Her i dag sad Lillemor og jeg med programmet for Det Kongelige Teater og kiggede efter forestillinger vi godt gad se. Der er mange, rigtig mange der falder ind under den kategori. Pudsigt nok er skuespil ikke interessant for nogen af os, besynderligt nok, for vi har tidligere set en del forestillinger under, der dengang hed Arte, som ikke eksisterer mere. Altså vi koncentrerede os om Opera, Ballet og Koncerter.
Af Operaer var der et par stykker der kunne have interesse, men dem havde vi set/hørt - sådan da - men dog faldt vi over en der kunne være spændende.
Af balletter fandt vi tre og af koncerter fandt vi en. Vi gik så på nettet og købte billetter til følgende:
Opera: Il trittico af italienske Puccini. Spilles i Operahuset på Holmen. Puccini står for La Bohéme, Tosca, Madame Butterfly m.v., så det er rigtig godt. Den her forestilling er faktisk en gave til en af vores venner, der blev 60 år i foråret, så vi er et par stykker der skal afsted.
Ballet: Hübberiet. Balletmester Nikolaj Hübbe byder velkommen med smagsprøver fra forskellige balletter og indlagte overraskelser. Lyder spændende. Gamle scene.
Ballet: Come fly to me. Et causeri af moderne dans med udgangspunkt i Frank Sinatra's musik. Jeg er helt pjattet med Frank Sinatra og har ham ofte på CD-afspilleren herhjemme. Jeg har set nogle klip i TV fra den forestilling og glæder mig afsindigt. Gamle scene.
Ballet: Romeo og Julie. Shakespeares berømte historie koreograferet af John Neumeier. Musikken er af Sergej Prokofiev. Fantastisk musik. Lyt til den sats der hedder Riddernes dans/Dance of the Knights på f.eks. Youtube og I vil vide det. Fantastisk. Gamle scene.
Koncert: Mozart's blæsere. Det Kongelige Kapel's træ-blæsere (tværfløjte (?), obo, klarinet, fagot) spiller Mozart's Figaro's bryllup. Jeg har jo en hvis forkærlighed for Mozart og dette kun med trø-blæsere kan blive rigtig interessant. Gamle scene.
Derudover har jeg på nuværende spottet følgende kunstudstillinger jeg (og Lillemor) skal se:
Cool Moderne - Art Deco på Gl. Holtegaard. 21.08.2015 - 03.01.2016. Jeg er jo pjattet med Art Deco (og Skønvirke, Arts and Craft, Art Nouveau og Jugendstil...og Bauhaus og Funkis) så det her er en decideret Jan udstilling.
En smuk løgn - Eckersberg på Statens Museum for Kunst. 08.10.2015 - 24.01.2016. Det giver sig selv; Eckersberg er guldalderkunstnernes fader og Guldalderen er min foretrukne kunstperiode.
Johannes Larsen og Alhed på Ordrupgaard. 11.12.2015 - 21.02.2016. Endnu en af mine favoritter som jeg sætter meget højt både som kunstner og som menneske. Har masser af bøger af og om ham og også en stribe træ-snit. Jeg besøger Johannes Larsen hus og museum i Kerteminde mindst en gang om året, hvad for mig nærmest er at betragte som den årlige pilgrimsfærd.
Ditlev Blunck på Nivågaard. Foråret 2016. Der er ikke kommet så meget - om noget - ud om denne udstilling endnu. Ditlev Conrad Blunck var en af Guldaldermalerne og født i Holsten var han præget af det tyske. Uddannet på Kunstakademiet i København og har vundet dettes store Guldmedalje. Valgte side til fordel for holstenerne i 3 årskrigen i 1848-1851 og meldte sig til deres oprørshær mod Danmark (som også Louis Gurlitt gjorde) og kappede dermed enhver forbindelse med Danmark. Et must for en guldalder-aficionado som mig.
Der kommer med statsgaranti og morgen kaffe flere udstillinger til på denne foreløbige liste.
Og apropos udstillinger, så var jeg senere på dagen i dag henne på vort Kunst- og Kulturcenter Gammelgår og se udstillingen "Kunst i Dullespjældet". En gruppe ældre kunstnere som vi dog alle kender i mange forskellige genre, nemlig komiker, filminstruktør og meget andet Erik Clausen, lead-guitarist i Gasolin Franz Beckerlee, Røde Mors Troels Trier og hans søn Lars Trier, tegneserieforfatteren og musikeren Flemming Quist Møller, guitarist i Burnin' Red Ivanhoe m.m. Ole Fich samt jazzsaxofonist m.m.Thomas Agergaard. For pokker da en udstilling, jeg havde glemt både min mobiltelefon (og kamera) og kan derfor ikke vise billeder fra den udstilling. Den er meget humoristik sådan overordnede set, men alligevel meget overraskende. At se Ole Fich's meget naturalistiske surrealistiske malerier er fantastisk. Franz Beckerlee har noget Per Kirkeby over sig. De andre er ok men disse 2 er - synes jeg - de bedste. Udstillingen varer til 25. Oktober.