Mandag d. 17. Majkl. 14,30 satte Lillemor og jeg os til rette i SAS-maskinen fra København direkte til Washington. Det havde været med lidt bange anelser, da en hvis islandsk vulkans aske dagen før havde lukket det irske og nord-engelske luftrum og om morgenen truede med at lukke for det syd-engelske luftrum. Men vi kom altså afsted og landede i Washington ca. kl. 14,30 amerikansk tid - dansk tid var ca. kl. 20,30 (6 timers tidsforskel). Vi holdt den gående med en amerikansk middagslur men gav op og gik i seng kl. 20,30 amerikansk tid = 03,30 dansk tid.
Om morgenen amerikansk tid var vi rimeligt veludhvilede og oppe - for mit vedkommende - kl. 06,00 hvor jeg gik ned og røg på en bænk foran hotellet (Washington Marriott meget midt i centrum).
Vi skulle være i Washington frem til søndag morgen, så der var næsten en hel uge foran os.
Vi fik set en masse og travet en masse.
Vietnam Memorial i/på The Mall. Alle døde/savnede amerikanske soldaters navne er anført på denne lange sorte marmor-væg i den rækkefølge de meldt dræbt/savnet i. Vistnok ca. 50.000 navne. En mærklig følelse at stå der.
Vi var også på en masse museer. Ovenfor på Air- and Space Museum under Smithsonian Institute. Smithsonian er en kæmpe-institution med en masse museer under sig (Naturhistorisk = dinosaur o.s.v., historie, galleri, ovennævnte air halløj, indianer museum og meget mere) og alt liggende centralt langs The Mall. På dette museum alt om Apollo o.s.v., månelandinger, Hubble o.s.v. Meget interessant at se alle de rumkapsler m.m. 
Udover Vietnam Memorial er der også Lincoln Memorial (det er Lincoln og mig ovenover), Washington Memorial (en høj søjle) + en masse flere langs The mall.
En dag ville vi se "The White House". Der var afspærret, da vi kom derhen. Mange politi-folk og soldater og der stod nogen kanoner. 5 minutter efter skød de salut (18 skud). Den mexicanske Præsident var på besøg, fik vi at vide.
Da det var overstået - salutten altså - fik vi lov at gå over græsplænerne til et hegn neden for det hvide hus.
Lillemor ses i sin røde regnfrakke i raske fjed mod det hvide hus. Dette var eneste dag der var lidt små-regn. Kun ganske lidt og let. Ellers var der ca. 25-30 grader varmt hver dag og høj luftfugtighed.
Her er vi så fremme ved det tilladte hegn. Som det ses foregik der et eller andet deroppe.
Og lige pludselig kunne vi i højttalere høre Præsident Barack Obama's stemme byde den mexicanske præsident velkommen og så holdt han tale. OK - det var altså Obama en af de der "klatter" deroppe. Fedt nok. Så fik vi den oplevelse med.
Interstate 66...eller Route 66 går fra Washington mod Californien. Vi kørte faktiskt på den vej fra/til Dulles Airport udenfor Washington.
Capitol med Kongressen så vi også, men kun udefra. Flot byggeri. Hele Washington er jo en planlagt hovedstad og den er faktiskt vældig flot, stille og ren. Slet ikke som Rom, London, Paris, Stockholm, Oslo, Helsinki, Amsterdam, Berlin eller København for den sags skyld.
Lillemor ses i sin røde regnfrakke i raske fjed mod det hvide hus. Dette var eneste dag der var lidt små-regn. Kun ganske lidt og let. Ellers var der ca. 25-30 grader varmt hver dag og høj luftfugtighed.
Her er vi så fremme ved det tilladte hegn. Som det ses foregik der et eller andet deroppe.
Og lige pludselig kunne vi i højttalere høre Præsident Barack Obama's stemme byde den mexicanske præsident velkommen og så holdt han tale. OK - det var altså Obama en af de der "klatter" deroppe. Fedt nok. Så fik vi den oplevelse med.
Interstate 66...eller Route 66 går fra Washington mod Californien. Vi kørte faktiskt på den vej fra/til Dulles Airport udenfor Washington.
Capitol med Kongressen så vi også, men kun udefra. Flot byggeri. Hele Washington er jo en planlagt hovedstad og den er faktiskt vældig flot, stille og ren. Slet ikke som Rom, London, Paris, Stockholm, Oslo, Helsinki, Amsterdam, Berlin eller København for den sags skyld.
Om Torsdagen havde vi besluttet os for at tage med toget - Amtrak - fra Union Station og de knap 200 km ned til Richmond i Virginia for at se "Museum of the Confederacy". Et museum udelukkende omhandlende Sydstatshæren under den amerikanske borgerkrig (1861-65), som jeg går vældig meget op i og som er en/den væsentligste årsag til at JEG valgte årets feriemål. Nu har jeg i mange, mange år læst og købt et hav af bøger om den amerikanske borgerkrig, så nu ville jeg altså se og opleve en del af det som jeg gennem årene har læst om.
Museet ligger i tilknytning til Sydstaternes svar på "The White House" (hvad det også hed og stadig hedder), for her boede Jefferson Davies, som var præsident for "Confederate States of America" = Sydstaterne, under borgerkrigen. Det hus så vi indefra. Bogstaverne CSA står dels for ovenstående og dels for "Confederate States Army" = Sydstatshæren. Ligesom USA o.s.v.
Sydstatshærens øverstebefaldende General Robert E. Lee's uniform, som han havde på, da han d. 9.April 1865 overgav sig ved Appomattox Court House i det Sydlige Virginia til nordstatshærens øverstbefalende General U.S.Grant.
General Robert E. Lee's telt med "indbo" som han brugte under felttogene under borgerkrigen.
Et Sydstats "Battle-flag" med skud-huller i samt ejendele der har tilhørt generalerne Pickett, Kemper, Garnett og Ewell.
Næste dag var vi på Arlington-kirkegården. USA's nationale kirkegård. Huset med søjlerne man kan se på billedet er Arlington House og var Robert E. Lee's hus/plantage indtil borgerkrigen brød ud, hvorefter Nordstatshæren besatte det dagen efter. Lee kom aldrig tilbage til huset.
Vi fulgte turen rundt helt slavisk og tidsmæssigt. Det vil sige, at Lillemor kørte bilen og jeg hoppede ud hvert andet øjeblik for at se et mindesmærke, en planche, en kanon, et kort, en statue o.s.v. Imens sad Lillemor og læste i bilen. Billedet ovenfor viser Sydstatsgeneralen Robert E. Lee's hovedkvarter på slagets første dag - en enkes hus han "lånte" i dagens anledning.
I en antikvitetsbutik købte jeg en foret æske med kugler/projektiler fra slaget. Jeg købte også en stribe løse (ikke løst krudt) kugler. Måske en underlig ting at gøre, men det gjorde jeg altså. I nogen butikker kunne man købe alt muligt originalt fra slaget/borgerkrigen; uniformsdele (jakke, frakker, hatte o.s.v.), remme, tasker, våben af alle slags, kanonkugler og som vist ovenfor gevær-projektiler.
Ved alle "vigtige steder" er der planche-skilte der viser og forklarer stedet. Planchen ovenfor viser Pickett's Charge. Altså det store angreb på slagets sidste dag. På planchens billede er angivet de forskellige punkter på Nordstatslinien. Skiltet står altså på sydstatslinien og altpå udgangspunktet for angrebet. Nedenfor er mit sammenlignelige billede af samme.
Den store gruppe træer lidt til højre for billedets midte, er angrebets fokus-punkt; det Lee' kaldte for "a corpse of tree's" og det var det punkt alle sydstatsregimenter skulle sigte og angribe imod. Afstanden over åben grund var ca. 1,4 km som syds angrebskolonner gik i en regn af kanonkugler og granater. Mærkeligt at stå samme sted og se det. Jeg en en hel del af vejen for Pickett's Charge.
Museet ligger i tilknytning til Sydstaternes svar på "The White House" (hvad det også hed og stadig hedder), for her boede Jefferson Davies, som var præsident for "Confederate States of America" = Sydstaterne, under borgerkrigen. Det hus så vi indefra. Bogstaverne CSA står dels for ovenstående og dels for "Confederate States Army" = Sydstatshæren. Ligesom USA o.s.v.
Sydstatshærens øverstebefaldende General Robert E. Lee's uniform, som han havde på, da han d. 9.April 1865 overgav sig ved Appomattox Court House i det Sydlige Virginia til nordstatshærens øverstbefalende General U.S.Grant.
General Robert E. Lee's telt med "indbo" som han brugte under felttogene under borgerkrigen.
Et Sydstats "Battle-flag" med skud-huller i samt ejendele der har tilhørt generalerne Pickett, Kemper, Garnett og Ewell.
Jeg skal forskåne jer for de ca. 150 foto's jeg tog på museet af alle mulige uniformer, våben, flag m.m., men for mig var det sådan, at jeg havde "Stå-pels" under hele opholdet der. Tænk jer, at jeg så alle mulige generalers og meniges (og andre officerers) uniformer, sværd, geværer, hatte, støvler o.s.v. Folk som jeg har læst om i så mange år og nu så jeg det med egne øjne. Fantastiskt.
På togturen tilbage til Washington opdagede jeg, at ruten gik gennem mange af de slagmarker jeg har læst om. Igen fantastiskt at se de områder og byer.
Næste dag var vi på Arlington-kirkegården. USA's nationale kirkegård. Huset med søjlerne man kan se på billedet er Arlington House og var Robert E. Lee's hus/plantage indtil borgerkrigen brød ud, hvorefter Nordstatshæren besatte det dagen efter. Lee kom aldrig tilbage til huset.
Washington ligger ved floden Potomac i delstaten Maryland. På den anden side af floden ligger delstaten Virginia, hvor Arlington ligger. Washington er nu et autonomt område - District of Columbia = Washington D.C. - og dækker et lille område på størrelse med København på begge sider af floden.
Nåh - men altså, der ligger vistnok 250.000 begravet på Arlington og den bruges stadigvæk. Vi hørte gevær-salver for pågående begravelser rundt omkring. Præsident Robert F.Kennedy og Jaqueline ligger også - blandt mange andre notabiliteter - begravet her og deres grav så vi sammen med 1000-vis af andre gæster denne dag.
Søndag morgen kørte vi så i lejet bil - automat-gear - afsted fra Washington gennem Maryland til Pensylvania til byen Gettysburg, hvor vi skulle være i 2 hele dage. Udelukkende for at se museet der og slagmarken for det største slag under borgerkrigen. Slaget varede fra d. 1.Juli til og med d. 3.juli 1863 og der deltog godt 80.000 Sydstatssoldater og knap 105.000 Nordstatssoldater. Selv området, hvor slaget stod, er knap 6 km langt og 3 km bredt inkl. den lille by Gettysburg, så det er rimeligt overskueligt. Efter ankomsten til hotellet kørte vi straks ud til Slagmarkens Visitor-center, hvor der er en kæmpeudstilling/museum om slaget med kanoner og uniformer, en dokumentarfilm om slaget og selvfølgelig en kæmpe museums-butik med alt til faget tilhørende.
Museumsbesøget var det eneste vi nåede den dag og der var mere end rigeligt at se på. Om aftenen gik vi rundt i Gettysburg by. En lille by faktiskt. Ikke meget anderledes i udseende siden borgerkrigen - altså ikke meget større. Men hele byen ville være et hul, hvis ikke det var fordi, der havde været et slag der. Hele byen er lagt an på dette. Et hav af små museer, butikker (især souvenir), restauranter der alle kredser om emnet. Men sjov gammel by med de der typiske western-agtige huse i 2-3 etagers højde med lidt facader og lignende.
Museumsbesøget var det eneste vi nåede den dag og der var mere end rigeligt at se på. Om aftenen gik vi rundt i Gettysburg by. En lille by faktiskt. Ikke meget anderledes i udseende siden borgerkrigen - altså ikke meget større. Men hele byen ville være et hul, hvis ikke det var fordi, der havde været et slag der. Hele byen er lagt an på dette. Et hav af små museer, butikker (især souvenir), restauranter der alle kredser om emnet. Men sjov gammel by med de der typiske western-agtige huse i 2-3 etagers højde med lidt facader og lignende.
Næste dag - Mandag - startede vi så selv turen rundt på slagmarken. Vi havde et kort kort over slagmarken med angivelse af alt hvad der skete, hvor og hvornår og med hvem. Hele slagmarken er fyldt med mindesmærker over alle mulige regimenter o.s.v., stats-memorials, en masse kanoner her og der. Hele området er en National-park så området bevares som det så ud den gang med veje (dog nu asfalteret) og hegn som dengang.
Vi fulgte turen rundt helt slavisk og tidsmæssigt. Det vil sige, at Lillemor kørte bilen og jeg hoppede ud hvert andet øjeblik for at se et mindesmærke, en planche, en kanon, et kort, en statue o.s.v. Imens sad Lillemor og læste i bilen. Billedet ovenfor viser Sydstatsgeneralen Robert E. Lee's hovedkvarter på slagets første dag - en enkes hus han "lånte" i dagens anledning.
I en antikvitetsbutik købte jeg en foret æske med kugler/projektiler fra slaget. Jeg købte også en stribe løse (ikke løst krudt) kugler. Måske en underlig ting at gøre, men det gjorde jeg altså. I nogen butikker kunne man købe alt muligt originalt fra slaget/borgerkrigen; uniformsdele (jakke, frakker, hatte o.s.v.), remme, tasker, våben af alle slags, kanonkugler og som vist ovenfor gevær-projektiler.
Ved alle "vigtige steder" er der planche-skilte der viser og forklarer stedet. Planchen ovenfor viser Pickett's Charge. Altså det store angreb på slagets sidste dag. På planchens billede er angivet de forskellige punkter på Nordstatslinien. Skiltet står altså på sydstatslinien og altpå udgangspunktet for angrebet. Nedenfor er mit sammenlignelige billede af samme.
Den store gruppe træer lidt til højre for billedets midte, er angrebets fokus-punkt; det Lee' kaldte for "a corpse of tree's" og det var det punkt alle sydstatsregimenter skulle sigte og angribe imod. Afstanden over åben grund var ca. 1,4 km som syds angrebskolonner gik i en regn af kanonkugler og granater. Mærkeligt at stå samme sted og se det. Jeg en en hel del af vejen for Pickett's Charge.
Jeg har valgt en lille håndfuld billeder ud fra slagmarken. Jeg har vist nok taget ca. 300 foto der, men dem vil jeg forskåne jer for. Her er altså håndfuld.
Slagmarkens største mindesmærke/Memorial. Det er for Staten Pennsylvanias soldater, der deltog. Ca. 34.000 mand og alles navne uden undtagelse er vist hele vejen rundt på mindesmærket.
Adskillige steder er der denneher slags skilte. Dette er for Oberst E.P.Alexander's kanonbatterier, der stod for selv ild-forberedelsen på slagets 3. dag forud for Pickett's Charge.
Billedet her, er Little Roundtop ude på Nordstaternes absolutte venstre flanke, hvor især kampen mellem Oberst Joshua Lawrence Chamberlain's 20. Maine Regiment's kam mod Oberst Adam Oates 15. Alabama Regiment er det, det kendes mest for.
Kanoner langs de originale brystværn mod eller langs med og mod "Corpse of Tree's". Man kan se Pennsylvania-mindesmærket over den hvide bil i midten og Little Round Top er bagved igen.
Billedet her er fra Nordstaternes linie. Den hvide "klump" i skovbrynet er en kæmpe-statue; "Virginia Memorial" og samtidigt udgangspunktet for Pickett's Charge. Altså: Fra Skovbrynet dernede, kom der altså på rækker efter hinanden knap 15.000 Sydstatssoldater i et angreb netop mod dig/mig/beskueren. Der er mange hegn der skal forceres på vejen herop.
Det her billede bare for at vise, at der er mange skilte og mindesmærker.
Undertegnede ved Mindesmærket for "Corpse of Tree's". Pyha - noget rystende at være der, når man har læst hvad der skete.
Igen undertegnede ved en af de mange, mange kanoner der står allevegne. Der er virkelig mange hele slagmarken rundt.
Her har jeg netop opdaget og læst på stenen foran mig, at det var lige netop HER, at CSA Brigadegeneral Lewis Armistead blev ramt (og døde). Han var lige kommet små 20 meter forbi US brystværnet i baggrunden. Jeg havde få dage for inden i Richmond set hans blodbestænkte uniformsjakke, hat og sværd. DET gav "stå-pels" på armene, ja over det hele.
Ja - bare mig ved en af de mange, mange plancher. Bemærk kanonerne og mindesmærkerne i baggrunden. Sammenlagt brugte jeg nok næsten 2 hele dage der, men kunne godt have brugt mere tid.
Her ses Lillemor på grænsebroen mellem USA og Canada. Grænsen løber mid i floden Niagara. Den mest berømte del af vandfaldet, "The Horseshoe" ses bedst fra Canada-siden. På billedet ses den amerikanske del af vandfaldet til venstre med "The Horseshoe" i baggrunden. Det er udover "The Horseshoe" nogen mennesker i tidens løb har taget turen i tønder m.m.
Her ses "The Horseshoe" med en turistbåd, der sejler ind i vand-støv-skyen midt i vandfaldet. Der er konstant en enorm larm fra det brusende vand.
Der er også mange regnbuer. Her har jeg fanget en af turistbådene lige nedenfor faldet under en regnbue. Man kan se den amerikanske del af vandfaldet længst til venstre.
Slagmarkens største mindesmærke/Memorial. Det er for Staten Pennsylvanias soldater, der deltog. Ca. 34.000 mand og alles navne uden undtagelse er vist hele vejen rundt på mindesmærket.
Adskillige steder er der denneher slags skilte. Dette er for Oberst E.P.Alexander's kanonbatterier, der stod for selv ild-forberedelsen på slagets 3. dag forud for Pickett's Charge.
Billedet her, er Little Roundtop ude på Nordstaternes absolutte venstre flanke, hvor især kampen mellem Oberst Joshua Lawrence Chamberlain's 20. Maine Regiment's kam mod Oberst Adam Oates 15. Alabama Regiment er det, det kendes mest for.
Billedet her er fra Nordstaternes linie. Den hvide "klump" i skovbrynet er en kæmpe-statue; "Virginia Memorial" og samtidigt udgangspunktet for Pickett's Charge. Altså: Fra Skovbrynet dernede, kom der altså på rækker efter hinanden knap 15.000 Sydstatssoldater i et angreb netop mod dig/mig/beskueren. Der er mange hegn der skal forceres på vejen herop.
Det her billede bare for at vise, at der er mange skilte og mindesmærker.
Undertegnede ved Mindesmærket for "Corpse of Tree's". Pyha - noget rystende at være der, når man har læst hvad der skete. 
Igen undertegnede ved en af de mange, mange kanoner der står allevegne. Der er virkelig mange hele slagmarken rundt.
Her har jeg netop opdaget og læst på stenen foran mig, at det var lige netop HER, at CSA Brigadegeneral Lewis Armistead blev ramt (og døde). Han var lige kommet små 20 meter forbi US brystværnet i baggrunden. Jeg havde få dage for inden i Richmond set hans blodbestænkte uniformsjakke, hat og sværd. DET gav "stå-pels" på armene, ja over det hele.
Ja - bare mig ved en af de mange, mange plancher. Bemærk kanonerne og mindesmærkerne i baggrunden. Sammenlagt brugte jeg nok næsten 2 hele dage der, men kunne godt have brugt mere tid.
Fra Gettysburg kørte vi så videre gennem Pennsylvania og op til staten New York (ikke byen ude ved Øst-kysten), hvor vi havde en overnatning i en lille by (et hul af rang) der hedder Corning.
Næste dag kørte vi videre til byen Buffalo, hvor vi skulle være 2 dage for at se Niagara vandfaldet m.m.
Her ses Lillemor på grænsebroen mellem USA og Canada. Grænsen løber mid i floden Niagara. Den mest berømte del af vandfaldet, "The Horseshoe" ses bedst fra Canada-siden. På billedet ses den amerikanske del af vandfaldet til venstre med "The Horseshoe" i baggrunden. Det er udover "The Horseshoe" nogen mennesker i tidens løb har taget turen i tønder m.m.
Her ses "The Horseshoe" med en turistbåd, der sejler ind i vand-støv-skyen midt i vandfaldet. Der er konstant en enorm larm fra det brusende vand.
Der er også mange regnbuer. Her har jeg fanget en af turistbådene lige nedenfor faldet under en regnbue. Man kan se den amerikanske del af vandfaldet længst til venstre.
Vi vandrede altså fra USA og ind i Canada og tilbage igen den dag. Dagen efter kørte vi nordpå og ind i Canada til en lille nydeligt puttenut by der hedder Niagara-on-the-Lake og som ligger ved Lake Ontario (Buffalo ligger ved Lake Erie). Det er en rigtig dukke-by at være i. Alting er så nydeligt og rent og putte-nutte-agtigt og faneme om der ikke ligger en forretning der, der hedder Silkeborg (og som sælger bl.a. Skagen ure).
Chip eller Chap - det er ihvertfald et Jordegern (Chipmunk) der var lige foran os der på fortorvet. Dem var der et par stykker af. I Washington var der iøvrigt Grå-Egern i oceaner af mængder overalt.
Canada's ældste og stadig fungerende kro. Et eller andet med -Inn. Jeg har lige p.t. glemt navnet, men vi var inde og spise frokost der.
...og de har en udmærket lokal øl der, som det ses af mit salige smil. Jeg fik iøvrigt Bangers and Mash der (pølser med kartoffelmos) og Lillemor Shepherds Pie med canadisk - ja canadisk vin til.
Her ses en canadisk vinmark. Man kan se det canadiske flag ved gården. Jeg anede ikke at de lavede vin i Canada, men det gør de altså. Og den smager også udmærket.
Chip eller Chap - det er ihvertfald et Jordegern (Chipmunk) der var lige foran os der på fortorvet. Dem var der et par stykker af. I Washington var der iøvrigt Grå-Egern i oceaner af mængder overalt.
Canada's ældste og stadig fungerende kro. Et eller andet med -Inn. Jeg har lige p.t. glemt navnet, men vi var inde og spise frokost der.
...og de har en udmærket lokal øl der, som det ses af mit salige smil. Jeg fik iøvrigt Bangers and Mash der (pølser med kartoffelmos) og Lillemor Shepherds Pie med canadisk - ja canadisk vin til. 
Her ses en canadisk vinmark. Man kan se det canadiske flag ved gården. Jeg anede ikke at de lavede vin i Canada, men det gør de altså. Og den smager også udmærket.
Fra Buffalo fløj vi indenrigs tilbage til Washington hvorfra vi så næste dag fløj hjem til København og landede der søndag morgen 07,45 d. 28. Maj. Jeg er lige - føler jeg - kommet mig over jet-lagget.
Men en dejlig tur. Amerikanerne - dem vi mødte - er flinke mennesker. Stopper man med et kort i hånden kommer der straks en og spørger om de kan hjælpe. Men mad kan de ikke lave. Alt brød er hvidt, blødt hvedebrød. Alt sovses ind i fed sovs. Og det er kæmpe-portioner, så nu forstår jeg hvorfor folk i Amerika har "doggy-bags" med ud fra restauranter. Ikke at vi selv gjorde, men det gjorde "de indfødte" ganske naturligt.
