"1826.
Da jeg, paa det kjærligste modtagen i alle de Kredse, som jeg for to Aar siden havde forladt, snart igjen var i de gamle Folder, flyttede jeg ind ind til Raphael! - paa Østergade, det vil sige i
Raphaels Gaard, hos Tobakshandlerinden, Mad.
Frey, hvor jeg fik et godt Værelse med Tilbehør for en moderat Leie. I Helliggeiststræde havde jeg mit daglige Tilhold, men i
Holtens Familie var jeg hyppigt en kjær Gjæst, forenet med dem ved det usynlige Baand, som var dem og mig dyrebart. Paa Bakkehuset fandt jeg Alt omtrent ved det Gamle. Nu og da besøgte jeg Fru
Rahbek og mine tre kjære Veninder paa Frederiksberg, i Gartner
Petersens Familie, men kunde dog ikke undgaa at høre Bebreidelser for, at jeg altfor meget var Kjøbenhavner. Prinds
Christian og hans elskelige Gemalinde modtog mig, som man nu kan tænke, med Huld og Naade; jeg fik nu allerede hyppigt Adgang ved Hove og lærte at vende og dreie mig i de høiere Kredse" ............
Sådan lyder første afsnit i bind 2 i Just Mathias Thiele's erindringer, i det bind jeg netop er begyndt med at læse. Det citerede er nøjagtigt afskrevet med kursiv og store bogstaver i navneord m.m.
Som det er nogen af jer nok bekendt, så læser jeg meget; dels på mit arbejde og i særdeleshed i min fritid og ofte - i fritiden altså - er det gamle bøger; d.v.s. skrevet i 1800-tallet eller i starten af 1900-tallet. Og hvilket sprog det danske er. Det er faktiskt meget poetiskt og jeg nyder at læse det. Der er mange flotte vendinger og der er mange, lange sætninger med indskudte sætninger i. Nogen gange så lange, så man næsten taber pusten, men alligevel flotte.
Jeg har en stribe udgivne dagbøger af Guldalder-malerne; dels rene dagbøger men også deres dagbøger lavet under deres dannelsesrejser til især Rom i 1830-40-50'erne. At læse disse med deres egne ord er simpelthen både fantastiskt og en nydelse. Hold kæft, - hvordan må deres dagligdags talesprog ikke have været ? Det gad jeg godt prøve at have oplevet. En lille snert får man jo, når man i TV eller Radio ser eller hører en gammel udsendelse fra 1940-50-60'erne med især ældre mennesker ; sikke dog et pænt og flot sprog vi har haft.
Tit er det sådan med nutidens bøger, at jeg - desværre uanset indholdet - helt kan tabe interessen, læse-lysten, hvis sproget ikke falder mig i hu. Selvfølgelig er der nulevende forfattere, der har et levende sprog, som gør at man "lever sig ind" i bogen og næsten ikke kan slippe den igen. Jeg har tit prøvet at vågne om morgenen med natbords-lampen tændt og en krøllet bog i sengen/på gulvet; jeg har læst længe og er faldet i søvn undervejs.
Til gengæld har jeg også prøvet at smide bogen væk/opgive at læse den, når den ikke fanger mig efter højst 40 sider. Det er nærmest blevet en tommel-finger regel for mig. Der er dog en undtagelse, som jeg gjorde for mange år siden: James Joyce's "Ulysses".......den VILLE jeg læse og jeg TVANG mig igennem bogens ca. - alt efter udgave - 750 sider. Hold da op, den var sej at komme igennem, men jeg gjorde det.
Og alligevel er der så igen et "par undtagelser"; også for mange år siden, så var jeg simpelthen i en periode løbet tør for bøger eller snarere ideer til bøger jeg ville læse, så jeg var næsten desperat. Så fandt jeg simpelthen på en måde stærkt hjulpet af selv-diciplin og selv-tvang. Jeg gik simpelthen på Biblioteket og nærmest med lukkede øjne gik ind mellem reolerne, stoppede og rakte armen ud til siden og tog den bog jeg fik fat i og lånte og læste. Nogen gange rene romaner, noveller eller digte og andre gange fag-bøger af en slags og jeg siger jer, at jeg så sandelig fik udvidet mine horisonter på¨mange måder og områder; som sagt romaner af den ene eller anden slags, bøger om Buddhisme, seksual-hygieine, om vin-smagning, vandre-ture i Syd-Amerika, parti-politik, om tidevandets indflydelse på østgrønlandske dialekter i 1700-tallet eller om priserne på små-pattegrise i Sydeuropa....der var alt og alt BLEV læst i den periode og det er jeg idag nærmest taknemlig over eller for.
Og mine "Civil War"-bøger....det er det samme. Først og fremmest at læse bøger på et andet sprog end ens moder-sprog er en oplevelse. Når så ovenikøbet at disse er skrevet - mange af dem er erindringer - i 1870-80-90'erne, ja - det gør dem ret usædvanlige på deres amerikanske sprog i forhold til nutidens amerikanske/engelske. Også den tids amerikanske er meget levende og poetiskt. En ting, som jeg har bidt mærke i er, at bøgerne - som jo er skrevet af mænd der deltog i borgerkrigen - er meget maleriske og beskrivende i sproget. Ikke at der listes blodige episoder op i hobetal - det er faktiskt sjældent at blodige detaljerede ting nævnes, men det hænder - men oftest nævnes det sådan lidt distanceret med "frightfull experience" , "awesome sounds and flashes", "Roars of cannon-fire and musketry" og "the horror of the battlefield". Også beskrivelserne af personer/kolleger er malende og næsten altid rosende: "He was a tall, slim and most handsome fellow" eller "he was a most gallant officer" eller "He was well-built with long blond hair in ringlets over his shoulders" o.s.v, o.s.v. Faktiskt er man meget overladt til sin fantasi, når man læser disse beretninger. Det kan godt være at det lyder tåbeligt, men det kan være en nydelse at læse den slags bøger rent sprogligt.
En Theorbe (kan staves på forskellige måder alt afhængig af land) er et strenge-instrument fra ca. 1600-tallet. Det er i familie med Lut'en. Faktiskt betegnes det som en art "bas-lut". Som I kan se på billedet ovenfor, så er det et stort/langt instrument med en "helvedes masse" strenge. Der var også lidt lyd-/video-eksempler (længe leve "Youtube").
