torsdag den 17. december 2009

En Julehilsen.....

En anderledes Julehilsen, hvor knægten min indleder.....

Har spurgt ham om hvorfor de ikke synger en Jule-salme i kor til sidst........hvortil han svarede, at folk jo gerne skulle bevare det gode Jule-humør...:-D

onsdag den 16. december 2009

Hammerslag igen...og igen Johannes Larsen træsnit

Her til aften havde jeg set mig varm på 2 auktionsnumre med 2 træ-snit hver hos Bruun-Rasmussen's Auktioner. Det ene nummer som - min 1. prioritet - var en Odder og en lille flok flyvende Pibesvaner og det gik til hammerslag kr. 6.500 og altså over mit maksimumbud.

Det andet nummer, som var min 2. prioritet - også bestående af 2 træ-snit - bestod af et træsnit med flyvende Pibesvaner og Gråænder og et andet træsnit af syngende Stære. Det fik jeg til gengæld for hammerslag kr. 3.800.






Her er det med Pibesvanerne og Gråænderne. Det er med næsten 100 % Statsgaranti og morgenkaffe et motiv fra "Filsø" eller "Fiil Sø" eller hvordan den sø nu benævnes der ved Henne Kirkeby. Jeg har iøvrigt haft en pragtfuld weekend på Henne Kirkeby Kro for nogen år siden. Lækker mad og en kro med atmosfære = en masse Johannes Larsen malerier og træ-snit. Han boede jo der hvert år, når han var på jagt ved den der sø med de mange stave-måder; han malede og tegnede dog også en masse der.


Træ-snittet herunder med de 2 Stære kan jo være hjemme fra hans eget hus i Kerteminde. Hele Østsiden af hans hus er jo fyldt med Stære-kasser.


Billederne er affotograferet fra PC-skærmen; derfor den ringe kvalitet. Nåh - men altså - glad er jeg; nu er der 2 mere til samlingen.

Iøvrigt er sneen også faldet her i Sognet. Det er jo også lige noget, der hører tiden til. Har I set de der stemningsfyldt foto's der er hos Anita Thomhave Simonsen og Per Teilmann ? Gak ind og se og bliv glad..

mandag den 14. december 2009

Brians blog er væk....

...til gengæld har jeg tilføjet hans webside på listen over favoritlinks ude til højre.

Brians blog var om fugle i Vesthimmerland og det er hans kommende webside også. Håber jeg ;-)

Jeg tror det var for meget arbejde med bloggen der gjorde, at Brian nedlagde/nedlægger den. Han indrapporterer jo flittigt til DOFbasen og det tager også sin tid.

Jeg synes hans Blog var herlig forfriskende af en Fugleblog at være og det håber jeg så også at hans webside bliver.

Nok om det....

Ellers står julen som bekendt for døren og i den anledning var Lillemor og jeg inde i Centrum af København i Lørdags og sikke et menneskemylder. En kæmpedemo på Christiansborgs Slotsplads og en anden under start på Højbro Plads.....hvor vi sad på Cafe og kiggede poå mylderet lige uden for. Der var altså MANGE mennesker (50-100.000 ??), som det vist også er fremgået af såvel aviser som af TV. Mange mennesker til demonstrationer og mange mennesker på Juleindkøb. Nåh, - vi slap helskindet fra både det ene og det andet.

fredag den 4. december 2009

Julefrokost.

Vil bare sige:




Julemumme



Den allerbedste juleøl, jeg nogensinde har smagt. Den indeholder bare alt det der vedrører Jul.

70 cl. .....og den er klart bedre og ikke så søde som ovenfor smagstest antyder.

Den skal bare nydes i aften...i rigelige mængder :-)

God Julefrokost til alle når I når der til.........OG LAD BILEN STÅ FOR POKKER.

tirsdag den 1. december 2009

2 måneder....

Så rundede vi d. 1.December og det betyder at vi nu har boet i vores nye hus i 2 måneder. Lillemor og jeg snakkede her forleden om at det nu var vores hjem. Hun tænkte ikke på det gamle hus mere; når hun tænkte på hjem, så var det der her, der var/er hjem. Jeg er bestemt glad for det, men har det nok lidt som de andre 3 gange vi er prøvet at flytte; der går lige lidt tid inden den her hjem-følelse er helt normal. Endnu er jeg da ikke gået eller kørt den forkerte vej når jeg har skulle hjem.

Og pokkerme om ikke "Yousee" har fundet ud af, at JEG havde ret. At jeg godt nok var tilmeldt og skulle betale for Fuld-pakken....men at jeg IKKE fik den. Nu var der (igen) en tekniker på besøg her og han konstaterede med det samme i Fordeler-skabet ude på vejen, at jeg IKKE havde Fuldpakken, men kun Mellem-pakken. Det fiksede han lige i løbet af 5 minutter og nu spiller maskineriet som det skal.

Iøvrigt - med de mange og de nye kanaler der kom her d. 1/11 så har jeg virkelig fundet og genfundet nogen Perler: Kanal Hovedstaden, DR K(ultur), DR 2, DK4, Sverige 1 og 2 samt Norsk RiksKringkasting (NRK 1). De 3 førstnævnte kanaler er rimeligt meget kulturelle, altså der vises dels kulturelle, men også en del historiske programmer og det er lige mig. Jeg kan mærke, at jeg virkelig har savnet at se de 2 svenske og det norske program. Det er rart at se og høre dem igen. For mange år siden, da vi boede i lejlighed og havde hybrid-net(kabel-tv), regnede Lillemor og jeg ud, at vi nok så ca. 75 % svensk TV, 20 % dansk TV og de sidste engelsksproget TV. Mærkligt, ikke ? Men det skyldes jo nok, at vi har familie i både Norge og Sverige og altid har holdt og stadig holder megen ferie i de 2 lande ligesom jeg jo ofte er derovre....fuglekiggeri i Skåne - det tager jo kun 35-40 minutter, så er jeg "hinsidan".

Apropos familie, så var min mormor norsk. Hendes forældre var fra Bergen og hed Thuesen (hvorfra jeg har mit mellemnavn = Thue). Min mormor var altså født Dagmar Elvira Atlanta Thuesen. Navnet Atlanta fik hun fordi hun var født midt ude på Atlanterhavet, fordi hendes forældre (min Oldeforældre, altså nogen af dem) da havde arbejde som henholdsvis Bådsmand og Kahytsjomfru på et af de der Emigrantskibe, der sejlede emigranter fra Skandinavien til USA der i slutningen af 1800-tallet. Spøjst, synes jeg.

Nåh - det er snart jul og det er jo en tid der er til megen glæde........og irritation. Irritation fordi jeg synes at det er ved at tage overhånd. Jeg synes sgu' at folk stresser lidt vel meget rundt og rundt og rundt. Bare det kunne blive noget mere simpelt det hele.