14. Juli er Bastille-dag...Frankrigs Nationaldag.

For godt og vel 20 år siden var vi på ferie i Paris - en af vor mange - og dengang var vores knægt med og han har vel været de her 14 år dengang.

Midtvejs i ferien var det Bastille-dag og byen summede op til denne dag. Der var pyntet op, eller ved at blive det, mange steder. I de 2 sidste dage før Dagen , bemærkede vi en hel del militærfolk, alm. soldater, Fremmedlegionærer (de er let genkendelig i deres uniformer med hvide Kepi's (hatte), Marinere, flådefolk o.s.v., o.s.v. og på aftenen før Bastilledagen, så oplevede vi mange små gade-fester rundt omkring og især på broen mellem Ile de la Cité og Ile Saint Louis i Seinen var der gang i den; blokvogn opstillet med orkester for fuldudblæsning, dansende alm. mennesker i alle aldre, musette-musik hist og her, masser af snak, latter, vin og øl og alle fortorvscafe'er fuldt optaget o.s.v., o.s.v. - altså mægtigt hyggeligt.

På selve dagen gik vi fra hvor vi boede - på pladsen ved Universitetet - og ned ad Boulevard Saint Michel til Seinen. Hold da op hvor der var mange mennesker. Man skal faktiskt mase sig lidt frem og især over broen til Ile de la Cité og derfra og over på den anden side og henad mod Louvre. Der er jo en kæmpe militær-parade der starter oppe bag ved Triumfbuen og så går ned ad Champs Elysée til Concorde-pladsen hvor den deler sig (nærmest slutter ved de store tribuner der) og går på hver side af haven og Louvre.....Det oplevede vi. Også at se jagerfly med Tricolorens farver i røg efter sig, helikoptere i formationer o.s.v.

Vi oplevede jagerflyene med røgfanerne før end vi nåede frem. Vi tog opstilling - der var jo fuldt optaget alle steder og især på Champs Elysée - ved Louvre og oplevede der både Hestegarden komme forbi,

....og masser af kampvogne i forskellige udgaver, med kommandørerne stående stive og urørlige i de åbne tårne og hold da op hvor det larmede at høre dem kører forbi i pæn fart. Der var masser af regimenter, både gående, kørende, artilleriregimenter med kanoner på slæb o.s.v.

Hvad der gjorde størst indtryk på mig og stort set også alle andre tilskuere var, da Fremmedlegionen kom marcherende. De har som de eneste hvide Kepi'er og de går i et speciel langsomt og gyngende tempo i forhold til alle andre marcherende soldater. Der gik et sug igennem tilskuerne da de øjnedes.

Vi brugte et par timer på at se på det hele - vi kunne iøvrigt ikke gøre andet, da vi ikke kunne komme væk på det tidspunkt - og derefter så vi bare på byen og hyggede med alle de mange, mange mennesker.

Om aftenen spiste vi på vores sædvanlige restaurant og gik så ned til Seinen for at gå hen og se fyrværkeriet ved Eiffel-tårnet. Nede ved Seinen var alt kaos. En stor trafikprop af biler der overhovedet ikke bevægede sig.....og sikke der blev dyttet. Kun os fodgængere kunne - om end med besvær - bevæge os fremad. På et tidspunkt blev det åbenbart en Politibil for meget og chaufføren i bilen, der sad midt inde i og omgivet af bunkevis af biler der holdt stille/sad fast, tændte faneme det blå blink og hornet. Det hjalp selvfølgelig ikke en skid...måske lige bortset fra at det fik pisset i kog hos de bilister der var lige omkring ham. Hvad fanden han havde forvente ved jeg ikke, men det har formentlig slået klik for ham.

På himlen kunne vi se store lys-spots kører frem og tilbage i alle mulige farver og det var ret flot at se. Vi nåede næsten, sammen med 1 million andre, hen på plads og fik så set det største fyrværkeri jeg nogen sinde har set. Hold da kæft hvor det var flot. Og sikke nogen store ting der eksploderede og sikke farver der var i det. Og så længe de varede. Og kun lutter glade og feststemte mennesker, der alle tog mylderet med et smil. Det var bare fantastik at opleve.

Jeg ved, at man idag inde i København i kvarteret omkring Lars Bjørnstræde - derinde ved det danske svar på Latinerkvarteret ved Københavns Universitet - fejrer Bastille-dagen i mini-format med masser af franske delikatesser, vin o.s.v. Bare vejret er med dem, for herude i Hjortespring er det gråt og blæsende og kedeligt.....men så kan man jo se Tour de France i TV hvor dagens etape er den til det skaldede bjerg Mont Ventoux.

......og så kommer Lillemor hjem idag fra sin 16 dages tur i de nordsvenske fjelde. Det glæder jeg mig til for jeg har faneme savnet hende.

........iøvrigt tillykke til Frankrig og alle franskmænd med dagen idag.

Sommerferien gik til Skotland......

I dagene 11.-21. Juli var Lillemor og jeg i Skotland på bilferie, Vi havde lejet bil hjemmefra - en VW Passat, højrestyret selvfølgelig - og skulle bo på henholdsvis Bed & Breakfast og hotel rundt omkring. Vi startede med 3 overnatninger på B&B i Edingburgh, hvor vi ankom om eftermiddagen om Mandagen. Efter indkvartering gik vi til Holyrood Castle og lidt op ad "The Royal Mile" mod Edinburgh Castle. Masser af mennesker  og souvenirbutikker. Vi spiste aftensmad på en cafe og tog en taxa tilbage.

Næste dag, Tirsdag,  tog vi med bus ind til City og gik rundt derinde. Som det ses ovenfor, var der allerede rejst tribuner til det årlige store Tatoo foran Edinburgh Castle - lidt ærgerligt, for flot var det...men igen masser af mennesker, så vi "gad" ikke gå helt ind i slottet. Istedet besøgte vi en Kilt-mager. Her sås vi væve-maskiner i fuld sving og der var alt til "faget" og udklædning. Lillemor købte en Kilt i Clan Stewart's (Royal Stewart) mønster. Flot er den...(og dyr).

Og ja - jeg fik smagt den skotske national-ret Haggis. Det er hakket og krydret indmad i en tarm serveret med kartoffelmos. Og helt ærligt - det smagte sgu' godt. Selve Haggis'en minder meget om den der Kød-sovs man kan få til spaghetti. Knap så flydende men tæt på. Og smager fremragende.Nedenfor ses det i serveret udgave og nedenunder igen i tarmen.

Som jeg fik det.

Og som det ser ud under tilberedning. Yum-yum siger jeg bare.

Herunder ses en lille udsnit af Kiltens udvikling. Billedet er fra Kilt-væverens forretning.

Vi gik så ned ad Royal Mile, hvor Lillemor købte en pragtfuld Cashmere-cardigan. Pokker hvor den er blød....samt et ditto hals-skærf, skotskternet selvfølgelig, desværre bare ikke i Stewart Klanens mønster. Efter en god frokost gik vi på National-museum og det var en skuffelse. Det var ikke til at finde rundt i, bl.a. var der der annonceret en 2. sal men faneme om vi kunne finde den. Trapper og elevator gik fra 1. til 3. sal...og det vi ville se var på 2.sal !!!!! Nuvel - en god ting var der:

Verdensmester Jackie Stewart's Tyrell Formel 1 racer fra 1971. Fantastisk bil.

Næste dag kørte vi ud af Edingburg på tur til den lille by North-Berwick små 35 km væk. Vejret var skiftet og kanongodt - det havde været overskyet de 2 foregående dage men alligevel små + 20 grader.Denne dag var det høj sol, blå himmel og 25 graders varme. Hele vejen der til var iøvrigt "brolagt" med golfbaner. Rigtig mange - den ene afløste den anden.

North-Berwick er en rigtig lille badeby. Pysse-nysselig, ren og nydelig og alligevel meget hyggelig. Der ligger en Fugle-station der, der arrangerede ture ud til bl.a. Bass-Rock, en klippe-ø, der rejser sig lodret op fra havet. Sådan en tur vill vi på. Og vi skulle sandelig klædes på i regnbukser og jakker og svømme-veste. Regntøjet var ikke på grund af vejret, men på grund af risikoen for fugleklatter. Der bor immer-væk 120.000 par Suler på Bass Rock:

Ikke særligt elegant, men effektiv påklædning......og varmt.

Og det var med den her gummi-båd med kraftige påhængsmotorer vi sejlede derud. Der var eddermaneme knald på og vi sad på noget der lignede sadler med styr foran og klamrede os til. Først besøgte vi en mindre Ø, hvor der boede Rider, Sø-papegøjer, Alke og Lomvier...og lidt Svartbage og Sølmåger og lidt Skarver. Herligt at gense især Sø-papegøjerne drøne rundt omkring os i luften og på vandet...og selvfølgelig også med Alkene og Lomvierne. Vi så også enkelte Sæler svmme rundt derude. Og så gik turen ellers igen på fuld knald afsted mod Bass Rock.

Vi kunne lugte Øen på afstand. Og sikke en larm, der var. Og Suler over alt.

Sulen er jo en ordentlig krabat, større end Svartbage og Sølvmåger. Et vingefang på næsten 2 meter og når de fouragerer, så foregår det med styrtdyk fra 10-20 meters højde lodret ned i vandet. Imponerende. Vi sejlede langsomt rundt om Øen og det var ganske imponerende.

Her ses Bass Rock på afstand. Alt det hvide I kan se, er SULER. Det er helt utroligt så mange der er.

Turen tog lidt over en times tid og det var faktiskt sjovt at prøve den der gummin-båds fart over bølgerne.

Vores frokost indtog vi på havnen: en halv grillet hummer til hver af os + tilbehør. Dejligt.

Næste dag, Torsdag, tog vi afsted fra Edinburgh og via Perth, Dundee, Stonehaven og Aberdeen nåede vi ud på eftermiddagen frem til vores næste overnatningssted. Lidt underligt kom vi længere og længere ud på landet og til sidst endte vi ved indgangen til en park. Ind kørte vi og ad en lang allè og så så vi hotellet.....et Landsted faneme......

DET var en overraskelse. Og det stoppede ikke her; der rendte mennesker rundt i flotte kjoler/rober og herrene i fuldt skotsk ornat = korte smoking-jakker og Kilt's......hmmmm...og også en Sækkepiber blæste lystigt løs. Det viste sig, at der skulle afholdes en bryllups-fest der, derfor de elegant udklædte mennesker. Indenfor oplevede vi en sjov episode: Ind kom en mand i almindeligt tøj med en taske i den ene hånd og en "Jakke-sæt's pose/taske" på bøjle i den anden hånd. En af gæsterne hilste den ny-ankomne imøde med ordene: "Hello Angus, how are you ???" hvortil den travle-nyankomne svarede "Late as usual....." og spurtede op ad trapperne. Kort efter kom han ned i kilt med det hele.

På et tidspunkt blev der taget bryllupsbilleder og da jeg sad på en bænk udenfor tillod jeg mig også at snuppe et par stykker. Her ses Brudeparret i midten med forloveren til venstre og brudepigen til højre.

Det blev et herligt ophold i luksuriøse rammer. Det hele som i en engelsk film om Herskabet på et slot. Vi følte det ihvertfald sådan. Og sikke en aftensmad: Lamme-steg som jeg aldrig har smagt så godt før. Den smeltede på tungen. Og så et par gode whisky'er bagefter.....wow for et sted.

Afsted næste morgen. Vi kørte igennem Spey-side distriktet, som er det tættest belagte Distilleri-område i Skotland. Masser af Distillerier så vi undervejs med deres klassiske Pagode-tårne på tagene. Vi besøgte i Dufftown et enkelt distilleri, nemlig Glen Fiddich (dem med den tre-kantede flaske) og det var en oplevelse. Herunder "bare" en stribe foto's derfra: 

Bemærk de typiske Pagode-tårne.

Hovedbygningen og også den ældste del.

De nærmeste kobber-stills (der ses kun 4 ud af 5) er wash-stills, altså dem der bruges ved 1.distillation. De 3 bagerste er spirit-stills, altså dem der bruges ved 2. distillation og hvoraf det færdige resultat kommer ud af. Der er 2 rækker - den anden ses ikke på billedet men er til højre - med ialt 10 wash-stills og 6 spirit-stills.

Bemærk forskellen i stills-kedlerne. De er afgørende og medbestemmende for den kommende whisky's smag.

Her ses spirit-safe-boksene, hvor de enkelte "cut's" bestemmes og foretages.

Herfra kørte vi - forbi flere distillerier - via Elgin til Inverness og så mod Sydvest til byen Drumnadochrit ved Loch Ness' bred. Stedet var et udpræget turist-sted og hotellet var lidt af et skod-hotel. Her skulle vi blive i 3 nætter (2 hele dage).

Næste dag kørte vi til Urquhart Castle, en ruin fra 11-1200 tallet som er vidt berømt. Det er her de fleste foto's af "Nessie" er taget. Vejret var kanon flot og ruinen var flot. Her er 2 billeder op og ned af Loch Ness (den er 37 km lang søen).

Borgruinen Urquhart Castle ved Loch Ness..

Mod sydvest af.

Bagefter kørte vi tilbage - ca. 37 km - og gennem Inverness til en slagmark lige på den anden side af byen. Slagmarken hedder Culloden Moor og det var her, at de skotske klaner under "Bonnie Prince Charlie" d. 16. April 1746 udkæmpede det allersidste slag mod englænderne for skotsk selvstændighed. De skotske klaner udgjorde ca. 5.500 mand ialt og englænderne ca. 7.000 mand. Slaget varede kun en times tid, men hele 1.500 skotter blev dræbt på den ene time. Kun ca. 50-100 englændere blev dræbt.I de efterfølgende dage fangede englænderne adskille tusinde og dræbte mange af dem. Andre blev deporteret til kolonierne. Alle sårede og fangne blev uden skånsel dræbt af englænderne. Selv slagmarken er en stor lyng-hede. Skotternes og englændernes linier var markeret med henholdsvis blå og røde flag. Langs disse linier var der metal-skilte der viste hvilken enhed/klan der stod opmarcheret her inden slaget. Det mest bevægende var at se massegravene. 2-3 dage efter slaget, kom indbyggerne fra Inverness ud til slagmarken og begravede de døde skotter (enlænderne havde begravet deres egne). De døde blev lagt i grave (store huller) der hver især indeholdt kun døde fra de enkelte klaner, altså Cameron-klansfolk i en grav, MacDonalds i en anden, Stewarts i en tredie, Fraser o.s.v. i andre egne grave. Gravene er i dag små aflange forhøjninger markeret med en enkelt sten med klans-navnet på.

Hovedstenen.

Lillemor lige før slagmarken - bemærk himlen.

Klan-gravstene ved de aflange forhøjninger/grave.

Cameron klanens gravsten.

Info-skilt - et af mange - der står rundt omkring på slagmarken.

Cameron-klanen. 400 krigere stod her (den hvide plet på den højre linie) i skotternes angrebsformation.

Her går Lillemor på stien langs skotternes angrebslinie. Bemærk at hun har taget regnfrakken på, da det begyndte at blæse op og de mørke skyer kom nærmere.

Vi gik i Visitor-centret og fik os noget frokost; sandwicher og kaffe og lige da begyndte et aller-helvedes regnvejr med kanontorden og lyn lige over centret. Når lynene slog ned var der enkelte der skreg og lyset gik også med jævne mellemrum. Udenfor på en grusplads opdagede jeg en Strandskade der stod midt i regnvejret.

Vi var altså heldige med dagens 2 besøg på Urquhart Castle og Culloden Moor da vi havde godt vejr.

Næste dag havde vi besluttet at køre til Øen Skye - en af Øerne i øgruppen Hebriderne (de indre Hebrider). Igen en fantastisk flot køretur i et fantastiskt landskab med flotte dale (Glen's) og bjerg-kæder, floder og søer. Desværre var vejret ikke med os. Små-regn det meste af tiden og denne regn tog til da vi kørte over Skye-broen. ØV. Vi fik kaffe ved en nedlagt vandmølle. Her sås Vandstær. Herligt. Herfra tog vi til distilleriet Talisker, men da der var 1½ times tid til at vi kunne komme på rundvisning opgav vi det og kørte igen. Udenfor sås Suler fouragere som styrt-bombere.

Vi kørte til Portree - øens hovedstad - og så lidt af den. Så vendte vi p.g.a. vejret snuden hjemad. Da vi kørte over på fastlandet igen var regnen ophørt....næsten.

Vi gjorde stop ved Skotlands mest fotograferede slot/borg, nemlig Eilean Donan Castle, som er kendt bla. fra filmen "Highlander". En rigtig flot borg.

Desværre var det lav-vandet ellers havde det faneme været flot.

Næste dag var det afsked med Loch Ness - uden at se "Nessie" på noget tidspunkt og så mod Sydvest og via Fort Augustus kom vi til byen Fort William, der ligger klods op ad Storbrittaniens og Skotlands højeste bjerg, det 1.344 meter høje Ben Nevis. Et flot bjerglandskab. Der ligger også et distilleri der også hedder Ben Nevis. Det besøgte vi og det var en skuffelse. Både turen og whisky'en. Så hurtigt derfra og afsted til næste overnatning - 2 nætter - i byen Oban i landskabet Argyll.

Lige før Oban gjorde vi kaffepause ved en borg, der hedder Castle Stalker. Borgen er kendt fra Monty Pythons film "Monty Python and the Holy Grail" hvor borgen hedder "Castle Arghhh.."

Vi ankom lidt før tid til vores B&B i landsbyen Connell lige uden for Oban, så vi kørte de 5 km ind til denne herlige havneby. En lille perle.

Byen den ene vej....

..og den anden vej. Dejligt vejr.

Ja - i Oban hørte vi (igen) sækkepibe-musik, nemlig "Oban Pibe Band" nede på torvet ved havnen.

Vi ankom jo tidligt, så vi startede med at besøge byens Distilleri "Oban". Det var et rigtigt godt besøg; god guide og gode smagsprøver.

Det blev et rigtigt driverophold der. Ren afslapning med lidt shopping og indkøb (også der) af et par gode whiskyer. Og god mad og god B&B hos the Rowans. Vi havde udsigt ud over havet til øerne Mull og Lismore og Kerrera = Hebride-øer som Skye. Herligt siger jeg jer.

Herfra tog vi så efter 2 overnatninger afsted mod vores sidste overnatningssted, nemlig byen Stirling. Undervejs lagde vi turen omkring byen Crieff, hvor vi besøgte Destilleriet Glenturret, som udover at fremstille whiskyen Glenturret også - eller især er kendt for også at lave whiskyen Famous Grouse.

Også her kom vi på rundvisning. Det er meget professionelt lagt an her. Ud over at smage på deres eget destilat, Glenturret, smagte vi også på de 3 andre de laver, nemlig Famous Grouse, Famous Black Grouse og Famous Ice Grouse. Sidstnævnte er nærmest en snaps og serveres totalt isafkølet. Famous Grouse er jo en blended whisky bestående af single malt whiskyerne Glenturret, Glenrothes, Highland Park og Macallan samt en grain-whisky British North. Også disse smagtes. Yum-yum.

Vi var trætte, da vi kom til Stirling og besluttede at vi først næste dag ville besøge Stirling Castle. Mens Lillemor læste/sov lidt, gik jeg en tur og opdagede at klods op ad vores hotel (som ligger i udkanten af Stirling) som nærmeste nabo, lå et Scottish Heritage Center Bannockburn. Det viste sig at være et visitor-center med et stykke slagmark for slaget ved Bannockburn i 1324 mellem skotter og englændere. Skotterne vandt det 2 dage lange slag under ledelse af Robert the Bruce. Det så jeg så.

Næste dag tog vi tidligt afsted til Stirling Castle som ligger på en klippe højt over byen. Det er et fandens flot slot. Idag er det museum og det er flot restaureret.

Porten ind til slottet.

En af sidefløjene på slottet.

Udsigt fra slottet ud over landskabet.

I begyndelsen af 1900-tallet blev slottet hjemsted for  "Argyll og Sutherland" Regimentet og en fløj er idag museum for dette regiment, der stadig eksisterer - nu beliggende et andet sted - og som senest har været i Afghanistan.

Foto fra regimentsmuseet.

Efter dette besøg - med frokost - tog vi til Lufthavnen i Edinburgh og fløj hjem med British Midlands. En dejlig ferie var slut. Jeg har taget 438 billeder og Lillemor 163 billeder, så ovenstående er bare en smule af dem. Der er masser af landskaber (Ben's, Glen's og Loch's = bjerge, dale og søer), men dem er I forskånet for. Lillemor fik købt en del tøj og lidt whisky. Jeg lidt tøj (et halstørklæde og en t-shirt fra et destilleri) og en masse whisky :-) . 

Skotland ??

For nogen år siden var Lillemor og jeg på ferie i Irland. Vi havde lejet bil i Dublin og kørte så rundt og boede på Bed & Breakfast eller Vandrehjem. Fed tur. Det eneste planlagte var afslutningen på ferien med 3 hele dage i Dublin ellers stoppede vi hvor vi fandt det dejligt. OK - vi havde et par steder vi gerne ville se (noget med fugle-kiggeri) ellers var det bare ud i det blå og en fantastisk tur blev det.

Nu er vi igang med - vi snakker ihvertfald om - en tur til Skotland. Vi har gode erfaringer med FDM-travel, så vi var ude der og kigge. De har 2 ture som vi i forvejen havde kigget på og derfra plukket de bedste ting. Noget med hotel et par dage i Edingburgh, det samme i Inverness og Oban og så ellers B&B der-ud-af i en små 10-11 dage ialt.

Det er en kombination af disse 2 ture:

Vi tog ud til det lokale FDM-rejsebureau i Lyngby for at snakke med dem, men......deres computere strejkede - de kunne ikke komme i forbindelse med dem i det mindste - så det blev kun til en snak og nedskrivning af vores ønsker, så nu må vi se - de har lovet svar senest på Onsdag - hvad det så bliver til.

Skotland er vel ikke så dårligt eller hvad ?

Min USA ferie 17.-28. Maj 2010. Washington og Gettysburg m.m.

(Her er et link til min ferie i Gettysburg og New York i 2012)

Mandag d. 17. Majkl. 14,30 satte Lillemor og jeg os til rette i SAS-maskinen fra København direkte til Washington. Det havde været med lidt bange anelser, da en hvis islandsk vulkans aske dagen før havde lukket det irske og nord-engelske luftrum og om morgenen truede med at lukke for det syd-engelske luftrum. Men vi kom altså afsted og landede i Washington ca. kl. 14,30 amerikansk tid - dansk tid var ca. kl. 20,30 (6 timers tidsforskel). Vi holdt den gående med en amerikansk middagslur men gav op og gik i seng kl. 20,30 amerikansk tid = 03,30 dansk tid.

Om morgenen amerikansk tid var vi rimeligt veludhvilede og oppe - for mit vedkommende - kl. 06,00 hvor jeg gik ned og røg på en bænk foran hotellet (Washington Marriott meget midt i centrum).

Vi skulle være i Washington frem til søndag morgen, så der var næsten en hel uge foran os.
Vi fik set en masse og travet en masse.

Vietnam Memorial i/på The Mall. Alle døde/savnede amerikanske soldaters navne er anført på denne lange sorte marmor-væg i den rækkefølge de meldt dræbt/savnet i. Vistnok ca. 50.000 navne. En mærklig følelse at stå der.

Vi var også på en masse museer. Ovenfor på Air- and Space Museum under Smithsonian Institute. Smithsonian er en kæmpe-institution med en masse museer under sig (Naturhistorisk = dinosaur o.s.v., historie, galleri, ovennævnte air halløj, indianer museum og meget mere) og alt liggende centralt langs The Mall. På dette museum alt om Apollo o.s.v., månelandinger, Hubble o.s.v. Meget interessant at se alle de rumkapsler m.m.

Udover Vietnam Memorial er der også Lincoln Memorial (det er Lincoln og mig ovenover), Washington Memorial (en høj søjle) + en masse flere langs The mall.

En dag ville vi se "The White House". Der var afspærret, da vi kom derhen. Mange politi-folk og soldater og der stod nogen kanoner. 5 minutter efter skød de salut (18 skud). Den mexicanske Præsident var på besøg, fik vi at vide.

Da det var overstået - salutten altså - fik vi lov at gå over græsplænerne til et hegn neden for det hvide hus.

Lillemor ses i sin røde regnfrakke i raske fjed mod det hvide hus. Dette var eneste dag der var lidt små-regn. Kun ganske lidt og let. Ellers var der ca. 25-30 grader varmt hver dag og høj luftfugtighed.

Her er vi så fremme ved det tilladte hegn. Som det ses foregik der et eller andet deroppe.

Og lige pludselig kunne vi i højttalere høre Præsident Barack Obama's stemme byde den mexicanske præsident velkommen og så holdt han tale. OK - det var altså Obama en af de der "klatter" deroppe. Fedt nok. Så fik vi den oplevelse med.

Interstate 66...eller Route 66 går fra Washington mod Californien. Vi kørte faktiskt på den vej fra/til Dulles Airport udenfor Washington.

Capitol med Kongressen så vi også, men kun udefra. Flot byggeri. Hele Washington er jo en planlagt hovedstad og den er faktiskt vældig flot, stille og ren. Slet ikke som Rom, London, Paris, Stockholm, Oslo, Helsinki, Amsterdam, Berlin eller København for den sags skyld.

Om Torsdagen havde vi besluttet os for at tage med toget - Amtrak - fra Union Station og de knap 200 km ned til Richmond i Virginia for at se "Museum of the Confederacy". Et museum udelukkende omhandlende Sydstatshæren under den amerikanske borgerkrig (1861-65), som jeg går vældig meget op i og som er en/den væsentligste årsag til at JEG valgte årets feriemål. Nu har jeg i mange, mange år læst og købt et hav af bøger om den amerikanske borgerkrig, så nu ville jeg altså se og opleve en del af det som jeg gennem årene har læst om.

Museet ligger i tilknytning til Sydstaternes svar på "The White House" (hvad det også hed og stadig hedder), for her boede Jefferson Davies, som var præsident for "Confederate States of America" = Sydstaterne, under borgerkrigen. Det hus så vi indefra. Bogstaverne CSA står dels for ovenstående og dels for "Confederate States Army" = Sydstatshæren. Ligesom USA o.s.v.

Sydstatshærens øverstebefaldende General Robert E. Lee's uniform, som han havde på, da han d. 9.April 1865 overgav sig ved Appomattox Court House i det Sydlige Virginia til nordstatshærens øverstbefalende General U.S.Grant.

General Robert E. Lee's telt med "indbo" som han brugte under felttogene under borgerkrigen.

Et Sydstats "Battle-flag" med skud-huller i samt ejendele der har tilhørt generalerne Pickett, Kemper, Garnett og Ewell.

Jeg skal forskåne jer for de ca. 150 foto's jeg tog på museet af alle mulige uniformer, våben, flag m.m., men for mig var det sådan, at jeg havde "Stå-pels" under hele opholdet der. Tænk jer, at jeg så alle mulige generalers og meniges (og andre officerers) uniformer, sværd, geværer, hatte, støvler o.s.v. Folk som jeg har læst om i så mange år og nu så jeg det med egne øjne. Fantastiskt.

På togturen tilbage til Washington opdagede jeg, at ruten gik gennem mange af de slagmarker jeg har læst om. Igen fantastiskt at se de områder og byer.

Næste dag var vi på Arlington-kirkegården. USA's nationale kirkegård. Huset med søjlerne man kan se på billedet er Arlington House og var Robert E. Lee's hus/plantage indtil borgerkrigen brød ud, hvorefter Nordstatshæren besatte det dagen efter. Lee kom aldrig tilbage til huset.

Washington ligger ved floden Potomac i delstaten Maryland. På den anden side af floden ligger delstaten Virginia, hvor Arlington ligger. Washington er nu et autonomt område - District of Columbia = Washington D.C. - og dækker et lille område på størrelse med København på begge sider af floden.

Nåh - men altså, der ligger vistnok 250.000 begravet på Arlington og den bruges stadigvæk. Vi hørte gevær-salver for pågående begravelser rundt omkring. Præsident Robert F.Kennedy og Jaqueline ligger også - blandt mange andre notabiliteter - begravet her og deres grav så vi sammen med 1000-vis af andre gæster denne dag.

Søndag morgen kørte vi så i lejet bil - automat-gear - afsted fra Washington gennem Maryland til Pensylvania til byen Gettysburg, hvor vi skulle være i 2 hele dage. Udelukkende for at se museet der og slagmarken for det største slag under borgerkrigen. Slaget varede fra d. 1.Juli til og med d. 3.juli 1863 og der deltog godt 80.000 Sydstatssoldater og knap 105.000 Nordstatssoldater. Selv området, hvor slaget stod, er knap 6 km langt og 3 km bredt inkl. den lille by Gettysburg, så det er rimeligt overskueligt. Efter ankomsten til hotellet kørte vi straks ud til Slagmarkens Visitor-center, hvor der er en kæmpeudstilling/museum om slaget med kanoner og uniformer, en dokumentarfilm om slaget og selvfølgelig en kæmpe museums-butik med alt til faget tilhørende.Museumsbesøget var det eneste vi nåede den dag og der var mere end rigeligt at se på. Om aftenen gik vi rundt i Gettysburg by. En lille by faktiskt. Ikke meget anderledes i udseende siden borgerkrigen - altså ikke meget større. Men hele byen ville være et hul, hvis ikke det var fordi, der havde været et slag der. Hele byen er lagt an på dette. Et hav af små museer, butikker (især souvenir), restauranter der alle kredser om emnet. Men sjov gammel by med de der typiske western-agtige huse i 2-3 etagers højde med lidt facader og lignende.

Næste dag - Mandag - startede vi så selv turen rundt på slagmarken. Vi havde et kort kort over slagmarken med angivelse af alt hvad der skete, hvor og hvornår og med hvem. Hele slagmarken er fyldt med mindesmærker over alle mulige regimenter o.s.v., stats-memorials, en masse kanoner her og der. Hele området er en National-park så området bevares som det så ud den gang med veje (dog nu asfalteret) og hegn som dengang.

Vi fulgte turen rundt helt slavisk og tidsmæssigt. Det vil sige, at Lillemor kørte bilen og jeg hoppede ud hvert andet øjeblik for at se et mindesmærke, en planche, en kanon, et kort, en statue o.s.v. Imens sad Lillemor og læste i bilen. Billedet ovenfor viser Sydstatsgeneralen Robert E. Lee's hovedkvarter på slagets første dag - en enkes hus han "lånte" i dagens anledning.

I en antikvitetsbutik købte jeg en foret æske med kugler/projektiler fra slaget. Jeg købte også en stribe løse (ikke løst krudt) kugler. Måske en underlig ting at gøre, men det gjorde jeg altså. I nogen butikker kunne man købe alt muligt originalt fra slaget/borgerkrigen; uniformsdele (jakke, frakker, hatte o.s.v.), remme, tasker, våben af alle slags, kanonkugler og som vist ovenfor gevær-projektiler.Ved alle "vigtige steder" er der planche-skilte der viser og forklarer stedet. Planchen ovenfor viser Pickett's Charge. Altså det store angreb på slagets sidste dag. På planchens billede er angivet de forskellige punkter på Nordstatslinien. Skiltet står altså på sydstatslinien og altpå udgangspunktet for angrebet. Nedenfor er mit sammenlignelige billede af samme.

Den store gruppe træer lidt til højre for billedets midte, er angrebets fokus-punkt; det Lee' kaldte for "a corpse of tree's" og det var det punkt alle sydstatsregimenter skulle sigte og angribe imod. Afstanden over åben grund var ca. 1,4 km som syds angrebskolonner gik i en regn af kanonkugler og granater. Mærkeligt at stå samme sted og se det. Jeg en en hel del af vejen for Pickett's Charge.

Jeg har valgt en lille håndfuld billeder ud fra slagmarken. Jeg har vist nok taget ca. 300 foto der, men dem vil jeg forskåne jer for. Her er altså håndfuld.

Slagmarkens største mindesmærke/Memorial. Det er for Staten Pennsylvanias soldater, der deltog. Ca. 34.000 mand og alles navne uden undtagelse er vist hele vejen rundt på mindesmærket.

Adskillige steder er der denneher slags skilte. Dette er for Oberst E.P.Alexander's kanonbatterier, der stod for selv ild-forberedelsen på slagets 3. dag forud for Pickett's Charge.

Billedet her, er Little Roundtop ude på Nordstaternes absolutte venstre flanke, hvor især kampen mellem Oberst Joshua Lawrence Chamberlain's 20. Maine Regiment's kam mod Oberst Adam Oates 15. Alabama Regiment er det, det kendes mest for.

Kanoner langs de originale brystværn mod eller langs med og mod "Corpse of Tree's". Man kan se Pennsylvania-mindesmærket over den hvide bil i midten og Little Round Top er bagved igen.

Billedet her er fra Nordstaternes linie. Den hvide "klump" i skovbrynet er en kæmpe-statue; "Virginia Memorial" og samtidigt udgangspunktet for Pickett's Charge. Altså: Fra Skovbrynet dernede, kom der altså på rækker efter hinanden knap 15.000 Sydstatssoldater i et angreb netop mod dig/mig/beskueren. Der er mange hegn der skal forceres på vejen herop.

Det her billede bare for at vise, at der er mange skilte og mindesmærker.

Undertegnede ved Mindesmærket for "Corpse of Tree's". Pyha - noget rystende at være der, når man har læst hvad der skete.

Igen undertegnede ved en af de mange, mange kanoner der står allevegne. Der er virkelig mange hele slagmarken rundt.

Her har jeg netop opdaget og læst på stenen foran mig, at det var lige netop HER, at CSA Brigadegeneral Lewis Armistead blev ramt (og døde). Han var lige kommet små 20 meter forbi US brystværnet i baggrunden. Jeg havde få dage for inden i Richmond set hans blodbestænkte uniformsjakke, hat og sværd. DET gav "stå-pels" på armene, ja over det hele.

Ja - bare mig ved en af de mange, mange plancher. Bemærk kanonerne og mindesmærkerne i baggrunden. Sammenlagt brugte jeg nok næsten 2 hele dage der, men kunne godt have brugt mere tid.

Fra Gettysburg kørte vi så videre gennem Pennsylvania og op til staten New York (ikke byen ude ved Øst-kysten), hvor vi havde en overnatning i en lille by (et hul af rang) der hedder Corning.

Næste dag kørte vi videre til byen Buffalo, hvor vi skulle være 2 dage for at se Niagara vandfaldet m.m.

Her ses Lillemor på grænsebroen mellem USA og Canada. Grænsen løber mid i floden Niagara. Den mest berømte del af vandfaldet, "The Horseshoe" ses bedst fra Canada-siden. På billedet ses den amerikanske del af vandfaldet til venstre med "The Horseshoe" i baggrunden. Det er udover "The Horseshoe" nogen mennesker i tidens løb har taget turen i tønder m.m.

Her ses "The Horseshoe" med en turistbåd, der sejler ind i vand-støv-skyen midt i vandfaldet. Der er konstant en enorm larm fra det brusende vand.

Der er også mange regnbuer. Her har jeg fanget en af turistbådene lige nedenfor faldet under en regnbue. Man kan se den amerikanske del af vandfaldet længst til venstre.

Vi vandrede altså fra USA og ind i Canada og tilbage igen den dag. Dagen efter kørte vi nordpå og ind i Canada til en lille nydeligt puttenut by der hedder Niagara-on-the-Lake og som ligger ved Lake Ontario (Buffalo ligger ved Lake Erie). Det er en rigtig dukke-by at være i. Alting er så nydeligt og rent og putte-nutte-agtigt og faneme om der ikke ligger en forretning der, der hedder Silkeborg (og som sælger bl.a. Skagen ure).

Chip eller Chap - det er ihvertfald et Jordegern (Chipmunk) der var lige foran os der på fortorvet. Dem var der et par stykker af. I Washington var der iøvrigt Grå-Egern i oceaner af mængder overalt.

Canada's ældste og stadig fungerende kro. Et eller andet med -Inn. Jeg har lige p.t. glemt navnet, men vi var inde og spise frokost der.

...og de har en udmærket lokal øl der, som det ses af mit salige smil. Jeg fik iøvrigt Bangers and Mash der (pølser med kartoffelmos) og Lillemor Shepherds Pie med canadisk - ja canadisk vin til.

Her ses en canadisk vinmark. Man kan se det canadiske flag ved gården. Jeg anede ikke at de lavede vin i Canada, men det gør de altså. Og den smager også udmærket.

Fra Buffalo fløj vi indenrigs tilbage til Washington hvorfra vi så næste dag fløj hjem til København og landede der søndag morgen 07,45 d. 28. Maj. Jeg er lige - føler jeg - kommet mig over jet-lagget.

Men en dejlig tur. Amerikanerne - dem vi mødte - er flinke mennesker. Stopper man med et kort i hånden kommer der straks en og spørger om de kan hjælpe. Men mad kan de ikke lave. Alt brød er hvidt, blødt hvedebrød. Alt sovses ind i fed sovs. Og det er kæmpe-portioner, så nu forstår jeg hvorfor folk i Amerika har "doggy-bags" med ud fra restauranter. Ikke at vi selv gjorde, men det gjorde "de indfødte" ganske naturligt.