Lige da vi gik ind i skoven ved stationen hørtes Sortspættens kald klart og tydeligt et par hundrede meter væk, så den gik vi efter men uden held. Har set Sortspætten en del gange efterhånden derovre - en flot stor spætte.
Ellers var der mest Bog- og Kvækerfinker samt diverse Mejser; især Spætmejsen sås og hørtes livligt. På et træ fulgte jeg på nogen meters afstand Spætmejsens løberi op og ned ad stammen og så røg den ned på jorden. Jeg genfandt den den fløj op på stammen igen...men hov - det var ikke Spætmejsen, men derimod en Træløber, der langsomt og metodisk arbejdede sig op ad stammen. Herligt.
Vi mødte også et par Ski-løbere - langrend- derude, for det var jo pragtfuldt vejr- Og desværre mødte vi også enhver skovs rædsel- og ødelægger (og her får jo nok på puklen af en hvis Herre fra Vejen af); nemlig cykelryttere på mountainbikes, der pløjer rundt i skoven og totalt fræser skovbunden i stykker i store områder og som færdes på stierne som om at det KUN var DERES stier og ikke (også) fodgængernes. Nogen gange hører man dem ikke, så kommer de bare drønende forbi en i fuld fart. Det er sjældent at de giver advarselsråb. Jeg har set forældre springe for livet efter deres børn, fordi sådan flok mountainbikere ligge pludselig kom fræsende på stien - de er helt uhæmmet overfor andre. Min mening, Per ;-) .
Men herligt med at have set Spætmejser og Træløber samt hørt Sortspætten.
