Viser indlæg med etiketten Nyhavn. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Nyhavn. Vis alle indlæg

lørdag den 13. maj 2017

Lørdagsgåturen.....

I går Lørdag var det jo et strålende vejr og Lillemor og jeg havde en aftale med Lillemors lillebror og hans kone om at gå en tur i København et sted. Min svoger og svigerinde bor i Nykøbing Sjælland ud mod Rørvig af og det er desværre ikke så tit vi er sammen; dels p.g.a. afstanden og dels fordi svigerinden har 3 døtre der alle bor deroppe og som alle har børn, hvorfor der bruges en del tid på dem. Sådan er det. Men nu skulle det være.

Vi havde aftalt at mødes på en P-plads inde ved Fisketorvet i København og det lykkedes at finde hinanden. Som sagt - det var blå himmel og ret lunt i solen, men det blæste os noget, så ligefrem rigtig sommertøj blev det ikke til. Vi havde besluttet at gå over den ny gang- og cykelbro ved Fisketorvet over til Islandsbrygge og så ellers der ud af i "en cirkel".


Husk at I kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse.


Herunder har jeg lagt et kort, hvorpå er tegnet vores rute ind. Vi startede - på kortet - i nederste venstre hjørne fra Fisketorvet af og gik over den ny bro.
Herunder ses broen fra Fisketorvssiden og over med den lidt sjove runde sammenhængende runde bygning, som rent faktisk er 2 gamle siloer fra den for længst hedengangne fabrik kaldet "Soja-kagen". Disse 2 siloer er i dag ombygget til luksus-ejerlejligheder:
Herunder er vi kommet over på Islands Brygge siden og ser over broen mod Fisketorvet. Som det ses på billedet er det helt nye og moderne bygninger; det er ikke alle bygninger der er faldet arkitektonisk heldigt ud synes jeg.:
Herunder har jeg midt på broen fotograferet havnen mod nord, altså mod Lange- og Knippelsbro, Operaen m.v. Jeg havde også taget et foto mod Sydhavnen (som Fisketorvet nærmest er en nordlig del af), men det blev ikke til noget p.g.a. modlys. Det billede ville ellers have vist en masse moderne højhuse på begge sider af havneløbet.
Lidt henne ad Islands Brygge ses over mod Hotel Marriott og lige over dets tag, ses 2 lyse bygninger som er Tivoli Hotel...eller Hotel Tivoli...hvordan det nu er. Det er noget af en lidt kedelig Sky-line på sin vis, men alligevel nogen spændende bygninger ind i mellem:
Herunder er vi på den ældre del af Islands Brygge. Man kan se de gamle jernbaneskinner i brostenbelægningen. Hist og her har man ladet rester af det gamle industri blive stående som f.eks. et hejse-værk, nogen beton-buer o.s.v. for ligesom at vise hvad der var før. Til venstre på kajen kan man se et af de efterhånden mange Havne-bade der er. Den høje bygning på den anden side til venstre er DanHostel Copenhagen, det fhv. Hotel Europa og også fhv. HK's hovedkontor:
Herunder mere af Islands Brygge bare mod Syd. Her kan man se en af de mange græsplæner der er og som om sommeren er dækket af solbadende og/eller øldrikkende manneskeskarer. Området er meget omtalt; dels fordi de mange mennesker ikke rydder op efter sig og dels fordi der er mange larmende arrangementer - offentlige eller spontant opståede - som larmer og holder beboerne vågne. Det er ellers et fint område:
Henne ved den første af de 2 store gamle broer, Langebro, var der lagt en masse blomster og lys-kærter. Det er mindesplads for de 2 unge amerikanske kvinder, som lige netop her blev dræbt af en idiot på en vandscooter.
Nogen vil nok efterhånden betegne mig som en "sur gammel mand" og det tager jeg som en hædersbevisning; det har trods alt taget mig ca. 60 år at nå der til og det er bl.a. på grund af "tiderne" og især ungdommen i dag, som mange ofte tilhører Mig-Mig-Mig generationen, den såkaldte Curling-generation altså Mig-først som ikke tager hensyn til andre. De kører vandscootere hvor de ikke må, de vindsurfer klods op ad fugle-naturreservater og skræmmer fuglene af rederne og væk, de drøner afsted på Mountain-bikes i skovene hvor de ikke tager hensyn til skovens andre gæster og børn, de drøner afsted på cykelstier og fortorve og gå-gader, de samles i Kongens Have...og på Islands Brygge...for at hygge sig (helt fint) men larmer og sviner og rydder ikke op efter sig...som sidder med fødderne oppe på sæder i busser, Metro og tog.....som laver grafitti på bygninger m.m.......som får stress i jagten på studenterhuen og høje karakterer.....som ikke kan forstå, at de ikke kan få en bolig/lejlighed, når de som 18-20 årige vil flytte hjemmefra og ovenikøbet uden en klink på lommen......jeg ku' blive ved og endda også tage fat på politikerne.....men nu må det være nok ;-)


Lige på den anden side af Langebro står denne planche. Man er - det kan man se i vandet - ved at lave endnu en gang- og cykelbro og havneløbet og som skal være en fortsættelse af Vester Voldgade:
Der er stadig mange gamle bygninger Gud-ske-lov og på en af dem er der denne flotte Gavludsmykning visende logoet for "De Danske Sukkerfabrikker":
Over mange af de gamle havneindløb og kanaler er der lavet nye broer. Herunder en, der består af 3 runde forskudte skiver med master. Den er tegnet af lys installetionskunstneren Olafur Eliassson (det er ham der har lavet Regnbuegangen oppe på kunstmuseet Aros i Aarhus). Den er ret spændende. For resten ses svigerinden i rødt og Lillemor i grønt og gråt hår midt i billedet og min svoger i grøn jakke med vovse til højre:


Herunder lige smidt et foto af broen set fra den anden side af havneløbet. Man kan bedre se masterne her:
Herunder har fotograferet over mod den anden side. Fotografiet viser fra venstre af Kongens Bryghus, Tøjhusmuseet, Det Kongelige Bibliotek og "Den sorte firkant" som også er en del af det kongelige bibliotek. Spiret er Nikolaj Kirkes. Til venstre for Kongens Bryghus ligger Frederiksholms Kanal. Vidste I for resten, at tegltaget på hele Kongens Bryghus er Nord-europas største ?
Herunder et "skud" mod Operaen til Højre i billedet. Husrækken på den modsatte side er Havnegade. Det er her den højeste kvadratmeterpris er for ejerlighederne i København.
Herunder ses kanalen Børsgraven med Knippelsbro til venstre. Man kan se Børsen, Christiansborg Slot, Holmens Kirke og til højre Nationalbanken:
Herunder - i Havnegade - ligger den gamle smadderflotte fhv.. Told- og færgeterminal i flot flot Funkis-stil. I dag er den restauranter kaldet "The Standard". Derovre er også plads til forskellige arrangementer. Den sorte bygning er det ny "Skuespilshuset" og lige foran den kan man se den ny havnebro fra Nyhavn af over til Nordatlantens Brygge:
På et sted lige efter Knippelsbro og Udenrigsministeriet, må man dreje ind i Strandgade, da der et kort stykke er lukket for adgang langs vandet. Her kommer man så over Wilders Bro. Billedet herunder er taget fra broen og viser i den røde bygning langs kanalen i venstre side, den fremragende "Restaurant Kanalen". For enden af kanalen, hvor den løber ud i Christianshavns Kanal, ses nogle gamle gule bygninger. Det var her bl.a. det gamle Søkvæsthus lå (ikke at misforstå/sammeligne med "Kvæsthuset" som ligger ved "Skuespilshuset" på hjrørnet af Sankt Annæ Plads og Kvæsthusgade) sammen med Søfartsmuseet (som nu er slået sammen med og ligger i Tøjhusmuseets bygninger) samt noget Admiralitetshalløj. Det er flotte gamle bygninger.
Ved Krøyers Plads kan man igen komme ud til Vandet og her ligger Nordatlantens Brygge (hvor også restaurant NOMA lå). Det var her i gamle dage, at skibene til og fra Grønland, Island og Færøerne lå. Her var pakhuse for bl.a. Kgl. Grønlandske Handel ligesom der også var Tran-kogeri ("vandet" ved Nordatlantens Brygge hed Tran-graven). I det gamle pakhus ligger i dag konsulaterne/ambassaderne/hjemmestyrerne for henholdsvis Island, det Grønlandske hjemmestyre og det Færøske hjemmestyre ligesom der er endog meget stor kulturel aktivitet der med udstillinger o.s.v. fra de 3 nævnte "lande". Det er værd at besøge, skal jeg sige jer. På fotoet herunder (med Lillemor til venstre) kan man til højre ane det gamle Pakhus. Forenden af det ses nogen jørsbunker ligge ud for det sted hvor restaurant NOMA lå. Broen man kan se er den fra Nyhavn over til netop Nordatlantens Brygge:

Fra Nordatlantens brygge er der udover ovennævnte bro et "vand-kryds" hvor flere kanaler skærer hinanden og her er 3 broer der forbinder hinanden. Går man over den, går man fra Christianshavn ud på det der kaldes Papirøen og med en forkert samlet betegnelse for "Holmen" (husk at klikke på billederne/kortene for at dem i større størrelse....det hjælper nemlig ) :
....og herunder et luftfoto, hvor man kan se, at det er fra før Inderhavnsbroen til Nyhavn blev færdig. Til højre for Papir-øen ses Operaen:
Herunder har jeg fotograferet fra Papirøen over mod Nyhavn med Inderhavnsbroen til venstre:
Lige over for Papir-øen ligger "Skuespilshuset":
Hvorfor Papir-øen hedder Papir-øen er fordi, at det var her i gamle dage, at samtlige danske/storkøbenhavnske aviser fælles lager/oplagsplads for de meget store ruller papir, som aviserne bliver trykt på. På en af bygningerne står stadig "Den Danske Presse Fællesindkøbsforening". Iøvrigt er det rigtige og officielle navn for øen Christiansholm. Som jeg kortvarigt nævnte ovenfor om "Holmen", så er det faktisk 5 holme, nemlig Dokøen, Arsenaløen, Christiansholm, Gammelholm og Nyholm.....og altså "Holmen" som en fællesbetegnelse.

...men altså...Papir-øen....er i dag kendt for sit "Street-food". I den gamle store lagerhal er der indrettet vistnok 15 spise-steder med alskens forskellig mad; mexikansk, italiensk, Thai, japansk, amerikansk, dansk o.s.v. Det er lutter unge mennesker, der har boderne. Man kan sidde indendørs eller i godt vejr udensdørs og spise. Der er altid mange mennesker og det er et spændende sted med selvfølgelig spændende mad. Vi fik selvfølgelig frokost der, udendørs i det gode vejr; Lillemor og jeg noget mexikansk, svoger og svigerinde bl.a. noget SushiHerunder et par billeder fra det udendørs:


Og herunder et par billeder af det indendørs. Som det ses, er det temmelig improviseret det der er derinde.....små skure, campingvogne o.s.v. som er de små madboder som man kan købe fra. Et mægtigt leben og sjovt sted:



Nu er det snart slut derovre. Til efteråret lukker stedet fordi de gamle bygninger skal rives ned og der i stedet skal opføres nogen nye smarte (?) og dyre bygninger, som skal være lidt a la "Torvehallerne" på Israels Plads. Det bliver sikkert pisse-dyrt at spise der fremover :-(


Efter at have spist gik vi over inderhavnsbroen til Nyhavn hvor Lillemor gav is. Der var som sædvanligt i de det gode vejr sort af mennesker i Nyhavn:


Bagefter gik vi tilbage og gik så på denne side havnen så ad Strandgade tilbage mod Fisketorvet. Der er havnepromenade hele vejen. Herunder ses da vi passerer "Den Sorte Firkant" (Det Kgl. Biblioteks nye bygning):
Et sted - efter Langebro og tæt ved Hotel Marriott - passerede vi en masse træbroer der i buer og bakker gik ud i vandet og tilbage igen til promenaden. Det hedder Kalvebod Bølge. Sjovt og spændende sted:






Herover ses slutningen af Kalvebods Bølge. Det man ser på den modsatte side af havneløbet er Islands Brygge. Ses bedst hvis I har klikket på billedet for at se det i større størrelse.


Kort efter nåede vi så tilbage til Fisketorvet og vores udgangspunkt. Det havde været en rigtig dejlig tur, med god mad og mange nye syn og i godt selskab. Det er helt bestemt en anbefalelsesværdig travetur, som I alle burde tage.


Og så her Søndag morgen kl. 05,55 blev Lillemor afleveret i Kastrup Lufthavn. Hun skal på en uges vandretur med Dansk Vandrer Laug i Luxembourg. Det bliver spændende.

onsdag den 1. januar 2014

Godt nytår 2014 til alle .....


Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i år 2014, Jeg er i det mindste. Lillemor også. Og knægten og svigerdatteren med.

Om Dronningen er, ved jeg såmænd ikke rigtig. Hvad var lige det der ? Vi var hos min storebror og holde Nytårsaften og sad, som mange andre, også og så Dronningens Nytårstale. Noget tyndbenet denne gang, synes jeg. Eneste jeg rigtigt bed mærke i var noget med at godt nok er Danmark et lille land, men vi skulle ikke blive et småligt land. Men, men, men........jeg bemærkede, at hun (denne gang ?) hakkede ganske gevaldigt i det, måtte stoppe op, læse igen og igen og endda en gang sagde "undskyld" for sin hakken o.s.v. Er det hendes alder der spiller ind nu, hvordan det ellers kan mærkes ? Jeg synes godt nok det var en rystende, usikker præstation af Monarken....slet ikke den Margrethe vi plejer at kende. Jeg synes også der var noget med stemmen....måske mørkere eller noget...ved det ikke....men et eller andet var da ikke som det plejer.

Vi gik en lille tur - vores ellers sædvanlige - omkring Københavns Havn i dag. Ved Nyhavn var der spærret af en del af vejen, så vi måtte over på den anden side, for at komme videre. Grunden ses her:

...et af husene i Nyhavn havde været i brand her Nytårs-nat. Så det i nyhederne. Som det ses (mit mobil-kamera-foto), er det huset med værtshuset "Havfruen" det gik ud over. Vi bemærkede, at i huset til højre for, i det allerøverste vindue (der er en mast foran) sås (elektrisk) lys i en lyse-krone......huset der, eller i det mindste tag-etagen, har åbenbart ikke taget (særligt) skade. Ingen af de 2 huse på hver side af "Havfruen" så ud til at have taget skade (man kan jo aldrig vide) og om det kun er taget og måske øverste etage der er ramt, er i så fald billigt sluppet.

Og så lige en påstand her om fuglekiggere. DER ER NOGEN DER IKKE HAR ET LIV ! ! ! Her er hvad jeg fik på Facebook Juleaften (jeg så det først selv langt op ad dagen 1.Juledag).....bemærk datoen og klokketidspunkterne:
----------------


Det er altså noget rod med de der Hedepibere. Jeg troede tidligere, at jeg havde overblikket, men det synes jeg altså ikke rigtigt længere: http://birdingfrontiers.com/2013/12/21/buff-bellied-pipit-on-the-wirral/#comments
Jeg vil gerne have, at rubescens ser ud som følgende: http://www.netfugl.dk/pictures.php?id=showpicture&picture_id=43057, og bliver forvirret over, hvis de kan ligne japonicus lige så meget som den aktuelle fugl fra England eller som denne: http://www.netfugl.dk/pictures.php?id=showpicture&picture_id=43501



------------------------

At sidde og kigge og studere et eller andet kræ, gå på Facebook for at få hjælp og det kl. 19,19 Juleaften, hvor de fleste sidder og spiser jule-mad, danser om jule-træ eller pakker gaver ud.......ja - så har man intet liv eller familie ....og hvis man har familie, så dybeste medlidenhed med familien.

Og det samme gælder de 3 der svarer....også her på Jule-aften.....intet liv o.s.v. ......

Nåh - nok om det. Det må de om.

For mig selv, så ser jeg med en hvis nervøsitet frem til at starten af det ny arbejdsår 2014. Der er som bekendt trådt en hel ny lovgivning i kraft på Kontanthjælpsområdet (nye indplaceringer, nye satser og nye samlivsregler) som med statsgaranti får betydning for en hel del mennesker i dette land. Personligt kan jeg godt være enig i en del af intensionerne for Regeringens nye tiltag, men jeg er bange for, at konsekvenserne kan få "grimme" effekter for mange.....nogen regeringen ikke lige har tænkt på. Nu får vi at se. Og blandt de første, der får dette at se er blandt andre jeg, da jeg sidder i forreste række for Borgernes henvendelser......derfor med en hvis "spænding og nervøsitet".....

Og husk, at Nytårs-forsætter, som sædvanligt, kun er "to-do-lister" for de første 14 dage af Januar måned.....

Godt nytår til alle.

søndag den 6. oktober 2013

En lille søndagstur i fremragende vejr...Oktober er MIN måned :-)


Lillemor og jeg var på vores sædvanlige Søndagstur, i hvert fald den tur vi ofte tager, inde omkring havnen i København. Egentlig burde jeg lade billederne tale for sig selv, men jeg smider lige en enkelt bemærkning eller to undervejs. Vi parkerer altid på Esplanaden eller i Amaliegade og det første vi kommer til er så Værtshuset/frokostrestauranten "Lumskebugten" der ligger lige overfor A.P.Møller-Mærsk's Hovedkontor på Esplanaden. Iøvrigt hed Esplanaden i gamle dage "Toldbodgade", men det er en anden sag.
 
Herfra går vi ud gennem porten til Nordre Toldbod:

Derude ligger iøvrigt et stoppested for Havne-busserne og der opdagede vi, at de har forlænget ruten til ud på Refshaleøen. Herligt, hvis man skal derud. Men mærkeligt er det, at de sidste sejler omkring 19,50-tiden, så hvis man skal til et arrangement et-eller-andet sted på Refshaleøen eller på Holmen, så skal man tage en almindelig bus hjem hvis det slutter efter 20,00. Mærkeligt.

Derude drejer vi så mod højre og går langs med havnen mod Nyhavn. Vi kunne se, at de havde fjernet det øverste af Stormasten på skoleskibet "Georg Stage" der altid ligger i vinterkvarter derovre. Skoleskibet Danmark ligger jo i Frederikshavn.

Undervejs passerer man Amalie-haven, hvorfra man har dette vue op gennem Amalienborg til Marmorkirken, der er blevet så fin fra denne side, efter de har restaureret og renset den.

Nede ved Kvæsthus-bryggen, hvor Skuespils-huset ligger, er de i gang med at lave parkeringskælder. Endelig, vil jeg sige, for det er rigtig tiltrængt med P-pladser i det område især når nu de har placeret dels Skuespils-huset der og Operaen lige på den anden side (hvortil man kan sejle med havnebusserne og snart gå over en ny bro fra Nyhavn af). Kvæsthus-bryggen kaldes også for Ophelia-Beach for den bruges af Skuespils-huset til diverse arrangementer om sommeren, ligesom kommunen også bruger stedet til arrangementer om sommeren. Spændende om den, Kvæsthus-bryggen, kommer igen når arbejdet med P-kælderen, som også går hen under Sankt Annæ Plads, bliver færdig.
Man kan se Amalienborg sådan ca. midt i billedet med det sorte tegltag.

Omkring Skuespils-huset er der lavet en træ-brygge, en rigtig fin ide. Her er taget et foto over mod Nordatlantens Brygge og Nordatlantens Pakhus. I gavlen som man kan se her, ligger i stue-etagen restauranten NOMA. I resten af (Pak-)huset er der Repræsentation for det Grønlandske Hjemmestyre, det Færøske Hjemmestyre, Det Islandske Konsulat (eller Ambassade ?) samt udstillingslokaler med udelukkende grønlandsk og færøsk (og islandsk ?) kunst. Fedt sted derovre og med gamle skibe ved kajerne udfor. Men man kan altså også på billedet se de 2 ende-bro-stykker der er ved at blive lavet. Der skal gå en bro fra Nyhavn's Højre (Skygge-) side og over havnebassinet, så man kan gå derover og komme på Holmen til bl.a. Operaen. Byggeriet ligger p.t. stille, da Entreprenøren er det nok så bekendte Entreprenørfirma Pihl & Søn, som gik konkurs her i forsommeren. For resten skal der ovre på den anden side også bygges en bro designet/tegnet af kunstneren Olafur Eliasson. Den bliver spændende at se; det er noget med nogen runde plateauer så vidt jeg husker. Men nu afventer man/vi så om der findes en entreprenør, der vil overtage og færdiggøre broen.

I et af de første huse fra havnen af i Nyhavn, er der denne flotte Port-overdel. Den er ny-restaureret og jeg har vistnok vist den før. Flot billedeskærer-arbejde der kan tåle en gentagelse.

Og her så et ret så farvestrålende billede af Nyhavn med fuld fart på Fortorvs-restauranterne/cafe'erne. Vi køber næsten altid - det afhænger af vejret - en is/softice i bæger og sidder og spiser på kaj-kanten mens vi ser på menneske-mylderet og på de der ude-beværtninger. Idag var der næsten fuld belagt på alle. Og i dag observerede vi det, der gør København så dårlig i turistøjemed. Masser af gæster ved alle borde på en beværtning og kun 1 (EN) tjener til at betjene dem alle. Vi så en del gå igen fordi de simpelthen ikke gad vente. Det er en af de ting jeg selv har mærket mange steder, på restauranter og på værthuse/cafe'er her i Staden. Vente-tid på første betjening/ordre-afgivelse, ventetid på at få varerne (og nogen gange ofte også lange ventetider mellem retterne) og endelig ventetid på at få lov til at betale. Altså her var kun en mand/ung knægt, en studerende velsagtens. OK - huslejerne er nok i top derinde i Nyhavn, men de priser der tages de enkelte steder er så sandelig også helt i top, så der skulle da være råd til at have mere end 1 (en) tjener ansat. Det er ganske enkelt for ringe og fuldt forståeligt at folk skrider og føler sig dårligt behandlet. For retfærdighedens skyld skal det lige siges, at det her var bare en ude-servering vi så på og forhåbentlig er det ikke et generelt billede af det der foregår i Nyhavn. Men jeg har min tvivl.

Herunder et billede af det færdig-renoverede Hotel D'Angleterre. Det er blevet rigtigt flot at se på. Og man kan se, at der er lidt baldakiner og parasoller så en eller anden form for ude-servering har de fået igen. Før var den overdækket og opvarmet, så gad vide om det kommer igen. Desværre er hele Kongen Nytorv stadig, og igen, en stor byggeplads på grund af Metro-stationsbyggeriet. Det er ellers Københavns flotteste plads og det bliver dejligt når alt rodet og plankeværker er væk om nogen år.

Fra Kongens Nytorv har vi altid 2 muligheder at vælge; enten ned ad Bredgade eller ned ad Store Kongensgade. I dag blev det Store Kongensgade. Lige i starten af Store Kongensgade ligger der et lille galleri, Galleri Brethvad, hvor der udstilles mindre og små figurer/skulpturer af fede damer med små hoveder. Både Lillemor og jeg synes de er herlige og vi står altid og ser på dem. De er ikke så dyre (2-3.000 kr. og op af), så en dag køber vi nok en der hjem til. Her ses Lillemor næsten med næsen mod vinduet for at se.



Også i Store Kongensgade ligger smørrebrødsforretningen "Ida Davidsen", hende med de flere hundrede forskellige slags smørrebrød. Nedenfor ses håndtaget til indgangsdøren til forretningen; en kæmpe messing-ske.

Lidt længere henne er der en stor forretning der sælger nye og moderne danske møbler og design. Herunder ses et par træfigurer af bl.a. Kay Bojesen. Af de viste, har jeg Aben, Gravhunden, Bjørnen og Elefanten. Resten af Kay Bojesen's træ-figurer, Flodhesten, Kaninen, Livgarderne , Søpapegøjen og de andre fugle, står højt på ønske-sedlen hos mig.



Som i Bredgade, ligger der også i Store Kongensgade lidt halv- og hel eksklusive tøj-forretninger. En af dem havde dette skilt i vinduet:

Herunder "bare" en ganske almindelig Københavnsk Brand-vandpost. I gamle dage var de alle steder, men disse, altså dette gamle design som altid har haft disse farver, er efterhånden afløst af nye sorte og kedelige "dimser", der nok er mere håndtér-bare for brandfolkene. Men flotte er de, synes jeg.

I en sidegade faldt jeg lige over dette flotte stykke smed-arbejde af et skilt hængende. Der er en ambolt på skiltet, så det er altså for et smede-værksted skiltet er.

For enden af Store Kongensgade og på hjørnet af denne og Esplanaden (den gamle Toldbodgade) lå min yndlingsboghandel. Desværre er Nyboder Boghandel lukket her i sommers. Ejerne, 4 ældre Herrer, kunne ikke finde ud af at få boghandelen videreført/solgt, så den lukkedes. De store skilte på facaden er væk, men det har så åbenbaret nedenstående fra den forrige forretning der har ligget der. En Blomsterforretning har været der, for der var også et skilt med at blomster sendes overalt. Mærkligt, for jeg kan kun huske at der har været boghandel der i al min tid. Og min bror, som gik på Sct. Annæ-Gymnasium som ligger et par 100 meter væk og som kom forbi der daglig i skoletiden og som efterfølgende også har købt bøger i bunkevis der, har aldrig nævnt at der har været blomsterforretning der. Måske er det "for længe siden" at ingen kan huske det.


Lige overfor på den anden af gaden står disse 2 små skulpturer støbt ned i fortorvet. Herligt.


....og så slutter vi af med endnu et værthus, nemlig "Toldbod Bodega" som også ligger der på Esplanaden. Et herligt gammelt sted som serverer rigtig god gammeldags dansk mad. Deres frokost-kort er simpelthen forrygende. Der har vi indtaget frokost nogen gange.
 
 
Så det var slut på denne dags lille tur "om haven" i dette pragtfulde Oktober-vejr.