Istapper ....og tillykke til Per "Vejen-mand"...

I denne tid advarer de hele tiden i radioen for Istapper. Her er nogen fra skolen her i nærheden. Det er skolekøkkenet, der er indehaver af dem.

Flotte ser de jo ud, de der istapper, men farlige er de, når de kommer ned sådan ligepludselig. Og så er de samtidigt er de jo et udtryk for dårlig isolering det pågældende sted.

Og så har Per i Vejen fødselsdag i dag. Tillykke med den. Han er jo en ren års-unge i forhold til mig ;-) men vi er alligevel ved at være "deroppe af" aldersmæssigt...sådan da....lidt...og så ved jeg ikke lige hvorfor nedenstående falder mig ind:

.....men sådan er der så meget, ik' ?

Kunst - et kunstigt ord eller begreb

Jeg faldt over denne artikel i Politiken. Artiklen er om "at redde kunsten".....eller sådan noget lignende. Artiklen har sin baggrund i en debatserie på net-siden kunsten.nu , hvor en stribe mennesker (7 for at være helt nøjagtig) er inviteret til at give deres bud om formidling eller mangel på samme..

Jeg synes den artikelserie er mægtig god at blive klog på. Efter artikler har man mulighed for a)kommentere indlægget eller b)læse læsernes kommentarer. Også de er mægtig gode at blive klog.

Hvis I læser - eller går igang med at læse - så tager det noget tid, for dels er indlæggende gode og dels er kommentarerne ligesågode.

Personligt vil jeg især fremhæve 2 indlæg, nemlig Elisabeth Toubro's Kunstnerne modarbejder sig selv samt Lotte Hansen's Kunsten er totalt fraværende .

Jeg har i et tidligere indlæg beskæftiget mig med Per Kirkeby, hans kunst og hans formidler. Det er lidt af en kæphest hos mig, det her med kunst. Min påstand er jo, at kunst (jeg hader det ord, men det er nu det gængs vedtagne ord) udelukkende er 2 personers afgørelse i enighed; nemlig kunstnerens samt ISÆR betragterens. Jeg synes godt nok, at der er usædvanligt mange selvhøjtidlige personer indenfor kunst-verdenen. Jeg har jo selv "har været indenfor branchen" qua mine mange år som Personalekunstforeningsformand, sekretær i en anden kunstforening, samarbejder (praktisk gris) for en kunstnersammenslutning i ophængnings-regi. Og jeg har faneme mødt mange mærkelige - og det mener jeg - og selvhøjtidelige og egoistiske mennesker der. Jeg har også mødt søde, flinke, venlige mennesker der, men de har absolut været i mindretal. Hvorfor mon ? Det er altså en spøjs verden, den der kunstverden.

Nok om det - det bliver et kanon-sne-vejr imorgen, så vi får vel alle vores at se til eller hur ?

Sneet ude.....

Så kommer man hjem fra arbejde. Det har små-sneet det meste af dagen og hen på eftermiddagen er det begyndt af blæse. Hvad møder så en da man kommer hjem ? Jo - en lang sne-fane, der ligger på fortovet - ca. 35-40 cm høj - og spærrer for at man kan komme ind af døren. Heldigvis har den erfarne - mig - ladet sne-skovlen stå udenfor, så man kan skovle sig igennem til døren.

Ikke at det fremgår særligt tydeligt, men det gjorde det altså. Og så er det rart at man nu kun skal skovle et par meter sne og ikke som før ca. 90 kvadratmeter.

Ida Holm Mortensen

På min gamle blog omtalte jeg et kunsthøjskoleophold på Helnæs Kunsthøjskole. Her havde jeg fornøjelsen som lærer at have Ida Holm Mortensen. Ikke at mit ophold der blev langvarigt, men Ida satte sit tydelige mærke hos mig. Hun var ganske enkelt et dejligt menneske, ligefrem, pædagogisk i sin virken, vidende. Kort og godt en dejlig oplevelse.

Foto af Ida af Peter Thomsen/Galleri5000

Nu har jeg så fået fornøjelsen af at Personalekunstforeningen hvor jeg arbejder har aftalt udstilling med hende til Maj 2010 og hvor pokker hvor jeg klæder mig til denne. Formanden for foreningen har åbenbart bidt mærke idet, at jeg har været enormt positivt stemt i omtalen af hende, så derfor er udstillingen faldet på plads. Dejligt.

Jeg vil da lige benytte lejligheden til at gøre opmærksom på en udsendelse fra TV2FYN hvor Ida portrætteres i en halv-times udsendelse.

Se den ved at klikke HERPÅ.

Hareskoven...og lidt fugle.

Lillemor og jeg smuttede lige en lille gå-tur i Hareskoven her ved middagstid.

Lige da vi gik ind i skoven ved stationen hørtes Sortspættens kald klart og tydeligt et par hundrede meter væk, så den gik vi efter men uden held. Har set Sortspætten en del gange efterhånden derovre - en flot stor spætte.

Ellers var der mest Bog- og Kvækerfinker samt diverse Mejser; især Spætmejsen sås og hørtes livligt. På et træ fulgte jeg på nogen meters afstand Spætmejsens løberi op og ned ad stammen og så røg den ned på jorden. Jeg genfandt den den fløj op på stammen igen...men hov - det var ikke Spætmejsen, men derimod en Træløber, der langsomt og metodisk arbejdede sig op ad stammen. Herligt.

Vi mødte også et par Ski-løbere - langrend- derude, for det var jo pragtfuldt vejr- Og desværre mødte vi også enhver skovs rædsel- og ødelægger (og her får jo nok på puklen af en hvis Herre fra Vejen af); nemlig cykelryttere på mountainbikes, der pløjer rundt i skoven og totalt fræser skovbunden i stykker i store områder og som færdes på stierne som om at det KUN var DERES stier og ikke (også) fodgængernes. Nogen gange hører man dem ikke, så kommer de bare drønende forbi en i fuld fart. Det er sjældent at de giver advarselsråb. Jeg har set forældre springe for livet efter deres børn, fordi sådan flok mountainbikere ligge pludselig kom fræsende på stien - de er helt uhæmmet overfor andre. Min mening, Per ;-) .

Men herligt med at have set Spætmejser og Træløber samt hørt Sortspætten.