lørdag den 11. februar 2012

"Evviva il coltellino", Nespresso, Arc´teryx og delikatesser ad libitum....

I dag, Lørdag, "skulle vi bare lige".......ind til byen og købe noget kaffe. Vi har for et par år siden investeret i en Nespresso kaffemaskine, hvori man laver fantastisk kaffe via nogen kapsler man putter i. Vi har også foræret Junior og svigerdatter en og vi var alle løbet tør for de her kapsler, så vi skulle altså bare lige ind...I ved. Borset fra det er det en genial maskine og noget god kaffe den laver og det endda kun kop-vis, så man kan nøjes med at lave bare til sig selv. Vi fik købt rigeligt ind i kaffe-kapsler for små 1.000 kr. - det skulle så række til lidt tid nu.


Men altså, når vi nu liiiige var derinde, om vi så ikke liiiige kunne smutte om ad Frederiksborggade og liiiige se om de havde - i en af de mange Outdoor-forretninger der ligger der - en ARC´TERYX Fleece-jakke som Lillemor liiiige står og mangler (hun har rigeligt i forvejen). Og joh - sørme om ikke Frilufts-land lige havde sådan og det endda på på tilbud: Nedsat med ca. 35 % til "bare 1.000 kr ? Hvem kan ikke stå for det - Lillemor kunne ihvertfald ikke. Hendes model er dog i en hvid version. 

Forresten - da vi var på vej tilbage fra Nespresso-forretningen, var vi lige inde i FONA 2000 på Strøget. En kæmpe FONA forretning i 3 etager og med en enorm DVD og CD afdeling herunder en en pæn stor afdeling for klassisk musik. Jeg her længe ledt efter en bestemt CD med opera-sangerinden Cecilia Bartoli, nemlig SACRIFICIUM, som har lavet en CD med hyldest til kastrat-sangerne i 16-17-1800 tallet. Jeg har været i et utal forretninger, her og udenlands, og set efter den, og så Vupti - i første hug var den der. 

Og da vi iøvrigt havde parkeret i P-huset(kælderen) på Israels Plads, hvad var så ikke mere nærliggende end lige at smutte ind og se de der nyopførte Torvehaller, som har været meget omtalt herovre i København.

...og hold daop, hvor der er mange gode delikatessse-forretninger derinde i de 2 haller. Og sikke et menneske-mylder. Nåh - vi fik da købt ind hos Slagter lund, et andet sted Stilton- og Gedeoste og en Rødkit ost, oliven, brød, franske hårde vildsvinpøse, + en hård hvidløgspølse og noget rigtigt godt brød; så er aftensmaden reddet.

Jo - i den der Fona-forretning fandt jeg også lige 2 film, som jeg har i forvejen, men som jeg vil forære min storebror. Han har dem også, men dem har han indkøbt under en tur med forsvaret til Washington for nogen år siden.....og de er i amerikansk format og dermed ikke afspillelig på danske DVD-afspillere. Nu får han dem så i danske versioner.


Min bror har også - da han var på den arbejdstur til Washington - som en del af opholdet der, været på en endagstur til Gettysburg og set slagmarken fra en bus af. Jeg har jo også været der i 2010 og skal derover igen her i 2012..

Ellers fik jeg da lige en enkelt ting mere ud af dagen; en gevaldig forkølelse, så jeg nu sidder med snot til alle sider, pudser mit røde horn hele tiden og har gevaldigt ondt af mig selv......men jeg glæder mig til senere her i aften at sidde med en glas god malt-whisky og lytte til Cecilia Bartoli cd'en.....

Jeg gider sgu' ikke rigtig den kulde og frost mere.

torsdag den 9. februar 2012

Et verdenskort.....

....der viser, at enden (måske) er nær....... ;-)

Royale skulpturer.....

Prins Henrik har en "kunstnerisk åre"; han spiller klaver og laver lidt musik-stykker, han har lavet oversættelser bl.a. sammen med Dronningen og han digter selv og har endda udgivet disse ligesom han har udgivet et par kogebøger.

At han også går med en billedhugger gemt i sig, det viser de nedenstående eksempler på. De er meget forskellige synes jeg. Helt fint, at man får prøvet sine lyster af.

De 2 fotos nedenfor, forestiller den skulptur, som han har lavet foræret sin kone - Dronningen - i fødselsdagsgave. Man må sige at han, Prins Henrik - og manden på skulturen - har et sikkert og godt fast tag i/om det :-D


Skulpturen skulle stå i parken på Marselisborg Slot ved Aarhus.

De næste skulle også stå i det jyske. Meget forskellige synes jeg.





Jeg har i en tv-udsendelse set en stribe mindre figurer han har lavet, bl.a. en lille figur af en Flodhest.

Herligt med sådanne interesser, når også hans kone er skabende kunstner.

Og efter sigende, så skulle ældste-sønnen være ret kunst-kyndig - det skulle give sig udslag i udsmykningen i hans og Mary's bolig på Amalienborg - og endda samler.

Nåh - det var bare for at vise, at andre i den familie også er ramt af den kunstneriske bacille....

søndag den 5. februar 2012

Dronningens udstilling på Arken

Så vågnede man op til en masse sne, både liggende og stadig faldende. DET gider jeg bare ikke mere. Der har været nok de 2 foregående år til også at dække de mange følgende års "behov" for sne-fald.
Nåh - men altså ud og skrabe fortorv og børste bilen fri, for Lillemor og jeg havde besluttet os for, at vi idag ville på Kunstmuseet Arken i Ishøj og se Dronningens malerier og decoupager.....

Arken ER et underligt museum, synes jeg. Sådan lidt forkert "over-all" synes jeg. Vi har jo Louisiana i Humlebæk ligesom der dels er andre statslige museer og gallerier der dækker nutidskunst, så endnu et der skal offentligt finansieres er måske lige et for meget. Og så det med, at det viste sig, at ham - den unge arkitekt - der vandt konkurrencen om Arken's udseende, direkte havde plagieret en tysk brandstation...ikke godt. Og så det med at den første direktør, Anna Castberg, simpelthen var en "nobody" der tog alle ved næsen med sin hjemmelavede og konstruerede fine eksamenspapirer o.s.v.

Nåh - men nu ligger det der og det har da vist - trods alt - en stribe udmærkede udstillinger gennem årene.

Lige når man ankommer til de sale, der huser Dronningens kunst, så mødes man af denne gevaldige fotostat af hende igang med noget decoupage-halløj. Lige under hendes højre arm, den nederste, står der en plastic-flaske, hvor der på etikketten er trykt "Royal finish"......(det er lak til at påføre decoupagerne med, så de skinner og bliver holdbare)......så er stilen ligesom lagt, ik' ?

På væggen ved siden af fotostaten er følgende præsentation malet:
Håber I kan læse det.


Og så går udstillingen ellers slag i slag der ud af. Og helt ærligt; jeg synes sgu' hun er dygtig. Jeg synes hun bruger farverne på malerierne rigtigt godt og hun er ikke bange for at lave lidt spræl med motiverne. Det nedenfor er f.eks. fra Fredensborg Slotspark, hvor man ser ned ad en af Alle'erne. Det er fanget rigtig godt.

Billedet nedenfor er "noget med nogen søjler" og også her er farver og virkning rigtig god. Min mening.
Et lidt mere naturalistisk billede er det nedenfor viste.
Når man ser på de 3 ovenfor viste billeder, så synes jeg at der er noget "Karl Isakson" over dem. Jeg kan godt lide den lidt brede malemåde og de farver der er benyttet. Der er også lidt Cezanne over dem synes jeg.

...og så er nedenstående en helt anden stil...lidt pointalistisk i sit udtryk ....(nu lyder jeg sgu' som en kunst-anmelder - uha-uha)...

Og også akvareller er der en hel stribe af. Dels nogen meget stemningsmættede og dels nogen med et lidt skitse-agtigt præg fra hendes rejser nordpå....og det gør hun rigtig godt. Hun har ihvertfald styr på akvarel-teknikken.

Mine foto's levner ikke billederne nogen retfærdighed, hverken i farve, lysstyrke eller skarphed. Beklager. Tingene er altså bedre i virkeligheden.

En stribe helt nye billeder er der også; dem hun selv kalder for "Knokkel-billeder". Inspirationen er fra de mange knogler, hun har siddet med gennem sin deltagelse i arkæologiske udgravninger. De er meget anderledes og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om dem. Her kommer der 2 stykker (ud af en 7-8 stykker og uden musikledsagelse eller kommentarer):


Der er også et par billeder med sten og stenvægge - fra udgravninger ?


Og så er der hendes "Decoupager". Det er papirklip...altså en masse ting hun har klippet ud fra kataloger, blade o.s.v. og så klistret på plader, bakker, papirkurve o.s.v. Jeg må sige, at hun må have en ganske sikker hånd og en spids og skarp saks, for meget af det er sandeligt virkeligt småt eller detaljeret. Jeg synes de er spændende på en måde, men så heller ikke mere. Der er - efter min mening - FOR mange ting samlet på en ting. Måske misser jeg pointen eller historien ved dem. Jeg har tidligere set andre decoupager af hende, som ikke har været så detaljerede. Og hvilket får mig til at tænke på Kamma Rahbek, der levede omkring år 1800, og hendes decoupager, som man kan se et par stykker af på Bakkehusmuseet på Frederiksberg; de er mere enkle, men det skyldes måske nok også, at udbudet af klip-bart materiale dengang var stærkt begrænset. Men herunder ses lidt:

Den ovenfor til højre, er en bakke....


Og herover ses et par papirkurve OG HUSK NU at mine foto's slet ikke levner dem retfærdighed.

Alt i alt, så synes jeg at Dronningen gør det godt. Jeg kan godt lide det meste af det hun laver. Og jeg synes ikke, at det hverken er bedre eller dårlige end så meget såkaldte anmeldere falder i svime over. Jeg har læst lidt anmeldelser og heldigvis ER anmeldelser subjektive; det er jo kun ham anmelderens mening der står der. Og anmeldere er IKKE orakler eller kunst-eksperter - det er der nemlig ikke nogen der er. Man ved kun lidt om meget eller meget om lidt. Om noget er kunst er ikke noget man kan pådutte andre. Det er helt op til betragteren at afgøre.

Efter udstillingen nappede vi lige en kop kaffe og et stk. hjemmebagt kringel hver i cafe'en. Pris kr. 120 dask. Og så er det sandeligt betalt. Iøvrigt var entre-prisen kr. 95 pr. snude og et katalog til kr. 100.....og så faldt der lige en Andy Warhol bog af i svinget fra museumsbutikken også.....

Arken er jo mest til moderne ting. Der er et par Olauf Eliasson installationer der. Kun 2 af dem var noget værd....igen min mening. Og så har Arken jo fået en kunstgave bestående af en stribe værker af Damien Hurst. Et af dem er 2 halve køer. Går man imellem dem, så kan man se deres konserverede indvolde. Ret spøjst synes jeg.


....og så lover de faneme mere sne. Tak for kaffe.

søndag den 29. januar 2012

Guldbryllup i Silkeborg og på AROS i Århus.....

Her i den forgangne weekend var Lillemor og jeg til Guldbryllup i Silkeborg. Lillemors - som er født i Silkeborg - Morbror Erik og Tante Inger var dem, der blev fejret. 50 år er faneme lang tid at have været gift. Guldbryllupsfesten var i Fredags med spisning kl. 12,30. Vi selv, Lillemor og jeg, har "kun" været gift i knap 34 år. Nåh, - hyggeligt var det at få hilst på slægt og venner. Nedenfor ses Guldbrudeparret....og det de ser efter, er oldebørnene der fiser rundt oppe på et galleri ovenfor.
Egentlig var det lidt skræmmende, for undervejs kom jeg til at se på alle gæsterne. Selvfølgelig var der unge mennesker med, deres børn i 40'erne, deres børnebørn i alle aldre og et par oldebørn også...men altså de andre....de var sgu' allesammen gråhårede og faktiskt ikke så langt igen fra ens egen alder...tankevækkende.

Vi overnattede på Hotel Dania midt på torvet i Silkeborg. Herligt fordi, at det hotel har man/jeg bare set så utroligt mange gang, når man har været på besøg derovre og nu boede man der så.

Lørdag morgen ved 09-tiden kørte vi så til Århus. Lillemor havde ugen inden været på en konference i Århus og boet på Radisson Hotellet lige ved siden af Musik-huset i Århus, så det syntes hun var et perfekt sted at bo, for når vi nu alligevel var derovre på de kanter, Silkeborg altså, så ville vi gøre en tur ud af det og se kunstmuseet AROS i Århus. Vel ankommet dertil ved knap 10-tiden, tog vi så AROS i besiddelse. Det ydre er ikke specielt spektakulært, flot men heller ikke mere, når bortses fra den kæmpe installation der er lavet på taget, nemlig Olafur Eliasson's "Your Rainbow Panorama" som nedefra ser spændende ud.

Faktiskt er AROS flottere indvendig end udvendig. Trappegangen snor sig op igennem bygningen og kan minde om Guggenheim museet i New York....som vi skal se senere hen på året.
Vi tog museet fra bund til top. På et planene eller etagerne om man vil, var der en sær-udstilling med installationer af Olafur Eliasson, en udstilling som netop har været på Arken i Ishøj. Nu er jeg ikke specielt meget for installationer - de kan være og er ofter - min ydmyge mening - mystiske mærklige og som regel stiller jeg mig altid spørgsmålet:" Hvor fanden skal man gøre af sådan en, hvis man kom i besiddelse af en sådan ?". Jeg synes 9 ud af 10 gange at installationskunst er noget "Crap". Men ofte er det sådan, at jeg alligevel kan overraskes, men det ud fra devisen: "Tænk at få sådan en ide". Lige netop DET kan - synes jeg - være enormt fascinerende. Hvem husker ikke Christian Lemmertz udstillingsmontre med grisekroppe i forrådnelse ? Dem så jeg i Esbjerg og blev dybt fascineret af ham, Lemmertz altså. Det er altså ofte sådan, at det er selve IDEEN der ligger bag, som jeg fascineres af end selve installationen.

Nuvel - vi så så Olafur Eliasson's udstilling........og jeg vil aldrig glemme den virkning som den fik på mig. Manden er ganske enkel genial. Jeg vil ikke gå i dybden med de enkelt ting men blot fremhæve 3 ting:

I et mørkt stort rum var der rejst et cirkelformet telt: nærmest lidt a la et på siden liggende snegle-hus bare en 3 meter højt og ca. 10 meter i diameter. Indenfor hang spejle i forskellige størrelser og figurer. Disse drejede langsomt rundt og blev belyst af en eneste skarp lyskilde. Det var en utrolig effekt det havde både inden i "teltet" og udenpå, hvor man udefra kunne se spejlene blinke og de indenfor værende mennesker i silhuetter.

I et andet rum var der en indgangsdør. Når man åbnede og gik ind, så trådte man helt bogstaveligt ind i en meget massiv tåge. Man kan ikke se 1,5 meter frem i alle retninger. Tågen var helt hvid. Man står bare der fuldstændig omgivet af en hvid massiv tåge og kan kun høre andre folks stemmer. Så gør man langsomt frem et par meter - man har armene strakt frem for at føle sig frem men man rammer intet - og tågen ændrer farve til en gul massiv tåge. Man kan stadig ikke se mere end max. 1,5 meter til nogen side overhovedet. Og sådan skifter tågen farve til orange, rød, grøn, violet, magenta, blå efterhånden som man bevæger sig frem. Der er ligesom ingen overgange mellem tågens farver og alligevel. Det er en utrolig oplevelse og en utrolig effekt det har. Det er så svært at beskrive - det er næsten noget helt udenoms-jordiskt.

Det var simpelthen så betagende en oplevelse, så det slog helt benene væk under mig. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før. Har I mulighed, så må I se at få det oplevet. Installationen hedder "Your atmospheric colour atlas"

Og til slut var vi oppe på toppen af AROS og gå rundt i "Your rainbow panorama". Det er en gang, hvor glasset - efterhånden som man går igennem den - skifter farve og følger regnbuens farver. Ikke nok med at der er en fantastisk udsigt ud over Århus deroppe fra, men lyseffekten imed de skiftende farver er kanon. Vi var der en lidt kedelig grå vinterdag, hvordan mon ikke det er på en bragende solskinsdag ?

...og selvfølgelig så vi også "ham kæmpebabyen" i AROS' nederste plan. Igen........hvordan er det lige, at man kommer på den ide ?.......og hvor fanden skulle man gøre af den, hvis man havde den ? Utrolig og meget detaljeret.

Man kan lige - ovenfor - ane Lillemors bukseben under drengens balle til højre. Eller bemærk bilen udenfor til venstre - det siger noget om størrelsen.

Og så har AROS også en meget flot udstilling - den permanente - af dansk guldalderkunst og dansk kunst op til 1930. Den er absolut god - min normale stil :-)

Men der er OGSÅ nutidskunst med bl.a. amerikansk POP-ART, som OGSÅ er blandt mine favoritter; Andy Warhol, Edvard Hopper m.fl.

Nedenfor ses Lillemor med bl.a. Andy Warhol's Marilyn Monroe' silketryk.

Og så var der endelig også lidt dansk nutidskunst; Tal R, John Körner m.fl. og bl.a. disse 2 nedenstående som jeg vil lade tale for sig selv......ihukommende det her med :" Hvor fanden får de ideen fra ?"........

....og så er det ellers "Århus by night".

Olafur Eliasson's installation om aftenen set nedefra musikhusets hjørne:

....og her Musikhuset by night....


...og her Rådhustårnet......

...og endelig Radisson Hotel by night, vort domicil i Århus denne weekend.

En dejlig weekend med gode mennesker og så lige de der Olafur Eliasson's installationer. WOW - sikke en på opleveren vi/JEG fik der.