Rasmine spørger mig i en kommentar til
nedenstående indlæg, hvad min fascination er til emnet "Den amerikanske Borgerkrig". Jeg har valgt at skrive en forklaring istedet for at svare med en kommentar.
Jeg mener at jeg engang, et eller andet sted, har skrevet noget om det, men kan ikke huske hvor eller i forbindelse med hvad...men her kommer det, og nu er du advaret, Rasmine, - du er selv ude om det ;-)Først er jeg vel belastet af at være af han-køn og dermed de påvirkninger der er i ens barndom med hensyn til at lege "cowboj'dere og inderjanere" og så'n. Dernæst har jeg en erindring fra min spæde ungdom (slut-1960érne ?) om en film i sort/hvid jeg så - vistnok i TV (?) - som hedder "Red Badge of courage" (Modets røde kokarde) på baggrund af en bog skrevet af Stephen Crane udgivet i 1895 og som handlede om en ung nordstats-soldat i borgerkrigen, der i sit første slag stikker af og gemmer sig, men siden hen "revancherer sig" og bliver helt. Det var nok første gang jeg fandt ud af at der var noget der hed "Den amerikanske Borgerkrig".
De næste år faldt jeg over emnet i ny og næ og læste om det sådan løseligt, som med så meget andet jeg falder for. Men det satte da tanker i gang om hvorfor borgerkrige opstår.
En gang omkring min 28-30 års alder, sidder jeg sammen med nogle mennesker i godt selskab og snakker om samfundsomvæltninger og om hvilke, der havde størst indflydelse eller påvirkning på de berørte mennesker. Jeg har på daværende tidspunkt følgende teori:
1. Den franske revolution: OK - adelen og kongen mistede, ud over hovederne en masse privilegier, men disse blev genindført igen af Napoleon og senere konger. For den almindelige franskmand - især dem der ikke boede i storbyerne - mener jeg ikke, at der var den store mærkbare forskel på dagligdagen.
2. Den russiske revolution: I grove træk, kan man vel bare sige, at Zaren og Adelens hersken og bestemmen bare blev udskiftet med de kommunistiske lederes "diktatur". Før trællede bonden og arbejderen for fyrster m.m.; nu trællede de for "proletariatets fremme" i kollektiver o.s.v. Det almindelige menneske i Rusland mærkede nok ikke den store forskel på sin dagligdag og sin frihed (eller mangel på samme).
3. Nazi-Tyskland: Efter en samfundsomvæltning og kaos efter 1.verdenskrig, kom nazisterne til magten sådan nogenlunde demokratiskt. Istarten meget positivt for den almindelige befolkning m.h.t. levestandardsforbedringer og "afskaffelse" af arbejdsløshed. Derefter mærkbart (men formentligt en del stadigt støttet af befolkningen) overgang til diktatur med enorme restriktioner af enhver art og sidenhen kaos og krig for efter krigen at ende i et "wirtschaftswunder" op igennem 50- og 60'erne med fuldt demokrati.
4. Jerntæppet i Øst-Europa: Her var der nok mange store mærkbare ændringer. Mere i nogen af de øst-europæiske lande end andre. Positive ting men også negative ting.
(
her vil jeg lige bemærke, at vi på daværende tidspunkt endnu ikke havde hørt rigtigt om Mao's Kultur-revolution eller forstået den fulde effekt omkring f.eks. Pol-Pot's Campuchea (Kambodja) o.s.v.)5. Den amerikanske Borgerkrig: Her var noget......;-) Her mente jeg, at her var en meget vidtgående samfundsomvæltning som havde enorm indflydelse på 2 befolkningsgrupper inden for en meget kort årrække og som den dag i dag, på mange områder, stadig har sine efterklange.
Jeg mener:
Samfundsstrukturen havde i sydstaterne været som den var i små 2-300 år. Ingen særlig industri men meget landbrug og plantager. Et hierarki opbygget med de få rige øverst (dem som ejede mange slaver), dernæst borgerskabet = forretnings-, handels- og embedsfolk (få slaver) og endelig arbejdere, ansatte og farmere (meget få eller slet ingen slaver) og dette system var accepteret og respekteret både oppfra og nedad men så sandelig også nedefra og opad. Flertallet, ca. 85 % af hvide i syden, ejede ingen slaver, men systemet var anerkendt. Sådan var det og sådan havde det altid været og det fungerede for høj som lav (slaver undtaget for de flestes vedkommende).
Krigen varede fra 1861 til 1865 og på denne relativt korte periode, blev hele syden totalt omvæltet og økonomisk nedlagt samtidigt med at samfundsordenen blev totalt ændret. De rige var blevet fattige, alle var udenfor indflydelse, slaverne var blevet ligemænd (på papiret). Og den dag i dag, er der en del i Sydstaterne der mener, at de er med i unionen af "bitter nød" og fordi det ikke kan være anderledes (man bliver lidt overrasket over hvor mange "lost causers'" der er dernede, når man sådan læser om det idag i dagens USA). Ikke at de ønsker sig slaveriet genindført - på ingen måde og langt fra - men de føler sig regeret "oppefra" Nord af.
Jeg begyndt så at læse nærmere om hvorfor krigen kom, altså alle årene forinden 1861 og det både om de politiske og de økonomiske forhold i USA på den tid. Spændende læsning.
Det slog mig, at da sydstatsrepræsentanterne begyndte at tale om løsrivelse fra Unionen, så var der opbakning - endda stor opbakning - fra "underklassen", altså arbejdere, ansatte, små landmænd o.s.v. Og hvorfor var der så det ? De fleste mente simpelthen, at Unionen ikke skulle blande sig i de enkelte staters "indenrigsforhold". Det kunne godt være man var med i en Union (USA), men man var så sandelig "sit eget land" (Virginia, Alabama, Mississipi, North Carolina, South Carolina, Arkansas, Texas, Georgia o.s.v.) først og fremmest. Og det skulle ingen (Unionens-regeringen i Nord i Washington) ikke blande sig i.
DET var lidt overraskende, at også menigmand var for at udtræde af Unionen. Og man nærede meget stærk loyalitets-følelse for sin hjem-egn (hjem-stat). Og derfor meldte man sig under fanerne. Godt nok var udspringet politik og økonomi på et plan som den menige sydstatsmand dagligt ikke mærkede noget til; det var jo de rige, der styrede det i det daglige. Men menigmand meldte sig IKKE for at kæmpe den rige mands kamp. Det var en fælles kamp, for retten til selv at bestemme, for loyalitet mod hjem-staten. Det var lidt overraskende at finde ud af. Der var også tale om stolthed, stor stolthed, for at være med til at forsvare hjem-staten.
Så faldt læsningen efterhånden på selve kamphandlingerne. Igen, hvorfor melder man sig til at kæmpe med fare for at blive dræbt selv. Lidt af det er allerede nævnt. Ære og stolthed er en stor del af det, der fik dem til at stille op.
Og hvordan ind i helvedet føler man så det, når man på rad og række, vandrer hen over en slagmark mod en fjende, der gør det samme, stopper op, sigter og skyder på omkring 100 meters afstand af hinanden UDEN at dukke sig eller smide sig i dækning når fjenden gør det samme ? Hvad var det for en måde de kæmpede på ? Hvorfor sådan ?
Og hvorfor var Sydstaterne så suveræne i borgerkrigens start på trods af deres færre antal og deres dårligere udrustning i forhold til Nordstaterne ? Lidt af forklaringen kan simplificeres således med sammenligning her til Danmark:
Førstefødte søn arver gården eller virksomheden. Søn nr. 2 og/eller 3 bliver politimand.....i DK ;-)
I Syden var det lidt det samme. Førstfødte arvede og søn nr. 2 og/eller 3 valgte så tit at søge om optagelse på et af Militær-akademierne (West Point er vel det kendteste akademi) for at uddanne sig til officer. Da de enkelte sydstater så efter tur brød ud af Unionen, så valgte de officerer, der var fra sydstaterne af, også at træde ud af US Army for at tilslutte sig deres hjemstats hastigt oprettede militær-enheder. De fleste - og de bedste - af officererne i US Army var Sydstatsfolk og derfor havde Sydstaterne i starten det taktiske overtag, da de havde de fleste uddannede officerer.
Og hvem var så de mennesker eller officerer så ? Jo - Syd tabte som bekendt (og godt for det, synes jeg) borgerkrigen. Efter krigen diskuterede man i Syd så enormt meget HVORFOR man havde tabt og hvis skyld det var, at man havde tabt. Mange af de deltagende officerer skrev så deres memoirer/erindringer med mange gode beskrivelser af deres gøren og laden samt forklaringer og også en del bortforklaringer på hvorfor o.s.v. Der er rigtig mange erindringsbøger skrevet af sydstatsofficerer, endda rigtig mange, og til gengæld er der meget få skrevet af nordstatsofficerer.
Når man så læser disse bøger (erindringer/memoirs), så lærer man disse mennesker meget godt at kende. Man lærer om deres opvækst, deres opdragelse, deres æres-kodeks, deres stolthed, deres moral, deres religiøse tanker, deres loyalitets-begreber, deres personlige mod, deres selvopofrelse, nogens fanatisme, deres bevæggrunde o.s.v. På mange områder er det dybt fascinerende at lære det at kende. Det er jo en hel anden tid og meget anderledes hvad angår alle de værdier de havde dengang i forhold til idag....og især i forhold til os danskere, synes jeg. Og det er både officererne men også de menige sydstatssoldater, der havde det sådan.
Når man så læser videre og især om selve kamphandlingerne og slagene i de meget detaljerede og dokumenterede bøger der er skrevet i dag (de sidste 50 år), så finder man ud af, at ret mange af sejrene - eller nederlagene - skete på baggrund af overvejende 2 ting, nemlig den ene parts personlige mod og vilje og den anden parts fejl...........eller at balancen tipper over p.g.a. tilfældigheder.
Der var heller ikke nogen front, der blev kæmpet ved. Det var hær-enheder på størrelser mellem 10.000 og 100.000 mand, der drog rundt og kæmpede mod hinanden i enkelt slag eller flerdages-slag og kampagner. Transport foregik til fods, først sent i krigen benyttede man tog, for at komme frem. Det var store afstande man gik. Kommunikation foregik pr. kurer med hest. Først sent kom telegrafen ind i billedet. Alle forsyninger blev transporteret frem pr. heste-vogn i enorme vogn-tog og også disse over 100-vis af km. Tænk at skulle forsyne de mange spredte hære og enheder; det har været et enormt forsyningsmæssigt og logistiskt arbejde. Ofte levede man af landet undervejs. Man tog simpelthen hvad der var af landbrugsvarer undervejs og konfiskerede/stjal.
Alt i alt er der simpelthen så mange ting, der er spændende ved den krig. Som sagt er der mange bøger og det er faktiskt den første store krig, der er beskrevet så godt af dels de deltagende soldater/officerer og dels af eftertiden, ligesom det er den første rigtige krig, hvor der var krigskorrespondenter der skrev til aviserne. Og også den første krig der blev dokumenteret via fotografiet's fødsel.
Jeg ved ikke om det er en fyldestgørende forklaring, Rasmine, men det er et forsøg derpå.
Og jeg har nøjagtig det på samme måde med hensyn til Guldalderen og anden kunst; du har jo andetsteds set min bogliste over det, om møbelarkitektur, om.....ja - om mange andre ting, som jeg interesserer mig for.
Jeg er sgu' nok lidt nørdet og kunne nok blive ved med at skrive og snakke om det.....hvad det nu måtte være.
Under en af de allerførste Guldalder-udstillinger der var her - den første Golden Days Festival ? - var Lillemor og jeg på Statens Museum for Kunst og se den store udstilling der. Der var ikke gået mange split-sekunder, så fortalte jeg Lillemor - når vi stod foran de forskellige billeder - detaljeret om dette, dets tilblivelse og om maleren o.s.v. Jeg lagde godt mærke til, at der var mange mennesker til udstillingen. På et tidspunkt opdager jeg, da vi går fra et billede i en sal til næste sal, at der står mange mennesker og kigger på det billede vi lige har forladt og som jeg har snakket om til hende. Lidt senere opdager, da vi er ved at være færdige med udstillingen, at folk har fulgt med. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn, for Lillemor griner og fortæller mig, at jeg havde haft hele flokken med rundt "på en lytter". Der er endda nogen, der takker mig "for underholdningen" og endda oplyser, at de troede at jeg var en "officiel guide" på udstillingen, så derfor var de fulgt med rundt.......
Igen - jeg er sgu' nok lidt nørdet, når jeg først går igang med noget der interesserer mig.
Storspover som de hedder nu om dags. I "gamle" - for ikke mange år siden - hed de bare Stor Regnspove, men nu hedder de altså officielt Storspove......lige som Lille Regnspove hedder Småspove !!!
Først måte vi bruge noget tid på at finde en P-plads og det er næsten umuligt i København/Frederiksberg, hvor Forum ligger, men det lykkedes.
.jpg)
Vi boede på Fredensborg Vandrehjem, som ligger på Østrupvej, en sidegade til Slotsgade, helt oppe ved slottet og selvfølgelig var vi lige oppe at "hilse på"......men de var vist ikke hjemme. Der gik godtnok nogen Livgardere, men vi mødte ingen af de royale..jpg)
Vi gik rundt om slottet og ind i Slotsparken og den er flot. Ovenover ses et billede af slottet fra Parksiden og drejer man sig 180 grader, så har man udsigten som vist nedenfor ud/ned til Esrom Sø. Det er flot syn - Hele parken er fyldt med statuer og fallos-lignende statuer o.s.v. Og som sagt - det er ret flot..jpg)
Der står 2 statuer - som det ses ovenfor - indpakket i plastik, da de p.t. er under renovering..jpg)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
