Man snakker så meget om Danmarks besættelse her d. 9. April 1940, men der skete også andre ting den 9. april, således i dag for 150 år siden:
Søndag d. 9. april 1865 kl 13,30 underskrev sydstatsgeneralen Robert E.Lee kapitulationspapirerne over for nordstaternes General Ulysses S.Grant.
(ovenfor ses Lee siddende til venstre og Grant siddende til højre)
Overgivelsen skete efter godt 4 års borgerkrig, hvor især de afgørende slag og kampe skete i perioden Maj 1864 - April 1865 hvor sydstashæren Army of Northern Virginia var blevet "jaget" ned gennem Virginia af Grant's Army of the Potomac.
Den sidste kampagne foregik i dagene 2.april til og 9. april hvor Lee var blevet jagtet fra frontlinien Richmond/Petersburg og til slutopgøret i Appomattox Court House.
Huset hvor underskrivelsen fandt kaldes for Maclean House. Ejeren Wilmer Maclean havde boet i byen Mannassas i den nordlige del af Virginia. Her havde der i 1861 været et stort slag, kaldet slaget ved Bull Run eller slaget ved Mannassas og uheldigvis var Maclean's hus blevet ramt af en kanon-kugle under dette slag, hvorefter Maclean besluttede at flytte familien sydpå for at slippe for fremtidige kamphandlinger.
Skæbnen ville så, at krigen endte i Appomattox hvor Maclean var flyttet til og at det tilfældigvis var hans hus der blev valgt til overgivelseshandlingen. Herunder ses et foto af huset et par dage efter overgivelsen. Maclean ses stående til venstre i civilt lyst tøj med hænderne i siden:
Herunder ses huset, som det ser ud idag. Der foregår en masse hurlumhej derovre i anledning af 150 året for overgivelsen....og gæt hvem der godt gad have været der.
Viser indlæg med etiketten Robert E.Lee. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Robert E.Lee. Vis alle indlæg
torsdag den 9. april 2015
tirsdag den 9. april 2013
En anden ting d. 9. April...i 1865. Lee overgiver sig til Grant ved Appomattox Court House....
Den 9. April er ikke bare dagen for Danmarks besættelse i 1940.
Den 9. April 1865 skete der en anden og nok så stor - måske større og med virkninger frem til idag - begivenhed, nemlig den, at Sydstaternes Øverbefalende og General for Army of Northern Virginia Robert E.Lee overgav sin hær og sig selv til Nordstaternes Øverbefalende General U.S.Grant. Dermed var, stort set, den amerikanske borgerkrig slut; der var dog enkelte hær-enheder som overgav sig senere hen på foråret og forsommeren i 1865, men i og med at Robert E.Lee overgav sig, så sluttede Sydstaternes modstand og Borgerkrigen endte som sådan.
Jeg skal ikke trætte jer med en lang og kedelig - for jer - historieskrivning om den amerikanske borgerkrig. Men rent faktisk er slutningen ret fascinerende, spændende og overraskende.
U.S.Grant var i foråret 1864 udnævnt til Øverstbefalende for hel U.S.Army. I og med dette planlagde og iværksatte Grant, med Army of the Potomac, en kampagne mod Lee og hans Army of Northern Virginia, den såkaldte "Overland Campaign", hvor han i en række slag pressede Lee sydpå og hen mod August/September fik Lee's hær låst...eller måske fik Lee standset Grant...i en linie, der gik fra lige lidt nord for Richmond - Hovedstaden i Sydstaterne - til ned syd for Petersburg. Her lå de 2 hære nu overfor hinanden hele efteråret 1864 samt vinteren 1864/65 til hen i foråret 1865.
I hele denne periode opbyggede Grant sin Nordstatshær ved træning og med forsyninger og forstærkninger. Tilsvarende havde Lee svært ved at holde på sin Sydstatshær p.g.a. manglende forstærkninger, dårlige eller næsten ingen forsyninger og nærmest en sultende hær. I Foråret begyndte endda mange sydstatssoldater at desertere, så hans lille og dårligt udrustede hær blev endnu svagere.
Lee prøvede at lave en sidste krampe-trækning eller et overraskelsesangreb på Nordstatshæren, som han håbede ville få denne, Nordstatshæren, til at trække sig tilbage. Dette skete angreb skete d. 25. Marts 1865 mod et punkt i Grant's linie kaldet Fort Stedman. Det VAR overraskende og i starten succesfuldt, men efter knap en time fik Nordstatshæren presset Sydstatshæren tilbage til dens udgangspunkt. Mange sydstatssoldater faldt i dette slag og mange blev - eller lod sig - taget til fange.
Da Grant opdagede hvor ringe udrustet og hvor få sydstatshæren egentlig var, beordrede han sin sydlige flanke til at omgå byen Petersburg og beordrede samtidigt et kontinuerligt pres - konstante små-angreb - langs hele frontlinien fra nord for Richmond til sydvest for Petersburg.
Dette pres på de svagt og tyndt besatte sydstatslinier, fik desertionerne til at stige og der var en del kampe ved bl.a. White Oaks og Five Forks, hvor der ved sidstnævnte kamphandlinger overgav sig ca. 5.700 sydstatssoldater. Lee meddelte regeringen om aftenen d. 1.April 1865, at han ikke kunne holde sin stilling og måtte trække sig tilbage. Hans plan var at trække sig sydpå mod/til North Carolina for at slå sig sammen med en anden stor sydstatsenhed under General Joe Johnston. Regeringen flygtede og Lee's tilbagetog begyndte om natten til d. 2.April.
U.S.Grant Robert E. Lee
Grant satte efter Lee og sørgede hele tiden for at holde sig syd og bag Lee's hær, således at der var et kontinuerligt pres. Mange kampe kæmpedes de næste dage og uanset hvad Lee gjorde så var Grant's soldater der hele tiden. Deserteringerne fortsatte og Lee's hær blev mindre og mindre.
På kortet nedenfor ses Grant's enheder som blå og Lee's enheder som rød. Man kom ikke sydpå men hele tiden mere og mere mod vest, altså væk fra den af Lee planlagte flugtrute mod North Carolina.
I og med de mange fanger, som nordstatshæren tog undervejs i de dage, så mente Grant at en mulighed for at få Lee til at overgive sig og dermed undgå unødvendige blodsudgydelser, var ret stor og han startede så d. 7. April med at afsende en besked til Lee - via hvidt falg og parlamentær - gennem linierne.
Jeg vil ikke skrive så meget om de næste 2 dage. Dog skal man huske på, at hærstyrkerne hele tiden var på march; sydstathæren der var sultende - de havde ikke spist i flere dage på det tidspunkt - og med tab i form af dræbte, sårede, tilfangetagne og deserteringer, og nordstatshæren der var i "topform" veludrustet og velmotiveret - de øjnede jo en mulighed for at få afsluttet 4½ års kampe og krig - samt jagende byttet foran sig. Der var også hele tiden angreb fra nordstatshæren på den tilbagetrækkende sydstatshær. Hele tiden og et stort pres.
Grant's første besked ses nedenfor og efterfølgende er deres kommunikation, som blev sendt med kurerer mellem linierne. Mit engelsk/amerikanske er OK (har mange års erfaring med at læse gammeldags amerikansk), men jeg har valgt ikke at oversætte deres beskeder til hinanden, da jeg synes noget vil gå tabt ved oversættelsen til gammeldags dansk (eller nu-dansk) og samtidigt vil lade jer se, hvad det er for noget jeg læser "i det daglige", når jeg læser deltagernes erindringer og selvbiografier.
GENERAL R. E. LEE,
Commanding C. S. A.:
Your note of last evening in reply to mine of the same date, asking the conditions on which I will accept the surrender of the Army of Northern Virginia, is just received. In reply I would say that, peace being my great desire, there is but one condition I would insist upon-namely, that the men and officers surrendered shall be disqualified for taking up arms against the Government of the United States until properly exchanged. I will meet you, or will designate officers to meet any officers you may name for the same purpose, at any point agreeable to you, for the purpose of arranging definitely the terms upon which the surrender of the Army of Northern Virginia will be received.
GENERAL: I received at a late hour your note of to-day. In mine of yesterday I did not intend to propose the surrender of the Army of Northern Virginia, but to ask the terms of your proposition. To be frank, I do not think the emergency has arisen to call for the surrender of this army, but, as the restoration of peace should be the sole object of all, I desired to know whether your proposals would lead to that end. I cannot, therefore, meet you with a view to surrender the Army of Northern Virginia; but as far as your proposal may affect the Confederate States forces under my command, and tend to the restoration of peace, I should be pleased to meet you at 10 A. M. to-morrow on the old stage road to Richmond, between the picket-lines of the two armies.
Grant og Lee mødtes så i landsbyen Appomattox Court House i et hus tilhørende en mand ved navn Wilmer Maclean. Om denne mand er der den pudsige omstændighed, at han i 1861 boede i lille by der hedder Mannassas. Her stod det første slag i den amerikanske borgerkrig. Slaget er omtalt som First Mannassas eller First Bull Run. Der var nemlig 2 slag der. Under dette første slag blev Wilmer Maclean's hus ramt af kanonskud og delvist ødelagt under kamphandlingerne. Han valgte så at flytte langt sydpå for at slippe for krigen. Nu ville skæbnen så, at det blev i hans hus i Appomattox Court House, at slutningen af krigen skete ca. 4½ år efter den startede ved hans hus i Mannassas.
Ved mødet var Lee kun i selskab med en enkelt officer. Lee havde ovenikøbet taget sin galla-uniform og sin flotte sabel (som han ellers aldrig gik med) på til mødet med Grant. Han - Grant - mødte derimod op iført en menigs uniformsjakke med General-distinktioner på og beskidte bukser og støvler efter en lang ridetur i mudder og pløre. Tillige var han i selskab med det meste af sin stab.
Nedenfor ses Grant's betingelser for Lee's overgivelse og derefter Lee's anerkendelse af betingelserne og dermed overgivelsen.
I dagene fra 29. Marts til 9. April mistede Lee ca. 6.266 mand i dræbte og sårede samt 19.132 i tilfangetagne. Ved Appomattox overgav Lee sig med de resterende 22.349 fodfolk, 1.549 kavalerister samt 2.576 artillerister.
Den 9. April 1865 skete der en anden og nok så stor - måske større og med virkninger frem til idag - begivenhed, nemlig den, at Sydstaternes Øverbefalende og General for Army of Northern Virginia Robert E.Lee overgav sin hær og sig selv til Nordstaternes Øverbefalende General U.S.Grant. Dermed var, stort set, den amerikanske borgerkrig slut; der var dog enkelte hær-enheder som overgav sig senere hen på foråret og forsommeren i 1865, men i og med at Robert E.Lee overgav sig, så sluttede Sydstaternes modstand og Borgerkrigen endte som sådan.
Jeg skal ikke trætte jer med en lang og kedelig - for jer - historieskrivning om den amerikanske borgerkrig. Men rent faktisk er slutningen ret fascinerende, spændende og overraskende.
U.S.Grant var i foråret 1864 udnævnt til Øverstbefalende for hel U.S.Army. I og med dette planlagde og iværksatte Grant, med Army of the Potomac, en kampagne mod Lee og hans Army of Northern Virginia, den såkaldte "Overland Campaign", hvor han i en række slag pressede Lee sydpå og hen mod August/September fik Lee's hær låst...eller måske fik Lee standset Grant...i en linie, der gik fra lige lidt nord for Richmond - Hovedstaden i Sydstaterne - til ned syd for Petersburg. Her lå de 2 hære nu overfor hinanden hele efteråret 1864 samt vinteren 1864/65 til hen i foråret 1865.
I hele denne periode opbyggede Grant sin Nordstatshær ved træning og med forsyninger og forstærkninger. Tilsvarende havde Lee svært ved at holde på sin Sydstatshær p.g.a. manglende forstærkninger, dårlige eller næsten ingen forsyninger og nærmest en sultende hær. I Foråret begyndte endda mange sydstatssoldater at desertere, så hans lille og dårligt udrustede hær blev endnu svagere.
Lee prøvede at lave en sidste krampe-trækning eller et overraskelsesangreb på Nordstatshæren, som han håbede ville få denne, Nordstatshæren, til at trække sig tilbage. Dette skete angreb skete d. 25. Marts 1865 mod et punkt i Grant's linie kaldet Fort Stedman. Det VAR overraskende og i starten succesfuldt, men efter knap en time fik Nordstatshæren presset Sydstatshæren tilbage til dens udgangspunkt. Mange sydstatssoldater faldt i dette slag og mange blev - eller lod sig - taget til fange.
Da Grant opdagede hvor ringe udrustet og hvor få sydstatshæren egentlig var, beordrede han sin sydlige flanke til at omgå byen Petersburg og beordrede samtidigt et kontinuerligt pres - konstante små-angreb - langs hele frontlinien fra nord for Richmond til sydvest for Petersburg.
Dette pres på de svagt og tyndt besatte sydstatslinier, fik desertionerne til at stige og der var en del kampe ved bl.a. White Oaks og Five Forks, hvor der ved sidstnævnte kamphandlinger overgav sig ca. 5.700 sydstatssoldater. Lee meddelte regeringen om aftenen d. 1.April 1865, at han ikke kunne holde sin stilling og måtte trække sig tilbage. Hans plan var at trække sig sydpå mod/til North Carolina for at slå sig sammen med en anden stor sydstatsenhed under General Joe Johnston. Regeringen flygtede og Lee's tilbagetog begyndte om natten til d. 2.April.
Grant satte efter Lee og sørgede hele tiden for at holde sig syd og bag Lee's hær, således at der var et kontinuerligt pres. Mange kampe kæmpedes de næste dage og uanset hvad Lee gjorde så var Grant's soldater der hele tiden. Deserteringerne fortsatte og Lee's hær blev mindre og mindre.
På kortet nedenfor ses Grant's enheder som blå og Lee's enheder som rød. Man kom ikke sydpå men hele tiden mere og mere mod vest, altså væk fra den af Lee planlagte flugtrute mod North Carolina.
I og med de mange fanger, som nordstatshæren tog undervejs i de dage, så mente Grant at en mulighed for at få Lee til at overgive sig og dermed undgå unødvendige blodsudgydelser, var ret stor og han startede så d. 7. April med at afsende en besked til Lee - via hvidt falg og parlamentær - gennem linierne.
Jeg vil ikke skrive så meget om de næste 2 dage. Dog skal man huske på, at hærstyrkerne hele tiden var på march; sydstathæren der var sultende - de havde ikke spist i flere dage på det tidspunkt - og med tab i form af dræbte, sårede, tilfangetagne og deserteringer, og nordstatshæren der var i "topform" veludrustet og velmotiveret - de øjnede jo en mulighed for at få afsluttet 4½ års kampe og krig - samt jagende byttet foran sig. Der var også hele tiden angreb fra nordstatshæren på den tilbagetrækkende sydstatshær. Hele tiden og et stort pres.
Grant's første besked ses nedenfor og efterfølgende er deres kommunikation, som blev sendt med kurerer mellem linierne. Mit engelsk/amerikanske er OK (har mange års erfaring med at læse gammeldags amerikansk), men jeg har valgt ikke at oversætte deres beskeder til hinanden, da jeg synes noget vil gå tabt ved oversættelsen til gammeldags dansk (eller nu-dansk) og samtidigt vil lade jer se, hvad det er for noget jeg læser "i det daglige", når jeg læser deltagernes erindringer og selvbiografier.
HEADQUARTERS, ARMIES OF THE
U. S.
GENERAL R. E. LEE, Commanding C. S.
A.: 5 P. m., April 7th, 1865 The results of the last week must convince you of the hopelessness of further resistance on the part of the Army of Northern Virginia in this struggle. I feel that it is so, and regard it as my duty to shift from myself the responsibility of any further effusion of blood by asking of you the surrender of that portion of the Confederate States army known as the Army of Northern Virginia.
U. S. Grant,
Lieutenant-General
|
April 7th, 1865
LIEUTENANT-GENERAL U. S.
GRANT,
GENERAL: I have received your note of
this date. Though not entertaining the opinion you express of the hopelessness
of further resistance on the part of the Army of Northern Virginia, I
reciprocate your desire to avoid useless effusion of blood, and therefore,
before considering your proposition, ask the terms you will offer on condition
of its surrender. Commanding Armies of the U. S.
R.E. LEE,
General |
April 8th, 1865
GENERAL R. E. LEE,
Commanding C. S. A.:
Your note of last evening in reply to mine of the same date, asking the conditions on which I will accept the surrender of the Army of Northern Virginia, is just received. In reply I would say that, peace being my great desire, there is but one condition I would insist upon-namely, that the men and officers surrendered shall be disqualified for taking up arms against the Government of the United States until properly exchanged. I will meet you, or will designate officers to meet any officers you may name for the same purpose, at any point agreeable to you, for the purpose of arranging definitely the terms upon which the surrender of the Army of Northern Virginia will be received.
U. S.
GRANT,
Lieutenant-General
Lieutenant-General
April 8th, 1865
LIEUTENANT-GENERAL U. S.
GRANT
GENERAL: I received at a late hour your note of to-day. In mine of yesterday I did not intend to propose the surrender of the Army of Northern Virginia, but to ask the terms of your proposition. To be frank, I do not think the emergency has arisen to call for the surrender of this army, but, as the restoration of peace should be the sole object of all, I desired to know whether your proposals would lead to that end. I cannot, therefore, meet you with a view to surrender the Army of Northern Virginia; but as far as your proposal may affect the Confederate States forces under my command, and tend to the restoration of peace, I should be pleased to meet you at 10 A. M. to-morrow on the old stage road to Richmond, between the picket-lines of the two armies.
R. E. LEE,
General
General
April 9th, 1865
GENERAL R. E. LEE
GENERAL: Your note of yesterday
is received. I have no authority to treat on the subject of peace. The meeting
proposed for 10 A. M. to-day could lead to no good. I will state, however, that
I am equally desirous for peace with yourself, and the whole North entertains
the same feeling. The terms upon which peace can be had are well understood. By
the South laying down their arms, they would hasten that most desirable event,
save thousands of human lives, and hundreds of millions of property not yet
destroyed. Seriously hoping that all our difficulties may be settled without the
loss of another life, I subscribe myself, etc.
U. S. GRANT,
Lieutenant-General |
April 9th, 1865
LIEUTENANT-GENERAL U. S.
GRANT
GENERAL: I received your note of
this morning on the picket-line, whither I had come to meet you and ascertain
definitely what terms were embraced in your proposal of yesterday with reference
to the surrender of this army. I now ask an interview, in accordance with the
offer contained in your letter of yesterday, for that purpose.
R. E. LEE,
General |
April 9th, 1865
GENERAL R. E. LEE, Commanding C. S. Army: Your note of this date is but this moment (I 1:50 A. m.) received, in consequence of my having passed from the Richmond and Lynchburg road to the Farmvine and Lynchburg road. I am at this writing about four miles west of Walker's Church, and will push forward to the front for the purpose of meeting you. Notice sent to me on this road where you wish the interview to take place win meet me.
U.S. GRANT,
Lieutenant-General |
Grant og Lee mødtes så i landsbyen Appomattox Court House i et hus tilhørende en mand ved navn Wilmer Maclean. Om denne mand er der den pudsige omstændighed, at han i 1861 boede i lille by der hedder Mannassas. Her stod det første slag i den amerikanske borgerkrig. Slaget er omtalt som First Mannassas eller First Bull Run. Der var nemlig 2 slag der. Under dette første slag blev Wilmer Maclean's hus ramt af kanonskud og delvist ødelagt under kamphandlingerne. Han valgte så at flytte langt sydpå for at slippe for krigen. Nu ville skæbnen så, at det blev i hans hus i Appomattox Court House, at slutningen af krigen skete ca. 4½ år efter den startede ved hans hus i Mannassas.
Ved mødet var Lee kun i selskab med en enkelt officer. Lee havde ovenikøbet taget sin galla-uniform og sin flotte sabel (som han ellers aldrig gik med) på til mødet med Grant. Han - Grant - mødte derimod op iført en menigs uniformsjakke med General-distinktioner på og beskidte bukser og støvler efter en lang ridetur i mudder og pløre. Tillige var han i selskab med det meste af sin stab.
Nedenfor ses Grant's betingelser for Lee's overgivelse og derefter Lee's anerkendelse af betingelserne og dermed overgivelsen.
APPOMATTOX CT. H., VA.,
GENERAL R. E. LEE, April 9,1865 Commanding C. S. A. GENERAL: In accordance with the substance of my letter to you of the 8th inst., I propose to receive the surrender of the Army of Northern Virginia on the following terms, to wit: Rolls of all the officers and men to be made in duplicate, one copy to be given to an officer to be designated by me, the other to be retained by such officer or officers as you may designate. The officers to give their individual paroles not to take up arms against the Government of the United States until properly [exchanged], and each company or regimental commander to sign a like parole for the men of their commands. The arms, artillery, and public property to be parked, and stacked, and turned over to the officers appointed by me to receive them. This will not embrace the side-arms of the officers, nor their private horses or baggage. This done, each officer and man will be allowed to return to his home, not to be disturbed by the United States authorities so long as they observe their paroles, and the laws in force where they may reside. Very respectfully,
U.S. GRANT,
Lieutenant-General |
| HEADQUARTERS, ARMY OF NORTHERN
VIRGINIA, April 9th, 1865 LIEUTENANT-GENERAL U. S. GRANT GENERAL: I received your letter of this date containing the terms of the surrender of the Army of Northern Virginia as proposed by you. As they are substantially the same as those expressed in your letter of the 8th inst., they are accepted. I will proceed to designate the proper officers to carry the stipulations into effect.
R. E. LEE,
General |
I dagene fra 29. Marts til 9. April mistede Lee ca. 6.266 mand i dræbte og sårede samt 19.132 i tilfangetagne. Ved Appomattox overgav Lee sig med de resterende 22.349 fodfolk, 1.549 kavalerister samt 2.576 artillerister.
lørdag den 9. april 2011
I dag, for 146 år siden....
....overgav CSA's (Sydstatshæren) øverstkommanderende General Robert E.Lee sig til Generalløjtnant U.S.Grant ved Appomattox Court House i det sydvestlige Virginia.
Og denne overgivelse af Lee anses for slutningen af den amerikanske borgerkrig idet Lee kommanderede den største del af sydstatshæren kaldet Army of Northern Virginia. Der var dog andre hær-enheder der overgav sig senere da de var blevet bekendt med Lee's overgivelse. Men nu en lidt spøjs detalje ved det hele....... Det første store slag i Borgerkrigen foregik d. 21.Juli 1861 ved byen Mannassas i det nordlige Virginia ved floden Bull Run (Sydstaterne kalder slaget for 1.Mannassas (der var 2 slag der) da det foregik ved byen Mannassas mens Nordstaterne kalder det for Bull Run efter en lille flod der. Sydstaterne navngav slagene efter den nærmest by mens Nordstaterne navngav de samme slag efter en geografisk ting f.eks. flod, bjerg, bakke, vej-kryds der). I udkanten af byen Mannassas lå et hus ejet af en sukker-grosserer Wilmer McLean. Hans hus blev brugt af sydstatsgeneralen P.G.T.Beauregard som hovedkvarter. Under slaget ramte en kanon-kugle huset i køkkenregionen og smadrede komfuret, hvorpå generalen og hans stabs aftensmad var ved at blivet lavet. Wilmer McLean syntes ikke det var rart at bo i den nordlige del af Virginia da de fleste krigshandlinger fandt sted der og flyttede i 1863 til det sydvestlige Virginia til...........Appomattox Court House. Der kunne han bo i ro og fred med familien. I 1865 pressede Nordstatshæren omkring Petersburg - lige syd for Richmond - kraftigt på Sydstatshæren, så denne måtte trække sig tilbage. Den blev jaget gennem hele Virginia og til sidst blev den indhentet og omringet ved..........Appomattox Court House. Da de 2 Generaler Lee og Grant skulle underskrive overgivelsesbetingelserne blev det nærmeste hus valgt og overgivelsen skete i huset for-stue. Ejeren af huset var.......Wilmer McLean.
Og denne overgivelse af Lee anses for slutningen af den amerikanske borgerkrig idet Lee kommanderede den største del af sydstatshæren kaldet Army of Northern Virginia. Der var dog andre hær-enheder der overgav sig senere da de var blevet bekendt med Lee's overgivelse. Men nu en lidt spøjs detalje ved det hele....... Det første store slag i Borgerkrigen foregik d. 21.Juli 1861 ved byen Mannassas i det nordlige Virginia ved floden Bull Run (Sydstaterne kalder slaget for 1.Mannassas (der var 2 slag der) da det foregik ved byen Mannassas mens Nordstaterne kalder det for Bull Run efter en lille flod der. Sydstaterne navngav slagene efter den nærmest by mens Nordstaterne navngav de samme slag efter en geografisk ting f.eks. flod, bjerg, bakke, vej-kryds der). I udkanten af byen Mannassas lå et hus ejet af en sukker-grosserer Wilmer McLean. Hans hus blev brugt af sydstatsgeneralen P.G.T.Beauregard som hovedkvarter. Under slaget ramte en kanon-kugle huset i køkkenregionen og smadrede komfuret, hvorpå generalen og hans stabs aftensmad var ved at blivet lavet. Wilmer McLean syntes ikke det var rart at bo i den nordlige del af Virginia da de fleste krigshandlinger fandt sted der og flyttede i 1863 til det sydvestlige Virginia til...........Appomattox Court House. Der kunne han bo i ro og fred med familien. I 1865 pressede Nordstatshæren omkring Petersburg - lige syd for Richmond - kraftigt på Sydstatshæren, så denne måtte trække sig tilbage. Den blev jaget gennem hele Virginia og til sidst blev den indhentet og omringet ved..........Appomattox Court House. Da de 2 Generaler Lee og Grant skulle underskrive overgivelsesbetingelserne blev det nærmeste hus valgt og overgivelsen skete i huset for-stue. Ejeren af huset var.......Wilmer McLean. Se, det er ski' da en pudseløjerlig ting og sammentræf, ik' ?
Wilmer McLean sagde senere, at borgerkrigen startede i hans forhave og sluttede i hans for-stue.
Etiketter:
Appomattox court house,
Bull Run,
Mannassas,
Robert E.Lee,
U.S.Grant
tirsdag den 12. oktober 2010
Abonner på:
Indlæg (Atom)







