Anstændighed ?

Lige for øjeblikket er et af de store samtale-emner Bertel Haarders vredes-udbrud i forbindelse med et DR-interview.

Jeg har siddet og set det godt 15 minutter lange indslag og egentlig forstår jeg godt at Bertel Haarder bliver sur.....selvom jeg ikke forstår hans måde at blive det på.

Lige for at slå det fast: Jeg er absolut ikke venstre-mand eller stemmer borgerligt på nogen måde. Tværtom - jeg er ovre i den socialistiske ende af skala'en...og i mine unge dage meget langt ude på det socialistiske "overdrev".

Men altså.....det, jeg får frem af at have set interviewet er, at Bertel Haarder - efter bedste evne - flere gange besvarer de stillede spørgsmål selvom journalisten Kristian Sloth enten gentager dem eller omformulerer dem. Og da arbejdsgruppen kommer på bane, forklarer (en overrasket ?) Bertel Haarder flere gange at han ikke kender til den arbejdsgruppe eller dens arbejdsmetode, hvorfor han ikke kan svare på spørgsmålene. Og da Kristian Sloth presser videre på, ja - så ryger kæden af og Bertel Haarder taber besindelsen.

Jeg vil sige det sådan, at jeg godt kan forstå Bertel Haarders irritation, men ikke at han lader det komme til udtryk på den måde.

DR-redaktør Ulrik Haagerup forsvarer det offentliggjorte fulde klip med at det viser hvordan politikere prøver at styre medierne.....men hvem er det lige der prøver at styre hvem ?

.....og det bringer mig så mange år tilbage i tiden. Nogen af os kan huske, at SF engang havde en formand ved navn Gert Petersen.

Gert Petersen havde under 2.verdenskrig flirtet med nazist-partiet i Danmark. Det skal lige nævnes, at Gert Petersen var født i 1927 og var i en 10 måneders periode - som 12-13 årig - medlem af Nazist-partiet. Senere i krigen var han medlem af modstandsbevægelsen, siden medlem af DKP og slutteligen en af pionererne for SF.

Men altså.......han var formand for SF og det der med Nazist-partiet kom frem og skabte en del furore (lidt som Ole Sohn's medlemsskab af DKP o.s.v. for nylig), men Gert Petersen vedgik "sine synder" og undskyldte det bl.a. med hans alder og umodenhed og påvirkning fra ungdomskammerater o.s.v. at han var gået med dengang....men også at han var gået ud igen de her 10 måneder senere.

Der er så Landsmøde i SF og DR sender - ligesom fra de andre partiers landsmøder - reportager derfra og slutter af med - ligesom hos de andre partier - et direkte 15-30 minutters interview med parti-lederen...i dette tilfælde altså Gert Petersen.

Den store journalist dengang hed Stig Andersen og han skulle lave interviewet med Gert Petersen, som kom direkte fra taler-stolen. Efter velkommen og håndtryk og sid ned o.s.v. var Stig Andersens første spørgsmål til Gert Petersen - ikke om Landsmødets resultater - men om hans "nazistiske fortid"........

Det blev også hans sidste spørgsmål, for Gert Petersen sagde - uden at fortrække en mine - at det emne havde de aftalt IKKE at snakke om (det var forlængst færdigt- og uddebateret for Gert Petersens vedkommende) og at Stig Andersen nu havde et problem, for når han - Stig Andersen IKKE ville overholde aftaler og tale om Landsmødet, ja - så havde Gert Petersen intet at snakke med Stig Andersen om, hvorefter Gert Petersen rejste sig og forlod den direkte sending. Og så var fanden løs. Stig Andersen prøvede at "redde den", man kom tilbage til studiet i København, hvor man ihærdigt prøvede at træde vande, for man havde jo afsat de her 15-30 minutter til LIVE-interview og direkte altså med Gert Petersen.

Efterspillet blev, at flere politikere efter denne aften gav udtryk for, at Stig Andersen OGSÅ havde taget røven på dem i interview med emner de enten ikke havde forberedt sig på eller ikke kendte til og at de fuldt ud forstod Gert Petersens reaktion og bakkede op om den. Nogen havde endda overfor DR udtalt at de IKKE ønskede at blive interviewet mere af Stig Andersen. Som jeg husker det, så blev Stig Andersen "sat fra bestillingen" som DR's TOP-reporter/interviewer og sat til at oplæse fiskeri-noteringen eller andet spændende arbejde....

Det er lidt som nogen politikere (og erhversfolk ?) har udtalt, at de faktiskt kun ønsker at udtale sig til TV hvis det er direkte udsendelser, for så kan de være sikre på, at interviewene ikke klippes og/eller manipuleres på anden vis.

Det er kedeligt at vi er nået dertil.

Men hvad synes I andre ? Var det OK, det der foregik og hvem er "taberen" ? Bertel Haarder, Kristian Sloth, DR, demokratiet ?

150 Landskampe......

Idag, Lørdag d. 18. December 2010, spiller min søn sin Landskamp nr. 150 for Danmark i kampen mod Slovakiet. Og så foregår det i en landsholdsturnering i Schweiz.

Det synes jeg sgu' er flot klaret af ham og ja - jeg er ski stolt af ham.

Sprog....at læse og nyde....

"1826.

Da jeg, paa det kjærligste modtagen i alle de Kredse, som jeg for to Aar siden havde forladt, snart igjen var i de gamle Folder, flyttede jeg ind ind til Raphael! - paa Østergade, det vil sige i Raphaels Gaard, hos Tobakshandlerinden, Mad. Frey, hvor jeg fik et godt Værelse med Tilbehør for en moderat Leie. I Helliggeiststræde havde jeg mit daglige Tilhold, men i Holtens Familie var jeg hyppigt en kjær Gjæst, forenet med dem ved det usynlige Baand, som var dem og mig dyrebart. Paa Bakkehuset fandt jeg Alt omtrent ved det Gamle. Nu og da besøgte jeg Fru Rahbek og mine tre kjære Veninder paa Frederiksberg, i Gartner Petersens Familie, men kunde dog ikke undgaa at høre Bebreidelser for, at jeg altfor meget var Kjøbenhavner. Prinds Christian og hans elskelige Gemalinde modtog mig, som man nu kan tænke, med Huld og Naade; jeg fik nu allerede hyppigt Adgang ved Hove og lærte at vende og dreie mig i de høiere Kredse" ............

Sådan lyder første afsnit i bind 2 i Just Mathias Thiele's erindringer, i det bind jeg netop er begyndt med at læse. Det citerede er nøjagtigt afskrevet med kursiv og store bogstaver i navneord m.m.

Som det er nogen af jer nok bekendt, så læser jeg meget; dels på mit arbejde og i særdeleshed i min fritid og ofte - i fritiden altså - er det gamle bøger; d.v.s. skrevet i 1800-tallet eller i starten af 1900-tallet. Og hvilket sprog det danske er. Det er faktiskt meget poetiskt og jeg nyder at læse det. Der er mange flotte vendinger og der er mange, lange sætninger med indskudte sætninger i. Nogen gange så lange, så man næsten taber pusten, men alligevel flotte.

Jeg har en stribe udgivne dagbøger af Guldalder-malerne; dels rene dagbøger men også deres dagbøger lavet under deres dannelsesrejser til især Rom i 1830-40-50'erne. At læse disse med deres egne ord er simpelthen både fantastiskt og en nydelse. Hold kæft, - hvordan må deres dagligdags talesprog ikke have været ? Det gad jeg godt prøve at have oplevet. En lille snert får man jo, når man i TV eller Radio ser eller hører en gammel udsendelse fra 1940-50-60'erne med især ældre mennesker ; sikke dog et pænt og flot sprog vi har haft.

Tit er det sådan med nutidens bøger, at jeg - desværre uanset indholdet - helt kan tabe interessen, læse-lysten, hvis sproget ikke falder mig i hu. Selvfølgelig er der nulevende forfattere, der har et levende sprog, som gør at man "lever sig ind" i bogen og næsten ikke kan slippe den igen. Jeg har tit prøvet at vågne om morgenen med natbords-lampen tændt og en krøllet bog i sengen/på gulvet; jeg har læst længe og er faldet i søvn undervejs.

Til gengæld har jeg også prøvet at smide bogen væk/opgive at læse den, når den ikke fanger mig efter højst 40 sider. Det er nærmest blevet en tommel-finger regel for mig. Der er dog en undtagelse, som jeg gjorde for mange år siden: James Joyce's "Ulysses".......den VILLE jeg læse og jeg TVANG mig igennem bogens ca. - alt efter udgave - 750 sider. Hold da op, den var sej at komme igennem, men jeg gjorde det.

Og alligevel er der så igen et "par undtagelser"; også for mange år siden, så var jeg simpelthen i en periode løbet tør for bøger eller snarere ideer til bøger jeg ville læse, så jeg var næsten desperat. Så fandt jeg simpelthen på en måde stærkt hjulpet af selv-diciplin og selv-tvang. Jeg gik simpelthen på Biblioteket og nærmest med lukkede øjne gik ind mellem reolerne, stoppede og rakte armen ud til siden og tog den bog jeg fik fat i og lånte og læste. Nogen gange rene romaner, noveller eller digte og andre gange fag-bøger af en slags og jeg siger jer, at jeg så sandelig fik udvidet mine horisonter på¨mange måder og områder; som sagt romaner af den ene eller anden slags, bøger om Buddhisme, seksual-hygieine, om vin-smagning, vandre-ture i Syd-Amerika, parti-politik, om tidevandets indflydelse på østgrønlandske dialekter i 1700-tallet eller om priserne på små-pattegrise i Sydeuropa....der var alt og alt BLEV læst i den periode og det er jeg idag nærmest taknemlig over eller for.

Og mine "Civil War"-bøger....det er det samme. Først og fremmest at læse bøger på et andet sprog end ens moder-sprog er en oplevelse. Når så ovenikøbet at disse er skrevet - mange af dem er erindringer - i 1870-80-90'erne, ja - det gør dem ret usædvanlige på deres amerikanske sprog i forhold til nutidens amerikanske/engelske. Også den tids amerikanske er meget levende og poetiskt. En ting, som jeg har bidt mærke i er, at bøgerne - som jo er skrevet af mænd der deltog i borgerkrigen - er meget maleriske og beskrivende i sproget. Ikke at der listes blodige episoder op i hobetal - det er faktiskt sjældent at blodige detaljerede ting nævnes, men det hænder - men oftest nævnes det sådan lidt distanceret med "frightfull experience" , "awesome sounds and flashes", "Roars of cannon-fire and musketry" og "the horror of the battlefield". Også beskrivelserne af personer/kolleger er malende og næsten altid rosende: "He was a tall, slim and most handsome fellow" eller "he was a most gallant officer" eller "He was well-built with long blond hair in ringlets over his shoulders" o.s.v, o.s.v. Faktiskt er man meget overladt til sin fantasi, når man læser disse beretninger. Det kan godt være at det lyder tåbeligt, men det kan være en nydelse at læse den slags bøger rent sprogligt.

Just Mathias Thiele........

levede fra 1795 til 1874 og var bl.a. Sekretær fra 1825 for/på Kunstakademiet i København.

Det betød, at han kendte alle der var værd at kende i Guldalderens København - min yndlingsperiode i Danmark - og på hans gamle dage skrev han så sine erindringer "Af mit livs aarbøger". Nu er jeg igang med at læse bind 2 som strækker sig over perioden 1826 - 1873 og det er netop denne periode der er mest interessant for mig.

Iøvrigt havde han en datter, som H.C.Andersen skrev om; "Den lille Ida".....

Og dagens bogkøb er "Dansk Skulptur i 125 år" af Hanne Abildgaard, Mikkel Bogh og Flemming Friborg og redigeret af Jens Erik Sørensen med forord af Hans Edvard Nørregård.Nielsen. Jeg fik den til halvpris = kr. 199,50. Bogen starter i 1870......

Er I ved at komme i Jule-stemning derude ?