onsdag den 7. september 2011

Kolle Kolle - temadag.

Idag var hele min afdeling - Socialafdelingen - på Teamadag på KolleKolle Konferencehotel, som er beliggende ved Furesøen.
Min afdeling består jo af 3 dele; nemlig et Pensions-team som jeg sidder i (alt omkring Folke- og Førtidspension samt Boligydelse/sikring til disse 2 grupper), et Kontanthjælps-Team og et Barsels- og Sygedagpenge-team. Som det måske er nogen af jer bekendt, så har regeringen i sin visdom barslet med den fantastiske ide, at samle alt vedr. pensioner, boligydelse- og boligsikring, barselsdagpenge samt div.børnefamilieydelser (bidrag etc.) i 5 landsdækkende Centre beliggende i Hillerød, Vordingborg, Haderslev, Holstebro og Brønderslev. Dette betyder, at stort set alle ansatte i de 98 danske kommuner, der arbejder med disse områder, nu skal statsansættes i et af de 5 centre i en ny organisation kaldet Udbetaling Danmark som hører under ATP. Og det betyder også, at ingen borgere fremover kan komme på rådhusene i deres egen kommune og få ordnet nogen af de pågældende ting mere. Det er elektronisk eller telefonisk henvendelse til de 5 Centre. Folkepensionist fru Olsen på 80 år skal altså anskaffe sig en PC eller ringe (De er nu nr. 148 i køen....) for at få forklaret dette eller hint. Stort set. Dette træder i kraft fra Januar 2013.

Men altså, indtil videre er jeg sluppet ramt forbi, da jeg skal blive tilbage og indgå i "resterne" af Socialafdelingen; Kontanthjælp og sygedagpenge.

Temadagen var så for at få klaring på hvordan vi fremover skal organisere os.
Her ses et par af kollegerne diskutere emner ved tavlen. Vi var nedsat i 3 grupper og alle arbejdsopgaver var kastet op i luften for at blive endevendt og delt ud i kommende teams's.  Faktiskt gik det udmærket med det.
På tavlen bagved en del af gruppen her, ses bare en brøkdel af de arbejdsopgaver vi har og som der blev jongleret med.

Men dagen gik godt og maden var forrygende deroppe på KolleKolle.

tirsdag den 6. september 2011

Til Senior-foredrag :-D

Lige pludselig er man - på arbejdet - blevet omfattet af Senior-politikken. Jeg er blevet udstyret med hele 12 Seniortimer i år og det timetal stiger gradvist til 40 timer i de kommende år indtil det 60. år. Det er jo meget rart med sådan ekstra frihed. Men også lidt underligt, at man nu er blandt "de gamle" på arbejdspladsen..........og her skal det måske indskydes, at jeg næste år har 40 års Jubilæum der....selvom man føler sig - indvendigt - som en af de unge :-D .
Men altså, det her Senior-hurlumhej, det betyder også at der i forbindelse med sidste overenskomstforhandlinger blev givet en "slat penge" til Seniorerne og de fagforeninger, der administrerer den pulje er bl.a. HK, AC, BUPL m.fl. og de blev enige om at de penge bl.a. skulle bruges på 2 foredrag med efterfølgende spisning bagefter for de tilmeldte Seniorer; det ene foredrag er med Chris Macdonald og det andet er med Karen Marie Lillelund og sidstnævnte blev holdt idag.

Og hold da op, det var underholdning for alle pengene. Jeg ved ikke om I kender hende, men hun er vidt brugt som foredragsholder og konsulent og tit i TV i en eller anden sammenhæng.

Dette foredrag var om Kommunikation på arbejdspladsen med humor som forløser. Hun gik på ca. kl. 16,30 og kørte så uafbrudt - alene på en scene - med sit foredrag til kl. 18,10. Der var bare grin og latter fra start til slut. Hun er bare p....morsom og skæg, nogen gange trillede tårerne ned ad kinderne på en af grin. Det var bare helt i top. Det er svært at plukke ting ud, men en ting bed jeg mærke i, nemlig den, at mænd i løbet af en dag har ca. 7.000 mimiske ansigtsudtryk/fagter/grimasser når de taler, lytter, arbejder alene eller i flok. De fleste af disse 7.000 ansigtsudtryk bruges på arbejdspladsen. Kvinder derimod har ca. 20.000 ansigtsudtryk/fagter/grimasser på en dag og de bruger knap halvdelen på en arbejdsdag, altså samme arbejdstid som mændene. Det betyder, at de har ca. 10.000 stk. tilbage når de kommer hjem.....og disse bliver så mand og børn til del derhjemme :-D .
Nåh - det var altså kanongodt og I burde opleve hende. Tag og check hendes hjemmeside ud, der er mange sjove ting der.

søndag den 4. september 2011

På museum.....og bodega.

På denne så ellers pragtfulde dag havde Lillemor og jeg besluttet at vi ville se Kunstindustrimuseet i Bredgade i København. Kunstindustrimuseet....hedder også Dansk Design Museum.

Museet hører til i det gamle Frederiks Hospital. Hospitale blev bygget af Frederik d. 5 i 1752-1757 til brug for Stadens indbyggere. Søren Kierkegaard tilbragte sine sidste dage som indlagt her.

Museet (og det gamle hospital) er en nærmest firlænget gård. I haven midt inde i er der om sommeren udendørs teaterforestillinger. Det kaldes for Grønnegårds Teatret og der spilles bl.a. meget Ludvig Holberg der.
Men altså museet....det er her at det meste danske kunsthåndværk og design er udstillet. Udstillingen går fra 1500-tallet og op til idag. Der er megen dansk møbel arkitetur derinde og det var formålet med at være der. Alle de "store" er repræsenteret; Børge Mogensen, Kaare Klint, Mogens Koch, Poul Kjærgaard, Nanna Ditzel, Finn Juhl, Arne Jacobsen, Hans J.Wegner, Poul Henningsen, Werner Panton, Kay Bojesen og mange flere. Alt sammen noget jeg er ganske pjattet med. Og der blev kigget og læst og kigget.
Bagefter gik vi hen på Toldbod Bodega på Esplanaden og fik en god gedigen dansk frokost...lun leverpostej, hønse-salat o.s.v. og god kølig øl.
Bodegaen bryster sig at være Københavns formentlig ældste restaurant....men det må siges at være en tilsnigelse. Kender et par stykker, der er ældre. De skriver også at guldaldermalerne Købke og Sødring boede der sammen, men også dette er en fejl; de boede i huset til venstre for. Men maden var god. På billedet kan man til højre for Bodegaen se Nyboder Boghandel - en fantastisk boghandel i den gode gammeldags stil.
Efter frokosten slentrede vi op gennem Store Kongensgade til Kongens Nytorv og gik ned gennem Nyhavn, rundt om Skuespilshuset og langs Amaliehaven til Toldbod Brygge til Kastellet hvor vi havde parkeret på Grønningen lige op til. Der var rigtig mange mennesker i byen på sådan en Søndag.

onsdag den 31. august 2011

Limfjorden - af Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Kirsten Klein

Jeg har altid været - sådan da - været fascineret af Hans Edvard Nørregård-Nielsen; hans normale arbejdsfelt nemlig kunst i al almindelighed og guldalderens kunst i særdeleshed. Jeg har mange bøger af ham om disse emner - især sidstnævnte. For nogen år siden begyndte han at skrive sine erindringer i nogen små bind. Egentligt ret uinteressant. Skal jeg være ærlig, så tænkte jeg dengang at han da havde fået storhedsvanvid, siden han syntes, at hans liv var så interessant, at det skulle udgives i erindringsform. Men ok - jeg har også læst dem (for en gangs skyld ikke købt noget/dem af ham) og de er da lidt sjove og lidt interessante.....meennn.....sproget.....det er bare alle tiders. Jeg nyder hans sprog og brugen af det. Han har en evne til at skrive og fastholde en som ikke ret mange andre.

En anden ting jeg er/var irriteret over var, at jeg for nogen år siden læste at han var i gang med at skrive en bog om Limfjorden. Ja - om Limfjorden. Og det midt i en kendt proces, idet han var ved at lave en biografi om en af mine absolutte guldaldermalere Johan Thomas Lundby. Hvorfor nu det ? Han havde jo skrevet den her kanon biografi om Christen Købke og jeg glædede mig som et lille barn til Lundby-biografien. Altså skrev jeg til ham - H.E.Nørregåd-Nielsen altså - og spurgte om han havde skrinlagt Lundby-biografien idet jeg havde læst om hans nye projekt om Limfjorden. Der gik ikke mange dage, så fik jeg svar fra ham, at den ikke var skrinlagt og at han stadig arbejde på den i det små for øjeblikket (dengang) da Limfjords-projektet tog det meste af hans tid...dengang. Iøvrigt var tids-estimatet for udgivelsen af Lundby-biografien ca. 2013-15. Det blev jeg glad for at høre, at den ikke var skrinlagt/dumpet.

Og nu er hans bog om Limfjorden, i flot samarbejde med fotografen Kirsten Klein, lige udkommet.
Det er en STOR bog i stort format og i hele 2 bind på ca. 800 sider. Den har fået gode anmeldelser. Prisen er den beskedne af kr. 499,95.......og jeg har købt den i dag. Da jeg så den forleden dag hos boghandleren, bladrede jeg den igennem sådan lidt hurtigt. Flotte illustrationer med mange (320 stk.) foto's af Kirsten Klein, men også med nogle gamle foto's og med guldaldermaler-malerier/tegninger.

Jeg stillede den fra mig igen, for egentlig er den ikke indenfor min interessessfære....og dog. De få passager jeg læste, var i den sædvanlige lidt underfundige sproglige stil som Nørregård-Nielsen bruger. De lå og rumlede i baghovedet på mig og idag måtte jeg altså købe den. Og jeg glæder mig til at komme igang med den....om nogen tid. jeg har en mindre bunke liggende, som skal læses først.

Men der skal  jo også være noget til de lange vinter-aftener, ik' ?

Gad vide om ikke den var noget for Brian Nilsson fra Løgstør. Jeg tror det - den må være lige noget for ham.

torsdag den 25. august 2011

Honoré Daumier foredrag på Gl. Holtegaard.

I dag Torsdag kl. 17,00 var Lillemor og jeg til foredrag på Gl. Holtegaard. Foredraget var om den franske satiriske tegner m.m. Honoré Daumier. Foredraget holdtes af Gl. Holtegaard's leder Mads Damsbo.
Nonoré Daumier levede i Frankrig fra 1808 til 1879. Mange kender ham...eller snarere hans tegninger og få skulpturer. Det er karikaturer af magten mænd i Frankrig i tiden omkring 1830 til hans død i 1879.

Lillemor og jeg så første gang nogen af Daumiers ting på Musée D'orsay i Paris for mange, mange år siden. Der var en kæmpestor montre med små (ca. 20-30 cm. høje) karikerede skulpturer. De var ganske enkelt herlige. Mest gjorde Daumier dig i tegninger og grafik, ca. 4.000 stk. blev det til. Han var nærmest en samfundsrevser og gik hårdt til borgerskabet samt magtens mænd i Frankrig - incl. Konge og Kejser - og måtte bl.a. bøde for det med fængsesstraf. Disse små figurer har vi altså tit snakket om og set dem en enkelt gang senere dernede i Paris. Men her, da vi var i Paris i foråret og på Musée D'orsay, da var de der ikke. Måske nedpakket til udlån, restaurering eller andet, men vi savnede dem.

Gl. Holtegaard's direktør Mads Damsbo holdt et meget levende og medrivende foredrag. Det var simpelt hen i sær- og topklasse og tak for det.

Selvfølgelig så vi også udstillingen der. Den er ganske enkelt herlig. Mange litografier og få bronce-afstøbninger af de originale ler-figurer. Her er nogen eksempler:

Ovenstående karikatur forestiller den franske konge og senere kejser. Ham var Daumier ikke begejstret for. Han lavede mange karikaturer af ham oftest med ham i pæreformsudseende. Daumier kom i fængsel i 6 måneder for en af hans karikaturer af kongen. Daumier nød det. Kongen var nemlig "så dum" at holde alle sine fjender og modstandere fængslet i samme fængsel og Daumier og de andre fik virkelig snakket om Kongen og samlet mange ting sammen til senere brug. Ovenstående litografi er med kongen og 3 ansigter; hans fortid, nutid og fremtid.

De 2 næste lerfigurer, som Daumier modellerede efter opfordring fra en redaktør af et satirisk tidsskrift, var der desværre ikke. Det var disse Lillemor og jeg faldt for i Paris for mange år siden. Det er politikere, adelige og stor-borgere der blev lavet.

Til gengæld var der en små 30 stykker bronceafstøbninger som vist nedenfor. De er også gode, men når ikke ler-figurerne til sokkeholderne.
Men alt i alt en dejlig eftermiddag med et rigtigt godt foredrag fremført af Mads Damsbo.