Lidt flere bøger....

Så er der igen købt lidt ind til "biblioteket" herhjemme. Meget forskellige bøger eller nærmere emner, hvis jeg selv skal sige det, men samtidigt dækker det - lidt da - over spændvidden i mine interesser.

Den første, Opera i guldalderens København af Henrik Engelbrecht, er jeg nået halvvejs igennem nu (i alt 184 sider). Den er udgivet her i September 2017. Jeg kan jo lide begge dele, altså både opera og Guldalderen. Bogen her er en historisk gennemgang og giver som sådan sig selv og den er faktisk ret humoristisk og oplysende at læse. Det er ikke en nørdebog om operaerne, altså en specifik gennemgang af disse, og hurra for det. Til gengæld er der meget om personerne dengang, om livet dengang, om hvordan operaer opførtes dengang o.s.v. og som tidligere skrevet fyldt med humor og lune og meget læseværdig.

Den næste bog faldt jeg over via en boganmeldelse på hjemmesiden Historie-online, som er en hjemmeside om dansk historie, museer, bøger o.s.v., o.s.v. Bogen hedder "Luftwaffe - jagerpiloter i kamp 1939-1945" og er i 2 dele; bind 1 på 432 sider og bind 2 på 376 sider. Det lidt sjove er, at den ikke er skrevet af en udlænding, men af en dansker, nemlig Lars Vedsø. Men anmeldelsen fængede, så den måtte erhverves.

Den tredje bog hedder "Færgen er i havn om få minutter" og er - som der står i underoverskriften - en nostalgisk rejse på hovedvejene til søs.

Bogen er skrevet af Flemming Søeborg, som tidligere har skrevet de nedenfor viste bøger.....som jeg også har. Det er nogen læseværdige bøger; dels får man et historisk overblik serveret i letlæselige doser, dels får man anekdoter fra forfatteren eller fra diverse bidragsydere (i al beskenhed vil jeg da lige nævne, at min storebror har ydet bidrag til alle 4 bøger). Jeg synes at bøgerne er....hyggelige, ja - hyggelige. Jeg kan da kende en del til nogen af de ting der nævnes i bøgerne, som f.eks. over Storebælt; jeg var i en 10-12 år henholdsvis materialemand og Holdleder for et ishockeyhold, hvor vi i sæsonen (7 måneder) mindst en gang om ugen tog turen over bæltet, så det er rigtig mange gange sejlture der har været med en masse oplevelser på de ture. Derudover alle de private ture her og så de ture med de andre færgefarter som bogen omhandler.

I bogen herover, er der sandelig et billede med mig på.

De 4 bøger af Flemming Søeborg, som er vist herover, er vist i omvendt udgivelsesrækkefølge. Alle bøgerne er herlige og hyggelige. Jeg tror vi alle kan genkende meget af det, der er deri og burde forefindes i hvert hjem.

Ja - let spredte interesser, men sådan er jeg bare; nysgerrig på det meste.

Noget om noter, kildehenvisninger, citater o.s.v.

Jeg læser meget. Jeg læser aviser og disse oftest på internettet, jeg læser mange artikler på internettet som jeg har fundet ved tilfældighed, henvisning eller ved søgning. Det hænder også at jeg besøger det lokale biblioteks læsesal og læser aviser og fagblade/magaziner der. Jeg læser mange, rigtig mange bøger. Disse er altid relateret til en af mine mange interesser eller simpel nysgerrighed om et eller andet emne...hvad der nu kan dukke op som f.eks. mange biografier og selvbiografier. Det vil så sige, at jeg ikke læser såkaldt skønlitteratur (mere). Jeg har tidligere læst rigtig meget skønlitteratur; stort set alle de danske klassiker forfattere og en del udenlandske. Det har været slægtsromaner hvoraf nogle har været bygget på rigtige familier, ren fiktion, kriminallitteratur o.s.v.

Men altså faglitteraturen. Jeg læser dem på dansk, på svensk og på engelsk/amerikansk og det være sig på sproget fra i dag som på sproget fra dengang bogen blev skrevet. Fra dengang bogen blev skrevet, betyder i perioden 1800 til 1900, hvilket er ret så spændende uanset om det er dansk, svensk, eller engelsk/amerikansk.


Jeg har lige færdiglæst en helt ny udgiven bog om arkitekten, keramikeren, smykkekunstneren med meget mere Thorvald Bindesbøll, der levede fra 1846 til 1908. I denne bog havde forfatteren Mirjam Gefler-Jørgensen nogen citater i starten af bogen, nemlig fra engelsk og fra tysk og de kan ses - forhåbentligt - på billedet herunder, hvor de står på modsatte sider overfor hinanden (husk at I kan trykke på billederne for at dem i større størrelse):

DET blev jeg ret så irriteret over, at hun bare lavede/viste disse 2 direkte citater på fremmedsprog (der var et par stykker til andre steder) uden at de også blev oversat til dansk. Nuvel, jeg havde ingen problemer med dem, men jeg har engang for ikke så længe siden læst en bog, hvor forfatteren muntrede sig med at smide om sig med franske citater og uden oversættelse af disse og oven i købet selv muntrede sig over dem. For mig er det en uskik, ja nærmest en hån overfor læseren, idet man jo så forudsætter, at læseren er en studeret person med kendskab til forskellige sprog. Nu skriver jeg uskik, men faktisk er det en eklatant fejl at gøre sådan.

Det fik mig til at tænke lidt videre på det her med fagbøger og hvad og hvor meget det er forfatteren vil fortælle os. Her tænker jeg i sær på noter og kildehenvisninger o.s.v. En amerikansk borgerkrigsforfatter jeg jævnligt korresponderer med, skrev engang om de mange bøger der udkom om den amerikanske borgerkrig, at han, når han så dem, altid startede med at se på bogen bagfra. Selvfølgelig kunne bogens forfatter sige ham noget om bogen, men med forfattere han ikke kendte, så startede han som sagt med at se på dem bagfra. Konstaterede han, at der ikke var et omfattende note-afsnit blev han "mistænkelig". Var der ikke et afsnit om kildehenvisninger, kunne han finde på at droppe den. De 2 ting sagde altid noget om forfatterens seriøsitet og bogens lødighed. Jeg kan følge ham langt der, dog har jeg hos et fåtal af danske forfattere oplevet deres bøger uden note- eller kildeafsnit, idet disse har været indarbejdet i (brød-)teksten, hvilket for lige netop disse få forfattere har virket godt og uden at ødelægge læsningen; det har ligesom faldet naturligt.

Men som den nørd jeg er, så kan jeg godt lide noter og gerne også fyldige noter. Nu kan noter jo laves på mange måder og jeg har ikke rigtig fundet ud af hvad jeg synes er den bedste form. Jeg har herunder smidt 3 eksempler på noter. Det første eksempel er fra en bog med mange noter og et note-afsnit bagerst i bogen. Nogen gange, så kan sådanne note-afsnit bagerst være fortløbende og nogen gange - stadig bagerst - inddelt i kapitler. Begge dele - fortløbende og kapitelinddelt - er ok og har hver især sine fordele og ulemper. De fortløbende kan ende op i 3-cifrede note numre, hvorimod de kapitelinddelte ofte starter forfra for hvert kapitel. Hvad der så for en forfatter er bedst at henvise til, må afgjort være det fortløbende.

I det herover viste klassiske noteafsnit, kan der være meget uddybende noter.

Herover er noteafsnittet i denne bog "bare" blevet en kildehenvisning. Der er ikke forklaringer, kun kildehenvisning.


De 2 ovenstående eksempler kan altså være både note-afsnit bagerst i en bog eller efter hvert kapitel. Jeg kan ikke finde ud af med mig selv, hvad der er bedst; om noterne skal være helt bagerst eller efter hvert kapitel. Jeg har altid 2 bogmærker i brug. Hvad synes I ?

Herover er noterne vist nederst på den side, hvor noten forekommer. Det er mange gange en god ting, men som eksemplet herover viser, så kan noten - som vist på opslagets venstre side - bare være på 3 linier og på højre side være på 18 linier. Hvis der så er flere noter på en side, så......uha uha. Fordelen ved denne form for noter er, at man slipper for at bladre frem og tilbage.


Endelig kan en bog også være forsynet med diverse registre f.eks. for leverandører af fotografier, eller for yderligere anbefalelsesværdigt litteratur om emnet, særskilte tabeller, navne-/personregistre o.s.v. Der kan være meget at skulle holde styr på.


Som nævnt læser jeg en del litteratur om den amerikanske borgerkrig herunder mange biografier. Herunder et eksempel af Sydstatsgeneralen James Longstreet's selvbiografi "From Mannassas to Appomattox". Det, der kendetegner de selvbiografier fra dengang er, at de er skrevet 5-20 år efter borgerkrigens afslutning i 1865. Ofte har de kun haft deres egne dagbogsnotater og lidt breve at støtte sig til. Få af dem har kunne bruge officielle rapporter fra krigens tid at støtte sig til, men det er da hændt. Eksemplet herunder er ret klassisk; et nyt kapitel med det første afsnit og hvor der kort er ridset et lille resume op om hvad det handler om. Ret sjovt. Mange af selvbiografierne har det sådan.

Det er tit et meget flot sprog, de brugte dengang. Sjovt er det bl.a. at når en ny person de møder nævnes, så er der ofte en kort beskrivelse af ham:"He was a hansome and most galant man with a grand posture and a greyish beard" . Sjovt lige med den korte beskrivelse (tall, small, heavy, slim, hansome o.s.v.).

Disse amerikanske borgerkrigsselvbiografier er som nævnt ofte udgivet de her 5-20 år efter krigen og ofte i ret små oplag. Der er altid et forord af dem selv og ofte et til af en forlægger, en journalist eller en gammel kollega.

I de seneste 30-40 år er mange af dem blevet genudgivet. Nu er der føjet endnu et forord til bogen samt, hvad der er endnu vigtigere, blevet tilføjet en stribe appendiks' idet man siden udgivelsen har kunne finde masser af breve, andre personers dagbøger og selvbiografier, officielle rapporter fra slagene (for hvert slag, så skulle kompagnichefen skrive en rapport om sit kompagni, som så indgik på en eller anden måde i Regimentchefens rapport, som igen på en eller anden måde, med de andre regimentchefers rapporter, indgik i Brigadechefens rapport og som på en eller anden måde med de andre Brigadechefers rapporter indgik i Divisionchefens rapport som endelig med de andre Divisionchefers rapporter indgik i det pågældende Korp's rapport. Var der flere Korps involveret, så indgik disses rapporter i Hærchefens endelige officielle rapport. Altså en helvede meget rapportskriveri og papir. For Nordstaternes side (Unionshæren) er alt dette bevaret og der er lavet en "Official Record of the war between the States" som man rent faktisk kan købe i dag i flere hunderede bind. Der jeg vil hen med det her er, at man ved gen-udgivelser af disse gamle selvbiografier nu kan indsætte appendikser bagerst med den ny viden man har i dag. For Sydstatshæren er det meget anderledes. Dels skrev man ikke så mange og fyldestgørende rapporter i Sydstatshæren (mest tabslister og hvilket mandskab der var klar til kamp i morgen), dels blev en del af det brændt af Sydstatsenhederne ved overgivelsen i 1865. Der eksisterer en del hel- og halvofficielle rapporter, men meget af det der vides i dag om Sydstatshærene er hvad de rigtig mange sydstatsgeneraler m.fl. skrev i årene efter krigen. Det er ret sjovt, at de fleste selvbiografier om borgerkrigen er skrevet af sydstatsfolk. Man var jo på taberens side og mange officerer/generaler havde på en eller anden måde travlt med at retfærdiggøre sine handlinger, gøren og laden, under borgerkrigen. Ofte når man læser dem, så - og det fremgår ikke direkte, men sådan pænt formuleret - at..."det var ikke min skyld, det gik galt, det var de andre (sydstatsofficerers) skyld...". Man fremhæver sådan uden at prale sig selv, man sådan gør sin indsats større/bedre end den egentlig var. Alle spidserne, hvis de altså overlevede borgerkrigen,  fra såvel nord- som sydstaterne, skrev deres selvbiografier. Den eneste der ikke gjorde det, var den øverste Sydstatsgeneral Robert E.Lee, som direkte sagde, at det havde han ingen intentioner eller ønske om at gøre. Alle med interesse i den amerikanske borgerkrig begræder at han ikke gjorde det. Han ville kunne have bragt megen klarhed over mange ting ved de mange slag.

Nåh, - jeg kom vist lidt omkring...der er jo ikke noget nyt i det.

En tur til Hirschsprungs Samling: Anne Marie Carl-Nielsen's Dyrestudier

I går var jeg en smuttur på Hirschsprungs Samling og se udstillingen Dyrestudier af/med/om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Hvis navnet virker bekendt, så var det fordi at hun var gift med komponisten Carl Nielsen og da de blev gift, tog hun sin mands fulde navn inklusiv en bindestreg som efternavn.

(husk at I kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse. Alle foto er taget med mit mobiltelefonkamera og på museet var der ikke det bedste lys, så derfor kvaliteten)

 Hvis I ser på billedet ovenover af indgangspartiet til samlingen, kan I i baggrunden, til højre for de 2 flag, se en mindre rytterstatue. Hver gang jeg er der, så er jeg lige henne "og hilse" på statuen...som hedder Barbaren og er lavet af Carl Johan Bonnesen. Den er ret barsk. På de 2 følgende billeder kan I se hvorfor; en asiatisk rytter siddende roligt og årvågent afventende på sin hest med 2 menneske-hoveder som trofæer hængende bag på sadlen:

 

 Bonnesen lavede en del statuer med asiatiske folk. Denne rytterstatue stod i Hirschsprungs egen have.

Nåh, - ind og se udstillingen, hvor der var et lille biograf-rum og hvor der vistes 2 små film, henholdsvis ca. 14 minutter og 5 minutter, som for den langes vedkommende kort omhandlede Anne Marie Carl-Nielsen's liv og skulpturer og for den kortes vedkommende hvordan hendes støbe-teknik var. Det fremgik heraf, at hun som mange andre brugte voks til at forme de små figur-udkast/modeller. Det fremgik også, at den voks hun brugte ikke bare var Bi-voks, men Bi-voks blandet med kartoffelmel, smør og olie. Også at de små sokler - det havde man opdaget ved brug af røntgenbilleder - var almindelige tændstikæsker (nogle af dem stadig med tændstikker i) og at figurerne skeletter var hår-pinde. Spøjst.

Der var kun et (1) rum til hele hendes udstilling, for alle hendes ting var jo små og stod i montre. Dog var der et udstoppet Får midt i det hele.

 

 OK - det var kun en lidt spændende udstilling, for montrene var for proppet med figur-studier, disse var små og lyset var meget dunkelt, så det var - for mit vedkommende - hurtigt overstået. Jeg fik mere ud af de 2 film end af udstillingen som sådan, men samlet er det hele ganske værd at se.

 

 

 Selvfølgelig benyttede jeg mig af lejligheden til at se den faste udstilling. Bortset fra Statens Museum for Kunst, så er Hirschsprungs Samling Danmarks bedste sted for Guldalderkunst og dansk kunst op til 1920'erne (+lidt mere). Og så kan jeg godt lide den gammeldags ophængningsform (som også findes på Fåborg Museum) med mange små rum (der er også et par sale) der er tæt besat med malerier. DET er til at overskue. Eneste minus ved denne form er. hvis der er mange besøgende, for så går man lidt i vejen for hinanden.

Herunder nok min favoritguldaldermaler Christen Købke's portræt af hans bo-fælle Frederik Sødring. De 2 boede sammen i en lille lejlighed i det gamle Toldbodgade - nuværende Esplanaden - i det hus, hvor Toldbod Bodega ligger i dag. Det her portræt er simpelthen Guldalderen for mig.

 Herunder også et protræt af Christen Købke, nemlig af hans ven Vilhelm Bendz (der desværre døde meget ung under sin "dannelses-rejse" til Italien. Jeg mener at kunne huske, at portrættet blev malet til Bendz' familie lige før han tog afsted.....og døde i Norditalien.

 Herunder et lille maleri af Vilhelm Bendz, som forestiller 2 af hans brødre i deres fælles lejlighed her i København, hvor de 3 boede sammen:

Jeg har tidligere fortalt, at jeg kan blive hel høj af at være i et kunstnerhjem eller se nogle af malernes personlige ejendele. I en vindueskarm står i en montre guldaldermaleren Constantin Hansen rive-sten til maling. Malerne dengang "rev" deres egen maling, d.v.s. at de på en sten kvaste/kværnede/malede de naturprodukter de skulle bruge til at male med til et fint pulver og så langsomt blande (oftetst) lind-olie i, så det blev den pasta/maling de skulle bruge. Det har været et hårdt og besværligt arbejde at lave malingen selv, især når de var på rejser og måtte bruge de forhåndenværende materialer, der nu var det pågældende sted og hvor disse produkter har været af svingende kvalitet. Det kan ses bl.a. på at nogen malerier er ret kornede og at nogen farver ikke har holdt farven men er skiftet/falmet med tiden og igen, at nogen er krakeleret hurtigere end andre p.g.a. af bl.a. oliens kvalitet (olivenolie, lindolie eller anden olie). Når de havde lavet farven/malingen, fyldte de dem i små svine eller fåre-blærer eller tarme, som så kunne benyttes a la vores dages tuber. En spændende verden, synes jeg.

 Som sagt er Christen Købke nok min favoritmaler, men der er en lille håndfuld der konkurrerer om den plads, bl.a. Martinus Rørbye, Constantin Hansen (ham med stene ovenfor), C.W. Eckersberg, P.C.Skovgaard og nok især Johan Thomas Lundbye. Herunder ses en meget lille skitse af netop Johan Thomas Lundbye og nedenunder igen det færdige "originale" maleri. Det er herligt at se sådanne ting, altså deres skitser/forarbejder/studier og så det færdige resultat. 

 

 Herunder også et lille maleri af Lundbye. Det er nok ikke mere end 15 x 30 cm og om det er en skitse eller et færdigt maleri kan jeg ikke blive klog på, men flot er det.

Herunder ses - og det er sådanne ting jeg kan blive hel HØJ af at se - til højre Johan Thomas Lundbye's palet. Farverne er selvfølgelig falmet med tiden, men fantastisk at opleve. Bogen til venstre er en Lundbye's skitsebøger kaldet "Troldom og Huletanker" fra 1846 (han døde i 1848 som 30 årig). Lundbye havde en imaginær følgesvend på sine rejser, en lille nisse, med hans egne ansigtstræk, som han ofte brugte som illustration bl.a. i breve hjem til hans familie.

 En noget sen "Guldaldermaler" var maleren Christen Dalsgaard. Herunder ses hans male-skrin med paletten siddende i låget:

 Christen Dalsgaard var født i 1824 og døde i 1907. De fleste af guldaldermalerne var født i perioden 1803 (Martinus Rørbye) til ca. 1818 (Johan Thomas Lundbye) +/- et par år. Til gengæld levede de ikke så lang tid som Dalsgaard. De fleste døde i perioden 1848-1880. 3 af de største, Købke, Rørbye og Lundbye, døde alle i 1848 og deres lærer C.W.Eckersberg i 1853 (som jeg plejer - helt privat - at sætte til Guldalderperiodens ophør).

Herunder ses en stribe af Dalsgaard's skitsebøger. I øvrigt var Dalsgaard's motivverden oftest de jyske (hede-)landskaber og den jyske almue og deres gårde og interiører.

 Hans Smidt (1839-1917) var en anden maler, der fødtes midt i Guldalderperioden og som var påvirket af denne i sine unge dage. Han har lavet en del malerier fra Jylland (han boede der) og især af de jyske hede-landskaber. Herunder et lille maleri, hvor man kan fornemme de vidstrakte hedelandskaber, der var dengang, med højt til himlen....og fuldstændig stille.

 Hirschsprung's Samling har en pæn - endda en meget pæn - afdeling med Skagensmalere. Heinrich Hirschsprung var Mæcén (sponsor i nu-dansk) for P.S.Krøyer i hans unge dage og købte gennem hele Krøyer's levetid en del malerier m.m. af ham. Krøyer var ikke bar en dygtig maler - især portrætmaler - han var også en dygtig skulptør. Herunder en Gips-buste af digteren og maleren Holger Drachmann.

....og her en del af en væg med mindre malerier, portrætter og skitser af P.S.Krøyer (der er flere malerier af ham derinde), hvor forneden ses til venstre den norske digter Bjørnstierne Bjørnsson, i midten en lille skitse af det berømte billede af Anna Ancher og Marie Krøyer på Skagen strand, og til højre et selvportræt.

 På vej tilbage til bussen opdagede jeg et hus skråt overfor Hirschsprungs Samling med en gylden vejrhane på en lille tag-karnap. Spøjst. Bygningen viste sig så ovenikøbet at være den navnkundige "Krebs' Skole", hvor mange af Kongehuset's medlemmer - vistnok i hvert fald Kronprins Frederik og fhv. "korn-"prins Joakim har gået i de mindre klasser.

Mit "Hof-transportmiddel" fra bopælen og ind til "centrum" er buslinie 42, der går fra Ballerup Station og ind til Nørreport Station (og retur) og som har stoppested ca. 100 meter fra min bopæl. Denne bus kører lige forbi Statens Museum for Kunst og Hirschsprungs Samling og lige da jeg næsten nåede hen til Sølvgade, så jeg den køre forbi mod Ballerup. Pis osse.....så går der ca. 20 minutter før end den kommer, fordi hver anden linie 42 kun går til Emdrup Torv. Jeg gik hen til stoppestedet - som er et midlertidigt et p.g.a. af vejarbejde på Sølvgade - og som ligger ved "Kartoffelrækkerne". Her er der suspenderet et par p-pladser for at gøre plads til stoppestedet i den ens-rettede gade. Her stopper også linie 6A og en anden bus. Ca. 8 min. efter kom ganske vist den til Emdrup Torv. Da tiden for min bus kom, ankom først den jeg ikke kan huske rutenummeret på, et minut efter linie 6A og sekunder efter min Linie 42 til Ballerup......og den kørte, da der ikke var plads til den ved stoppestedet i den ens-rettede gade. bare udenom den holdende 6A'er og videre der ud af. F... og Pis osse og så videre. L....busser. Vi var 2 der skulle have været med. OK - så besluttede jeg mig at vandre afsted over Dronning Louises bro til stoppestedet henne ved Rigshospitalet. På vej over broen så jeg på isen en Knopsvane ligge (den havde jeg også set fra bussen, da jeg var på vej til Hirschsprung's) på isen. Den lå der stille og roligt, men jeg kunne ikke se om der var fodspor omkring den. Gad vide om den var frosset fast. Der var en stor våge i nærheden hvor der var fyldt med ænder, svaner, Blishøns og måger. Men den så ikke urolig eller noget ud, så jeg fortsatte til stoppestedet. Og her var der så ingen problemer med bussen, så jeg kom med den næste hjem.

En god dag på Hirschsprung's Samling havde det været.

Eckersberg - en smuk løgn...på Statens Museum for Kunst...

I dag til formiddag var jeg på Statens Museum for Kunst.

Jeg er så heldig, at der går en Bus-Linie 42 fra nærmeste stoppested og til Nørreport Station. Den benytter jeg mig tit af, når jeg skal ind til byen. Næstsidste stoppested før Nørreport er Statens Museum for Kunst (SMK). Her var jeg så inde og se deres sær-udstilling:

Som det er nu, så er deres gratis adgang til SMK dog ikke til særudstillinger hvor der opkræves Entre på kr. 110. I mit tilfælde dog kun kr. 85 da jeg bruger mit Politiken Plus-kort til at få rabat.

Alle billeder er taget med mit mobiltelefon-kamera, så kvaliteten er derefter, for nogen steder er der lidt mørkt derinde og nogen malerier har tillige glas for. Og som sædvanligt kan man klikke på dem for at se dem i større udgave.

Lige inden hvor udstillingen starter, mødes man af denne pragtfulde legemsstore gipsfigur af C.W.Eckersberg. Den er lavet af billedhuggeren Otto Evens. Det er første gang jeg ser den, så jeg blev meget overrasket og imponeret.

Lad det være sagt med det samme, at jeg kender alle de udstillede malerier; de fleste har jeg set på SMK eller andre museer før, på tidligere Eckersberg-/Guldalderudstillinger og har dem i øvrigt afbilledet i mange af mine bøger om Eckersberg eller Guldaldertiden i øvrigt. Christoffer Wilhelm Eckersberg - født i 1783 og død i 1853 - er simpelthen "opfinderen" af den såkaldte danske skole eller Guldalderperioden om man vil. Han var lærer og Professor på Kunstakademiet fra 1818 og til sin død og underviste de fleste af de malere vi kalder for guldaldermalere som f.eks. Købke, Lundbye, Rørbye, Marstrand, Skovgaard, Fröhlich, Petzholdt, Blunck, Bendz, Sonne, Sødring, Dreyer, Roed m.fl.

 Han var som sagt født i 1783 og havde sin opvækst i den lille by Blans nær Sønderborg på Als. Herunder ses et maleri  - det eneste ? - fra hans hjemegn; et teglværk ved Rensborg ud til Flensborg Fjord.

 Deen ene ting, der har min store interesse hos Eckersberg er hans mange såkaldte luft-studier. Malerier eller nærmere skitser af himlen med forskellige sky-formationer og i forskellig beslysning. Hans datter fortalte i sine erindringer, at hendes far ofte lå oppe på taget på Charlottenborg (Kunstakademiet) og studerede de forbidrivende skyer og sky-formationer. Han lavede også en del af disse skitser/studier ude ved Kalkbrænderi-bugten. Herunder et par stykker:

 

 

Eckersberg tog efter end uddannelse på Kunstakademiet på en flerårig rejse for at videre-uddanne sig. Dengang fik man - hvis man vandt en af Akademiets Guldmedaljer - automatisk et rejselegat fra fonden ad usus publicus (Man kunne dog godt søge, selvom man ikke havde fået det pr. automatik og det var der en del der gjorde og fik). I årene 1810 - 1813 var han i Paris og studerede under den store franske maler Jaques-Louis David (som bl.a. havde været Napoleons hofmaler) og her begyndte han faktisk at arbejde uden for i naturen.
Fra Paris tog han videre til Rom og var der i årene 1813 - 1816 og her fik han virkelig malet efter naturen og i byen med en masse romerske prospekter og det er disse eller snarere denne periode - hans romerske - der er den anden store interesse for mig hos Eckersberg. I Rom startede Eckersberg med at bo hos den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen. Herunder ses et maleri af Thorvaldsen, som Eckersberg malede dernede. Thorvaldsen var den tids Superstar indenfor billedhuggerkunsten; han var ganske enkelt verdensberømt for sine statuer m.v. og lavede en del for de forskellige pPaver men også for rigmænd fra hele Europa. Hjemme i Domkirken i København står alle de 12 apostle og den berømte Jesus-figur. Men nu billedet af Thorvaldsen herunder; tænk at male sort....altså at kunne male sort med al det skin der kan være i de forskellige sorte nuancer. Fantastisk, ikke ? Han har malet et grosserer-par hvor især madammen er behandlet fantastik i sin sorte kjole.

Herunder er bare vist 2 af hans romerske prospekter; det første er nok det mest kendte. I gamle dage, før SMK blev udvidet med den bagved liggende tilbygning, da havde man samlet alle hans romerske prospekter på en væg. Her tog jeg jævnligt ind og satte mig foran denne væg og bare lod mig "forføre" af disse. 

 

Da Eckersberg kom hjem, blev han den mest benyttede portrætmaler. Der var en hel sal på udstillingen udelukkende med portrætter. Personligt synes jeg portrætter kan være lidt kedelige; godt nok ved man hvem de portrætterede er, men derudover er det bare.....portrætter. (det er lidt anderledes, når han har portrætteret datidens kendte personer, for så finder man ud af hvordan de så ud). Jeg tog ikke nogen foto's af disse portrætter.

En anden ting Eckersberg Eckersberg er kendt for er hans mange såkaldte marine-malerier; han lavede rigtig mange malerier af den danske flåde men også af andre skibe. På disse malerier er der de her flotte himle og sky-formationer, som jeg skrev om længere oppe. Marinemalerierne har jeg heller ikke taget foto's af, men hold kæft nogen af dem er flotte.

Eckersberg var den første lærer/professor, der fik indført maleri efter nøgne modeller i undervisningen på Kunstakademiet. I starten foregik undervisningen fra hans egen lejlighed på Charlottenborg. Nogen af de hjælpemidler man som elev på kunstakademiet ellers havde var gips-figurer eller træ-modeller, såkaldte "Gliedermann's" som der ses en af hver af herunder. Elverne skulle så godt nok bruge noget fantasi, for at få noget ud af dem skulle jeg mene.

Der var et helt rum helliget Eckersbergs malerier af nøgenmodeller. Herunder bare et foto af en af væggene. Modelmalerierne herunder er i næsten naturlig størrelse:

Sådanne malerier af nøgne mennesker var ikke "in" dengang. Nøgne mennesker i malerierne dengang var altid i en eller anden historisk sammenhæng og ofte forestillende et eller andet fra den romerske eller græske mytologi. Nøgen-malerier har nok hængt på herre-værelserne, så fruentimmerne ikke så dem. Dog har Eckersberg været lidt af en frækkert; herunder ses en almindelig cigar-kasse, som blev budt rundt til Herrerne ved selskaber. Hvis man lige løsnede en klap i låget, så dukkede der et lille malerie op, hvor en nøgen mand med stiv pik læner sig ind over en kvinde der ligger med spredte ben klar til at tage imod. Cigarkassen stod i en montre med gals over, så det kan være svært at se her på foto'et....men jeg stoler på jeres fantasi :-) 

I et rum var der hængt nogen paneler op bemalet med natur og træ-stammer. De hang sådan forskud for hinanden. Gik man ind i midten, var det ligesom at stå - når man så i et stort anbragt spejl - at være i et 3-dimensionelt maleri. Det er det jeg står i her under:

Det var en god udstilling som er anbefalelsesværdig. Den slutter 24. Januar 2016, så der er lidt tid at løbe på, hvis I er interesseret. Jeg havde i forvejen købt kataloget - en hel bog - til udstillingen, så dagens indkøb i museumsbutikken begrænsedes sig til en bog om Holger Drachmann og hans liv på Skagen.

Fra SMK gik jeg til Nørreport Station og ned til Kultorvet til Vangsgaards antikvariats konkurssalg og nappede lige en bog med om øjenvidneberetninger fra Slaget ved Trafalgar under Napoleonskrigene. Det var jo her englændernes admiral Lord Horatio Nelson blev dræbt ombord på 3-dækker-linieskibet HMS Victory, som jeg besøgte sidste år i Portsmouth i England.

Herefter blev det hemmeligt....noget med julegaver.....og der er visse personer, der jo kan finde på at læse med, så det......

Fra mig til mig...en før-fødselsdagsgave....

I forrige indlæg omtalte jeg denne bog, som en jeg ville skrive på min ønskeliste:

Da jeg så kiggede efter min ønskeliste, som lå på et bord ved trappen til 1.salen, så var ønskesedlen væk. Da jeg spurgte Lillemor hvor den var, smilede hun bare og sagde:" Tjahhhh, hvor mon... ? " .

Hun havde altså set den og nappet den uden jeg vidste det. OK - så kunne jeg ikke skrive den på, for hun havde sikkert allerede købt en af de andre ting der stod på den....og måske havde sønnen og Svigerdatteren den også....altså ønskelisten.

Hmmmm........men ok - så i dag efter arbejde, så smuttede jeg lige ind i den lokale boghandel og købte det ene eksemplar de havde...

Så nu er der endnu en bog til min liste over Guldalderbøger og som nævnt i forrige indlæg er det en ny-revideret udgave af en ca. 20 år gammel bog af Kasper Monrad.

I øvrigt skal jeg til at købe en anden ny udgave af en anden bog jeg også har i forvejen:

"For Cause and Country - the affair of Spring Hill and the Battle of Franklin" af Eric A. Jacobson. Forfatteren, som jeg kender, udgiver en 2.edition af sin bog med over 100 ekstra sider og mange ny foto (hidtil ukendte) og nytegnede kort....men den udkommer først omkring eller lige efter d. 10. November. Og den bog er i en hel anden genre om jeg så må sige......den amerikanske borgerkrig.

En service meddelelse til Rasmine :-)

Kan du huske, at jeg engang i et indlæg skrev om at jeg antikvarisk havde erhvervet nedenstående bog, Hverdagsbilleder. Dansk Guldalder - kunstnerne og deres vilkår af Kasper Monrad ??? Det var i kommentarerne til indlægget, som faktisk handlede om noget andet - et Herningsbesøg m.m. - at du skrev.

 

 

Du spurgte mig dengang om bogen var værd at anskaffe, hvilket jeg i høj grad anbefalede hvis man ville vide noget netop om forholdene for kunstnerne, deres indtjening m.m.

Netop i dag var jeg i anden anledning i den lokale boghandel og opdagede der en splinterny bog af Kasper Monrad: Dansk Guldalder - Lyset, landskabet og hverdagslivet.

 

 

 

Jeg checkede lige forordet og faneme om ikke at det er nyredigeret udgave af den mere end 20 årgamle version som vist øverst. Den er udkommet nu på Gyldendals Forlag (selvom den i skrivende stund end ikke er på Gyldendals hjemmeside endnu).

Så hvis du ikke fik den gamle, så er her en splinterny og revideret udgave af samme bog med en lidt anden titel.

Den koster kun kr. 399 og jeg vil selvfølgelig have den (har fødselsdag 10 dage, så jeg smækker den lige på ønskesedlen)......