Viser indlæg med etiketten kunst. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten kunst. Vis alle indlæg

lørdag den 13. december 2014

Maleren Ove Kunert ??? Ham kender jeg (heller) ikke.....

 

Jeg har det med (meget) jævnligt at kigge på auktionshuset Bruun Rasmussen online auktionskatalog her på nettet, sådan bare for at "holde mig orienteret" om dette og hint design-, møbel- og kunstmarkedet. Jeg har jo købt noget der en gang i mellem....I ved....lidt Johannes Larsen træ-snit.

Her i forgårs var jeg så inde og kigge igen og sad og kiggede på net-auktionen for d. 16. December 2014 omhandlende Moderne kunst og design og faldt så over dette her billede....


                               (Billedet er malet i 1939 og hedde "Rygvendt nøgen kvinde")

Hmmm....hmmmm......(igen) Hmmm.....flot.....faktisk rigtigt flot. Farverne her er bare ikke gode, da det ovenfor viste billede er en affotografering af et overført kopieret papirbillede. Ja - nu ved jeg godt hvad I kan finde på at tænke, men altså udover selve motivet - som slet ikke er ringe, hvis jeg må sige det sådan - så er maleriet altså sådan godt i den stil som jeg kan lide; sådan lidt grove penselstrøg og det er en dejlig virkning det får, når det sådan bliver "lagt sådan lag/penselstrøg ved siden af lag/penselstrøg".  Måske er fødderne lidt kikset - de virker for store - men eller er det et dejligt maleri. Og så kan man så stille sig selv spørgsmålene om hvor hun står. Er det en haveterrassedør ? Er det en glasdør mellem 2 stuer ? Hvad er det hun kigger efter ? Og hvem/hvad er der "derude" som ikke må se hende, siden hun dækker sig med gardinet/portieren ? Eller venter hun på netop at slippe gardinet og vise sig nøgen frem ?

Og kunstneren hedder Ove Kunert. Ham er jeg aldrig stødt på før, så jeg googlede ham og fandt ud af, at han blev født på Nørrebro i 1893, gik på Kunstakademiet fra 1911 til 1917 med bl.a. Wilhelm Scharff, at han flyttede til Tisvilde i 1916 og døde der i 1975. Hans malerier var strandene, markerne og skovene deroppe i Nordsjælland, men han malede også lidt andet og især portrætter på bestilling som gav smørret på brødet. Han er åbenbart meget lokal, for i google-søgningen stødtes på en del omtaler i foreningsomtaler og lokalaviser. Med hensyn til malerier gav Google kun få hits, hvor et par stykker vises her:

Det første lidt i samme stil: Modelstudie nøgen kvinde (datering ?)

Herefter et fra 1916, hvor motivet er benævnt "Ellen Kunert" fra 1916. Hans hustru/kæreste/søster/Moder ? Han var altså kun 23 år da han malede dette maleri. Men rigtig dejligt i den her lidt tørre stil:


Nu er det ovenstående billede af Ellen ikke smadderskarpt i den her størrelse og opløsning, men bemærk glasset og flasken samt disses spejling i bordpladen nede til venstre. Suverænt, ik' ?

Herefter et par eksempler på hans åbenbart foretrukne motiv-verden:


                                         Ovenstående hedder "Frisk hø" og er fra 1952.


....og ovenstående maleri af staldbygninger i sne er fra 1929, men titlen og lokaliteten er ukendt. Lokaliteten er vel der oppe fra Tisvilde kanten af.

....og så sluttende af med et billede med titlen: "Duo spiller op på Tisvilde Badehotel" og er fra 1922:


Det slår mig ofte, at Danmark har og har haft mange fine malere gennem tiderne og man/jeg ikke kender brøkdelen af. Mange af dem var/er jo "bare amatør-malere", som ikke levede (kunne/kan) af det, men som trods alt solgte og udstillede lidt.

Hvert sogn har jo sine egne lokal-kunstnere og her i sognet var der engang en, jeg kun kender som "Gøttsche" og som malede en masse bondegårde og andet her fra Herlev/Hjortespring af i perioden 1930-1960'erne. Mine ældre og for længst pensionerede kolleger - det må have været i starten af 1970'erne jeg fik det at vide - fortalte, at samme "Gøttsche" en gang imellem kom hos Pantefogeden og betalte af på sin skattegæld med et maleri eller to. I gamle dage skulle så Sognerådsformanden og kæmneren, senere Borgmester og Kommunaldirektør, så godkende om maleriet kunne gå som afdrag på gælden. På Rådhuset havde vi et par stykker af hans malerier hængende hist og pist ligesom jeg også kan huske at have se nogen ude på kommunens skoler og plejehjem. Jeg kan også huske, at der stod "en stribe" i Rådhusets kælderarkiv. Hvor de er henne i dag ved jeg ikke, men jeg kan forestille mig, at de er "givet" deponeret til vores lokale hjemstavnsmuseum "Hannes Minde" som holdt til huse i et gammelt hus her i Hjortespring. Dette lokale museum er nu i år af Kommunalbestyrelsen nedlagt af sparehensyn, så hvor deres samlinger ryger hen ved jeg ikke.

Men det var så lidt om Ove Kunert, et nyt dejligt bekendtskab.

lørdag den 22. november 2014

Lidt bogindkøb......

Jeg har længe været "lidt forelsket" i en maler ved navn Paul Fischer. Måske siger navnet jer ikke så meget, men I kender helt sikkert mange af hans malerier....som I kan se ved at trykke på linien her. Han malede mange motiver fra det gamle København og andre steder og var (og er stadig ?) lidt miskendt og undervurderet; blev. f.eks. kaldt for postkortmaler og andre mindre pæne ting og at han malede efter fotografiske forlæg o.s.v....altså ikke anset for en rigtig maler, hvad nu sådan en størrelse er for noget. Jeg har et par bøger om ham, nemlig
 

og

Begge bøger er vel nærmest - synes jeg - appetitvækkere om ham. Især den sidstnævnte er sjov, da den viser nogen af hans motiver fra København før og nu.

På Facebook er jeg medlem i/af mange forskellige interesse-grupper, hvoraf en er om "Gamle København", hvor selv Allan Mylius Thomsen også er medlem og bidragsyder, og hvor der jævnligt postes billeder af Paul Fischer og der læste jeg om en bog jeg ikke kendt og som nærmest er en biografi om ham, nemlig denne af Helge Carlsen:
 
Den er fra 1991 og på antikvariat.net har jeg så bestilt den i forgårs hos en antikvarboghandler til kr. 265.
 
I dag var jeg så et smut inde i København for at hente en bog jeg havde bestilt hos Arnold Busck. Her faldt jeg - i Vangsgaards antikvariat over en anden bog af en kunstner/tegner som I sikkert kender, nemlig denne:
 
 
Aage Sikker Hansen er jo mest kendt for sine mange tegninger for reklamer for Brugsen m.m. Denne omhandler hans tegninger for avisen Politikens Magasinet, så den røg lige i indkøbsposen.
 
Nåh - den bog jeg skulle hente, var denne om 1864, "Fra Altona til Dybbøl - midtjydske soldater i krigen 1864" af Magne Lund og Preben Strange......den glæder jeg mig til at læse, den virker nemlig ret nørdet....altså meget detaljeret. Faktisk blev jeg gjort opmærksom på dens eksistens af min "Roomie" på arbejdet, altså den kollega (Anette) jeg deler kontor med; det var et eller andet med noget familie eller forældres ven(-ner), der havde skrevet den og udgivet her i Maj 2014:
 
 
Nu har jeg det med IKKE at falde for impulskøb (her omgås sandheden nok en smule), men for et stykke tid siden, så købte jeg denne bog, som også handler om 1864:
 
 
Den ser spændende og handler, som det fremgår af forsiden, om den danske hærs tilbagetrækning fra Dannevirke og til Dybbøl. OK - det var et impulskøb. Nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal synes om den. Jeg har endnu ikke læst den og hverken forfatter Claes Johansen eller forlag sagde eller siger mig noget, så jeg har googlet lidt på forfatteren og fundet ud af, at han har skrevet en masse bøger m.m. Faktisk enorm produktiv (se ved at trykke her)....og det er måske grunden til min skepsis. Han har skrevet dokumentariske bøger om andre krige, men han har også skrevet romaner, noveller m.m. Og det er så det jeg frygter lidt; at han spreder sig over for meget og ikke får researchet sine dokumentariske bøger godt nok, men kun får skrevet det på baggrund af få kilder. Det har jeg oplevet før med andre forfattere og bliver så irriteret, når man ved noget om emnet, og finder ud af, at dette eller hint er forkert eller der mangler en dybere forklaring på hvorfor noget skete eller ikke skete og så videre, og så videre. Nuvel - den får en chance og forhåbentlig bliver min skepsis gjort til skamme.
 
I øvrigt var det "forfærdeligt" inde i byen i dag. Jeg tog ind til Nørreport med offentlig transport og gik først ad Fiolstræde til mine sædvanlige "antikvariat-pushere" og siden til Købmagergade til Arnold Busck og så tilbage til Nørreport. Nu er forretningerne allerede i gang med det der jule-halløj og på Kultorvet var der sat små boder op med jule-ting og sager ligesom der var karrussel og futtog til børnene.....og herhjemme hvor jeg bor, i et rækkehus med 8 huse, der har 5 af naboerne allerede sat lyskæder på buskene i forhaverne......suk....det er for tidligt efter min smag, men jeg bliver alligevel overrasket hvert år over hvor tidligt det der Jule-halløj begynder. 

onsdag den 12. november 2014

Arktisk sommer

Det var højst sandsynligt at jeg var stødt på ham før, men første gang jeg rigtigt bemærkede ham var i 2008, hvor Lillemor og jeg  (igen-igen) besøgte Johannes Larsen Museet i Kerteminde, hvor der var udstilling med/om dels E. Lehn Schøiler's bøger om Danmarks fugle (som Johannes Larsen havde illustreret) og dels om Jens Gregersen's udstilling og bogudgivelse "Årets ring". Lehn Schøiler's og Johannes Larsen's bøger kendte jeg i forvejen og det var den del af dobbelt-udstillingen der var mit hovedformål at besøge, men altså "ham" Jens Gregersen, blev jeg virkelig betaget af. Han er, som Johannes Larsen var, en gudsbenådet tegner og illustrator men også - viste det sig for mig - en fremragende fortæller. Jeg købte fluks den bog af ham der havde givet udstillingen sit navn, nemlig:

...som er en fremragende bog om årets gang på den lille ø Vorsø, hvor han bor og som er beliggende  i Horsens Fjord.

Nu har Jens Gregersen igen skrevet en bog, som lige er udkommet, nemlig "Arktisk sommer". Den er i stort format og på hele 397 sider til bare kr. 399:

Bogen er om Jens Gregersen's mange rejser gennem ca. 15 år, fra år 1999 til 2014, til de arktiske egne; Lapland (!), Grønland, Sibirien, Alaska og Canada. En blanding af dagbogsnotater og "almindeligt" skriveri med en masse fantastiske illustrationer. Den bog er jeg i gang med at læse lige nu og den er fantastisk.

Man kan læse lidt om Jens Gregersen på hans egen hjemmeside (hans navn virker som link der til). På hjemmesiden er lister over de andre bøger, han har udgivet eller medvirket til.


Danmarks Radio (billedet ovenfor er fra DR) har på P1 et programserie, der hedder Natursyn.

Ved at trykke på denne her linie, kan man komme til at høre et ca. 42 minutter langt interview med ham.

lørdag den 25. oktober 2014

Imorgen søndag.....

I morgen, Søndag.... :-)


drager Lillemor og jeg til Lolland for at se denne udstilling:
 

 ...og jeg glæder mig :-)

søndag den 19. oktober 2014

En mindre efterårssyssel......

En af de udstillinger jeg nævnte i forrige indlæg er nu "klaret af". Faktisk var det en dobbeltudstilling, nemlig Martinus Rørbye udstillingerne om på Nivågaard og Øregaard, henholdsvis  hans rejser sydpå og nordpå:



Igår Lørdag tog Lillemor og jeg til Nivaagaard og så om Rørbye's rejser sydpå. Det var en fin udstilling. Intet direkte nyt men dejligt at gense meget af det. Og igen - når jeg ser Rørbye's "ting", så slår det mig hver gang med en enkelt "detalje". Først vil jeg sige, at jeg endog meget godt kan lide Rørbye's ting; især kan jeg godt lide hans gennemtegnede tegninger og hans akvareller samt nogle - en hel del - af hans oliemalerier. I hans tegnede skitser og i enkelte oliemalerier, er der dog den her ting der springer mig i øjnene; han er ikke god til mennesker/størrelsesforhold. I hans tegnede skitser, som jo bare er skitser og hastige forlæg til oliemalerier, er menneskene for lange og for tynde og lidt ude af proportion størrelsesmæssigt. Det med størrelsesforholdet kan også engang i mellem ses i oliemalerierne. I et meget detaljerigt og meget flot maleri af en brøndbygning i Konstantinopel ses det tydeligt. Jeg har prøvet at smide et foto af maleriet herunder og bemærk rytteren på den hvide hest lidt til højre for midten i billedet. Han er for lille....det er lidt kikset, ikke ? Eller er det bare mig ?:
Prøv at klikke på billedet og få det i ekstra-ekstra stor størrelse og så fremgår det tydeligere.

Dette billede er et oliemaleri. Forlægget - en akvarel - synes jeg er bedre, men det synes jeg tit forlæggene/olieskitserne er; de er mere friske og direkte.

I dag Søndag, var jeg så alene afsted på Øregaard i Hellerup for at se om hans rejser i Danmark, Norge og Sverige. Lillemor havde det ikke så godt, så jeg tog - med hendes billigelse - afsted alene (hun kan også godt lide kunstudstillinger etc. men "brænder" ikke lige så meget for det som jeg).

Det regnede kraftigt da jeg tog afsted. På den rute jeg valgte for at komme til Øregaard - som jeg aldrig har været på før - førte vejen mig fra Emdrup via Tuborgvej til Strandvejen. Tuborgvej passerer Mindelunden i en viadukt og her var der meget vand. På hjemturen var der kommet mere vand, så jeg knap nok kunne køre igennem. Jeg tænker, at den lukkede en time efter jeg havde været der.

Øregaard har ingen særligt gode parkeringsforhold; man parkerer på villaveje og hold da op, hvor jeg blev våd de par hundrede meter jeg måtte bevæge mig fra bilen til Øregaard.

Men altså udstillingen:

WOW - for en uhyre positiv overraskelse.......

Der var selvfølgelig en del ting jeg kendte i forvejen, hans Skagensmalerier og bl.a. også hans maleri fra Domhuset og lidt andet, men det meget positivt overraskende var alle de malerier og akvareller og tegninger i privateje der var, som jeg aldrig havde set før. Det gjorde mig helt høj. For pokker da, - hans gennemtegnede tegninger var faneme flotte og gode. Det var virkelig dejligt at opleve.

Jeg kan kun kraftigt anbefale disse 2 Martinus Rørbye udstillinger og især den på Øregaard, hvis man vil opleve noget nyt.

I forrige indlæg er der et par links til Nivaagaard og Øregaard hvis I vil vide mere.

......og så kom Lillemor med en invitation fra hendes Personalekunstforening om rundvisning på Arken på den ny-åbnede udstilling om Michael Anker og P.S.Krøyer. Den siger vi selvfølgelig ja til, selvom jeg (vi) ikke havde den som prioritet, da - det her lyder højrøvet, det ved jeg - nok har set alt hvad der er af de 2 Herrer adskillige gange tidligere, bl.a. gennem alle vores år på Skagen (fast besøg på Skagen Museum hver gang vi er der) og på Hirschsprung's samling o.s.v.



søndag den 16. februar 2014

van Gogh, Gauguin og Bernard - Dramaet i Arles....på Ordrupgaard...

I går Lørdag tog Lillemor og jeg Ordrupgaard for at se udstillingen:



Som det (måske ?) kan ses på bannerets overside, har den udstilling fået rigtig gode anmeldelser, da den blev åbnet i sidste weekend af Kronprinsesse Mary.

Ordrupgaard er et rigtig, rigtig godt udstillingssted. Det har fin samling af fransk impressionistisk kunst og en fin samling af dansk kunst samlet af forsikringsmanden Wilhelm Hansen. Beliggende i en stor Herskabsvilla og i en flot gammel park. Der er sket 2 tilbygninger i tidens løb og for et par år siden fik man foræret (møbel-) arkitekten Finn Juhl's hus, som ligger på nabogrunden og som der i dag også er adgang til. Der er dog 2 ting, der er - skal vi sige - mindre gode ved Ordrupgaard og den første ting er åbningstiderne, som er Tirsdag - Søndag 11-17 og Mandag lukket. Altså ingen sen aftenåbning om f.eks. Onsdagen hvilket betyder  at "almindelige" mennesker stort set ikke kan komme om hverdagen men må bruge weekender, hvor der endda først åbnes kl. 11, hvorfor der kan blive - og bliver - meget trængsel. Den anden ting er meget begrænset P-plads, hvilket hver eneste gang betyder kaos - hvergang.

Jeg havde sagt til Lillemor, at vi nok skulle være der ca. 10,30 p.g.a. ovennævnte. Lillemor var lidt lunken ved det, da det kun tager os ca. 20 min. at køre dertil. Og vi ankom der til ca. 10,33 og der var allerede en 6-7 biler holdende. Vi gik over til indgangen og der kunne vi se 6 personer stå udenfor og vente; de øvrige, der havde måtte være kørt der til i de parkerede biler, måtte så enten være ansatte eller folk der gik tur i parken.

Vi tog også opstilling og ventede og faldt lidt i snak med de andre ventende gæster og kort efter kom der flere og flere og da dørene åbnedes kl. 11,00 var køen nok på ca. 150-175 ventende gæster.

Vi kom ind, fik købt billetter ( kr. 110 pr. snude) og det obligatoriske katalog, som viste sig at være en indbunden stor bog på 215 sider til kr. 349,50 (og det er den værd, skal jeg hilse og sige).

Og Per Teilman i Vejen har helt ret; man må IKKE fotografere på Ordrupgaard. Det er tydelig markeret med skilte. Jeg kan også huske fra sidst vi var der og se Berthe Morrissot udstillingen og jeg "blev påtalt" om ikke at fotografere. De viste billeder  af malerier, som var på udstillingen, i indlægget her - undtagen det af gæsterne ude foran - er altså hugget fra internettet.

Udstillingen er delt i 2 afdelinger beliggende på hver side af billetskranke og museumsshop, så vi skyndte os til den markerede 1. afdeling.

Ja - der er ikke så meget andet at sige, at udstillingen fuldt ud levede op til i hvertfald mine forventninger; der var udover de malerier Ordrupgaard selv ejer, lånt malerier fra Sverige, Tyskland, Holland, USA m.fl. både fra museer og fra privat-samlinger.
 van Gogh: Plovfure

Udstillingen omhandler jo "Dramaet i Arles", der hvor van Gogh efter skænderi med Gauguin skar et stykke af sit øre og forærede til en prostitueret !! - sikke en kærlighedsgave at få...

De fleste ved, at Gauguin besøgte og boede hos van Gogh der i Arles men de færreste ved - incl. mig selv - at en 3. person, som godt nok ikke var fysisk til stede, også var involveret og det forstået på den måde, at han, maleren Bernard, der var 12 år yngre end van Gogh, var ven med både Gauguin og van Gogh og flittigt korresponderede med de 2 i netop den periode og i brevene frem og tilbage vel fik sat noget præg på begivenhedernes gang.

Det er sjovt at se, så stor forskel der er på van Gogh's malerier og på de 2 andres. Faktiskt synes jeg, at Gauguin's og Bernar's måde at behandle malingen på, altså den måde de "smører" malingen på - meget tyndt - er ret ens. van Gogh derimod, smører jo på i tykke lag og striber.
 van Gogh: Olivenlund 

Men altså - det er en rigtig god udstilling så gak ud ud i skoven og se den på Ordrupgaard.
 Paul Gauguin: Blå træstammer


Émile Bernard: Min søster

torsdag den 16. januar 2014

Lidt association......en smule...men alligevel...

For øjeblikket har vi på min arbejdsplads en kunstudstilling af en kvindelig kunstner jeg ikke har hørt om før; Birgit Andreasen fra Rødovre.

Hun udstiller sådan 2 slags billeder, nemlig lidt personer og lidt landskaber. Jeg tror at der er 10 - 12 stykker af hver type. Personbillederne er jeg ikke begejstret for; nogen af dem ude af perspektiv/forhold... man bliver lidt søsyg af at se på dem .....og generelt synes jeg de er lidt kedelige.

Men landskaberne, dem er der en del jeg synes godt om. Jeg mente jeg havde set dem før - måske - eller snarere, at der måske var noget bekendt over dem....et eller andet var der i hvert fald. Og så slog det mig forleden dag; det er J.F.Willumsen de kan minde en bette smule om. Et eller andet fælles er der over dem.

De 4 første er af Birgit Andreasen:

Vindsleben sne.
 
 Koral rev 

 Gulbrune bjerge  

 Dolomitterne


 De næste 3 er af J.F.Willumsen. Den første behøver ikke nogen præsentation - den er jeg selv meget bjergtaget (hø-hø) af;
Bjergbestigersken

Sol over sydens bjerge

Aftensuppen

Der er et eller andet med farveholdningen, ikke ? Sådan lidt klare farvesætninger uden for megen hurlumhej. Men det er alligevel en dristig sammenligning....association....jeg har tilladt mig.

J.F.Willumsen er en kunstner jeg sætter meget højt - endda rigtig meget højt. Jeg har en stribe bøger om ham og besøger jævnligt hans pragtfulde museum i Frederikssund. Jeg synes at han er genial med alt hvad han har rørt ved. Han har ikke bare lavet malerier men også keramik, tryk af forskellig slags og også billedhuggeriet har han flirtet med.

Nedenfor er et af de "malerier" jeg altid dvæler ved: Jotunheimen. Den viste yder slet ikke originalen retfærdighed. Det er en blanding af maleri og skulptur, idet relieferne i rammen er lavet af Zinck og så bemalet. Den øverste takkede kant/ramme er hele Jotunhem-massivet i profil i zinck. Samme profil er malet i maleriet øverste del. Et fantastisk stykke.


Med hensyn til billedhuggeriet, er der denne skulptur - en hel væg på hele 620 cm x 400 cm og lavet i forskellige sten- /marmor arter og metal. Også den her vist yder ingen retfærdighed. Et genialt mesterstykke synes jeg.

 
 
Nå - det var lidt om Birgit Andreasen og J.F.Willumsen.......
 
Og så idag efter arbejdstids slut kl. 18, hentede Lillemor mig. Hun havde haft fri idag og havde "oset" ude i Rødovre Centrum og der set en Samsonite kuffert som hun syntes vi skulle investere i. Hun startede med at sige at den var på udsalg og man sparede hele 30 % og det er da udmærket. Dernæst, at den kostede kr. 1.199....før rabatten....og hun syntes det var et godt tilbud som vi skulle nappe. Her skal indskydes, at vi har diverse - en 4-5 stykker - kufferter i forskellige størrelser på hjul i forvejen, men hun syntes altså at vi skulle have en i samme størrelse som en vi har i forvejen for "så har vi en hver og kan indchecke dem som håndbagage, da de lige opfylder målene, og vi så slipper for at vente på bagagen o.s.v." . Der var sikkert flere gode forklaringer, men jeg sagde bare OK - vi skal en smuttur - 4 overnatninger - til Amsterdam i næste måned, så den skal nok blive brugt.

Og nu vi var i Rødovre Centrum, så smuttede jeg lige ind i boghandlen der; den er en af de bedre jeg kender, selvom den er en kæde-boghandel; Arnold Busck - og sørme om jeg ikke lige fandt en bog "der passede" mig:
 
 
 En net lille sag - i meget stor format og formentlig vejende et par kg eller tre - og på sølle 576 sider omhandlende, ja det ses jo; Art Deco, I ved - Art Noveau, Jugendstil, Skønvirke....sådan lidt af det samme...kært barn har mange navne....men jeg er jo begejstret for den stil og den glæder jeg mig til at læse og nyde.....og så kun til den latterlige pris af kr. 299, - og hvem kan modstå det, vel ?  Forfatteren er Maria Adriana Giusti og bogen er udgivet på det italienske forlag Scala.

mandag den 23. december 2013

En udfordring......

Jeg er (som mange andre) også på Facebook. Jeg blev lokket til det. Selvfølgelig blev jeg det. Og det har vist sig at være ret sjovt. Med det menes, at jeg er kommet i kontakt - og kun på Facebook - med "gamle" skolekammerater, kammerater fra barndommen af, familie i Sverige og så også en masse andre mennesker. På et tidspunkt havde jeg flere hundrede "venner"; af disse havde jeg måske selv anmodet de 50 "om venskab" og de fleste af dem er de 3 ovenfor nævnte kategorier. Resten var folk der har anmodet mig om venskab. På et tidspunkt rensede jeg virkelig ud i flokken og kom ned på små 100 stykker men er nu oppe på 120. Derudover er jeg med i noget over 10 grupper fortrinsvis om historie og gamle dage og den amerikanske borgerkrig...der er og et par andre til. Disse grupper følger jeg meget, for de er rigtig gode kilder til oplysning om de interesser jeg nu har.

Nok om det. På Facebook sker der mange ting. En af de ting der kan ske, er at man bliver "udfordret" på den sjove måde. Man modtager utal af invitationer til at deltage i alle mulige slags spil, begivenheder o.s.v. som jeg konsekvent afviser. F.eks. mangler jeg fuldstændig det der "spille-gen"; det siger mig intet og kan ikke ophidse mig og det er alt som Poker, Ludo og mange andre mærkelige spil der florerer på Facebook. Men nu i dag...eller rettere her til morgen, så dumpede en "udfordring" op hos mig fra en af de bedste bloggere jeg kender, nemlig Jens Drejer (tryk på hans navn og læs hans blog; den er rigtig god). Jens, som jeg også er ven med på Facebook, skrev eller sendte nedenstående "udfordring":
-----------------


Jeg fik denne af Søren Schauser . Reglerne er som følger: ''In your status line list 10 books that have stayed with you in some way. Don't take more than a few minutes and don't think too hard. They don't have to be 'right' or 'great' works, just the ones that have touched you. Tag 10 friends, including me, so I can see your list."

Dickens: Bleak House.
Tolstoj: Krig og fred.
Virginia Woolf: Bølgerne.
Hallgrimur Helgason: Stormland.
H.C. Branner: Ingen kender natten.
Boris Vian: Efterår i Peking.
Elsa Gress: Simurghen.
Houellebecq: Elementarpartikler.
Alexandre Dumas: Greven af Monte Cristo.
Thomas Bernhard: Udslettelse.

Jeg sender udfordringen videre til: Kell Commerau Madsen, Charlotte Lundgren, Jan Dresler, Lene Christensen, Sune Borkfelt, Sanne Hamann Pauner, Uffe Jerner, Anna Chris Thompson, Susanne Angeline Wodickh, Arild Batzer ........

God fornøjelse til jer alle sammen. Jeg håber, at det er sådan en "opgave" som I vil nyde lige så meget som mig. Jeg synes det er enormt sjovt, at lave sådan en liste, men jeg synes det er mindst lige så sjovt, at læse andre folks lister ....


  • Du og 4 andre synes godt om dette.
  • Jens Drejer Jeg kan ikke lade være med at tilføje, at bortset fra de to nederste, så har jeg læst alle disse bøger mellem 5 og 15 gange. Det er virkelig bøger som "have stayed with me" og fascineret mig rigtig meget. Det er bøger, som jeg ikke har været i stand til at slippe igen.
 
--------
 
Hmmmm......den sad jeg så i morges og grundede en del over. Af de 10 bøger som Jens selv remser op, så kender jeg de 3, som jeg også har læst om end det er mange år siden: Tolstoj's Krig og Fred, H.C.Branner's Ingen kender natten samt Alexander Dumas' Greven af Monte Christo. De andre på listen siger mig ingenting; hverken forfatter eller titel. En af Jens' venner har svaret ham med en liste og her er der kun en der siger mig noget, nemlig Lev stærkt dø ung....som, hvis det er den jeg tænker på, også er blevet filmatiseret med Humphrey Bogart.

....og så sidder man der og tænker, hvilke bøger jeg har læst og som lever op til de krav som Jens beskriver i sin udfordring: at det ikke behøves at være store værker/bøger, men bare bøger som har påvirket/mærket mig på en eller anden måde........hold da op.....jeg har læst i 1000-vis af bøger gennem tiderne; dels har jeg altid været en flittig biblioteks-låner, dels har jeg og Lillemor købt i stakkevis af bøger gennem tiderne......men hvilke 10 har gjort et u-udsletteligt indtryk hos/på mig ??....hold da op.....

Jeg har gået hele formiddagen og tænkt på den udfordring. Som sagt, jeg har læst rigtig mange bøger gennem tiderne og der har sandelig været gode bøger imellem men der har også været rene skod-bøger og bøger som jeg er startet på men som jeg aldrig har læst færdig af den simple grund at de bare ikke fangede mig. En bog skal fange mig indenfor de første 20 sider....måske 30 sider....nej 20 sider og gør den ikke det, så ryger den ud/retur.

For mange, mange år siden, løb jeg ligesom "tor for bøger" og anede ikke rigtig hvilke bøger, genre, forfattere e.t.c. jeg skulle give mig i kast med. Jeg pålagde mig derfor følgende: At gå ind på biblioteket, stoppe ved en-eller-anden-række, gå ind og stoppe et sted, strække armen ud og tage en bog helt tilfældigt og så tvinge mig" til at læse den. Det gav godt nok nogen sjove oplevelser; jeg fik læst om rets-pleje, mental-hygiegne, buddistisk lære og tre-panantion med læsning gennem det tredje øje og rejser på astral-legemerne, om jernbanebygning, rejsebeskrivelser i det 1700 århundrede, skølitterære bøger hvis forfattere jeg ikke kendte og i dag ikke kan huske. Faktiskt fik jeg læst og lært meget som i dag ligger et sted "hard-disken" og som dukker op, når et eller andet emne popper op i en diskussion, et radio- eller tv- program o.s.v.

Jeg har læst enormt meget skønlitterært gennem tiderne i alle mulige genre og af alle mulige forfattere. Jeg har også læst en masse og læser vel i dag og ca. 20 år tilbage mest fag-litteratur indenfor mine interesseområder. Det kan ses på mine boglister, som er ude til højre her på denne min blog. Og alle de bøger, som jeg har lavet lister på, dem lever jeg bogstaveligt med til dagligt og vender tilbage til dem hele tiden simpelthen af interesse. Og det er 99,9 % fag-bøger af en slags.

Mens jeg har tænkt på det her med bøger, de skøn-litterære altså, så er jeg kommet der til, at jeg ikke har nogen decideret favorit-bøger. Jeg har nok snarere favorit-forfattere. Folks måde at skrive på betyder meget, som nævnt tidligere...det her med at fange.....stemninger, sprogets virkemåde, ordenes flyden og lyd og det musiske i dem.....svært at forklare, men lad mig remse en stribe forfattere op som jeg godt kan lide at læse af netop de grunde som nævnt ovenfor: Simenon, Sjöwall og Wahlöö, Dan Turéll, Jan Guilluo, Leif Davidsen, nogle enkelte af Dan Brown. For disse forfattere er det sproget der fanger hos mig. Den måde de bruger sproget på. Igen - svært at forklare, men "de ligger godt i munden".....om jeg så må sige....

Men OK - jeg har lavet en liste på 10 "bøger" som har gjort indtryk på mig under den ene eller den anden form. De 8 første vender jeg tilbage til igen og igen. Jeg har ikke listet dem i nogen form for favorit-rækkefølge, men her de:

Jennings Cooper Wise: The long arm of Lee vol 1+2 (om organisationen og udviklingen af sydstaternes artilleri gennem den amerikanske Borgerkrig 1861-1865).

Achton Friis: Danmarksekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-08.
 
Peter Englund: Poltava (om den svenske konge Karl d. XII nederlag ved Poltava i 1709).

Mullarney, Svensson, Zetterström og Grant: Fugle i felten (Fugle-identifikation).

Constantin Hansen: En guldaldermaler i Italien. C.H.'s brev hjem om sin ophold i Italien 1835-1843.

H.P.Rohde: Danske kunstnere i Rom. En doktorafhandling om et maleri.

Erland Porsmose: Johannes Larsen.
Anders Zorn: Självbiografiska anteckninger. (Zorn's selvbiografi).

Anders Bodelsen: Straus. En roman om en forfatter, der skriver en roman om 2 andre forfatteres indbyrdes jalousi-fyldte forhold.
Color Climax. Pornoblad fra vist nok 1980'erne

De 9 førstnævnte bøger på listen har jeg. Color Climax har jeg ikke (mere).

At jeg nævner et Porno-blad skyldes, at jeg er vokset op i den tid hvor porno'en blev frigivet og alle disse blade opstod ligesom der var Live-shows klubber og begyndende porno-filmsindustri. Det gjorde et vældigt indtryk på mig dengang. Som de fleste (selvom de ikke vil vedgå det offentligt) har jeg set både porno-blade og porno-film og endda overværet et rigtigt Live-show en gang. Jeg har også kendt nogen, der var "indenfor branchen" og det både udøvende og producenrede. Jeg har tit og ofte tænkt på, hvad det er/var, der fik folk til at gøre "det der" på foto og på film. Hvad var det, der fik dem til det ? Har endda læst lidt om det, selvom der ikke er meget indenfor emnet...det er jo nærmest ovre i psykologien vi er her.

I det hele taget, så har mennesket og dets reaktioner i alle henseender altid fascineret mig. Selvom jeg ikke har bøger selv om psykologi, så har jeg da læst en del om det. Jeg "elsker" at "se" på mine medmennesker og prøve at forstå netop deres reaktionsmønstre, deres livsværdier o.s.v., o.s.v. Jeg kan få timer med at bare sidde og betragte folk.........så ved I det :-)

Men det var så lidt om Jens Drejer's udfordring....en sjov en ved nærmere eftertanke. 


lørdag den 30. november 2013

Plakater og tegnere....

I kender sikkert denne her......


.....og I kender sikkert også Sikker Hansen's plakat for Brugsen kaffe....
......og hvis I er lidt ældre, kan I måske huske denne reklame fra DSB.....
....og hvis I er rigtig gamle, så er der den her fra afstemningen i 1920 om Genforeningsafstemningen ..


...og så endelig denne her, som nok er den allerbedste reklame plakat jeg kender, Erik Henningsen's pragtfulde plakat om den svende mand på en landevej på en varm sommerdag......

Og hvorfor nu de reklame-plakater ??

Jo, - som det nok fremgår hist og pist her på bloggen, så er jeg jo ret kunst- og design interesseret (se bl.a. mine sider ude til højre). Med hensyn til kunsten er det jo mest guldaldermaleri og kunst omkring århundredeskiftet (sådan ca. 1880-1920) jeg er mest begejstret for, men jeg kan også lide "moderne nutidskunst". Når det gælder det ny, så er det tit forbundet med tanken om hvordan pokker de (= kunstneren) er kommet i tanke om lige at finde på det der....altså måske ikke så meget selve "værket" men mere ideen, der ligger bag. Dernæst kommer så det tekniske....altså måden kunstneren har løst opgaven på....hvis man kan sige det sådan.

Et af de områder, hvor dette tydeligst kommer til udtryk er indenfor reklamens verden. De ovenfor viste plakater er bare et par eksempler, faktisk et par meget forskellige eksempler på hvilket budskab de vil have frem, ligesom de er meget forskellige i deres tegneriske og grafiske udtryk. Og netop lige præcis de 2 sidstnævnte tinghar gennem lang tid fascineret mig og haft min interesse.....ved siden af alle de andre interesser jeg har.

Nu er det sådan - her er jeg vel lidt manisk eller sådan noget lignende - at når jeg begynder at interessere mig for noget, så starter det i det små og bliver så mere og mere omsiggribende; jeg læser mere og mere om det, på internettet, køber bøger, går på udstillinger og rejser sågar efter det. Om det her med plakater, tegnere, design o.s.v., så har jeg efterhånden anskaffet mig et par pragtfulde bøger:

Bogen herunder, Grafisk Kunst, er en ordentlig moppedreng. Den er på norsk og oversat fra italiensk. Der er ingen forfatter angivet, kun at den er udgivet af Scala Group. S.A. Som sagt en ordentlig moppedreng på 599 sider og i en størrelse på større end A4 og lidt mindre end A3 format og vejer utroligt meget. Den spænder over plakater fra midten af 1800-tallet og frem til omkring 1990. Meget lidt tekst andet end billedtekst og så ellers bare plakater, plakater, plakater, alverdens plakater, en fantastisk bog at bladre og kigge i. En udsalgsbog i en bunke assorterede bøger af alle mulige forskellige slags til vistnok kr. 150.
Den nedenstående er en dansk udgivelse skrevet af Lars Dybdahl og handler om den globale plakat som titlen meget sigende siger. Meget tekst og forklaringer og rigtig oplysende. Den fandt jeg også på tilbud til kr. 99. Den er i almindelig kunstbogsstørrelse.
Den nedenfor viste bog er i almindelig A4 størrelse og mere end gennemgang af danske reklamer inkl. reklamefotos i 1900 tallet. Herlig og meget forklarende og med mange reklamer jeg kan genkalde mig. Skrevet af Asger Liebst og vistnok til en pris af enten kr. 198 eller kr. 248...altså ikke en udsalgsbog.
Den nedenfor viste om "Plakatens mester" Sven Brasch skrevet af Peter Holst Eriksen er også en pæn stor og tyk og tung bog, som jeg købte for nylig på bogmessen i Bella Centret for kr. 250. En herlig biografi om en tegner der virkede fra omkring 1905 frem til 1970. Faneme mange flotte tegninger i den bog og mange som man/jeg kan genkalde mig. Helt hans egen stil, - det jeg vil kalde en meget grafisk, ren stil. Få streger men knaldgode virkemåder og effekter.

......og så den sidste erhvervelse, nemlig Lars Dybdahl's (ham der også skrev Den globale poster) "Den Danske Plakat"; en meget dybdegående bog om netop den danske plakat. Meget apropos bogen ovenover, er bogen her prydet med en Sven Brasch tegning.

Det er faktisk en udstillingsbog/katalog for en udstilling i 1993 i Esbjerg. Jeg har jagtet den længe og fandt den så endelig i dag i Vangsgaards Antikvariat til "sølle" kr. 500. OK - jeg har set den nogle få andre steder til en lidt billigere pris, men i ringe forfatning, men denne i dag var bare til UG, så den nappede jeg lige.