onsdag den 15. juli 2009

Fra skitsebogen



Her er 2 hastige skitser fra skitsebogen; et udsnit af Pantheon - nærmest en lavering - og en ca. 10 min. skitse af Engelsborg. Og ja - jeg stod op ad en balustrade på modsatte side af Tiberen under træerne....det er det krims-krams man kan se i begge sider.
Tidligere har jeg brugt små blokke (A4 eller helst A5) når jeg har været på tur med lomme-akvarel-sættet. Her har papiret altid været 300 grams papir. Nu - i foråret - anskaffede jeg mig en skitsebog fra Hanemühle i A5 størrelse. Her er papiret "kun" på 170 gram. Det "slæber lige an" når jeg bruger akvarel-farverne....kun lidt bulet. Så den bliver brugt fremover

torsdag den 9. juli 2009

Blå Kernebider / Indigo-finke....min bare :-D

Lørdag d. 4/7 kl. 10:44 "tikkede" en DOFcall ind, at der var set en mulig Blå Kernebider i Stenbjerg i Thy. Senere samme dag dukkede yderligere 3 Dofcall's op kl. 16:42, 16:52 og 19:12 om at den var dels på plads og dels genfundet.

En Blå Kernebider er en såkaldt "Yank", altså en amerikansk fugl og som måtte være trukket gevaldigt forkert, siden den var røget over Atlanterhavet til Thy.

Straks var der gang i "Twitcher-Danmark" og folk valfartede til stedet fra alle ender og kanter af Danmark for at få deres kryds. Et enkelt billede nåede der samme dag/aften at komme på hjemmesiden Netfugl.

Dagen efter, Søndag d. 5/7, igen mange besøgende - og 2 Dofcall's 10:46 og 14:26 - og endnu flere billeder. Og dens rette navn - Koboltblå Kernebider - blev angivet. Samme dag starter diskussionen på Netfugl om der er tale om en "rigtig fugl" - altså en der vitterlig er fejltrukket fra Amerika - eller om der er tale om en undsluppen Burfugl. Der gøres opmærksomt på unaturligt næb-slid, som er typiskt for Bur-fugle, nogen mener også unaturligt slid på visse af fjerene, noget som også er typiskt for Bur-fugle og andre igen skyder disse argumenter ned. Dens alder bliver også diskuteret; det må være en 2K fugl (altså en fugl der er 2 år gammel). Nogle kontakter endda lokale Burfugle-holdere/opdrættere; ingen har haft eller mangler en sådan fugl.

Uha - uha . Hvad skal man tro. Mange notabiliteter indenfor ornitologien i DK udtaler sig skrå-sikkert om at det er en rigtig fugl og andre igen om det modsatte. Der må være mange svedige håndflader; kan twitcherne få deres kryds eller ej ? Der indhentes oplysninger om observationer i udlandet, i bøger og statistikker...uha - hvad skal man dog tro ? Kræets normale træk diskuteres, dets normale leve-område o.s.v. Der redegøres for alt og argumenteres for alt.

Mandag d. 6/7-09 ingen udmeldinger på Dofcall, men af diskussionen på Netfugl fremgår, at mange stadig strømmer til, for tænk nu hvis kræet bliver godkendt som "rigtig fugl", så har man altså fået sit kryds...eller det modsatte.

SÅ sker det, der bare ikke må ske...............: En udlænding - en person bosat i Amerika midt i dens normale leve-område - blander sig og kommer med indlægget: Det der kræ, er sgu da IKKE en Blå/Koboltblå Kernebider. Det er en "skide" Indigo-finke. Der er jo helt klart de og de ting ved den, der viser, at det er en Indigo-finke.

Du godeste....hvad er nu det ? Holy Moses, Vor Herre til hest o.s.v., o.s.v. Uha-uha.......det ER jo en Indigo-finke og ovenikøbet melder en af Burfugle-holderne, at det sgu nok er hans, for der er lige undsluppet en Indigo-finke fra ham, som han har haft siden 2002.

Uha-uha.....meget, meget RØDE ØRER hos enkelte af diskussions-deltagerne. Hold da kæft, - ja men jeg troede jo at I andre havde fastslået, at det var en Koboltblå Kernebider.....jeg tænkte slet ikke i de baner...jeg troede jo....og så eller dyb, dyb tavshed....fra folket.

Ja vel ja. Det var altså en rimelig almindelig Burfugl og slet, slet ikke nogen sjældenhed. Satans - der røg det kryds. Og satans, at man er taget fra Langtbortistan og til Thy for at se en Burfugl. Bare ikke nogen har genkendt mig (mig er IKKE mig, for jeg har IKKE været der, for jeg går ikke op i artslister og krydser. Jeg kan bare godt lide at se på fugle)......og hvis så, så har DE altså også været der....ha-ha æv-bæv.

Ja - sådan er det at kigge på fugle også. Der er mange forskellige slags fuglekiggere. Jeg kører da også ud og ser på fugle (se nedenstående indlæg om Skåne-tur) og ja - jeg har da også kørt meget, meget få gange efter Hits, men så har det været som SIDE-gevinster på en tur. Jeg og nogen få ligesindede tager ud på tur i det område der og ser på alle de fugle der er på de forskellige lokaliteter. Er den der udmeldte raritet der, ja - så er den der og vi får måske set den. Får vi ikke set den, så er det OK, for det var ikke det primære mål for turen.

....sådan er der så meget....


mandag den 6. juli 2009

Fyledalen, Skåne samt torden og regnvejr....

Igår hentede jeg Lillemor i Sturup Lufthavn. Planmæssig ankomst kl. 15,55, så jeg benyttede mig af lejligheden til at tage en tur rundt i det skånske landskab inden fra ca. 10,00 til ca. 15,45. Jeg var ved alle de store søer (næsten da); Kragesholmsjøn, Ellestadssjøn, Snogeholmssjøn, Næsbyholmsjøn, Havgårdssjøn, Borringesjøn. Faktiskt mangelede jeg kun Krankesjøn og Søvdesjøn og Vomb's enge, så havde det været fuldendt. Udover søerne var jeg også igennem Fyledalen. Den tur rute der er nævnt her, er den sædvanlige og klassiske tur som jeg tager et par gange om vinteren og igen om foråret. Målet er Havørne, Kongeørne - indimellem både Stor og Lille Skrigeørn og Kejserørn hvis de er meldt ud - Røde Glenter, Vandrefalke, Jagtfalke samt de mere almindelige Musvåger, Due- og Spurvehøge, Rørhøge m.fl. , Grøn- og Sortspætter, Ravne og Ugler....+ alle de andre fugle især de forskellige Gæs.

Nu er sommeren jo ikke de bedste tidspunkt at se på fugle på; der er meget løv = svære at se, yngletiden er for de fleste vedkommende hvorfor sangen er forstummet og fuglene dermed mere skjult. Det lykkedes dog at se en snes Røde Glenter, Musvåger, Spurve- og Duehøge, to par Ravne eller 4 samt en enkelt Ørn - sidstnævnte meget kortvarigt idet jeg ud af øjenkrogen opfattede den lettede fra et træ og forsvandt bag et andet og under en bakkekam. Umiddelbart (erfaringsmæssigt) vil jeg mene det var en adult Kongeørn.

Derudover havde jeg i Fyledalen under en lang obs-pause der en Grønspætte larmende ikke mange 10-20 meter fra mig uden at jeg kunne se kræet. Kors hvor den larmede (sang/kaldte) lige der henne, men faneme om jeg kunne se den.

Det der med den manglende sang, skal dog tages med et STORT gran salt; det var virkelig underligt at alle fugle - Bogfinker, Løv-, Gran- og Havesangere, Munke, Sanglærker m.fl. sang på fuld skrue. Underligt med tanke på at netop denne årstid plejer at være rimelig tavs. Selvfølgelig masser af Land- og Bysvaler også.


Det her er nedkørslen ind i Fyldalen fra Lycksås af.




Dette er vue over en del i den sydlige ende af dalen. Om vinteren kan man se en Kongeørnsrede derovre på den anden side.





Rød Glente lige over hovedet på mig. Svær at fotografere og i et elendigt lys. Som det ses på billederne var det rimeligt mørkt. Mange grå skyer, der omkring kl. 14,00 åbnede op for sluserne med en ordentlig gang regnvejr og torden. På et tidspunkt kørte jeg under 20 km/t og vinduesviskerne kunne slet ikke følge med, så meget regnede det.


...iøvrigt var smadder-rart at få en glad Lillemor hjem igen. De havde haft en kanon-tur deroppe på Kungsleden; anstrengende nogen dage men med godt vejr hele tiden. Ingen regn overhovedet, men de havde fået nogen våde fødder nogen gange når elve skulle forceres eller når de vadede igennem / over Pas med våd, våd halvsmeltet sne.

søndag den 5. juli 2009

Hip Hip....

Idag kommer Lillemor hjem efter knap 12 dages vandring på Kungsleden i NordSverige. Det bliver sgu' rart. Jeg skal hente hende og veninden i Sturup Lufthavn som er beliggende mellem Malmø og Ystad. Så kan man igen få noget ordentlig mad ;-) . Arh - det skal forstås sådan, at når man (jeg) er alene, så gider man ikke rigtig kokkerere til sig selv. Den første uge hun var afsted var også min sidste ferieuge. Her var jeg stort set hver dag inde i København hver dag (museumsbesøg, antikvariatsbesøg, forretningsbesøg, sidde-på-bænk-med-kaffe-og-kigge-på-folket, se spændende ting og steder på gå-ture derinde o.s.v., o.s.v.) og så blev maden klaret ved Cafe-besøg. Og når man så kommer hjem så har den mestendels stået på "madder" og en enkelt pizza eller to...eller en omelet. Det er altså lettere at gå i køkkenet, når man skal lave til 2 personer.

Det bliver sgu' rart at få hende hjem.

lørdag den 4. juli 2009

Lidt leg med nye akvarelfarver og pensler.

Under ferien i Rom i Juni erhvervede jeg mig dels nogen "rejse-pensler" (nogen der kan skilles ad og fylder 9 cm i adskilt stand) som jeg kan have løst i f.eks. en brystlomme, dels nogen almindelige pensler - alle med Kolinsky Mårhår og af mærket Da Vinci.

Derudover har jeg fået en flot, flot æske akvarel-farver (Winsor & Newton). Æsken, som er af rosentræ, skulle være en kopi af en slags som firmaet Winsor & Newton solgte i midten/slutningen af 1800-tallet. Æsken indeholder en indsats (Rosentræ forstås) med farver, en porcelænsblandeskål og et par pensler.

Nåh - i denne sommerfarve havde jeg sat mig for at sætte mig på den overdækkede terrasse og lege lidt med de nye ting. En hastig skitse af et Tempel fra Rom blev objektet, det skulle gå ud over. Her er lidt foto's:






Nåh - al begyndelse er svær og jeg har lidt problemer med at overføre billeder og få dem placeret ordentligt og i rækkefølge. Det er jo det med et nyt medie man skal lære at kende.