mandag den 17. oktober 2011

Dåb og BONK.......

Så er en noget usædvanlig Søndag overstået. Den startede helt almindeligt med ikke noget ;-) .....d.v.s. renafslapning og læsning.

Omkring lidt over 12-tiden sagde Lillemor noget om, at hun lige ville ringe til knægten. Vi har en mange-årig stående aftale, at knægten og svigerdatteren - når de "ellers bor her i sognet" - om at de kommer og spiser aftensmad hos os hver Søndag aften. Det plejer at være mægtigt hyggeligt. Det var et-eller-andet med at han vistnok havde mumlet - til Lillemor - noget om lidt besvær med at nå det....vores stående middagsaftale ved 18,30-19 tiden om aftenen.


Nåh - Lillemor ringede op og jeg opfattede bare nogen spredte ord med "Nåh.....javel....ok....Slagelse ?...javel ja....ok....ja-ja....vi snaks lige ved....." og sådan lignende - jeg sad jo og læste, mens det foregik. Lillemor puslede så lidt rundt og sagde så, at de nok kom lidt sent, så måske skulle vi gå ud og spise i stedet for........Jeg spurgte hvad de da skulle og efter lidt tøven kom så svaret:" Joohhh......Thor skal døbes kl. 17,00 i en kirke i Slagelse.........."


Tavshed (fra min side)..........så " WHAT ?" .....Hvad-for-noget ??????? Skal han døbes ???????


Forklaring: Knægten er navngivet og ikke døbt. Det var Lillemor og jeg enige om dengang for 32 år siden. Jeg er godt nok døbt, men ikke konfirmeret, og meldte mig ud af Folkekirken da jeg blev myndig. Lillemor er både døbt og konfirmeret og stadig medlem af Folkekirken.....som de fleste danskere er det. Vi er gift på rådhus.


Personligt tror jeg ikke på det der "Mumbo-jumbo". Det er der mange grunde til, som jeg ikke skal trætte folk med. Jeg respekterer (selvom jeg ikke kan fatte det) at folk har en religiøs overbevisning og de må have ligemeget hvilken en for mig, så længe de ikke prøver at overbevise mig om den eller på anden måde vise den frem til beskuelse. Jeg mener at det er folks egen private sag og der skal den så også blive...i det private.


Selvfølgelig har vi da hjemme snakket om religion o.s.v. Det kan man jo ikke undgå. Og jeg har aldrig lagt skjul på min mening om dette. Omvendt har jeg heller ikke prøvet at påvirke andre....og heller ikke knægten.....til noget. Det har han selv måtte tage stilling til.


I foråret fik hans svigerinde så en søn og hun spurgte straks om knægten ville stå Fadder (staves det sådan ? ) når han skulle døbes. Det ville han da meget gerne....men der var lige det problem der, med at man så skal være døbt, for at være det...Fadder altså......og det var han jo ikke. Iøvrigt har han fået "samme tilbud" før fra venner.....og kusinen...men det der døbelses-halløj.....


Og nu har han så tænkt det igennem og fundet ud af at han vil døbes, for han vil meget gerne være Fadder, Og han ville gerne have, at vi var med, når det skulle ske. En, de kender, har en præst i Slagelse som god ven, og ham kom knægten så i kontakt med og talte et par gange i telefon med ham om det og fik det arrangeret.


Så efter overraskelsen havde lagt sig, så drog vi, Lillemor og jeg, knægtens ven, knægten og svigerdatteren, 5 personer ialt, så afsted ved 16-tiden mod Slagelse.


Vel ankommet til kirken blev vi der modtaget af præsten i fuld ornat. Han var en flink fyr og vi fik en lille snak om kirken og så sagde han ellers at vi jo lige så godt kunne få det over stået....

...og det gjorde vi så. Han syntes - vi var de eneste i kirken - at vi alle skulle stå der ved døbefonten, så der stod Lillemor, Svigerdatteren og jeg på den ene side  mens knægten og præsten stod på den anden side. Kammeraten tog billeder imens. Så gik han igang - lige på og hårdt - med det dåbsritualet, korstegn for bryst og pande....han var ca. 1,5 hoved mindre end sønnen så der skulle rækkes godt op der, hvilket vi alle grinede ad....og det her med "Forsager du djævlen o.s.v." og knægten måtte også bøje sig over døbefonten og fik 3 gange vand i håret...og så var det overstået. Det tog ikke mange minutter.
Bagefter inviterede præsten os hjem til sig - lige ved siden af kirken - til kaffe og boller. Og det var hyggeligt. Vi fik en pæn sludder - det viste sig, at præstefruen OGSÅ var præst, men det på øerne i i det sydfynske ø-hav, så der var en del kørsel derover. Præsten havde også bi-stader, så dem beså vi...på afstand ;-) .Og så tog vi hjem.....og gik i byen og spiste aftensmad på restaurant.

Så nu er jeg indehaver af et stk. nydøbt søn.

Men en ting nedlagde jeg en protestant imod. Det var nemlig at blive forskånet for at have en forsølvet størrelse 45 sko af hans stående på kamin-hylden.....:-) Er det ikke noget med at det er en tradition ?

Den anden lidt usædvanlige ting om søndagen var et pludseligt BONK på have døren........vi nåede lige at se en Due flakse væk.....
Ser man godt efter, så kan man ane Duens aftryk på have-døren; de 2 vinger og kroppen.


Så det var en søndag lidt ud over det vanlige.

onsdag den 5. oktober 2011

København, Onsdag eftermiddag kl. ca. 18,30.......

Var et smut i Københavns Centrum her til aften for at købe en fødselsdagsgave til Svigerinden, der bliver 50 år på Lørdag. Handelen var gjort og vi gik om mod Strøget for at finde en Café og spise lidt let aftensmad. Hallo, - hvad har vi der ? Sørme 2 beredne Politibetjente. Det er ikke ofte man ser dem i gadebilledet, for så mangee er der trods alt ikke, men nu var de der. De "holdt" ved en sidegade til - med front mod - Strøget. Det måtte jeg lige have et billede af, så frem med min mobil (3,2 megapixel) og nappe et billede af dem.

Så lige pludselig tog "Fanden" ved den ene. Han satte i skarpt trav ud på Strøget....fordi en cyklist kom cyklende på Gå-gaden.....han fangede ham og pågældende fik bogstaveligt talt en skideballe :-)
Vi stod lidt og kiggede på og de nappede simpelthen alle cyklisterne der kørte på Strøget. Vi talt 18 og de 4 (fire) af dem var mænd !!!!!!! 2 af de resterende 14 fik bøder fordi de samtidigt med at de cyklede på Strøget også talte i mobiltelefon samtidigt. Hvor dum er det så lige, man har lov til at være ? Jeg er sikker på, at de damer følte sig voldsomt forurettede.
Vi fortsatte så ned af det påfaldende tomme Strøget mod Kgs. Nytorv. Noget at bemærke på billedet ovenfor ?

Se på det oppe til højre på bygningen.......


Øverst på byningen er denne figur. Aner ikke hvad det er eller hvad den forstiller, men det er det jeg altid siger:

                                                         HUSK AT SE OP PÅ HUSENE....

onsdag den 28. september 2011

Biblioteket.....og 2 andre bygninger.

Idag, da jeg gik hjemad fra arbejde - d.v.s. at jeg gik fra Rådhuset op i bymidten - så passerede jeg vores Hovedbibliotek. På Nordvæggen af biblioteket har der stort set siden opførelsen af bygningen vokset en Vin-plante og den er enorm stor og meget flot. Om efteråret er farverne simpelthen så flotte, da hele spektret af efterårsfarver findes der.
Måske ikke lige nu, men de er ved at være der,....farverne altså. Mange grønne nuancer, mange røde og så også de gule - den bliver så rigtig flot den Vin, så jeg ofte står og ser på den.

Lige overfor Biblioteket ligger byens Gadekær. Jo - vi har skam sådan et, selvom vi kun ligger små 15 minutters kørsel fra Københavns Rådhusplads.
I rigtig gamle dage, så var det et rigtigt gadekær; meget større og med flade kanter ned til vandet. Idag er der en støbt kant hele vejen rundt. Huset som ses på billedet, Hjulmandens Hus, ligger på en lille halvø ud i Gadekæret. Dette hus administreres af pensionistforeningerne som har underholdning der om sommeren for pensionisterne samt udendørsservering; kaffe og kage. Lige til højre på billedet kan man ane en hvid bro. Denne bruges af mange brude-par til at blive fotograferet på.

Meget belejligt ligger Kirken lige ved siden af gadekæret, så man kan slå 2 fluer med et smæk.

...og ja - billederne er taget med mobiltelefonkameraet, sådan en lun "indian-summer" -Onsdag eftermiddag sidt i September.

tirsdag den 27. september 2011

En notits i "den lokale" om Ishockey = en udvisning til sønnen.

I vores lokale uge-avis, Herlev Bladet, er der selvfølgelig en sportssektion (en enkelt side), hvor der er lidt referater fra diverse fodbold-, håndbold- og ishockeykampe. Vores lokale ishockeyklub har rimelig god - den største - dækning, da det er den største (= højst rangerede) idrætsgren i kommunen her. Udover referat af seneste kamp var der idag en særskilt notits om at sønnen min havde fået en sjælden udvisning på 2 + 10 minutter for "Checking from behind" (Tackling i ryggen). Udvisningen er ikke sjælden i sig selv - den slags sker stort set i alle kampe, men at det var sønnen der pådrog sig den var sjældenheden. Det er hans anden (2.) 10 minutters udvisning i hele hans karriere som Senior-spiller/seniorkampe....d.v.s. på godt 16 år. I notitsen stod der i mere end 500 kampe.
Den oplysning, de mere end 500 kampe, sad jeg og funderede noget over. Jeg har aldrig lige tænkt på hvor mange kampe han egentlig har spillet i Senior-regi, så jeg gav mig til at undersøge det lidt nærmere.

Der er megen statistik i ishockey og der er internationale web-sider der holder styr på sådan noget, så jeg"checkede ham lige ud" på diverse sider; bl.a. fandt jeg ud af, at der mangler statistik-tal f.s.v. angår antal spillede kampe for hans 2 første år i Senior-regi. Det må dreje sig om mindst 50 turneringskampe...formentlig snarere 60-65 kampe der mangler, men jeg har valgt at sætte dem til 2 x 25 kampe, ialt 50 kampe for de 2 år sæsonerne 1995/1996 og 1996/1997.

Lægger jeg tallene sammen for alle årene indtil (før) denne sæson, så har han spillet 609 turneringskampe, mindst 20 Pokal-kampe og 163 Landskampe, ialt 792 Seniorkampe. På en måde overraskede det mig noget og så alligevel ikke. Det er mange kampe; 49,5 kamp pr. sæson og en sæson er på ca. 6 måneder, hvilket giver lige over 8 kampe pr. måned eller mere end 2 kampe om ugen.

Og så kommer der vel omkring små 100 træningskampe oveni for hele perioden = 16 år. Men de er heller ikke talt med.

Juniorlandskampe (d.v.s. som 17-18-19 årig) og som han spillede samtidigt mens han på klubplan spillede Seniorturneringskampe i de 2 første år, udgør ca. 40 stk., men disse er ikke talt med, da de som sagt er Juniorlandskampe.

Han har godt nok haft travlt.........og i dag, stadig aktiv, som 32-årig, er han begyndt at kunne mærke det; han mener selv, at han har måske 2 gode år i sig endnu på top-plan.

Og så tror jeg, at han har sat en uofficiel DK-rekord, idet han i år er Holdkaptajn (anfører) for Herlev Eagles. Sidste år var han holdkaptajn for Hvidovre Ligahockey og året før holdkaptajn for Herning Bluefox. Jeg tror ikke, at der nogensinde i dansk ishockey har været en spiller, der har været holdkaptajn/anfører for 3 forskellige Elite-liga hold før.

søndag den 18. september 2011

På besøg på Bakkehus Museet....

Idag var det tidligt op - kl. var 05,15 da uret ringede - for jeg skulle aflevere Lillemor og en kollega i Lufthavnen, da de skal på konference i Chamonix i Frankrig.
På hjemturen til bageren og købe en "Håndværker" og en Rom-snegl og så hjem og få kaffe og se ishockeykampen mellem Herlev og Aab til morgenkaffen. Kampen - som jeg så Live i hallen i går aftes - endte stadig 2-1 til Aab efter straffeslag (øv , men Herlev fik da 1 point for uafgjort i ordinær tid) men sjovt at se den i TV når man har set den Live.
Ved 11-tiden kørte jeg så til Valby/Frederiksberg, for NU VILLE jeg se "Bakkehus Museet" .
Bakkehuset er - for os guldalder-nørder  - kendt for at være boligen for Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) og hans hustru Kamma Rahbek (1775-1829).  I tiden fra 1802 til de døde, var deres hjem, Bakkehuset, "stedet" for datidens kulturelle elite. Der kom mange digtere og malere der, og også andre af tidens "tone-angivende" mennesker. Stedet lå udenfor Københavns volde, altså laaaangt ude på landet. Der var dog en fin udsigt derfra ind til København, da huset lå kanten af Valby/Frederiksberg bakke. Nedenfor ses et meget idyliseret billede fra guldaldertiden ind mod København, hvor man kan ane Rundetårns silhuet.
Idag ligger Bakkehuset indeklemt mellem bl.a. Carlsberg Bryggerierne og Frederiksbergske 5-6 sals beboelsesejendomme...som en lille grøn oase. Når man ankommer mødes man af en mindesten for Knud Lyhne Rahbek i haven.
Huset er i 2 etager og bygget som et vinkelhus. Haven dertil har været enorm, men er idag nærmest ikke-eksisterende. Der er museum i begge bygninger. I den nærmeste fløj beboes 1.salen af Benjamin og Janne Madsen der "bestyrer" museet og i den fjerne fløj er indrettet en mindre lejlighed på 1.salen som bruges som legat-bolig for forfattere/digtere.
Herunder ses hovedfløjens bagside fra "have-siden" af. Som sagt er der ikke meget have tilbage.
Indenfor blev jeg modtaget, bogstaveligt talt, af en herre som bød mig velkommen og straks høfligt begyndte at forklare om stedet. Det viste sig at være stedets inspekstør og bestyrer Benjamin Madsen som bor der med sin hustru Janne Madsen . Det var en rigtig hyggelig velkomst og jeg fik en del at vide, bl.a. at den særudstilling der var i den ene fløj "Blomsterpoesi i Kamma's ånd" nærmest var arrangeret af Janne Madsen som dels havde lavet alle buketterne og opstillingerne samt tillige udstillet enkelte private genstande såsom brudekjole og hatte. Altsammen pænt og nydeligt. Helt bestemt.

Nåh - jeg begyndte rundturen og så, som skrevet før, først særudstillingen om blomsterpoesien. Kamma Rahbek var meget ud i blomster udover de æsker (decoupager) som hun nok er mest kendt for at lave...og som vor Dronning også gør sig i.

Undervejs her stødte jeg igen ind i Benjamin Madsen og igen fik vi en god snak om stedet arkitektur m.v.

De foto's der er her på indlægget er alle taget med min mobiltelefons kamera på 3,2 pixels, så derfor kvalitetens tvivlsomme karakter.

Herunder ses hjørneværelset - det værelse der er hvor de 2 fløje mødes. Her tilbragtes det meste af tiden og spiste Knud og Kamma og ved bordet lavede Kamma sine æsker. Det var også i dette værelse at Kamma i 1829 afgik ved døden på en sofa. Knud døde året efter.
Herunder ses et vue gennem stuerne. At dørene - åbningerne - sidder midt i væggene mente Benjamin Madsen skyldtes en noget vel hård renovering foretaget i 1925, for normalt - det ses i den anden fløj - ville dørene ligge ved den ene ydervæg, således at stuerne var dybe og ikke skåret over som vist her.
I et af de mange rum sås Knud Lyhne Rahbeks's skrivepult. Huset er såvidt muligt møbleret med de møbler der ejedes af Rahbek'erne dengang. Enkelte møbler m.m. er dog tidsmæssigt korrekte men fra andre steder.
Herunder ses en del af havestuen, som var meget lys og venlig. Bemærk malerierne på væggene. Stort set alle malerier og tegninger er af de mennesker, der kom i Bakkehuset under dets storhedstid.
I havestuen findes sågar et gammeldags fuglebur med en levende Kanarie-fugl i.
2 af rummene i huset er helliget henholdsvis digteren Johannes Ewald (1743-1781) og digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850). Førstnævnte nåede Knud Lyhne Rahbek at kende i sin ungdom og beundrede ham enormt og helligede meget af sit eget skriveri om ham. Sidstnævnte, Oehlenschläger, kender jeg mere til. Det skyldtes bl.a. at han levede længere op i Guldaldertiden ("min" tid) og dels hans digt om Guldhornene (De higer og søger....) . Herunder ses buste forestillende Oehlenschläger i hans velmagtsdage. Han var en stor mand - på alle måder.....
....og det ses af billedet herunder af hans slåbrok/badekåbe. Den var stor - selv jeg ville ikke kunne fylde den ud :-D .
Efter et hyggeligt besøg i Bakkehuset, så ville jeg om hjørnet og bese bl.a. Elefantporten på Carlsberg Bryggeriet. Der er så meget flot bygningsarkitektur der, som det ses af nedenstående 2 billeder. som jeg tog med mobilen udenfor:
Bemærk rigtigt alt "krim-kramset" på denne bygning herunder:
Desværre brød regnen løs i vilde kaskader, så jeg fortrak skyndsomt til bilen. Carlsberg besøget må vente til en anden dag.

Jeg vil kraftigt anbefale jer at bruge Bakkehus Museets hjemmeside til at læse mere.....evt. tage derud, for det er faktiskt meget interessant og den periode, det var på sit højeste, var netop den periode hvor vort samfund, som det så nogenlunde er i dag, blev skabt.

Og her i aften er jeg inviteret til sønnen og svigerdatteren til aftensmad og en god gang NFL-football på TV. Mørbradbøffer, bløde løg, sovs og kartofler og syltede asier.....yum-yum....