Viser indlæg med etiketten kunst. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten kunst. Vis alle indlæg

onsdag den 8. august 2012

Aktive Herlev-borgere udstiller....2012

Igen i år, og jeg ved ikke hvor mange år det efterhånden er, udstiller aktive Herlevborgere på vores lokale Kunst- og Kulturcenter Gammelgaard.


Hvert år er der udstukket et tema, dog er det ikke mere fast end at det må afviges forstået sådan, at man kan indsende hvad man vil. Forresten er der EN forudsætning der SKAL holdes, og det er, at man bor i Herlev.

Årets tema er:

og jeg må sige, at jeg dennegang synes at temaet er fulgt flot og for visse udstilleres vedkommende sjovt. Bær over med mine foto's kvalitet, idet de foto'ene er fotograferet med mobilkamera.


Den ovenfor viste Triptykon er lavet af Ane Marie Lassen og hedder "Toscana". De 3 billeder kan ses/ophænges hver for sig, men giver en flot virkning sammen.

De ovenfor viste 16 malerier er alle af forskellige udstillere, der går under navnet Onsdags-holdet på Gammelgaards Kunstskole.

Hvert år udvælges en "Årets udstiller" og hæderen gik dennegang til Heidi av Reyni som har lavet en stribe små skulpturer der alle kan indeholdes i kvadratet 40 x 40. Herunder ses de under navnet "Stemninger". En herlig flok figurer.

Jeg synes at udstillingen i år er vellykket, idet de fleste som nævnt har arbejdet i formatet 40 x 40 cm....hvilket jo er praktiskt nok, når man kan købe færdige lærreder af den størrelse hist og her.

fredag den 6. juli 2012

Kunst ? Ja / Nej ? en video-installation......

Som det jo nok er de fleste af mine besøgende bekendt, så er jeg rimeligt (an understatement) interesseret i kunst; mine hovedinteresser på kunstens område kan I jo se ude til højre hvor mine forskellige boglister er anført.

Jeg er - trods alt - også interesseret i nutidskunst. Det nu mere for nysgerrighedens skyld. Jeg har jo tidligere skrevet, at jeg kan blive fascineret af en kunstners ide.....altså således, at jeg måske ikke synes specielt om værket (eller forstår det), men derimod nærmere i hvordan pokker kunstneren har fået den ide at lave netop lige den ting/det værk.

Jeg har også tidligere skrevet, at jeg ikke er specielt begejstret for installationskunst - herunder videokunst - men jeg har OGSÅ skrevet, at jeg har været enormt positivt overrasket over installationskunst. Sidst det var - og det er stadig noget jeg kan genkalde mig - var i dette indlæg her om bl.a. et besøg på AROS i Aarhus, hvor jeg stiftede rigtigt bekendtskab med Olafur Eliasson's installationer og især den der hed "Your atmospheric colour atlas". 

For nogen tid siden var der et program i TV hvor der var et indslag - et kort et ganske vist - hvor der lige medvirkede - blev interviewet kort - en kvindelig kunstner ved navn Katja Bjørn. Det var noget med en installation.....og dette er ud fra min erindring....der bestod af en (olie-) tønde med noget vand i og noget mere ved/med den tønde og at prisen vistnok var omkring 20-25.000. Jeg kan huske at jeg tænkte - som jeg har gjort før - hvor helvede skulle man gøre af den, hvis man fik/ejede den ? Den var mig noget weird, synes jeg.

Nuvel - i anden anledning, så faldt jeg over Katja Bjørn igen - jeg tror det var via kunstkritikeren Trine Ross' side (den er absolut værd at læse) - og så måtte jeg altså lige google Katja Bjørn og det viste sig, at hun har en hjemmeside (I får linket længere nede) og den gik jeg så ind på. Og helt ærligt, der var ikke så meget andet end lidt henvisninger og et par links til video-installationer. Jeg aktiverede den første af dem..................og hold da op.........den var godt nok speciel. Jeg måtte se den 2 gange; den varer 10 minutter. Og igen - tankevirksomheden kommer i gang, må jeg sige. Det her med hvorfor ?, hvordan ? o.s.v. Hvad er ideen med den ? Eller hvad skal den sige ? Meningen med den ?

For at gøre en lang historie kort, så er den herunder. Gør mig den tjeneste at ofre 10 minutter af jeres liv på at se den og skriv meget gerne jeres kommentarer - hvis I har nogen kommentarer altså.



Og husk nu, at I meget gerne må kommentere den.

Når og hvis I har set den, så gå ind på Katja Bjørn's side og se de andre - især den der hedder Honey 2010 (den var dog 25 minutter) og også den kan sætte tankevirksomheden i gang.

Og helt ærligt - jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det/dem....

onsdag den 13. juni 2012

Tema-dag på KMD

I dag Onsdag, var jeg til Tema-dag på KMD (som Kommune Data hedder nu om dage efter det er blevet privatiseret) om hvordan vi skal klare den smule af Pensionsbehandlingen som ligger tilbage i kommuner efter 01.03.2013, hvor alt om folke- og førtidspension (samt alt om boligsikring og boligydelse, børnetilskud og bidrag samt barselsdagpenge) overgår til den ny organisation Udbetaling Danmark (kaldet UDK) og som henhører under ATP i Hillerød.  Alle disse ting bliver samlet i 5 landsdækkende Centre, nemlig i Hillerød, Vordingborg, Haderslev, Hobro og Hjørring. Det er disse 5 Centre der fremover skal behandle alle ansøgninger om folkepension og Førtidspension og udbetale dem og deres forskellige tilskud og ydelser samt de øvrigt nævnte ting ovenfor. Det betyder, at folk får endog meget langt - og rigtig lang ventetid i telefonen, når de skal tale med dem. Fuldstændig som når man skal tale med SKAT. Iøvrigt skal alle ansøgninger om det ene eller andet fremover - fra 01.03.2012 - ske digitalt via Borger.dk......husk at få Nemide ellers kan I ikke "tale" med UDK om jeres problemer fremover.

I Kommunerne bliver der kun lidt råd og (meget lidt) vejledning tilbage og vi får meget begrænset adgang til de fremtidige systemer.....stort set kun kigge-adgang.

Nok om det.

På KMD, i deres kursus-bygning, har jeg altid beundret den megen kunst de har hængende der. Nedenfor bare et par eksempler og fotograferet med mobiltelefonens kamera; deraf kvaliteten. Iøvrigt hænger nogen af billederne højt og deraf de skæve vinkler.

Billedet herover er af Leif Madsen. Han laver altid små ting på meget store lærreder, nogen gang er lærrederne 1,5 x 2 meter store og tit ofte større endnu og så er der f.eks. vist en hel skovbund med anemoner.

Billedet herover og de 2 nedenfor, er lavet af Anders Ulstrup. Han var engang skolelærer i Herlev og havde/har en stor passion for Jazz. Det spillede han forresten også selv - Trompone/Trækbasun - og jeg har iøvrigt ham ham spille. Disse 3 billeder er alle jazz-inspireret og ca. 1 x 1,50 store....sådan da.


Billedet herunder, ja - det aner jeg desværre ikke hvem er, der har lavet det. Det er STORT. Personen på billedet er i naturlig størrelse, så det ER stort.

 
Billederne herunder, ja kunstneren behøver vist ingen nærmere præsentation, men det er altså Per Arnoldi hvis I skulle være i tvivl. Også disse malerier er store og hænger HØJT oppe.



Der er mange flere rundt omkring på kontorer og de store mødesale/rum der er derude, men dem må I evt. have tilgode til en anden gang.

Iøvrigt var Tema-dagen meget udbytterig......................................for en gang skyld ;-) .

fredag den 6. april 2012

Hornborgasøen 2012 - ny rekord 26.500 Traner....og vi var der...

Lillemor og jeg har i dagene Mandag d. 2. April til og med Torsdag d. 5. April været på "vores årlige tur" til Hornborga Søen i Västra Götland i Sverige. Hornborga søen er beliggende mellem de 2 store søer Vänern og Vättern. Vi havde - igen - lejet hytte eller "Stuga" om man vil hos Hornborgasjöns Stugby, som ligger i den nordlige ende af søen på en ås eller lille "bjerg-kæde/rand" kaldet Billingen.
Det var en nybygget "stuga" med fin udsigt over søen. Om morgenen og om aftenen kunne vi se og høre Traner her, ligesom der var aktivitet af Musvåger, Stor Flagspætte, Grønspætte, Ravn, Stor Regnspove, Skovskade over og rundt om os lige som vi havde besøg af Rådyr hver morgen og aften.
På billedet herunder - den nordlige del af søen - kan man til højre ane nogen marker og vådområder og det var der vi hørte indflyvende Traner om aftenen.
Vi ankom som sagt Mandag eftermiddag. Det eneste vi lavede denne dag var at slappe af, nyde udsigten og en lille smuttur til Hornborga Søens Naturum som kun ligger få km væk fra hvor vi bor.

Næste morgen, Tirsdag, tog vi så ved middagstid til Tranedansen som er "Hovedpunktet" for Tranerne deroppe. Vi har jo været der nogen gange før, så vi parkerede ved Bjurum Kirke og fik lidt kaffe der og beså kirken.
Dette - billedet ovenfor - er det allerførste man ser, når man kommer kørende til kirken: Traner i massevis stående på kanten af bakken.

Herunder ses Bjurum Kirke fra "Trandansen" - ganske mange Traner, ik' ?
Vi var inde og se kirken og derinde bemærkede jeg disse 2 lange stænger med poser påmonteret. De sad på en række oppe ved klaveret (der er orgel) i nærheden af alteret. Det er til indføring på bænkeradernerne så man kan få noget kollekt = skillinger i posen :-) . Alle kan nås på den måde :-D .

Men altså Tranerne; da vi var der i de dage, så var der ny rekord: hele 26.500 Traner blev der optalt om aftenen flyvende til rast ved søen. DET er mange, ufatteligt mange. De foregående dage havde der været 16.-17.000 men nu 26.500. Dagen efter var der "sølle" 21.400 og dagen efter igen kun 15.800.

Vi har gennem årene været der mens der har været alt mellem 8.000 og nu altså 26.500. Uanset hvad, så er det mange og de er der bare overalt i området:



Sådanne flokke, som den nedenfor, kommer hele tiden indflyvende..........


Man kan ved at trykke her se statistikkerne for Trane-antalet HER.

Senere var vi ude at se ruinen af Gudhem Kloster. Jan Guillou har jo skrevet en stribe romaner om en Tempel-ridder, Arn, og de bøger foregår i området, som altså er spækket med steder fra bøgerne. Det er blevet - ved siden af det med Tranerne - en hel lille turistindustri.

Området er også pænt dækket ind med kunstnere og ateliere. Der er rimeligt mange. Vi besøgte en af dem, som har fået "banket" noget af en virksomhed op, nemlig Göran Löfwing. Ud over at han er dygtig som maler i olie og akvarel og ved tryk af litografier, så er han også benyttet meget som illustrator og til baggrundsmalerier på forskellige museer - om dyr forstås. Han har fået udbygget sit atelier med cafe/restaurant som også kan bruges til konferencer. Der afholdes forskellige udstillinger, kunst-kurser, foredrag og spillemandsaftener og meget af det styres af hans hustru.
Jeg købte en bog af og om ham og den er, udover de flotte ting der i, også meget humoristisk.

En formiddag var vi ude på Skövde Skjutfält for at se om der var nogen "spillende eller dansende" Urfugle. Et par dage for inden, havde der været udmeldt hele 19 dansende hanner derude. Vi så ikke en eneste, men det skyldtes nok tidspunktet = for sent på morgenen/formiddagen. Vi har tidligere - en anden gang for år tilbage - haft fornøjelsen af at se Urfugle der ude. Men altså ikke dennegang. Kun Lærker, Musvåger og Misteldossel var der nu.
At hele området øst og sydøst for Skövde er militært fik vi at høre, da vi vi pludselig hørte kanoner skyde i det fjerne. Det skal lige indskydes (!), at hvis området IKKE er lukket med bomme, så må man godt færdes der. Der er flere skyde-felter i området. Men altså de her brag afstedkom i det fjerne nedenstående syn:

Man kan se røgen stige op der i horisonten bag træerne. Og vished for at det er militært område får man, når man se sådan "en karl" parkeret udenfor:

Vejret var godt, altså koldt men godt. Nogen morgener var der minus 9 grader og op ad dagen steg det til hele plus 5-7 grader. Men ellers flot med blå himmel og næsten ingen vind.

Hver aften havde vi de flotteste solnedgange man kan ønske sig. Det er helt utroligt at se på og især de sidste par minutter går hurtigt.
Lige når solens sidste kant forsvinder bag horisonten, så er det lige som om, at himlen eksploderer i de flotteste gule, orange og røde farver. Fantastisk skuespil.....og så er det helt gratis at overvære.

Men altså en dejlig tur alt i alt. På vejen hjemad så vi dødt Vildsvin ligge i vejkanten. Lidt vel overraskende - OK vi ved de lever deroppe - men herhjemme er det højst et Pindsvin eller en kat eller Råge eller anden fugl. Ellers var det mest Musvåger og Røde Glenter der sås på himlen.

søndag den 25. marts 2012

PRO - kunstnersammenslutningens 50 års jubilæumsudstilling

Jeg bor jo klods op af vores kommunes Kulturhus Gammelgård og i disse dage - fra 10.Marts til 22. April - er der udstilling med kunstnergruppen PRO i anledning af gruppens 50 års jubilæum.

Som sagt - gruppen har 50 års jubilæum - og deres udstilling kalder de for PROMOTION:


Jeg havde besluttet at gå derhen og se udstillingen idag. Dels fordi jeg altid ser Gammelgårds udstillinger og dels - især måske - fordi det er PRO.

Og hvorfor nu det ? Jo - for små 30 år siden var jeg i en årrække sekretær i Herlev Kunstforening (den døde nogen år efter min udtræden men er så for ca. 10 år siden genopstået) ligesom jeg i en årrække var formand for vores personalekunstforening på arbejdet. Men altså - i kommunen havde vi ansat en kunstnerisk konsulent ved navn Steffen Lüttge og han var tillige medlem af PRO. Han spurgte mig engang om jeg ville være med til hænge billeder m.m. op inde til PRO's udstillling på Charlottenborg. Det ville jeg gerne. Steffen var en af fire i ophængningskomiteen det år og sådan set var det de fire der bestemte hvem der skulle hænge hvor og sammen med hvem andre. Nu var nogen af de andre kunstnere mødt op og hold da op - sikke en gang kævl, gnid og fnid og skænderi der kom ud af det. X ville ikke hænge der, men derimod der .Til gengæld ville X ikke hænge sammen med Y o.s.v. Egentligt ret morsomt at overvære de par dage det stod på men også lidt surreelt at opleve voksne menneskers optræden på den måde.

Ovenstående 3 billeder er af Karen Kjær Laursen. Bemærk de slagtede dyr der hænger der.

Nåh - Gammelgård altså; det er en udmærket udstilling som bestemt er værd at se. Den er dels i hovedhuset og dels i de 2 lader. Lige da jeg var ved at slutte spurgte Gammelgårds "bestyrer" mig om jeg skulle overvære kunstnernes foredrag om lidt....kl. 15,00. Det havde jeg ikke lige opdaget, men bestemte mig til at være med og det fortrød jeg ikke.

Gunnar Bay bød velkommen og fortalte lidt til os fremmødte - ca. 20 stk. - om PRO's historie o.s.v. og især om balladen fra 2007 da alle sammenslutninger, PRO, Grønningen m.fl. blev smidt ud af Charlottenborg af selveste Kulturminister brian Mikkelsen. Det var morsomt og bedrøveligt at høre om.

Efter dette fotalte Gunnar Bay så om sine egne malerier og installationer. Herunder ses et billede fra PROstata serien - meget originalt og sikken humor han lagde for dagen da han fortalte om det.

Nedenfor ses hans installation "Welcome to Exile"; et bord og 4 stole med skruer bordet op igennem nedefra. Udstillingen hentyder til gruppens bortvisning og dermed exil fra Charlottenborg.

Herefter var Hans Tyrrestrup der fortalte om sine malerier, deres tilblivelse med stor inspiration fra hans opvækst i det jyske:

Vi sluttede af med Bodil Brems' billeder og hun fortalte levende om serien "Guldalder komprimeret". 


 Det billede, som Bodil tal om på ovenstående foto er det nedenfor viste. Det er meget stort : 200 x 238 cm.....og prisen ? Jo kr. 100.000 ligeud.


 Priser kan altid diskuteres, men flot og meget interessant er det, især tilblivelsen af det og hele hendes ide-verden.

Vi sluttede af i hovedhuset igen, hvor vi så en ca. 25 min. lang DVD om Hans Tyrrestrup der laver et maleri til musik, 5 satser, alle af Carl Nielsen men fortolket af forskellige ensembler/musikere.

Hele seancen varede ca. 1 time og 45 minutter og var så sandelig det hele værd.

Som et lille indspark kan nævnes, at Gunnar Bay på et tidspunkt spørger mig hvor vi kender hinanden fra...i det mindste kender han mig. Jo - jeg fortalte om dengang for ca. 30 år siden inde på Charlottenborg med ophængningshurlumhejet og han mente så helt sikkert, at det var derfra han kunne huske mig. 

søndag den 5. februar 2012

Dronningens udstilling på Arken

Så vågnede man op til en masse sne, både liggende og stadig faldende. DET gider jeg bare ikke mere. Der har været nok de 2 foregående år til også at dække de mange følgende års "behov" for sne-fald.
Nåh - men altså ud og skrabe fortorv og børste bilen fri, for Lillemor og jeg havde besluttet os for, at vi idag ville på Kunstmuseet Arken i Ishøj og se Dronningens malerier og decoupager.....

Arken ER et underligt museum, synes jeg. Sådan lidt forkert "over-all" synes jeg. Vi har jo Louisiana i Humlebæk ligesom der dels er andre statslige museer og gallerier der dækker nutidskunst, så endnu et der skal offentligt finansieres er måske lige et for meget. Og så det med, at det viste sig, at ham - den unge arkitekt - der vandt konkurrencen om Arken's udseende, direkte havde plagieret en tysk brandstation...ikke godt. Og så det med at den første direktør, Anna Castberg, simpelthen var en "nobody" der tog alle ved næsen med sin hjemmelavede og konstruerede fine eksamenspapirer o.s.v.

Nåh - men nu ligger det der og det har da vist - trods alt - en stribe udmærkede udstillinger gennem årene.

Lige når man ankommer til de sale, der huser Dronningens kunst, så mødes man af denne gevaldige fotostat af hende igang med noget decoupage-halløj. Lige under hendes højre arm, den nederste, står der en plastic-flaske, hvor der på etikketten er trykt "Royal finish"......(det er lak til at påføre decoupagerne med, så de skinner og bliver holdbare)......så er stilen ligesom lagt, ik' ?

På væggen ved siden af fotostaten er følgende præsentation malet:
Håber I kan læse det.


Og så går udstillingen ellers slag i slag der ud af. Og helt ærligt; jeg synes sgu' hun er dygtig. Jeg synes hun bruger farverne på malerierne rigtigt godt og hun er ikke bange for at lave lidt spræl med motiverne. Det nedenfor er f.eks. fra Fredensborg Slotspark, hvor man ser ned ad en af Alle'erne. Det er fanget rigtig godt.

Billedet nedenfor er "noget med nogen søjler" og også her er farver og virkning rigtig god. Min mening.
Et lidt mere naturalistisk billede er det nedenfor viste.
Når man ser på de 3 ovenfor viste billeder, så synes jeg at der er noget "Karl Isakson" over dem. Jeg kan godt lide den lidt brede malemåde og de farver der er benyttet. Der er også lidt Cezanne over dem synes jeg.

...og så er nedenstående en helt anden stil...lidt pointalistisk i sit udtryk ....(nu lyder jeg sgu' som en kunst-anmelder - uha-uha)...

Og også akvareller er der en hel stribe af. Dels nogen meget stemningsmættede og dels nogen med et lidt skitse-agtigt præg fra hendes rejser nordpå....og det gør hun rigtig godt. Hun har ihvertfald styr på akvarel-teknikken.

Mine foto's levner ikke billederne nogen retfærdighed, hverken i farve, lysstyrke eller skarphed. Beklager. Tingene er altså bedre i virkeligheden.

En stribe helt nye billeder er der også; dem hun selv kalder for "Knokkel-billeder". Inspirationen er fra de mange knogler, hun har siddet med gennem sin deltagelse i arkæologiske udgravninger. De er meget anderledes og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om dem. Her kommer der 2 stykker (ud af en 7-8 stykker og uden musikledsagelse eller kommentarer):


Der er også et par billeder med sten og stenvægge - fra udgravninger ?


Og så er der hendes "Decoupager". Det er papirklip...altså en masse ting hun har klippet ud fra kataloger, blade o.s.v. og så klistret på plader, bakker, papirkurve o.s.v. Jeg må sige, at hun må have en ganske sikker hånd og en spids og skarp saks, for meget af det er sandeligt virkeligt småt eller detaljeret. Jeg synes de er spændende på en måde, men så heller ikke mere. Der er - efter min mening - FOR mange ting samlet på en ting. Måske misser jeg pointen eller historien ved dem. Jeg har tidligere set andre decoupager af hende, som ikke har været så detaljerede. Og hvilket får mig til at tænke på Kamma Rahbek, der levede omkring år 1800, og hendes decoupager, som man kan se et par stykker af på Bakkehusmuseet på Frederiksberg; de er mere enkle, men det skyldes måske nok også, at udbudet af klip-bart materiale dengang var stærkt begrænset. Men herunder ses lidt:

Den ovenfor til højre, er en bakke....


Og herover ses et par papirkurve OG HUSK NU at mine foto's slet ikke levner dem retfærdighed.

Alt i alt, så synes jeg at Dronningen gør det godt. Jeg kan godt lide det meste af det hun laver. Og jeg synes ikke, at det hverken er bedre eller dårlige end så meget såkaldte anmeldere falder i svime over. Jeg har læst lidt anmeldelser og heldigvis ER anmeldelser subjektive; det er jo kun ham anmelderens mening der står der. Og anmeldere er IKKE orakler eller kunst-eksperter - det er der nemlig ikke nogen der er. Man ved kun lidt om meget eller meget om lidt. Om noget er kunst er ikke noget man kan pådutte andre. Det er helt op til betragteren at afgøre.

Efter udstillingen nappede vi lige en kop kaffe og et stk. hjemmebagt kringel hver i cafe'en. Pris kr. 120 dask. Og så er det sandeligt betalt. Iøvrigt var entre-prisen kr. 95 pr. snude og et katalog til kr. 100.....og så faldt der lige en Andy Warhol bog af i svinget fra museumsbutikken også.....

Arken er jo mest til moderne ting. Der er et par Olauf Eliasson installationer der. Kun 2 af dem var noget værd....igen min mening. Og så har Arken jo fået en kunstgave bestående af en stribe værker af Damien Hurst. Et af dem er 2 halve køer. Går man imellem dem, så kan man se deres konserverede indvolde. Ret spøjst synes jeg.


....og så lover de faneme mere sne. Tak for kaffe.