Viser indlæg med etiketten bog. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten bog. Vis alle indlæg

lørdag den 16. oktober 2010

Køb ikke denne bog !!!!!!

Jeg siger det med det samme: KØB IKKE DENNE BOG.

Der findes mange bøger om den amerikanske borgerkrig. Der findes ikke mange bøger om den amerikanske borgerkrig på dansk. Denne bog er sikkert bragt til verdenen - Danmark ? - efter et ønske om at gøre bod på denne fejl - altså mangelen på danske bøger om emnet og så oversat af Agnete Dorph Stjernfeldt fra engelsk til dansk og så udgivet på Informations Forlag. I dette tilfælde burde forlaget hedde MIS-Informations Forlag.

John Keegan er sikkert en udmærket krigshistorie forfatter - han er englænder - for han har lavet en stribe bøger om emnet - se hans liste her.

Jeg har ikke læst andre bøger af ham end denne her og jeg tror, at jeg vil betakke mig for at læse andre af ham, hvis standarden er den samme. Jeg havde ikke læst mange sider før jeg fandt et par faktuelle fejl og dem er der så nogen af hele vejen igennem bogen. OK - lad det være hvad det vil, men når så der samtidig laves konklusioner, der er helt imod alle eksperters opfattelser HERUNDER DELTAGERNES EGNE, så synes jeg det er synd at sådan en bog udgives.

Jeg ved ikke om der kan ske fejloversættelser undervejs, det er muligt, men enhver oversætter af et emne fra udenlandsk bør og skal have den fornødne viden om emnet - uanset hvad det er - for at fange den rigtige mening/tone i en bog. Jeg har ingen anelse om hvem oversætteren er eller dennes baggrund, men muligheden for fejloversættelse er der.

Jeg vil ikke gå i detaljer om fejl, men jeg vil dog fremhæve en enkelt konklusion som er kommet i bogen, nemlig den, at artilleri (kanoner) ikke havde nogen betydning eller blev brugt i nogen stor udstrækning i den amerikanske borgerkrig. Det er noget forfærdeligt sludder og direkte misvisende og forkert. Artilleri havde så sandelig den største betydning for såvel de angribende soldater som for de forsvarende soldater. Begge sider frygtede kanonild. Der blev kæmpet hårdt om at tilintetgøre modstanderens artilleri o.s.v., o.s.v. Læser man deltagernes biografier, så går det igen og igen at artilleriet havde en stor betydning og der er utallige beretninger om hårde artilleridueller og kampe/slag hvor netop artilleriet fik afgørende betydning eller stor indflydelse på disses udfald. Ved Gettysburg var der på slagets 3.dag den største koncentration af kanoner som indledte angrebet denne dag. På Sydstaternes side var linet op godt 170 kanoner på linie som kl. 13,00 samtidigt åbnede ild mod nordstatslinien og denne kanonade varede i godt 2 timer (og nordstaterne besvarede ilden). Fredericksburg i December 1862 eller Malvern Hill og Cold Harbour er andre store slag med kanoner som store faktorer.

Prøv at se denne snut fra filmen Gettysburg.

Det eneste positive jeg kan sige om bogen er, at dens indledning om de politiske faktorer omkring krigens opståen og sydstaternes løsrivelse er rimeligt fornuftig og til at få et godt overblik over hvorfor, ligesom bogens afslutning om det politiske virvar efter krigens afslutning også er rimelig fornuftig.

Men alt i alt, så er bogen spild af penge og burde ikke være udgivet i den form, som den er.

Det bedste man kan gøre, HVIS man vil læse om emnet, det er at via Bibliotek.dk låne bøger fra bl.a. Granisonsbiblioteket om emnet. Her er mange biografier - også selvbiografier - om emnet, ligesom de - Bibliotek.dk - skaffer gode bøger hjem fra andre biblioteker i landet. Og endelig skal man som jeg bruge Amazon til at købe bøger fra. Her kan man stort set få alt hvad hjertet kan begære om emnet.

-----

John Keegan: Den Amerikanske Borgerkrig. Informations Forlag. Oversat af Agnete Dorph Stjernfeldt. 1 stjerne ud af 6 mulige. = Køb eller læs noget andet.

mandag den 3. august 2009

Herlev Bibliotek - en spøjs oplevelse....

Selvom jeg har og køber mange bøger, så låner jeg - og Lillemor - også en masse bøger; dels på det lokale bibliotek og for mit vedkommende også på Bibliotek.dk . Idag var jeg så lige et smut på det lokale og aflevere en stribe bøger og her er det jo smart, at man i dagens Danmark efterhånden kan betjene sig selv via de opstillede låne, status og afleveringsautomater, der er der. Dog findes der - heldigvis - stadig levende ansatte og mens jeg stod og selvbetjente mig, kom jeg uforvarent til at høre med et halvt øre en ordveksling mellem en ansat og en låner...noget om bøde e.lign. Det fik mig til at tænke på en episode/oplevelse som jeg havde med en ansat på biblioteket for nogen tid siden. Den var som følger:

Jeg skulle aflevere et par bøger af mine egne og Lillemor bad mig om at aflevere en af hendes - og som hun fortalte der var bøde på og som dermed skulle betales med kr. 20 - samt hjemtage en bog hun havde bestilt og som hun havde fået besked om var kommet til hende.

Jeg afleverede først mine bøger i automaten og fik min kvittering. Derefter afleverede jeg Lillemors bog og fik en kvittering med bøde på. Herefter går jeg til skranken og fortæller "damen" der, at jeg gerne vil betale min kones bøde og giver "damen" kvitteringen hvorpå der står hvilken bog det drejer sig om, bødens størrelse kr. 20 samt min kones navn. Det er OK - hun taster min kones navn ind, får indtastet at bogen nu er afleveret og bøden betalt og modtager de kr. 20 som jeg så får kvittering på. Så langt så godt. Så siger jeg, at jeg gerne vil have den bog med som hun har bestilt og som ligger parat til afhentning.

Det kan jeg da så sandelig ikke. Enten må hun selv komme eller også skal jeg have en fuldmagt fra hende.........hmmmmmm.......Så siger jeg:" Hør nu, jeg har lige betalt hendes bøde, du har jo lige modtaget pengene". Nej siger "damen" jeg kan jo være en vild fremmed og så kan jeg ikke få bogen ! ......igen....hmmmmmm.....Jeg siger: "Ja men for pokker da, en vild fremmed vil vel ikke betale en fremmeds bøder, vel ?" Der var ikke noget at gøre; jeg kunne ikke få bogen. Basta. Punktum.

"OK" siger jeg så, "Så vil jeg gerne have min 20 kr. tilbage, for jeg kan og vil ikke betale en bøde for en fremmed, så venligst giv mig mine penge tilbage". Desværre kan dette ikke lade sig gøre, siger "damen", det er registreret i systemet nu. Så kigger jeg meget, meget intenst på "damen" og siger så: " Nu går du hen og henter din chef eller også oplyser du mig dit navn og så ringer jeg nu efter Politiet og anmelder dig for røveri" og samtidig trækker jeg min mobil frem. Hun står så bare der og glor på mig og siger nej. Jeg spørger hvad hun siger nej til og hun siger intet, glor bare skiftesvis på mig og på bordpladen. Før end jeg begynder at tale igen, bryder en af de andre ansatte ind og siger til "damen" at hun lige har tilkaldt chefen og om jeg lige vil være så venlig at vente lidt og samtidig trækker den indbrydende ansatte "damen" væk fra skranken og om bag en reol hvorfra jeg kan høre den indbrydende ansatte - uden at kunne skelne ordene - tiske-hviske meget intenst til "damen". Kort efter kommer chefen og spørger mig hvad hun kan være mig behjælpelig med. Jeg fremlægger så hele historien for hende og hun ser på diverse kvitteringer og på skærmen og siger så, at selvfølgelig kan jeg få bogen med hjem til Lillemor for det fremgår jo klart og tydeligt af skærmen, at jeg har afleveret diverse materiale inkl. Lillemors, at jeg har betalt hendes bøde, at vi har samme adresse o.s.v., så det er der ingen problemer med. Chefen får så mit sygesikringsbevis (som her i sognet også er låner-kort), henter bogen og låner den ud til mig på mit kort. Jeg takker for høflig betjening, tager bogen og går. Udenfor kan jeg gennem vinduerne se, at chefen og den indbrydende ansatte nu taler meget, meget "intenst" med "damen", som jeg også kan se opponere mod de 2's ord og talen. Det korte af det lange er, at det ender med, at chefen siger - sådan ser det ud udefra - nogen meget kraftige ord til "damen" og derpå vender sig og går......og det gjorde jeg så også.

Jeg har ikke sidenhen set "damen" på biblioteket og har heller ikke haft problemer der siden.