Viser indlæg med etiketten Dybbøl. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Dybbøl. Vis alle indlæg

mandag den 23. maj 2016

Forlænget familieweekend i Christiansfeld 18.-20. maj

Vores søn og svigerdatter bor jo i Esbjerg. Vi er tit/jævnligt ovre og besøge dem. De har en dejlig lejlighed midt i centrum med et stort gæsteværelse. Vi er jo ikke de eneste der besøger dem; "det andet par svigerforældre", svigerdatterens søster/mand/barn og selvfølgelig også venner. Men nogen gange kan et søg godt komme til at virke lidt stressende på en måde; ventetid på at lave noget (tit fordi sønnens arbejde spiller ind) og det at man går op af hinanden hele tiden. Derfor fandt Lillemor og jeg på at invitere søn og svigerdatter ud i stedet for. Lillemor og jeg har 2 gange tidligere boet på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld og både hotellet og byen er fantastiske steder, så vi bookede 2 rum til os fra Fredag til og med Søndag der. Vi kom fra Herlev af ved 16-tiden og søn og svigerdatter fra Esbjerg af ved 17-tiden. Herunder (husk at man kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse) ses gavlen af hotellet med mindepladen for logerende fra hotellets start som gæstehus i 1770'erne og frem til efter genforeningen i 1920. Bl.a. står der, at Frederik d. 7. med sin Gemalinde boede der et par gange. Gemalinden var Grevinde Danner. De andre konger der har boet der, så står der med deres Dronning.

Herunder et blik ned ad hovedgaden Lindegade. Bemærk de ny-plantede Linde-træer. Alle de gamle Linde-træer i byen er fældet/fjernet på grund af sygdom og nye plantet. Hele byen, eller bydelen med alt Brødremenighedshalløjet, har fået en større istandsættelse indenfor de sidste 2-3 år og der mangler stadig lidt, hvad man kan se på Salshuset (= menighedens kirke på den lille plads).
Lige overfor hotellet ligger Brødremenighedens bageri og konditori, som vi selvfølgelig besøgte og smagt forskellige honningkager....yum-yum siger jeg bare.

Vi gik selvfølgelig en tur rundt i byen så svigerdatter og søn fik den at se. Vi har selv set den et par gange, men de unge mennesker (søn 37 og svigerdatter 33 år) var meget begejstrede for hvad de så og hvad de hørte (jeg har det med at tale af karsken bælg, når jeg først kommer i gang).

Herunder den nyrestaurede kirkeplads med den flotte brønd i midten. Til venstre ses kirken og forenden af pladsen Søsterhuset. Alle ugifte i menigheden boede henholdsvis i Brødrehuset eller Søsterhuset...dengang der var nok i menigheden.

Herunder selve kirkern eller Salshuset som den hedder for Brødremenigheden. Nogen af de store vinduer var blændet af p.g.a. reparationer.

Efter at have set de forskellige bygninger, gik vi hen til Gudsageren, som er menighedens kirkegård. Der er en flot træ-port ind til denne:

Herunder ses hovedstien på kirkegården. Kirkegården er ret speciel. Alle mænd ligger - når man ser på foto'et herunder - til venstre for hovedstien og alle kvinder til højre for hovedstien. Alle grave er ens, nemlig bare en sandstensplade og lige store. Ikke noget med familiegravsteder eller statuer.

Mange af gravstenene var mere eller mindre forvitret, hvilket især gjaldt de ældste fra 1770'erne af. Man kunne knap eller slet ikke læse teksten på mange af de ældste.




Dog fandt jeg et monument sådan ude til siden. Det viste sig at være et Mindesmonument for de døde i den første Slesvigske krig 1848-1851. På en tavle nedenfor var anført 14 navne på de døde der mindedes med monumentet:

I nærheden opdagede jeg nogen gravsten, der alle havde hvide overflader men ellers mindede om de andre på kirkegården. Disse hvide var alle soldater, der var døde i 3 års krigen. Hvis man ser på tavlen ovenfor, ses som 5. nederst en C.S.M.Poetshold. Hans egen grav fandtes blandt de hvidmalede gravsten:

Han var altså ikke en Brødremenighedsmand (!?) da han var født i København.
Men der lå også andre, heriblandt en stribe tyskere altså modstandere, som var bragt ind som sårede men døde kort efter af sårene:

Der er andre huse end de typiske Brødremenighedshuse. Herunder ses et bindingsværkshus, hvor murstenene er anbragt i flotte mønstre:








Om aftenen fik vi rigtig dejlig mad på hotellet samt god vin. Vi havde jo købt opholdet som Gourmet-ophold, så det var jo 4 retter mad o.lign. Morgenmaden var den helt store morgenmads-buffet med alt hvad hjertet kunne begære.

Næste dag tog vi afsted til Dybbøl. Dels ville jeg gerne se det hele igen og dels var det for at "de unge mennesker" kunne se og høre og lære noget om Danmarkshistorien og i dette tilfælde om krigen i 1864.





Der er jo et Visitor-center, hvor man ser - hvis man vil - 2 små film af ca. 20 minutters varighed hver, der forklarer hvorfor krigen opstod og hvad der egentlig skete. Dem så vi og de var til at blive kloge af. Desværre var den rekonstrurerede skanse ved centret ikke bemandet. Det vil sige, at der ikke var folk i soldatertøj og heller ikke åbent/bemandet i de forskellige boder, men man får jo et godt indtryk af soldaternes forhold alligevel. Og selvfølgelig skulle jeg jo lige kigge ekstra på de kanoner der er opstillet der.

<


På en del af dem er påført hvilke kampe kanonerne havde deltaget i. Det er lidt - synes jeg - ærefrygtsindgydende at stå ved en original kanon, der har deltaget i kamphandlingerne. Det har jeg jo prøvet en masse af på de slagmarker jeg har besøgt i USA om den amerikanske borgerkrig. 




Det var jo ikke ligefrem luksus, der prægede soldaternes indkvarteringsforhold; lidt halm og nogen tæpper:



....og ja, der vistes også, at der var klart til at modtage døde fra kampene:




Efter besøget der ved Dybbøl, tog vi ind til Sønderborg og gik lidt rundt i byen der. Vi fik nogle udmærkede hjemmelavede Burgere med do pommes frites på en cafe på torvet. Cafe'en hed "Ib Rehne, Cairo". Hjemkommen til Christiansfeld var vi så på Cafe i Brødremenighedens Bageri. Jeg siger jer, at de der Honningkager.....yum-yum..men godt at man ikke bor der i byen, for ellers.....derefter afslapning på værelserne - nogen vil nok mene man fik en lur. 

Om aftenen den helt store menu igen og for pokker da, de laver god mad på det hotel.

Næste dag, Søndag, var jo afrejsedag. Vi gav os god tid om morgenen og sad efter morgenmaden udenfor og drak mere kaffe. Efter pakning og udcheckning kørte vilige udenfor Christiansfeld, til hvor der ligger en såkaldt "Bullade". Det er faktisk en gammel byggestil. Her står den eneste Bullade i Danmark på det samme sted, som den var opført på i 1668. Ret imponerende. Store bred ege-bjælker der ligger vandret. Det er sgu imponerende at se sådan en gammel træ-bygning. På Frilandsmuseet ved Kongens Lyngby ved København, har de en Bullade - faktisk en hel gård, bygget i den stil - stående.






Bagefter kørte vi bare 16 km nordpå fra Christiansfeld til Skamlingsbanken. Vejret - som havde været godt på hele turen - var igen godt, men nu med noget varmedis og det var ærgerligt. Når man stod deroppe - Skamlingsbanken er 113 meter høj - så var der en fantastisk udsigt dels ud over Lillebælt mod Fyn men sandelig også ud over Jylland. Med gule rapsmarker mellem de grønne kornmarker var det et flot syn. Der er rigtig god udsigt der oppe fra hele vejen rundt. Igen blev der "afholdt historie-time" om hvorfor Skamlingsbanken var "lavet" og til hvilket formål, nemlig for Danskheden i det sønderjyske især efter 1864. Faktisk havde der været afholdt danske folkemøder og stævner der siden 1843.



Den store stenstøtte, der står der, blev sprængt væk af preussiske soldater i 1864 og genopført i 1866. Derfor ser den noget skrammet og arret ud.


Der er en masse mindesmærker rundt omkring i området. De fleste vedrører navnkundige dansksindede sønderjyder, der talte danskhedens sag.


Der  er også et besøgscenter, hvor der er opstillet en model over området. Nedenstående foto levner desværre ikke modellen retfærdighed.



Efter at have gået rundt i området, spiste vi nogen gode is og sad ellers og beundrede udsigten og lyttede til Lærkens sang over os. Så kys, kram og klap og afsked og de unge mennesker satte kursen mod Esbjerg, mens vi kørte mod Herlev. En dejlig weekend med gode oplevelser var slut.

torsdag den 4. juli 2013

Brordag :-)

Da det ligesom nærmede sig, at Lillemor skulle afsted på sin Fjeldvandringstur - spadserer-tur som Per Teilmann så smukt kalder det - i de svenske fjelde på Kungsleden, så tænkte jeg lidt over hvad jeg skulle lave i de 16 dage hvor hun er væk. Jo da - jeg skal da se nogen kunstudstillinger, på lidt museer og sådan....og bl.a. havde jeg tænkt på at tage fri fra arbejde en dag og smutte til Sønderborg for at det de nu havde der om krigen i 1864. Jeg havde nemlig hørt, at de på Sønderborg Slot skulle have en prægtig udstilling herom herunder en stribe kanoner stående i slotsgården. Og så kom jeg til at tænke på, at jeg jo kunne spørge min storebror, den pensionerede Major, om han ville med....og sørme om han ikke syntes, at det var en god ide; dels kunne vi 2 brødre have en hel dag sammen alene og uden koner og børn eller noget og dels kunne han vise mig Sønderborg, for han havde jo boet der et års tid, da han var der på Sergent-skole for ca. 40 år siden.

Det blev en dejlig tur. Han hentede mig i går morges kl. 07,00 og så afsted i morgentrafikken. Vi ankom til Sønderborg Slot; der var en meget let fin-regn i luften så vi gik ind med det samme. Min bror kom straks i snak med billetdamen og spurgte om dette og hint i Sønderborg og langsomt måtte han sande, at stort set ingen af de "interessante steder" fra hans ungdom eksisterede mere; ingen sprut-ruter mere, mange værtshuse nedlagt, masser af huse ned-revet og nye bygninger opført o.s.v. Han blev enig med sig selv om, at vi ikke skulle bruge tid på en rundvisning....vi nøjedes med at slottets samlinger.

Et hjørne af Sønderborg slot.



Selvfølgelig ligger der en Ringridningsbane der ved slottet. Han havde fortalt meget om de her Ringrider-fester dernede (mest øl og pølser) så lidt kultur havde der altså været i hans elev-tid på Sergent-skolen.

Og om Slottets 1864 samling var der kun at se en ting: skuffende, yderst skuffende. Der var udstillet 7 geværer (danske og preusiske og østrigske), en 3-4 sabler og en enkelt uniform og meget få andre ting. Selvfølgelig en del malerier - dem som man kender - og lidt plancher og en model af Dybbøl-skanserne...

Han forslog derfor at vi tog ud selve Dybbøl og deres flotte Center for slaget. OK - Lillemor og jeg havde jo været der sidste år, så jeg vidste hvad der var, men vi tog alligevel derud og beså det.
Jeg er jo interesseret i artilleri, så sjovt nok ankom vi ligesom at der var en demonstration i gang om kanonerne og at der lige om lidt skulle laves en demonstrationsafskydning....så det så vi lige:
Der gøres klar.....

 
BANG !!!!!

Eksempel på granat-type der affyredes under slaget.

Uden at være specialist, så har jeg dog en del forstand på det der med kanoner, og jeg syntes at den der affyringsmåde der anvendtes så mærkelig ud, så efter demonstationen fik jeg løbet kanoneren op og spurgt ham om nogen tekniske ting som jeg så fik forklaring på; her anvendte man elektrisk antændelse af krudtet og ikke friction-primers som der bruges rigtigt og dette af sikkerhedshensyn. Vi - min bror, den gamle soldat, blandede sig - fik så en lang og god snak sammen med kanoneren og bl.a. fik jeg indskudt, at det irriterede mig, at jeg ikke kunne få fakta-blade eller andet fra Tøjhus-museet om de kanoner de havde derinde (jeg har bl.a.. fået den forklaring at det havde man ikke !!!) og spurgte kanoneren om han kunne give mig nogen tip til hvor jeg kunne skaffe sådan noget fra...læsestof, bøger o.s.v. Det viste sig, at han havde en del (meget) derhjemme (i PDF-format) hvortil jeg spurgte om jeg kunne låne/få kopi af det og det til eget brug/fornøjelse og ikke kommercielt brug. Han trak lidt på det, men foreslog så at jeg sendte ham en mail, hvilket jeg straks gjorde da jeg kom hjem og nu spændt afventer svar på :-) .

Bagefter købte jeg så en stribe bøger i Museumsbutikken for små kr. 600. Ikke om artilleri/kanoner, men mere om 1864 i almindelighed:

Da vi var hernede, så var min bror af sin kone blevet udstyret med en enkelt lap papir, at hvis og så fremt og så videre....vi nu befandt os i nærheden af Padborg....altså kun hvis.....så kunne vi jo lige hos Fleggaard....der, på den anden side af grænsen....jo lige købe 3 3-liters vin-bokse af et særligt mærke....så vi besluttede os til at "befinde os i nærheden af Padborg" og lige besøge Fleggaard. Min bror fik de 3 vin-bokse.....så købte vi hver især et karton Coca-cola dåser, en plade chokolade hver og jo - min storebror også lige 3 pakker af nogen specielle gode tyske grill-pølser. Jeg fik for resten også smidt et glas Nescafe i kurven. Jeg kiggede da på deres whisky-afdeling og den var bestemt ikke ringe; den havde alle de gængse mærker i forskellige årgangsaftapninger....men ingen af de 2 mærker jeg kan lide. Vi forlod stedet med vores varer og vi var de rene amatører at se på. Vores indkøbsvogn havde jo kun 2 kartoner Cola, 3 pakker pølser, 2 plader chokolade og et glas Nescafe. Vi kunne snildt have båret det. Alle andre havde indkøbsvogne fyldt med øl og vand i flere lag og meget mere...nogen endda flere vogne.....så jo, brødrene her var de rene novicer/amatører :-) .

Vi ville så hjem af og min bror spurgte hvorfor jeg ikke købte noget whisky og jeg fortalte ham så om whisky-verdenen og om hvordan jeg - efter flere års "undersøgen" - nu havde fundet 2 mærker som jeg godt kunne lide og som de ikke havde hos Fleggaard og at jeg ikke bare ville købe god whisky fordi den var der og var billig. Jeg ville bare havde de mærker jeg kunne lide og jeg fortalte, at jeg kun kendte 3 muligvis 4 forretninger i Danmark der handlede lige præcis med de 2 mærker, Glenfarclas og Glendronach, som jeg kan lide og at den ene iøvrigt lå i Christianfeldt. DEN forretning synes min bror så at vi skulle besøge på hjemvejen, for Christianfeldt ligger jo bare 5-6 km fra motovejen der nord for Haderslev.....så det gjorde vi og jeg købte (kr. 775) så den ene af mine 2 yndlingswhisky, nemlig Glendronach 18 år "Allardice"......englene synger, siger jeg jer:


Min bror ville i Christianfeldt lige have en vaffel-is så mens han spiste den, kom vi forbi den lokale boghandel og der i vinduet stod en bog jeg har tænkt på at købe, nemlig en ny-udkommen bog af Bent Hardervig: "Sommer Glæder" (kr. 299) handlende om de gode gamle badehoteller og livet der i gamle dage.....så den nappede jeg så lige med:

Vi var hjemme i Herlev igen ved 18-tiden. Det havde faneme været en dejlig - bare ham og mig. Vi fik godt snakket om mange ting, bl.a. om vore forældre. Vor Mor døde for 40 år siden og vor far døde her i forrige uge 92 år gammel. Ham - vor far - har jeg ikke set i godt 22 år (har...eller havde....cuttet forbindelsen med ham), så det var min bror der ordnede alt det der tingel-tangel med begravelse og Skifteret.....jeg var jo heller ikke med til bisættelsen selvom jeg havde fået at vide han var død...men altså vi fik snakket om en masse ting, bare ham og mig, og det var pisse-hyggeligt. Og vi har besluttet at det er ikke sidste gang vi gør det her.

Og da jeg lige checkede postkassen da jeg kom hjem, så lå der en seddel fra posthuset om at der lå en pakke til mig fra Østfyns Museer......WOW - den bog, der lige er udgivet i 2 bind kaldet "Aarstiderne" med små tegninger/akvareller af Johannes Larsen og digte af Johannes V.Jensen lå til afhentning....så idag Torsdag hentede jeg den og jeg glæder mig som et lille barn til at se og læse den:

Som sagt, den er i 2 bind og ilagt en flot kassette. Det er virkelig guf., det der.

....og ellers har jeg planlagt på Lørdag at skulle ind på Tøjhus-museet og se en ægte amerikansk uniform fra 1860. Den danske hær havde planlagt at skulle anskaffe nye uniformer og indforskrev fra forskellige lande deres uniformer, så man kunne vælge en type der passede til den danske hær. Og den uniform, den danske hær havde i 1864, er faktisk bygget på den amerikanske blot modificeret en smule. Den amerikanske er den som Nordstaterne brugte under borgerkrigen som jo startede i 1861, altså efter den danske hær havde fået et fuldstændigt eksemplar. Såvidt vides, er det det eneste stadig fabriksny eksemplar i verdenen af Nordstatsuniform :-) .

...og på Søndag daffer jeg nok til kunstmuseet Fuglsang ned på Lolland. Der er en udstilling med Olaf Rude akvareller jeg gerne vil se. Den tur bliver jeg alene på, lidt kedeligt....nogen der vil med ? :-)

torsdag den 20. september 2012

En smule indkøb til hylderne...sindet,øjnene og ørerne..

Ja, - så har jeg gjort det igen; været ude og købe lidt bøger....bare en smule....og som vanligt ikke noget skønlitterært, men om det I ved nok.....kunst, historie, arkitektur, den amerikanske borgerkrig og 1864.

Men først vil jeg give jer en smagsprøve:

".....Det blev i det Foregående bemærket, at det riflede Skyts gav Projektilet en større Skudsikkerhed, fordi det i Løbet erholder en Omdreining om en Axe sammenfaldende med Kjernelinien; denne Omdreining i en bestemt Retning tilsteder Anvendelsen af andre Former end Kuglen; ved at give projektilet en større Længde end Kuglen og derved forøge Massen, og ved at give dets Forpart en Form, der er bedre skikket til at kløve Luften, opnaaer man tillige den Fordeel, at Projektilet gjennem en længere Deel af Banen beholder en forholdsviis større Deel af den ved Krudtet meddeelte Virkningsevne end Kuglen. Ved at ændre Forholdet mellem Projektilets Længde og Diameter og ved at give det forskjellig Form af Forparten, kan ....o.s.v., o.s.v. ...."

Fik I det ? Det er fra

"Bemærkninger om Det Danske Artillerie samt om dets Deeltagelse i Krigen 1864 af H.de Jonquières, Major i det kongelige Artilleri. Kjöbenhavn. I Commission hos C.A.Reitzel. Thieles Bogtrykkeri. 1865."

Ja - det er nørden der slår til igen ;-) .....altså mig og min interesse for især artilleri under den amerikanske borgerkrig 1861-1865 samt det tilsvarende danske under krigen i 1864....Dybbøl og Als og alt det der.

Det er et utroligt sprog, ikke ? Dansk fra en rapport lavet i 1865 på baggrund af erfaringerne fra krigen året før i 1864. Kan I så forestille jer, at jeg OGSÅ...eller mest....læser den slags på amerikansk ? Altså amerikansk sprog fra 1860'erne og frem mod århundredeskiftet 1900 og ti-året derefter. Uhyre interessant og man skal faneme holde tungen lige i munden for at få det hele med. Nuvel - små 30 års erfaring i at læse den slags giver en hvis kendskab, så det er ikke så slemt.

Men videre:

Også om 1864 Lars Lindebergs "De så det ske - 1864" og "Kampen ved Skanse V den 18. April 1864 som oplevet af tre der deltog" ved H.H.Holden-Jensen.

The common soldier of the civil war af Bell E.Wiley.

Alle ovenstående anskaffet antikvarisk.

Stephanie Surrugue's "Enegænger - portræt af en prins (Henrik).

Og så noget kunst:

Katalog på 290 sider om Jais Nielsen samt Katalog på 281 sider om J.F.Willumsen. Begge fra Museum Sønderjylland i Tønder.

Mette Bøgh Jensen: Brøndums Spisesal på 311 sider.

Katalog Krøyer - i internationalt lys. 364 sider.

Og så endelig Peter Olesen: København - bag facaderne samt København - mellem husene og endelig Peter Olesen viser rundt i Københavns havn. De 3 Peter Olesen bøger anskaffet antikvarisk.

....tror at der er læsestof til hen på efteråret ;-)  .....og der ligger jo stadig lidt "gammelt" indkøb og venter.

Og så har Lillemor og jeg købt billetter til balletten "La Bayadere" på det Kongelige Teaters gamle scene på Kgs. Nytorv. Den ballet så vi i sommers i New York med America Ballet på The Metropolitan. Det er en ny-opsætning på det kongelige af Balletmester Nikolaj Hübbe. Det er sjovt, fordi netop Nikolaj Hübbe var - sammen med os - med på flyveren til New York i sommers og det var så åbenbart derfor, han var derovre; for st se/studere den version af "La Bayadere".

Vi har også købt billetter til operaen "Madame Butterfly" ude i/på den ny "Operaen" på Dokøen. Og så hører det med, at vi har købt til os selv og til sønnen og svigerdatteren også. Det bliver deres første møder med ballet og opera. Det er på tide de oplever noget "ordentligt, seriøst kunst" ;-)

onsdag den 22. august 2012

Gl. Skagen og Tønder 2012

I år har vi delt vores sommerferie i 2 dele; første del var jo vores tur til USA (Gettysburg og New York) i Maj måned og anden del var så her i August i ugerne 33 og 34.

Lillemor har en kollega, der har en storesøster, som har et sommerhus i Gl.Skagen. Det sommerhus har vi lånt 8 gange før og dennegang, altså d. 9.gang var altså i uge 33 fra lørdag til lørdag hvorefter vi havde booket 3 overnatninger i Tønder - altså først i det nordligste af Jylland og så i det sydligste Jylland :-)

Lørdag morgen tog vi tidligt afsted og var i Gl.Skagen omkring 14-tiden. Sommerhuset ligger som det næstsidste før klitterne og lignede sig selv. Der er den store fordel ved denne beliggenhed, at der ikke er andre sommerhuse foran det og der altså foran - stik øst - er en stor hede eller strand eng uden bebyggelse.

Husets hovedindgang, som altså vender mod øst, ses nedenfor...inkl. Lillemor ved morgenfoderet. Bemærk, at der til højre for døren er en bænk. Den bænk er min yndlingsbænk i hele verdenen. Her sidder jeg altid og nyder det. Hjernen tømmes, jeg "mediterer" - lader tankerne flyve og flyde og bare sidder der med heden/strand engen foran mig. Hver morgen er jeg oppe før solopgang...en 5-10 minutter før.....ca. kl. 05,45.....og sidder så klar med kaffen og smøger og ser solen stå op og sprede sit lys og mærke varmen. Her sidder jeg så et par timer før end Lillemor vågner og kommer ud og fortsætter så med at sidde her et par timer mere til hen ad 9-10 tiden, så i bad og så ud på bænken igen og tørre i solen på bænken.

Det skal bemærkes, at vi hver eneste dag havde mellem 25 og 30 graders varme og stort set skyfrit hele tiden - der drev da enkelte skyer ind fra havet - vi kan høre havet og vi/jeg kan også høre Havternerne flyve forbi der nede på stranden.

Første dag var vi lige ude og hilse på på Grenen.

Nogen steder er der fantastiske mønstre i sandet i vandkanten og lyset er, som malerne jo fandt ud der i 1880'erne, jo helt utroligt.
På vej tilbage på nordsiden af Grenen så vi en hel del Sandløbere, et par Almindelige Ryler og vistnok også en Temmincks Ryle......ud over de sædvanlige bunker af Svartbage og Sølvmåger.

Et sted i kltterne fandt jeg denne døde Hugorm. Ellers så jeg af dyr deroppe Rådyr på heden foran sommerhuset hver morgen, adskillige Harer og en enkelt Spidsmus.

Foran sommerhuset vrimlede det altid med Hvid Vipstjerte og enkelt Stenpikkere, Lærker og Gulspurve. En dag sad jeg og kiggede på en lille familie af Vipstjerter, da jeg lige pludselig opdager  en Tårnfalk der kom bagfra over vores hus. Den dykkede lidt ned, musede et par sekunder og slog så ned bag noget halvhøjt græs. Wow nåede jeg at tænke, da Tårnfalken lettede igen....med en Hvid Vipstjert i kløerne...og fløj over mig og væk igen. Det var sket omkring 10 meter fra mig. Fantastiskt.
Herover ses bare en solnedgang fra huset af over klitten. En enkelt dag var der kommet lidt tynde skyer om aftenen da solen var ved at gå ned og derfor tog jeg dette billede. Et par tidlige morgener oplevede jeg kortvarigt bi-sole.

Når man er "gammel" Skagens-farer, så er der ikke så meget man skal se...nå at se. Vi havde total afslapning derude i Gl.Skagen - jeg elsker simpelthen at sidde på den bænk. Jeg har siddet på bænken i fugletræktiden om foråret/forsommeren engang og havde bare den ene rovfugl efter den anden trækkende henover huset; Vandrefalke, Lærkefalke, Dværgfalke, Musvåger, Røde Glenter, en enkelt Sort Glente, lidt Hvepsevåger, et par Havørne, en Lille Skrigeørn og...tada....endda en Slangeørn....og så alle småfuglene også i krat og på hede/strand engen. Dennegang var der altså stort set ikke andet end de før nævnte små-fugle, men hvad gør det.

Selvfølgelig var vi inde i Skagen. Om søndagen havde vi 34 års bryllupsdag og spiste en kanonmiddag med alt hvad der hører til på Brøndums Hotel.

Frokost indtog vi et par gange nede på havnen ved de gamle pakhuse:

Der var en del mennesker/turister i Skagen men man kunne godt mærke, at højsæsonen var ovre og gudsketak og lov for det.

En eftermiddag var vi på besøg i Drachmann's hus til et arrangement - "Causerier i haven om Drachmann's kvinder". Det blev holdt af Birgit Bernht som fortalte levende og medlevende. Herligt.

En anden aften var vi samme sted til et arrangement med Drachmann's-kvartetten: Ann-Marie Gabrielsson (som sang med en pragtfuld vise-stemme), Jesper Hegaard spillede på klaver, Drachmann's eget gamle klaver hvilket gav en noget speciel klang samt Birgit og Poul Bernht som begge fortalte anekdoter og læste digte op.

Nedenfor ses stående ved træet ved Drachmann's hus Ann-Marie Gabrielsson (t.v.) og Birgit Bernht (t.h.). Det er før arrangementet hvor vi sad i haven og sippede til kold hvidvin.

Arrangementet blev holdt i Drachmann's atelier hvor der var sat stole op. Vi var vel en små 35 personer i det lille rum der kun oplystes af stearinlys og i den allerede lune sommeraften så blev der en hel del varmere.

Det var en dejlig aften hvor vi ind i mellem sang med på sangene, bl.a. den allerførste som var lavet af den gamle skolelærer i Skagen, Harald Bergstedt, i Skagen i 1921. Sangen var: "Jeg ved en lærkerede..." og utroligt nok kunne vi alle teksten udenad og sang løs af  karsken bælg. Herligt.

Vi var også ude på museet på Grenen og se den udstilling der var der. Herunder ses 2 dejlige damer (det er Lillemor til højre):

Selvfølgelig var vi også på Skagen Museum og se særudstillingen om Krøyer i internationalismens tegn...eller hvad den nu hed. Det gode ved den var, at der var indlånt billeder fra andre museer og private samlinger, som man ikke ser hver dag, bl.a. Hip-Hip-Hurra som til dagligt hænger i Gøteborg.



Herunder ses Krøyers gamle og første atelier i Skagen. Det er beliggende i haven til museet.

Herunder også en lille statue/figursamling eller hvad sådan en nu hedder af Svend Wiig Hansen og den minder meget om de 4 store hvide statuer der står lige nord for Esbjerg og som i daglig esbjergensisk tale kaldes for "4 hvide mænd på lokum" :-)

En anden aften var til foredrag på Skagen Museum. Foredragsholderen var fhv. neurolog Ib Søgaard. Han havde lavet en bog som hedder "Krøyer - bag om facaden" og som i korte træk handler om Krøyers sygdom (manio-depressiv) og om hans mors samme samt om hans opvækst. Han var noget tør i det, men foredraget var godt. Herunder ses de mange tilhørere:


Når man færdes i Skagen og i Gl.Skagen så er de fremherskende farver gule, røde og hvide....og så den blå himmel.

Vi spiste en dag en let frokost på Ruth's hotel i Gl. Skagen. Vi fik hver i sær: Et stk. ristet brød med Kantarel- og Karl Johan svampe a la creme samt et glas kold Sancerre hvidvin + en karaffel is-vand, derefter et lille stk. tærte med en klump vanille-is til og der til kaffe. Vi fik altså begge ovenstående. Pris 920 danske kroner excl. drikkepenge. Så har man prøvet det :-)
 
 Men det smagte altså pragtfuldt.......
 
Efter 7 varme dage i Gl.Skagen med blå himmel, meget få skyer en enkelt dag glidende forbi og næsten ingen vind tog vi så afsted og kørte til Tønder, hvor vi ankom lidt over middagstid. Her var om muligt endnu varmere og så var det endda fugtig varme, hvor det i Gl.Skagen havde været tør varme. Vi boede på Hotel Tønderhus - et dejligt sted lige ved kunstmuseet og vandtårnet.

Vi har været i Tønder en del gange og det er en hyggelig by med flotte små huse og mange af dem har flotte døre og indgangspartier. Herunder et lille udvalg:


Herunder ses kirken i Tønder fra torvet af. Spiret er beklædt med spån-træ. Herligt.

Vi besøgte en af dagene Dybbøl for at se besøgscentret der. Herunder ses et par kanoner, Dybbøl Mølle og yours truly; det var ca. 100 grader varmt den dag.

Herunder en model af en af skanserne. Besøgscentret er helt fint og et besøg værd.

....og selvfølgelig var der kanoner der skulle undersøges nærmere :-)

På denne kanon står der på ildrøret (det er kanon-røret for jer ignoranter): "Jeg kæmpede for Danmarks sag i 8. Batteri i 1864 fra Dybbølstillingen i 1864 under stormen paa Dybbøl". Sådan.

Og så lige et par forto af en speciel bil: Gadeversionen af Audi R8. Det er den bil, der bruges i Le Mans 24 timers løbet og som Tom Kristensen har vundet i en hel del gange. Gadeversionen ser unægtelig lidt anderledes ud i forhold til Le Mans raceren.


Herunder er et kig gennem bagruden og ned i motorrummet: Imponerende ganske enkelt.
 
 
Vi tog hjem fra Tønder allerede om Mandagen p.g.a. varmen, altså en dag før tid. Men alt i alt har det været en god ferie, med god mad og vine og lokale øl, masser af afslapning og en hel del bog-indkøb m.m.