Viser indlæg med etiketten Gl.Skagen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Gl.Skagen. Vis alle indlæg

onsdag den 30. september 2015

Morgenvaner....

 
Morgen sove-vaner....

Jeg har altid - så længe jeg kan huske tilbage - vågnet af mig selv omkring 05,15 - 05,45 tiden om morgenen og det være sig på hverdage, i weekender og i ferier. Jeg har godt nok et vække-ur og det er sat til at vække kl. 06,00 på hverdage....hvis nu, ik' ? ....men det har aldrig været aktuelt.

Nu går jeg jo snart på pension og har i den anledning en gang i mellem tænkt på at det ville være dejligt om jeg kunne begynde at sove noget længere, nu hvor der ikke er brug for at stå tidligt op især på hverdage. Det ville sgu' være dejligt at kunne nappe et par timer mere.

Omvendt så har det med at stå tidligt op også (haft) sine fordele; jeg kan godt lide at sidde der alene med kaffe og bog/avis der om morgenen en eller to timer før end Lillemor vågner. Hvordan jeg gjorde om sommeren, da vi boede i lejlighed kan jeg ikke lige huske....har nok siddet på altanen...og knægten boede stadig hjemme....men kan ikke rigtig huske det og da vi flyttede i hus havde vi jo en pragtfuld terrasse og i vores nye hus er der også en terrasse. Jeg ryger jo ikke indendørs, så om sommeren er det dejligt at sidde udendørs i stilhed og drikke kaffe, ryge og måske læse.

Under ferier i udlandet har jeg ofte tyet til en bænk udenfor hotellet - og haft fine oplevelser og snakke med fremmede folk der - eller i lejede sommerhuse siddet udenfor.

Og det med sommerhus får mig op til Skagen, hvor vi mange gange - otte-ti gange ? - har holdt sommerferie i det samme sommerhus ud ad mod Gl.Skagen. Huset ligger som det næstsidste på en grusvej og foran huset er der bare strandhede i et par km frit og åbent. Jeg har nappet et screen-shot fra Krak. Man kan se huset ved prikken næsten midt i billedet. Nede til venstre ligger Gl.Skagen. Går vi tur ad stranden er der nok en km dertil. Grenens spids er den modsatte vej. Huset ligger direkte vest/øst og man gå ind i huset fra øst. (klik på billedet for at se det i stor størrelse).
 
 Herunder ses, på et dårligt "rezised" billede, en bænk, der står op af husgavlen. Her har jeg tilbragt rigtig mange timer gennem de mange år vi har været der. Når jeg sidder der, morgen, formiddag, eftermiddag eller aften, så er det simpelthen verdens bedste sted at afstresse. Jeg sidder der med smøger og kaffe og bare stirrer ud over strandheden. Man får virkelig tømt hjernen og stresset af. 
 
Herunder er der et vue fra bænken af direkte mod øst - solen står altså op direkte mellem læ-hegnet og den pæl man kan se og bevæger sig langsomt højt op mod højre og passerer hen over huset omkring 14-tiden, så fra 15-tiden af er bænken i skygge. I de mange år/mange gange vi har været i/på Skagen, har vi aldrig oplevet andet end godt vejr og for det meste altid solskinsvejr fra morgen til aften. Jo - der kan være lidt drivende skyer på himlen, men i 90 % af tiden har det altid været solskin måske med lidt blæst.
 
Heroppe er en af fordelene ved at stå tidligt op. Jeg vågner jo deromkring 05,15-05,45 tiden om morgenen. Når vi har været deroppe, så er jeg stået op og listet ud, sat kaffen over og gået stille i bad. Så tages kaffekande, krus, en hynde, smøger, lighter og askebæger med ud og bænken indtages. Her sidder jeg så og tørrer i den opgående sols varme, filosoferer over tilværelsen, får tømt hjernen og stresset rigtigt af. Det er måske kun 16-17 grader der tidligt om morgenen, men når man sidder der i læ og med solen stående lige på, så er der hurtigt varmt også selvom det er omkring 06,00 tiden om morgenen. Jeg kan høre havets stille brusen fra den anden side af klitten, kan høre Terner og Måger der flyver langs stranden. Nogen gange har jeg set Harer, Ræve eller Rådyr ude på strandheden. Det hænder at en morgenhundelufter eller en morgenbader kommer traskende forbi ude på grusvejen og så hilses der med kaffekruset.

Har vi været der om forsommeren, har vi oplevet det store Rovfugletræk nordpå. Så passerer rovfuglene - hvis de ikke tager øst-siden (som jo nærmest er sydsiden) af Grenen ude ved Flagbakken -  næsten direkte over taget på huset mod horisonten derude i det fjerne. Her har jeg set både Røde og Sorte Glenter, Lærkefalke, Dværgfalke, Vandrefalke, Tårnfalke, Musvåger, Hvepsevåger og andre våger, Stor og Lille Skrigeørn, Havørne, Kongeørn og endda en Slangeørn passere. Nogen af dem har fourageret over strandheden. Husker engang at jeg sad og så på nogen Hvide Vipstjerter der vimsede rundt i det lave græs ud mod grusvejen, da der lige pludselig kom en Tårnfalk og nappede en på jorden bare en 8-10 meter fra mig. Jeg har også oplevet at Gøge har drønet rundt deroppe. Alt dette med rovfuglene har selvfølgelig været fra sent på formiddagen af, når vejret har været rigtigt varmt og vinden passende til det store træk ud fra Grenens spids mod Norge.

Lillemor plejer at vågne omkring 08,00-tiden og kommer så ud og så får vi morgenmad og så fortsættes der med at slappes af. Når hun så går i bad, oftest ved 10-tiden, så tager jeg også tøj på, for så skal vi nok til Skagen for at handle eller noget.

Sidste gang vi var der, var i 2012. Her havde vi - inden vi tog derop - fået at vide, at ejeren af sommerhuset ville sælge det, for nu var hun selv gået på pension og havde så ikke råd til at have sommerhuset her, helårshuset på Lolland (eller Falster ?) og et andet sommerhus i Nordsjælland som hun selv brugte fast om sommeren. Valget var så faldet på, at det var Skagens-sommerhuset der skulle sælges, for hun ville helt sikkert få nogen millioner for det og det er jo heller ikke så dårligt igen. Det var selvfølgeligt brand-ærgerligt for os.

Som minde om mine mange morgener tog Lillemor så nedenstående foto af mig på bænken, som jeg plejer at sidde der....næsten da...som 56-årig....og knap 10 kg tungere end i dag:-) .

Ja - måske burde det ikke være her....but what the heck, ik' ? Ellers kan I bare lukke øjnene :-)
 


tirsdag den 3. september 2013

Øv - "min bænk" i Skagen er solgt.......suk.....

Jeg tror jeg har omtalt det før, men jeg har i godt 30-31 år "haft en bænk" i/på Skagen....nærmere bestemt kun knap 500 fra Gl.Skagen...altså ved Skagerrak-siden.

Retteligen er det en af Lillemors kollegers storesøster der havde sommerhus der. Hun skulle for de her 30-31 år siden skilles og ville så sælge sommerhuset, men et par familiemedlemmer og nogen venner spurgte om de ikke kunne leje det, så hun kunne beholde det. OK - hun gjorde det så det første år og det var en succes. Vi kom "med på lejen" i år 2 og har så ca. hver 3 år holdt en uges sommerferie der + et par enkelte forlængede weekender. Ved kig i gæstebogen opdagede vi, at vi var ca. 10 familier (hendes, venner og søskendes kolleger) der var rimeligt faste lejere hele tiden. Det år jeg blev 40 (31/10-1995) havde Lillemor og jeg sommerhuset i den weekend og havde det gratis, fordi vi så kunne lukke det ned for vinteren (der var nogle faste gæster der hver jul og nytår). Og prisen ellers har ligget helt i bund. Sidste år betalte vi vistnok kr. 2.800 for en uge deroppe inkl. forbrug. Og det i højsæsonen. Så ja - det har været billigt.

Huset ligger som det næstsidste på en grusvej. De første 4-5 gange vi var der var det det sidste før klitterne. Bag ved er der andre sommerhuse, men foran er der kun strandhede-landskab, da byggeri er forbudt den vej. Man kan så i det fjerne se lidt træer og 3 vindmøller. Om natten kan man se dels det ny Fyr på Skagen Nordstrand men også det gamle Grå fyr lyse/blinke.

Huset ligger parallelt med klitterne og dermed også med kysten og det ligger stik øst-vest (mange ved ikke, at Grenen faktiskt er orienteret sådan, øst-vest).

Hovedindgangen ligger i øst-enden, altså i gavlen. Til højre for døren står en bænk op ad gavlen - "min bænk" (nu i version 2). Og det er denne bænk der er min absolut yndlingsbænk i hele verdenen. På denne bænk har jeg tilbragt utallige timer hver eneste dag når vi har været. For eksempel er morgenen mit absolutte yndlingstidspunkt. Jeg vågner året rundt og det uanset om jeg skal på arbejde, det er søndag/helligdag, fridag eller ferie, altid omkring 05,15-05,30. På Skagen står jeg så op, laver kaffe og så ud på bænken med kanden, krus og smøger. Og så sidder jeg bare der mutters alene og ser solen stå op (den er ofte lige over horisonten når jeg kommer ud på det tidspunkt) og varme kroppen igennem. Der kan jeg så sidde og bare stirre ud over heden, ryge en smøg, drikke lidt kaffe og få tømt hovedet fuldstændigt ud. Det er utroligt afstressende og alligevel bliver batterierne ladet op hos mig. Jeg kan sidde der et par timer før Lillemor vågner og kommer ud ved 08-tiden, hvor vi så får lidt morgenmad. Så forsætter "sidderiet" der mens Lillemor læser til omkring en 10-tiden hvor jeg så smutter i bad og får tøj på. DET er det bedste ferie jeg kender. Om eftermiddagen og aftenen sidder jeg der også, hvis vi ikke laver noget. Det er bare så utroligt afstressende og mediterende bare at sidde der.

Og så kommer chokket: Vi fik i går at vide, at sommerhuset nu er solgt !
OK - vi vidste at "der var noget ig gang angående evt. salg, men alligevel. ØV - så er det slut med de dejlige ferier i Skagen og jeg har ikke nogen bænk mere. Øv.
Herover ses bænken op ad gavlen. Det er den ny bænk. Den gamle står op ad læ-hegnet. På disse bænke har jeg altså tilbragt timer og timer og timer, med bare at sidde der og stirre/meditere/afstresse.
Herover ses udsigten fra bænken. Solen står op derude i horisonten lige omkring pælens top. Der er absolut intet andet end hede den vej bortset fra lidt små-krat. Jeg har set alle mulige fugle den vej og også tit og ofte Rådyr derude på heden om morgenen.
Og her udsigten den modsatte vej. Man kan knap ane huset derude i horisonten. Billedet er taget fra klitten af. Lige til højre ligger stranden.
Og her bagsiden af huset med en terrasse, der aldrig bruges, fordi vinden kommer ind der fra havet af. Man/vi sidder altid ved den anden ende.

....og nu er det slut. ÆV.

onsdag den 22. august 2012

Gl. Skagen og Tønder 2012

I år har vi delt vores sommerferie i 2 dele; første del var jo vores tur til USA (Gettysburg og New York) i Maj måned og anden del var så her i August i ugerne 33 og 34.

Lillemor har en kollega, der har en storesøster, som har et sommerhus i Gl.Skagen. Det sommerhus har vi lånt 8 gange før og dennegang, altså d. 9.gang var altså i uge 33 fra lørdag til lørdag hvorefter vi havde booket 3 overnatninger i Tønder - altså først i det nordligste af Jylland og så i det sydligste Jylland :-)

Lørdag morgen tog vi tidligt afsted og var i Gl.Skagen omkring 14-tiden. Sommerhuset ligger som det næstsidste før klitterne og lignede sig selv. Der er den store fordel ved denne beliggenhed, at der ikke er andre sommerhuse foran det og der altså foran - stik øst - er en stor hede eller strand eng uden bebyggelse.

Husets hovedindgang, som altså vender mod øst, ses nedenfor...inkl. Lillemor ved morgenfoderet. Bemærk, at der til højre for døren er en bænk. Den bænk er min yndlingsbænk i hele verdenen. Her sidder jeg altid og nyder det. Hjernen tømmes, jeg "mediterer" - lader tankerne flyve og flyde og bare sidder der med heden/strand engen foran mig. Hver morgen er jeg oppe før solopgang...en 5-10 minutter før.....ca. kl. 05,45.....og sidder så klar med kaffen og smøger og ser solen stå op og sprede sit lys og mærke varmen. Her sidder jeg så et par timer før end Lillemor vågner og kommer ud og fortsætter så med at sidde her et par timer mere til hen ad 9-10 tiden, så i bad og så ud på bænken igen og tørre i solen på bænken.

Det skal bemærkes, at vi hver eneste dag havde mellem 25 og 30 graders varme og stort set skyfrit hele tiden - der drev da enkelte skyer ind fra havet - vi kan høre havet og vi/jeg kan også høre Havternerne flyve forbi der nede på stranden.

Første dag var vi lige ude og hilse på på Grenen.

Nogen steder er der fantastiske mønstre i sandet i vandkanten og lyset er, som malerne jo fandt ud der i 1880'erne, jo helt utroligt.
På vej tilbage på nordsiden af Grenen så vi en hel del Sandløbere, et par Almindelige Ryler og vistnok også en Temmincks Ryle......ud over de sædvanlige bunker af Svartbage og Sølvmåger.

Et sted i kltterne fandt jeg denne døde Hugorm. Ellers så jeg af dyr deroppe Rådyr på heden foran sommerhuset hver morgen, adskillige Harer og en enkelt Spidsmus.

Foran sommerhuset vrimlede det altid med Hvid Vipstjerte og enkelt Stenpikkere, Lærker og Gulspurve. En dag sad jeg og kiggede på en lille familie af Vipstjerter, da jeg lige pludselig opdager  en Tårnfalk der kom bagfra over vores hus. Den dykkede lidt ned, musede et par sekunder og slog så ned bag noget halvhøjt græs. Wow nåede jeg at tænke, da Tårnfalken lettede igen....med en Hvid Vipstjert i kløerne...og fløj over mig og væk igen. Det var sket omkring 10 meter fra mig. Fantastiskt.
Herover ses bare en solnedgang fra huset af over klitten. En enkelt dag var der kommet lidt tynde skyer om aftenen da solen var ved at gå ned og derfor tog jeg dette billede. Et par tidlige morgener oplevede jeg kortvarigt bi-sole.

Når man er "gammel" Skagens-farer, så er der ikke så meget man skal se...nå at se. Vi havde total afslapning derude i Gl.Skagen - jeg elsker simpelthen at sidde på den bænk. Jeg har siddet på bænken i fugletræktiden om foråret/forsommeren engang og havde bare den ene rovfugl efter den anden trækkende henover huset; Vandrefalke, Lærkefalke, Dværgfalke, Musvåger, Røde Glenter, en enkelt Sort Glente, lidt Hvepsevåger, et par Havørne, en Lille Skrigeørn og...tada....endda en Slangeørn....og så alle småfuglene også i krat og på hede/strand engen. Dennegang var der altså stort set ikke andet end de før nævnte små-fugle, men hvad gør det.

Selvfølgelig var vi inde i Skagen. Om søndagen havde vi 34 års bryllupsdag og spiste en kanonmiddag med alt hvad der hører til på Brøndums Hotel.

Frokost indtog vi et par gange nede på havnen ved de gamle pakhuse:

Der var en del mennesker/turister i Skagen men man kunne godt mærke, at højsæsonen var ovre og gudsketak og lov for det.

En eftermiddag var vi på besøg i Drachmann's hus til et arrangement - "Causerier i haven om Drachmann's kvinder". Det blev holdt af Birgit Bernht som fortalte levende og medlevende. Herligt.

En anden aften var vi samme sted til et arrangement med Drachmann's-kvartetten: Ann-Marie Gabrielsson (som sang med en pragtfuld vise-stemme), Jesper Hegaard spillede på klaver, Drachmann's eget gamle klaver hvilket gav en noget speciel klang samt Birgit og Poul Bernht som begge fortalte anekdoter og læste digte op.

Nedenfor ses stående ved træet ved Drachmann's hus Ann-Marie Gabrielsson (t.v.) og Birgit Bernht (t.h.). Det er før arrangementet hvor vi sad i haven og sippede til kold hvidvin.

Arrangementet blev holdt i Drachmann's atelier hvor der var sat stole op. Vi var vel en små 35 personer i det lille rum der kun oplystes af stearinlys og i den allerede lune sommeraften så blev der en hel del varmere.

Det var en dejlig aften hvor vi ind i mellem sang med på sangene, bl.a. den allerførste som var lavet af den gamle skolelærer i Skagen, Harald Bergstedt, i Skagen i 1921. Sangen var: "Jeg ved en lærkerede..." og utroligt nok kunne vi alle teksten udenad og sang løs af  karsken bælg. Herligt.

Vi var også ude på museet på Grenen og se den udstilling der var der. Herunder ses 2 dejlige damer (det er Lillemor til højre):

Selvfølgelig var vi også på Skagen Museum og se særudstillingen om Krøyer i internationalismens tegn...eller hvad den nu hed. Det gode ved den var, at der var indlånt billeder fra andre museer og private samlinger, som man ikke ser hver dag, bl.a. Hip-Hip-Hurra som til dagligt hænger i Gøteborg.



Herunder ses Krøyers gamle og første atelier i Skagen. Det er beliggende i haven til museet.

Herunder også en lille statue/figursamling eller hvad sådan en nu hedder af Svend Wiig Hansen og den minder meget om de 4 store hvide statuer der står lige nord for Esbjerg og som i daglig esbjergensisk tale kaldes for "4 hvide mænd på lokum" :-)

En anden aften var til foredrag på Skagen Museum. Foredragsholderen var fhv. neurolog Ib Søgaard. Han havde lavet en bog som hedder "Krøyer - bag om facaden" og som i korte træk handler om Krøyers sygdom (manio-depressiv) og om hans mors samme samt om hans opvækst. Han var noget tør i det, men foredraget var godt. Herunder ses de mange tilhørere:


Når man færdes i Skagen og i Gl.Skagen så er de fremherskende farver gule, røde og hvide....og så den blå himmel.

Vi spiste en dag en let frokost på Ruth's hotel i Gl. Skagen. Vi fik hver i sær: Et stk. ristet brød med Kantarel- og Karl Johan svampe a la creme samt et glas kold Sancerre hvidvin + en karaffel is-vand, derefter et lille stk. tærte med en klump vanille-is til og der til kaffe. Vi fik altså begge ovenstående. Pris 920 danske kroner excl. drikkepenge. Så har man prøvet det :-)
 
 Men det smagte altså pragtfuldt.......
 
Efter 7 varme dage i Gl.Skagen med blå himmel, meget få skyer en enkelt dag glidende forbi og næsten ingen vind tog vi så afsted og kørte til Tønder, hvor vi ankom lidt over middagstid. Her var om muligt endnu varmere og så var det endda fugtig varme, hvor det i Gl.Skagen havde været tør varme. Vi boede på Hotel Tønderhus - et dejligt sted lige ved kunstmuseet og vandtårnet.

Vi har været i Tønder en del gange og det er en hyggelig by med flotte små huse og mange af dem har flotte døre og indgangspartier. Herunder et lille udvalg:


Herunder ses kirken i Tønder fra torvet af. Spiret er beklædt med spån-træ. Herligt.

Vi besøgte en af dagene Dybbøl for at se besøgscentret der. Herunder ses et par kanoner, Dybbøl Mølle og yours truly; det var ca. 100 grader varmt den dag.

Herunder en model af en af skanserne. Besøgscentret er helt fint og et besøg værd.

....og selvfølgelig var der kanoner der skulle undersøges nærmere :-)

På denne kanon står der på ildrøret (det er kanon-røret for jer ignoranter): "Jeg kæmpede for Danmarks sag i 8. Batteri i 1864 fra Dybbølstillingen i 1864 under stormen paa Dybbøl". Sådan.

Og så lige et par forto af en speciel bil: Gadeversionen af Audi R8. Det er den bil, der bruges i Le Mans 24 timers løbet og som Tom Kristensen har vundet i en hel del gange. Gadeversionen ser unægtelig lidt anderledes ud i forhold til Le Mans raceren.


Herunder er et kig gennem bagruden og ned i motorrummet: Imponerende ganske enkelt.
 
 
Vi tog hjem fra Tønder allerede om Mandagen p.g.a. varmen, altså en dag før tid. Men alt i alt har det været en god ferie, med god mad og vine og lokale øl, masser af afslapning og en hel del bog-indkøb m.m.