som hele Pickett's charge (Sydstaternes hoved-angreb) angreb direkte imod på slagets 3.dag d. 3. Juli 1863.

Tilbage til note-tagningen. Der er mange allerede nu; jeg har fået identificeret mange typer kanoner allerede nu og ved så nogen lunde hvor de er placeret på slagmarken (der står ca. 300 kanoner rundt omkring på slagmarken og de er placeret det sted, hvor de stod under slaget og mest hvor de stod på 3. dagen. Jeg er ved at plotte de fleste kanoner/batterier ind på et kort, så jeg nemmere kan finde rundt.

Der er altså rigtig mange noter allerede nu, så jeg er begyndt at tænke på lidt sortering og det irriterer mig, for jeg vil jo så gerne det hele i de dage jeg er derovre.....

Og for at det så ikke skal være løgn, så har jeg fundet ud af, at der kun 1,5 times bilkørsel mod syd-vest, i Maryland (Gettysburg ligger i Pennsylvania) ligger en anden slagmark, nemlig Antietam eller Sharpsburg om man vil; Nordstaterne kaldte det Battle of Antietam (en lille flod) og sydstaterne kaldte det for Battle of Sharpsburg (den nærmeste by) . Og det er også et slag, som jeg har beskæftiget mig en del med (det er måske en underdrivelse, for jeg har jo beskæftiget mig med/læst om alle slagene mere eller mindre).

Så altså......for at tage en lille pause fra Gettysburg, så har jeg besluttet - med Lillemors billigelse - at tage en enkelt dag til Antietam/Sharpsburg for "lige at se Highlight'sne" der, sådan bare.....bare se, altså.....men måske er det hele, det med noterne, den megen læsning og planlægning, og Antietam smutturen at tage munden for fuld ?

mandag den 12. marts 2012

Øv, øv og 3 gange øv......foredragsrækken nedlagt :-(

I Januar måned tilmeldte jeg mig en foredragsrække på Folkeuniversitetet:




Og jeg glædede mig som et lille barn, for er der noget, der ikke er særligt kendt her i landet, så er det ting og sager omkring den amerikanske borgerkrig. Der er vel i grunden ikke ret mange der interesserer sig for den. Mit personlige gæt er måske max. 100 mennesker her i landet, så jeg var lidt spændt på om det blev til noget.

Og det blev foredragsrækken så heller ikke. Foredragsrækken skulle være startet i dag. For et par dage siden fik jeg imidlertid en mail fra Folkeuniversitet, med følgende ordlyd:

"Holdet er i dag nedlagt på grund af for få tilmeldinger.
Du vil modtage en returcheck engang i næste uge.
Folkeuniversitet beklager."

 Ved nærmere granskning af mailen, kunne jeg se, at den var sendt til 6 mail-adresser/tilmeldte kursister.
Ja - det blev altså som jeg frygtede og havde forventet. Ærgerligt - men det var forsøget værd, både fra foredragsholderen og fra mig.

torsdag den 8. marts 2012

En applikation - Google Sky Maps.......til Android

En kollega gav mig et tip til en såkaldt "Apps"...en applikation med andre ord og hvilken en.

Det er et lille program man kan downloade til sin Android mobil-telefon (jeg har HTC, andre har Samsung, Sony, LG o.s.v., o.s.v.) og med hvilket man kan se stjernehimlen der hvor man nu peger hen.

Programmet hedder Google Sky Map. Prøv at se den lille film på et minut der er på hjemmesiden. Jeg synes det er et herligt program. Og så er det GRATIS.

Aktiver "apps'en" og hold din mobil's kamera - altså skærmen mod dig selv - mod himlen og du vil på skærmen se stjernebilleder og planeter. Man kan bevæge det hen over himlen og se de forskellige ting. Herligt siger jeg jer.

Det er bare at downloade fra jeres Markedsplads eller hvad det nu hedder på jeres mobil. Søg på Google Sky Map og det er installeret på få minutter.


Jeg har også downloaded en scanner, så jeg kan se hvad der gemmer sig bag det her symboler:


...og som man snart ser alle mulige steder, på plakater, på udstillinger, på hjemmesider o.s.v.

Også det er gratis og downloades fra Markedspladsen i løbet af et øjeblik. Apps'en - Applikationen - hedder QR Droid og er et dansk scannerprogram. Når man aktivere det, så holder man mobilkameraet mod symbolet på f.eks. plakaten og vupti, så kommer der en URL (link) eller andet frem, man så kan trykke på og så læse den information man får. Skidesmart Egon.

...og jeg, som aldeles ikke normalt er en mobil eller pc-nørd :-)

mandag den 5. marts 2012

Carl Christian Tofte - en fuglemaler, forfatter og rockmusiker i Sverige.....



Dette er en reklame, en reklame for en fremragende tegner, maler, illustrator m.m.m., nemlig Carl Christian Tofte.

Første gang jeg rigtig støtte på ham var på havnen i et lille fiskerleje, Langø, der ligger på Lolland ved Nakskov Fjord. Her huserede der i slutningen af December måned 2006 en Ismåge - en nordarktisk yderst sjælden måge - som jeg var nede at se. Den dag jeg var der, sad der en fyr på havnen - direkte på asfalten - og malede en akvarel af Ismågen. Jeg kan huske, at jeg næsten kiggede mere på ham/hans maleri og skitser end på Ismågen - jeg var dybt fascineret af hans kunnen.

Siden så jeg ham på en udstilling i Fuglenes Hus (DOF's hjemsted) på Vesterbrogade i København og også i det Grå Fyr på Skagen. Han har illustreret mange artikler og bøger efterhånden. Han er fantastisk dygtig.

Jeg var så heldig at "nasse mig" til en af udstillingsplakaterne inde fra Fuglenes Hus, netop af Ismågen fra Langø. Ismåger står der knaldhvid på en lysgrå baggrund og hvilken effekt det er. Jeg klippede Ismågen ud af plakaten - så meget som muligt og uden tekst - og fik den indrammet med Passe-Partout og den har hængt på min væg hjemme i "Herre-værelset" siden...sammen med mine Johannes Larsen træ-snit. Det siger noget om Carl Christian Tofte's klasse og hvor højt jeg sætter ham.



Nu bor han i Sverige, i Skåne, og fortsætter sit gode arbejde derfra. Han er næsten lige kommet på nettet med sin egen blog. Check den ud, enten ved at trykke på hans navn ovenfor eller ved ved at finde ham i min blogliste ude til højre.

Nogen af hans ting kan også ses ved at trykker HER.

søndag den 4. marts 2012

En pludselig indskydelse.........

Vi fik en pludselig indskydelse idag her ved middagstid. Vi ville (igen) i biografen og dennegang se den ny danske film "Hvidsten Gruppen". Og så ville vi invitere min bror hans kone med, så det gjorde vi. Det kan nogen gange være lidt af en udfordring at være i biografen med min bror og se krigsfilm eller krigsrelaterede film; som (nu fhv.) militærmand har han styr på uniformer og våben og den slags, ihvertfald når det gælde 2.verdenskrig og senere, og DET kan være en prøvelse.
Nåh - filmen er/var overraskende god med rigtig, rigtig gode skuespillerpræstationer og det hele vejen rundt; det ud fra devisen Ingen nævnt og ingen glemt. Den og de var rigtigt gode.

Det her med min bror og krigs- (og relaterede) film er dette, som f.eks. i denne film; der er en scene natscene med en tysk Messerchmidt Jagermaskine. Min bror påpegede at det var en Focke-Wulff motor man hørte (diesel kontra stjernemotor)......eller også var det en Focke-Wulff med altså en Messerschmidt-motorlyd....Heldigvis fortalte han det først EFTER filmen. I Guder - i vore yngre dage, så kunne han under filmen "underholde" med hvilke detaljer der var forkerte; den riffel/maskinpistol brugte den type enhed ikke på det tidspunkt, eller den kampvogn var ikke sat i brug endnu eller det er en forkert uniform o.s.v. Det kunne være dræbende at sidde og se film med ham dengang.....men nu er vi jo voksne, ik' ? - så det er anderledes nu :-)

Filmen sluttede ved 21-tiden (start 18,30 i Imperial) så bagefter kørte vi dem hjem til Gentofte og fik en kaffe-tår eller 3 samt lange sludre om dette eller hint.

Det her med mig og kaffe efter kl. 20,00 - ved godt det er en gammel skrøne - er ikke en god kombination da det plejer at være svært at falde i søvn for mig. Idag er problemet "klaret med nedenstående derhjemme igen:

En eller to Glenfarclas 15 år double-matured klarer snildt det problem, så sådan en - den første - sidder jeg med lige nu her ved siden af tastaturet.


Imorgen tidlig er det op ved 07,00-tiden for at være klar foran TV-skærmen kl. 07,30 i det svensk TV (og TV2sport) sender direkte fra årets Vasa-løb - 90 km langrend - fra Sälen til Mora og det er noget jeg ser fremtil hvert år og ser hvert eneste år. For mig er det bare pissehyggeligt at sidde der og se omkring 16.000 motionister samt 2-500 eliteskiløbere begive sig ud på den 90 km lange strækning fra Sälen til Mora i klassisk langrends-stil. Ikke noget med skøjtetag her - kun ren klassisk stil. Jeg har selv kørt turen 2 gange - det vidste I ikke, vel ? - men det var nu altså også i bil jeg gjorde det og det om sommeren, da vi en små 5-6 gange har holdt ferie i Dalarna i en lille by der hedder Orsa 15 km nord for Mora. Vi kender en del til Dalarna og har 2 gange kørt Vasa-lopppet rute i bil. Det er herligt at følge det i TV; der er optakt og interview med almindelige motionister og eliteløbere og undervejs ved de forskellige "check-points" = små-byer man passerer igennem, er der interviews igen og nogen med de samme som ved starten og nogen gange - oftest - med nye folk. Eliteløberne klarer turen på under 4 timer mens motionisterne kan være 10-12 timer om turen - de 90 km på ski.


Jeg kan altså knaldgodt lide at se det - det er som sagt et af årets faste traditionsmæssige højde punkter for mig hvad angår sportsudsendelser i fjernsynet og helt ærligt; jeg vil vil 10 gange hellere se det her end jeg vil se håndbold- eller fodbold EM/VM hvor Danmark deltager......


Men altså, Glenfarclas og Vasaloppet ......vi ses ;-)

tirsdag den 28. februar 2012

Endnu en "Nørde-" bog.....

Så har jeg fået endnu en bog hjem fra Amazon.co.uk og lidt af en "nørde-bog". Som det måske er jer bekendt, så er den amerikanske borgerkrig et af mine interesseområder og især artilleriet har min store bevågenhed.

Denne bog er en af 2-3 stykker man kan kalde for "bibler" indenfor beskrivelsen af kanoner i den borgerkrigen. Den handler udelukkende om kanoners støbning, dimensioner, skudvidder, vægte, antal, krudt typer og mængder, kugler og granattyper o.s.v., o.s.v. Altså ren teknisk guf for sådan en som mig.
Egentlig talt, så ved jeg ikke lige hvorfor, det er artilleriet der har min store interesse. Måske er det fascinationen over deres måde at kæmpe på; kanonerne stod oftest - som vist på bogens forside - i helt åbent terræn og dermed var kanonbesætningen et meget udsat mål, da de kæmpede oprejste og frit synlige, dels for "counter-batteri-fire" - altså at modstandernes kanoner skød igen så det udviklede sig til ren kanon-dueller - og dels for at modstandernes infanteri kunne snige sig ind og skyde såvel mandskab som hestene der trækker skytset ned, en for en.

Nåh - men sådan er det.

Bogen står nu på listen ude til højre under "Den amerikanske borgerkrig".

lørdag den 25. februar 2012

En lille tur og i Biffen.....

Der er ishockey imorgen Søndag. Så ved I det. Kl. 15,00 i Herlev Skøjtehal. Det er kvartfinale kamp nr. 2 i bedst af 7 kampe mellem Sønderjyske (Per Teilmann's lokale hold) og Herlev Eagles. Og den kamp skal jeg se, så Lillemor tog vores sædvanlige Søndagstur i dag Lørdag i stedet for. Og så ville vi i Biffen og se filmen om Englands fhv. Premierminister Margareth Thatcher med Meryl Streep i hovedrollen. Og sidstnævnte - Meryl Streep - er en fantastisk skuespiller; alle film hun medvirker i er gode, Sådan er det bare.

(Før filmene er der altid reklamer og de sluttedes altid af med denne nedenstående trio af trompeterende unge damer - idag er det et digitalt logo.....ærgerligt at man skal blive ved med at ændre/forny ting bare fordi de kan.....
......................................................................................men det er nu min ydmyge mening og et lille sidespring).

Men altså - vi parkerede som vi plejer på Esplanaden ved Kastellet og gik den vanlige tur ud af Nordre Toldbod og ned forbi Amaliehaven - på Amalienborg var der kun flag oppe på Frederik's og Mary's Palæ (de var altså hjemme) - og så videre omkring Skuespilshuset, gennem Nyhavn og over Kgs. Nytorv og så ned ad Strøget og så hen på Gråbrødre Torv.
Her indtog vi frokosten - den var flydende - på Cafe Huks Fluks og bestod af 2 x Løgsuppe og 2 x Classic Øl. Det var dejligt med rygende varm løgsuppe på sådan en blæsende dag. Der var stopfyldt derinde og endda også et lille jazz-agtigt orkester (blød og stille saxofon, guitar og bas samt en sangerinde) der spillede stille og rolig musik a la Chet Baker. Herligt.

Så gik vi bagefter ned ad Skindergade til Conditori La Glace, for Lillemor ville gerne have Lagkage og varm Cacao med flødeskum. Der var mange mennesker - kl. var ca. 14,00 - så vi fortsatte nedad Strøget til Rådhuspladsen og gik ind i Kaabers Antikvariat der (også) ligger dernede og kiggede efter bøger....men vi besindede os og kom ud uden :-) . Så tilbage til La Glace. Der var om muligt endnu flere mennesker, der ventede på at få siddepladser, så vi opgav og gik istedet op ad Strøget til Amager Torv - det med Storkespringvandet (som faktiskt er Fiskehejrer) - og gik på Cafe Norden i stedet for og fik kager og kaffe der.
Cafe'en ses i den statelige bygning bag Springvandet. Og også her var der mange mennesker og fyldt op både i stuen og på første sal, men det lykkedes mig at få et bord der.

Bagefter gik vi så ad Læderstræde og Snarestræde, Naboløs, Magstræde (disse stræder(gader er Københavns ældste med Københavns ældste hus liggende i Magstræde nr. 17-19 og henover det lille Torv Vandkunsten, hen ad Gåsegade og op ad Farvergade og ind og se gården i Vartorv, som var det sted N.F.S.Grundtvig residerede og prædikede sine tanker og ideeer fra. Et herligt sted. Stadig Kirke men der ligger også en masse Grundtvig-halløj der ligesom Søren Kirkegaard Centret også ligger der. Nåh - tilbage til Gåsegade, om ad Hestmøllestræde og så hen til Slutterigade, som er gaden mellem Københavns Domhus (Byret) og det gamle fængsel. Herunder ses Domhuset på Gammel Torv. Det er lige til venstre at Slutterigade er.
En "Slutter" var i gamle dage både en betegnelse for en vægter men også for en arrestforvarer/fængselsbetjent.

Der hvor Slutteriggade munder ud i Hestemøllestræde (og fortsættelsen heraf = Kattesundet) , har Martinus Rørbye malet et meget berømt maleri. Det ses nedenfor:


......og nedenfor ses det, som det ser ud idag:

Iøvrigt - lige overfor ligger huset, hvor Wolfgang Amadeus Mozart's enke Constance boede med sin danske man fra 1802-1812.

Nåh - herfra op ad Lavendelstræde og til højre ad Mikkel Bryggers Gade og så Vupti og Ta da...:

...og hvilket kaos der var der. En forestilling var lige sluttet og nogen andre skulle begynde. En meget lille foyer med billetsalg og cafe. Vi havde på forhånd købt billeterne på "Nettet" og printet stregkode-halløjet ud, men faneme om vi kunne finde den hersens automat, der læser stregkoderne og printer billetterne ud. Altså i kø til billetlugen for der at få at vide, at "pigen ved døren" der afriver billetterne da har en håndscanner, så vi skal bare gå derhen.....Glimrende information or not ?

Det lykkedes mig i virvaret, bogstaveligt talt, at gå ind i en kollega fra jobbet, faktiskt den rådgiver, der har kontor lige overfor mit....:-)

Nå, - vi så filmen og den kan kun anbefales. Alle karaktererne/rollerne er gode.


Det er helt utroligt hvor godt Meryl Streep ligner og ikke mindst lyder som Margareth Thatcher.

Og bagefter så op ad Strøget til Kg. Nytorv, ad Store Kongensgade ned til Nyboder, ad Esplanaden til bilen og så hjem.

Det var sgu en god tur og en god film.